1994 LSF 249 FORSLAG TIL LOV OM FONDSMÆGLERSELSKABER (* 1)
Table of Provisions (59)
Statutory Text (59 Articles)
Bilag 1
AFSNIT A
Tjenesteydelser
1) a) modtagelse og formidling for investorers regning af ordrer vedrørende et eller flere af de i afsnit B nævnte instrumenter,
b) udførelse af sådanne ordrer for tredjemands regning.
2) Forretninger for egen regning med ethvert af de i afsnit B nævnte instrumenter.
3) Skønsmæssig porteføljepleje af de enkelte kunders værdipapirbeholdninger efter instruks fra investorerne, såfremt beholdningerne omfatter et eller flere af de i afsnit B nævnte instrumenter.
4) Afsætningsgaranti i forbindelse med emissioner af et eller flere af de i afsnit B nævnte instrumenter og/eller placering af sådanne emissioner.
AFSNIT B
Instrumenter
1) a) værdipapirer,
b) andele udstedt af institutter for kollektiv investering.
2) Pengemarkedsinstrumenter.
3) Finansielle futures, herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant.
4) Fremtidige renteaftaler (FRA-kontrakter).
5) Rente- og valutaswaps samt swaps på aktier og aktieindeks.
6) Optioner på at erhverve eller afhænde et instrument, der falder ind under dette afsnit i bilaget, herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant. I denne kategori indgår valuta- og renteoptioner.
7) Råvareinstrumenter m.v., herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant.
AFSNIT C
Accessoriske tjenesteydelser
1) Opbevaring og forvaltning i forbindelse med et eller flere af de i afsnit B nævnte instrumenter.
2) Boksudlejning.
3) Kredit- eller långivning til en investor, således at denne kan udføre en transaktion med et eller flere af de i afsnit B nævnte instrumenter, såfremt den virksomhed, der yder kreditten eller lånet, deltager i transaktionen.
4) Rådgivning til virksomheder vedrørende kapitalstrukturer, industristrategi og dermed beslægtede spørgsmål, samt rådgivning og tjenesteydelser vedrørende fusioner og opkøb af virksomheder.
5) Tjenesteydelser i forbindelse med afsætningsgaranti.
6) Investeringsrådgivning vedrørende et eller flere af de i afsnit B nævnte instrumenter.
7) Valutatransaktioner, når de pågældende transaktioner er et led i ydelsen af investeringsservice.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Baggrund
Formålet med lovforslaget er navnlig at implementere
Rådets direktiv om investeringsservice i forbindelse med værdipapirer 93/22/EØF (herefter kaldet investeringsservicedirektivet), og
Rådets direktiv om kravene til investeringsselskabers og kreditinstitutters kapitalkrav 93/6/EØF (herefter kaldet kapitalkravsdirektivet)
for så vidt angår reglerne om investeringsselskaber, der i lovforslaget betegnes fondsmæglerselskaber.
De øvrige dele af direktiverne vil blive implementeret i forslag til lov om værdipapirhandel og forslag til lov om ændring af bank- og sparekasseloven, der samtidig er forelagt Folketinget som en del af børsreformen. Investeringsservicedirektivets bestemmelser om kreditinstitutters adgang til regulerede markeder, herunder fondsbørser, er allerede blevet implementeret ved lov nr. 452 af 30. juni 1993, der er indarbejdet i lovbekendtgørelse nr. 713 af 8. september 1993 af lov om Københavns Fondsbørs. Der henvises til Folketingstidende 1992-93 tillæg A, spalte 7689, L 224 af 17. marts 1993.
Direktiverne skal implementeres i medlemslandenes lovgivning senest den 1. juli 1995 og træde i kraft ved udgangen af 1995.
2. Lovforslagets væsentligste bestemmelser
Bestemmelserne i lovforslaget svarer til bestemmelserne i bank- og sparekasseloven i det omfang, det er muligt under hensyn til forskellene i de aktiviteter, som fondsmæglerselskaber må udføre i forhold til pengeinstitutter, herunder særligt, at fondsmæglerselskaber ikke må yde lån.
Med forslaget etableres en tilladelsesprocedure for virksomheder, der udfører tjenesteydelser på erhvervsmæssigt grundlag for tredjemand. Hidtil har kun henvendelser til offentligheden i forbindelse med danske børsnoterede værdipapirer været reguleret i lov om Københavns Fondsbørs.
Herved reguleres ud over børsmæglerselskaber en kreds af fysiske og juridiske personer, som hidtil har kunnet nøjes med et næringsbrev. Som konsekvens heraf foreslås der samtidig visse justeringer i næringsloven. Det er usikkert, hvor omfattende denne kreds vil være.
Det følger af investeringsservicedirektivet, at investeringsselskaber og kreditinstitutter, der har fået tilladelse til at udøve virksomhed i deres hjemland, kan udøve denne virksomhed i hele Den Europæiske Union. Denne tilladelse vil give ret til fri etablering af filialer og fri udveksling af tjenesteydelser i andre EU-lande (»det europæiske pas«).
Fondsmæglerselskaber, der skal være aktieselskaber, får ud over de aktiviteter, der følger af investeringsservicedirektivet, adgang til at udøve investeringsservice i forbindelse med råvareinstrumenter. Endvidere får de adgang til at formidle pantebreve. Disse aktiviteter er ikke omfattet af investeringsservicedirektivet og dermed heller ikke af det såkaldte »europæiske pas«.
Startkapitalkravet for fondsmæglerselskaber, der ønsker medlemskab af en fondsbørs eller en afviklingscentral eller at handle værdipapirer for egen regning, er et beløb mindst svarende til modværdien af 1 mio. ECU, hvilket stort set svarer til en pristalsregulering af det startkapitalkrav på 5 mio. kr., der ved børsreform I blev stillet til børsmæglerselskaber. Der fastsættes ikke overgangsregler for fondsmæglerselskaber, der skal være eller have mulighed for at blive medlemmer af fondsbørser (børsmæglerselskaber) og dermed skal accepteres som modparter af andre børsmedlemmer og selskaber, der vil handle værdipapirer for egen regning, da sådanne selskaber bør opfylde det højeste kapitalkrav ved lovens ikrafttræden. Det skønnes, at ingen af de bestående børsmæglerselskaber vil få problemer med at opfylde de nye kapitalkrav.
Andre fondsmæglerselskaber skal have en startkapital svarende til modværdien af 300.000 ECU. Der er foreslået overgangsregler for disse selskaber, således at de den 1. januar 1999 skal have en egenkapital mindst svarende til modværdien af 150.000 ECU og senest den 1. januar 2001 en egenkapital mindst svarende til modværdien af 300.000 ECU.
Endvidere indeholder forslaget bestemmelser om procedurerne i forbindelse med, at danske fondsmæglerselskaber ønsker at etablere sig eller udøve grænseoverskridende virksomhed i et andet EU-land eller et EØS-land i øvrigt samt den tilsvarende adgang for udenlandske fondsmæglervirksomheder til at udøve investeringsservice i Danmark på grundlag af hjemlandets tilladelse.
Svarende til bank- og sparekasselovens bestemmelser skal Finanstilsynet godkende aktionærer, der erhverver en kvalificeret andel i et fondsmæglerselskab.
Forslaget indeholder krav om, at forretningsordenen for bestyrelsen skal indeholde de bestemmelser, der i aktieselskabslovens § 56, stk. 5, gælder for forretningsordenen for bestyrelsen i børsnoterede selskaber. Endvidere er der i forhold til gældende lovgivning bestemmelser, der skærper kravene til fondsmæglerselskabers indretning og ledelse, herunder krav om fyldestgørende interne kontrolprocedurer.
Reglerne om solvens, midlernes anbringelse, regnskab og revision, inddragelse af tilladelse og opløsning, fusion og tilsyn, indgivelse af klage, straf m.v. svarer til de gældende regler i bank- og sparekasseloven med de ændringer, der følger af det samtidig med dette forslag fremsatte forslag til ændring af bank- og sparekasseloven.
3. Høring
Samtidig med fremsættelse af lovforslaget har dette været sendt i høring hos Danmarks Nationalbank, Københavns Fondsbørs, Finansrådet, Sammenslutningen af Danske Andelskasser, Børsmæglerforeningen, Realkreditrådet, Kommunekredit, Dansk Industri, Danmarks Rederiforening, Det danske Handelskammer, Arbejdsmarkedets Tillægspension, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Assurandør-Societetet, AMPR-Samarbejdet, Arbejdsmarkedspensionsrådet, Foreningen af Firmapensionskasser, Danske Investeringsforeningers Fællesrepræsentation, Garantifonden for Danske Optioner og Futures, Værdipapircentralen, Justitsministeriet, Finansministeriet, Boligministeriet, Økonomiministeriet, Statsministeriet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Finansforbundet og Sammenslutningen af Danske Pantebrevsselskaber.
4. Administrative og statsfinansielle konsekvenser
Forslaget, der skal ses i sammenhæng med forslaget til en værdipapirhandelslov, forventes at medføre behov for 3 årsværk i Finanstilsynet, da undersøgelser har vist, at et større antal virksomheder, hvis aktiviteter hidtil ikke har været lovregulerede, vil blive inddraget under tilsyn, hvortil kommer det internationale samarbejde, som direktivet medfører. De samlede udgifter hertil skønnes at blive 1,2 mio. kr. om året, heraf 1 mio. kr. lønsum. Disse udgifter dækkes af de virksomheder, der er under tilsyn, jævnfør forslagets § 32.
5. Erhvervsøkonomiske konsekvenser
Lovforslaget giver fondsmæglerselskaberne adgang til det indre marked for værdipapirhandel i EU. Fondsmæglerselskaberne får herved mulighed for at handle på værdipapirmarkederne, herunder børserne, i hele EU. De erhvervsøkonomiske konsekvenser heraf skønnes positive.
Som konsekvens af lovforslaget vil en række virksomheder, som ikke hidtil har været underlagt særskilt regulering, men som falder ind under lovforslagets virksomhedsområde (investeringsservice), fremover blive omfattet af lovgivning og offentligt tilsyn.
Disse virksomheder vil blive omfattet af en række krav til startkapital og til løbende kapital samt en række andre krav, der skal betrygge de kunder, der henvender sig hos fondsmæglerselskaberne, og sikre, at fondsmæglerselskaberne overholder god værdipapirhandelsskik m.v.
Dette indebærer, at de virksomheder, som ikke vil eller kan opfylde lovgivningens krav, må ændre virksomhedsområde eller lukke. Det er vanskeligt at skønne over de erhvervsøkonomiske konsekvenser heraf.
Samlet skønnes de erhvervsøkonomiske konsekvenser af lovforslaget dog at være positive.
6. Forholdet til EU-retten
I dette afsnit redegøres nærmere for de væsentligste nydannelser i lovforslaget som følge af de for investeringsselskaber, herefter kaldet fondsmæglerselskaber, relevante dele af direktiverne.
Indledningsvis skal det bemærkes, at investeringsservicedirektivet og kapitalkravsdirektivet er minimumsdirektiver, som giver de enkelte medlemslande mulighed for på visse områder at vedtage strengere bestemmelser end anført i direktiverne.
6.1. Investeringsservicedirektivet
Investeringsservicedirektivet fastsætter for fondsmæglerselskaber, d.v.s. virksomheder der på erhvervsmæssigt grundlag udfører tjenesteydelser i forbindelse med værdipapirer for tredjemand, bestemmelser svarende til 1. (77/780/EØF) og 2. (89/289/EØF) bankharmoniseringsdirektiv for kreditinstitutter. Dermed indføres som noget nyt i dansk lovgivning på dette område princippet om, at der kræves en offentlig tilladelse for at kunne yde investeringsservice i forbindelse med såvel børsnoterede som unoterede værdipapirer. Tilladelse kræver som et minimum opfyldelse af visse i direktivet opregnede krav. En konsekvens heraf vil være, at en medlemsstat kan indføre tilsynsmæssige regler, der går ud over det foreskrevne minimum, f.eks. med hensyn til selskabsretlige forhold.
Investeringsservicedirektivet omfatter virksomheder, hvis sædvanlige erhverv eller virksomhed består i at yde investeringsservice til tredjemand på et erhvervsmæssigt grundlag. Ved investeringsservice forstås de former for tjenesteydelser, som er opregnet i lovforslagets bilag 1, afsnit A, i forbindelse med de finansielle instrumenter, som er nævnt under afsnit B.
Direktivet giver mulighed for, at den nationale lovgivning kun tillader juridiske personer at udøve investeringsservice, så længe denne begrænsning ikke gøres gældende over for fysiske personer, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med.
Principperne om gensidig anerkendelse og hjemlandskontrol er foreslået på grundlag af investeringsservicedirektivet, som i lighed med 2. samordningsdirektiv på bankområdet er en af hovedhjørnestenene i gennemførelsen af det indre marked for udøvelse af investeringsservice i forbindelse med værdipapirer.
Medlemslandene skal gensidigt anerkende fondsmæglerselskaber, der er godkendt i andre medlemslande, og de aktiviteter, som de har tilladelse til at udføre, og som er indeholdt i direktivets bilag. Det vil således i fremtiden være tilstrækkeligt med godkendelse i et medlemsland for at kunne udøve virksomhed gennem en filial eller for at kunne udbyde grænseoverskridende tjenesteydelser og opnå adgang til fondsbørser og regulerede markeder i andre medlemslande.
Princippet om hjemlandskontrol indebærer, at tilsynsmyndighederne i et fondsmæglerselskabs hjemland er ansvarlige for tilsynet med fondsmæglerselskabet, herunder tilsynet med fondsmæglerselskabets aktiviteter i andre medlemslande.
Investeringsservicedirektivet indeholder gennem henvisninger til kapitalkravsdirektivet harmonisering af kravene til startkapital, idet direktivet henviser til kapitalkravsdirektivet. Investeringsservicedirektivet indeholder endvidere regler om adgangen til at erhverve en væsentlig kapitalandel eller indflydelse i et fondsmæglerselskab samt om tavshedspligt for Finanstilsynets ansatte og andre, der handler eller har handlet på Finanstilsynets vegne, samt bestemmelser om tilsynssamarbejde på tværs af landegrænserne.
6.2. Kapitalkravsdirektivet
Direktivet om kravene til investeringsselskabers og kreditinstitutters kapitalgrundlag indeholder bestemmelser om minimumskapitalen for fondsmæglerselskaber og om kapitalkravene til de såkaldte markedsrisici, d.v.s. de risici som fondsmæglerselskaber og kreditinstitutter påtager sig som følge af renteændringer og ændringer i aktie- og valutakurser m.v. Direktivet indeholder dermed også kapitalkrav til afledte finansielle instrumenter.
