1994 BTL 45 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF SKATTEKONTROLLOVEN, SKATTESTYRELSESLOVEN, KILDESKATTELOVEN, LIGNINGSLOVEN OG VURDERINGSLOVEN (DIVERSE JUSTERINGER AF ADMINISTRATIV KARAKTER, BL.A. ÆNDREDE OPLYSNINGSPLIGTER,FORLÆNGET LIGNINGSFRIST, INDEHOLDELSESPLIGT FOR VISSE UDENLANDSKE ARBEJDSGIVERES HERVÆRENDE FULDMÆGTIGE SAMT TILPASNING AF REGLERNE OM BESKATNING AF VISSE HUSLEJEBINDINGER) NR L 45 1994-95, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra
Advokatrådet,
Advokatsamfundet og
Foreningen af Statsautoriserede Revisorer.
Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
ÆndringsforslagAf skatteministeren, tiltrådt af udvalget
Til § 1 1) I den under nr. 2 foreslåede ændring af § 7, stk. 1, ændres »ophæves nr. 3-5 og 7 » til: »ændres »nr. 1-7« til: »nr. 1-3«, og nr. 3-5 og 7 ophæves,».
2) Efter nr. 4 indsættes som nyt nummer
»01. Efter § 7 B indsættes som ny paragraf
»§ 7 C. Skatteministeren kan efter aftale med socialministeren fastsætte regler, hvorefter indeholdelsespligtige efter kildeskatteloven vedrørende A-skat skal foretage månedlige indberetninger til de statslige told- og skattemyndigheder af personnumrene (CPR-nr.) på de personer, den indeholdelsespligtige har udbetalt A-indkomst til i den foregående kalendermåned. Indberetningspligten består i givet fald, uanset om der er foretaget indeholdelse af A-skat i udbetalingen eller ej.
Stk. 2. Skatteministeren kan efter aftale med arbejdsministeren fastsætte regler, hvorefter statsanerkendte arbejdsløshedskasser skal foretage løbende edb-indberetninger af personnumrene på dagpengemodtagere i den foregående ydelsesperiode.
Stk. 3. Sker indberetning efter stk. 1 og 2 ikke rettidigt, skal den indberetningspligtige betale en afgift til staten på 500 kr. Reglerne i kildeskatteloven om redegørelse for indeholdelsen efter kildeskattelovens § 57, jf. kildeskattelovens § 74, stk. 1, nr. 3 og 4, og §§ 85 og 86, finder tilsvarende anvendelse på indberetninger efter stk. 1 og 2.
Stk. 4. Oplysninger som nævnt i stk. 1 og 2, der modtages af de statslige told- og skattemyndigheder, kan i elektronisk form stilles til rådighed for statslige og kommunale myndigheder og for statsanerkendte arbejdsløshedskasser med henblik på kontrol af udbetaling af offentlige ydelser og dagpenge m.v. bl.a. ved hjælp af registersamkøring.«»
3) Nr. 10 affattes således
»10. I § 8 H, stk. 1, 2. pkt., ændres »i øvrigt« til: »som led i deres virksomhed«.'
Til § 2 4) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 3 affattes stk. 3 således
»Stk. 3. Den kommunale skattemyndighed kan ikke foretage eller ændre en skatteansættelse i det omfang, hvor en anden skattemyndighed har taget stilling til ansættelsen. Den kommunale skattemyndighed kan heller ikke foretage eller ændre en skatteansættelse, som en anden skattemyndighed har under behandling.«
Til § 3 5) I det under nr. 1 foreslåede § 46, stk. 5, ændres »påhviler det den befuldmægtigede at foretage indeholdelse« til: »er indkomsten A-indkomst uanset bestemmelsen i § 44, litra b, og det påhviler den befuldmægtigede at foretage indeholdelse«.
Til § 6 6) I stk. 2 ændres »§ 1, nr. 20 og 24-26« til: »§ 1, nr. 21, 23-25 og 29«.
Bemærkninger
Til nr. 1, 3 og 4 Ændringsforslagene er redaktionelle.
Til nr. 2 Ændringsforslaget går ud på at skabe hjemmel for en kontrolordning, der kan modvirke fejludbetalinger fra de kommunale socialforvaltninger.
