Legislator Case Law & Legislation
199414K00033 DK

1994 BTL 33 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKYTTELSE AF DE YDRE KOGE I TØNDERMARSKEN NR L 33 1994-95, 1. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over lovforslag 1994 33 Valid

Bilag

Et af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes besvarelse heraf samt ministerens talenotits til brug for besvarelsen af et samrådsspørgsmål

Spørgsmål 8

Hvilke skadedyrsangreb har man i de seneste 10 år konstateret i de områder, som er omfattet af lovforslaget?

Svar

Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som efter indhentet udtalelse fra Sønderjyllands Amt, Digelaget, Vestslesvigs Landbrugscenter og Statens Planteavlsforsøg har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig

»Inden for det område, der er omfattet af lovforslaget, er der inden for de sidste 10 år konstateret et skadedyrsangreb. For ca. 7 år siden blev nogle arealer angrebet af stankelbenslarver. Angrebet blev forsøgt bekæmpet med kemiske bekæmpelsesmidler, men omkring 30-40 pct. af planterne i marken gik ud.

Der har hvert år været konstateret stankelbenslarver i et omfang, der ikke har været skadeligt.«

Som det fremgår af lovbemærkningerne, er det hensigten at give Sønderjyllands Amt kompetence til at meddele dispensationer til at bruge bekæmpelsesmidler mod stankelbenslarver og tidsler.

Forslaget udelukker imidlertid ikke muligheden for, at miljø- og energiministeren kan give amtsrådet kompetence til at meddele dispensation til bekæmpelse af andre skadevoldere, hvis der skulle opstå et uforudset behov herfor.

Det bemærkes i øvrigt, at forslaget om et forbud mod brug af kemiske bekæmpelsesmidler kun vedrører de udpegede vedvarende græsarealer i Tøndermarsken.

MILJØ- OG ENERGIMINISTERIET

Den 6. december 1994

TALENOTITS

til ministerens brug i samrådet med Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg den 7. december 1994 om lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken

Spørgsmål A

Med henblik på udvalgets afgivelse af betænkning anmodes ministeren om at redegøre for den eventuelle udstedelse af en bekendtgørelse efter lov om jagt- og vildtforvaltning om vandfuglejagten inden for lovens geografiske område.

Svar

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, vil jeg tage initiativ til at udstede en bekendtgørelse om jagten inden for lovens geografiske område, således at den landsdækkende kl. 10-regel for gæs i en forsøgsperiode udvides til at omfatte alle vandfugle i Tøndermarsken.

Bekendtgørelsen vil medføre, at der ikke må drives jagt på vandfugle inden for lovens område efter kl. 10 om formiddagen. Jagten må påbegyndes på samme tid af dagen som i dag.

Bekendtgørelsen vil omfatte hele Tøndermarsklovens geografiske område, bortset fra de arealer, hvor der er totalt jagtforbud. Det vil sige ca. 2000 ha landbrugsareal, hvoraf ca. 1200 ha er udpeget som vedvarende græsarealer efter Tøndermarskloven.

Kl. 10-reglen må gælde i hele lovens område, for at undgå, at der kunne komme til at ligge »øer« med jagt inde i området, som ville forstyrre omliggende jagtregulerede arealer.

Det er min hensigt, at bekendtgørelsen skal træde i kraft med virkning fra næste jagtsæson.

Årsagen til, at jagten ønskes reguleret, er, at naturovervågningen i området har påvist, at antallet af trækkende gæs og ænder i området er langt mindre i jagttiden om efteråret end om foråret, hvor der ikke drives jagt.

Dette er uheldigt i et område som Tøndermarsken, hvor vi netop har ønsket at sikre bl.a. områdets enestående biologiske værdier med en særlig lov.

Den nuværende jagt forstyrrer områdets gåsebestand, selv om jagten på gæs fra den 1. april i år er reguleret med en kl. 10-regel efter lov om jagt og vildtforvaltning.

Hensigten med denne landsdækkende regel er at give gæssene forbedrede rastemuligheder om efteråret. Danmarks Miljøundersøgelser har imidlertid vurderet, at det er tvivlsomt, om reglen vil få nogen særlig effekt i Tøndermarsken, hvor gæssene fouragerer sammen med andre vandfugle, og jagten på de andre vandfugle kan skræmme gæssene bort.

Effekten af en kl. 10-regel for al vandfuglejagt i Tøndermarsken overvåges i en 3-5-årig periode, hvorefter reglerne eventuelt kan justeres på baggrund af indhøstede erfaringer.

