Legislator Case Law & Legislation
199412K00242 DK

1994 LSF 242 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (BEHANDLINGEN AF KLAGER OVER POLITIPERSONALET M.V.)

134 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (134)

§ 1 § 1 § 1 § 2 § 2 Kapitel 13 indeholder en beskrivelse af en »statsadvokatmodel«. Ifølge denne model skal statsadvokaterne undersøge og afgøre adfærdsklager. Statsadvok Kapitel 14 indeholder en beskrivelse af en statsadvokatmodel med tilknyttet kontrolorgan. Denne løsningsmodel indebærer, at der til statsadvokaterne k Kapitel 15 indeholder en beskrivelse af en model med »særlige efterforskningsorganer«. Efter denne model oprettes der et antal særlige efterforsknings Bilag Kapitel 93 d Kapitel 93 d Kapitel 93 c indeholder særlige regler om behandlingen af straffesager mod »politipersonale« vedrørende forhold begået »i tjenesten«, jf. nærmere bemæ Kapitel 93 d § 778, stk. 2, 2. pkt., foreslås derfor ændret, således at der i stedet henvises til de bestemmelser i det nye kapitel 93 b, der fremover vil være rel § 1019. Statsadvokaterne behandler klager over politipersonalets adfærd i tjenesten (adfærdsklager). § 1019 i. Behandlingen af en adfærdsklagesag sluttes, hvis § 1019 j. Statsadvokaten underretter vedkommende politimester og rigspolitichefen, når der indledes en adfærdsklagesag. Statsadvokaten underretter end § 1019 k. Statsadvokaten kan af egen drift iværksætte en undersøgelse efter reglerne i dette kapitel. § 1019 l. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af adfærdsklager. § 1019 m. Justitsministeren kan bestemme, at en undersøgelse ikke skal foretages efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed e § 1019. Statsadvokaterne behandler klager over politipersonalets adfærd i tjenesten (adfærdsklager). § 1019 a. Klage indgives til vedkommende statsadvokat. Klage over myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en straffesag kan endvide § 1019 b. Den, klagen angår (indklagede), skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at udtale sig om fr § 1019 c. Indklagede har ret til at møde med en bisidder. § 23 i lov om tjenestemænd finder tilsvarende anvendelse med hensyn til godtgørelse af indkl § 1019 d. Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring til statsadvokaten, såfremt forklaringen antages at ville udsætte indklagede for strafans § 1019 a. Klage indgives til vedkommende statsadvokat. Klage over myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en straffesag kan endvide § 1019 e. Afgives forklaring i retten, jf. § 1019 f, beskikker retten en advokat for klageren og indklagede. § 1019 f. Statsadvokaten kan bestemme, at forklaring skal afgives i retten. § 1019 g. Statsadvokaten giver møde i retsmøder, hvor sagen behandles. § 1019 h. Rigsadvokaten behandler klager over afgørelser truffet af statsadvokaterne vedrørende adfærdsklager. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag § 1019 i. Behandlingen af en adfærdsklagesag sluttes, hvis § 1019 j. Statsadvokaten underretter vedkommende politimester og rigspolitichefen, når der indledes en adfærdsklagesag. Statsadvokaten underretter end § 1019 k. Statsadvokaten kan af egen drift iværksætte en undersøgelse efter reglerne i dette kapitel. § 1019 l. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af adfærdsklager. § 1019 m. Justitsministeren kan bestemme, at en undersøgelse ikke skal foretages efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed e § 1019. Statsadvokaterne behandler klager over politipersonalets adfærd i tjenesten (adfærdsklager). § 1019 b. Den, klagen angår (indklagede), skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at udtale sig om fr § 1019 a. Klage indgives til vedkommende statsadvokat. Klage over myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en straffesag kan endvide § 1019 b. Den, klagen angår (indklagede), skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at udtale sig om fr § 1019 c. Indklagede har ret til at møde med en bisidder. § 23 i lov om tjenestemænd finder tilsvarende anvendelse med hensyn til godtgørelse af indkl § 1019 d. Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring til statsadvokaten, såfremt forklaringen antages at ville udsætte indklagede for strafans § 1019 e. Afgives forklaring i retten, jf. § 1019 f, beskikker retten en advokat for klageren og indklagede. § 1019 f. Statsadvokaten kan bestemme, at forklaring skal afgives i retten. § 1019 g. Statsadvokaten giver møde i retsmøder, hvor sagen behandles. § 1019 h. Rigsadvokaten behandler klager over afgørelser truffet af statsadvokaterne vedrørende adfærdsklager. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag § 1019 i. Behandlingen af en adfærdsklagesag sluttes, hvis § 1019 j. Statsadvokaten underretter vedkommende politimester og rigspolitichefen, når der indledes en adfærdsklagesag. Statsadvokaten underretter end § 1019 c. Indklagede har ret til at møde med en bisidder. § 23 i lov om tjenestemænd finder tilsvarende anvendelse med hensyn til godtgørelse af indkl § 1019 k. Statsadvokaten kan af egen drift iværksætte en undersøgelse efter reglerne i dette kapitel. § 1019 l. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af adfærdsklager. § 1019 m. Justitsministeren kan bestemme, at en undersøgelse ikke skal foretages efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed e § 1019. Bestemmelse om undersøgelse af klager over politipersonalets adfærd under udførelsen af tjenesten træffes af lokalnævnet, jfr. §§ 115 og 115 a § 1019 a. Klage indgives til nævnet eller politimesteren (politidirektøren) i den politikreds, hvor det forhold, klagen angår, har fundet sted. Klage § 1019 b. Nævnet afviser at iværksætte en undersøgelse, hvis klagen findes åbenbart grundløs, eller hvis sagen anses for tilstrækkeligt oplyst. Nævnet § 1019 c. Nævnet kan bestemme, at en sag, der er henvist til undersøgelse af statsadvokaten, skal overgå til undersøgelse ved retten. § 1019 d. Den, klagen angår, skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at afgive en skriftlig udtalelse § 1019 e. Foretages undersøgelsen af statsadvokaten, har den pågældende ret til at møde med en bisidder. Han skal gøres bekendt med denne ret. § 1019 f. Skal undersøgelse ske ved retten, foretages den ved den byret, som behandler eller har behandlet straffesagen, eller for hvilken den kan for § 1019 d. Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring til statsadvokaten, såfremt forklaringen antages at ville udsætte indklagede for strafans § 1019 g. Dommeren beskikker en advokat for klageren og den, klagen angår, uden udgift for de pågældende. De regler, der er fastsat for forsvarere, fi § 1019 h. Statsadvokaten giver møde for det offentlige i retsmøder, hvor klagen behandles. § 1019 i. Dommeren træffer bestemmelse om afhøring af klageren, den, klagen angår, og vidner samt om tilvejebringelse af udtalelser fra sagkyndige og § 1019 j. Retten slutter undersøgelsen, når § 1019 k. §§ 1019 f-1019 i bortset fra § 1019 i, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse, hvor forklaring afgives i retten i medfør af § 1919 b, stk. 2, § 1019 l. Når undersøgelsen er afsluttet, udfærdiger statsadvokaten en redegørelse over undersøgelsens forløb. Redegørelsen og sagens akter sendes til § 1019 m. Nævnet slutter behandlingen af en klagesag, hvis § 1019 n. Disciplinærundersøgelse i anledning af en klage indledes ikke, før nævnets behandling af klagesagen er afsluttet. § 1019 e. Afgives forklaring i retten, jf. § 1019 f, beskikker retten en advokat for klageren og indklagede. § 1019 f. Statsadvokaten kan bestemme, at forklaring skal afgives i retten. § 1019 g. Statsadvokaten giver møde i retsmøder, hvor sagen behandles. § 1019 h. Rigsadvokaten behandler klager over afgørelser truffet af statsadvokaterne vedrørende adfærdsklager. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag § 1020. Anmeldelser om strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten indgives til vedkommende statsadvokat. § 1020 i. Justitsministeren kan bestemme, at en sag ikke skal behandles efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens § 1020 bliver herefter § 1022, § 1020 a bliver § 1022 a, og §§ 1021 og 1022 bliver §§ 1023 og 1023 a. § 1020. Anmeldelser om strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten indgives til vedkommende statsadvokat. § 1020 a. Statsadvokaterne iværksætter efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at politipersonale i tje § 1020 b. Ved behandlingen af de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager kan statsadvokaterne udøve de beføjelser, som ellers tilkommer politiet. § 1020 c. Offentlig påtale i de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager tilkommer statsadvokaterne, medmindre påtalen efter denne lov eller regler fastsat i § 1020 d. Retten beskikker en forsvarer, når forholdene taler derfor, eller såfremt det følger af bestemmelserne i kapitel 66. § 1020 e. Retten beskikker på den forurettedes begæring en advokat for den pågældende, når forholdene taler derfor, eller såfremt det følger af bestem § 1020 f. Rigsadvokaten kan bestemme, at en straffesag, der omfatter flere forhold eller flere sigtede, i sin helhed skal behandles af statsadvokaten § 1020 g. Bestemmelserne i denne lov om behandlingen af straffesager finder i øvrigt tilsvarende anvendelse. § 1020 a. Statsadvokaterne iværksætter efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at politipersonale i tje § 1020 h. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager. § 1020 i. Justitsministeren kan bestemme, at en sag ikke skal behandles efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens § 1020 bliver herefter § 1022, § 1020 a bliver § 1022 a og §§ 1021 og 1022 bliver §§ 1023 og 1023 a. §§ 1020-1020 f indeholder en række særlige regler om behandlingen af straffesager mod politipersonale vedrørende forhold begået i tjenesten. § 1020. Anmeldelser om strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten indgives til vedkommende statsadvokat. § 1020 a. Statsadvokaterne iværksætter efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at politipersonale i tje § 1020 b. Ved behandlingen af de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager kan statsadvokaterne udøve de beføjelser, som ellers tilkommer politiet. § 1020 c. Offentlig påtale i de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager tilkommer statsadvokaterne, medmindre påtalen efter denne lov eller regler fastsat i § 1020 d. Retten beskikker en forsvarer, når forholdene taler derfor, eller såfremt det følger af bestemmelserne i kapitel 66. § 1020 e. Retten beskikker på den forurettedes begæring en advokat for den pågældende, når forholdene taler derfor, eller såfremt det følger af bestem § 1020 b. Ved behandlingen af de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager kan statsadvokaterne udøve de beføjelser, som ellers tilkommer politiet. § 1020 f. Rigsadvokaten kan bestemme, at en straffesag, der omfatter flere forhold eller flere sigtede, i sin helhed skal behandles af statsadvokaten § 1020 g. Bestemmelserne i denne lov om behandlingen af straffesager finder i øvrigt tilsvarende anvendelse. § 1020 h. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager. § 1020 i. Justitsministeren kan bestemme, at en sag ikke skal behandles efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens § 1020 bliver herefter § 1022, § 1020 a bliver § 1022 a og §§ 1021 og 1022 bliver §§ 1023 og 1023 a. § 1020 c. Offentlig påtale i de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager tilkommer statsadvokaterne, medmindre påtalen efter denne lov eller regler fastsat i § 1020 d. Retten beskikker en forsvarer, når forholdene taler derfor, eller såfremt det følger af bestemmelserne i kapitel 66. § 1020 e. Retten beskikker på den forurettedes begæring en advokat for den pågældende, når forholdene taler derfor, eller såfremt det følger af bestem § 1020 f. Rigsadvokaten kan bestemme, at en straffesag, der omfatter flere forhold eller flere sigtede, i sin helhed skal behandles af statsadvokaten § 1020 g. Bestemmelserne i denne lov om behandlingen af straffesager finder i øvrigt tilsvarende anvendelse. § 1020 h. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager. § 1021. Politiklagenævn består af en advokat som formand og to lægmænd, der udpeges af justitsministeren for et tidsrum af 4 år regnet fra en 1. janua § 1021. Politiklagenævn består af en advokat som formand og to lægmænd, der udpeges af justitsministeren for et tidsrum af 4 år regnet fra en 1. janua § 1021 a. Statsadvokaten underretter straks politiklagenævnet om klager og anmeldelser, der skal behandles efter kapitel 93 b eller kapitel 93 c. § 1021 b. Politiklagenævnet skal løbende have tilsendt genpart af det materiale, statsadvokaten tilvejebringer i forbindelse med undersøgelsen af de i § 1021 c. Politiklagenævnet kan anmode statsadvokaten om at foretage bestemte yderligere undersøgelses- eller efterforskningsskridt. § 1021 d. Statsadvokaten udfærdiger en redegørelse til politiklagenævnet om resultatet af undersøgelsen efter kapitel 93 b eller efterforskningen efte § 1021 e. Politiklagenævnet meddeler statsadvokaten, hvordan sager, der behandles efter kapitel 93 b eller kapitel 93 c, efter nævnets opfattelse bør § 1021 f. Politiklagenævnet kan påklage statsadvokatens afgørelser til rigsadvokaten. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til jus § 1021 g. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiklagenævnenes virksomhed, herunder om statsadvokaternes samvirke med politiklagenævn § 1021 h. Rigsadvokaten afgiver en årlig beretning om behandlingen af de i kapitel 93 b og kapitel 93 c nævnte sager til Folketinget og justitsministe § 1021. Politiklagenævn består af en advokat som formand og to lægmænd, der udpeges af justitsministeren for et tidsrum af 4 år regnet fra en 1. janua § 1021 a. Statsadvokaten underretter straks politiklagenævnet om klager og anmeldelser, der skal behandles efter kapitel 93 b eller kapitel 93 c. § 1021 a. Statsadvokaten underretter straks politiklagenævnet om klager og anmeldelser, der skal behandles efter kapitel 93 b eller kapitel 93 c. § 1021 b. Politiklagenævnet skal løbende have tilsendt genpart af det materiale, statsadvokaten tilvejebringer i forbindelse med undersøgelsen af de i § 1021 c. Politiklagenævnet kan anmode statsadvokaten om at foretage bestemte yderligere undersøgelses- eller efterforskningsskridt. § 1021 d. Statsadvokaten udfærdiger en redegørelse til politiklagenævnet om resultatet af undersøgelsen efter kapitel 93 b eller efterforskningen efte § 1021 e. Politiklagenævnet meddeler statsadvokaten, hvordan sager, der behandles efter kapitel 93 b eller kapitel 93 c, efter nævnets opfattelse bør § 1021 f. Politiklagenævnet kan påklage statsadvokatens afgørelser til rigsadvokaten. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til jus § 1021 g. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiklagenævnenes virksomhed, herunder om statsadvokaternes samvirke med politiklagenævn § 1021 h. Rigsadvokaten afgiver en årlig beretning om behandlingen af de i kapitel 93 b og kapitel 93 c nævnte sager til Folketinget og justitsministe § 1021 b. Politiklagenævnet skal løbende have tilsendt genpart af det materiale, statsadvokaten tilvejebringer i forbindelse med undersøgelsen af de i § 1021 c. Politiklagenævnet kan anmode statsadvokaten om at foretage bestemte yderligere undersøgelses- eller efterforskningsskridt. § 1021 d. Statsadvokaten udfærdiger en redegørelse til politiklagenævnet om resultatet af undersøgelsen efter kapitel 93 b eller efterforskningen efte § 1021 e. Politiklagenævnet meddeler statsadvokaten, hvordan sager, der behandles efter kapitel 93 b eller kapitel 93 c, efter nævnets opfattelse bør § 1021 f. Politiklagenævnet kan påklage statsadvokatens afgørelser til rigsadvokaten. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til jus § 1021 g. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiklagenævnenes virksomhed, herunder om statsadvokaternes samvirke med politiklagenævn § 1021 h. Rigsadvokaten afgiver en årlig beretning om behandlingen af de i kapitel 93 b og kapitel 93 c nævnte sager til Folketinget og justitsministe Officielle noter Oversigt (indholdsfortegnelse)

Statutory Text (134 Articles)

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november 1992, som ændret senest ved lov nr. 143 af 8. marts 1995 og lov nr. 209 af 29. marts 1995, foretages følgende ændringer

1. I § 115 ophæves stk. 4.

Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 4 og 5.

2. I § 115, stk. 5, der bliver stk. 4, ændres »stk. 2, 3 og 4« til: »stk. 2 og 3«.

3. I § 115 a ophæves stk. 6.

Stk. 7 bliver herefter stk. 6.

4. I § 115 a, stk. 7, der bliver stk. 6, udgår », om udpegelsen af de i § 115, stk. 4, nævnte advokater«, og 2. pkt. ophæves.

5. § 778, stk. 2, 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes som 2. og 3. pkt.

»Rettens undersøgelse foretages i overensstemmelse med reglerne i § 1019 b, § 1019 e, stk. 1 og stk. 3-5, § 1019 f, stk. 2, og § 1019 g. Dommeren træffer bestemmelse om afhøring af klageren, indklagede og vidner samt om tilvejebringelse af udtalelser fra sagkyndige og af andre bevismidler.«

6. § 1018 e, stk. 1, 1. pkt., ophæves, og i stedet indsættes som 1. og 2. pkt.

