1994 BTL 30 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ERSTATNING TIL BESÆTTELSESTIDENS OFRE (ÆNDRING AF INDTÆGTSOPGØRELSEN OG KLAGEFRISTER) NR L 30 1994-95, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Der er af socialministeren og et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det af socialministeren stillede ændringsforslag.
Et mindretal inden for flertallet (Enhedslistens medlem af udvalget) ønsker at udtale, at Enhedslisten støtter det konkrete lovforslag, idet Enhedslisten ikke ønsker at forringe vilkårene for de pågældende ofre fra besættelsestiden. Samtidig ønsker Enhedslisten dog at påpege, at Enhedslisten finder det nødvendigt, at der udarbejdes en grundlæggende ændring af det lovgrundlag, pensioner og overførselsydelser reguleres efter. Det er uheldigt, at der hele tiden foretages små ændringer og lappeløsninger.
Enhedslisten vil senere vende tilbage med forslag til en samlet lovregulering af disse områder.
Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af socialministeren stillede ændringsforslag. Mindretallet vil redegøre for sin stilling til det af et mindretal stillede ændringsforslag ved 2. behandling.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Til § 1Af socialministeren , tiltrådt af udvalget
1) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 24 affattes stk. 1 således
»Hvis renten efter §§ 20 eller 22 sammenlagt med modtagerens øvrige faktiske indtægt, jf. stk. 2 og 3, overstiger det dobbelte af det maksimale rentebeløb, nedsættes renten med det overskydende beløb. Det maksimale rentebeløb beregnes på grundlag af den højeste årsløn efter § 31, stk. 2, og, for så vidt angår invaliditetserstatninger, på grundlag af fuldstændigt tab af erhvervsevnen.«
Af et mindretal (FP)
2) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 24 indsættes i stk. 2, nr. 1, efter »Personlig indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst,» ordene: »bortset fra lejeværdien af egen bolig,».
Bemærkninger
Til nr. 1 Ændringen er alene af sproglig karakter.
Til nr. 2 Med ændringsforslaget opnås, at lejeværdien ikke indgår i beregningen efter § 24.
Jørn Pedersen (S) Ritt Bjerregaard (S) Jan Petersen (S) Peder Sass (S) Grete Schødts (S) Villy Søvndal (SF) fmd. Bjørn Elmquist (RV) Bruno Jerup (EL) Sonja Albrink (CD) Erik Larsen (V) Else Winther Andersen (V) Flemming Oppfeldt (V) Tove Fergo (V) Bendt Bendtsen (KF) Helge Adam Møller (KF) Stefan G. Rasmussen (KF) Tom Behnke (FP) nfmd.
Ingen
Nr BTL 30
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om erstatning til besættelsestidens ofre (Ændring af indtægtsopgørelsen og klagefrister)
Nr L 30 1994-95, 1. samling
Afgivet af Socialudvalget
Afgivet: 19941201