Kapitalkravsdirektivet supplerer direktiverne om solvens, konsolidering, egenkapital og store engagementer. Kapitalkravene til markedsrisici kommer til at gælde såvel fondsmæglerselskaber som kreditinstitutter, idet de gældende regler for de sidstnævnte samtidig kommer til at gælde for fondsmæglerselskaber. Kapitaldækningsregler m.v. vil hermed være ens for de to typer af institutter. Dette er tilstræbt for at skabe samme konkurrencemæssige forhold for de to virksomhedstyper.
Direktivet skal endvidere ses på baggrund af banksamordningsdirektiverne og investeringsservicedirektivet, der giver mulighed for på grundlag af en tilladelse i et EU-land at tilbyde finansielle tjenesteydelser, herunder investeringsservice på tværs af grænserne i Den Europæiske Union og lande, som fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, og som dermed blandt andet kræver harmonisering af kapitaldækningsreglerne.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til kapitel 1
Indledende bestemmelser
Til § 1
Ved implementering af investeringsservicedirektivet udvides antallet af selskaber under tilsyn.
Lovens anvendelsesområde i stk. 1 omfatter dels børsmæglerselskaber, der har været reguleret i lov om Københavns Fondsbørs, dels personligt drevne virksomheder og selskaber, der i dag i kraft af et næringsbrev i henhold til næringslovens § 22 driver investeringsservice.
Det foreslås derfor at ændre næringslovens § 22, fordi begrebet investeringsservice, som det er defineret i forslagets § 1, omfatter hovedparten af de personligt drevne virksomheder og selskaber, der hidtil har skullet løse næringsbrev, jf. § 39. Dette gælder dog ikke virksomheder, som beskæftiger sig med f.eks. direkte veksling af valuta eller som handler med pantebreve eller anparter, da sådanne handler ikke omfattes af begrebet investeringsservice. Disse virksomheder skal derfor fortsat løse næringsbrev.
De virksomheder, som bliver omfattet af lovens anvendelsesområde, er selskaber, der udøver investeringsservice over for tredjemand på erhvervsmæssigt grundlag. Ved investeringsservice forstås de tjenesteydelser, der er angivet i forslagets bilag 1, afsnit A, d.v.s. modtagelse og formidling for investorers regning af ordrer, udførelse af sådanne ordrer, forretninger for egen regning, skønsmæssig porteføljepleje og afgivelse af afsætningsgaranti, når de udføres i forbindelse med de instrumenter, som er nævnt i bilag 1, afsnit B, d.v.s. værdipapirer, investeringsforeningsandele, pengemarkedsinstrumenter, finansielle futures, FRA-kontrakter, rente- og valutaswaps m.v. Fondsmæglerselskaber kan også udføre genkøbs- og omvendte genkøbsforretninger, da disse forretninger ligger i naturlig forlængelse af forretningsområdet, idet de indebærer en spothandel og en terminshandel.
For så vidt angår de i bilag 1, afsnit B, nævnte instrumenter, svarer de i nr. 1 a) anførte værdipapirer til de i forslag til lov om værdipapirhandel § 2, stk. 1, nr. 1 til 3, nævnte værdipapirer, og de i bilag 1, afsnit B, nr. 1 b) og nr. 2 til 7, nævnte instrumenter svarer til forslag til lov om værdipapirhandel § 2, stk. 1, nr. 4 til 10. Der henvises til bemærkningerne til § 2 i forslag til lov om værdipapirhandel vedrørende definitionen af disse instrumenter.
I stk. 2 slås fast, at fondsmæglerselskaber sammen med pengeinstitutter, realkreditinstitutter og kreditinstitutter med særlig tilladelse er eneberettigede til at drive investeringsservice. De nærmere regler for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og kreditinstitutter med særlig tilladelse findes i den lovgivning, der regulerer de respektive virksomheders forretningsområder.
Det bemærkes, at den investeringsservice, realkreditinstitutter i medfør af realkreditloven kan udøve, er mere begrænset, end hvad der gælder for f.eks. pengeinstitutter.
I investeringsservicedirektivets artikel 2 nævnes de virksomheder, personer og institutioner, som ikke er omfattet af direktivet. Som en konsekvens heraf kan f.eks. advokater, revisorer og ejendomsmæglere, hvis ikke anden lov eller fagetisk-kodeks forbyder det, fortsat yde investeringsservice som hidtil, hvis denne service ydes lejlighedsvis i forbindelse med den pågældendes erhvervsmæssige virksomhed.
Virksomheder, der udelukkende yder investeringsservice til andre selskaber inden for deres egen koncern, er heller ikke omfattet af direktivet og dermed heller ikke af forslaget. Det vil derfor fortsat være muligt for et selskab f.eks. at stille en afsætningsgaranti for andre selskaber i koncernen i forbindelse med en emission eller formidle værdipapirer uden at have tilladelse.
I stk. 3 omtales investeringsservice gennem en henvisning til bilag 1 til lovforslaget. Bilaget til lovforslaget er udarbejdet på baggrund af investeringsservicedirektivets bilag. Ud over direktivets anvendelsesområde omfatter lovforslaget også investeringsservice i forbindelse med råvareinstrumenter, herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant.
Tilladelse til at beskæftige sig med denne instrumenttype gives således med hjemmel i dansk ret, men er ikke omfattet af investeringsservicedirektivet og dermed heller ikke af det »europæiske pas«.
Det har været overvejet, om fondsmæglerselskaber som accessorisk virksomhed skulle have ret til at drive bank- og forsikringsvirksomhed. Da kravene til fondsmæglerselskabers kapitalgrundlag er beskedne i forhold til øvrige finansielle virksomheder, jf. § 3, er det fundet rimeligt, at fondsmæglerselskaberne alene udøver investeringsservicevirksomhed som beskrevet i stk. 4.
I henhold til stk. 5 må fondsmæglerselskaber formidle tinglyste, negotiable pantebreve, der giver pant i fast ejendom eller løsøre.
Fondsmæglerselskaber må kun formidle pantebreve og er afskåret fra at have dem i egenbeholdningen, da pantebreve er individuelle fordringer (udlån) med deraf følgende individuelle risici i modsætning til massegældsbreve. En konsekvens, af at fondsmæglerselskaber kun må formidle pantebreve, men ikke have dem i egenbeholdningen, er, at de ikke skal indgå under solvensberegningen.
I modsætning til udøvelse af de øvrige tjenesteydelser baseret på de i bilag 1, afsnit B, nævnte instrumenter, jf. § 5, kræves der ikke tilladelse fra Finanstilsynet til pantebrevsformidling. Fondsmæglerselskaber, som formidler pantebreve, skal dog ikke have et næringsbrev, jf. forslag til ændring af næringsloven i § 39.
I stk. 6 gives mulighed for, at der også kan drives investeringsservicevirksomhed i datterselskabsform. Bestemmelsen svarer til fondsbørslovens § 24, stk. 3.
Til § 2
Stk. 1 fastsætter en eneret til at anvende betegnelsen »fondsmæglerselskab« i forbindelse med betegnelsen af selskabets virksomhed eller navn. Bestemmelsen svarer til bank- og sparekasselovens § 2 og til fondsbørslovens § 26.
Ifølge stk. 2 er fondsmæglerselskaber, der er medlemmer af en fondsbørs, tillige eneberettigede, men ikke forpligtede, til at anvende betegnelsen »børsmæglerselskab«, der hidtil har været betegnelsen på selskaber, som i medfør af § 20 i lov om Københavns Fondsbørs har fået tilladelse til at deltage i handlen på Københavns Fondsbørs.
Hverken bestemmelsens stk. 2 eller § 11 i forslag til lov om værdipapirhandel er til hinder for, at et fondsmæglerselskab, der er medlem af en fondsbørs, i sit navn bruger f.eks. ordet børs, således at selskabet kan kalde sig xx - børs, fondsmæglerselskab eller, hvis det ønskes, xx - børs, børsmæglerselskab.
Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og kreditinstitutter med særlig tilladelse, som i henhold til § 3 i forslag til lov om værdipapirhandel kan blive medlemmer af en fondsbørs, er fortsat omfattet af de respektive virksomhedsloves bestemmelser om navne. § 2 er ikke til hinder for, at f.eks. en bank skal kunne kalde sig xx - Børs Bank.
Stk. 3 medfører en forpligtigelse for fondsmæglerselskaberne til enten at anvende betegnelsen fondsmæglerselskab eller børsmæglerselskab. Betegnelsen »børsmæglerselskab« kan dog kun benyttes af selskaber, der er medlemmer af en fondsbørs.
Stk. 4 regulerer alene forholdet til filialer af udenlandske investeringsselskaber og svarer til bank- og sparekasselovens § 2, stk. 2.
Til kapitel 2
Stiftelse m.m.
Til § 3
I kapitalkravsdirektivets artikel 3 er start- og minimumskapitalen fastsat til 730.000 ECU.
Selskaber, der ikke handler finansielle instrumenter for egen regning eller deltager i emissioner, behøver efter direktivet alene at have en start- og minimumskapital på 125.000 ECU. Hvis de hverken har tilladelse til at forvalte kunders penge eller værdipapirer, handle for egen regning eller deltage i emissioner, kan kapitalkravet reduceres til 50.000 ECU. I forslaget er der helt set bort fra at foreskrive kapitalkrav på 125.000 ECU og 50.000 ECU, dels fordi aktiekapitalen i et aktieselskab ifølge aktieselskabsloven skal være på mindst 500.000 kr., dels fordi så lave kapitalkrav ikke er forenelige med, at et selskab påtager sig investeringsservice for kunder.
Ved implementering i dansk lovgivning foreslås det, at der som i kapitalkravsdirektivet fastsættes forskellige startkapitalkrav.
I stk. 2 foreslås det, at kravet til startkapitalen bliver modværdien af 1 mio. ECU for selskaber, der er eller ønsker at blive medlemmer af en fondsbørs eller en clearingcentral, handler for egen regning, stiller emissionsgarantier eller opbevarer og forvalter værdipapirer for kunder m.v.
Baggrunden er, at direktivets krav om 730.000 ECU i realiteten ikke engang svarer til en indeksregulering af de 5 mio. kr., der i sin tid blev fastsat som minimumskapital for danske børsmæglerselskaber.
Endvidere har det vist sig, at fondsmæglerselskaber, der kan deltage i market-makerordninger og handle for egen regning, har behov for en større egenkapital end fondsbørslovens mindstekrav på 5 mio. kr. Hertil kommer, at omkostningerne, herunder tilslutningsgebyrer til Københavns Fondsbørs og Garantifonden for Danske Optioner og Futures, samt teknisk udstyr i forbindelse med etablering og forsvarlig drift af et fondsmæglerselskab, der er medlem af en fondsbørs m.v., ofte vil være betydelige. For så vidt angår selskaber, der drev fondsmæglervirksomhed ved lovens ikrafttræden, henvises til bemærkningerne til § 25.
Det i stk. 2 nævnte afgrænsningskriterium »medlem af . . . en clearingcentral, hvor selskabet deltager i clearing og afvikling« omfatter situationer, hvor værdipapirer udveksles mod penge eller omvendt. »Deltagelse« omfatter ikke situationer, hvor der udelukkende sker indberetning på egne eller kunders vegne uden hæftelse, indeståelse eller sikkerhedsstillelse. Således vil de selskaber, der er tilsluttet Garantifonden for Danske Optioner og Futures med status af »handler« eller »agent«, ikke være omfattet af stk. 2.
Øvrige fondsmæglerselskaber, jf. stk. 3, skønnes ikke at have behov for samme kapitalkrav som de i stk. 2 nævnte fondsmæglerselskaber. Det foreslås derfor, at kapitalkravet for disse selskaber fastsættes til 300.000 ECU. Reglerne i stk. 3 er en skærpelse i forhold til direktivet, hvor lignende selskaber pålægges et kapitalkrav på 125.000 ECU. Der henvises i øvrigt til overgangsreglen i § 25, stk. 2, 2. pkt.
Selskaber, der er omfattet af stk. 3, er selskaber, der f.eks. formidler værdipapirer for tredjemand, jf. bilag 1, afsnit A, nr. 1, uden at være medlem af en fondsbørs eller en clearingcentral, eller som tilbyder skønsmæssig porteføljepleje i medfør af bilag 1, afsnit A, nr. 3. Som accessorisk ydelse vil de i medfør af bilag 1, afsnit C, kunne leje bokse ud, rådgive virksomheder, jf. nr. 4, yde tjenesteydelser i forbindelse med afsætningsgarantier, f.eks. formidle en sådan, men ikke selv afgive den, eller yde investeringsrådgivning. De vil også kunne udføre valutatransaktioner som nævnt i bilag 1, afsnit C, nr. 7, når hovedydelsen ikke kræver den store startkapital.
Alle betingelserne i stk. 3 skal være opfyldt, for at et selskab kan komme ind under det lave startkapitalkrav.
Reglerne i stk. 4 om indbetaling af den tegnede aktiekapital og forbudene mod at anvende goodwill som en del af den indbetalte kapital, henholdsvis opdele i aktieklasser med forskellig stemmeret, som foreskrevet i stk. 4, svarer til de gældende regler i § 3 i bank- og sparekasseloven, hvor et sådant forbud mod opdeling i aktieklasser er indsat for at undgå visse former for spekulation i bankaktier.
Til § 4
Reglerne om, at et fondsmæglerselskabs ansvarlige kapital skal svare til mindst 25 pct. af et års faste omkostninger, fremgår af kapitalkravsdirektivets bilag IV. Finanstilsynet kan tilpasse kravet hertil i både opad- og nedadgående retning, hvis selskabets faste omkostninger f.eks. til husleje, lønudgifter eller andre driftsomkostninger forøges eller formindskes væsentligt i forhold til forrige år.
Ved faste omkostninger forstås lønninger og vederlag til bestyrelse og direktion, personaleomkostninger, edb-omkostninger, forsikringer, husleje, bidrag til Københavns Fondsbørs og til de eventuelle øvrige børser, som måtte komme, samt afskrivninger på materielle og immaterielle aktiver.
Det er en af de få regler i direktivet, som gælder alene for fondsmæglerselskaber, men ikke for kreditinstitutter.
Ansvarlig kapital er defineret i forslagets § 17, hvortil der henvises.
Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for opgørelsen af fondsmæglerselskabers faste omkostninger.
Til kapitel 3
Tilladelse m.m.
