1994 BTL 46 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN (RACEDISKRIMINATION M.V.) NR L 46 1994-95, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Advokat Hans Mogensen,
Advokatrådet og Advokatsamfundet,
Dokumentations- og Rådgivningscentret og
H. Krog Pedersen.
Der er af justitsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af justitsministeren stillede ændringsforslag og henviser i den forbindelse til bemærkningerne til ændringsforslagene.
Flertallet lægger vægt på, at det nye stk. 2 i overensstemmelse med bemærkningerne til lovforslaget anvendes mere aktivt af anklagemyndigheden, end tilfældet har været med den hidtidige bestemmelse.
Flertallet lægger således vægt på, at anklagemyndigheden er opmærksom på muligheden for at rejse sager af egen drift. Dette vil f.eks. kunne ske, hvor en sag har været genstand for offentlig omtale, men også henvendelser fra interesseorganisationer m.v. bør indgå i anklagemyndighedens overvejelser herom.
Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af justitsministeren stillede ændringsforslag og bemærker
FN's racismekonvention pålægger Danmark at have begrænsninger som straffelovens § 266 b. Og når man har en beskyttelse af enkeltindivider som i injurielovgivningen, bør man også have det for udsatte minoritetsgrupper. (Alene) af disse to grunde kan der ikke blive tale om at ophæve racismeparagraffen.
I konsekvens heraf må man erkende, at det er meningsløst at fastholde, at loven nærmest ikke må bruges. Der må derfor formuleringer ind, som tilkendegiver, at der skal være realiteter bag beskyttelsen.
Det er en betænkelig sag at indskrænke ytringsfriheden gennem straffeloven. Denne betænkelighed skærpes, når der som i den foreslåede ændring er tale om at ville sætte ind mod den kampagneprægede racisme, al den stund der herved åbnes muligheder for at forbyde partier. Politiske partier arbejder nu engang med propagandamæssige ytringer, og der er ikke i Danmark forbud hverken mod racistiske holdninger eller racistiske partier, og det bør der heller ikke være. Den slags holdninger og partier må bekæmpes med modargumenter, ringeagt og støtte til de udsatte minoriteter. F.eks. bør påstande, som at KZ-lejrenes jødeudryddelser ikke har fundet sted, så forhånende de end er i deres løgnagtighed, ikke bekæmpes med straffeloven, men med solid modargumentation. Man får ikke stoppet vås og historieforfalskning ved at forbyde det.
Når SF og Enhedslisten støtter L 46 i den ændrede udgave (dvs. med de stillede ændringsforslag), er det i erkendelse af, at denne skærpelse kan være nødvendig for at modvirke de organiserede grovheder mod etniske minoriteter. Men samtidig ønsker SF og Enhedslisten at advare mod de misbrugsmuligheder, man herved åbner op for; det kan ikke tydeligt nok understreges, at vi i Danmark ikke ønsker at slå ind på den vej, hvor man forbyder partier.
Derfor bør man nok i særlig grad lægge vægt på, om ytringerne er truende, da det her er særligt belastende for de udsatte minoriteter og derfor er her, beskyttelsen skal effektiviseres.
Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og kan ikke støtte de af ministeren fremsatte ændringsforslag. Mindretallet bemærker i øvrigt
Den grundige udvalgsbehandling af lovforslaget og den afholdte høring om ændring af straffelovens § 266 b har styrket mindretallet i overbevisningen om, at ytringsfriheden bør have størst vægt.
På samme måde som de øvrige partier i Folketinget tager Fremskridtspartiet afstand fra egentlige racistiske ytringer.
Det er imidlertid ganske svært at vurdere, hvor grænsen mellem ytringsfriheden og racistiske ytringer går. Mindretallet har den klare opfattelse, at ytringsfriheden i tvivlstilfælde skal gå forud.
Ligeledes er det mindretallets opfattelse, at racistiske ytringer ikke kan bekæmpes med forbud og straf, men kun ved argumentation og tilbagevisning.