Regulering af jagten i Tøndermarsken har været drøftet under lovforslagets forberedelse, og det har været overvejet, om reguleringen skulle indføjes som en ny særregel i loven om Tøndermarsken.

Danmarks Jægerforbund har over for mig anmodet om, at der ikke fremsættes forslag om en yderligere jagtregulering i Tøndermarsken.

De lokale jægere har fremsendt et forslag til en begrænset, frivillig jagtregulering. Danmarks Miljøundersøgelser har vurderet, at jægernes forslag kun forventes at have begrænset effekt med hensyn til at sikre fuglenes rastemuligheder.

Dansk Ornitologisk Forening har anmodet om, at der gennemføres en jagtregulering nu, helst et jagtfrit kerneområde i hele Tøndermarsklovens område eller som minimum en kl. 10-regel for alle vandfugle.

Spørgsmålet om jagtregulering har været drøftet på i alt tre møder i Det rådgivende Udvalg for Tøndermarsken med deltagelse af en repræsentant for de lokale jægere. Der har derudover været drøftelser om jagtregulering i en mindre gruppe med lokale repræsentanter.

Der har ikke ved disse drøftelser kunnet opnås enighed om et forslag til jagtregulering, men forslaget om kl. 10-reglen for alle vandfugle har fået den bredeste tilslutning.

Hvis man vil sikre en mere naturlig fuglebestand i området om efteråret, er det mest realistiske alternativ til en kl. 10-regel et totalt jagtforbud. Som jeg tidligere har oplyst over for udvalget, er forslaget om en kl. 10-regel imidlertid resultatet af en afvejning mellem på den ene side hensyn til fuglelivet og på den anden side jagtmæssige interesser.

Udkastet til bekendtgørelse vil snarest blive udsendt til drøftelse i Vildtforvaltningsrådet. Derefter vil bekendtgørelsesudkastet blive forhandlet på sædvanlig vis med de berørte organisationer og myndigheder.

Betænkning over lovforslag 1994 33 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til miljø- og energiministeren, som denne har

besvaret dels skriftligt, dels i samråd.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og mundtlige henvendelser fra Dansk Ornitologisk Forening og Jægerne, Danmarks Jægerforbund.

Miljø- og energiministeren har under et samråd med udvalget givet tilsagn om, inden udstedelse af en bekendtgørelse om regulering af jagten i Tøndermarsken, at ville orientere udvalget om udkastet til bekendtgørelse samt om resultatet af høringsrunden.

Miljø- og energiministeren har over for udvalget tilkendegivet, at den dispensationsmulighed, der knytter sig til forbudet mod brug af kemiske bekæmpelsesmidler, skal administreres stramt.

Miljø- og energiministeren har endvidere givet tilsagn om at ville forelægge udvalget resultaterne af de drøftelser om Lille Vade, som er planlagt dels mellem Det Grønne Kontaktudvalg og Sønderjyllands Amt, dels i Det rådgivende Udvalg for Tøndermarsken.

Et af udvalgets spørgsmål og miljø- og energiministerens svar herpå er tillige med ministerens talenotits til brug for besvarelsen af et samrådsspørgsmål optrykt som bilag til betænkningen.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) har noteret sig miljø- og energiministerens tilsagn om at ville fremsende udkast m.v. til en bekendtgørelse om regulering af jagten i Tøndermarsken, inden bekendtgørelsen udstedes. Mindretallet agter på det tidspunkt at vurdere behovet for en regulering af jagten i området.

Mindretallet har endvidere med glæde noteret sig tilsagnet om, at Jægerne, Danmarks Jægerforbund, indtræder som fuldgyldigt medlem af Det rådgivende Udvalg for Tøndermarsken.

Mindretallet er af den opfattelse, at en enighed i Det rådgivende Udvalg for Tøndermarsken bør have gennemslag i en fremtidig jagtregulering.

Martin Glerup (S) Helen Beim (S) Dorte Bennedsen (S) Inger Bierbaum (S) Peter Christensen (S) Steen Gade (SF) fmd. Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Bruno Jerup (EL) Lis Greibe (S) Hanne Severinsen (V) Bodil Thrane (V) Peter Hansen-Nord (V) Jens Vibjerg (V) Niels J. Langkilde (KF) Gitte Seeberg (KF) Jens Jørgensen (KF) Aage Brusgaard (FP) nfmd.

Centrum-Demokraterne havde ikke medlemmer i udvalget.

Betænkning over lovforslag 1994 33 Valid

Nr BTL 33

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken

Nr L 33 1994-95, 1. samling

Afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget

Afgivet: 19941208

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →