1994 BTL 31 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ELFORSYNING (INDREGNING AF TAB VED SIDEORDNEDE AKTIVITETER) NR L 31 1994-95, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 2
»Har SEAS nogle »hængepartier« vedrørende f.eks. pantebreve, garantier eller andre forpligtelser, der ikke er ophørt den 1. oktober 1993?»
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for SEAS, der har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig
»Selv om SEAS er ophørt med de sideordnede aktiviteter som nævnt under spørgsmål 1, er der fortsat nedenstående tilgodehavender m.v.
- Som en del af salgsprisen for Masnedø Gartnerier A/S har SEAS modtaget pantebreve på 42 mio. kr.
- De sidste 2 mio. kr. af den kontante salgssum for Agersø-Stigsnæs Havbrug A/S skal betales til SEAS inden udgangen af december 1994.
Salgsaftalen indeholder desuden 12 mio. kr., som regulering til salgssummen for Agersø-Stigsnæs Havbrug A/S i perioden 1995 til 1999 under forudsætning af overskud i Agersø-Stigsnæs Havbrug A/S.
- Hos Vestas Wind Systems A/S har SEAS et tilgodehavende på 27,5 mio. kr., der er uforrentet og forfalder 1. januar 1997.
Vestas Wind Systems A/S er lejer af en fabriksejendom i Viborg, som SEAS ejer. Bestyrelsen i Vestas Wind Systems A/S har den 17. november 1994 bemyndiget direktionen til at afslutte købet med baggrund i et forslag til slutseddel, der forventes underskrevet primo december 1994. Ejendommen overtages med juridisk og økonomisk skæringsdato pr. 30. september 1994.
I forbindelse med fusionen mellem DWT og Vestas overtog SEAS visse garantiforpligtelser. Eneste udestående sag vedrører en vindmøllegaranti i USA.
Sagen er tæt på endelig afvikling og forventes afsluttet med et resultat, som er indeholdt i de 230 mio. kr.«
Spørgsmål 3
»Hvilken garanti kan ministeren give for, at ikke andre selskaber end SEAS vil benytte sig af loven?»
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Elprisudvalgets sekretariat, der har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig
»Elprisudvalget udgav i 1992 en redegørelse om elselskabernes sideordnede aktiviteter, der siden er fulgt op af konkrete bedømmelser i udvalget af disse aktiviteter. Sekretariatet er i denne sammenhæng ikke stødt på andre sideordnede aktiviteter hos elselskaber, der vil kunne blive omfattet af loven.«
Spørgsmål 5
»Ifølge bemærkningerne til lovforslaget skal den negative egenkapital skabt af sideordnede aktiviteter og af størrelsen 230 mio. kr. fjernes i de kommende 15 år. Men i hele denne periode (fra lovforslagets fremsættelse og til de 15 år er gået) skal beløbet (eller resterne af det) jo forrentes. Der ønskes en præcis opstilling - år for år - af, hvordan det kan lade sig gøre med de nævnte rationaliseringer (iflg. dagspressen af størrelsesordenen 12-13 mio. kr.) og prisstigningen på 0,5 øre pr. kWh at afdrage og forrente den negative egenkapital.«
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for SEAS, der har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig
»Det samlede tab på de sideordnede aktiviteter vil efter salg af aktierne i Vestas m.v. samt tillæg af renter frem til lovens ikrafttrædelse fortsat andrage ca. 230 mio. kr. pr. 31. december 1994. (Rentebeløbet for 1994 modsvares af en højere pris end forventet ved salg af Vestasaktierne). Det samlede tab inkl. renter frem til lovens ikrafttræden er således kontantsummen af SEAS« tab på de sideordnede aktiviteter. Tabet vil i lighed med investeringer i elanlæg blive indregnet i elprisen over en 15-årig periode med 1/15 pr. år. Dvs. at der årligt skal indregnes ca. 15 mio. kr., svarende til ca. 0,5 øre/kWh.