»Statsadvokaten træffer afgørelse vedrørende krav om erstatning i medfør af §§ 1018 a-d. Justitsministeren kan fastsætte, at nærmere angivne sager skal forelægges rigsadvokaten eller justitsministeren til afgørelse.«

7. I § 1018 e indsættes som stk. 3-5

»Stk. 3. Rigsadvokaten behandler klager over afgørelser truffet af statsadvokaterne vedrørende krav om erstatning. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til justitsministeren.

Stk. 4. Justitsministeren behandler klager over afgørelser vedrørende krav om erstatning truffet af rigsadvokaten som 1. instans.

Stk. 5. Fristen for klager over afgørelser vedrørende krav om erstatning er 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.«

8. § 1018 f, stk. 1, affattes således

»Imødekommes erstatningskravet ikke ved en afgørelse truffet af rigsadvokaten i en klagesag eller af justitsministeren, kan den erstatningssøgende inden to måneder efter meddelelse om afslaget begære kravet indbragt for den byret, som har pådømt straffesagen. Sagen indbringes for retten af vedkommende statsadvokat. Har straffesagen ikke været pådømt, eller er den pådømt af landsret i første instans, indbringer statsadvokaten erstatningskravet for byretten i den retskreds, hvori den pågældende foranstaltning er besluttet, eller ved den erstatningssøgendes hjemting.«

9. Kapitel 93 b affattes således

»Kapitel 93 b

Behandlingen af klager over politipersonalet

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november 1992, som ændret senest ved lov nr. 143 af 8. marts 1995 og lov nr. 209 af 29. marts 1995, foretages følgende ændringer

1. I § 115 ophæves stk. 4. Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 4 og 5.

2. I § 115, stk. 5, der bliver stk. 4, ændres »stk. 2, 3 og 4« til: »stk. 2 og 3«.

3. I § 115 a ophæves stk. 6. Stk. 7 bliver herefter stk. 6.

4. I § 115 a, stk. 7, der bliver stk. 6, udgår », om udpegelsen af de i § 115, stk. 4, nævnte advokater«, og 2. pkt. ophæves.

5. § 778, stk. 2, 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes som 2. og 3. pkt.

»Rettens undersøgelse foretages i overensstemmelse med reglerne i § 1019 b, § 1019 e, stk. 1 og stk. 3-5, § 1019 f, stk. 2, og § 1019 g. Dommeren træffer bestemmelse om afhøring af klageren, indklagede og vidner samt om tilvejebringelse af udtalelser fra sagkyndige og af andre bevismidler.«

6. § 1018 e, stk. 1, 1. pkt., ophæves, og i stedet indsættes som 1. og 2. pkt.

»Statsadvokaten træffer afgørelse vedrørende krav om erstatning i medfør af §§ 1018 a-d. Justitsministeren kan fastsætte, at nærmere angivne sager skal forelægges rigsadvokaten eller justitsministeren til afgørelse.«

7. I § 1018 e indsættes som stk. 3-5

»Stk. 3. Rigsadvokaten behandler klager over afgørelser truffet af statsadvokaterne vedrørende krav om erstatning. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til justitsministeren.

Stk. 4. Justitsministeren behandler klager over afgørelser vedrørende krav om erstatning truffet af rigsadvokaten som 1. instans.

Stk. 5. Fristen for klager over afgørelser vedrørende krav om erstatning er 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.«

8. § 1018 f, stk. 1, affattes således

»Imødekommes erstatningskravet ikke ved en afgørelse truffet af rigsadvokaten i en klagesag eller af justitsministeren, kan den erstatningssøgende inden to måneder efter meddelelse om afslaget begære kravet indbragt for den byret, som har pådømt straffesagen. Sagen indbringes for retten af vedkommende statsadvokat. Har straffesagen ikke været pådømt, eller er den pådømt af landsret i første instans, indbringer statsadvokaten erstatningskravet for byretten i den retskreds, hvori den pågældende foranstaltning er besluttet, eller ved den erstatningssøgendes hjemting.«

9. Kapitel 93 b affattes således

»Kapitel 93 b

Behandlingen af klager over politipersonalet

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november 1992, som ændret senest ved lov nr. 143 af 8. marts 1995 og lov nr. 209 af 29. marts 1995, foretages følgende ændringer

1. I § 115 ophæves stk. 4. Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 4 og 5.

2. I § 115, stk. 5, der bliver stk. 4, ændres »stk. 2, 3 og 4« til: »stk. 2 og 3«.

»§ 115. I hver politikreds oprettes et lokalnævn vedrørende politiets virksomhed.

Stk. 2. Uden for København består nævnet af politimesteren, 2 medlemmer valgt af og blandt politipersonalet i politikredsen samt borgmestrene i de kommuner, som politikredsen omfatter. Kommuner, der har over 30.000 indbyggere, vælger et medlem ved siden af borgmesteren. For hver 100.000, indbygertallet i en kommune overstiger 30.000, vælger kommunen yderligere et medlem. Såfremt antallet af kommunale medlemmer efter foranstående regler bliver under 4, vælger den kommune, der har det største indbyggertal, yderligere et medlem. I politikredse, der kun består af en kommune, vælger kommunen 3 medlemmer ved siden af borgmesteren. De kommunale medlemmer af nævnet vælges af og blandt kommunalbestyrelsens medlemmer.

Stk. 3. I København består nævnet af politidirektøren, 2 medlemmer valgt af og blandt politipersonalet i politikredsen, en af borgmestrene, der vælges af magistraten, samt 4 medlemmer, der vælges af og blandt borgerrepræsentationens medlemmer.

Stk. 4. Ved behandling af klager over politipersonalets adfærd under udførelsen af tjenesten, jfr. kap. 93 b, består nævnet endvidere af et medlem udpeget af Advokatrådet blandt advokater med kontor i en retskreds inden for politikredsens område, som justitsministeren har antaget til at beskikkes som offentlige forsvarere ved en byret inden for området.

Stk. 5. Politimesteren (politidirektøren) udpeger selv en stedfortræder. Uden for København vælges en stedfortræder for borgmesteren af og blandt kommunalbestyrelsens medlemmer. For de øvrige medlemmer vælges en stedfortræder efter reglerne i stk. 2, 3 og 4.

Stk. 6. Nævnet vælger sin formand og næstformand blandt de kommunale medlemmer.«

3. I § 115 a ophæves stk. 6. Stk. 7 bliver herefter stk. 6.

4. I § 115 a, stk. 7, der bliver stk. 6, udgår », om udpegelsen af de i § 115, stk. 4, nævnte advokater«, og 2. pkt. ophæves.

»§ 115 a. Politimesteren (politidirektøren) holder nævnet underrettet om spørgsmål af almindelig karakter vedrørende politiets virksomhed i kredsen og politikredsens organisation. Efter anmodning af et medlem giver politimesteren (politidirektøren) endvidere nævnet oplysning om andre spørgsmål vedrørende politiets virksomhed og politikredsens organisation.

Stk. 2. Ethvert medlem af nævnet kan forlange, at spørgsmål af fælles interesse for politiet og kommunalbestyrelserne i politikredsen tages op til drøftelse i nævnet.

Stk. 3. Nævnet kan afgive udtalelse om spørgsmål vedrørende politikredsens almindelige organisation.

Stk. 4. Nævnet kan henstille til politimesteren (politidirektøren), at politiet for et begrænset tidsrum særligt skal lægge vægt på løsningen af bestemte opgaver med hensyn til opretholdelsen af sikkerhed, fred og orden i politikredsen.

Stk. 5. Nævnet skal virke for, at der gives befolkningen i kredsen oplysning om politiets virksomhed.

Stk. 6. Nævnet træffer bestemmelse om undersøgelse af klager over politipersonalets adfærd under udførelsen af tjenesten, jfr. kap. 93 b. Til behandling af klagesager kan nævnet nedsætte et udvalg bestående af formanden, 2 andre kommunale medlemmer, politimesteren (politidirektøren), en repræsentant for personalet og den advokat, som er medlem af nævnet.

Stk. 7. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om nævnenes virksomhed, om valg af politipersonalets medlemmer, om udpegelsen af de i § 115, stk. 4, nævnte advokater samt om omfanget af politimesterens (politidirektørens) oplysningspligt over for nævnet. Det kan bestemmes, at visse afgørelser i forbindelse med behandlingen af klagesager træffes af formanden efter forhandling med politimesteren (politidirektøren) og den advokat, som er medlem af nævnet.«

5. § 778, stk. 2, 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes som 2. og 3. pkt.

»Rettens undersøgelse foretages i overensstemmelse med reglerne i § 1019 b, § 1019 e, stk. 1 og stk. 3-5, § 1019 f, stk. 2, og § 1019 g. Dommeren træffer bestemmelse om afhøring af klageren, indklagede og vidner samt om tilvejebringelse af udtalelser fra sagkyndige og af andre bevismidler.«

»§ 778. Varetægtsarrestanters klager over fængselspersonalets adfærd indgives til vedkommende fængselsinspektør (arrestinspektør) eller til direktoratet for kriminalforsorgen. Har klageren ikke fået medhold, eller er der ikke truffet endelig afgørelse inden 2 uger efter indgivelsen, kan klagen indbringes for retten på det sted, hvor varetægtsfængslet (arresthuset) er beliggende.

Stk. 2. Retten kan afvise at iværksætte en undersøgelse, hvis klagen findes åbenbart grundløs, hvis den angår forhold af uvæsentlig betydning, eller hvis den indgives mere end 4 uger efter, at det forhold, som klagen angår, har fundet sted. Rettens undersøgelse foretages i overensstemmelse med reglerne i § 1019 d, stk. 1, 2. pkt., og §§ 1019 f-1019 i.

Stk. 3. Når undersøgelsen er afsluttet, afgiver retten en redegørelse herfor, som sendes til klageren, til den, klagen angår, og til fængselsinspektøren (arrestinspektøren) samt til direktoratet for kriminalforsorgen.«

6. § 1018 e, stk. 1, 1. pkt., ophæves, og i stedet indsættes som 1. og 2. pkt.

»Statsadvokaten træffer afgørelse vedrørende krav om erstatning i medfør af §§ 1018 a-d. Justitsministeren kan fastsætte, at nærmere angivne sager skal forelægges rigsadvokaten eller justitsministeren til afgørelse.«

7. I § 1018 e indsættes som stk. 3-5

»Stk. 3. Rigsadvokaten behandler klager over afgørelser truffet af statsadvokaterne vedrørende krav om erstatning. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til justitsministeren.

Stk. 4. Justitsministeren behandler klager over afgørelser vedrørende krav om erstatning truffet af rigsadvokaten som 1. instans.

Stk. 5. Fristen for klager over afgørelser vedrørende krav om erstatning er 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.«

»§ 1018 e. Krav om erstatning i medfør af §§ 1018 a-d skal fremsættes over for anklagemyndigheden. Krav fra en person, der har været sigtet, skal fremsættes inden to måneder efter meddelelse til sigtede om strafforfølgningens ophør eller efter afsigelse af en endelig dom. Har tiltalte ikke været til stede ved dommens afsigelse, beregnes fristen efter bestemmelserne i § 963, stk. 3, litra a. Krav fra andre skal fremsættes inden to måneder efter, at indgrebet er ophørt.

Stk. 2. Fremsættes kravet efter udløbet af den i stk. 1 nævnte frist, kan det behandles, såfremt overskridelsen findes undskyldelig.«

8. § 1018 f, stk. 1, affattes således

»Imødekommes erstatningskravet ikke ved en afgørelse truffet af rigsadvokaten i en klagesag eller af justitsministeren, kan den erstatningssøgende inden to måneder efter meddelelse om afslaget begære kravet indbragt for den byret, som har pådømt straffesagen. Sagen indbringes for retten af vedkommende statsadvokat. Har straffesagen ikke været pådømt, eller er den pådømt af landsret i første instans, indbringer statsadvokaten erstatningskravet for byretten i den retskreds, hvori den pågældende foranstaltning er besluttet, eller ved den erstatningssøgendes hjemting.«

»§ 1018 f. Imødekommes erstatningskravet ikke, kan den erstatningssøgende inden to månder efter meddelelse om afslaget begære kravet indbragt for den byret, som har pådømt straffesagen. Har straffesagen ikke været pådømt, eller er den pådømt af landsret i første instans, indbringer anklagemyndigheden erstatningskravet for retten i den retskreds, hvori den pågældende foranstaltning er besluttet, eller ved den erstatningssøgendes hjemting.

Stk. 2. - - -

- - -»

9. Kapitel 93 b affattes således

»Kapitel 93 b

Behandlingen af klager over politipersonalet

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1996.

Stk. 2. Lovens § 1, nr. 5, har virkning for klager, der indbringes for retten efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Lovens § 1, nr. 6-8, har virkning for erstatningssager, hvori der ved lovens ikrafttræden ikke er truffet afgørelse vedrørende kravet.

Stk. 4. Lovens § 1, nr. 9 og 10, har virkning for adfærdsklagesager, der ved lovens ikrafttræden ikke har været behandlet af lokalnævnet. Lokalnævnene opretholdes med deres hidtidige sammensætning efter lovens ikrafttræden i det omfang, det er nødvendigt for at færdigbehandle verserende adfærdsklagesager efter de hidtil gældende regler.

Stk. 5. Lovens § 1, nr. 10, har virkning for straffesager, hvori der ved lovens ikrafttræden ikke er rejst tiltale i 1. instans.

Stk. 6. Første gang, der udpeges medlemmer til politiklagenævn, jf. retsplejelovens § 1021, som affattet ved § 1, nr. 10, i denne lov, udpeges formændene og disses suppleanter for et tidsrum af 2 år.

Oprindeligt fremsat forslag

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1996.

Stk. 2. Lovens § 1, nr. 5, har virkning for klager, der indbringes for retten efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Lovens § 1, nr. 6-8, har virkning for erstatningssager, hvori der ved lovens ikrafttræden ikke er truffet afgørelse vedrørende kravet.

Stk. 4. Lovens § 1, nr. 9 og 10, har virkning for adfærdsklagesager, der ved lovens ikrafttræden ikke har været behandlet af lokalnævnet. Lokalnævnene opretholdes med deres hidtidige sammensætning efter lovens ikrafttræden i det omfang, det er nødvendigt for at færdigbehandle verserende adfærdsklagesager efter de hidtil gældende regler.

Stk. 5. Lovens § 1, nr. 10, har virkning for straffesager, hvori der ved lovens ikrafttræden ikke er rejst tiltale i 1. instans.

Stk. 6. Første gang, der udpeges medlemmer til politiklagenævn, jf. retsplejelovens § 1021, som affattet ved § 1, nr. 10, i denne lov, udpeges formændene og disses suppleanter for et tidsrum af 2 år.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål

Lovforslagets formål er at gennemføre nye regler om behandlingen af klager over politipersonalet. Dette indebærer bl.a., at lokalnævnene ikke længere skal deltage i behandlingen af adfærdsklagesager, og at politimestrene ikke længere skal træffe afgørelse i adfærdsklagesager. Efter lovforslaget skal statsadvokaterne fremover undersøge og afgøre adfærdsklager.

Desuden foreslås der indført bestemmelser om behandlingen af straffesager mod politipersonale, hvorefter statsadvokaterne skal efterforske straffesager mod politipersonale og afgøre tiltalespørgsmålet.

Lovforslaget indebærer endvidere, at der oprettes et antal kontrolorganer (»politiklagenævn«) bestående af en advokat og to lægmænd, der løbende fører tilsyn med statsadvokaternes behandling af adfærdsklagesager og straffesager mod politipersonale. Politiklagenævnene samvirker med statsadvokaterne og tilkendegiver, hvordan sagerne efter nævnets opfattelse bør behandles og afgøres. Politiklagenævnene kan desuden påklage statsadvokaternes afgørelser til rigsadvokaten.

Der foreslås desuden gennemført en udvidet adgang til at beskikke advokat for klageren og indklagede i adfærdsklagesager samt for forurettede og polititjenestemanden i straffesager mod politipersonale.

Såvel med hensyn til adfærdsklagesager som straffesager mod politipersonale foreslås det, at statsadvokaternes afgørelser skal kunne påklages til rigsadvokaten svarende til det to-instanssystem, der blev gennemført inden for anklagemyndigheden ved lov nr. 385 af 20. maj 1992 om ændring af retsplejeloven, færdselsloven og udlændingeloven (anklagemyndighedens struktur).

I tilknytning til reglerne om statsadvokaternes behandling af straffesager mod politipersonale foreslås også en ny regel, hvorefter sager, hvor en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt, i alle tilfælde skal efterforskes af statsadvokaten i strafferetsplejens former, uanset om der er formodning om, at der er begået et strafbart forhold.

Lokalnævnene skal efter lovforslaget fortsat varetage deres anden hovedopgave, nemlig at vedligeholde og udbygge kontakten mellem politiet og befolkningen. De gældende regler i retsplejeloven om lokalnævnets virke som samarbejdsorgan foreslås således opretholdt.

Med hensyn til behandlingen af sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, jf. retsplejelovens kapitel 93 a, foreslås det, at der også på dette område indføres et to-instanssystem, således at afgørelsen i 1. instans som udgangspunkt træffes af statsadvokaten med klageadgang til rigsadvokaten. Det foreslås endvidere, at klageadgangen skal være udnyttet, før erstatningssøgende kan begære kravet indbragt for retten.