De ganske få personer, som har egentlige racistiske tendenser og tanker, vil ikke stoppe deres egne tanker, blot fordi racistiske ytringer er blevet forbudt; de pågældende personer vil arbejde videre i det skjulte, hvorved andre ikke har skyggen af chance for at vide, hvor omfattende problemet er.
Da mindretallet således hverken er for den eksisterende § 266 b eller udvidelsen, kan mindretallet hverken støtte lovforslaget eller ændringsforslagene.
Endelig skal mindretallet tage afstand fra flertallets tanker om, at domstolene skal bruge bestemmelsen mere aktivt. Tværtimod bør domstolene være særdeles varsomme i deres vurdering af sagerne, da ytringsfriheden meget nemt kan blive truet.
ÆndringsforslagAf justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, KF, SF, RV, EL og CD)
Til § 1 1) Indledningen affattes således
»I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober 1992, som ændret senest ved lov nr. 1100 af 21. december 1994, foretages følgende ændring:»
2) Det foreslåede § 266 b, stk. 2, affattes således
»Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.«
Til § 2 3) Paragraffen affattes således
»§ 2 Loven træder i kraft den 1. maj 1995.«
Bemærkninger
Til nr. 1 Der er alene tale om en redaktionel ændring som følge af vedtagelsen af forslag til lov om ændring af straffeloven. (Besiddelse af børnepornografi) (L 38).
Til nr. 2 Ved ændringsforslaget bliver der mulighed for at anvende bødestraf, selv om forholdet har karakter af propagandavirksomhed.
Bødestraf vil f.eks. kunne komme på tale, hvor frihedsstraf ikke er påkrævet, fordi en økonomisk sanktion anses for at være en tilstrækkeligt følelig reaktion og at have den fornødne præventive virkning.
Til nr. 3 Lovens ikrafttræden foreslås udskudt til den 1. maj 1995, da lovforslaget ikke er blevet færdigbehandlet inden den oprindeligt foreslåede ikrafttrædelsesdato (1. januar 1995).
Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Holger Graversen (S) Per Kaalund (S) Lissa Mathiasen (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Bjørn Elmquist (RV) fmd. Søren Søndergaard (EL) Sonja Albrink (CD) Birthe Rønn Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Svend Aage Jensby (V) Erling Oxdam (V) Helge Adam Møller (KF) John Vinther (KF) Henning Grove (KF) Pia Kjærsgaard (FP)
Tillægsbetænkningen
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde. Udvalget har herunder gennemgået justitsministerens besvarelser af to spørgsmål, som udvalget, efter at betænkning over lovforslaget var afgivet, havde stillet til lovforslaget under alm. del. Disse spørgsmål og svar er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Charles Payne, Roskilde.
Udvalget har noteret sig justitsministerens bemærkninger ved lovforslagets 2. behandling vedrørende ændringsforslaget om, at det foreslåede § 266 b, stk. 2, i straffeloven fik ordlyden: »Ved straffens udmåling skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.«
Justitsministeren sagde bl.a.
»Med det ændringsforslag bliver der mulighed for at anvende bødestraf, selv om forholdet har karakter af propagandavirksomhed. Bødestraf vil f.eks. kunne komme på tale, hvor frihedsstraf ikke er påkrævet, fordi en økonomisk sanktion anses for at være en tilstrækkelig følelig reaktion og have den fornødne præventive virkning; men det skal den så også have, for at man skal kunne anvende den form for straf.
Jeg vil i den forbindelse gerne understrege, at lovforslaget tilsigter en skærpelse af straffen i alle tilfælde, hvor forholdet har karakter af propagandavirksomhed. Såfremt ændringsforslaget vedtages, betyder det, at hvis det ikke findes påkrævet at anvende frihedsstraf, skal der udmåles en strengere bødestraf end efter den hidtil gældende retstilstand.