Med en rentetilskrivning i indregningsperioden på 15 år og med en annuitetsberegning baseret på 5 pct. p.a. bliver de samlede årlige ydelser ca. 21,1 mio. kr. Med SEAS' nuværende elsalg og uden hensyn til den forudsatte rationalisering svarer denne bruttoomkostning til en elprismæssig påvirkning på 0,8 øre/kWh.
Fra SEAS' bestyrelse er der givet tilsagn om gennemførelse af rationaliseringstiltag, der overstiger de ca. 15 mio. kr. årligt over 15 år, således at elprisen over en periode vil falde. Desuden er der givet tilsagn om at arbejde for at indgå samarbejdsaftaler med de øvrige store elselskaber på Sjælland om fælles opgaveløsning på alle områder, hvor dette er hensigtsmæssigt, og hvor disse aftaler kan medføre lavere omkostninger eller bedre kundeservice til samme pris.
I SEAS er der med konsulentbistand iværksat et rationaliserings- og udviklingsarbejde, der med baggrund i SEAS' handlingsplan fra februar 1994 har til formål at få optimeret virksomhedens opgavevaretagelse samtidig med, at der gennemføres en kraftig omkostningsreduktion. I denne analyse vurderes også, hvilken øget rationalitet der kan opnås gennem et øget samarbejde med de øvrige store selskaber på Sjælland samt de bykommunale elselskaber i SEAS' område.
En angivelse af rationaliseringsgevinsten de enkelte år er det derfor ikke muligt at angive på nuværende tidspunkt. En rationaliseringsgevinst på 12-13 mio. kr. som nævnt i dagspressen er ikke i overensstemmelse med SEAS' egne vurderinger. Disse vurderinger er, at rationaliseringsgevinsten efter en periode på 2-3 år vil blive større end de 15 mio. kr. pr. år, der indregnes i elprisen over en 15-årig periode.'
Spørgsmål 6
»Hvor stor en rationaliseringsgevinst kunne selskabet have fået ved fusion med NESA?»
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for SEAS, der har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig
»Ved en sammenlægning af SEAS med NESA var der, som det fremgik af bestyrelsens forslag herom til forbrugerrepræsentantskabet, vurderet en samlet rationaliseringsgevinst på ca. 55 mio. kr. pr. år efter en 3-årig periode ved fuld integration af de to virksomheder. 15-20 mio. kr. pr. år af denne rationaliseringsgevinst forventedes at komme som en direkte følge af SEAS« egen handlingsplan fra februar 1994.'
Spørgsmål 10
»Hvordan sikres rationaliseringerne fastholdt fra år til år?»
Svar
Det er i lovforslaget forudsat, at Elprisudvalget skal påse, at prisindregningen modsvares af rationaliseringer. Det indebærer, at Elprisudvalget skal bedømme rationaliseringens omfang, herunder om tidligere rationaliseringer er opretholdt.
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til miljø- og energiministeren, som denne har
besvaret skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og ministerens
svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra Foreningen af Kommunale Elværker og Kommunernes Landsforening.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) ønsker at understrege, at selv om SEAS har bidraget til besvarelsen af spørgsmål 2, 3 og 5, er det ministerens ansvar, at svarene er udtømmende og giver et korrekt billede af SEAS' situation. Mindretallet forventer herefter, at de problemer, der er skabt af SEAS' sideordnede aktiviteter, er endegyldigt løst.
Martin Glerup (S) nfmd. Henning Gjellerod (S) Erik Mortensen (S) Ingrid Rasmussen (S) Inger Bierbaum (S) Anni Svanholt (SF) Kristen Touborg (SF) Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Peter Duetoft (CD) Peter Hansen-Nord (V) Knud Enggaard (V) Erik Jacobsen (V) Jens Vibjerg (V) Eva Møller (KF) Pernille Sams (KF) Niels J. Langkilde (KF) Kim Behnke (FP) fmd.
Enhedslisten havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 31
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning (Indregning af tab ved sideordnede aktiviteter)
Nr L 31 1994-95, 1. samling
Afgivet af Det Energipolitiske Udvalg
Afgivet: 19941207