1.2. Udvalget om behandlingen af klager over politipersonalet

Lovforslaget bygger - bortset fra de foreslåede regler om behandlingen af erstatningssager - på betænkning nr. 1278/1994 om behandlingen af klager over politipersonalet. Betænkningen er afgivet af et udvalg, der blev nedsat af Justitsministeriet ved skrivelser af 12. november 1992 og 27. april 1993. Ved sidstnævnte skrivelse fik udvalget følgende kommissorium

»Udvalget skal fremkomme med forslag til ændringer af reglerne om behandlingen af klager over politipersonalets adfærd under udførelsen af tjenesten. Ændringerne skal bl.a. indebære, at lokalnævnene ikke skal deltage i behandlingen af disse klagesager. Udvalget skal i øvrigt særligt overveje den gældende ordning med hensyn til, hvem der undersøger klager over politipersonalets adfærd og efterforsker anmeldelser for strafbart forhold mod politipersonale, når forholdet er begået i tilknytning til tjenesten, og fremsætte forslag om, hvordan ændrede regler på området kan udformes. Udvalget skal endvidere vurdere, om der er behov for at ændre reglerne om kompetencen til at rejse tiltale i straffesager mod politipersonale, og i bekræftende fald fremkomme med forslag til sådanne ændringer. Udvalget kan gennemgå og vurdere reglerne om behandlingen af disciplinærsager og sammenhængen med reglerne om klagesager og straffesager mod politipersonale.

Udvalget skal endelig fremkomme med forslag om lokalnævnenes fremtidige sammensætning og arbejdsopgaver. Det forudsættes i den forbindelse, at lokalnævnene opretholdes, således at nævnene fortsat kan varetage deres opgaver i relation til kontakten og samarbejdet mellem politiet og den lokale befolkning.

Udvalget bør under sit arbejde være særlig opmærksom på de forslag, der er indeholdt i betænkning nr. 507/1968 vedrørende undersøgelser mod personer ansat i politiets tjeneste.

Det forudsættes, at udvalgets anbefalinger kan gennemføres inden for rammerne af den almindelige tjenestemandslovgivning. ... »

Der henvises til afsnit 3 nedenfor om udvalgets overvejelser og forslag.

2. Gældende ret

2.1. Oversigt over retsudviklingen

2.1.1. Indledning

I 1960'erne blev det i den offentlige debat kritiseret, at politiet selv foretog undersøgelser af klager over polititjenestemænd. Der blev på denne baggrund iværksat en række undersøgelser af mulighederne for en nyordning på området. Spørgsmålet blev således gjort til genstand for behandling i betænkning nr. 507/1968 fra Justitsministeriets udvalg vedrørende undersøgelser mod personer ansat i politiets tjeneste (Politiauditørudvalget), i Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 622/1971 om efterforskning i straffesager m.v. samt i en indstilling fra Justitsministeriets Strukturudvalg vedrørende politiet, optrykt i Folketingstidende 1972-73, tillæg A sp. 4825-4846. Herom henvises til kapitel 3 i betænkning nr. 1278/1994.

2.1.2. 1973-loven

Både Politiauditørudvalget og Strukturudvalget gav udtryk for, at den gældende ordning for klagesager i det store og hele virkede tilfredsstillende. Når Justitsministeriet alligevel kom til det resultat, at kontrollen med undersøgelser af klager over politiet burde overgå til et organ, hvis flertal er folkevalgt, skyldtes dette i første række hensynet til at styrke tillidsforholdet mellem politiet og befolkningen, og det i 1973 gennemførte lovforslag var i alt væsentligt identisk med Strukturudvalgets forslag.

De regler om lokalnævn og om behandling af klager over politipersonalets adfærd under udførelsen af tjenesten, der blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 325 af 13. juni 1973, svarer i vidt omfang til de nugældende regler, der er beskrevet nedenfor i afsnit 2.2.

Der kan i øvrigt henvises til Folketingstidende 1972-73, forhandlingerne, sp. 3250-3256, 4758-4790, 6994-6996, 7230, tillæg A, sp. 4769-4771, 4792-4797, 4805-4814, 4822-4846, og tillæg B, sp. 1789-1796.

2.1.3. 1981-loven

På baggrund af den kritik, der fra flere sider havde været fremført mod den i 1973 gennemførte lokalnævnsordning, blev der i 1981 gennemført ændringer i reglerne om lokalnævnenes behandling af klagesager m.v., navnlig således at en advokat, udpeget af Advokatrådet blandt politikredsens beskikkede advokater, skal medvirke ved lokalnævnenes behandling af klager over politiet.

Herom henvises til Folketingstidende 1980-81, tillæg A, sp. 3225-3256, tillæg B, sp. 935-956, samt forhandlingerne, sp. 5398-5400, sp. 6701-6733, sp. 11781-11802 og sp. 12167-12175.

2.2. Lokalnævn

2.2.1. Lokalnævnets sammensætning

Reglerne om oprettelsen og sammensætningen af lokalnævn fremgår af retsplejelovens § 115. Efter retsplejelovens § 115, stk. 1, skal der i hver politikreds oprettes et lokalnævn vedrørende politiets virksomhed. Det fremgår af retsplejelovens § 115, stk. 2, at lokalnævnet uden for København består af politimesteren, 2 medlemmer valgt af og blandt politipersonalet i politikredsen samt borgmestrene i de kommuner, som politikredsen omfatter. Derudover er der fastsat regler om valg af yderligere kommunale medlemmer. De kommunale medlemmer af nævnet vælges af og blandt kommunalbestyrelsens medlemmer.

I København består nævnet af politidirektøren, 2 medlemmer valgt af og blandt politipersonalet i politikredsen, en af borgmestrene, der vælges af magistraten, samt 4 medlemmer, der vælges af og blandt borgerrepræsentationens medlemmer, jf. retsplejelovens § 115, stk. 3.

Det fremgår af retsplejelovens § 115, stk. 4, at lokalnævnet ved behandlingen af klager over politipersonalets adfærd under udførelsen af tjenesten endvidere består af et medlem udpeget af Advokatrådet blandt advokater med kontor i en retskreds inden for politikredsens område, som justitsministeren har antaget til at beskikkes som offentlige forsvarere ved en byret inden for området.

Det følger af de nævnte regler, at de kommunale medlemmer altid vil udgøre flertallet i lokalnævnet. Nævnet vælger sin formand og næstformand blandt de kommunale medlemmer, jf. retsplejelovens § 115, stk. 6.

2.2.2. Lokalnævnet som samarbejdsorgan

En hovedopgave for lokalnævnet er at vedligeholde og udbygge kontakten mellem politiet og befolkningen. De bestemmelser, der tager sigte herpå, er indeholdt i retsplejelovens § 115 a.

Ifølge retsplejelovens § 115 a holder politimesteren (politidirektøren) nævnet underrettet om spørgsmål af almindelig karakter vedrørende politiets virksomhed i kredsen og politikredsens organisation. Efter anmodning af et medlem giver politimesteren (politidirektøren) endvidere nævnet oplysning om andre spørgsmål vedrørende politiets virksomhed og politikredsens organisation.

Ethvert medlem af nævnet kan forlange, at spørgsmål af fælles interesse for politiet og kommunalbestyrelserne i politikredsen tages op til drøftelse i nævnet.

Nævnet kan afgive udtalelse om spørgsmål vedrørende politikredsens almindelige organisation, f.eks. personalets stationering i politikredsen, kontorernes åbningstider og principper for tjenestetilrettelæggelse.

Nævnet kan henstille til politimesteren (politidirektøren), at politiet for et begrænset tidsrum særligt skal lægge vægt på løsningen af bestemte opgaver med hensyn til opretholdelsen af sikkerhed, fred og orden i politikredsen.

Endelig skal nævnet virke for, at der gives befolkningen i kredsen oplysning om politiets virksomhed, f.eks. ved afholdelse af udstillinger, kurser og lignende.

2.2.3. Lokalnævnet som klageorgan

En anden hovedopgave for lokalnævnet er at træffe bestemmelse om undersøgelse af klager over politipersonalets adfærd under udførelsen af tjenesten, jf. retsplejelovens § 115 a, stk. 6, og retsplejelovens kapitel 93 b. Nævnet kan endvidere bestemme, at en undersøgelse skal foretages, hvis en offentlig interesse tilsiger, at omstændighederne i forbindelse med politiets virksomhed ved en bestemt lejlighed søges fastlagt, jf. retsplejelovens § 1019, stk. 2.

Det centrale område for nævnets virksomhed på dette felt omfatter følgende sagsgrupper

a. Klager over vold og anden hårdhændet behandling i forbindelse med anholdelse, under opløb og lignende.

b. Klager over myndighedsmisbrug, f.eks. i forbindelse med anholdelse eller ransagning.

c. Klager over anden ukorrekt fremgangsmåde under udførelsen af tjenesten.

d. Klager over uhøflig tiltale eller anden ukorrekt personlig optræden.

Uden for nævnets kompetence falder klager over materielle afgørelser og politipersonalets dispositioner i forbindelse med sagsbehandlingen, f.eks. selve beslutningen om at foretage en anholdelse eller at bortvise nogen fra en lokalitet.

Nævnet afviser at iværksætte en undersøgelse, hvis klagen findes åbenbart grundløs, eller hvis sagen anses for tilstrækkeligt oplyst. Nævnet kan endvidere afvise at iværksætte en undersøgelse, hvis klagen angår forhold af uvæsentlig betydning, hvis klageren undlader efter opfordring at fremkomme med oplysninger om grundlaget for klagen, eller hvis klagen indgives mere end 6 måneder efter, at det forhold, som klagen angår, har fundet sted.

Finder nævnet, at der bør iværksættes en undersøgelse, bestemmer det, om undersøgelsen skal foretages ved retten eller af statsadvokaten.

Når undersøgelsen er afsluttet, tager nævnet stilling til, om sagen kan anses for tilstrækkeligt oplyst. Finder nævnet ikke, at der er grundlag for at kræve bestemte yderligere undersøgelser iværksat, videresendes materialet til politimesteren (politidirektøren), der træffer afgørelse i sagen. Afgørelse af selve klagen falder således uden for lokalnævnets kompetence.

2.3. De regionale statsadvokater

Der er i alt 6 regionale statsadvokater. Heraf virker 3 i Østre landsretskreds, nemlig statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby, statsadvokaten for Sjælland og statsadvokaten for Fyn, Sydøstsjælland, Lolland, Falster og Bornholm, der alle har embedskontor i København. Yderligere 3 statsadvokater virker i Vestre landsretskreds, nemlig statsadvokaten i Ålborg, statsadvokaten i Viborg og statsadvokaten i Sønderborg.

Statsadvokaterne varetager udførelsen af straffesager ved landsretterne, jf. retsplejelovens § 101, stk. 1, dvs. nævningesager og ankesager.

Statsadvokaterne har endvidere til opgave at føre tilsyn med politimestrenes behandling af straffesager, og de behandler klager over afgørelser truffet af politimestrene vedrørende strafforfølgning, jf. retsplejelovens § 101, stk. 2, 1. pkt. Statsadvokaterne fungerer således inden for strafferetsplejen som tilsynsmyndighed og klageinstans i relation til politiet.

Statsadvokaturerne er i forhold til politikredsene selvstændige myndigheder. Lov nr. 385 af 20. maj 1992 om anklagemyndighedens struktur indebar en yderligere funktionel adskillelse af politiet og statsadvokaturerne, idet den dagældende hovedregel, hvorefter påtalekompetencen tilkom statsadvokaterne, blev ændret, således at påtalekompetencen nu som udgangspunkt henhører under politimestrene.

I forarbejderne til loven om anklagemyndighedens struktur lægges der i øvrigt op til en udvidelse af statsadvokaternes mere almene kontrol- og tilsynsvirksomhed med politikredsenes arbejdstilrettelæggelse og sagsbehandling som følge af nyordningen.

2.4. Straffesager mod politipersonale

2.4.1. Anmeldelse og efterforskning m.v.

Retsplejeloven indeholder ikke særregler om behandlingen af anmeldelser mod politipersonale eller efterforskning i straffesager mod politipersonale. Det er således de almindelige regler i retsplejeloven, der finder anvendelse også i disse tilfælde.

Politimesterforeningen har om praksis vedrørende efterforskningen i straffesager mod politipersonale oplyst, at hovedreglen er den, at der ved anmeldelser om strafbare forhold begået af politipersonale af politimesteren rettes henvendelse til vedkommende statsadvokat. Herefter afklares det, om efterforskning skal iværksættes, og om denne skal ske ved personale fra Rigspolitichefens Rejseafdeling eller ved personale fra en anden kreds. Kun i meget store kredse vil efterforskningen kunne ske ved personale fra egen kreds. Efterforskningen drøftes i øvrigt løbende mellem politimesteren og statsadvokaten.

I København, hvor Københavns politi afd. A - drabsafdelingen - i praksis forestår efterforskningen i sager mod politipersonale, vurderer politikredsens ledelse selv ved modtagelsen af klagen/anmeldelsen, om sagen skal behandles i lokalnævnet eller undersøges/efterforskes af kriminalpolitiet.

I de tilfælde, hvor færdselsovertrædelser finder sted i polititjenestemandens egen kreds, vil kredsens personale som hovedregel foretage efterforskningen. Kun i særlig alvorlige sager, f.eks. hvor der er tale om færdselsuheld med dødelig udgang, kan efterforskningen tænkes overgivet til Rigspolitiets Rejseafdeling.

Justitsministeriet har i cirkulære nr. 161 af 18. oktober 1984 fastsat, at der altid skal optages politirapport, hvis politiet tilkaldes til et færdselsuheld, hvori personer ansat ved politiet er indblandet.

I Justitsministeriets cirkulære nr. 36 af 18. februar 1966 er der fastsat nærmere retningslinier om indberetning til rigsadvokaten om straffesager mod personer, som er ansat under staten. Indberetningspligten gælder dog ikke for politipersonale, idet der i stedet gælder en langt mere detaljeret pligt til at foretage indberetning til Rigspolitichefen, jf. Rigspolitichefens kundgørelse I nr. 10 af 24. januar 1990.

2.4.2. Tiltalerejsning, påtaleopgivelse m.v.

Ifølge Rigsadvokatens meddelelse nr. 4/1989 skal sager, hvor personer, der er ansat i politiet, er sigtet eller kan sigtes for strafbart forhold, som hovedregel forelægges vedkommende statsadvokat til afgørelse af tiltalespørgsmålet.

I Rigsadvokatens meddelelse nr. 7/1992 om påtalekompetence og forelæggelsesregler m.v. er det fastsat, at der forinden tiltalerejsning og fremme af sagen til strafferetlig afgørelse skal ske forelæggelse for statsadvokaten i tilfælde, hvor ansatte i politiet er sigtet, jf. meddelelse nr. 4/1989. Når der er faldet dom i første instans, skal sagen på ny forelægges for statsadvokaten inden udløbet af ankefristen eller fristen for ansøgning om anketilladelse med indstilling om ankespørgsmålet.

For så vidt angår påtaleopgivelse, fremgår det af meddelelse nr. 7/1992, at spørgsmålet herom skal forelægges for statsadvokaten, jf. meddelelse nr. 4/1989 (bortset fra grundløse sigtelser og visse sigtelser for ringe formelle forseelser). Det samme gælder med hensyn til spørgsmålet om tiltalefrafald.

Om behandlingen af straffesager mod politipersonale henvises i øvrigt til kapitel 6 i betænkning 1278/1994.

2.5. Disciplinærsager mod politipersonale

Reglerne om behandlingen af disciplinærsager mod politipersonale fremgår navnlig af kapitel 4 i lov om tjenestemænd samt af Rigspolitichefens kundgørelse I nr. 10 om disciplinærsagers behandling.

I henhold til tjenestemandslovens § 19 kan der indledes disciplinær undersøgelse imod enhver tjenestemandsansat. For politiets vedkommende er det politiuddannede personale, det tjenestemandsansatte kontorpersonale og det tjenestemandsansatte juridiske personale omfattet af tjenestemandslovens regler herom.

Disciplinær forfølgning indledes som følge af manglende overholdelse af tjenestemandens pligter. Der kan i den forbindelse navnlig henvises til tjenestemandslovens § 10, hvorefter tjenestemanden til enhver tid samvittighedsfuldt skal overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som udenfor tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

Det fremgår af tjenestemandslovens § 24, at der som disciplinær straf for en tjenstlig forseelse kan anvendes advarsel, irettesættelse, bøde, der dog ikke må overstige 1/2 måneds løn, tvangsforflyttelse, degradation eller afsked. Sanktionsvalget sker ud fra en konkret vurdering af sagens omstændigheder, hvorunder der bl.a. vil blive lagt vægt på forseelsens grovhed samt eventuelle tidligere disciplinære afgørelser.

Disciplinærsager behandles alt efter sagens karakter henholdsvis af politimesteren (politidirektøren), Rigspolitichefen eller Justitsministeriet.

I alvorligere sager skal der efter tjenestemandslovens § 20, stk. 2, når disciplinær undersøgelse indledes mod en tjenestemand, udpeges en forhørsleder, der skal forestå tjenstligt forhør.

Mens sagen verserer, vil tjenestemanden eventuelt blive overført til andet arbejde eller suspenderet.

Om behandlingen af disciplinærsager mod politipersonale henvises i øvrigt til kapitel 7 i betænkning 1278/1994.