Til § 5
Bestemmelsen er formuleret på grundlag af investeringsservicedirektivets artikel 1, 3, 4, 7 og 8.
I henhold til investeringsservicedirektivets artikel 3 skal der meddeles tilladelse, før et fondsmæglerselskab må udføre investeringsservice. I tilladelsen, som meddeles af Finanstilsynet, skal det i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, specificeres, hvilke former for investeringsservice og eventuelle accessoriske tjenesteydelser, som fondsmæglerselskabet kan yde i henhold til afsnit A og C i bilag 1 til lovforslaget, jf. § 5, stk. 1 og 3, jf. § 1, stk. 3 og 4. Med denne bestemmelse indføres der et koncessionslignende system i lighed med det, som allerede gælder på forsikringsområdet. Det betyder, at fondsmæglerselskaber kun må udføre den type virksomhed, som de har søgt om og fået tilladelse til at udøve. Herved opnår de ikke en universaltilladelse, som børsmæglerselskaber hidtil har fået. Ved universaltilladelse forstås en tilladelse, der giver adgang til at udføre alle de aktiviteter, som den pågældende virksomhedstype må udøve i henhold til den lov, der regulerer dem. Således får pengeinstitutter en universaltilladelse, der giver mulighed for at drive pengeinstitutvirksomhed, d.v.s. alle de aktiviteter der er nævnt i bilaget til bank- og sparekasseloven, herunder investeringsservice. Det kan være en fordel for de fondsmæglerselskaber, der kun ønsker at udføre enkelte af de i bilag 1, afsnit A, nævnte aktiviteter, f.eks. formidling af præmieobligationer, porteføljepleje, eller formidling af aktier og obligationer, idet det giver mulighed for en individuel tilladelse, der kan »skræddersys« til selskabet og dermed tilgodese det enkelte selskabs behov. Hertil kommer, at Finanstilsynet får viden om det enkelte selskabs aktiviteter og kan indrette sit tilsyn på det, d.v.s. koncentrere indsatsen, hvor der er størst behov.
Lovforslagets bilag 1 om tjenesteydelser og finansielle instrumenter er identisk med bilaget til investeringsservicedirektivet med undtagelse af råvareinstrumenter, hvorfor tilladelse kun kan gives til at udføre denne service i Danmark. Denne virksomhed vil derfor ikke være omfattet af det »europæiske pas«.
I investeringsservicedirektivets artikel 4, jf. artikel 1, stilles der krav om, at en ansøgning om tilladelse til at yde investeringsservice skal indeholde oplysninger om alle aktionærer, der ejer en kvalificeret andel på mindst 10 pct.
Omfattet af bestemmelsen er foruden direkte ejerskab tillige ejerandele erhvervet gennem kontrol med andre selskaber, som ejer kapitalandele i fondsmæglerselskabet.
I stk. 2, 2. pkt., er der valgt en grænse på 5 pct. Baggrunden herfor er, at der allerede efter aktieselskabslovens § 28 a gælder en pligt til at meddele et selskab, hvis en ejer besidder 5 pct. af aktiekapitalen.
I medfør af stk. 6 kan Finanstilsynet nægte tilladelse, hvis et medlem af ledelsen ikke besidder den nødvendige erfaring og hæderlighed, på betingelser, der svarer til § 6, stk. 6, i bank- og sparekasseloven.
I henhold til stk. 7 kan Finanstilsynet nægte at give en tilladelse, hvis en eller flere af aktionærerne efter stk. 1 skønnes at ville modvirke en forsvarlig drift af fondsmæglerselskabet. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis de pågældende i forbindelse med ejerskab eller deltagelse i ledelsen af andre finansielle virksomheder har vist sig uegnede til at drive finansiel virksomhed forsvarligt.
Det foreslås i stk. 8, at der under alle omstændigheder skal træffes afgørelse senest 12 måneder efter indgivelse af en fyldestgørende ansøgning, svarende til bank- og sparekasselovens § 6, stk. 8.
Bestemmelsen i stk. 9 muliggør, at Finanstilsynet kan efterleve eventuelle krav fra Europa-Kommissionen om suspension i henhold til artikel 7 i investeringsservicedirektivet. Bestemmelsen omfatter alene ansøgninger fra tredjelandes investeringsselskaber, der ikke allerede er meddelt tilladelse i en af EU's medlemsstater.
Med bestemmelsen i stk. 10 sikres det, at Finanstilsynet, før et fondsmæglerselskab påbegynder nye aktiviteter, kan kontrollere, at det har sørget for forretningsgange m.v.
Stk. 11 gennemfører investeringsservicedirektivets artikel 3, stk. 2, og fastslår, at et fondsmæglerselskab, der meddeles tilladelse her i landet, har pligt til at have sit hovedkontor og udøve virksomhed her i landet. Herved sikres det, at Finanstilsynet, der meddeler tilladelsen, også fører tilsynet med selskabet og dets virksomhed. Bestemmelsen har ligeledes til formål at undgå, at et selskab, der har fået tilladelse i Danmark, hovedsagelig driver virksomhed i et andet EU-land eller et land, som EU har indgået aftale med, eller i et tredjeland.
Til § 6
I § 6 fastsættes som i bank- og sparekasselovens § 6 a de procedurer, efter hvilke et udenlandsk fondsmæglerselskab, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som EU har indgået aftale med, kan påbegynde virksomhed her i landet gennem en filial eller i form af grænseoverskridende tjenesteydelser.
Den virksomhed, som et udenlandsk fondsmæglerselskab kan påbegynde, omfatter de aktiviteter, der er opført som bilag 1 til lovforslaget bortset fra den undtagelse, som er angivet under bemærkningerne til § 5 (investeringsservice i forbindelse med råvareinstrumenter), og som udelukkende reguleres efter dansk lovgivning. Det er dog en betingelse, at det udenlandske fondsmæglerselskab har tilladelse til at udøve de ønskede aktiviteter i hjemlandet. Aktiviteter, som ikke er opført i bilaget til investeringsservicedirektivet, er ikke omfattet af den gensidige anerkendelse.
Ifølge investeringsservicedirektivet omfatter den gensidige anerkendelse også fondsmæglerselskaber, som er datterselskaber af fondsmæglerselskaber, herunder fællesejede datterselskaber af flere fondsmæglerselskaber, under nærmere angivne vilkår.
En filial kan påbegynde sin virksomhed 2 måneder efter, at Finanstilsynet har modtaget meddelelse bilagt de i stk. 2 nævnte oplysninger fra hjemlandets tilsynsmyndigheder om, at et fondsmæglerselskab ønsker at oprette en filial her i landet for at udøve virksomhed. Finanstilsynet har således en frist på 2 måneder til at tilrettelægge sin del af tilsynet med filialen samt fastlægge eventuelle vilkår for udøvelse af virksomhed begrundet i samfundsmæssige interesser.
I medfør af stk. 5 skal repræsentationskontorer registreres i Finanstilsynet for at give offentligheden og Finanstilsynet overblik over antallet.
Da repræsentationskontorerne alene må drive virksomhed i form af henvisning til moderselskabet, indebærer registreringen ikke, at der skal føres tilsyn med repræsentationskontorerne.
Til § 7
I § 7, der svarer til bank- og sparekasselovens § 6 b, fastsættes proceduren for danske fondsmæglerselskabers etablering af filialer eller udbydelse af grænseoverskridende tjenesteydelser i andre EU-lande. Proceduren svarer til den i § 6 anførte.
Bestemmelsen giver Finanstilsynet indsigt i fondsmæglerselskabets aktiviteter i udlandet og gør det muligt at tilrettelægge tilsynet med aktiviteterne, inden de påbegyndes, herunder aftale det nødvendige samarbejde med selskabet og det pågældende lands tilsynsmyndigheder.
Ifølge stk. 3 kan Finanstilsynet undlade at fremsende oplysninger til myndighederne i værtslandet, hvis fondsmæglerselskabets administrative struktur og finansielle situation ikke er forsvarlig i forhold til den påtænkte etablering. Blandt kravene til den administrative struktur i denne sammenhæng kan specielt nævnes, at fondsmæglerselskabets organisation skal være så veludviklet, at den muliggør en forsvarlig styring af aktiviteterne i udlandet.
Ud over informationskravene i § 7 vil bestemmelsen i § 31, stk. 2, jf. bank- og sparekasselovens § 50, stk. 1, om at et fondsmæglerselskab på forlangende skal give Finanstilsynet enhver oplysning om selskabets forhold, gøre det muligt for Finanstilsynet at få yderligere oplysninger, såfremt dette måtte anses for hensigtsmæssigt.
Til § 8
Bestemmelsen, der svarer til bank- og sparekasselovens § 6 c, omfatter filialer af tredjelandes fondsmæglerselskaber.
Til kapitel 4
Ejerforhold
Til § 9
I § 9 reguleres adgangen til at eje eller kontrollere betydelige kapitalandele i et fondsmæglerselskab. Denne måde at regulere finansielle virksomheder på blev første gang indført ved implementeringen af 2. banksamordningsdirektiv og senere fulgt op med implementering i forsikringsvirksomhedsloven af 3. skadesforsikringsdirektiv og 3. livsforsikringsdirektiv. § 9 har derfor fået samme udformning som bank- og sparekasselovens § 7 b, jf. dog bemærkningen til stk. 2. Ejerforholdene i børsmæglerselskaber har hidtil været offentligt kendt, da Finanstilsynet i medfør af fondsbørslovens § 37 har ført børsmæglerselskabernes aktiebøger.
Fysiske eller juridiske personer kan forhindres i at eje et fondsmæglerselskab, såfremt der er risiko for, at de vil modvirke en forsvarlig drift af selskabet.
Ifølge stk. 1 skal Finanstilsynet på forhånd underrettes om og godkende, når nogen direkte eller indirekte erhverver en kvalificeret andel i et fondsmæglerselskab. Finanstilsynet skal på forhånd ligeledes underrettes om og godkende enhver efterfølgende forøgelse af kvalificerede andele, der bringer den samlede ejerandel op på eller over en grænse på 20 pct., 33 pct. og 50 pct. eller medfører, at fondsmæglerselskabet bliver et datterselskab.
Da det er almindeligt, at fondsmæglerselskaber ejes af en enkelt eller et begrænset antal aktionærer, må bestemmelsen antages at få større betydning end den næsten tilsvarende i bank- og sparekasseloven, også fordi grænsen i § 9, stk. 2, er på 5 pct. i modsætning til grænsen på 10 pct. i bank- og sparekasseloven.
En kvalificeret andel defineres i stk. 2, hvor grænsen er 5 pct., hvorimod grænsen i investeringsservicedirektivets artikel 1, nr. 10, er på 10 pct. § 9, stk. 2, er således bragt i overensstemmelse med grænsen på 5 pct. i aktieselskabslovens § 28 a.
Såfremt det er et fondsmæglerselskab i et andet medlemsland inden for EU, der ønsker at erhverve en kvalificeret andel, skal Finanstilsynet altid konsultere tilsynsmyndighederne i det pågældende fondsmæglerselskabs hjemland, inden en afgørelse træffes. Det samme gælder for et moderselskab til et fondsmæglerselskab i et andet medlemsland og for en fysisk eller juridisk person, der kontrollerer et fondsmæglerselskab i et andet medlemsland.
Ifølge stk. 3 har Finanstilsynet en frist på 3 måneder til at træffe beslutning om, hvorvidt en erhvervelse af en andel kan godkendes. Fristen regnes fra Finanstilsynets modtagelse af underretning om den påtænkte erhvervelse af andelen.
I henhold til stk. 4 kan Finanstilsynet i sin godkendelse fastsætte en gennemførelsesfrist. Overholdes fristen ikke, er godkendelsen bortfaldet.
I stk. 5 åbnes mulighed for, at Finanstilsynet kan suspendere behandlingen af ansøgninger efter stk. 1, hvis der er tale om et selskab med hjemsted uden for EU. Bestemmelsen hænger sammen med reglerne i investeringsservicedirektivets artikel 7, stk. 5, om forholdet til tredjelande.
Ifølge stk. 7, der svarer til investeringsservicedirektivets artikel 9, stk. 4, 1. afsnit, skal fondsmæglerselskabet, når det får kendskab til overdragelser, som hæver eller sænker andelen i forhold til niveauer, der er angivet i stk. 1, straks indberette forholdet til Finanstilsynet.
Investeringsservicedirektivets artikel 9, stk. 4, 2. afsnit, kræver, at fondsmæglerselskaberne mindst en gang om året meddeler navnene på de kapitalejere, som ejer en kvalificeret andel samt størrelsen af disse kapitalandele. Oplysninger herom tænkes indberettet samtidig med fondsmæglerselskabernes indberetning af regnskabsmæssige oplysninger til Finanstilsynet på samme måde som foreskrevet i bank- og sparekasselovens § 7 b, dog med den forskel at oplysningerne skal indberettes sammen med årsregnskabet for selskabet ultimo april måned.
Til § 10
Stk. 1 giver Finanstilsynet mulighed for at ophæve stemmeretten for kvalificerede andele, jf. investeringsservicedirektivets artikel 9, stk. 5, 1. afsnit, hvis ejere modvirker en forsvarlig drift af fondsmæglerselskabet, eller påbyde fondsmæglerselskabet at følge bestemte retningslinjer.
Ifølge stk. 2, jf. investeringsservicedirektivets artikel 9, stk. 5, 2. afsnit, kan Finanstilsynet ophæve stemmeretten for kapitalandele, hvis ejere ikke har overholdt forpligtelsen efter § 9, stk. 1, til forudgående at underrette Finanstilsynet om erhvervelse eller udvidelse af aktiekapitalandelen.
Såfremt Finanstilsynet efterfølgende godkender den pågældende investering, tildeles kapitalandelen igen sin stemmeret. Beslutninger, der efter aktieselskabsloven gyldigt er truffet i perioden, hvor kapitalandelene er frataget stemmeret, har fuld gyldighed også efter stemmerettens retablering.
Stk. 3 omhandler den situation, hvor en person køber nogle aktier, selv om Finanstilsynet har afvist at godkende erhvervelsen. Ifølge stk. 3 er Finanstilsynet forpligtet til i disse situationer at ophæve stemmeretten for kapitalandele.
Bestemmelsen svarer til § 7 c i bank- og sparekasseloven.
Til kapitel 5
Ledelse m.m.
Til § 11
Bestemmelsen svarer til fondsbørslovens § 29 samt bank- og sparekasselovens § 19, stk. 5.
