1994 BTL 51 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BOLIGBYGGERI OG LOV OM BOLIGER FOR ÆLDRE OG PERSONER MED HANDICAP (ALMENNYTTIGE BOLIGSELSKABERS FORMÅL M.V.) NR L 51 1994-95, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til boligministeren, som denne har besvaret dels
skriftligt, dels i samråd.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Afdelingsbestyrelserne i Avedøre Stationsby,
Boligafdelingen Hyldespjældet,
Boligselskabernes Landsforening,
Byggefagenes Kooperative Landssammenslutning,
Dansk Almennyttigt Boligselskab,
Det Kooperative Fællesforbund,
Lejernes Landsorganisation og
Tingbjerg Fællesråd.
Boligministeren har over for udvalget oplyst følgende om centrale problemstillinger, som har været drøftet i tilknytning til udvalgsarbejdet
1. Positivlisten
Lovteknisk er det fundet uhensigtsmæssigt at foretage en detaljeret beskrivelse i lovteksten af, hvilke aktiviteter selskaberne vil kunne udøve. Disse vil derfor blive nærmere opregnet i en positivliste, der udformes som en bekendtgørelse.
Viser det sig senere, at positivlisten ikke er dækkende i forhold til boligselskabernes aktuelle behov på deres aktivitetsområde, vil positivlisten relativt hurtigt kunne ændres. En ændring af bekendtgørelsen vil blive forelagt Boligudvalget til orientering. Desuden vil bekendtgørelsen ikke kunne ændres uden en godkendelse fra de partier, der har indgået forlig om nærværende lovforslag.
2. Sociale aktiviteter
Med henblik på at opnå såvel en betryggende som en smidig kommunal kontrol med de sociale aktiviteter, som et boligselskab ønsker at iværksætte, hvor også andre end afdelingens egne beboere kan deltage, vil følgende procedure blive anvendt
- For så vidt angår byudvalgsaktiviteter, som et boligselskab iværksætter som led i en af kommunen godkendt helhedsplan i et samspilsramt boligområde, vil der ikke efterfølgende særskilt skulle ske underretning af kommunen.
- For så vidt angår aktiviteter, hvorom der efter fritidslovgivningen eller anden lovgivning allerede er indgået aftale mellem boligselskabet og kommunen, vil der ikke efterfølgende skulle ske underretning af kommunen.
- For så vidt angår aktiviteter, der alene omfatter afdelingens beboere, eller hvor »fremmede« deltager mere tilfældigt og uplanlagt i enkelte arrangementer, vil underretning af kommunen som hidtil være unødvendig.
- Andre aktiviteter end de ovenfor nævnte, som ønskes iværksat, og som indeholder tilbud til andre end afdelingens beboere, vil ofte indgå i drøftelserne omkring vedtagelsen af afdelingens budget. For de afdelinger, hvor der i det af afdelingsbestyrelsen og selskabsbestyrelsen godkendte budget er indeholdt udgifter til sådanne aktiviteter, skal selskabet straks, når budgettet er godkendt, fremsende det til den tilsynsførende kommunalbestyrelse. De nævnte udgifter skal fremgå af en note til budgettet. Har kommunen ikke inden 3 måneder, svarende til varslingsperioden for lejeforhøjelser, fra det tidspunkt, hvor budgettet er kommet frem, reageret, vil afdelingen kunne sætte aktiviteterne i gang. Kommunalbestyrelsen vil som hidtil kunne kræve, at boligselskabet indsender budgettet til godkendelse, uanset om dette indeholder udgifter til de omtalte aktiviteter.
- Opstår der i løbet af året ønske om at iværksætte aktiviteter, som ikke er nævnt ovenfor, hvortil der ikke er afsat penge i budgettet, og som også omfatter deltagelse af andre end afdelingens beboere, vil kommunalbestyrelsen ligeledes skulle orienteres.