2.6. Erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning

Reglerne om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning findes i retsplejelovens kapitel 93 a (§§ 1018 a-1018 h).

Erstatningskravet skal fremsættes over for anklagemyndigheden inden for en frist på to måneder. Indtil den 1. juli 1989 var det alene Justitsministeriet, der kunne imødekomme erstatningskrav. Ved cirkulæreskrivelse af 26. maj 1989 bemyndigede Justitsministeriet imidlertid fra ovennævnte dato statsadvokaterne til at yde erstatning i medfør af § 1018 a efter retningslinier (takster) fastsat af rigsadvokaten. Rigsadvokaten blev bemyndiget til at yde erstatning i medfør af §§ 1018 b, 1018 c, 1018 d og 1018 h. Spørgsmål af tvivlsom eller principiel karakter skal dog forelægges for henholdsvis rigsadvokaten og Justitsministeriet. Afslag på erstatning kan i alle tilfælde meddeles af både politimestrene og statsadvokaterne.

Imødekommes erstatningskravet ikke af anklagemyndigheden, kan den erstatningssøgende inden 2 måneder begære kravet indbragt for retten, jf. § 1018 f, hvorefter det påhviler anklagemyndigheden at indbringe sagen for retten. Erstatningskravet kan ikke efter reglerne i kapitel 93 a af den erstatningssøgende indbringes direkte for retten uden forudgående administrativ behandling, jf. UfR 1979.958 Ø, men en administrativ klagemulighed behøver ikke at være udnyttet.

2.7. Tidligere reformovervejelser

2.7.1. Forslag om indførelse af »politiombudsmænd«

Den 8. oktober 1981 fremsatte partiet Venstresocialisterne et ændringsforslag til retsplejeloven vedrørende behandlingen af klager over politiet (Lovforslag nr. L 35), jf. Folketingstidende 1981-82, forhandlingerne, sp. 179-186, og tillæg A, sp. 397-422.

Lovforslaget tog ifølge bemærkningerne sigte på ».. at tilvejebringe en ny ordning for behandling af klager over politiet, som opfylder de to elementære krav, der må stilles til denne behandling: 1) Det må være en anden instans end politiet, der foretager de nødvendige undersøgelser vedrørende grundlaget for klagerne, og 2) politiet skal ikke være med til at træffe afgørelsen i disse klagesager«. Forslaget, der indebar oprettelse af såkaldte »politiklagenævn« i hver politikreds samt udpegelse af »politiombudsmænd« for henholdsvis Jylland, Øerne og København-Frederiksberg, byggede på en skitse udarbejdet af Dansk Retspolitisk Forenings arbejdsgruppe vedrørende retssikkerhed i retsplejen.

Forslaget blev drøftet i Folketinget den 5. november 1981, jf. Folketingstidende 1981-82, forhandlingerne, sp. 1845-1889, og blev herefter henvist til Retsudvalget.

Forslaget blev genfremsat uændret den 19. januar 1982, jf. Folketingstidende 1981-82 (2. samling), forhandlingerne, sp. 267-276, og tillæg A, sp. 631-656. Folketinget drøftede på ny forslaget den 3. februar 1982, jf. Folketingstidende 1981-82 (2. samling), forhandlingerne, sp. 1222-1241, hvorefter forslaget blev henvist til Retsudvalget.

Lovforslaget genfremsattes på ny den 15. december 1983, men nåede ikke at komme til 1. behandling på grund af udskrivelse af folketingsvalg.

Forslaget blev stort set uændret fremsat på ny den 12. marts 1985 (Lovforslag nr. L 197) nu af Venstresocialisterne og Socialistisk Folkeparti, jf. Folketingstidende 1984-85, forhandlingerne, sp. 7127-7128, og tillæg A, sp. 3967-4000. Det blev drøftet af Folketinget den 11. april 1985, jf. Folketingstidende 1984-85, forhandlingerne, sp. 8746-8761, og derefter henvist til Retsudvalget, der ikke afgav betænkning over forslaget.

Der henvises i øvrigt til kapitel 9, afsnit 5, i betænkning 1278/1994.

2.7.2. Forslag til folketingsbeslutning om politiklagenævn.

Den 13. januar 1989 fremsatte Socialistisk Folkeparti et forslag til folketingsbeslutning om politiklagenævn (Beslutningsforslag nr. B 49), jf. Folketingstidende 1988-89, forhandlingerne, sp. 4814-4815, samt tillæg A, sp. 4247-4256.

Ifølge forslaget pålagdes regeringen at fremsætte lovforslag om ændring af retsplejelovens regler om klager over politiets adfærd efter retningslinier, der var nærmere angivet i beslutningsforslaget. Det fremgik bl.a. heraf, at der i hver politikreds skulle oprettes et såkaldt politiklagenævn med 9 medlemmer til behandling af klager over politiets adfærd. Desuden var der bestemmelser om politiklagenævnets nedsættelse, sammensætning, sagsbehandling og kompetence. Det anførtes bl.a. i bemærkningerne, at »Forslagets grundprincip er et opgør med selvdømmet, således som det i dag er integreret i lokalnævnenes sammensætning og kompetence«.

Beslutningsforslaget blev drøftet i Folketinget den 3. februar 1989, jf. Folketingstidende 1988-89, forhandlingerne, sp. 6225-6240, og derefter henvist til Retsudvalget, der ikke afgav betænkning over forslaget.

Der henvises i øvrigt til kapitel 9, afsnit 6, i betænkning 1278/1994.

3. Udvalgets overvejelser og forslag

3.1. Generelle problemstillinger

Udvalget om behandlingen af klager over politipersonalet har i kapitel 11 i betænkning 1278/1994 overvejet en række generelle problemstillinger, som er relevante uanset hvilken klageordning, der gennemføres. I det følgende redegøres der for udvalgets overvejelser om klageorganets kompetence, hvornår klageorganet skal træde i funktion, politiets deltagelse i efterforskningen, tiltalekompetencen, advokatbeskikkelse og information om klageordningen.

3.1.1. Klageorganets kompetence

Lokalnævnsordningen omfatter klager over politipersonalets adfærd under udførelsen af tjenesten. Derimod er straffesager mod politipersonale ikke omfattet af ordningen. Udvalget har på denne baggrund overvejet, om en ny klageordning skal omfatte såvel straffesager som adfærdsklager. For dette taler, at man derved opnår et enstrenget og letforståeligt klagesystem. Synspunktet om, at politiet ikke bør undersøge og afgøre klager over sig selv, kan gøres gældende i relation til såvel straffesager som adfærdsklager. Udgangspunktet må derfor efter udvalgets opfattelse være, at en ny klageordning kan og bør omfatte både straffesager og adfærdsklager. Udvalget forudsætter i øvrigt, at begrebet »adfærdsklager« skal omfatte samme sagstyper som hidtil.

For så vidt angår disciplinærsager fremgår det af kommissoriet, at det forudsættes, at udvalgets anbefalinger kan gennemføres inden for rammerne af den almindelige tjenestemandslovgivning. Udvalget kan imidlertid gennemgå og vurdere reglerne om behandlingen af disciplinærsager og sammenhængen med reglerne om klagesager og straffesager mod politipersonale. I disciplinærsager træffes afgørelsen af ansættelsesmyndigheden, hvilket efter udvalgets opfattelse også er den principielt rigtige løsning. Udvalget har i øvrigt ved gennemgangen af de forskellige løsningsmodeller, der er omtalt i betænkningens kapitel 13-15, nærmere beskrevet sammenhængen mellem behandlingen af henholdsvis straffesager, adfærdsklager og disciplinærsager.

Udvalget har også overvejet, hvilke personer de nye klageregler skal omfatte. Det, der for polititjenestemænd bevirker, at der er tale om en særlig problemstilling, er politiets beføjelser til at udøve myndighed, herunder om fornødent under anvendelse af fysisk magt. Udvalget finder derfor, at de nye regler kun bør omfatte personale, der har politimyndighed, herunder politiets jurister, men derimod ikke kontorpersonale.

Det følger af udvalgets kommissorium, at den nye klageordning udelukkende skal omfatte forhold, der er begået i tjenesten og ikke forhold, der er begået uden for tjenesten, jf. herved betænkningens kapitel 1, afsnit 1-2. Udvalget finder det naturligt, at de nye regler kun bør omfatte forhold begået i tjenesten, idet behovet for en særlig klageordning udspringer af de magtbeføjelser, der tilkommer politiet. Med hensyn til det, der foregår uden for tjenesten, finder udvalget det principielt rigtigst, at politipersonale ikke behandles anderledes end andre borgere.

Hvorvidt en handling er foretaget i tjenesten, vil afhænge af en konkret vurdering. På baggrund af polititjenestens særlige karakter bør begrebet »i tjenesten« efter udvalgets opfattelse nok i denne sammenhæng tolkes temmelig vidt.

3.1.2. Hvornår træder klageorganet i funktion?

Bortset fra tilfælde, hvor klageorganet af egen drift iværksætter en undersøgelse, må det efter udvalgets opfattelse - som det er tilfældet efter de gældende lokalnævnsregler - i almindelighed være en forudsætning for at iværksætte en klagesagsbehandling, at der foreligger en alvorlig ment klage, der henhører under klageorganets sagsområde. Ophidsede eller berusede personer, der mundtligt, eventuelt telefonisk, retter henvendelse til politiet, kan henvises til senere at indlevere en skriftlig klage eller rette henvendelse til en overordnet polititjenestemand om sagen. Denne fremgangsmåde vil navnlig kunne anvendes, såfremt øjeblikkelig bevissikring ikke skønnes fornøden, og klagen i øvrigt skønnes uvæsentlig. I sådanne tilfælde bør klageren dog vejledes om muligheden for at indgive klage direkte til klageorganet.

I motiverne til de gældende regler om lokalnævn er det forudsat, at den hidtil fulgte praksis vedrørende politiets behandling af mindre klager skulle opretholdes. Efter denne praksis bliver mange små klager afgjort ved en samtale mellem en overordnet polititjenestemand og klageren. Herved kan fejltagelser og misforståelser opklares, og klageren vil undertiden være tilfreds hermed. Det kan endvidere tænkes, at klageren får medhold i sin klage, f.eks. hvis den indklagede polititjenestemand erkender at have optrådt ukorrekt.

I punkt B.7. i vejledning nr. 7 af 18. januar 1982 vedrørende behandlingen af klagesager, der henhører under lokalnævnene vedrørende politiets virksomhed, anføres det herom, at såfremt klageren i sådanne tilfælde modtager en beklagelse af det passerede med tilsagn om, at forholdet vil blive påtalt, og han erklærer sig tilfreds hermed, vil der ofte ikke være behov for at iværksætte nogen undersøgelse. Klageren må imidlertid vejledes om sin adgang til at få klagen indbragt for lokalnævnet, ligesom der skal udfærdiges et notat om det passerede. Sagen bør endvidere forelægges lokalnævnet til gennemsyn, således at nævnet får lejlighed til at træffe bestemmelse om at iværksætte en nærmere undersøgelse.

Såfremt der gennemføres en ny klageordning, bør der efter udvalgets opfattelse fortsat være mulighed for på denne måde uformelt at klare mindre klager. Det ville virke helt særpræget, hvis personer, der rettede henvendelse til politiet med mindre klager, uden undtagelse skulle henvises til et klageorgan, uden at politiet på nogen måde måtte forholde sig til henvendelsen. Set fra klagerens synspunkt ville det virke uforståeligt og formalistisk, hvis man uden videre blev »affejet« i sådanne tilfælde, hvor sagen måske straks kunne være afklaret i mindelighed. Hvis der stilles krav om, at politiet altid skal vejlede klageren om den formelle klagemulighed, og at der skal udfærdiges en notits om det passerede, som forelægges klageorganet, finder udvalget, at det forekommer ubetænkeligt at opretholde muligheden for, at politiet selv behandler mindre klager, når klageren er indforstået hermed.

3.1.3. Politiets deltagelse i efterforskningen

Uanset hvilken løsningsmodel man vælger, vil det efter udvalgets opfattelse være urealistisk at forestille sig, at politiets deltagelse i efterforskningen i sager mod politipersonale fremover helt kan undværes. Der vil utvivlsomt opstå tilfælde, hvor man nødvendigvis må trække på politiets ressourcer og særlige sagkundskab.

Betænkningen nævner som et nærliggende eksempel tilfælde, hvor der er behov for hurtigt at sikre beviser. Politiet opretholder et landsdækkende døgnberedskab og vil være i stand til med kort varsel at rykke ud for at indsamle tekniske spor, sikre sig eventuelle tilstedeværende vidners identitet og lignende. I visse sagstyper, f.eks. færdselssager, vil det være nødvendigt eller hensigtsmæssigt straks at foretage i hvert fald foreløbige afhøringer af de tilstedeværende vidner. Det er efter udvalgets opfattelse svært at forestille sig et klageorgan, der kan gøre noget tilsvarende.

Det er ifølge udvalget også klart, at der vil kunne opstå tilfælde, hvor politiet må gribe ind og bringe en ulovlig handling til ophør og i den forbindelse eventuelt anholde sigtede. Hvis f.eks. en politimand kører spirituskørsel, må politiet standse ham og i den forbindelse sikre sig hans identitet og sørge for, at der bliver taget blodprøve m.v.

På nogle områder besidder politiet en særlig ekspertise, som der efter udvalgets opfattelse også under en ny klageordning bør være mulighed for at drage nytte af. Man kan f.eks. nævne analyse af fingeraftryk eller undersøgelse af andre tekniske spor.

Det kan ifølge betænkningen heller ikke udelukkes, at der vil kunne opstå situationer, hvor der er behov for hurtigt at gennemføre en så omfattende efterforskning, at man kun ved at inddrage politipersonale kan indsætte de fornødne personalemæssige ressourcer.

Efter udvalgets opfattelse vil det derfor ikke være hensigtsmæssigt at indføre en klageordning, der fuldstændig udelukker politiets deltagelse i efterforskningen. I så fald ville dette kunne indebære en betydelig risiko for, at efterforskningen i sager mod politipersonale blev ringere end i sager mod andre borgere.

3.1.4. Tiltalekompetence

Af udvalgets kommissorium fremgår det, at udvalget bl.a. skulle vurdere, om der er behov for at ændre reglerne om kompetencen til at rejse tiltale i straffesager mod politipersonale, og i bekræftende fald fremkomme med forslag til sådanne ændringer.

I de tre mulige løsningsmodeller, som beskrives i betænkningens kapitel 13-15, er det statsadvokaten (eller evt. rigsadvokaten eller Justitsministeriet), der træffer afgørelse i tiltalespørgsmålet. Dette reflekterer udvalgets principielle opfattelse, hvorefter tiltalekompetencen i sager mod politipersonale ikke bør henlægges til særmyndigheder uden for den almindelige strafferetspleje.

Udvalget finder, at tiltalespørgsmålet i sager mod politipersonale ikke bør afgøres af politimesteren. Allerede efter de gældende regler er det den absolutte hovedregel, at tiltalespørgsmålet forelægges vedkommende statsadvokat til afgørelse.

Afgørelsen af tiltalespørgsmålet bør efter udvalgets opfattelse under en nyordning træffes af statsadvokaten uden indstilling fra politimesteren. Statsadvokaten har sit daglige virke i strafferetsplejen, følger udviklingen og har et virkelighedsnært forhold til kriminaliteten generelt. Derved sikrer man sig bedst muligt mod en usaglig forskelsbehandling mellem politifolk og almindelige borgere.

I de undtagelsestilfælde, hvor tiltalespørgsmålet efter de almindelige kompetenceregler skal afgøres af rigsadvokaten eller Justitsministeriet, bør tiltalespørgsmålet i sager mod politipersonale efter udvalgets opfattelse dog også fremover afgøres af disse myndigheder efter indstilling fra statsadvokaten (for Justitsministeriets vedkommende efter indstilling fra statsadvokaten og rigsadvokaten).

3.1.5. Advokatbeskikkelse

Et medlem af udvalget finder af hensyn til at betrygge klagerens retsstilling, at »statsadvokatmodellen« bør kombineres med en ordning, hvorefter der - hvis klageren begærer det - altid skal beskikkes en advokat for den pågældende. Det er imidlertid de øvrige medlemmers opfattelse, at der ikke vil være behov for at beskikke en advokat i en del mindre sager, f.eks. visse adfærdsklagesager. Disse medlemmer peger endvidere på, at det vil give en skævhed i forhold til indklagede, hvis man generelt beskikker en advokat for klageren, men ikke for indklagede. En ordning som den af det ene medlem foreslåede vil derfor forudsætte, at der i samme omfang beskikkes indklagede en advokat.

Det er de øvrige medlemmers opfattelse, at de almindelige regler om advokatbeskikkelse for forurettede formentlig vil give mulighed for advokatbeskikkelse i de fleste tilfælde, hvor der er behov herfor. Herudover bør der imidlertid være mulighed for, at retten kan beskikke en advokat for klageren, når forholdene taler derfor, f.eks. hvis klageren er mindreårig eller i øvrigt ikke skønnes egnet til at varetage sine egne interesser. Desuden bør der - som efter de gældende regler - altid beskikkes en advokat for klageren, hvis der i forbindelse med undersøgelsen skal afgives forklaring i retten. Der henvises herom til kapitel 11, afsnit 7, i betænkningen.

