Legislator Case Law & Legislation
199414K00028 DK

1994 BTL 28 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FOLKESKOLEN (SKOLEVEJLEDNING, HJEMMEL TIL AT FASTSÆTTE SÆRLIGE KVALIFIKATIONSKRAV SAMT ÆNDREDE BETALINGSREGLER FOR SKOLEFRITIDSORDNINGEN) NR L 28 1994-95, 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1994 28 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til undervisningsministeren, som denne har

besvaret skriftligt. Et af udvalgets spørgsmål til

undervisningsministeren og ministerens svar herpå er optrykt som

bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Kommunernes Landsforening.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) har noteret sig bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1, og vil i den anledning understrege, at flertallet lægger vægt på, at alle unge i fremtiden skal møde en professionel og faglig kompetent vejledning, og henviser i øvrigt til svaret på udvalgets spørgsmål 5, der er optrykt som bilag til betænkningen.

Et mindretal inden for flertallet (Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) ønsker yderligere at understrege, at vejlederopgaven ikke er en opgave, der kan overlades til klasselæreren. Vejledningen bør fastholdes som en funktion, der udføres af særligt uddannede skolevejledere. Mindre skoler kan eventuelt gå sammen om en skolevejleder.

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) er af den opfattelse, at det er positivt, at skolevejledningsordningen kan indrettes på forskellige måder, således at de mindre skoler i lokalsamfundet ikke bliver så hårdt belastet, men har mulighed for at etablere en fælles skolevejledningsordning, der på den måde dækker flere af de mindre skoler i lokalområderne.

Fremskridtspartiet mener, at det på den ene side kan være udmærket, at man stiller særlige kvalifikationskrav til underviseren, men gør samtidig opmærksom på, at det ikke nødvendigvis behøver at være pædagogisk uddannede, der forestår undervisningen, det kan f.eks. også være undervisere, der har erhvervsmæssige kvalifikationer.

Anne-Marie Meldgaard (S) nfmd. Ritt Bjerregaard (S) Hans Peter Baadsgaard (S) Poul Erik Dyrlund (S) Lis Greibe (S) Aage Frandsen (SF) Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Bruno Jerup (EL) Peter Duetoft (CD) Anders Mølgaard (V) Hanne Severinsen (V) fmd. Else Winther Andersen (V) Hans Christian Schmidt (V) Frank Dahlgaard (KF) Lene Espersen (KF) John Vinther (KF) Jan Køpke Christensen (FP) Bilag

Et af udvalgets spørgsmål til undervisningsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 5

»Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 14. november 1994 fra Kommunernes Landsforening, jf. bilag 2.«

Svar

Som det fremgår af Kommunernes Landsforenings henvendelse til Uddannelsesudvalget, kan landsforeningen tilslutte sig, at det lovfæstes, at folkeskolen skal yde vejledning til eleverne. Landsforeningen er derimod modstander af, at der udstedes bindende regler for vejledningens organisation, ligesom landsforeningen giver udtryk for den opfattelse, at der bør vises stor tilbageholdenhed ved udmøntningen af bemyndigelsen til at fastsætte specifikke kvalifikationskrav til personer, der skal varetage særlige opgaver i folkeskolen.

Fredag den 18. november 1994 havde jeg en drøftelse med repræsentanter for landsforeningen om de foreslåede ændringer til folkeskoleloven. Resultatet af disse drøftelser blev, som også lovforslaget lægger op til, at de kommende regler om skolevejledningsordningen vil give mulighed for, at vejledningsordningen vil kunne indrettes på forskellige måder. Der var enighed om, at udarbejdelse af disse regler såvel som af bestemmelserne vedrørende de specifikke kvalifikationskrav til personer, der skal varetage særlige opgaver i folkeskolen, vil ske i et tæt samarbejde med landsforeningen.

På denne baggrund er det mit indtryk, at landsforeningen kunne give sin tilslutning til lovforslaget.

Med dette svar anses Uddannelsesudvalgets spørgsmål 2 i skrivelse af 8. november 1994 (L 28 - bilag 1) samtidig for besvaret.

Betænkning over lovforslag 1994 28 Valid

Nr BTL 28

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen (Skolevejledning, hjemmel til at fastsætte særlige kvalifikationskrav samt ændrede betalingsregler for skolefritidsordningen)

Nr L 28 1994-95, 1. samling

Afgivet af Uddannelsesudvalget

Afgivet: 19941206

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →