1994 BTL 69 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (ÆNDRING AF BESTEMMELSEN OM SUPPLERENDE TILSKUD TIL FORÆLDRE PÅ ORLOV TIL BØRNEPASNING, HVOR GRUNDLAGET FOR ORLOV ER KONTANTHJÆLP) NR L 69 1994-95, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Et af udvalgets spørgsmål til socialministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 1
Er det korrekt, at man som forælder på orlov til børnepasning ikke behøver at have sit barn boende hos sig for at modtage orlovsydelsen?
Svar
Fra Arbejdsministeriet har jeg indhentet følgende udtalelse, som jeg kan henholde mig til
Det fremgår af § 10 i lov om orlov, at man kan få orlov til at passe egne børn. Ved egne børn forstås børn, hvortil orlovsansøgeren har forældremyndigheden, herunder hvor forældremyndigheden er opnået ved adoption, eller hvor adoptanten har modtaget barnet og opnået plejetilladelse med henblik på at opnå forældremyndigheden. Endvidere er børn, hvor orlovsansøgeren har anerkendt faderskabet, og hvor barnet har fast ophold i hjemmet, omfattet af begrebet.
Det fremgår endvidere af § 10 i lov om orlov, at hvis det barn, der giver orlovsmuligheden, er i alderen 0-2 år, kan der i orlovsperioden for dette barn ikke benyttes offentligt dagtilbud. Er barnet i alderen 3-8 år, kan der i orlovsperioden for barnet højst benyttes halvdagsplads i offentligt dagtilbud.
Det er rigtigt, at som reglerne er udformet, kan der forekomme tilfælde, hvor en orlovsansøger, der har forældremyndigheden over barnet, kan få orlov, uanset at barnet ikke bor hos den pågældende.
Betingelsen, om at barnet ikke må benytte offentligt dagtilbud, gælder imidlertid også i sådanne tilfælde, og det må i givet fald forudsætte, at den anden forælder, hos hvem barnet er bosiddende, er indstillet på eventuelt at tage barnet ud af daginstitution.
Er dette ikke tilfældet, er betingelsen for at få orlov ikke opfyldt.
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret
skriftligt. Et af udvalgets spørgsmål og ministerens svar herpå er
optrykt som bilag til betænkningen.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal inden for flertallet (Enhedslistens medlem af udvalget) bemærker, at ændringen af orlovsreglerne er en klar forringelse, der betyder en urimelig begrænsning af mulighederne for at lave frivillige arbejdsfordelingsaftaler samt forældrenes mulighed for at bruge ekstra tid på deres børn. Det konkrete lovforslag sigter mod ikke at føre denne forringelse igennem for kontanthjælpsmodtagere, derfor støtter Enhedslisten forslaget.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og bemærker i øvrigt
Alene det faktum, at der ikke kommer så mange i beskæftigelse, som der går på orlov, viser, at orlovsordningerne er med til at skabe arbejdsløshed og lediggang.
I disse tider tales der ellers så meget om at finde beskæftigelse til alle de ledige. Med ordningen om orlov sker der det stik modsatte.
Orlovsordningerne er med til at fastholde mange mennesker i en situation, hvor de kan få indkomst uden at arbejde, hvilket i længden er uholdbart. Samfundet kan som sådan ikke leve af, at vi i stigende grad bliver flere og flere, der nyder uden at yde. Det skal naturligvis ikke misforstås i retning af, at mindretallet har noget imod de ledige, som uforskyldt er ledige, men udelukkende tages som udtryk for en afstandstagen til orlovsordningerne.
I stedet for at bruge bunker af ressourcer på at finde muligheder for at sløre og skjule det reelle arbejdsløshedstal, skulle regeringen og Folketinget hellere bruge kræfterne på at indrette samfundet på en sådan måde, at der kunne skabes reel beskæftigelse til dem, der er ledige.
Jørn Pedersen (S) Ritt Bjerregaard (S) Jan Petersen (S) Peder Sass (S) Grete Schødts (S) Villy Søvndal (SF) fmd. Dorit Myltoft (RV) Bruno Jerup (EL) Sonja Albrink (CD) Erik Larsen (V) Else Winther Andersen (V) Flemming Oppfeldt (V) Lars Løkke Rasmussen (V) Bendt Bendtsen (KF) Helge Adam Møller (KF) Stefan G. Rasmussen (KF) Tom Behnke (FP) nfmd.
Ingen
Nr BTL 69
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om social bistand (Ændring af bestemmelsen om supplerende tilskud til forældre på orlov til børnepasning, hvor grundlaget for orlov er kontanthjælp)
Nr L 69 1994-95, 1. samling
Afgivet af Socialudvalget
Afgivet: 19941208