I betænkningens kapitel 11, afsnit 8, påpeger udvalget, at politifolk i kraft af deres erhverv har en særlig risiko for at blive udsat for undersøgelser/efterforskning, og at situationen forud for en egentlig sigtelse for et strafbart forhold kan være mere belastende for politifolk end for andre, idet der som en konsekvens af straffesagen kan blive tale om afskedigelse eller disciplinærsag.

Udvalget finder på denne bagrund, at der bør være mulighed for, at retten - når forholdene taler derfor - kan beskikke en advokat for indklagede, selv om der ikke er rejst en sigtelse.

Desuden bør der efter udvalgets opfattelse - som efter de gældende regler - altid beskikkes en advokat for indklagede, hvis der i forbindelse med undersøgelsen skal afgives forklaring i retten.

3.1.6. Information om klageordningen

Det fremgår af betænkningens kapitel 11, afsnit 10, at det efter udvalgets opfattelse er af afgørende betydning for tilliden til en ny klageordning, at der i almenheden kan skabes forståelse for, hvorledes ordningen fungerer.

Dette forudsætter for det første, at klageordningen så vidt muligt opbygges forholdsvis ukompliceret med enkle sagsgange. Derudover påpeger udvalget betydningen af, at der i forbindelse med ikrafttrædelsen af en ny klageordning gøres en særlig indsats for at udbrede kendskabet til ordningen. Udvalget understreger desuden betydningen af, at befolkningen løbende informeres om behandlingen af klager over politipersonalet.

3.2. Forslag til klageordninger

3.2.1. Tidligere foreslåede løsningsmodeller

Udvalget har ikke fundet at kunne anbefale en gennemførelse af nogen af de tidligere foreslåede ordninger, der er beskrevet i betænkningens kapitel 9.

I betænkningens kapitel 12 har udvalget knyttet kommentarer til nogle af de løsningsmodeller, der tidligere har været fremsat forslag om, og som er beskrevet i betænkningens kapitel 9, afsnit 2, 5 og 6. Det drejer sig om forslagene om indførelse af en politiauditørordning, en ordning med et centralt eller flere decentrale klageudvalg, advokatordninger, en ordning med politiombudsmænd og endelig en ordning med politiklagenævn. Udvalget har ikke herved tilsigtet nogen udtømmende opregning af fordele og ulemper ved de nævnte forslag, idet der tværtimod i betænkningen fokuseres på deres negative sider. Ud fra en samlet vurdering af forslagene har udvalget ikke fundet, at de påviste ulemper ved forslagene kan opvejes af deres fortrin navnlig i form af organisatorisk og personelmæssig uafhængighed i forhold til dem, som skal efterforskes.

3.2.2. Udvalgets løsningsmodeller

I kapitel 13-15 i betænkning 1278/1994 har udvalget beskrevet tre forskellige mulige nyordninger på området.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

Kapitel 13 indeholder en beskrivelse af en »statsadvokatmodel«. Ifølge denne model skal statsadvokaterne undersøge og afgøre adfærdsklager. Statsadvokaterne skal endvidere efterforske straffesager mod politipersonale og afgøre tiltalespørgsmålet.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

Kapitel 14 indeholder en beskrivelse af en statsadvokatmodel med tilknyttet kontrolorgan. Denne løsningsmodel indebærer, at der til statsadvokaterne knyttes kontrolorganer bestående af en advokat og to lægmænd, der har indseende med statsadvokaternes behandling af adfærdsklager og straffesager mod politipersonale. Kontrolorganerne samvirker med statsadvokaterne og afgiver indstillinger til disse. Kontrolorganerne kan påklage statsadvokaternes afgørelser til rigsadvokaten.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

Kapitel 15 indeholder en beskrivelse af en model med »særlige efterforskningsorganer«. Efter denne model oprettes der et antal særlige efterforskningsorganer bestående af en dommer, en advokat og en politimand, der leder efterforskningen i straffesager mod politipersonale. Efterforskningsorganerne skal så vidt muligt selv forestå udenretlige afhøringer i sagerne, hvorimod organerne i relation til andre efterforskningsskridt anmoder politiet om bistand. Efterforskningsorganerne afgør ikke selv tiltalespørgsmålet, men afgiver indstilling herom til vedkommende statsadvokat. Det er efter udvalgets opfattelse formentlig en forudsætning for, at en løsningsmodel med særlige efterforskningsorganer vil blive oplevet som tillidsvækkende, at organerne også behandler adfærdsklager.

3.3. Udvalgets indstilling

Udvalget har i kapitel 16 i betænkning nr. 1278/1994 foretaget en gennemgang af fordele og ulemper ved de tre løsningsmodeller, der er beskrevet i betænkningens kapitel 13-15, dvs. »statsadvokatmodellen«, »kontrolorganmodellen« og modellen med »særlige efterforskningsorganer«. I det følgende redegøres for udvalgets vurdering af disse løsningsmodeller.

3.3.1. »Statsadvokatmodellen«

Det er efter udvalgets opfattelse en meget stor fordel ved statsadvokatmodellen, at den indebærer en forenkling af det nuværende klagesystem, idet sagsbehandlingen vil blive samlet hos en instans, nemlig statsadvokaten, jf. nærmere betænkning 1278/1994, s. 205-06. Derved opnår man et enstrenget og letforståeligt klagesystem, og man undgår vanskelige afgrænsningsspørgsmål og en opsplitning af sagen på flere instanser.

Statsadvokatmodellen indebærer desuden, at det er statsadvokaten og ikke politiet, der står for undersøgelsen af sagen, uanset om den behandles som klagesag eller som straffesag. Det er endvidere statsadvokaten og ikke politiet, der træffer afgørelse i sagen. Det bemærkes herved, at den enkelte politikreds og statsadvokaturen er selvstændige adskilte myndigheder, og statsadvokaterne fungerer allerede i dag inden for strafferetsplejen som tilsynsmyndighed og klageinstans i relation til politiet. Efter ændringen af retsplejeloven pr. 1. oktober 1992 (anklagemyndighedens struktur) er statsadvokaten endog - i overensstemmelse med det sædvanlige to-instansprincip i dansk ret - ofte eneste klageinstans. Loven om anklagemyndighedens struktur indebærer desuden en yderligere funktionel adskillelse af politiet og statsadvokaturerne, idet påtalekompetencen herefter som udgangspunkt tilkommer politimestrene og ikke statsadvokaten. I forarbejderne til loven om anklagemyndighedens struktur lægges der i øvrigt op til en udvidelse af statsadvokaternes mere almene kontrol- og tilsynsvirksomhed med politikredsenes arbejdstilrettelæggelse og sagsbehandling som følge af nyordningen.

Hertil kommer som en yderligere fordel, at »statsadvokatmodellen« bevarer tiltalekompetencen hos anklagemyndigheden. Derved sikres en ensartet vurdering af sager mod henholdsvis politifolk og almindelige borgere samt et højt fagligt niveau.

Det er udvalgets opfattelse, at der med en statsadvokatordning vil kunne gennemføres en både grundig og effektiv behandling af såvel klagesager som straffesager mod politipersonale under medvirken af den bedst mulige sagkundskab. Ordningen har desuden den fordel, at den er meget fleksibel, således at kapaciteten hurtigt kan tilpasses vekslende arbejdsmængder. Derved sikres det også, at man hurtigt kan indlede efterforskning/undersøgelse i anledning af en klage.

Det er af afgørende betydning for tilliden til en ny klageordning, at den opbygges forholdsvis ukompliceret med enkle sagsgange, således at der i almenheden kan skabes forståelse for, hvorledes ordningen fungerer. »Statsadvokatmodellen«, der som nævnt indebærer en forenkling af det nuværende klagesystem, opfylder til fulde denne forudsætning. Når hertil kommer, at såvel adfærdsklager som straffesager mod politipersonale efter denne model skal behandles af statsadvokaturerne, der er selvstændige myndigheder i forhold til politiet, må det efter udvalgets opfattelse antages, at modellen vil nyde befolkningens tillid.

»Statsadvokatmodellen« er efter udvalgets opfattelse betryggende for både klageren og indklagede, idet den udgør en egnet ramme for en ordning, der sikrer de retssikkerhedsgarantier for begge parter, som må kræves i et retssamfund.

Ud fra en økonomisk synsvinkel har »statsadvokatmodellen« den fordel, at den bygger på eksisterende strukturer, omend der vil være behov for i et vist omfang at tilføre statsadvokaturerne yderligere ressourcer. »Statsadvokatmodellen« sikrer imidlertid en god ressourceudnyttelse, idet »spildtid« kan benyttes til almindelig sagsbehandling i statsadvokaturen. Modellen er således også på dette punkt meget fleksibel, hvilket er vigtigt, da der - for så vidt angår behandlingen af klagesager og straffesager mod politipersonale - må forudses store udsving i arbejdsmængden.

3.3.2. »Kontrolorganmodellen«

Udvalget finder, at »kontrolorganmodellen« som udgangspunkt har en række af de samme fordele som »statsadvokatmodellen«.

»Kontrolorganmodellen« vil efter udvalgets opfattelse formentlig i kraft af kontrolorganet, der består af en advokat og to lægmænd, af befolkningen blive oplevet som tillidsvækkende. Kontrolorganet har således en vis adgang til at øve indflydelse på, hvorledes sagen skal behandles, ligesom organet følger statsadvokatens sagsbehandling tæt - også hvis sagen behandles som en straffesag - og i den forbindelse har visse kontrolbeføjelser. Man må dog gøre sig klart, at kontrolorganet hovedsagelig har en tilsynsfunktion.

Mere principielt peger udvalget på, at man kan rejse det spørgsmål, om der overhovedet er behov for, at der føres tilsyn med statsadvokaten af et kontrolorgan. Man må herved navnlig have for øje, at statsadvokaturerne er selvstændige myndigheder i forhold til politiet og allerede i dag inden for strafferetsplejen virker som tilsynsmyndighed og klageinstans.

Det er ifølge udvalget en konsekvens af kontrolorganets medvirken i sagsbehandlingen, at sagsgangen bliver tungere, dvs. at modellen ikke er så funktionel som »statsadvokatmodellen«. Det vil indebære en længere sagsbehandlingstid.

»Kontrolorganmodellen« rejser herudover det problem, om man som et borgerligt ombud kan/bør pålægge lægmænd - selv mod et passende vederlag - at udføre dette ikke helt ubetydelige og krævende arbejde.

»Kontrolorganmodellen« er efter udvalgets opfattelse betryggende for både klageren og indklagede, idet den udgør en egnet ramme for en ordning, der sikrer de retssikkerhedsgarantier for begge parter, som må kræves i et retssamfund.

Set ud fra en økonomisk betragtning er »kontrolorganmodellen« mere bekostelig end »statsadvokatmodellen«.

3.3.3. »Særlige efterforskningsorganer«

Med hensyn til udvalgets vurdering af modellen med »særlige efterforskningsorganer« henvises til betænkning 1278/1994, s. 209-13. Ingen udvalgsmedlemmer har kunnet anbefale gennemførelsen af en sådan løsningsmodel, jf. betænkningen s. 215-16.

3.3.4. Sammenfatning

Det fremgår af betænkningens kapitel 16, afsnit 5, at alle udvalgsmedlemmer kan anbefale en gennemførelse af »statsadvokatmodellen«, idet dog to medlemmer primært anbefaler »kontrolorganmodellen«.

Med hensyn til den nærmere udformning af statsadvokatmodellen bør man efter udvalgets opfattelse foretrække en ordning opbygget efter følgende retningslinier

Statsadvokaten eller det juridisk uddannede personale i statsadvokaturerne - herunder advokater der er beskikket som medhjælpere for statsadvokaten - bør forestå undersøgelser i klagesager og efterforskning i straffesager. Det må i den forbindelse forudsættes, at det sikres, at der er de fornødne personalemæssige ressourcer i statsadvokaturerne til at løse denne opgave.

Udvalget finder ikke, at der bør ansættes politiuddannede efterforskere i statsadvokaturerne.

Som beskrevet i betænkningens kapitel 11, afsnit 5, kan politiets deltagelse i undersøgelsen/efterforskningen i sager mod politipersonale efter udvalgets opfattelse ikke helt undværes. Også under en fremtidig ordning vil der være behov for, at politiet gennemfører gerningsstedsundersøgelser og foretager uopsættelige efterforskningsskridt. Desuden må politiets tekniske afdelinger foretage eventuelle tekniske undersøgelser.

I særlige tilfælde bør statsadvokaten efter udvalgets opfattelse kunne anmode om bistand fra Rigspolitichefens Rejseafdeling. Der vil f.eks. kunne opstå behov herfor, hvis en enkelt sag er meget omfattende eller kompliceret, eller hvis statsadvokaturen i en periode er belastet med særligt mange sager. Statsadvokaten må også om fornødent kunne anmode om bistand fra Rigspolitiets øvrige afdelinger, herunder Teknisk Afdeling.

Med henblik på at sikre fleksibiliteten bør det ifølge udvalget inden for de skitserede rammer overlades til statsadvokaten i de konkrete tilfælde at træffe nærmere bestemmelse om, hvorledes undersøgelsen/efterforskningen mest hensigtsmæssigt gennemføres. Undersøgelsen/efterforskningen foretages i alle tilfælde for statsadvokaten og på dennes ansvar. Selve afgørelsen i sagerne træffes af statsadvokaten.

Som nævnt kan to udvalgsmedlemmer primært anbefale en statsadvokatmodel med tilknyttet kontrolorgan. Uanset den noget tungere sagsgang finder disse medlemmer, at den dialog mellem statsadvokaten og kontrolorganet, der er forudsat i modellen, vil give offentligheden, repræsenteret ved organets medlemmer, et indseende med og en indflydelse på behandlingen af klager over politiet, som må anses for at være af væsentlig betydning i et demokratisk samfund.

Såfremt »statsadvokatmodellen« ikke kan vinde tilslutning, fordi der ønskes et lægt element inddraget i behandlingen af klagesager, kan yderligere fem udvalgsmedlemmer - omend de foretrækker »statsadvokatmodellen« - gå ind for en gennemførelse af »kontrolorganmodellen«. Disse medlemmer bemærker, at det taler til fordel for »kontrolorganmodellen«, at der er et lægt element, men de ønsker dog samtidig at understrege, at »kontrolorganmodellen« fører til tunge sagsgange, ligesom den er økonomisk mindre fordelagtig end »statsadvokatmodellen«.

Fire af de syv udvalgsmedlemmer, der primært eller sekundært anbefaler »kontrolorganmodellen«, finder, at kontrolorganerne i givet fald udover en advokat skal bestå af to medlemmer, der udpeges efter indstilling fra vedkommende amtsråd m.v., uden at de behøver være medlemmer af disse, jf. herved betænkningens kapitel 14, afsnit 2, in fine.

Ingen udvalgsmedlemmer kan anbefale en gennemførelse af modellen med »særlige efterforskningsorganer«.

Udvalget har herved navnlig lagt vægt på de principielle betænkeligheder, der knytter sig til dommeres rolle i efterforskningsorganerne. Det vil ikke være i overensstemmelse med dansk retstradition at lade en dommer lede eller deltage i den politimæssige efterforskning, og dommeres deltagelse i organernes arbejde vil kunne give anledning til lignende retspolitiske betænkeligheder, som man har set i relation til undersøgelsesretterne.

Udvalget finder også anledning til at fremhæve, at ordningen med særlige efterforskningsorganer som beskrevet i betænkningens kapitel 16, afsnit 4, er mindre egnet til at behandle adfærdsklager.

3.4. Lokalnævnenes fremtidige sammensætning og arbejdsopgaver

3.4.1. Indledning

Det er i kommissoriet anført, at udvalget skal fremkomme med forslag om lokalnævnenes fremtidige sammensætning og arbejdsopgaver, idet det forudsættes, at lokalnævnene opretholdes, således at nævnene fortsat kan varetage deres opgaver i relation til kontakten og samarbejdet mellem politiet og den lokale befolkning.

Udvalget har på den baggrund ikke nærmere drøftet, om lokalnævnene bør bevares. Flere af udvalgets medlemmer har dog givet udtryk for, at de finder det tvivlsomt, om der er behov for at bevare lokalnævnene som samarbejdsorgan, idet der i forvejen finder et meget nært samarbejde sted mellem kommunerne og politiet.

Med hensyn til lokalnævnets sammensætning og dets nuværende arbejdsopgaver som samarbejdsorgan henvises til afsnit 2.2.1 og 2.2.2 ovenfor samt til betænkning 1278/1994, side 217 ff.

Bestemmelserne i retsplejeloven om lokalnævnenes funktion som samarbejdsorgan blev indsat i loven sammen med de øvrige bestemmelser om lokalnævnenes virksomhed i 1973 og er ikke blevet ændret siden.

3.4.2. Lokalnævnenes fremtidige opgaver

De nuværende regler i retsplejelovens § 115 a, stk. 1- 5, om lokalnævnenes funktion som samarbejdsorgan har ikke givet anledning til kritik og kan efter udvalgets opfattelse opretholdes i uændret form.