I § 37, stk. 4, er der indsat en overgangsbestemmelse, hvorefter de personer, der ikke hidtil har været omfattet af nogen lovregulering, kan fortsætte hidtidig erhvervsvirksomhed eller hverv ved at anmelde forholdet til Finanstilsynet.
Til § 12
Bestemmelsen svarer til fondsbørslovens § 30 og til dels til spekulationsforbuddet i bank- og sparekasselovens § 19, stk. 4. Bestemmelsen suppleres af forslagets § 14, nr. 3, hvorefter et fondsmæglerselskab skal have fyldestgørende interne kontrolprocedurer, der også skal omfatte regler for medarbejdernes adgang til at foretage personlige transaktioner.
Til § 13
Der henvises til bemærkningerne til aktieselskabslovens § 56, stk. 5, der omfatter børsnoterede aktieselskaber. Det er fundet hensigtsmæssigt og rimeligt, at der gælder de samme krav til et fondsmæglerselskabs forretningsorden, som der gælder for forretningsordenen i et børsnoteret selskab.
Til § 14
I bestemmelsen, der er formuleret på baggrund af investeringsservicedirektivets artikel 10, 1. pind, stilles der tilsynsmæssige krav til et fondsmæglerselskabs forretningsgange og regnskabsmæssige praksis, som til stadighed skal efterleves af selskabet. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med de regler, der er fastsat i forslag til lov om værdipapirhandel §§ 5 og 6 samt de principper, der gælder i aktieselskabslovens § 54 og årsregnskabsloven.
Nr. 1) svarer delvis til fondsbørsbekendtgørelsens § 7, og nr. 2) svarer delvis til fondsbørslovens § 35, stk. 1, nr. 4. Der har ikke hidtil i loven været et generelt krav om fyldestgørende kontrolprocedurer, som nævnt i nr. 3). Dog har de ansattes handler været reguleret i fondsbørslovens § 30, hvis indhold nu fremgår af forslagets § 12.
Til § 15
Bestemmelsen svarer til fondsbørsbekendtgørelsens § 9, stk. 1, og bank- og sparekasselovens § 17, stk. 2.
Til kapitel 6
Solvens
Til § 16
Bestemmelserne om solvensopgørelsen svarer til bank- og sparekasselovens § 21 med de ændringer, der følger af forslag til lov om ændring af lov om banker og sparekasser.
Vægtningen af aktiverne m.v. specificeres i kapitaldækningsbekendtgørelsen, mens beregningen af den ansvarlige kapital fremgår af loven.
Efter stk. 2 kan erhvervsministeren i ganske særlige tilfælde ændre de i stk. 1 fastsatte solvenskrav. Bestemmelsen, der indsættes for at undgå konkurrenceforvridning, svarer til bank- og sparekasselovens § 21, stk. 2, der blev indsat i bank- og sparekasseloven ved lov nr. 303 af 16. maj 1990, hvor kravene til pengeinstitutternes solvens blev lempet.
Bestemmelsen i bank- og sparekasseloven tænkes alene anvendt, såfremt de lempeligere krav til pengeinstitutternes solvens viser sig at indebære en uacceptabel svækkelse af pengeinstitutsektorens soliditet. Fastsætter erhvervsministeren regler for pengeinstitutternes solvens efter bank- og sparekasselovens § 21, stk. 2, bør der af konkurrencemæssige årsager fastsættes tilsvarende regler for fondsmæglerselskaber.
Erhvervsministeren bemyndiges til at ændre de i stk. 1 fastsatte solvenskrav, såfremt der måtte være behov herfor.
Til § 17
Bestemmelsen svarer til bank- og sparekasselovens § 21 a med de ændringer, der følger af forslag til lov om ændring af lov om banker og sparekasser.
Forslaget til regler for fondsmæglerselskaber for opgørelse af ansvarlig kapital adskiller sig fra udkastet for pengeinstitutter på følgende punkter
I stk. 6 og 7 erstattes »kredit- og finansieringsinstitut« med »fondsmæglerselskab, kredit- eller finansieringsinstitut«. Da fondsmæglerselskaber er omfattet af definitionen af finansieringsinstitutter, er ændringen alene medtaget for at tydeliggøre teksten.
Bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 21 a, stk. 9, hvorefter der skal ske fradrag for kapitalandele og efterstillede kapitalindskud i forsikringsdatterselskaber, er ikke medtaget, da fondsmæglerselskaber ikke må have kapitalandele i andre datterselskaber end fondsmæglerselskaber, jf. § 1, stk. 6.
De i stk. 3 omtalte immaterielle aktiver, således som begrebet defineres i årsregnskabsloven, indbefatter bl.a. tilslutningsafgifter til fondsbørser og Garantifonden for Danske Optioner og Futures, samt andre clearingcentraler.
Til § 18
Bestemmelsen svarer til bank- og sparekasselovens § 22 med de ændringer, der følger af forslag til lov om ændring af lov om banker og sparekasser med tilføjelse af reglerne om kortfristet supplerende kapital i stk. 2. Dog er der forskelle som følge af, at fondsmæglerselskaber ikke modtager sikkerhed for lån og garantistillelse, hvorfor stk. 2, nr. 4, ikke omhandler beviser, der tjener som sikkerhed for lån eller garantier.
Forslaget adskiller sig fra forslag til lov om ændring af bank- og sparekasseloven, § 22, ved, at bestemmelserne i § 18, stk. 2, nr. 3, angiver, at den korte supplerende kapital højst kan medregnes med 5,3 pct. af de vægtede poster med markedsrisiko mod 5,7 pct. for pengeinstitutter.
Kapitalkravsdirektivet giver mulighed for, at fondsmæglerselskaber ligesom pengeinstitutter kan medregne kortfristet supplerende kapital med 5,7 pct., hvis de fratrækker illikvide aktiver ved beregning af den ansvarlige kapital. Da det vurderes som uhensigtsmæssigt at anvende en metode baseret på fradrag af illikvide aktiver for fondsmæglerselskaber, giver forslaget ikke mulighed herfor.
Den nye kapitalform - kortfristet supplerende kapital - kan ifølge kapitalkravsdirektivets bilag V højst udgøre 200 pct. for fondsmæglerselskaber og 250 pct. for pengeinstitutter af den kernekapital, der er afsat til at dække risikoen på de vægtede poster med markedsrisiko. Beregnet efter de samme principper, der gælder for pengeinstitutter, betyder det, at kortfristet supplerende kapital højst kan udgøre 200/300 x 8 pct. = 5,3 pct. af de vægtede poster med markedsrisiko. For pengeinstitutter vil en lignende beregning se således ud: 250/350 x 8 pct. = 5,7 pct. Nævneren henholdsvis 300 og 350 er kernekapitalen med tillæg af den kortfristede supplerende kapital.
Til kapitel 7
Midlernes anbringelse og likviditet
Til § 19
Bestemmelserne svarer til § 23 i bank- og sparekasseloven med de ændringer, der følger af forslag til lov om ændring af lov om banker og sparekasser.
Bestemmelsen vedrører fondsmæglerselskabernes engagementsgrænser og adskiller sig kun fra reglerne for pengeinstitutter ved undladelse af bestemmelsen om uudnyttede trækningsrettigheder i stk. 5, pkt. 1, og undladelse af bestemmelsen i stk. 6 om, at datterselskaber, der driver forsikringsvirksomhed, skal undtages fra engagementsgrænserne. Baggrunden herfor er, at fondsmæglerselskaber ikke må yde lån eller drive forsikringsvirksomhed.
Selv om stk. 5, pkt. 1, omtaler fondsmæglerselskabers tilgodehavender, må fondsmæglerselskaber ikke i almindelig forstand yde udlån. Det fremgår af bilag 1, afsnit C, at den kredit- og långivningsvirksomhed, der er tale om, er den, hvor et fondsmæglerselskab køber værdipapirer til en kunde, der derved opnår en kredit, når kunden ikke har forudbetalt.
Engagementer i et fondsmæglerselskab er af en anden karakter end engagementer i pengeinstitutter. Imidlertid indebærer kapitalkravsdirektivets regler, at der også for fondsmæglerselskaber skal fastsættes regler om store engagementer. Forslaget tager udgangspunkt i pengeinstitutreglerne.
I bestemmelsens stk. 5, nr. 2, er der tale om afsætningsgaranti ved emissioner, som fremgår af bilag 1, afsnit A, nr. 4, samt garantier over for Værdipapircentralen og Garantifonden for Danske Optioner og Futures. Der er således ikke tale om almindelige garantiforpligtelser i form af indeståelse over for f.eks. investorer.
Henvisningen i stk. 6 til § 23, stk. 1, medfører, at bank- og sparekasselovens § 37 a, stk. 9, stk. 11, 2. pkt., eller stk. 12, finder anvendelse.
Til § 20
Bestemmelsen svarer til § 23 a i bank- og sparekasseloven, der fremgår af forslag til lov om ændring af lov om banker og sparekasser.
Bestemmelsen sætter grænser for et fondsmæglerselskabs samlede engagement med en kunde eller gruppe af kunder, det vil sige både engagementet i og uden for handelsbeholdningen.
Henvisningen i stk. 6 til § 23, stk. 1, medfører, at bank- og sparekasselovens § 37 a, stk. 9, stk. 11, 2. pkt., eller stk. 12, finder anvendelse.
Til § 21
Bestemmelsen, der sætter grænser for fondsmæglerselskabers besiddelse af kapitalandele, svarer til § 24 i bank- og sparekasseloven.
Forslaget adskiller sig fra bank- og sparekasseloven på en række områder
I stk. 1 og 4 er bestemmelserne om belånte kapitalandele ikke medtaget, da fondsmæglerselskaber ikke må yde lån.
Stk. 2 medtager ikke bestemmelser svarende til bestemmelserne om aktiver erhvervet fra en virksomhed i henhold til bank- og sparekasselovens § 1 a, stk. 1, da et fondsmæglerselskab ikke må overtage sådanne aktiver og drive anden virksomhed.
Bestemmelsen i bank- og sparekasseloven indeholder regler om modtagelse af egne aktier som pant. Tilsvarende bestemmelser gælder ikke for fondsmæglerselskaber, der ikke må yde lån m.v., hvorfor de ikke er medtaget i stk. 5.
Bestemmelser svarende til bank- og sparekasselovens § 24, stk. 6, om ydelse af lån til køb af aktiekapital m.v. gælder ikke for fondsmæglerselskaber og er derfor ikke medtaget i stk. 6.
Bank- og sparekasselovens § 24, stk. 8 og 9, indeholder særlige bestemmelser for sparekasser og andelskasser. Disse bestemmelser medtages heller ikke i forslaget.
Finanstilsynets adgang til at give dispensation svarende til bank- og sparekasselovens § 26 fra stk. 2, 2. pkt., hvorefter den bogførte værdi af erhvervede kapitalandele ikke må overstige 100 pct. af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital, fremgår af stk. 7.
Til § 22
De foreslåede likviditetsregler svarer til de nuværende regler i § 7 i kapitaldækningsbekendtgørelsen for børsmæglerselskaber, hvoraf det fremgår, at der i selskabet skal være en forsvarlig beholdning af likvide midler.
Fondsmæglerselskabernes særlige forretningsområde indebærer, at 10 pct.- og 15 pct.-reglerne i bank- og sparekasselovens § 28 ikke er relevante for fondsmæglerselskaber.
Til kapitel 8
Regnskab og revision
Til § 23
Henvisningen til bank- og sparekasselovens kapitel 7 om regnskab, revision og konsolidering i koncernforhold er i overensstemmelse med den gældende bestemmelse i fondsbørslovens § 36, som blev indsat i fondsbørsloven ved reformen i 1986.
Det er hensigtsmæssigt, at fondsmæglerselskaber undergives samme krav om regnskab og revision som pengeinstitutter. Dette sker ved en egentlig henvisning til bestemmelserne, der gælder for pengeinstitutter.
Med forslagets stk. 2 præciseres det, at det er regnskabsreglerne m.v. i selve bank- og sparekasseloven, som finder anvendelse, og ikke de i medfør af loven udstedte bekendtgørelser for pengeinstitutter.
Til kapitel 9
Inddragelse af tilladelse og opløsning
Til § 24
Bestemmelsen i § 24 stammer fra investeringsservicedirektivets artikel 3, stk. 3 og 7, artikel 4, 2. afsnit, og svarer til bank- og sparekasselovens § 43.
Bestemmelsen er en konsekvens af tilladelsesordningen, som er foreskrevet i direktivets artikel 3. Når et fondsmæglerselskab skal have tilladelse til at udøve investeringsservice, vil der kunne opstå situationer, hvor tilladelsen kan inddrages med den følge, at virksomhed som fondsmæglerselskab, der kan yde investeringsservice, skal ophøre.
Inddragelse af tilladelsen kan ifølge forslaget ske i følgende tilfælde
1) hvis selskabets virksomhed som fondsmæglerselskab ikke er påbegyndt inden 12 måneder efter tilladelsens meddelelse, jf. artikel 3, stk. 7, litra a, 1. led,
2) hvis virksomhed som fondsmæglerselskab ikke udøves i en periode på over 6 måneder, jf. artikel 3, stk. 7, litra a, 2. led,
3) hvis fondsmæglerselskabet gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af loven eller forskrifter udstedt i medfør heraf, f.eks manglende egenkapitaldækning, urigtige erklæringer, jf. artikel 3, stk. 3 og stk. 7, litra b, e og f, der bl.a. henviser til de regler, der er vedtaget i medfør af artikel 10 og 11,
4) hvis ledelsen ikke længere opfylder kravene i forslagets § 5, stk. 6 og 7, om bl.a. hæderlighed, jf. artikel 3, stk. 7, litra e, og artikel 4, 2. afsnit.
Inddragelse af tilladelsen kan blive aktuel, når blot en af de ovenfor nævnte situationer indtræder.
I stk. 2, der svarer til § 43, stk. 2, i bank- og sparekasseloven, indføjes en pligt for Finanstilsynet til at inddrage tilladelsen, såfremt et fondsmæglerselskab ikke opfylder solvenskravet i § 16 og ikke har tilvejebragt den foreskrevne ansvarlige kapital indenfor den i § 16, stk. 3, fastsatte frist. Såfremt Finanstilsynet finder det formålsløst at fastsætte en frist, skal tilladelsen ligeledes inddrages.
Til § 25
Reglerne for fondsmæglerselskaber, der ikke opfylder kapitalkravene i § 3, følger i et vist omfang de gældende regler i bank- og sparekasselovens § 44 a.