3. Revision og tilsyn
I forbindelse med den handlingsplan, som Boligselskabernes Landsforening har vedtaget for forebyggelse af fejl og negativ omtale af den almennyttige sektor, har Boligministeriet tidligere tilkendegivet, at man er positiv over for sammen med boligselskaberne at vurdere, hvorledes revisionsreglerne kan ændres i retning af en forvaltningsrevision.
Boligministeriet vil endvidere i en vejledning til boligselskaberne pege på det hensigtsmæssige i, at større selskaber, f.eks. selskaber, der administrerer 10-15.000 lejligheder, har ansat to revisorer.
Boligministeriet vil tillige fastsætte regler om, at flerårige aftaler mellem boligselskabet og et revisionsfirma ikke kan indgås, uden at der er mulighed for, at selskabet kan opsige aftalen med 1 års varsel.
Som led i den ovennævnte handlingsplan er det endvidere tanken at gå over til en obligatorisk edb-indberetning af boligselskabernes regnskabsmateriale til Boligselskabernes Landsbyggefond. Landsbyggefonden vil herved få mulighed for at udarbejde en mere aktuel og tidssvarende regnskabsstatistik med nøgletal, som kan bruges som arbejdsgrundlag for de vurderinger af økonomien, der skal finde sted i de enkelte boligselskabers bestyrelser, afdelingsbestyrelser, revision og tilsyn.
Boligministeriet lægger stor vægt på, at der således gennemføres en forbedret regnskabsstatistik med nøgletal, en problemstilling, som også er fremhævet i bemærkningerne til det af Fremskridtspartiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti fremsatte beslutningsforslag nr. B 18.
Med henblik på at forbedre den enkelte kommunalbestyrelses muligheder for at føre tilsyn med boligselskaberne vil Boligministeriet i samarbejde med de kommunale organisationer og Boligselskabernes Landsbyggefond søge at udvikle et tilsynskoncept.
4. Udvidelse af beboerdemokratiet
På baggrund af de ønsker, der har været fremme om at udvide beboerdemokratiet, vil der blive nedsat en arbejdsgruppe, der nærmere skal vurdere mulighederne herfor og herunder vurdere, hvorledes afdelingsbestyrelsens kompetence kan udvides i forhold til selskabsbestyrelsens, samt sikre bedre redskaber til løsning af eventuelle konflikter. Arbejdsgruppen skal samtidig se på, hvordan beboerindflydelsen på valg af administrator og revisor kan øges.
Det vil herudover være hensigtsmæssigt, at også spørgsmålet om kommunalbestyrelsernes indflydelse i boligselskaberne tages op. Man kan herved vurdere dels mulighederne for at udvide beboernes indflydelse i selskaberne og dels de habilitetsspørgsmål i forhold til kommunalbestyrelsesudpegede bestyrelsesmedlemmer, der har været rejst senest på baggrund af Lejerbo-sagen.
5. Håndværksvirksomheder
Det præciseres, at de boligselskaber, der i dag har tilknyttet selvstændige håndværksvirksomheder organiseret som aktieselskaber, og som kun udfører arbejde for selskabet og dets afdelinger, i løbet af en overgangsperiode på 5 år skal afvikle disse selskaber og lægge deres aktiviteter og aktiver ind under boligselskabet. Baggrunden herfor er ønsket om at styrke muligheden for et ensartet kommunalt tilsyn og øge gennemsigtigheden af selskabets aktiviteter.
Boligministeren har i forlængelse af sin besvarelse af Boligudvalgets spørgsmål 11 af 13. december 1994 tilkendegivet følgende over for udvalget
I henvendelsen fra Det Kooperative Fællesforbund og Byggefagenes Kooperative Landssammenslutning af 1. december 1994 til Folketingets Boligudvalg (L 51 - bilag 8) er bl.a. peget på et særligt problem i relation til lovforslaget som følge af selskabslovgivningen. Der er tale om lov om erhvervsdrivende virksomheder, som er trådt i kraft den 1. januar 1995.