Ændringsforslaget er et led i aftalen om finansloven for 1995, indgået mellem regeringspartierne samt Venstre og Det Konservative Folkeparti.
Det foreslås, at skatteministeren bemyndiges til efter aftale med socialministeren at fastsætte regler, hvorefter arbejdsgivere og andre, der udbetaler A-indkomst, ved den månedlige redegørelse til de statslige told- og skattemyndigheder for den indeholdte A-skat tillige skal oplyse, hvilke personer, angivet ved CPR-nr., der i den pågældende periode har modtaget A-indkomst.
Det foreslås endvidere, at skatteministeren bemyndiges til efter aftale med arbejdsministeren at fastsætte regler for, at arbejdsløshedskasser via edb skal foretage løbende indberetninger om, hvilke personer, angivet ved CPR-nr., der i den pågældende periode har modtaget dagpenge.
I regeringens aftaler af 10. juni 1994 med henholdsvis Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune om den kommunale økonomi i 1995 indgår bl.a., at der skal gennemføres en undersøgelse af, i hvilket omfang der er problemer med fejludbetalinger af offentlige ydelser m.v.
Et udvalg under Finansministeriet med repræsentanter for Økonomiministeriet, Justitsministeriet, Skatteministeriet, Socialministeriet, Arbejdsministeriet, Boligministeriet samt Kommunernes Landsforening og Københavns og Frederiksberg Kommuner er derfor i gang med at belyse omfanget af fejludbetalinger af offentlige ydelser.
Problemerne ved fejludbetaling af offentlige ydelser antages navnlig at være koncentreret om udbetaling af offentlige ydelser samtidig med, at der oppebæres lønindkomst.
Kommunernes Landsforening har tilkendegivet, at fejludbetalingerne kan reduceres væsentligt, hvis man får adgang til hurtige oplysninger om, at personer, der modtager indkomstafhængige sociale ydelser, tillige modtager lønindtægt i et ansættelsesforhold.
Efter gældende regler og praksis har de kommunale socialforvaltninger adgang til at søge oplysninger på klienter i skatteregistrene over de slutlignede indkomstår. På denne måde kan et antal tilfælde af fejludbetalinger findes efterfølgende, men ofte vil der være gået op til halvandet år, før det opdages, at en klient har haft f.eks. lønarbejde i en periode, hvor der samtidig blev udbetalt bistandshjælp uden hensyntagen til lønindtægten.
Efter ændringsforslaget er det tanken at fastsætte regler, således at de månedlige oplysninger om, hvem der har modtaget lønindtægt og anden A-indkomst, af de kommunale myndigheder og eventuelt af a-kasserne kan benyttes til meget hurtigt at blive varskoet, når en bistandsklient eller dagpengemodtager samtidig har lønindtægt. Herved vil fejludbetalingerne kunne begrænses til væsentlig kortere perioder med deraf følgende besparelse.
Besparelser forventes at kunne opnås både på det statslige og på det kommunale område, og fejludbetalinger vil efter omstændighederne kunne berøre såvel bistandsområdet, pensionsområdet og dagpengeområdet som statens uddannelsesstøtte.
Iværksættelsen af den øgede kontrol vil ske så hurtigt som muligt og forventes at træde i kraft ca. medio 1995.
Det tilstræbes med ændringsforslaget at opnå samlede budgetforbedringer på ca. 200 mio. kr.
Ved lov nr. 387 af 13. juni 1990 om ændring af forskellige lovbestemmelser om kontrol med udbetaling af offentlige ydelser m.v. er der givet hjemmel til videregivelse af oplysninger fra bl.a. arbejdsløshedskasser til brug for myndighedernes udbetaling af sociale ydelser.
De fleste arbejdsløshedskasser giver disse oplysninger på edb, men enkelte arbejdsløshedskasser anvender ikke edb i forbindelse med indgivelse af disse oplysninger.
Det foreslås derfor, at der skabes hjemmel for at pålægge arbejdsløshedskasser at edb-indberette månedligt eller med kortere intervaller oplysninger om dagpenge m.v.
Efter ændringsforslaget skal arbejdsløshedskassernes indberetninger foretages til de statslige told- og skattemyndigheder.
