1994 BTL 71 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SYGEHUSVÆSENET (FORSØGSORDNING) NR L 71 1994-95, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til sundhedsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Amtsrådsforeningen i Danmark.
Der er af sundhedsministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det af sundhedsministeren stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og vil ikke stemme for de stillede ændringsforslag.
SF er modstander af pengene-følger-patienten-princippet, da det åbner for privatisering af det offentlige sygehusvæsen og gør det sværere at styre sundhedsudgifterne.
En pligt til at yde behandling inden for 3 måneder i eget eller andre amter vil alt andet lige give ret til behandling i privat regi, hvis det offentlige sygehusvæsen ikke ligger inde med den fornødne kapacitet.
Selv om dette ikke vil blive tilfældet med de to foreslåede operationstyper, hvor ventelisterne er relativt små, kan dette bliver tilfældet i fremtiden, fordi man med dette lovforslag giver sundhedsministeren bemyndigelse til at indføre ordningen for andre operationstyper.
Pengene-følger-patienten-pricippet kan være et spild af ressourcer, fordi det ikke giver mulighed for en rimelig prioritering af patienter. Der er patienter, der kan vente længere end 3 måneder, fordi de har færre eller få gener. Endvidere ved man fra udenlandske erfaringer, at der let sker et skred i indikationsniveauet, således at flere bliver visiteret til operation, når man indfører meget håndfaste ventetidsgarantier, samtidig med at pengene følger patienten.
Det er i øvrigt mindretallets opfattelse, at regeringen udviser en stor foragt for det kommunale selvstyre og aftalesystemet, når man ca. 6 måneder efter indgåelsen af økonomiaftalen med amterne bryder aftalen og dekreterer andre mål for operationsaktiviteten.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Fremskridtspartiet er positivt over for lovforslaget, idet det klart fremgår, at regeringen har accepteret en del af Fremskridtspartiets tidligere fremsatte forslag om, at pengene skal følge patienten.
Dog mener Fremskridtspartiet, at kredsen af operationstyper burde udvides til f.eks. også at omfatte hjerteoperationer.
Derudover burde lovforslaget også have indeholdt en bestemmelse om, at amterne skal have pligt til at benytte private sygehuse og klinikker. Et lille skridt i denne retning vil være at vedtage Fremskridtspartiets ændringsforslag, hvorefter patienten skal tilbydes operation på private sygehuse og klinikker, når disse ligger nærmere patientens bopæl end et offentligt sygehus i et andet amt, såfremt bopælsamtet ikke kan tilbyde behandling på egne sygehuse inden for 3 måneder.
Ændringsforslag
Til § 1Af sundhedsministeren, tiltrådt af et flertal (S, V, KF, FP, RV og CD)
1) I den foreslåede § 5 c indsættes efter stk. 2 som nyt stykke
»Stk. 01. Sundhedsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at amtsrådene skal sikre, at budgetrammen for det behandlende sygehus øges med den i stk. 2 nævnte betaling. Sundhedsministeren kan i den forbindelse i fornødent omfang fravige bestemmelserne i kapitel V i lov om kommunernes styrelse.«
Af et mindretal (FP)
2) I den foreslåede § 5 c indsættes efter stk. 2 som nyt stykke
»Stk. 02. Såfremt en amtskommune ikke kan tilbyde behandling på egne sygehuse inden for tre måneder, skal patienten tilbydes operation på private sygehuse og klinikker, såfremt disse ligger nærmere patientens bopæl end et offentligt sygehus i en anden amtskommune.«
Bemærkninger
Til nr. 1 Som led i lovforslaget om at tilvejebringe en etårig forsøgsordning på sygehusområdet, hvorefter pengene følger patienten, er det bl.a. foreslået, at hvis en patient vælger at blive opereret på et sygehus i et andet amt, skal bopælsamtet betale et beløb svarende til den gennemsnitlige sygehusudgift på landsplan for den konkrete operation til det pågældende sygehus.
Etablering af en sådan ordning, hvorefter bopælsamtets betaling skal tilgå det behandlende sygehus, nødvendiggør en fravigelse af de almindelige regler om kommuners økonomiske styrelse, hvorefter amtsrådet er bevillingsmyndighed.
Med den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse gives der udtrykkelig hjemmel til, at sundhedsministeren kan fastsætte regler, der indebærer en fravigelse af reglerne i den kommunale styrelseslovs kapitel V, dvs. regler, der indebærer en fravigelse af de almindelige regler om kommunernes økonomiske styrelse.
De i medfør af bestemmelsen fastsatte regler vil blive fastsat under størst mulig hensyntagen til, at bevillingskompetencen kan bevares hos amtsrådene, og således at der i øvrigt kan fastholdes et højt bevillingsniveau, hvor dette ønskes.
Det vil således blive bestemt, at amtsrådene skal sikre, at den budgetmæssige ramme, som stilles til rådighed for det enkelte sygehus, forøges med et beløb svarende til den betaling, som amtskommunen opnår krav på i anledning af det pågældende sygehus' behandling af patienter med knæledsalloplastik (udskiftning af knæled) og operation for diskusprolaps.
Det vil ikke være nødvendigt, at amtsrådene vedtager en bevilling for hvert enkelt sygehus. Amtsrådene kan vedtage en budgetbemærkning, hvorefter det er en betingelse for meddelelse af vedkommende bevilling, at der foretages styring som anført af det enkelte sygehus' budgetramme.
Der vil ikke i øvrigt blive gjort indgreb i amtsrådenes bevillingskompetence. Muligheden for, at budgetrammerne påvirkes af andre omstændigheder, berøres ikke af lovforslaget eller af de regler, der fastsættes i medfør heraf.
Tove Lindbo Larsen (S) nfmd. Lone Møller (S) Hans Jørgen Jensen (S) Martin Glerup (S) Jytte Wittrock (S) Jørn Jespersen (SF) Vibeke Peschardt (RV) Anni Svanholt (SF) Sonja Albrink (CD) Jørgen Winther (V) Mariann Fischer Boel (V) Ester Larsen (V) fmd. Kim Mouritsen (V) Karen Højte Jensen (KF) Agnete Laustsen (KF) Henriette Kjær (KF) Jan Køpke Christensen (FP)
Enhedslisten havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 71
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om sygehusvæsenet (Forsøgsordning)
Nr L 71 1994-95, 1. samling
Afgivet af Sundhedsudvalget
Afgivet: 19941207