Selv om lokalnævnenes virksomhed fremover begrænses til alene at vedrøre de opgaver, som beskrives i retsplejelovens § 115 a, stk. 1-5, kan lokalnævnet dog efter udvalgets opfattelse ikke være helt afskåret fra at diskutere sager, som har givet anledning til klager over politiet. En diskussion deraf kan f.eks. ske med henblik på afklaring af generelle forhold, eller fordi sagen har optaget lokalsamfundet. Det vil også være naturligt, at politimesteren som en del af sin information til nævnet om spørgsmål af almindelig karakter giver oplysninger om mere betydningsfulde klagesager. Nævnet vil imidlertid ikke have nogen indflydelse på behandlingen af de konkrete klagesager.

3.4.3. Lokalnævnenes fremtidige sammensætning

Udvalget anfører, at det ikke længere vil være aktuelt at stille krav om, at et medlem skal være udpeget af Advokatrådet, idet dette medlem hidtil kun har deltaget i behandlingen af klagesager og ikke i nævnets øvrige arbejde.

Udvalget har i øvrigt ikke fundet anledning til at foreslå ændringer i lokalnævnenes sammensætning. Udvalget har dog peget på, at det - navnlig i betragtning af, at lokalnævnet fremover alene bliver et samarbejdsorgan - vil være af særlig betydning, at borgmestrene (i København overborgmesteren eller en anden borgmester) deltager i nævnets møder, og at det så vidt muligt bør undgås, at disse møder ved suppleanter, jf. betænkning 1278/1994, side 223.

4. Justitsministeriets overvejelser og forslag

4.1. Den fremtidige klageordning

Justitsministeriet kan i det væsentlige tiltræde udvalgets vurdering i betænkning 1278/1994, kapitel 12, af de forslag om forskellige klageordninger, der tidligere har været fremme i debatten, jf. herved afsnit 3.2.1. ovenfor.

Justitsministeriet kan endvidere tiltræde udvalgets forslag om, at adfærdsklagesager og straffesager mod politipersonale fremover skal behandles af statsadvokaterne. Det er samtidig Justitsministeriets opfattelse, at hensynet til at skabe tillid til, at disse sager i enhver henseende behandles sagligt og korrekt, taler for, at der som foreslået af et mindretal i udvalget oprettes kontrolorganer (»politiklagenævn«), der løbende fører tilsyn med statsadvokaternes sagsbehandling. Denne såkaldte »kontrolorganmodel« bør efter Justitsministeriets opfattelse desuden kombineres med en udvidet adgang til at beskikke advokat for parterne i disse sager, jf. herom afsnit 4.2.

I den foreslåede ordning indgår der bl.a. følgende elementer

- politiklagenævnet skal ind i sagerne fra starten

- politiklagenævnet kan af egen drift anmode statsadvokaten om at foretage en undersøgelse eller efterforskning

- politiklagenævnet skal løbende følge sagerne

- politiklagenævnet kan på ethvert trin anmode statsadvokaten om at foretage bestemte yderligere undersøgelses- eller efterforskningsskridt

- øgede krav til statsadvokatens begrundelse, hvis han går imod politiklagenævnets opfattelse

- politiklagenævnet kan påklage statsadvokatens afgørelser til rigsadvokaten

- en vid adgang til advokatbeskikkelse

- øget åbenhed om sagerne i form af en årsberetning

I det følgende redegøres der nærmere for Justitsministeriets overvejelser og forslag. Der kan endvidere henvises til bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser.

4.1.1. »Statsadvokatmodellen«

Justitsministeriet er enig i den positive vurdering af statsadvokatmodellen, som udvalget har givet udtryk for i betænkningen, og som er gengivet ovenfor i afsnit 3.3.1.

Statsadvokatmodellen opfylder hovedformålet med indførelsen af en nyordning, nemlig at politiet ikke skal stå for undersøgelsen/efterforskningen i sager mod politipersonale, og at politiet heller ikke skal træffe afgørelse i sagerne. En henlæggelse af disse opgaver til statsadvokaterne ligger desuden i naturlig forlængelse af de ændringer i anklagemyndighedens struktur, der blev gennemført ved lov nr. 385 af 20. maj 1992, og som bl.a. indebar en yderligere funktionel adskillelse af statsadvokaturerne og politiet. Herom henvises til afsnit 2.3.

Statsadvokatmodellen indebærer, at den samme instans skal behandle såvel adfærdsklagesager som straffesager mod politipersonale. Når dertil kommer, at statsadvokaten i forvejen behandler klager over politiets efterforskning i straffesager, og at statsadvokaten efter lovforslaget også som udgangspunkt skal træffe afgørelse i 1. instans i sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, vil en gennemførelse af lovforslaget indebære en betydelig og tiltrængt forenkling af hele klagesystemet på dette område. Ikke mindst af hensyn til den borger, der ønsker at klage over politiet, er det overordentlig hensigtsmæssigt, at man ved henvendelse til en og samme myndighed kan få behandlet disse mange forskellige mulige aspekter af en sag. Derved undgås vanskelige afgrænsningsspørgsmål og en opsplitning af sagen på flere forskellige instanser.

Statsadvokatmodellen har ydermere den fordel, at tiltalespørgsmålet afgøres af statsadvokaten eller eventuelt af den overordnede anklagemyndighed. Justitsministeriet kan således tiltræde udvalgets principielle opfattelse, hvorefter tiltalekompetencen i straffesager mod politipersonale ikke bør henlægges til særmyndigheder uden for den almindelige strafferetspleje, jf. herved betænkning 1278/1994, side 120.

Endelig er det Justitsministeriets opfattelse, at statsadvokatmodellen vil kunne opfylde de krav til fleksibilitet, effektivitet, sagkundskab og grundighed i sagsbehandlingen, der må stilles til en ny klageordning.

Som nævnt bør en ordning, hvorefter statsadvokaterne behandler adfærdsklagesager og straffesager mod politipersonale, imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse kombineres med dels oprettelsen af »politiklagenævn«, dels en udvidet adgang til at beskikke advokat for parterne i disse sager, jf. herom afsnit 4.1.2. og afsnit 4.2.

4.1.2. »Kontrolorganmodellen«

Som det fremgår af betænkning 1278/1994, har en række udvalgsmedlemmer enten primært eller sekundært anbefalet en statsadvokatmodel med tilknyttet kontrolorgan, jf. herved også afsnit 3.3.4. Disse udvalgsmedlemmer har dog samtidig påpeget, at en sådan ordning vil føre til tungere sagsgange end den rene statsadvokatmodel.

Det samlede udvalg har endvidere bl.a. givet udtryk for, at kontrolorganmodellen som udgangspunkt har en række af de samme fordele som statsadvokatmodellen, jf. nærmere betænkning 1278/1994, side 208-09, og afsnit 3.3.2. ovenfor.

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at kontrolorganmodellen som udgangspunkt har de samme fordele som statsadvokatmodellen. Hertil kommer som en yderligere fordel, at kontrolorganernes virke kan medvirke til at skabe tillid til klageordningen. Heroverfor står, at en ordning med kontrolorganer - som også påpeget af udvalget - set i forhold til den rene statsadvokatmodel fører til tungere sagsgange.

Hensynet til at skabe tillid til, at adfærdsklagesager og straffesager mod politipersonale behandles på betryggende vis, taler imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse med afgørende vægt for, at en ordning, hvorefter statsadvokaterne behandler disse sager, suppleres med, at der oprettes kontrolorganer (»politiklagenævn«), der løbende fører tilsyn med sagsbehandlingen.

Politiklagenævnenes beføjelser er nærmere beskrevet i det foreslåede nye kapitel 93 d i retsplejeloven. Som det fremgår heraf, får politiklagenævnet i såvel adfærdsklagesager som straffesager mod politipersonale løbende tilsendt sagsakterne, det kan anmode statsadvokaten om at foretage bestemte yderligere undersøgelses- eller efterforskningsskridt, tilkendegive over for statsadvokaten, hvordan sagerne efter nævnets opfattelse bør behandles og afgøres, og påklage statsadvokatens afgørelser til rigsadvokaten.

Med hensyn til sammensætningen af politiklagenævnene finder Justitsministeriet, at politiklagenævnene udover en advokat, der udpeges efter indstilling fra Advokatrådet, skal bestå af to lægmænd, der udpeges efter indstilling fra amtsrådene, Københavns Borgerrepræsentation og kommunalbestyrelsen på Frederiksberg.

Det er hensigten at etablere seks politiklagenævn, dvs. et for hver af de regionale statsadvokater. For at sikre en smidig og effektiv klageordning finder Justitsministeriet dog, at der bør skabes hjemmel til administrativt om fornødent at etablere mere end et politiklagenævn for hver statsadvokatur. Derved sikres det, at antallet af politiklagenævn på grundlag af erfaringerne med den nye klageordning løbende kan tilpasses sagsantallet på området, således at man undgår kapacitetsproblemer med deraf følgende lange sagsbehandlingstider. Samtidig kan man imødegå, at arbejdet i det enkelte politiklagenævn - navnlig for lægmændene - antager et urimeligt stort omfang.

Som nævnt finder Justitsministeriet endvidere, at »kontrolorganmodellen« bør kombineres med en udvidet adgang til at beskikke advokat for parterne. Herom henvises til afsnit 4.2.

4.1.3. »Særlige efterforskningsorganer«

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets vurdering af en model med »særlige efterforskningsorganer«, og kan således ikke anbefale gennemførelsen af en sådan ordning.

4.2. Advokatbeskikkelse

4.2.1. Indledning

Som omtalt i afsnit 4.1. finder Justitsministeriet, at statsadvokatmodellen bør kombineres med dels oprettelsen af politiklagenævn, dels en udvidet adgang til at beskikke advokat for klageren og indklagede i adfærdsklagesager samt for forurettede og polititjenestemanden i straffesager mod politipersonale.

Spørgsmålet om advokatbeskikkelse for parterne er omtalt i bet. 1278/1994, side 121-22, side 124-25 og side 214-15. Der er redegjort for udvalgets overvejelser herom ovenfor i afsnit 3.1.5.

Justitsministeriet finder i lighed med udvalget, at retten skal have adgang til at beskikke advokat for parterne, »når forholdene taler derfor«. Et tilsvarende kriterium anvendes i den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 741 a, stk. 2, om advokatbeskikkelse for forurettede.

Det er imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at der i praksis efter en sådan bestemmelse bør beskikkes advokat i videre omfang, end der lægges op til i betænkningen.

4.2.2 Advokatbeskikkelse i adfærdsklagesager

Om der i en adfærdsklagesag skal ske advokatbeskikkelse, må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvorunder der navnlig lægges vægt på karakteren af klagen.

Er der tale om en klage over vold og anden hårdhændet behandling i forbindelse med anholdelse, under opløb og lignende, eller klager over myndighedsmisbrug, f.eks. i forbindelse med anholdelse eller ransagning, vil advokatbeskikkelse ofte være indiceret. Er der derimod tale om klager over anden ukorrekt fremgangsmåde under udførelsen af tjenesten eller klager over uhøflig tiltale eller anden ukorrekt personlig optræden, vil der som regel ikke være tilstrækkelig anledning til at beskikke advokat.

Endvidere kan der være anledning til at beskikke en advokat for klageren, hvis klageren er mindreårig, eller hvis klageren på grund af legemlig eller psykisk sygdom har et særligt behov for bistand.

Det er i alle disse tilfælde en forudsætning for advokatbeskikkelse, at klagen ikke er åbenbart grundløs.

Endelig foreslås det, at der - som efter gældende ret - altid skal beskikkes en advokat for parterne i en adfærdsklagesag, når forklaring skal afgives i retten.

4.2.3 Advokatbeskikkelse i straffesager

I straffesager mod politipersonale bør det være den altovervejende hovedregel, at der beskikkes en advokat for parterne, hvis der er en sådan mistanke om, at et strafbart forhold er begået, at der er grundlag for at rejse sigtelse mod polititjenestemanden.

Undtagelse kan dog gøres, hvis der er tale om et strafbart forhold af mindre betydning, f.eks. en færdselsforseelse.

Desuden foreslås det, at der skal beskikkes en advokat for de pågældende i alle de tilfælde, hvor beskikkelse ellers ville være sket efter reglerne i henholdsvis kapitel 66 a om »Advokatbistand til den forurettede« eller kapitel 66 om »Sigtede og hans forsvar«.

I andre tilfælde må det bero på en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger i den konkrete sag, om der skal beskikkes en advokat. Der må i den forbindelse navnlig lægges vægt på, i hvilket omfang anmeldelsen er underbygget, om anmeldelsen vedrører alvorlig kriminalitet, om der er tale om en kompliceret sag samt på, om forurettede på grund af mindreårighed eller sygdom har et særligt behov for bistand.

4.2.4 Afsluttende bemærkninger om advokatbeskikkelse

I såvel adfærdsklagesager som straffesager mod politipersonale bør det efter Justitsministeriets opfattelse være udgangspunktet, at der, når den ene part får beskikket en advokat, tillige beskikkes en advokat for den anden part. Undtagelse herfra kan gøres, når advokatbeskikkelsen alene er begrundet i, at klageren/forurettede er mindreårig eller som følge af sygdom har et særligt behov for bistand.

Der henvises i øvrigt vedrørende spørgsmålet om advokatbeskikkelse til de foreslåede §§ 1019 e og 1020 d-e , der finder anvendelse i henholdsvis adfærdsklagesager og straffesager, samt til bemærkningerne til disse bestemmelser.

4.3. Lokalnævnenes fremtid

Det er Justitsministeriets opfattelse, at lokalnævnene fortsat bør bevares som den formelle ramme om samarbejdet på lokalt plan mellem politiet og kommunerne. Selv om der på mange områder er et tæt samarbejde mellem politiet og kommunerne, finder ministeriet det værdifuldt tillige at have et overordnet forum for drøftelsen af en række spørgsmål af mere generel karakter vedrørende forholdet mellem politiet og lokalbefolkningen. Det er i den forbindelse også Justitsministeriets opfattelse, at lokalnævnene varetager en række væsentlige opgaver, der ikke umiddelbart kan forventes løst i andre sammenhænge.

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at de nuværende regler i retsplejelovens § 115 a, stk. 1-5, om lokalnævnenes funktion som samarbejdsorgan kan opretholdes i uændret form. Bestemmelserne er omtalt ovenfor i afsnit 2.2.2.

Med hensyn til lokalnævnets fremtidige sammensætning er Justitsministeriet enig med udvalget i, at det ikke længere vil være aktuelt at lade en advokat være medlem af lokalnævnet, idet advokatmedlemmet hidtil kun har deltaget i behandlingen af klagesager og ikke i nævnets øvrige arbejde.

Justitsministeriet finder ikke tilstrækkelig anledning til at foreslå andre ændringer i lokalnævnenes sammensætning. Det bemærkes herved, at hvis der opstår behov for fra kommunernes eller politiets side at lade personale med særlig indsigt på bestemte sagsområder deltage i nævnets møder, vil dette kunne ske på ad hoc-basis. Justitsministeriet finder ligesom udvalget, jf. ovenfor i afsnit 3.4.3., at det fremover vil være af særlig betydning, at borgmestrene (i København overborgmesteren eller en anden borgmester) deltager i nævnets møder, og at det så vidt muligt bør undgås, at disse møder ved suppleanter.

4.4. Erstatningssager

Ved lov nr. 385 af 20. maj 1992 blev den hidtidige adgang til at få prøvet en afgørelse gennem fire instanser inden for anklagemyndigheden erstattet af et toinstanssystem, således at der i overensstemmelse med det almindelige princip i dansk ret alene er adgang til at påklage en afgørelse en gang til den umiddelbart overordnede myndighed. Endvidere blev der fastsat en klagefrist på 4 uger for klage over afgørelser truffet af anklagemyndigheden.

Sigtet hermed var at modernisere og forenkle rekursadgangen inden for anklagemyndigheden og dermed bidrage til en hurtigere og mere effektiv klagesagsbehandling, samtidig med, at hensynet til den ensartede behandling af sagerne tilgodeses ved muligheden for, at den overordnede anklagemyndighed af egen drift eller efter klage kan tage afgørelser op til fornyet behandling.

To-instanssystemet og klagefristen gælder imidlertid ikke ved behandlingen af sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, jf. retsplejelovens kapitel 93 a. Hvis politimesteren afslår at yde erstatning i en sag, kan afgørelsen herom således - uden at der gælder nogen klagefrist - påklages til yderligere tre instanser, nemlig statsadvokaten, rigsadvokaten og justitsministeren.

Hertil kommer, at der er en særlig nem adgang til domstolsprøvelse af den administrative afgørelse om erstatningskravet. Imødekommes erstatningskravet ikke, kan den erstatningssøgende således inden to måneder efter meddelelse om afslaget begære kravet indbragt for retten, jf. nærmere retsplejelovens § 1018 f. Kravet indbringes i så fald for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning. Det er ikke nogen betingelse, at den administrative klageadgang er udnyttet, før sagen begæres indbragt for retten. Den erstatningssøgende kan f.eks. vælge at begære statsadvokatens afgørelse indbragt for retten uden forinden at klage til rigsadvokaten.

Som nævnt gælder der en to måneders-frist for begæringer om domstolsprøvelse, der løber fra det tidspunkt, hvor erstatningssøgende har fået meddelelse om afslaget på erstatning. Har erstatningssøgende oversiddet fristen, kan den pågældende imidlertid blot - uden at der gælder nogen klagefrist - klage til den umiddelbart overordnede myndighed. Der løber herefter en ny to måneders frist fra det tidspunkt, hvor erstatningssøgende har fået meddelelse om den overordnede myndigheds afgørelse.