For fondsmæglerselskaber gælder, at det ikke er afgørende for at opretholde en tilladelse, om den oprindelige aktiekapital er delvis tabt, så længe den ansvarlige kapital overstiger aktiekapitalkravet i henhold til § 3, d.v.s. at de i § 3, stk. 2, nævnte selskaber altid skal have en ansvarlig kapital mindst svarende til modværdien af 1 mio. ECU, og de i § 3, stk. 3, nævnte selskaber altid skal have en ansvarlig kapital mindst svarende til 300.000 ECU. For selskaber, der drev virksomhed før 1. januar 1996, gælder dog de i stk. 2 nævnte overgangsregler.
For de i § 3, stk. 2, nævnte selskaber fastsættes ikke overgangsregler, fordi de selskaber, der skal være - eller have mulighed for at blive - medlemmer af fondsbørser og dermed skal accepteres som modpart af andre børsmedlemmer eller handle værdipapirer for egen regning, bør opfylde det højeste kapitalkrav ved lovens ikrafttræden. Selskaber, der ved lovforslagets ikrafttræden drev børsmæglervirksomhed, og som havde en aktiekapital svarende til det i § 3, stk. 2, fastsatte krav, skal ikke have en fornyet tilladelse. Børsmæglerselskaber med en aktiekapital, der ved lovens ikrafttræden er mindre end det i § 3, stk. 2, fastsatte, skal have en fornyet tilladelse. Bestemmelsen gennemfører herved investeringsservicedirektivets artikel 30, stk. 1, jf. artikel 3, stk. 3.
De foreslåede regler for en trinvis stramning af kapitalkravene (50 pct. efter 3 år og 100 pct. efter 5 år) for de selskaber, der meddeles tilladelse i medfør af lovforslagets § 3, stk. 3, er en skærpelse i forhold til de regler, der gælder for banker og sparekasser m.v., jf. bank- og sparekasselovens § 44 a. Imidlertid er kapitalkravene i øvrigt lempeligere for fondsmæglerselskaber, hvilket retfærdiggør strengere overgangsregler.
Med stk. 4 omfatter begrebet »overtagelse af kontrollen« i medfør af artikel 1 i direktiv 83/349/EØF, der er implementeret i bank- og sparekasselovens § 37 a, de tilfælde, hvor et selskab bliver moderselskab til et andet selskab.
Til § 26
Bestemmelsen, der gennemfører investeringsservicedirektivets artikel 19, stk. 3-8, svarer til bank- og sparekasselovens § 44 b.
Finanstilsynet har herefter mulighed for at udstede påbud, iværksætte sanktioner og forbyde et udenlandsk fondsmæglerselskab med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union fortsat at udøve virksomhed her i landet.
Den i artikel 19, stk. 4, 5 og 7, fastsatte forpligtelse til underretning af hjemlandets tilsynsmyndighed skal følges, idet Finanstilsynet som hovedregel først skal søge at bringe lovovertrædelserne til ophør gennem påbud og sanktioner efter lovforslagets og værdipapirhandelslovens bestemmelser. Hvis det ikke hermed lykkes at bringe overtrædelserne til ophør, og foranstaltninger, iværksat af hjemlandets tilsynsmyndigheder, derudover ikke har haft den ønskede virkning, kan Finanstilsynet forbyde selskabet at udøve virksomhed her i landet. Bestemmelsen vil også kunne ramme grovere overtrædelser af markedsføringsloven. I særlig akutte tilfælde kan Finanstilsynet, inden den i artikel 19, stk. 3, 4 og 5, fastsatte procedure iværksættes, iværksætte de nødvendige retsbevarende foranstaltninger for at beskytte investorer og andre, for hvem der udføres tjenesteydelser.
Til § 27
Bestemmelsen, der svarer til bank- og sparekasselovens § 46, er begrundet i, at lovforslagets regler bør supplere konkurslovens regler for blandt andet at tage hensyn til de særlige regler om tilladelse, kapitalkrav og tilsyn, der gælder for fondsmæglerselskaberne. Der tænkes her særligt på hensynet til investorerne, der nødvendiggør, at forholdsregler tages på et tidligere tidspunkt end forudsat i konkursloven.
Det bemærkes, at Europa-Kommissionen har fremsat forslag til et direktiv om en investorbeskyttelsesordning, hvori visse investorer vil få adgang til i et vist omfang at modtage erstatning, såfremt et fondsmæglerselskab træder i betalingsstandsning eller erklæres konkurs.
Til § 28
Bestemmelsen i lovforslagets § 28, der svarer til bank- og sparekasselovens § 47, skal ses som en beskyttelse af investorerne i en situation, hvor et fondsmæglerselskab ikke længere har tilladelse til at yde investeringsservice.
Til § 29
Forslaget adskiller sig fra bank- og sparekasselovens § 47 d ved, at Finanstilsynet kan indgive konkursbegæring, når et fondsmæglerselskab er insolvent, men der er ikke pligt til det. Baggrunden for denne forskel er, at pengeinstitutter altid vil have indskydere, hvis interesser skal beskyttes, medens et fondsmæglerselskab kun i begrænset omfang kan opbevare investorernes penge i form af forudbetalinger og marginindbetalinger. Dertil kommer, at et fondsmæglerselskab, uagtet det er insolvent, kan være i en situation, hvor der ikke er investorer, der har penge eller værdipapirer til gode, således at der ikke er investorinteresser at tage hensyn til.
Til kapitel 10
Fusion
Til § 30
Reglerne om fusion og minimumskravene i forbindelse med en fusion svarer til bank- og sparekasselovens § 48.
Til kapitel 11
Tilsyn
Til § 31
I stk. 1 fastslås det, at Finanstilsynet har en tilsynspligt, idet Finanstilsynet påser overholdelsen af loven og de i medfør af denne udstedte regler. På samme måde slås det fast, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen påser overholdelsen af bestemmelserne i § 5, stk. 4 og 5, om registrering af fondsmæglerselskaberne og anmeldelse af disses vedtægtsændringer.
Med henvisningen i stk. 2 til bank- og sparekasselovens § 49, stk. 3, foreslås det, at Finanstilsynet udarbejder en årlig beretning om fondsmæglerselskabernes virksomhed.
Henvisningen til § 50 betyder, at Finanstilsynet skal undersøge fondsmæglerselskabernes forhold, og at disse skal give tilsynet de oplysninger, der er nødvendige for dets virksomhed. Endvidere kan tilsynet fra et andet EU- eller EØS-land efter forudgående meddelelse foretage inspektion af filialer af fondsmæglerselskaber, som det har under tilsyn. Finanstilsynet kan ved aftale overdrage tilsynet med et fondsmæglerselskab til den myndighed, der fører tilsyn med dets udenlandske moderselskab. Endelig kan erhvervsministeren tillade, at der anvendes fremmed bistand ved undersøgelser.
Henvisningen til § 50 b betyder en overførelse af bank- og sparekasselovens tavshedspligtbestemmelser på Finanstilsynets tilsyn efter denne lov. Det samme gælder på forsikringsområdet og realkreditområdet.
Bestemmelsen fastslår som hovedprincip, at de ansatte i Finanstilsynet og eksperter, der handler eller har handlet på deres vegne, er forpligtede til at hemmeligholde, hvad de gennem deres virksomhed bliver vidende om. § 50 b indeholder dog en række undtagelser om, hvornår fortrolige oplysninger kan videregives.
I lovforslag nr. L 160 om lov om en indskydergarantifond, der blev fremsat den 25. januar 1995, er der foreslået en ændring af § 50 b, stk. 2, med indsættelse af et nyt nr. 10, således at Folketingets stående udvalg i særlige tilfælde kan få fortrolige oplysninger.
Med henvisningen til § 51 foreslås begrænsninger i de i Finanstilsynet ansattes mulighed for at deltage i erhvervsvirksomhed m.v.
Finanstilsynet har efter stk. 3 i det omfang, det er nødvendigt for bedømmelsen af et fondsmæglerselskabs økonomiske stilling, adgang til at indhente oplysninger og foretage inspektionsbesøg hos virksomheder, med hvilke fondsmæglerselskabet har særlig direkte eller indirekte forbindelse, jf. definitionerne i årsregnskabslovens § 1, stk. 2, nr. 5, 7 og 8.
I stk. 4, der til dels svarer til § 6 i konkurrenceloven, gives der Finanstilsynet mulighed for efter tilsynets skøn at indkræve oplysninger fra fysiske og juridiske personer til bedømmelse af, om deres aktiviteter er omfattet af lovforslagets bestemmelser.
De afgivne oplysninger er omfattet af Finanstilsynets tavhedspligt.
Til § 32
Finanstilsynets hjemmel til at opkræve bidrag fra børsmæglerselskaberne og de andre handelsberettigede virksomheder har hidtil stået i fondsbørslovens § 38 og er uddybet i fondsbørsbekendtgørelsens § 30.
Til kapitel 12
Delegations- og klagebestemmelser
Til § 33
Bestemmelsen svarer til bank- og sparekasselovens § 52 a.
Til § 34
Bestemmelsen svarer til bank- og sparekasselovens § 52 b.
Til kapitel 13
Straffebestemmelser m.v.
Til § 35
Bestemmelsen svarer til bank- og sparekasselovens § 53.
Til § 36
Bestemmelsen, der hjemler straf for overtrædelse af en række af forslagets bestemmelser, svarer til straffebestemmelserne i bank- og sparekasseloven. Dog er det også strafbart, hvis et fondsmæglerselskab påbegynder virksomhed i udlandet, jf. § 7, uden at have orienteret Finanstilsynet først.
Bestemmelsens stk. 2-5 svarer til bank- og sparekasselovens § 54, stk. 2-8.
Ifølge stk. 6 er det strafbart, hvis nogen forsætligt eller groft uagtsomt overtræder § 31, stk. 3.
Stk. 8 giver adgang til at straffe juridiske personer, der overtræder loven, med bøde.
Til kapitel 14
Ikrafttræden og overgangsbestemmelser
Til § 37
Det er hensigten, at loven skal træde i kraft så hurtigt, som det er praktisk muligt. Da forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til lov om værdipapirhandel, og da der kan være behov for forskellige ikrafttrædelsestidspunkter for lovens bestemmelser, der tænkes særligt på forslagets § 39 om ændring af næringsloven, gives der erhvervsministeren bemyndigelse til at fastsætte de nærmere tidspunkter for de enkelte kapitlers eller bestemmelsers ikrafttræden.
De bestemmelser, der har reguleret børsmæglerselskabernes forhold i lov om Københavns Fondsbørs, reguleres fremover i denne lov, hvorfor disse bestemmelser i lov om Københavns Fondsbørs skal ophæves. I forslag til lov om værdipapirhandel bemyndiges erhvervsministeren til at fastsætte tidspunkterne for den gradvise ophævelse af lov om Københavns Fondsbørs. Der henvises til § 128, stk. 2, i forslag til lov om værdipapirhandel og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Bestemmelsen i stk. 2 vedrører de børsmæglerselskaber, som drev virksomhed med tilladelse inden lovforslagets ikrafttræden. Bestemmelsen implementerer investeringsservicedirektivets artikel 30, stk. 1.
Bestemmelsen i stk. 3 vedrører virksomheder, der ikke tidligere har været under regulering. Bestemmelsen svarer stort set til bank- og sparekasselovens overgangsbestemmelse i § 8, stk. 2, i lov nr. 154 af 24. april 1985.
Stk. 4 medfører, at de i § 11 nævnte personer efter anmeldelse til Finanstilsynet kan fortsætte med at drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller deltage i ledelsen af sådanne.
Stk. 5 medfører, at aktionærer i de nuværende børsmæglerselskaber ikke skal godkendes i medfør af § 9, stk. 1. Såfremt disse aktionærer sælger deres aktier, skal de nye aktionærer godkendes efter forslagets bestemmelser herom.
Til § 38
Den gældende lov om banker og sparekasser indeholder overgangsbestemmelser for reglerne om store engagementer i § 23, der svarer til fondsmæglerlovens § 19. Det foreslås, at disse regler også indføres for fondsmæglerselskaber, og at de skal gælde for både engagementet uden for handelsbeholdningen i § 20 og det samlede engagement inden for og uden for handelsbeholdningen i § 21.
Bestemmelsen vil kun få betydning for børsmæglerselskaber, idet andre fondsmæglerselskaber ikke har været reguleret før lovens ikrafttræden.
Til § 39
Hovedparten af virksomheden som vekselerer i henhold til næringsloven vil blive omfattet af lov om fondsmæglerselskaber. Dette betyder, at fondsmæglerselskaber ikke skal have næringsbrev i henhold til næringsloven for at drive sådan virksomhed. Dette gælder også for fondsmæglervirksomheder, der i henhold til § 1, stk. 5, formidler tinglyste, negotiable pantebreve udstedt med pant i fast ejendom eller løsøre. Andre virksomheder, der ikke er omfattet af § 22, stk. 4, og som driver vekselerervirksomhed i form af f.eks. formidling af tinglyste, negotiable pantebreve i fast ejendom eller løsøre, valutaveksling og handel med anparter, vil fortsat skulle have næringsbrev i medfør af næringsloven. Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 1.
Til §§ 40 og 41
Med disse bestemmelser præciseres det, at Lønmodtagernes Dyrtidsfond og Arbejdsmarkedets Tillægspension, der kan drive børsmæglervirksomhed i et datterselskab, i fremtiden vil kunne drive fondsmæglervirksomhed.
Kapitel 1
Indledende bestemmelser
§ 1. Denne lov finder anvendelse på fondsmæglerselskaber, herunder fondsmæglerselskaber, der er børsmæglerselskaber. Fondsmæglerselskaber har til formål at yde investeringsservice på erhvervsmæssigt grundlag.
Stk. 2. Fondsmæglerselskaber er sammen med pengeinstitutter, realkreditinstitutter og de kreditinstitutter, der har særlig tilladelse, eneberettigede til at yde investeringsservice.
Stk. 3. Ved investeringsservice forstås de til denne lov i bilag 1, afsnit A, anførte tjenesteydelser i forbindelse med de instrumenter, der er angivet i bilag 1, afsnit B, når en sådan tjenesteydelse præsteres over for tredjemand.
Stk. 4. Fondsmæglerselskaber må kun udføre den form for investeringsservice, som er nævnt i bilag 1, afsnit A, og dertil knyttede accessoriske tjenesteydelser, som er nævnt i bilag 1, afsnit C.
Stk. 5. Herudover må fondsmæglerselskaber formidle tinglyste, negotiable pantebreve udstedt med pant i fast ejendom eller løsøre.