I brevet fra de to organisationer anføres, at det ikke vil være muligt for fremtiden at have andelsselskaber med passive investorer. Yderligere er nævnt, at en række andelsselskaber vil blive omfattet af de nye bestemmelser, f.eks Arbejderbo. Da der herefter vil blive tale om vekslende kapitalgrundlag, fordi nogle boligselskaber i en periode ikke modtager administrationsydelser fra andelsselskabet, finder jeg, at der bør være mulighed for, at boligselskabet på ny tegner indskudskapital i andelsselskabet, når boligselskabet igen får brug for Arbejderbos ydelser.
Arbejderbo er et administrationsselskab, som primært udfører bygherrerådgivningsopgaver for boligselskaber. Så vidt det er Boligministeriet bekendt, er der en del boligselskaber, som har indskudt midler i Arbejderbo.
Boligministeriet har været i kontakt med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om problemstillingen. Det er herfra oplyst, at de to organisationer har forstået de nye regler korrekt, og at der har været en række møder med Det Kooperative Fællesforbund herom.
Det er en konsekvens af de nye regler, at Arbejderbo skal omdannes til en virksomhed med begrænset ansvar, som falder ind under lov om erhvervsdrivende virksomheder. Dette forudsætter vekslende kapital, idet indskydere, der ikke er aktuelle aftagere, leverandører og lignende, skal have deres indskud retur.
Efter positivlisten i bemærkningerne til lovforslaget kan indskud i andelsselskaber med begrænset ansvar som f.eks. Arbejderbo opretholdes med kommunens accept. Men der kan ikke foretages nye indskud.
Der er derfor en teknisk detalje for denne type selskaber, som må bringes på plads.
Under hensyn til, at der i realiteten er tale om de samme penge og ikke om et nyt indskud, som trækkes ud af og senere skydes ind i f.eks. Arbejderbo, vil boligselskaberne derfor få adgang til at genindskyde midlerne. Indskuddet må naturligvis ikke overstige det oprindelige indskud.
6. Undersøgelse af KAB's administration af privat udlejningsbyggeri
Der nedsættes en arbejdsgruppe under Københavns Kommune med repræsentanter fra Københavns Kommune og Bygge- og Boligstyrelsen med henblik på en undersøgelse af KAB's boligadministration og accessoriske virksomhed.
Undersøgelsen vil blive koncentreret om 10 institutioner/fonde beliggende i København og Frederiksberg Boligfond, som alle administreres af KAB, eller rettere KABprivat.
Formålet er dels i fællesskab at skabe et klart grundlag for Københavns Kommunes tilsyn med KAB's virksomhed, dels at vurdere lovligheden af visse aktiviteter inden for KAB-komplekset. Herunder vil KAB's accessoriske virksomhed og organisation, specielt forholdene omkring KAB-Consult og KAB-Fonden, blive inddraget i undersøgelsen.
Boligministeren har over for Boligudvalget tilkendegivet, at han vil drage de nødvendige konsekvenser af arbejdsgruppens undersøgelse, såfremt dette skulle vise sig påkrævet eller hensigtsmæssigt.
Der er af boligministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af boligministeren stillede ændringsforslag.
Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) finder, at det af positivlisten burde fremgå, at det var tilladt at have håndværkerselskaber i boligselskaberne, der i begrænset omfang kunne arbejde også uden for selskabet.
SF have gerne set dette, fordi SF finder, at det er vigtigt at bevare håndværkerselskabers mulighed for at fortsætte. Dels betyder det en konkurrence på markedet, der er til lejernes fordel, dels har selskaberne en meget høj erfaring med vedligeholdelse og istandsættelse af lejligheder.
Med hensyn til udvidelsen af beboerdemokratiet havde SF gerne set, at der var gennemført en analyse af konsekvenserne af, at en afdeling kan vælge et almennyttigt boligselskab som administrator.
Det er for SF et afgørende middel til at undgå sager i boligselskaberne, at beboerdemokratiet styrkes, og at afdelingerne sikres det frie valg ved valg af administrator.
