1994 BTL 70 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM STØTTE TIL MILJØFORBEDRENDE INVESTERINGER I MINDRE LANDBRUG M.V. OG LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SKATTEMÆSSIGE AFSKRIVNINGER M.V. NR L 70 1994-95, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til landbrugs- og fiskeriministeren, som denne har
besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig og/eller mundtlig henvendelse fra A-Consult A/S, Agri-Tanken A/S og De Danske Landboforeninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Enhedslistens medlem) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Flertallet har noteret sig, at landbrugs- og fiskeriministeren i sit brev af 9. december 1994 til udvalget oplyser, at det er ministerens hensigt »at udnytte lovforslagets bemyndigelse til at fastsætte nærmere betingelser for at opnå tilskud således
1. Ved tildeling af tilskud tillægges der førsteprioritet inden for den i lovforslaget forudsete budgetramme på 50 mio. kr. til de i bemærkningerne til lovforslaget forudsete støtteberettigede.
2. Såfremt der efter tildeling af tilskud efter punkt 1 resterer midler under den forudsete budgetramme, vil sådanne midler inden for den resterende del af rammen blive anvendt til tilskud til landmænd, der i perioden 1. oktober 1994 til datoen for fremsættelse af lovforslaget, den 23. november 1994, har indgået bindende aftale om levering eller etablering af opbevaringsanlæg. Landmænd, der inden udløbet af den nævnte periode har fået afslag på ansøgning om gældssanering, er også omfattet af denne ordning.
Tildeling af tilskud til de nævnte landmænd sker på grundlag af datoen for indgåelse af den bindende aftale, således at tidligere aftaler går forud for senere. Tilskudssatsen er også 25 pct. under denne ordning. Der forventes at skulle anvendes 1 årsværk i Jordbrugsdirektoratet til administration af den skitserede ordning.«
Ministeren henviser i øvrigt til bemærkningerne til lovforslaget.
Et mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) mener, at fristen for etablering af opbevaringskapacitet har været kendt i adskillige år. En udsættelse af fristen vil virke undergravende over for kommende miljøtiltag på landbrugsområdet og er en hån mod de landmænd, som pligtskyldigt opfylder lovens krav.
Mindretallet er derfor imod den generelle forlængelse af ordningen, som der reelt er tale om, og kan alene støtte, at der i ganske særlige enkelttilfælde kan gives dispensation og hermed ydes offentlig støtte til etableringen.
Erling Christensen (S) Peter Christensen (S) Eva Fatum (S) Erik Mortensen (S) Frederik Nørgaard (S) Kristen Touborg (SF) nfmd. Vibeke Peschardt (RV) Keld Albrechtsen (EL) Ole Vagn Christensen (S) Christian Mejdahl (V) Bodil Thrane (V) Mariann Fischer Boel (V) fmd. Kim Mouritsen (V) Henning Grove (KF) Jens Jørgensen (KF) Peder Sønderby (V) Niels Højland (FP)
Centrum-Demokraterne havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 70
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om støtte til miljøforbedrende investeringer i mindre landbrug m.v. og lov om ændring af lov om skattemæssige afskrivninger m.v.
Nr L 70 1994-95, 1. samling
Afgivet af Landbrugs- og Fiskeriudvalget
Afgivet: 19941209