Stk. 6. Et fondsmæglerselskab må ikke have datterselskaber, medmindre disse udelukkende yder investeringsservice.
Kapitel 2
Stiftelse m.m.
§ 2. Fondsmæglerselskaber er eneberettigede til i deres navn at benytte ordet »fondsmæglerselskab« alene eller i sammensætning. Andre virksomheder må ikke i deres navn eller til betegnelse af virksomheden benytte ordet »fondsmæglerselskab« eller betegnelser, der er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er fondsmæglerselskaber.
Stk. 2. Fondsmæglerselskaber, der er medlemmer af en fondsbørs, er desuden eneberettigede til at kalde sig »børsmæglerselskab«.
Stk. 3. Fondsmæglerselskaber er forpligtede til at anvende betegnelsen fondsmæglerselskab i deres navn. Hvis de er medlemmer af en fondsbørs, kan de tillige eller i stedet anvende betegnelsen børsmæglerselskab.
Stk. 4. Et udenlandsk fondsmæglerselskab kan dog benytte det samme navn, som selskabet benytter i hjemlandet. Er der risiko for forveksling med et andet her i landet anvendt navn, kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kræve en forklarende tilføjelse.
Kapitel 3
Tilladelse m.m.
§ 3. Fondsmæglerselskaber skal være aktieselskaber.
Stk. 2. Et fondsmæglerselskab, der ønsker at blive medlem af en fondsbørs eller en clearingcentral, hvor selskabet deltager i clearing og afvikling eller ønsker at udføre en eller flere af de i bilag 1, afsnit A, nr. 2 og 4, og afsnit C, nr. 1 og 3, nævnte tjenesteydelser, skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til modværdien af 1 mio. ECU.
Stk. 3. Andre fondsmæglerselskaber skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til modværdien af 300.000 ECU.
Stk. 4. Goodwill kan ikke anvendes som en del af den indbetalte kapital. Deling af aktiekapitalen i aktieklasser med forskellig stemmeret kan ikke finde sted.
Kapitel 4
Ejerforhold
§ 4. Et fondsmæglerselskab skal have en ansvarlig kapital svarende til mindst en fjerdedel af det foregående års faste omkostninger. Finanstilsynet kan tilpasse dette krav i tilfælde af en væsentlig ændring i fondsmæglerselskabets virksomhed siden det foregående år. Har et fondsmæglerselskab ikke været i drift i et år, skal det have en ansvarlig kapital svarende til mindst en fjerdedel af de omkostninger, der fremgår af driftsplanen for første års drift, medmindre denne plan kræves ændret af Finanstilsynet.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om opgørelsen af fondsmæglerselskabers faste omkostninger.
Kapitel 5
Ledelse m.m.
§ 5. Fondsmæglerselskaber skal have tilladelse af Finanstilsynet til at yde investeringsservice. Tilladelsen skal angive de områder i bilag 1, afsnit A og C, som tilladelsen omfatter.
Stk. 2. Ansøgning om tilladelse skal indeholde en nærmere angivelse af arten af de former for investeringsservice, som selskabet kan yde, og af fondsmæglerselskabets organisation. Ansøgningen skal desuden indeholde oplysninger om alle aktionærer, der direkte eller indirekte ejer en kvalificeret andel på mindst 5 pct. af aktiekapitalen, eller en aktiebesiddelse, der giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på forvaltningen af fondsmæglerselskabet, samt om størrelsen af disse aktionærers aktiebesiddelse.
Stk. 3. Tilladelse til at udøve en eller flere af de i bilag 1, afsnit C, anførte accessoriske tjenesteydelser kan kun meddeles fondsmæglerselskaber i tilknytning til ansøgning om tilladelse til at udøve tjenesteydelser i henhold til bilag 1, afsnit A.
Stk. 4. Først når Finanstilsynet har meddelt tilladelse til at yde investeringsservice, kan fondsmæglerselskabet registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Med anmeldelsen til registrering skal fondsmæglerselskabet indsende 2 daterede eksemplarer af vedtægterne til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der videresender det ene eksemplar til Finanstilsynet.
Stk. 5. Ved anmeldelse af vedtægtsændringer skal fondsmæglerselskabet indsende 2 daterede eksemplarer af vedtægterne med den fuldstændige nye affattelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der videresender det ene eksemplar til Finanstilsynet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan nægte tilladelse, hvis et medlem af fondsmæglerselskabets direktion eller bestyrelse
1) må skønnes ikke at have fyldestgørende erfaring til at udøve stillingen eller hvervet,
2) er dømt for et strafbart forhold, og det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, eller
3) i stilling eller erhverv har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil varetage stillingen eller hvervet på forsvarlig måde.
Stk. 7. Tilladelse kan desuden nægtes, hvis de i stk. 2 nævnte kapitalejere skønnes at ville modvirke en forsvarlig drift af fondsmæglerselskabet.
Stk. 8. Når tilladelse nægtes, skal dette begrundes og meddeles ansøgeren senest seks måneder efter indgivelsen af en fyldestgørende ansøgning. Der træffes under alle omstændigheder afgørelse senest tolv måneder efter ansøgningens modtagelse.
Stk. 9. Finanstilsynet kan i overensstemmelse med bestemmelserne i Rådets direktiv om investeringsservice i forbindelse med værdipapirer suspendere behandlingen af ansøgninger om godkendelse af fondsmæglerselskaber, som direkte eller indirekte ejes af selskaber med hjemsted uden for Den Europæiske Union eller lande, som fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med.
Stk. 10. Reglerne i stk. 2 finder tilsvarende anvendelse, hvis et fondsmæglerselskab, der har fået tilladelse efter denne lov, ansøger om ændring af sin tilladelse.
Stk. 11. Et fondsmæglerselskab, der har fået tilladelse efter denne lov, er forpligtet til at have sit hovedkontor og udøve virksomhed her i landet.
Kapitel 6
Solvens
§ 6. Et udenlandsk fondsmæglerselskab, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, kan begynde at udøve virksomhed her i landet gennem en filial 2 måneder efter, at Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet, jf. stk. 2. Filialen kan udøve de i bilag 1, afsnit A og C, nævnte tjenesteydelser, såfremt disse er omfattet af fondsmæglerselskabets tilladelse i hjemlandet.
Stk. 2. Finanstilsynet skal fra hjemlandets tilsynsmyndigheder have modtaget følgende oplysninger
1) en beskrivelse af filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation og de planlagte tjenesteydelser,
2) en erklæring om, at de planlagte tjenesteydelser er omfattet af fondsmæglerselskabets tilladelse i hjemlandet,
3) filialens adresse,
4) navnene på filialens ledelse,
5) størrelsen af fondsmæglerselskabets aktiekapital, samt
6) oplysninger om en eventuel investorbeskyttelsesordning i hjemlandet omfattende filialens investorer.
Stk. 3. I tilfælde af ændring af et forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 2, nr. 1-4 og 6, skal fondsmæglerselskabet give meddelelse herom til Finanstilsynet, senest en måned før ændringen foretages.
Stk. 4. Et udenlandsk fondsmæglerselskab, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, kan begynde at udøve virksomhed her i landet som grænseoverskridende tjenesteydelser, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet. Fondsmæglerselskabet kan udøve de i bilag 1, afsnit A og C, nævnte tjenesteydelser, når hjemlandets tilsynsmyndigheder har erklæret, at disse er omfattet af fondsmæglerselskabets tilladelse i hjemlandet.
Stk. 5. Et udenlandsk fondsmæglerselskab, der etablerer repræsentationskontor her i landet, skal give Finanstilsynet meddelelse herom, senest samtidig med at kontoret etableres. Meddelelsen skal indeholde oplysninger om
1) repræsentationskontorets adresse, og
2) navnene på repræsentationskontorets ledelse.
Kapitel 7
Midlernes anbringelse og likviditet
§ 7. Et fondsmæglerselskab, der ønsker at etablere en filial i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med følgende oplysninger om filialen
1) i hvilket land filialen ønskes etableret,
2) en beskrivelse af filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation og de planlagte tjenesteydelser,
3) filialens adresse, og
4) navnene på filialens ledelse.
Stk. 2. Finanstilsynet videresender de i stk. 1 nævnte oplysninger og oplysninger om fondsmæglerselskabets aktiekapital samt oplysninger om investorbeskyttelsesordningen til tilsynsmyndighederne i værtslandet senest 3 måneder efter modtagelsen af oplysningerne og underretter fondsmæglerselskabet herom. Samtidig fremsendes erklæring om, at de planlagte tjenesteydelser er omfattet af fondsmæglerselskabets tilladelse.
Stk. 3. Finanstilsynet kan undlade at fremsende de nævnte oplysninger, hvis der er grund til at betvivle, at fondsmæglerselskabets administrative struktur og finansielle situation er forsvarlig som grundlag for den påtænkte etablering. Finanstilsynet giver fondsmæglerselskabet meddelelse herom inden 3 måneder fra modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger.
Stk. 4. Fondsmæglerselskabet er forpligtet til at meddele Finanstilsynet og værtslandets tilsynsmyndigheder enhver ændring i de i stk. 1 nævnte forhold, senest en måned før ændringen foretages.
Stk. 5. Et fondsmæglerselskab, der ønsker at udøve virksomhed i form af grænseoverskridende tjenesteydelser i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, skal give Finanstilsynet meddelelse herom med angivelse af, i hvilket land virksomhed ønskes påbegyndt, og hvilke tjenesteydelser der ønskes udøvet.
Stk. 6. Finanstilsynet videregiver den i stk. 5 nævnte meddelelse samt en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af fondsmæglerselskabets tilladelse, til tilsynsmyndigheden i værtslandet, senest en måned efter modtagelsen af den i stk. 5 nævnte meddelelse.
Kapitel 8
Regnskab og revision
§ 8. Lovens bestemmelser gælder for filialer af fondsmæglerselskaber, der har hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union eller lande, som fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, med de afvigelser, filialforholdet nødvendiggør, eller som er fastsat i eller i medfør af international aftale.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter bestemmelser i henhold til stk. 1, samt bestemmelser om tilladelse til filialer af udenlandske fondsmæglerselskaber, herunder om at Finanstilsynet kan undtage fra bestemmelserne.
Kapitel 9
Inddragelse af tilladelse og opløsning
§ 9. Finanstilsynet skal underrettes om og på forhånd godkende enhver fysisk eller juridisk persons direkte eller indirekte erhvervelse af en kvalificeret andel i et fondsmæglerselskab samt sådanne forøgelser af den kvalificerede andel, der medfører, at denne udgør eller overstiger en grænse på henholdsvis 20 pct., 33 pct. og 50 pct., eller medfører, at fondsmæglerselskabet bliver et datterselskab.
Stk. 2. Ved kvalificeret andel forstås direkte eller indirekte besiddelse af mindst 5 pct. af aktiekapitalen eller stemmerettighederne eller en aktiebesiddelse, der giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på forvaltningen af fondsmæglerselskabet eller en virksomhed, hvori den kvalificerede andel besiddes.
Stk. 3. Erhvervelse eller forøgelse af andelen, som nævnt i stk. 1, kan kun godkendes, når dette ikke strider mod hensynet til at sikre en forsvarlig drift af fondsmæglerselskabet. Finanstilsynets godkendelse eller afslag skal foreligge senest 3 måneder efter underretning om den påtænkte investering.
Stk. 4. Finanstilsynet kan ved godkendelse af en erhvervelse eller forøgelse efter stk. 1 fastsætte en frist for gennemførelsen af denne.
Stk. 5. Finanstilsynet kan i overensstemmelse med bestemmelserne i Rådets direktiv om investeringsservice suspendere behandlingen af en ansøgning om et selskabs direkte eller indirekte erhvervelse af de i stk. 1 fastsatte andele i et fondsmæglerselskab, hvis selskabet ligger uden for Den Europæiske Union eller lande, som fællesskabet har indgået en samarbejdsaftale med.
Stk. 6. Kapitalejere, som har en andel på mindst 5 pct., og som påtænker at begrænse denne andel, således at den falder under en af de i stk. 1 fastsatte grænser, skal underrette Finanstilsynet herom og angive størrelsen af den påtænkte fremtidige andel.
Stk. 7. Når et fondsmæglerselskab får kendskab til erhvervelser eller afhændelser af andele, som nævnt i stk. 1 og 6, skal fondsmæglerselskabet straks give Finanstilsynet meddelelse herom.
Stk. 8. Et fondsmæglerselskab skal en gang om året inden udgangen af april måned i forbindelse med indsendelsen af årsregnskabet give Finanstilsynet meddelelse om navnene på de kapitalejere, som ejer en kvalificeret andel i fondsmæglerselskabet, og om størrelsen af disse andele.
Kapitel 10
Fusion
§ 10. Såfremt aktionærer, der er i besiddelse af en af de i § 9, stk. 1, fastsatte kapitalandele i et fondsmæglerselskab, modvirker en forsvarlig drift af fondsmæglerselskabet, kan Finanstilsynet ophæve den stemmeret, der er knyttet til de pågældende ejeres kapitalandele, eller påbyde fondsmæglerselskabet at følge bestemte retningslinjer.
Stk. 2. Finanstilsynet kan ophæve den stemmeret, der er knyttet til kapitalandele ejet af fysiske eller juridiske personer, som ikke overholder forpligtelsen i § 9, stk. 1, til forudgående at underrette Finanstilsynet. Kapitalandelene tildeles igen fuld stemmeret, hvis Finanstilsynet kan godkende erhvervelsen.
Stk. 3. Finanstilsynet skal ophæve den stemmeret, der er knyttet til kapitalandele ejet af fysiske eller juridiske personer, som har erhvervet andele som omhandlet i § 9, stk. 1, uanset at Finanstilsynet har afslået at godkende denne erhvervelse af kapitalandele.
Stk. 4. Har Finanstilsynet ophævet stemmeretten i medfør af stk. 1-3, kan kapitalandelen ikke indgå i opgørelsen af den på en generalforsamling repræsenterede stemmeberettigede kapital.
Kapitel 11
Tilsyn
§ 11. Direktører, vicedirektører, underdirektører samt filialbestyrere og dermed ligestillede i et fondsmæglerselskab må ikke eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller uden tilladelse fra Finanstilsynet som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end fondsmæglerselskabet. De kan dog eje, drive og deltage i administration af fast ejendom og være medlem af bestyrelsen i fondsmæglerselskabets moderselskab. Finanstilsynet kan i ganske særlige tilfælde tillade undtagelser fra forbudet mod at eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed.