Endelig havde SF gerne set, at følgende aktiviteter var blevet slettet af negativlisten
- Administration af private udlejningsboliger i drift, medmindre kommunalbestyrelsen har godkendt administrationsforholdet og har anvisningsretten til minimum hver fjerde ledige lejlighed (med den nævnte undtagelse for KAB).
- Administration af private kollegier, hvortil der ikke ydes offentlig støtte, medmindre kommunalbestyrelsen har godkendt administrationsforholdet og har anvisningsretten til minimum hver fjerde ledige værelse.
- Administration af private andelsboliger, der ikke er opført med offentlig støtte.
Begrundelsen herfor er, at SF finder det meget underligt, at man fra Folketingets side vil forbyde lejere, der ønsker sig administreret af et givet boligselskab, at blive det. Det er SF's synspunkt, at lejerne selv skal kunne vælge sig et boligselskab.
Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag.
Mindretallet finder, at lovgiver, såfremt lovforslaget vedtages i sin nuværende form, legaliserer et enkelt boligselskabs muligheder for at drive accessorisk virksomhed i form af administration af ca. 5.000 udlejningsboliger, der er omfattet af boligreguleringsloven (privat udlejningsbyggeri).
Imidlertid har tilsynsmyndigheden (Københavns Kommune) hidtil uden held anmodet om en redegørelse fra boligselskabet KAB vedrørende den økonomiske, administrative og ledelsesmæssige sammenblanding mellem KAB og de af boligselskabet benævnte erhvervsdrivende fonde.
Der bør foretages en tilbundsgående undersøgelse vedrørende KAB's boligadministration, herunder den ulovlige lånepraksis, der har været mellem KAB og institutionerne/fondene indtil 1993, ligesom der også bør tages stilling til spørgsmålet om, hvorvidt forretningsførerselskabet skal tilbageføre midler til institutionerne/fondene. Dette udredningsarbejde skal være tilendebragt, før Folketinget behandler undtagelseslovgivningen for KAB's accessoriske virksomhed.
Den tillid, Folketinget gennem de seneste år har vist den almennyttige boligsektor, har sektoren ikke levet op til, tværtimod er kræfterne og kreativiteten brugt til at omgå eksisterende regelsæt.
De seneste år er historierne blevet mere og mere håndgribelige og tydelige, og hvis man nævner sager som Bolind, Vibo, Ungbo og senest Lejerbo, vil de fleste være enige i, at der er noget gennemgående galt med sektoren, som trænger til gennemgribende ændringer, hvis der fortsat skal skydes offentlige midler til.
Flere af boligselskaberne har udvist en malplaceret kreativitet i deres iver efter at finde nye virksomhedsområder såsom bygge- og administrationsvirksomhed i udlandet, administration af private boliger, forsikringsadministration, advokatvirksomhed og håndværksvirksomhed, alt sammen aktiviteter, som burde ligge langt uden for rammerne af almennyttig boligvirksomhed, idet der dels er tale om risikobetonede aktiviteter, dels fordyrende aktiviteter eller interesseforvridende aktiviteter, hvori det er svært at se, at lejerne skulle have nogen som helst interesse.
Desværre må det konstateres, at de almennyttige boligselskaber har kunnet bevæge sig ud i eventyrene uden at blive standset af Boligministeriet eller kommunerne, fordi der har været tvivl om tilsynspligten, jf. f.eks. statsrevisorernes konklusion i beretningen om forvaltningen af og tilsynet med statsstøtte til ungdomsboliger (6. juni 1992). Kun når pressen er begyndt at interessere sig for sagerne, er der indimellem blevet blændet op for aktiviteterne. De almennyttige boligselskaber har i for lang tid haft mulighed for stort set selv at lave rammerne for deres arbejde, og det er en misforståelse at tro, at denne form for selvforvaltning er til gavn for lejerne. Tværtimod er det ledelserne i boligselskaberne, der på forskellig vis har hentet gevinsten.
Det er derfor nødvendigt nu at lægge ganske stramme rammer for den almennyttige boligvirksomhed og stramme kontrollen.