De gældende regler åbner således mulighed for en administrativ behandling i op til fire instanser efterfulgt af en domstolsprøvelse - eventuelt i flere instanser. Samtidig kan to måneders fristen for at begære kravet indbragt for retten »omgås« ved, at man klager til den overordnede anklagemyndighed og derefter begærer denne myndigheds afgørelse indbragt for retten.

Justitsministeriet finder ikke, at denne retstilstand er hensigtsmæssig. Det foreslås derfor, at der også i sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning indføres et to-instanssystem og en klagefrist på 4 uger, og at det gøres til en betingelse for at begære domstolsprøvelse, at man forinden har udnyttet den administrative klageadgang.

Forslaget om indførelse af statsadvokatmodellen - kombineret med oprettelsen af politiklagenævn og en udvidet adgang til advokatbeskikkelse - indebærer, at statsadvokaterne fremover skal behandle klager over politipersonalets adfærd samt efterforske straffesager mod politipersonale og afgøre tiltalespørgsmålet. Statsadvokaterne behandler i forvejen klager over politiets efterforskning i straffesager.

Justitsministeriet finder det på denne baggrund mest hensigtsmæssigt, at det som udgangspunkt overlades til statsadvokaterne som 1. instans at træffe afgørelse om erstatningskrav i anledning af strafferetlig forfølgning, og således at statsadvokaternes afgørelser kan påklages en gang til den umiddelbart overordnede myndighed, dvs. rigsadvokaten. Derved opnås det, at et erstatningskrav kan behandles i sammenhæng med en eventuel klage over det efterforskningsskridt, f.eks. en anholdelse, der har ført til, at kravet blev rejst, og herunder en eventuel klage over politipersonalets adfærd, f. eks. en klage over unødig magtanvendelse i forbindelse med anholdelsen.

Samtidig følger det imidlertid af den foreslåede § 1018 e, stk. 1., 2. pkt., at justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at visse sager skal afgøres af rigsadvokaten eller af justitsministeren som 1. instans. Med hjemmel i denne bestemmelse vil der f.eks. kunne fastsættes regler om, at en sag af statsadvokaten skal forelægges for rigsadvokaten eller (gennem rigsadvokaten) for justitsministeren til afgørelse, såfremt sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.

Desuden foreslås det som nævnt, at den administrative klageadgang skal være udnyttet, før der er adgang til at begære kravet indbragt for retten til prøvelse, således at det er rigsadvokatens afgørelse, der indbringes for retten. Det er i den forbindelse fundet mest hensigtsmæssigt, at sagen indbringes for retten af vedkommende statsadvokat, der har behandlet sagen som 1. instans, jf. den foreslåede bestemmelse i § 1018 f, stk. 1. Den gældende to månders-frist for at begære domstolsprøvelse forslås opretholdt, således at fristen regnes fra meddelelsen om rigsadvokatens afgørelse. Er afgørelsen undtagelsesvis truffet af justitsministeren, enten som klageinstans eller som 1. instans, er det justitsministerens afgørelse, der kan begæres indbragt for retten, og to månedersfristen regnes i så fald fra meddelelsen om justitsministerens afgørelse. Også i disse tilfælde er det statsadvokaten, der indbringer sagen for retten.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6-8.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Lovforslaget indebærer en række merudgifter i form af blandt andet øget ressourcebehov ved anklagemyndigheden, udgifter i forbindelse med politiklagenævnene samt øgede udgifter til advokatbeskikkelse.

Overflytning til statsadvokaterne af kompetencen til at undersøge og afgøre adfærdsklager samt efterforske straffesager mod politipersonalet og afgøre tiltalespørgsmålet nødvendiggør ressourcetilførsel, idet behandlingen indebærer, at der blandt skal foretages egentlige efterforskningsskridt, såsom afhøringer m.v. Den foreslåede ordning, hvorefter rigsadvokaten kommer til at fungere som klageinstans, vil endvidere nødvendiggøre øget sagsbehandlingskapacitet.

Samlet skønnes forslagene at nødvendiggøre oprettelse af 7 årsværk, heraf 1 årsværk som vicestatsadvokat i bevillingslønramme 37 og 6 årsværk (Ø). De årlige merudgifter udgør 2,9 mio. kr. årligt, heraf lønsum 2,2 mio. kr. Hertil kommer engangsudgifter til lokaler og inventar m.v. på ca. 0,7 mio. kr.

Oprettelsen af politiklagenævn medfører udgifter til vederlæggelse af formændene og lægmændene. Et skøn over de samlede udgifter er behæftet med betydelig usikkerhed, da disse blandt andet beror på de nærmere regler, der fastsættes om nævnenes virksomhed samt på det tidsforbrug, der vil være forbundet med de enkelte sager. De samlede udgifter vedrørende politiklagenævnene kan på den baggrund anslås til ca. 2,6 mio. kr. årligt.

Udgifterne til den øgede adgang til advokatbeskikkelse, som forslaget medfører, skal afholdes af statskassen. På baggrund af de foreliggende oplysninger om fordelingen af de nuværende sager på sagstyper kan merudgifterne herved skønnes at udgøre i størrelsesordenen 2,7 mio. kr. årligt. Også dette skøn er dog behæftet med betydelig usikkerhed.

Forslaget om indførelse af et to-instanssystem i sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning må antages at indebære visse mindre administrative lettelser ved anklagemyndigheden under et. Der er ved ovenstående skøn taget højde herfor. For domstolenes vedkommende kan der på baggrund af den foreslåede regel om, at klageadgangen skal være udnyttet, før erstatningssøgende kan begære kravet indbragt for retten, ventes et mindre fald i antallet af sager.

Merudgifterne vil indgå i fastlæggelsen af Justitsministeriets rammer på de årlige bevillingslove.

Lovforslaget har ingen miljømæssige eller erhvervsøkonomiske konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

6. Hørte myndigheder m.v.

Betænkning nr. 1278/1994 har været sendt til høring hos

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund, Dansk Kriminalpolitiforening, Politiets og Domstolenes Tjenestemandsforening, Landsklubben HK-politiet, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Foreningen af beskikkede advokater i København, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.

Justitsministeriet har endvidere modtaget udtalelser om betænkningen fra Forbrugerrådet, Foreningen mod Politivold, Dansk Retspolitisk Forening samt Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination.

Samtidig med fremsættelsen er lovforslaget sendt til høring hos de samme myndigheder m.v. samt hos Nævnet for Etnisk Ligestilling.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilag 1 til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de gældende regler.

Til § 1

Til nr. 1-4.

De foreslåede ændringer er en konsekvens af, at lokalnævnene ikke længere skal deltage i behandlingen af adfærdsklagesager.

Det indebærer bl.a., at det ikke længere vil være aktuelt at stille krav om, at et medlem af lokalnævnet skal være udpeget af Advokatrådet, idet dette medlem hidtil kun har deltaget i behandlingen af klagesager og ikke i nævnets øvrige arbejde.

Til nr. 5

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt i det væsentlige til den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 778, stk. 2, 2. pkt., vedrørende rettens undersøgelse af varetægtsarrestanters klager over fængselspersonalets adfærd. Baggrunden for ændringsforslaget er således alene, at der i den gældende bestemmelse i § 778, stk. 2, henvises til en række bestemmelser i retsplejelovens kapitel 93 b om undersøgelse af klager over politiet, som nu foreslås ændret.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

Kapitel 93 c indeholder særlige regler om behandlingen af straffesager mod »politipersonale« vedrørende forhold begået »i tjenesten«, jf. nærmere bemærkningerne til § 1020.

Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der vil kunne forekomme tilfælde, hvor en polititjenestemand f.eks. har begået kriminalitet dels i tjenesten, dels uden for tjenesten, men hvor praktiske hensyn taler for, at sagen behandles under et af statsadvokaten efter reglerne i kapitel 93 c. Noget tilsvarende kan gøre sig gældende, hvis en polititjenestemand i tjenesten har begået kriminalitet sammen med en eller flere medskyldige, der ikke hører til politipersonalet, og som derfor ikke er omfattet er regelsættet.

Med sigte på sådanne tilfælde indeholder § 1020 f en regel om, at rigsadvokaten kan bestemme, at en straffesag, der omfatter flere forhold eller flere sigtede, i sin helhed skal behandles af statsadvokaten efter reglerne i kapitel 93 c, hvis en sådan behandling er påkrævet med hensyn til et af forholdene eller en af de sigtede.

Der kan i denne forbindelse henvises til princippet i retsplejelovens § 705, stk. 1, hvoraf det følger, at hvis forfølgning samtidig skal finde sted mod samme sigtede for flere forbrydelser eller mod flere sigtede som delagtige i en forbrydelse, bør dette ske under en sag, for så vidt sådant lader sig gøre uden væsentlig forhaling eller vanskelighed.

Til § 1020 g

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 778, stk. 2, 2. pkt., foreslås derfor ændret, således at der i stedet henvises til de bestemmelser i det nye kapitel 93 b, der fremover vil være relevante i denne sammenhæng.

Henvisningen i den gældende § 778, stk. 2., 2. pkt., til retsplejelovens § 1019 i foreslås erstattet af et nyt 3. pkt. i § 778, stk. 2. Baggrunden herfor er, at det foreslåede nye kapitel 93 b ikke indeholder en bestemmelse svarende til retsplejelovens § 1019 i.

I den nugældende § 778, stk. 2., 2. pkt., henvises bl.a. til retsplejelovens § 1019 d, stk. 1, 2. pkt. , hvorefter den, klagen angår, »... skal gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale sig om fremstillingen«. Den fremstilling, der sigtes til, er omtalt i § 1019 d, stk. 1, 1. pkt. , der er sålydende: »Den, klagen angår, skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at afgive en skriftlig udtalelse om fremstillingen«. Den gældende § 778, stk. 2., 2. pkt., indeholder imidlertid ikke en henvisning til § 1019 d, stk. 1., 1. pkt.

Justitsministeriet har fundet det rigtigst i den nu foreslåede bestemmelse i § 778, stk. 2, 2. pkt., at henvise til hele den nu foreslåede § 1019 b. Derved kommer det til at fremgå udtrykkeligt af § 778, stk. 2., 2. pkt., jf. § 1019 b, at den, klagen angår, skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at udtale sig om fremstillingen, samt at indklagede ikke har pligt til at udtale sig om fremstillingen. Det forudsættes, at fremstillingen udarbejdes af vedkommende fængselsinspektør (arrestinspektør) eller Direktoratet for Kriminalforsorgen og udleveres til indklagede forud for rettens behandling af sagen. Derved sikres det, at indklagede før sagens behandling i retten kan få et indtryk af, hvad klagen omhandler.

Til nr. 6

Forslaget indebærer, at det som udgangspunkt er statsadvokaterne, der som 1. instans træffer afgørelse om erstatningskrav i anledning af strafferetlig forfølg ning. Politiet vil således ikke kunne træffe afgørelse i disse sager, heller ikke i tilfælde hvor der meddeles afslag på erstatning. Om baggrunden for forslaget henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 4.4.

Af den foreslåede § 1018 e, stk. 1., 2. pkt., følger, at justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at visse sager skal afgøres af rigsadvokaten eller af justitsministeren som 1. instans. Med hjemmel i denne bestemmelse vil der f.eks. kunne fastsættes regler om, at en sag af statsadvokaten skal forelægges for rigsadvokaten eller (gennem rigsadvokaten) for justitsministeren til afgørelse, såfremt sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.

De foreslåede ændringer af bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 93 a om behandlingen af erstatningssager indebærer ikke nogen begrænsning i justitsministerens og rigsadvokatens adgang til i medfør af deres overordnede stilling at gribe ind i konkrete sager, jf. retsplejelovens § 98 og § 99. Der vil ligeledes i medfør af disse bestemmelser i kapitel 10 kunne udstedes generelle regler om sagernes behandling. Rigsadvokaten vil således fortsat kunne fastsætte retningslinier (takster) for ydelse af disse erstatninger.

Statsadvokaterne vil af egen drift undtagelsesvis kunne forelægge en sag for den overordnede anklagemyndighed til afgørelse også uden for de tilfælde, hvor der måtte være fastsat regler herom.

Til nr. 7

De foreslåede bestemmelser indebærer, at der også i sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning indføres et to-instanssystem og en klagefrist på 4 uger. Om baggrunden for forslagene herom henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 4.4.

Efter bestemmelsen i stk. 3 skal rigsadvokaten - som efter gældende ret - behandle klager over afgørelser truffet af statsadvokaterne vedrørende krav om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning. Det fremgår endvidere som noget nyt af bestemmelsen, at afgørelser, der træffes af rigsadvokaten som følge af klager over statsadvokaternes afgørelser, ikke kan påklages til Justitsministeren.

Efter retsplejelovens § 98 er anklagemyndigheden underordnet justitsministeren. Det følger af justitsministerens overordnelsesforhold, at justitsministeren har adgang til at give de offentlige anklagere generelle og konkrete tjenestebefalinger, jf. § 98, stk. 2 og 3. (I forholdet til statsadvokaterne har rigsadvokaten tilsvarende beføjelser som justitsministeren, jf. retsplejelovens § 99, stk. 2, 2. pkt.)

Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag er herefter som udgangspunkt endelig, medmindre justitsministeren benytter sin adgang efter § 98, stk. 3, til at gribe ind i rigsadvokatens behandling af en konkret sag. Adgangen for justitsministeren til i medfør af § 98, stk. 3, at gribe ind i konkrete sager kan således medføre, at en afgørelse truffet af rigsadvokaten tages op til fornyet behandling af justitsministeren.

Efter § 6, stk. 3, i loven om Folketingets Ombudsmand, kan klage over afgørelser, der kan ændres af højere administrativ myndighed, ikke indgives til ombudsmanden, forinden den højere myndighed har truffet afgørelse i sagen. Forslaget om at afskære adgangen til påklage til justitsministeren af rigsadvokatens afgørelser i klagesager medfører, at klager over rigsadvokatens afgørelser vil blive behandlet af Folketingets Ombudsmand, selv om klagen indgives til denne, uden at det forinden har været forsøgt at foranledige justitsministerens indgriben i sagen.

Bestemmelsen i stk. 4 fastslår, at justitsministeren behandler klager over afgørelser vedrørende krav om erstatning truffet at rigsadvokaten som 1. instans. Som 1. instansafgørelser anses afgørelser truffet af rigsadvokaten som følge af en forelæggelse fra en statsadvokat, også selv om afgørelsen formelt meddeles af statsadvokaten.

Det foreslås i stk. 5, at fristen for klage over afgørelser vedrørende krav om erstatning fastsættes til 4 uger. Bestemmelsen gælder kun, hvor en afgørelse er truffet, men ikke for klager f.eks. over, at der endnu ikke er truffet afgørelse i sagen. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Ved brevforsendelse må afgørelsen antages at være kommet frem den første postforsendelsesdag efter afsendelsen, medmindre klageren sandsynliggør, at meddelelsen er kommet frem senere. Klagen skal være kommet frem til myndigheden inden fristens udløb.

Klagefristen er ikke absolut, idet klager, der fremkommer efter udløbet af 4 ugers-fristen, skal behandles, hvis klagemyndigheden skønner, at fristoverskridelsen må anses for undskyldelig. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis afgørelsen vel er meddelt klageren, men denne på grund af bortrejse, sygdom eller lignende har været forhindret i at indgive klage rettidigt.

Det bemærkes, at en overskridelse af klagefristen ikke berører den overordnede myndigheds adgang til at omgøre den underordnede myndigheds afgørelse i medfør af bestemmelserne i § 98, stk. 3. og § 99, stk. 2, 2. pkt.

De foreslåede bestemmelser indeholder ikke regler, som fastlægger kredsen af klageberettigede. Dette må afgøres efter de almindelige forvaltningsretlige regler.

Det følger i øvrigt af forvaltningslovens § 25, stk. 1, at afgørelser, som kan påklages, når de meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Dette gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Statsadvokaten må i den forbindelse vejlede om, at den administrative klageadgang skal være udnyttet, før der er adgang til at begære kravet indbragt for retten til prøvelse, således at det er rigsadvokatens afgørelse, der i givet fald indbringes for retten. Træffes afgørelsen i 1. instans undtagelsesvis af rigsadvokaten, må rigsadvokaten på tilsvarende vis vejlede om, at klageadgangen til justitsministeren skal være udnyttet, før kravet kan begæres indbragt for retten.

Til nr. 8

Bestemmelsen indebærer, at den administrative klageadgang til rigsadvokaten skal være udnyttet, før sagen kan begæres indbragt for retten, således at det er rigsadvokatens afgørelse, der indbringes for retten. Det er i den forbindelse fundet mest hensigtsmæssigt, at sagen indbringes for retten af vedkommende statsadvokat, der har behandlet sagen som 1. instans. Om baggrunden for forslaget henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 4.4.

Det foreslås endvidere, at der som hidtil skal gælde en frist på to måneder for at begære afslaget på erstatning indbragt for retten til prøvelse. Fristen regnes fra meddelelsen om rigsadvokatens afgørelse.