I andre tilfælde kan skærpelsen indebære, at der idømmes frihedsstraf i stedet for bøde, men der sker en skærpelse i alle tilfælde.
Hvis forholdet f.eks. bliver begået af folk, der økonomisk står stærkt, og hvor en bøde udmålt efter sædvanlige principper ikke vil være en tilstrækkelig følelig reaktion med den fornødne præventive virkning, bør der efter ændringsforslaget ikke udmåles bødestraf, men frihedsstraf.
Det er effekten af lovgivningen, vi går efter, det er en skærpende omstændighed, når det er propagandavirksomhed, og hvis det er økonomisk stærke folk, så den sædvanlige bøde ikke virker, skal der idømmes frihedsstraf efter lovforslagets hensigt.«
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Et mindretal (Venstres og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse.
Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Holger Graversen (S) Per Kaalund (S) Lissa Mathiasen (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Bjørn Elmquist (RV) fmd. Søren Søndergaard (EL) Sonja Albrink (CD) Birthe Rønn Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Svend Aage Jensby (V) Erling Oxdam (V) Helge Adam Møller (KF) John Vinther (KF) Henning Grove (KF) Pia Kjærsgaard (FP) Bilag
To af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål nr. 346
»Vil ministeren oplyse, i hvilke sager ministeren med det ændrede forslag vil forvente en skærpelse af straffene i forhold til den nuværende bestemmelse?»
Svar
Lovforslaget tilsigter en skærpelse af straffen i alle tilfælde, hvor forholdet har karakter af propagandavirksomhed.
Såfremt ændringsforslaget vedtages, betyder dette, at hvis det ikke findes påkrævet at anvende frihedsstraf, skal der udmåles en strengere bødestraf end efter den hidtil gældende retstilstand. I andre tilfælde kan skærpelsen indebære, at der idømmes frihedsstraf i stedet for bøde.
Spørgsmål nr. 347
»Kan ministeren bekræfte, at reglerne i straffelovens alm. del allerede indebærer, at propagandavirksomhed kan betragtes som et skærpende moment?»
Svar
Som anført i bemærkningerne til lovforslaget er den foreslåede bestemmelse i § 266 b, stk. 2, et supplement til - ikke en erstatning for - de almindelige bestemmelser om strafudmåling, herunder navnlig straffelovens § 80.
Efter denne bestemmelse skal der ved straffens udmåling tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed og til oplysninger om gerningsmandens person, herunder om hans forhold før og efter gerningen samt hans bevæggrunde til denne. At gerningen er udført af flere i forening, vil i reglen være at anse som en skærpende omstændighed.
Det forhold, at der er tale om propagandavirksomhed, vil således allerede efter gældende ret efter omstændighederne kunne bevirke en skærpelse af straffen. Spørgsmålet kan derfor besvares bekræftende.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er imidlertid at udskille en særlig gruppe af tilfælde, hvor der altid af domstolene skal udmåles en skærpet straf for dermed at markere en afstandtagen fra overtrædelser af § 266 b, der har karakter af propagandavirksomhed. Der er således tale om en obligatorisk strafskærpelsesregel.
Der kan i øvrigt være anledning til at fremhæve, at lovforslaget også tilsigter, at anklagemyndigheden i videre omfang end hidtil skal rejse tiltale, når forholdet har karakter af propagandavirksomhed. Anklagemyndigheden bør ikke mindst være opmærksom på muligheden for at rejse sager af egen drift, jf. nærmere de almindelige bemærkninger til lovforslaget, afsnit 3.3. Dette vil f.eks. kunne ske, hvor en sag har været genstand for offentlig omtale, men også henvendelser fra organisationer m.v. vil naturligvis kunne indgå i anklagemyndighedens overvejelser herom.
Ingen
Nr BTL 46
Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven (Racediskrimination m.v.)
Nr L 46 1994-95, 1. samling
Afgivet af Retsudvalget
Afgivet: 19950406