Det måske mest iøjnefaldende sted at sætte ind er over for den accessoriske virksomhed, som ønskes stoppet fuldstændigt, hvilket vil afgrænse sektoren fornuftigt, og mange uheldige eventyr vil blive undgået.
For at gøre det muligt for lejerne og tilsynsmyndighederne at forholde sig til selskabernes og afdelingernes drift er det nødvendigt, at regnskaber m.v. bliver standardiseret, så det vil være muligt at sammenligne med andre selskaber/afdelinger samt inddrage nøgletal fra Boligministeriet, så det bliver muligt på en forholdsvis enkel måde at måle effektiviteten i det enkelte selskab. En sådan gennemsigtighed vil sikre, at boligselskabernes administrationer vil få meget sværere ved at løbe om hjørner med beboerne, således at det meget roste beboerdemokrati får et mere reelt indhold for de mange og ikke kun for den lille elite, som i dag magter nogenlunde at sætte sig ind i, hvad administrationerne foretager sig. Den offentlige kontrol og mulighederne for at give selskaberne de nødvendige påbud i tide vil også blive lettet ved en opstramning omkring regnskabsaflæggelse m.v.
Det er vigtigt, at boligselskaberne ikke udvikler sig til lønmæssige tagselvborde for administration og bestyrelse, som man bl.a. har set det i Lejerbo, hvorfor oplysninger om samtlige lønninger til ledelsen må være tilgængelige for alle, der har interesse heri, ligesom der må lægges loft over lønningerne.
Da det kommunale tilsyn i for mange sager har vist sig ikke at fungere i realiteten, er det nødvendigt at skærpe kravene til kommunernes tilsyn, ligesom Boligministeriet skal spille en meget mere central og direkte rolle i tilsynet med sektoren ved at udarbejde klare forskrifter for det kommunale tilsyn.
For at gardere sig mod »kammeratlig revision« bør revisionen i de enkelte selskaber og afdelinger efter mindretallets opfattelse jævnligt udskiftes, hvilket vil styrke incitamentet hos revisionen til at gennemføre den nødvendige grundige og sobre revision.
Endelig bør placeringsreglerne for selskabernes kapital strammes, så midlerne sikres fuldstændigt, ligesom midlerne ikke må bindes så stramt, at det ødelægger likviditeten.
Ændringsforslag
Til § 1 Af et mindretal (V, KF og FP)
1) I den under nr. 3 foreslåede affattelse af § 5, stk.1, affattes 2. pkt. således
»Selskabet kan ikke herudover udføre anden form for virksomhed.«
2) Efter nr. 4 indsættes som nye numre
» 01. I § 15, stk. 7, udgår nr. 2 og 3.
02. I § 15, stk. 9, udgår i 1. pkt. »kollektive anlæg,».«
Af boligministeren, tiltrådt af et flertal (S, SF, RV, EL og CD)
3) Efter nr. 5 indsættes som nye numre
»03. § 54, stk. 1, affattes således
»Der kan for den 4-årige periode 1995-1998 gives tilsagn om offentlig støtte til indtil 1.600 almennyttige boliger, ungdomsboliger eller boliger efter lov om boliger for ældre og personer med handicap med henblik på at fremme mulighederne for at iværksætte forsøg med nye eller ændrede byggemetoder, nye tekniske installationer, bygningsudformninger og drifts- og vedligeholdelsesmetoder, herunder forsøg med økologiske løsninger og nybyggeri i byfornyelsesområder.«
04. § 54 a, 2. pkt., affattes således
»Staten kan dog for den 4-årige periode 1995-1998 inden for en ramme på 16 mio. kr. yde et tilskud til nedsættelse af anskaffelsessummen til kompensation for bygningsejerens eller kommunens udgifter til byggeriet, herunder udviklingsomkostninger.«»
4) I det under nr. 10 foreslåede § 83 b, stk. 1, udgår i 1. pkt. ordene »kollektiv boliginstitutioner«, og i stedet indsættes: »kollektivboliginstitutioner«, og i 3. pkt. udgår ordene »selvejende lette kollektiv«, og i stedet indsættes: »sådan«.
5) I den under nr. 11 foreslåede affattelse af § 89 udgår stk. 4, og i stk. 5, der herefter bliver stk. 4, ændres »stk. 2« til: »stk. 3«.
Til § 2 6) I den under nr. 4 foreslåede affattelse af § 32 udgår stk. 4, og i stk. 5, der herefter bliver stk. 4, ændres »stk. 2« til: »stk. 3«.
Til § 3 7) Stk. 1, 2. pkt., affattes således
»Dog træder § 1, nr. 2, 4, 5, 03, 04 og 6-11, og § 2 i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.«
Af et mindretal (V, KF og FP)
8) I stk. 3 affattes 2. pkt. således
»Aktiviteter, der ikke er tilladt, skal afvikles.«
9) I stk. 4 ophæves 3. pkt.
Bemærkninger
Til nr. 1 Ændringsforslaget indebærer et totalt forbud mod, at almennyttige boligselskaber driver accessorisk virksomhed.
Til nr. 2 Ændringsforslaget indebærer, at afdelingsmødet og afdelingsbestyrelsen ikke kan vedtage og gennemføre sociale aktiviteter og fritidsaktiviteter finansieret over lejen.
Til nr. 3 De særlige statslige puljer med øget støtte til forsøgsbyggeri af byggeteknisk karakter har hidtil været fastsat som årlige kvoter. Det foreslås, at kvoterne og den dertil knyttede tilskudsordning fastsættes for en 4-årig periode, således at det bliver muligt at fastlægge en langsigtet strategi for forsøgsvirksomheden inden for byggesektoren i samarbejde med Erhvervsfremme Styrelsen og byggeriets parter.
Ændringsforslaget indebærer, at kvoten for den 4-årige periode 1995-1998 lægges sammen til en kvote på i alt 1.600 boliger. Endvidere lægges rammen for det statslige tilskud sammen til en samlet ramme for perioden 1995-1998 på 16 mio. kr.
Den øgede fleksibilitet knytter sig primært til tilsagnsgivningen for at sikre en langsigtet planlægning og forberedelse af byggerierne. Påbegyndelsen af byggerierne og de dermed forbundne offentlige udgifter til tilskud vil imidlertid blive fordelt over perioden som hidtil. Ændringsforslaget vil således ikke få økonomiske konsekvenser for det offentlige. I overensstemmelse hermed er der indføjet en tekstanmærkning i finansloven for 1995, hvoraf det fremgår, at såvel kvoten for byggerierne som det statslige tilskud hertil forudsættes afviklet jævnt over hele perioden 1995-1998, i princippet som om den årlige bevilling var bibeholdt.
Herudover præciseres ved ændringsforslaget, at kvoteordningen også omfatter forsøg med nye installationer, samt at tilskud også kan ydes til udviklingsomkostninger i forbindelse med forsøgsbyggerierne.
Til nr. 4 Der er tale om en sproglig præcisering.
Til nr. 5 og 6 I henhold til lov om Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning er det budget- og økonomiministeren (nu finansministeren), der efter forhandling med den pågældende minister fastlægger de nærmere retningslinjer for bankens forvaltning af finansielle opgaver. Bestemmelsen forslås derfor at udgå af boligbyggeriloven, da den findes at være overflødig.
Fastsættelsen af regler for klageadgang vedrører alene afgørelser på områder, hvor kompetencen er delegeret af boligministeren.
Til nr. 7 Det foreslås, at ændringerne, bortset fra § 1, nr. 1 og 3, om almennyttige boligselskabers formål, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Til nr. 8 og 9 Ændringsforslagene er konsekvenser af ændringsforslag nr. 1.
