1994 BTL 76 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM VISSE SPIL, LOTTERIER OG VÆDDEMÅL (MIDLER TIL ALMENE FORMÅL) NR L 76 1994-95, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Danmarks Bløderforening,
Dansk Blindesamfund,
Dansk Ungdoms Fællesråd,
De Samvirkende Invalideorganisationer,
Friluftsrådet,
Idrættens Fællesråd og
Landsforeningen for Bedre Hørelse.
Lovforslaget ønskes til fornyet udvalgsbehandling mellem 2. og 3. behandling.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) kan tilslutte sig, at der foretages en regulering af lovgivningen vedrørende spil, lotterier og væddemål, men SF ønsker samtidig at tilkendegive, at der ved anvendelsen af det overskydende provenu må tages hensyn til de organisationer, der kommer i klemme ved ændringen.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet kan ikke støtte lovforslaget, da Fremskridtspartiet ikke finder, at der bør lægges loft over de beløb, som kan udbetales til omsætningsmodtagere og overskudsmodtagere. Fremskridtspartiet er bange for, at et sådant loft vil ødelægge Tipstjenestens incitament til hele tiden at udvikle nye spil og at tage andre initiativer, som kan sikre Tipstjenestens succes på markedet for spil m.v.
Samtidig skal det bemærkes, at Fremskridtspartiet ønsker en ændret fordeling af midlerne, således at idrætten sikres flere midler end i dag.
Det er Fremskridtspartiets opfattelse, at dette samtidig vil kunne aflaste mange kommuner, som bruger relativt store midler på idrætsfaciliteter m.v.
Jacob Buksti (S) nfmd. Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Lis Greibe (S) Per Kaalund (S) Jes Lunde (SF) Elisabeth Arnold (RV) Frank Aaen (EL) Sonja Albrink (CD) Peter Brixtofte (V) Svend Aage Jensby (V) Charlotte Antonsen (V) Jens Løgstrup Madsen (V) Flemming Hansen (KF) fmd. Gitte Seeberg (KF) Brian Mikkelsen (KF) Kristian Thulesen Dahl (FP)
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Dansk Epilepsiforening,
Dansk Landsforening for Laryngectomerede,
Dansk Parkinsonforening,
Hjerneskadeforeningen,
Hjerteforeningen,
Kræftens Bekæmpelse,
Landsforeningen For Apopleksi- og Afasiramte,
Landsforeningen Psykotiske Børns Vel,
Landsforeningen Sind,
Landsforeningen til Bekæmpelse af Cystisk Fibrose og
Nyreforeningen.
Der er af skatteministeren og et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af skatteministeren stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod de af mindretallet stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af skatteministeren stillede ændringsforslag. Mindretallet vil ved 3. behandling stemme hverken for eller imod de af mindretallet stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Et tredje mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Til § 1Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (FP)
1) I den under nr. 1 foreslåede ændring af § 6 A, stk. 1, ændres »indskudssummen indtil 5 mia. kr.« til: »indskudssummen indtil 5,5 mia. kr.«
2) I den under nr. 2 foreslåede ændring af § 7, stk. 1, ændres »800 mio. kr.« til: »850 mio. kr.«
Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget
3) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer
»01. § 7, stk. 10, ophæves.«
4) I nr. 3 indsættes efter den foreslåede § 7 A som ny paragraf
»§ 7 B. Det enkelte ressortministerium fastsætter nærmere regler om regnskabsaflæggelse og revision med hensyn til midler, som efter § 6 A og § 7 fordeles til private organisationer m.v. Til brug for Rigsrevisionen kan ministeriet indhente yderligere materiale til en nøjere regnskabsgennemgang.«
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2 Enhedslisten er enig i, at der sættes loft for det tilskud, de enkelte organisationer modtager, men er uenig i, at loftet sættes lavere end det, der med rette kunne forventes udbetalt for 1995. Derfor foreslås beløbsgrænserne ændret.
Til nr. 3 Ophævelsen af lovens § 7, stk. 10, er en konsekvens af ændringsforslag nr. 4.
Til nr. 4 Det foreslås, at alle ressortministerierne fastsætter regler for aflæggelse af regnskab og revision for de tips- og lottomidler, som fordeles til private organisationer m.v.
Det forslås endvidere, at ressortministerierne skal kunne indhente yderligere oplysninger hos organisationerne, hvis Rigsrevisionen ønsker at foretage en nøjere gennemgang af en organisations regnskab.
Med regler om regnskabsaflæggelse og revision for tips- og lottomidlerne bringes dette område i overensstemmelse med andre områder, der modtager tilskud af statsmidler.
Jacob Buksti (S) nfmd. Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Lis Greibe (S) Per Kaalund (S) Jes Lunde (SF) Elisabeth Arnold (RV) Frank Aaen (EL) Sonja Albrink (CD) Peter Brixtofte (V) Svend Aage Jensby (V) Charlotte Antonsen (V) Jens Løgstrup Madsen (V) Flemming Hansen (KF) fmd. Gitte Seeberg (KF) Brian Mikkelsen (KF) Kristian Thulesen Dahl (FP)
Ingen
Nr BTL 76
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om visse spil, lotterier og væddemål (Midler til almene formål)
Nr L 76 1994-95, 1. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19941209