Kapitel 12
Delegations- og klagebestemmelser
§ 12. Direktører og andre ansatte i et fondsmæglerselskab må ikke
1) for egen regning udføre eller deltage i spekulationsforretninger,
2) for egen regning lade udføre eller deltage i forretninger gennem et andet fondsmæglerselskab eller en anden værdipapirhandler.
Kapitel 13
Straffebestemmelser m.v.
§ 13. Reglen i aktieselskabslovens § 56, stk. 5, om forretningsordenen finder tilsvarende anvendelse på fondsmæglerselskaber.
Stk. 2. Et eksemplar af forretningsordenen skal indsendes til Finanstilsynet, der ligeledes skal orienteres skriftligt om eventuelle ændringer.
Kapitel 14
Ikrafttræden og overgangsbestemmelser
§ 14. Et fondsmæglerselskab skal indrettes og ledes på en sådan måde, at selskabet har
1) en sund administrativ og regnskabsmæssig praksis,
2) betryggende kontrol- og sikringsforanstaltninger på edb-området, samt
3) fyldestgørende interne kontrolprocedurer, som også omfatter regler for medarbejderes adgang til at foretage personlige transaktioner.
§ 15. Der skal inden 2 uger gives Finanstilsynet meddelelse om valg, ansættelse og afgang af bestyrelsesmedlemmer, direktører og revisorer.
§ 16. Den ansvarlige kapital med tillæg af kortfristet supplerende kapital, jf. § 18, stk. 2, skal til enhver tid udgøre mindst 8 pct. af fondsmæglerselskabets vægtede aktiver m.v., herunder poster med markedsrisiko. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for opgørelsen af solvensprocenten.
Stk. 2. Erhvervsministeren bemyndiges til i ganske særlige tilfælde at ændre de i stk. 1 fastsatte solvenskrav.
Stk. 3. Hvis et medlem af et fondsmæglerselskabs bestyrelse, direktion eller revision må formode, at fondsmæglerselskabet ikke opfylder solvenskravet, jf. stk. 1, skal de pågældende straks meddele dette til Finanstilsynet. Finanstilsynet kan fastsætte en frist, inden for hvilken solvenskravet skal være opfyldt.
Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter regler om opgørelse og indberetning af fondsmæglerselskabers renterisici og andre markedsrisici.
§ 17. Et fondsmæglerselskabs ansvarlige kapital beregnes som summen af kernekapitalen efter de i stk. 3 nævnte fradrag og den supplerende kapital efter de i stk. 6, 7 og 9 nævnte fradrag.
Stk. 2. Kernekapitalen består af indbetalt aktiekapital samt overkurs ved emission og reserver.
Stk. 3. Kernekapitalen reduceres med fondsmæglerselskabets beholdning af egne aktier, immaterielle aktiver og årets løbende underskud.
Stk. 4. Den supplerende kapital består af opskrivningshenlæggelser, værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud, jf. § 18, stk. 1. Den supplerende kapital må sammen med kortfristet supplerende kapital, jf. § 18, stk. 2, ikke medregnes med mere end 100 pct. af kernekapitalen efter fradrag i henhold til stk. 3.
Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte bestemmelser om, at andre kapitalelementer medregnes i opgørelsen af den ansvarlige kapital.
Stk. 6. Har et fondsmæglerselskab en kapitalandel i et andet fondsmæglerselskab, kredit- eller finansieringsinstitut, der overstiger 10 pct. af sidstnævntes aktie-, garanti- eller andelskapital, skal andelen fradrages ved beregningen af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital. Endvidere fradrages fondsmæglerselskabets efterstillede kapitalindskud i de nævnte selskaber. En midlertidig erhvervelse af aktier i et andet fondsmæglerselskab, kredit- eller finansieringsinstitut skal dog ikke fradrages, når erhvervelsen er sket som led i en rekonstruktion.
Stk. 7. Har et fondsmæglerselskab andre kapitalandele samt efterstillede kapitalindskud i fondsmæglerselskaber, kredit- eller finansieringsinstitutter end de i stk. 6 nævnte, der tilsammen overstiger 10 pct. af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital før fradrag i henhold til stk. 6 og 9, fradrages den overskydende del.
Stk. 8. Et fondsmæglerselskab skal ikke fradrage kapitalandele og efterstillede kapitalindskud i andre fondsmæglerselskaber, som sammen med fondsmæglerselskabet er omfattet af konsolidering, jf. § 23.
Stk. 9. Et fondsmæglerselskabs beholdning af kapitalandele, der overstiger de i § 21, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., nævnte grænser, jf. § 21, stk. 3, fradrages ligeledes ved beregningen af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital.
Stk. 10. Et fondsmæglerselskabs kernekapital, opskrivningshenlæggelser, samt eventuelle kapitalelementer, jf. stk. 5, skal være fratrukket enhver form for skat, der kan forudses på det tidspunkt, hvor beløbet beregnes, eller det skal være behørigt tilpasset i det omfang, skat reducerer det beløb, hvormed denne kapital kan anvendes til dækning af risici eller tab.
§ 18. Værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud medregnes ved opgørelsen af den ansvarlige kapital, såfremt følgende betingelser er opfyldt
1) de må ikke kunne tilbagebetales på ihændehaverens initiativ eller uden Finanstilsynets godkendelse,
2) aftaler i forbindelse med gældsstiftelse skal give fondsmæglerselskabet mulighed for at udskyde betaling af renter på gælden,
3) långiverens krav mod fondsmæglerselskabet skal efterstilles al anden ikke-efterstillet gæld,
4) de for udstedelsen af værdipapirerne gældende dokumenter skal indeholde bestemmelse om, at gæld og ikke-betalte renter skal kunne medgå til dækning af tab, uanset om det tillades fondsmæglerselskabet at fortsætte sine aktiviteter,
5) beløbet skal være indbetalt,
6) når kapitalindskuddet har fast løbetid, indskrænkes det beløb, hvormed kapitalindskuddet medregnes, årligt med 25 pct. af den oprindelige kapital de sidste 3 år inden den aftalte forfaldsdato, og
7) beholdningen af egne beviser modregnes i kapitalindskuddet efter de i nr. 6 fastsatte regler. Erhvervelse af egne beviser skal være godkendt af Finanstilsynet i henhold til nr. 1.
Stk. 2. For kortfristet supplerende kapital gælder foruden betingelserne i stk. 1, nr. 1, 3, 4 og 5, følgende betingelser
1) Der må ikke ske tilbagebetaling af hovedstolen eller betaling af renter af den kortfristede supplerende kapital, såfremt solvenskravet i § 16 ikke er opfyldt, eller såfremt tilbagebetalingen vil medføre, at solvenskravet ikke er opfyldt.
2) Kapitalen skal have en oprindelig løbetid eller et opsigelsesvarsel på mindst 2 år.
3) Den kortfristede supplerende kapital kan højst medregnes med 5,3 pct. af de vægtede poster med markedsrisiko.
4) Beholdningen af egne beviser modregnes i kapitalindskuddet. Erhvervelse af egne beviser skal være godkendt af Finanstilsynet i henhold til stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde tillade, at et fondsmæglerselskabs nettofortjeneste ved handelsbeholdningen indregnes i den kortfristede supplerende kapital. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for opgørelse af nettofortjenesten ved handelsbeholdningen.
Stk. 4. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for kapitalindskuddene i stk. 1 og 2, herunder fastlægge tidspunktet for kapitalindskuddenes nedskrivning og principper for konstatering af nedskrivningsbeløbets størrelse. Finanstilsynet fastsætter endvidere bestemmelser om opgørelsen af handelsbeholdningen.
Stk. 5. Såfremt kapital, som nævnt i stk. 1 og 2, udstedes i form af massegældsbreve, skal fondsmæglerselskabet benævne disse kapitalbeviser.
§ 19 . Et fondsmæglerselskabs engagement uden for handelsbeholdningen, jf. stk. 5, med en kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder må ikke overstige 25 pct. af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital, jf. § 17, stk. 1.
Stk. 2. Engagementer uden for handelsbeholdningen, der udgør 10 pct. eller mere af den ansvarlige kapital, skal indberettes til Finanstilsynet hvert kvartal. Tilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om indberetningerne, herunder om undtagelse for indberetning af visse engagementer uden for handelsbeholdningen.
Stk. 3. Det samlede beløb af et fondsmæglerselskabs engagementer uden for handelsbeholdningen, der udgør 10 pct. eller mere af den ansvarlige kapital, må ikke overstige 800 pct. af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital.
Stk. 4. Et fondsmæglerselskab skal til enhver tid overholde de i stk. 1 og 3 fastsatte øvre engagementsgrænser. Overstiger engagementerne uden for handelsbeholdningen de fastsatte grænser, skal Finanstilsynet omgående underrettes. Finanstilsynet kan under særlige omstændigheder give et fondsmæglerselskab en bestemt tidsfrist til atter at overholde grænserne.
Stk. 5. Ved et engagement uden for handelsbeholdningen forstås summen af de dele af følgende poster, der ligger uden for handelsbeholdningen
1) tilgodehavender,
2) garantier og andre poster under stregen,
3) kapitalandele,
4) rente- og valutakursrelaterede poster, samt
5) andre mellemværender, der indebærer en kreditrisiko for selskabet.
Stk. 6. De i stk. 1 og 3 nævnte grænser finder ikke anvendelse på engagementer uden for handelsbeholdningen med virksomheder, der indgår fuldt i konsolideringen i henhold til § 23, stk. 1. Bank- og sparekasselovens § 37 a, stk. 9, stk. 11, 2. pkt, eller stk. 12, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 7. Såfremt et engagement uden for handelsbeholdningen er garanteret af et kreditinstitut i zone A, jf. artikel 2, stk. 1, 4. led, i Rådets direktiv om solvensnøgletal, betragtes den garanterede del af engagementet uden for handelsbeholdningen som et engagement uden for handelsbeholdningen med vedkommende kreditinstitut.
Stk. 8. Finanstilsynet kan fastsætte bestemmelser om, at der ved beregningen af de i stk. 1 og 3 nævnte grænser kan ses bort fra særlig sikre krav.
§ 20. Et fondsmæglerselskabs engagement, jf. stk. 5, med en kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder må ikke overstige 25 pct. af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital med tillæg af kortfristet supplerende kapital.
Stk. 2. Engagementer, der udgør 10 pct. eller mere af den ansvarlige kapital med tillæg af kortfristet supplerende kapital, skal indberettes til Finanstilsynet hvert kvartal. Tilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om indberetningerne, herunder om undtagelse for indberetning af visse engagementer.
Stk. 3. Det samlede beløb af et fondsmæglerselskabs engagementer, der udgør 10 pct. eller mere af den ansvarlige kapital med tillæg af kortfristet supplerende kapital, jf. § 18, stk. 2, må ikke overstige 800 pct. af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital med tillæg af kortfristet supplerende kapital.
Stk. 4. Et fondsmæglerselskab skal til enhver tid overholde de i stk. 1 og 3 fastsatte øvre engagementsgrænser. Overstiger engagementerne de fastsatte grænser, skal Finanstilsynet omgående underrettes. Finanstilsynet kan efter anmodning fra et selskab i særlige tilfælde tillade, at grænsen i stk. 1 midlertidigt overskrides. Overskridelsen medfører et tillæg til de vægtede aktiver m.v.
Stk. 5. Ved et engagement forstås engagementet uden for handelsbeholdningen med tillæg af engagementet inden for handelsbeholdningen.
Stk. 6. De i stk. 1 og 3 nævnte grænser finder ikke anvendelse på engagementer med virksomheder, der indgår fuldt i konsolideringen i henhold til § 23, stk. 1. Bank- og sparekasselovens § 37 a, stk. 9, stk. 11, 2. pkt., eller stk. 12, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 7. Såfremt et engagement er garanteret af et kreditinstitut i zone A, jf. artikel 2, stk. 1, 4. led, i Rådets direktiv om solvensnøgletal, betragtes den garanterede del af engagementet som et engagement med vedkommende kreditinstitut.
Stk. 8. Finanstilsynet kan fastsætte bestemmelser om
1) at der ved beregningen af de i stk. 1 og 3 nævnte grænser kan ses bort fra særlig sikre krav, og
2) tillæg til de vægtede aktiver m.v. ved midlertidige overskridelser af grænsen i stk. 1.
§ 21. Et fondsmæglerselskab må ikke eje kapitalandele i et enkelt selskab til et højere bogført beløb end 15 pct. af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital før fradrag i henhold til § 17, stk. 9. Fondsmæglerselskabets interesser i vedkommende virksomhed må dog ikke herved overstige den i § 19, stk. 1, nævnte grænse.
Stk. 2. Et fondsmæglerselskabs beholdning af kvalificerede andele, jf. § 9, stk. 2, må ikke overstige 60 pct. af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital før fradrag i henhold til § 17, stk. 9. Den bogførte værdi af de kapitalandele, som et fondsmæglerselskab har erhvervet, må ikke overstige 100 pct. af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital. Kapitalandele, der fradrages ved beregning af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital, eller kapitalandele i selskaber, som sammen med fondsmæglerselskabet er omfattet af konsolidering, medregnes ikke i de i stk. 1 og nærværende stykkes 1. og 2. pkt. nævnte grænser.
Stk. 3. Et fondsmæglerselskabs beholdning af kapitalandele kan overstige de i stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., nævnte grænser, når der foretages fradrag for den overskydende del ved beregning af den ansvarlige kapital.
Stk. 4. Sammen med årsregnskabet skal fondsmæglerselskabet give Finanstilsynet en opgørelse over, hvad det ejer af aktier i fondsmæglerselskaber og pengeinstitutter.
Stk. 5. Et fondsmæglerselskab må ikke erhverve egne aktier til et større samlet pålydende end 10 pct. af aktiekapitalen.
Stk. 6. Ved opgørelsen af de i stk. 1, 2 og 5 nævnte grænser indgår tillige de aktiekøbs- og aktiesalgsforretninger m.v., som fondsmæglerselskabet har indgået. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser herom.
Stk. 7. Finanstilsynet kan undtage fra bestemmelsen i stk. 2, 2. pkt.
§ 22. Et fondsmæglerselskab skal have en efter dets forhold forsvarlig beholdning af likvide midler.
Stk. 2. Finanstilsynet kan stille krav om en forøgelse af de likvide midler, hvis disse ikke skønnes at være forsvarlige. Finanstilsynet fastsætter en frist for opfyldelsen af kravene.
§ 23. Reglerne i bank- og sparekasselovens kapitel 7 om regnskabsaflæggelse, revision og konsolidering finder tilsvarende anvendelse på fondsmæglerselskaber.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte særlige regler om regnskab, revision og konsolidering for fondsmæglerselskaber.