Hans Peter Baadsgaard (S) fmd. Jytte Madsen (S) Lissa Mathiasen (S) Jørn Pedersen (S) Jytte Wittrock (S) Kristen Touborg (SF) Jørgen Estrup (RV) Keld Albrechtsen (EL) Sonja Albrink (CD) Pia Larsen (V) Bodil Thrane (V) Erling Oxdam (V) Jens Hald Madsen (V) John Vinther (KF) Lene Espersen (KF) Kai Dige Bach (KF) Kirsten Jacobsen (FP) nfmd.
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i nogle møder og har
herunder stillet spørgsmål til boligministeren, som denne har
besvaret dels skriftligt, dels i samråd.
Der er af nogle mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse.
Et flertal inden for mindretallet (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) kan dog stemme for de stillede ændringsforslag med undtagelse af ændringsforslag nr. 3.
Et mindretal inden for mindretallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) kan dog stemme for de stillede ændringsforslag.
Mindretallet (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) har igennem udvalgsarbejdet kunnet konstatere, at der ikke hos regeringen og dens flertal har været interesse for reelt at stramme op på reglerne om den almennyttige boligsektors virkeområde.
Det er med stor beklagelse, at de ihærdige forsøg, der har været gjort fra mindretallets side for reelt at gøre noget ved de mange problemer og sager, der har været oprullet i de senere år, bl.a. Lejerbo/Lejinco, Bolind, Vibo og Ungbo, ikke har vundet flertallets forståelse.
Tværtimod udvides boligselskabernes mulighed for aktiviteter efter lovforslagets vedtagelse.
Dertil skal føjes, at der med lovforslaget skabes en ulige retsstilling for, hvad de forskellige boligselskaber lovligt kan beskæftige sig med. KAB, som netop nu skal undersøges på grund af tilsynsmyndighedernes mistanke om uregelmæssig forvaltning, favoriseres med lovforslaget.
ÆndringsforslagAf et mindretal (V, KF og FP)
Til § 1 1) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer
»01. § 4, stk. 5, affattes således
»Kommunalbestyrelsen godkender nye eller ændrede vedtægter for selskabet og påser samtidig, at disse opfylder reglerne i lov om boligbyggeri og de bestemmelser og krav, der er fastsat i henhold til loven. Kommunalbestyrelsen fremlægger vedtægterne til offentligt eftersyn.«»
2) Efter nr. 3 indsættes som nye numre
»02. I § 5 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke
»Stk. 4. Ved beregning af selskabets udgifter til administration skal medtages udgifter til løn, herunder udgifter, der er forbundet med særlige ordninger for personalet. Udgifterne må højst udgøre 1.800 kr. pr. lejemålsenhed. Løn, pension m.v. skal udspecificeres for ledende medarbejdere i en note til regnskabet.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
03. I § 5, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »1-5« til: »1-6«.
04. I § 5, stk. 6, der bliver stk. 7, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum
»Alle selskaber skal ved anvendelsen af denne bemyndigelse, for så vidt angår stk. 1, stilles lige.«»
05. I § 7, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum
»Alle rabatter, som selskabet opnår, skal betragtes som en indtægt og derved komme lejerne tilgode.«»
Af et mindretal (FP)
3) Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer
»06. I § 7, stk. 7, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum
»Boligministeren fastsætter endvidere regler om nedsættelse af klagenævn til behandling af klager over lejefastsættelse m.v. i boliger, der ejes af et almennyttigt boligselskab.«»
Af et mindretal (V, KF og FP)
4) Efter nr. 4 indsættes som nye numre
»07. I § 12 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke
»Stk. 5. Dispositionsfondens og afdelingernes midler skal være anbragt sikkert og således, at de i nødvendigt omfang og til enhver tid med kort varsel kan gøres likvide til anvendelse efter deres formål. Kassebeholdningen skal være mindst mulig. Afdelingsmidler og likvid arbejdskapital, som ikke ligger i kassebeholdningen, samt likvide midler i dispositionsfonden skal anbringes som indlån i danske kroner i større pengeinstitutter i en EU-medlemsstat.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