Det foreslås endvidere, at oplysninger om månedlige lønudbetalinger m.v. (CPR-nr.) skal kunne videregives til arbejdsløshedskasser til brug for deres kontrol.
Den skitserende indberetningsordning for arbejdsgivere tænkes etableret i nær tilknytning til den allerede eksisterende pligt til månedligt at redegøre for den samlede indeholdte A-skat i den foregående periode.
Især for de arbejdsgivere, der ikke i forvejen er tilsluttet et af de større edb-lønsystemer eller har eget edb-lønningsbogholderi, vil ændringsforslaget kunne medføre administrativt merarbejde.
De praktiske forhold for indberetterne kan eventuelt bevirke, at en iværksætttelse af indberetningspligten må ske med et vist varsel, og det kan i den forbindelse vise sig nødvendigt i en overgangsperiode alene at pålægge indberetningspligt for de oplysninger, der allerede er umiddelbart edb-tilgængelige.
De efter kildeskatteloven gældende bestemmelser vedrørende redegørelse for indeholdelsen finder tilsvarende anvendelse på indberetning efter den foreslåede § 7 B, herunder bestemmelserne om straf, jf. § 74, om registrering og dagbøder, jf. § 85, og om kontrol, jf. § 86.
De administrative konsekvenser af ændringsforslaget indgår i det afsluttede ændringsforslag til finanslovsforslaget for 1995 vedrørende de statslige told- og skattemyndigheder.
Ændringsforslaget har ikke forinden fremsættelsen været til udtalelse hos kommunerne og erhvervsorganisationerne.
Ændringsforslaget er derfor samtidig med oversendelsen til udvalget sendt til høring i Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, Dansk Industri, Håndværksrådet, Amtsrådsforeningen, Finansrådet, Assurandør-Societetet, Realkreditrådet, Entreprenørforeningen, Arbejdsløshedskassernes Samvirke, Arbejdsløshedskassen for selvstændigt erhvervsdrivende i Danmark og Arbejdsløshedskassen for Selvstændige med anmodning om at fremkomme med eventuelle bemærkninger senest den 5. december 1994.
Til nr. 5 Der stilles ændringsforslag om en præcisering af bestemmelsen, således at samspillet mellem den foreslåede bestemmelse og kildeskattelovens § 44, litra b, tydeliggøres.
Efter § 44, litra b, er løn, der udbetales fra virksomheder, der ikke har hjemting eller fast driftssted har i landet, ikke A-indkomst, og der skal ikke foretages indeholdelse.
Det tydeliggøres således, at i de tilfælde, hvor en udenlandsk virksomhed uden hjemting eller fast driftssted her i landet udbetaler løn for arbejde her i landet gennem en fuldmægtig med hjemting her i landet, skal lønnen behandles som A-indkomst og fuldmægtigen foretage indeholdelse af A-skat i lønudbetalingen.
Til nr. 6 Der stilles dels ændringsforslag om en redaktionel justering af bestemmelsen, dels om udskydelse til den 1. januar 1995 af ikrafttrædelsestidspunktet for overflytning af inddrivelseskompetencen vedrørende administrativt fastsatte bøder fra politimestrene til skatteministeren.
Jacob Buksti (S) nfmd. Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Lis Greibe (S) Per Kaalund (S) Jes Lunde (SF) Elisabeth Arnold (RV) Frank Aaen (EL) Sonja Albrink (CD) Peter Brixtofte (V) Svend Aage Jensby (V) Charlotte Antonsen (V) Jens Løgstrup Madsen (V) Flemming Hansen (KF) fmd. Gitte Seeberg (KF) Brian Mikkelsen (KF) Kristian Thulesen Dahl (FP)
Ingen
Nr BTL 45
Betænkning over Forslag til lov om ændring af skattekontrolloven, skattestyrelsesloven, kildeskatteloven, ligningsloven og vurderingsloven (Diverse justeringer af administrativ karakter, bl.a. ændrede oplysningspligter,forlænget ligningsfrist, indeholdelsespligt for visse udenlandske arbejdsgiveres herværende fuldmægtige samt tilpasning af reglerne om beskatning af visse huslejebindinger)
Nr L 45 1994-95, 1. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19941209