§ 24. Finanstilsynet kan inddrage et fondsmæglerselskabs tilladelse
1) hvis virksomhed som fondsmæglerselskab ikke påbegyndes inden 12 måneder efter tilladelsens meddelelse,
2) hvis virksomhed som fondsmæglerselskab ikke udøves i en periode på over 6 måneder,
3) hvis fondsmæglerselskabet gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af bestemmelser i denne lov eller af forskrifter udstedt i medfør af loven, eller
4) i de i § 5, stk. 6 og 7, nævnte tilfælde.
Stk. 2. Opfylder fondsmæglerselskabet ikke solvenskravet i § 16, og har det ikke tilvejebragt den foreskrevne kapital inden for den i § 16, stk. 3, fastsatte frist, skal Finanstilsynet inddrage tilladelsen. Finanstilsynet kan bestemme, at bestyrelsen inden for en nærmere angiven frist, uanset vedtægternes bestemmelse herom, skal indkalde generalforsamlingen og redegøre for fondsmæglerselskabets økonomiske forhold.
§ 25. Opfylder et fondsmæglerselskabs ansvarlige kapital ikke kapitalkravet på tilladelsestidspunktet i henhold til § 3, kan Finanstilsynet enten fastsætte en frist til at bringe den ansvarlige kapital op på dette minimum eller straks inddrage tilladelsen.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for fondsmæglerselskaber, omfattet af § 3, stk. 3, som har påbegyndt virksomhed før lovens ikrafttræden, og hvis ansvarlige kapital på dette tidspunkt ikke opfyldte kapitalkravet i henhold til § 3, stk. 3. Den ansvarlige kapital skal for disse selskaber inden 3 år efter lovens ikrafttræden svare til modværdien af mindst 150.000 ECU og senest 5 år efter lovens ikrafttræden til modværdien af mindst 300.000 ECU.
Stk. 3. Hvis den ansvarlige kapital for de i stk. 2 nævnte selskaber falder under det beløb, som den ansvarlige kapital udgjorde den 1. juli 1995, eller hvis stk. 2, 2. pkt., ikke er opfyldt, kan Finanstilsynet enten fastsætte en frist til at bringe den ansvarlige kapital op på dette minimum eller straks inddrage tilladelsen.
Stk. 4. Overtages kontrollen med et fondsmæglerselskab, der er omfattet af stk. 2, af en anden fysisk eller juridisk person, skal fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital inden 3 måneder fra overtagelsestidspunktet opfylde kapitalkravet i henhold til § 3, jf. dog § 30, stk. 2.
§ 26. Finanstilsynet kan efter de procedurer, der er fastsat i Rådets direktiv om investeringsservice, forbyde et udenlandsk fondsmæglerselskab med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, at udøve virksomhed her i landet gennem en filial eller i form af grænseoverskridende tjenesteydelser, hvis selskabet groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i denne lov, regler udfærdiget i medfør af loven eller anden lovgivning, der retter sig mod finansiel virksomhed, og det ikke ved påbud eller sanktioner efter denne lov har været muligt at bringe overtrædelserne til ophør.
§ 27. Finanstilsynet kan anmelde betalingsstandsning for et fondsmæglerselskab, når hensynet til investorernes interesser tilsiger det.
Stk. 2. En anmeldelse om betalingsstandsning kan ikke tilbagekaldes af fondsmæglerselskabet uden samtykke fra Finanstilsynet.
§ 28. Inddrages et fondsmæglerselskabs tilladelse, skal fondsmæglervirksomheden afvikles. Anden virksomhed må ikke påbegyndes, før afviklingen er afsluttet.
Stk. 2. Sker afviklingen på anden måde end ved likvidation, konkurs eller i henhold til § 30, skal afviklingens form, indhold og gennemførelse godkendes af Finanstilsynet.
§ 29. Bliver et fondsmæglerselskab insolvent, kan Finanstilsynet indgive konkursbegæring.
§ 30. Et fondsmæglerselskab må ikke uden Finanstilsynets tilladelse overtage et fondsmæglerselskab eller en forretningsafdeling af et sådant. Tilsvarende gælder, hvor et fondsmæglerselskab sammensmeltes med et andet fondsmæglerselskab.
Stk. 2. Den samlede ansvarlige kapital i det fondsmæglerselskab, der opstår i forbindelse med en fusion af to eller flere fondsmæglerselskaber, der er omfattet af § 25, stk. 2, må ikke være mindre end de fusionerede selskabers samlede ansvarlige kapital på tidspunktet for fusionen, så længe det fusionerede fondsmæglerselskab ikke opfylder kapitalkravet i henhold til § 3. Falder den samlede ansvarlige kapital under beløbet på fusionstidspunktet, kan Finanstilsynet enten fastsætte en frist til at bringe den ansvarlige kapital op på dette minimum eller straks inddrage tilladelsen.
§ 31. Finanstilsynet påser overholdelsen af denne lov og af de bestemmelser, der er udstedt i medfør af loven. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen påser overholdelsen af § 5, stk. 4 og 5.
Stk. 2. § 49, stk. 2, § 50, stk. 1, 1. og 2. pkt. og stk. 2-4, §§ 50 b og 51 i lov om banker og sparekasser m.v. finder tilsvarende anvendelse for Finanstilsynets tilsyn efter denne lov.
Stk. 3. I det omfang det er nødvendigt for bedømmelsen af et fondsmæglerselskabs økonomiske stilling, har Finanstilsynet adgang til at indhente oplysninger og foretage inspektionsbesøg hos virksomheder, med hvilke fondsmæglerselskabet har særlig direkte eller indirekte forbindelse, jf. definitionerne i årsregnskabslovens § 1, stk. 2, nr. 5, 7 og 8.
Stk. 4. Finanstilsynet kan kræve alle oplysninger, herunder regnskaber og regnskabsmaterialer, udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om en fysisk eller juridisk person er omfattet af lovens bestemmelser.
§ 32. Udgifterne ved tilsynet afholdes af fondsmæglerselskaberne efter regler fastsat af erhvervsministeren. Bidrag tillægges udpantningsret.
§ 33. Henlægger erhvervsministeren sine beføjelser efter loven til Finanstilsynet, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen, herunder at klager ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.
§ 34. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
§ 35. Undlader et fondsmæglerselskabs bestyrelse, direktion eller revisor i rette tid at efterkomme de pligter, som efter loven påhviler dem over for Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, kan Finanstilsynet henholdsvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.
Stk. 2. Undlader en af de i § 31, stk. 3, nævnte virksomheder at opfylde de pligter, som efter denne bestemmelse påhviler virksomhederne, kan Finanstilsynet som tvangsmiddel pålægge virksomheden som sådan eller de for virksomheden ansvarlige personer daglige eller ugentlige tvangsbøder.
§ 36. Overtrædelse af bestemmelserne i § 1, stk. 2, 4 og 6, § 2, stk. 1 og 2, § 5, stk. 1 og 2, § 7, stk. 1 og 5, § 9, stk. 1, 6, 7 og 8, §§ 11 - 14, § 16, stk. 3, § 18, stk. 5, § 19, stk. 1-4, § 20, stk. 1-4, § 21, stk. 1, 2, 4 og 5, og § 23, § 28 og § 30 straffes med bøde eller hæfte, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning.
Stk. 2. Bestyrelsesmedlemmer, revisorer, deres suppleanter, direktører og øvrige ansatte, som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, som de under udøvelsen af deres hverv har fået kendskab til, straffes med bøde, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter borgerlig straffelov. Det samme gælder sådanne personer i et finansielt holdingselskab for så vidt angår de oplysninger, der af et fondsmæglerselskab skal afgives til finansielle holdingselskaber efter § 23, jf. bank- og sparekasselovens § 37 a, stk. 9. Sædvanlige oplysninger om kundeforhold kan videregives til koncernvirksomheder, jf. årsregnskabslovens § 1, stk. 2, nr. 8, der er underlagt tavshedspligt som nævnt i 1. pkt., såfremt dette er erhvervsmæssigt begrundet. Oplysninger om rent private forhold må dog kun videregives med kundens samtykke. Ansatte i koncernforhold, der får sådanne oplysninger, er underkastet den i 1. pkt. nævnte tavshedspligt.
Stk. 3. Giver personer, der er knyttet til et fondsmæglerselskab, urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende selskabet til tilsynet, andre offentlige myndigheder eller til noget selskabsorgan, straffes den pågældende med bøde eller hæfte, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter borgerlig straffelov.
Stk. 4. På samme måde straffes personer, som er knyttet til et fondsmæglerselskab, og som med forsæt eller ved grov uagtsomhed giver urigtige eller vildledende oplysninger til offentligheden eller til fondsmæglerselskabets kunder eller påfører eller fremkalder nærliggende fare for, at der påføres fondsmæglerselskabet tab ved dets virksomhed.
Stk. 5. Undlader et medlem af et fondsmæglerselskabs bestyrelse eller direktion at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af en væsentlig størrelse, straffes vedkommende med bøde eller hæfte, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning.
Stk. 6. Den, der forsætligt eller groft uagtsomt undlader at afgive oplysninger eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger i henhold til § 31, stk. 4, straffes med bøde eller hæfte, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning.
Stk. 7. I forskrifter, der gives af erhvervsministeren eller Finanstilsynet i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 8. Er en overtrædelse begået af et selskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
Stk. 9. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år.
§ 37. Tidspunktet for lovens eller dele af lovens ikrafttræden fastsættes af erhvervsministeren.
Stk. 2. Et børsmæglerselskab, der har tilladelse til at deltage i handelen over Københavns Fondsbørs' handelssystemer, kan fortsætte virksomheden uden at søge om ny tilladelse, såfremt aktiekapitalen ved lovens ikrafttræden overstiger den i § 3, stk. 1, nævnte startkapital. Børsmæglerselskabet skal indgive anmeldelse til Finanstilsynet om, hvilke former for tjenesteydelser i henhold til bilag 1, afsnit A, og dertil knyttede accessoriske tjenesteydelser i henhold til bilag 1, afsnit C, som børsmæglerselskabet udfører.
Stk. 3. Virksomheder, der ikke er omfattet af stk. 2, og som har påbegyndt virksomheden før lovens ikrafttræden, skal senest 6 måneder efter, at § 3, stk. 3, er trådt i kraft, have indgivet ansøgning om tilladelse til Finanstilsynet. Virksomheden kan herefter fortsætte uden tilladelse, indtil Finanstilsynet har truffet afgørelse om ansøgningen.
Stk. 4. Direktører, vicedirektører og underdirektører samt filialbestyrere og dermed ligestillede, der ved lovens ikrafttræden lovligt drev selvstændig erhvervsvirksomhed, eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltog i ledelsen eller driften af en anden erhvervsvirksomhed end fondsmæglerselskabet, kan uanset bestemmelserne i § 11 efter anmeldelse til Finanstilsynet fortsætte sådan virksomhed.
Stk. 5. Personer, der var aktionærer i børsmæglerselskaber ved lovens ikrafttræden, skal ikke godkendes i medfør af § 9, stk. 1.
§ 38. Uanset bestemmelsen i § 19 kan et engagement uden for handelsbeholdningen med en kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder indtil den 31. december 1998 udgøre op til 35 pct. af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital. I samme periode kan Finanstilsynet i særlige tilfælde tillade, at et engagement uden for handelsbeholdningen udgør op til 40 pct. af den ansvarlige kapital. Engagementet må dog ikke i disse særlige tilfælde overstige 50 pct. af fondsmæglerselskabets kernekapital og opskrivningshenlæggelser.
Stk. 2. For engagementer, der den 5. februar 1993 oversteg 25 pct. af et børsmæglerselskabs ansvarlige kapital, og som er indberettet senest den 1. april 1994, finder stk. 1 anvendelse indtil den 31. december 2001. Efter den 31. december 1998 må engagementet uden for handelsbeholdningen dog ikke overstige det beløb, som engagementet uden for handelsbeholdningen udgjorde den 5. februar 1993.
Stk. 3. Uanset bestemmelsen i § 20 kan et engagement med en kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder indtil den 31. december 1998 udgøre op til 35 pct. af fondsmæglerselskabets ansvarlige kapital med tillæg af kortfristet supplerende kapital. I samme periode kan Finanstilsynet i særlige tilfælde tillade, at et engagement udgør op til 40 pct. af den ansvarlige kapital med tillæg af kortfristet supplerende kapital. Engagementet må dog ikke i disse særlige tilfælde overstige 50 pct. af fondsmæglerselskabets kernekapital og opskrivningshenlæggelser.
Stk. 4. For engagementer, der den 5. februar 1993 oversteg 25 pct. af et børsmæglerselskabs ansvarlige kapital, og som er indberettet senest den 1. april 1994, finder stk. 3 anvendelse indtil den 31. december 2001. Efer den 31. december 1998 må engagementet dog ikke overstige det beløb, som engagementet udgjorde den 5. februar 1993.
§ 39. I næringslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 185 af 25. marts 1988, som ændret ved lov nr. 936 af 27. december 1991 og lov nr. 453 af 30. juni 1993, foretages følgende ændring
1. I § 22, stk. 1, indsættes som 2. pkt.
»Virksomhed i henhold til lov om fondsmæglerselskaber er dog ikke omfattet af denne lov.«
2. § 22, stk. 4, affattes således
» Stk. 4. I det omfang vekselerervirksomhed er tilladt i henhold til anden lovgivning, kan vekselerervirksomhed drives uden næringsbrev.«
§ 40. I lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. lovbekendtgørelse nr. 587 af 27. juni 1994, som ændret ved lov nr. 252 af 19. april 1995, foretages følgende ændring
I § 6, stk. 3, erstattes »børsmæglervirksomhed« af »fondsmæglervirksomhed«.
§ 41. I lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 588 af 27. juni 1994, som ændret ved lov nr. 252 af 19. april 1995, foretages følgende ændring
I § 26, stk. 5, erstattes »børsmæglervirksomhed« af »fondsmæglervirksomhed«.
§ 42. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige grønlandske og færøske forhold tilsiger.
(* 1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv nr. 93/6/EØF, EF-Tidende, nr. L 141, s. 1, og Rådets direktiv nr. 93/22/EØF, EF-Tidende, nr. L 141, s. 27.
Nr LSF 249
Forslag til Lov om fondsmæglerselskaber (* 1)
Fremsat af erhvervsministeren (Mimi Jakobsen)
den 3. maj 1995