08. I § 12, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »stk. 1-4« til: »stk. 1-5«.
09. I § 13 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke
»Stk. 2. For selskabet og dets enkelte afdelinger skal opstilles særskilte årsregnskaber i overensstemmelse med de kontoplaner, nøgletal og spørgeskemaer for selskab og afdeling, som er fastsat af boligministeren. Et almennyttigt forretningsførerselskab skal opstille årsregnskabet i overensstemmelse med kontoplan, herunder nøgletal og spørgeskemaer, for forretningsførerselskaber.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
010. I § 13, stk. 2, der bliver stk. 3, indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum
»Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at Kommunernes Revision til enhver tid kan foretage revision og gennemgang af selskabets og dets afdelingers regnskaber på det sted, hvor regnskaberne føres, eller hvor det nødvendige materiale i øvrigt findes.«
011. § 13, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes således
»Stk. 4. Regnskabsmaterialet forelægges kommunalbestyrelsen til godkendelse. Kommunalbestyrelsen skal påse, om selskabets og dets afdelingers drift og økonomi er forsvarlig og i øvrigt opfylder de herom gældende regler, jf. § 5, stk. 4, og § 18, stk. 2. Endvidere indsendes regnskabet til Boligselskabernes Landsbyggefond.«
012. I § 13, stk. 4, der bliver stk. 5, indsættes efter »kommunalbestyrelsen«: »,Kommunernes Revision«.
013. Efter § 13 indsættes som ny paragraf
»§ 13 a. Kommunalbestyrelsen godkender driftsbudget for selskabet og dets afdelinger.«
014. I § 18, stk. 2, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum
»Kommunalbestyrelsen kan til enhver tid pålægge selskabet at nedbringe administrationsudgifterne, herunder hvis selskabet ikke overholder de fastsatte begrænsninger for udgiftsstigninger.«,
og i 2. pkt., der bliver 3. pkt., ændres »herunder« til: »endvidere«.
015. I § 18, stk. 6, indsættes efter 1. pkt. som nye punktummer
»Giver selskabets forhold den tilsynsførende kommunalbestyrelse anledning til væsentlig kritik, foretager kommunalbestyrelsen indberetning herom til boligministeren. På grundlag af sådanne indberetninger fører boligministeren et overordnet tilsyn med selskabet og dets afdelinger. Boligministeren kan pålægge selskabet at ansætte og afskedige revisor.«»
2. pkt. bliver herefter 5. pkt.
Bemærkninger
Til nr. 1, 2 og 4 Ændringsforslagene indebærer, at elementerne fra beslutningsforslag nr. B 18, med undtagelse af det led, der indebar et totalt forbud mod accessorisk virksomhed, indarbejdes i lovteksten. Mindretallet stillede i betænkningen ændringsforslag om, at al accessorisk virksomhed skulle forbydes. Dette ændringsforslag blev imidlertid nedstemt. Herudover foreslås i ændringsforslag nr. 2 (nyt nr. 04), at boligministeren ved anvendelsen af sin bemyndigelse til at godkende accessorisk virksomhed skal stille alle selskaber lige.
Til nr. 3 Det foreslås, at boligministeren kan fastsætte regler for nedsættelse af klagenævn til behandling af klager over fastsættelse af lejefastsættelse m.v. i almennyttige boliger.
Hans Peter Baadsgaard (S) fmd. Jytte Madsen (S) Lissa Mathiasen (S) Jørn Pedersen (S) Jytte Wittrock (S) Kristen Touborg (SF) Jørgen Estrup (RV) Keld Albrechtsen (EL) Sonja Albrink (CD) Pia Larsen (V) Bodil Thrane (V) Erling Oxdam (V) Jens Hald Madsen (V) John Vinther (KF) Lene Espersen (KF) Kai Dige Bach (KF) Kirsten Jacobsen (FP) nfmd.
Ingen
Nr BTL 51
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om boligbyggeri og lov om boliger for ældre og personer med handicap (Almennyttige boligselskabers formål m.v.)
Nr L 51 1994-95, 1. samling
Afgivet af Boligudvalget
Afgivet: 19950119