Bestemmelsen finder også anvendelse, såfremt den endelige administrative afgørelse undtagelsesvis træffes af justitsministeren, således at der gælder en to måneders-frist for at begære domstolsprøvelse regnet fra meddelelsen om justitsministerens afgørelse, og således at det er statsadvokaten, der i givet fald indbringer sagen for retten.

Til nr. 9

Til kapitel 93 b

Behandlingen af klager over politipersonalet

Til § 1019

Bestemmelsen i stk. 1 indebærer, at statsadvokaterne skal undersøge og afgøre klager over politipersonalets adfærd i tjenesten (adfærdsklager).

I lighed med de gældende lokalnævnsregler omfatter den nye klageordning »politipersonale«, dvs. den del af de ansatte ved politiet, der har politimyndighed. Omfattet af ordningen er således det politiuddannede personale og politiets jurister, men derimod ikke kontorpersonale.

Den nye klageordning omfatter udelukkende forhold, der er begået i tjenesten. Udtrykket »i tjenesten« indebærer ikke nogen realitetsændring i forhold til det hidtil anvendte udtryk »under udførelsen af tjenesten«. Hvorvidt en handling er foretaget i tjenesten, vil i grænsetilfælde afhænge af en konkret vurdering.

Begrebet »adfærdsklager« omfatter samme sagstyper, som hidtil har været behandlet i lokalnævnene. Herom henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.3.

Om bestemmelsen i stk. 1 henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.1.

Selv om det efter den foreslåede bestemmelse er statsadvokaten, der behandler klager over politipersonalets adfærd, forudsættes det, at den hidtil fulgte praksis vedrørende politiets behandling af mindre klager opretholdes, jf. herved de almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.2. Efter denne praksis bliver mange små klager afgjort ved en samtale mellem en overordnet polititjenestemand og klageren. Klageren må imidlertid af politiet vejledes om den formelle klagemulighed til statsadvokaten, og politiet må udfærdige en notits om det passerede, som forelægges for statsadvokaten, således at statsadvokaten kan få lejlighed til eventuelt at iværksætte en nærmere undersøgelse af egen drift. Det forudsættes, at statsadvokaten sender en genpart af notitsen til politiklagenævnet.

Efter bestemmelsen i stk. 2 skal Rigspolitichefen, det vil i praksis normalt sige Rigspolitichefens Rejseafdeling, efter anmodning yde statsadvokaten bistand til undersøgelsen. Det forudsættes, at undersøgelsen i adfærdsklagesager som altovervejende hovedregel foretages af statsadvokaten selv eller det juridiske personale i statsadvokaturerne, herunder advokater der er beskikket som medhjælpere for statsadvokaten. Bestemmelsen er imidlertid fundet nødvendig navnlig med henblik på at sikre, at statsadvokaterne altid råder over de fornødne ressourcer også til at behandle meget omfattende eller komplicerede adfærdsklagesager. Undersøgelsen foretages i alle tilfælde for statsadvokaten og på dennes ansvar, og afgørelsen i adfærdsklagesagen træffes af statsadvokaten. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.3.4.

Det følger af bestemmelsen i stk. 3 , at politiet i adfærdsklagesager udelukkende kan foretage uopsættelige undersøgelsesskridt, dvs. undersøgelsesskridt, der ikke kan afvente, at statsadvokaten indleder sin undersøgelse af en konkret sag. Det kan f.eks. være iværksættelse af en lægeundersøgelse på en skadestue eller hos en praktiserende læge eller sikring af vidners identitet i en situation, hvor en person umiddelbart i tilknytning til en episode tilkendegiver, at han eller hun vil klage. Formålet med bestemmelsen, der har et snævert anvendelsesområde, er at undgå bevistab som følge af den (korte) tid, der i praksis efter omstændighederne vil kunne gå, før statsadvokaten kan tage sig af sagen. Såfremt politiet foretager sådanne undersøgelsesskridt, skal statsadvokaten snarest muligt underrettes herom. Politiet kan ikke ud over, hvad der følger af bestemmelsen i stk. 3, foretage undersøgelser i adfærdsklagesagerne.

Til § 1019 a

Bestemmelsen indeholder ikke en nærmere regulering af, hvem der kan klage. Typisk vil en klage blive indgivet af den, der anser sig for forulempet af politiet, eller eventuelt af en advokat for den pågældende. Klagen vil imidlertid også kunne indgives af andre, f.eks. af den pågældendes forældre eller af forbipasserende, der har overværet den episode, klagen vedrører. Der henvises herved til betænkning 1278/1994, side 121.

Klagen skal ifølge stk. 1 indgives til »vedkommende statsadvokat«. Hvis klagen modtages af politiet eller en anden myndighed, må den videresendes til statsadvokaten som rette vedkommende.

Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om forretningernes fordeling mellem statsadvokaterne, jf. retsplejelovens § 103, stk. 1. Der vil dog næppe i praksis være behov for at fravige bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 787 af 21. september 1992 om fordelingen af forretningerne mellem statsadvokaterne.

Som efter de gældende regler, jf. retsplejelovens § 1019 a, 2. pkt., kan klage over myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en straffesag endvidere fremsættes mundtligt til retsbogen under straffesagens behandling. Retten må i så fald sende en udskrift af retsbogen til statsadvokaten, der foretager det videre fornødne i klagesagen.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 indebærer, at statsadvokaten kan afvise en klage uden realitetsbehandling, hvis klagen indgives mere end 6 måneder efter, at det forhold, som klagen angår, har fundet sted. Der kan i den forbindelse henvises til den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 1019 b, stk. 1, 2. pkt., hvorefter lokalnævnet kan afvise at iværksætte en undersøgelse, hvis klagen indgives mere end 6 måneder efter, at det forhold, som klagen angår, har fundet sted.

Mulighederne for at gennemføre en undersøgelse i anledning af en klage kan være væsentligt forringede, såfremt klagen indgives længe efter den episode, der har givet anledning til klagen. Det er derfor fundet rimeligt at fastsætte den nævnte klagefrist.

Bestemmelsen er fakultativ, jf. ordet »kan«. Statsadvokaten kan derfor beslutte at realitetsbehandle sagen, selv om fristen er overskredet, såfremt omstændighederne taler derfor.

Til § 1019 b

Bestemmelsen svarer i det væsentlige til den gældende regel i retsplejelovens § 1019 d, stk. 1. Der kan endvidere henvises til tjenestemandslovens § 20, stk. 1. Bestemmelsen suppleres i øvrigt af forvaltningslovens regler om partshøring og om retten til at forlange sagens afgørelse udsat med henblik på afgivelse af en udtalelse.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at indklagede skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at udtale sig om fremstillingen. Indklagede kan vælge at udtale sig mundtligt eller skriftligt om fremstillingen (eller at undlade at udtale sig).

Fremstillingen må udarbejdes af statsadvokaten. Afgives forklaring i retten, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 1019 e-g, bør fremstillingen så vidt muligt forinden udleveres til indklagede. Derved sikres det, at indklagede før sagens behandling i retten kan få et indtryk af, hvad klagen omhandler.

Statsadvokaten skal vejlede indklagede om bestemmelsen, herunder at indklagede ikke har pligt til at udtale sig om fremstillingen, jf. den foreslåede § 1019 d.

Det forudsættes, at der ikke udarbejdes en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder i tilfælde, hvor en klage eller en anmeldelse afvises på det foreliggende grundlag, uden at der indledes en undersøgelse eller efterforskning, f.eks. fordi klagen må anses for åbenbart grundløs, eller fordi fristen i § 1019 a, stk. 2, er overskredet.

Til § 1019 c

Efter bestemmelsen har indklagede ret til at møde med en bisidder. Den gældende § 1019 e, stk. 1, indeholder en tilsvarende bestemmelse. Der kan endvidere henvises til tjenestemandslovens § 21, stk. 1. Bestemmelsen suppleres af forvaltningslovens § 8, jf. herved FOB 1990, side 356, og omtalen heraf nedenfor.

Tjenestemandslovens § 23 finder som efter gældende ret tilsvarende anvendelse med hensyn til godtgørelse af indklagedes udgift til bisidder. Ifølge denne bestemmelse godtgøres tjenestemandens udgift til bisidder, hvis en tjenstlig undersøgelse sluttes uden ikendelse af disciplinærstraf. I andre tilfælde afgør vedkommende minister under hensyntagen til sagens udfald og omstændighederne i øvrigt, om udgiften til bisidder skal godtgøres helt eller delvis. Godtgørelse ydes kun, såfremt det må anses for rimeligt, at tjenestemanden har afholdt udgifter til bisidder, og godtgørelsen kan ikke overstige, hvad der for et tilsvarende arbejde ville være blevet tilkendt en beskikket forsvarer i en straffesag.

I modsætning til, hvad der er tilfældet efter den gældende § 1019 e, stk. 2, og efter tjenestemandslovens § 21, stk. 2, er der ikke fundet grundlag for at fastsætte bestemmelser om, hvem der kan anvendes som bisidder. Der henvises herved til FOB 1990, side 356, hvor det i forbindelse med en omtale af tjenestemandslovens § 21, stk. 1 og 2, og forvaltningslovens § 8 antages, at en tjenestemand ikke under et tjenstligt forhør kan lade sig repræsentere (dvs. erstatte) af en partsrepræsentant, idet formålet med forhøret bl.a. netop er at afhøre parten, men at parten ved valget mellem hvem, der skal bistå i forbindelse med et tjenstligt forhør, ikke er begrænset til de persongrupper, der er omhandlet i tjenestemandslovens § 21, stk. 2, og at myndigheden kun kan tilsidesætte partens valg af bisidder i tilfælde, hvor der konkret vil være hjemmel hertil i forvaltningslovens § 8, stk. 2 (»findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser«). Tilsvarende vil gælde i forhold til den foreslåede bestemmelse.

Statsadvokaten skal vejlede indklagede om indholdet af bestemmelsen i § 1019 c, jf. den foreslåede § 1019 d.

Til § 1019 d

Efter stk. 1 har indklagede ikke pligt til at afgive forklaring til statsadvokaten, såfremt forklaringen antages at ville udsætte indklagede for strafansvar eller disciplinæransvar.

Det kan give anledning til nogen tvivl, i hvilket omfang man efter de gældende tjenestemandsretlige regler er forpligtet til at udtale sig under en sag, hvor man risikerer straf eller disciplinære sanktioner, jf. herved betænkning 1278/1994, side 122-124, samt FOB 1990, side 417 f og FOB 1991, side 233 ff.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at indklagede ikke har pligt til at udtale sig, såfremt indklagede risikerer at udsætte sig selv for strafansvar eller for et formelt disciplinært ansvar, dvs. en formel irettesættelse eller advarsel, en bøde, overførelse til andet arbejde, andet arbejdssted eller stilling, degradation eller afsked, jf. tjenestemandslovens § 24. En risiko for, at et forhold uden for det disciplinære område kan give anledning til en tjenstlig tilkendegivelse fra ledelsen, forudsættes ikke at medføre, at pligten til at udtale sig bortfalder.

Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 1019 g, stk. 3, og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Klageren er ikke forpligtet til at udtale sig til statsadvokaten. Hvis sagen behandles i retten, jf. den foreslåede § 1019 f, vil klageren imidlertid som udgangspunkt efter de almindelige regler i retsplejeloven være forpligtet til at afgive vidneforklaring, jf. betænkning 1278/1994, side 122.

Bestemmelsen i stk. 2 fastslår, at statsadvokaten skal vejlede indklagede om bestemmelsen i stk. 1. Statsadvokaten skal desuden vejlede indklagede om, at denne skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at udtale sig herom, samt at indklagede ikke har pligt til at udtale sig om fremstillingen (§ 1019 b), at indklagede har ret til at møde med en bisidder, og at tjenestemandslovens § 23 finder tilsvarende anvendelse (§ 1019 c). Endelig skal indklagede vejledes om, at behandlingen af adfærdsklagesagen sluttes, hvis indklagede er mistænkt for et strafbart forhold og forlanger sagen behandlet som en straffesag (§ 1019 i, stk. 1, nr. 2).

Vejledningen skal gives snarest muligt og senest, inden indklagede afhøres første gang, og det skal af rapporten fremgå, at indklagede har modtaget behørig vejledning.

Til § 1019 e

Bestemmelsen indeholder regler om advokatbeskikkelse for klageren og indklagede.

Som omtalt i bemærkningerne til § 1019 a vil en klage kunne indgives af f.eks. tilfældigt forbipasserende, der har overværet den episode, klagen vedrører. I relation til spørgsmålet om advokatbeskikkelse sigter udtrykket »klageren« imidlertid kun til den, der anser sig for forulempet af politiet, og som derfor kan betragtes som part i sagen.

Af bestemmelsens stk. 1 følger, at der altid skal beskikkes advokat for parterne, hvis forklaring afgives i retten, jf. herved den foreslåede § 1019 f. Dette svarer til gældende ret, jf. herved retsplejelovens § 1019 b, stk. 2, 2. pkt., jf. §§ 1019 k og 1019 g.

Efter bestemmelsen i stk. 2 kan retten i andre tilfælde, når forholdene taler derfor, på begæring beskikke en advokat for klageren og/eller indklagede. Herom henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 4.2.

Statsadvokaten skal vejlede parterne om adgangen til at begære en advokat beskikket, og statsadvokaten drager i givet fald omsorg for, at begæringen indbringes for retten, jf. stk. 2, 2. pkt. Værnetingsbestemmelsen i § 1019 f, stk. 2, finder herved tilsvarende anvendelse. Vejledningen skal gives snarest muligt og senest, inden den pågældende afhøres første gang, og det skal af rapporten fremgå, at den pågældende har modtaget behørig vejledning.

Det fremgår af stk. 3 , at advokatbeskikkelsen - såvel i de stk. 1 som de i stk. 2 omhandlede tilfælde - sker uden udgift for de pågældende. I de tilfælde, hvor der efter gældende ret beskikkes advokat, sker det ligeledes uden udgift for de pågældende, jf. retsplejelovens § 1019 g, 1. pkt.

Stk. 4 og 5 indeholder regler om de beskikkede advokaters beføjelser.

Det følger af stk. 4 , at advokaten løbende skal have tilsendt genpart af det materiale, statsadvokaten tilvejebringer som led i undersøgelsen. Advokaten må ikke uden statsadvokatens samtykke overlevere det modtagne materiale til sin klient eller andre.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at parterne af statsadvokaten meddeles aktindsigt efter de almindelige regler i forvaltningslovens kapitel 4. Undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 9, stk. 3, finder ikke anvendelse på adfærdsklagesager.

Efter stk. 5 har den beskikkede advokat adgang til at overvære afhøringer af sin klient såvel hos statsadvokaten som i retten og har ret til at stille yderligere spørgsmål til sin klient. I tilknytning hertil er det fastsat, at advokaten skal underrettes om tidspunktet for afhøringer og retsmøder.

Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke nogen nærmere regulering af den beskikkede advokats processuelle stilling i retten. Det vil således i vidt omfang være overladt til domstolene at fastlægge advokatens beføjelser i forbindelse med den almindelige retsledelse, jf. herved om den gældende ordning med bistandsadvokater Folketingstidende 1979-80, tillæg A, sp. 470. Det gælder bl.a. med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt og på hvilken måde advokaten kan stille spørgsmål til andre end sin egen klient, dvs. til den anden part og eventuelle vidner.

Til § 1019 f

Det følger af stk. 1 , at statsadvokaten kan bestemme, at forklaring skal afgives i retten. Der kan være særlig anledning til at træffe bestemmelse herom, hvis det skønnes af betydning, at forklaringer afgives under vidneansvar eller i offentlige retsmøder.

På linie med, hvad der gælder en anmelder i en straffesag, vil klageren ikke være forpligtet til udenretligt at udtale sig til statsadvokaten. Hvis sagen behandles i retten, vil klageren derimod som udgangspunkt efter de almindelige regler i retsplejeloven være forpligtet til at afgive vidneforklaring.

Sagen behandles i givet fald i strafferetsplejens former uden medvirken af domsmænd, jf. den foreslåede § 1019 g, stk. 4.

Stk. 2 indeholder en værnetingsbestemmelse, der svarer til den gældende § 1019 f.

Til § 1019 g

Efter bestemmelsens stk. 1 giver statsadvokaten møde i retsmøder, hvor sagen behandles. Det forudsættes, at statsadvokaten møder personligt eller ved en af sine medarbejdere, herunder eventuelt en advokat der er beskikket som medhjælper for statsadvokaten. Statsadvokaten vil således ikke kunne bemyndige en politimester til at møde på sine vegne.

Bestemmelsen i stk. 2 svarer til den gældende § 1019 i, stk. 2, 1. pkt.

Efter stk. 3 har indklagede ikke pligt til at afgive forklaring, såfremt forklaringen antages at ville udsætte indklagede for strafansvar eller disciplinæransvar, og retten skal vejlede indklagede herom.

Det kan give anledning til nogen tvivl, i hvilket omfang man efter de gældende tjenestemandsretlige regler er forpligtet til at udtale sig under en sag, hvor man risikerer straf eller disciplinære sanktioner, jf. herved betænkning 1278/1994, side 122-124, samt FOB 1990, side 417 f og FOB 1991, side 233 ff.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at indklagede ikke har pligt til at udtale sig, såfremt indklagede risikerer at udsætte sig selv for strafansvar eller for et formelt disciplinært ansvar, dvs. en formel irettesættelse eller advarsel, en bøde, overførelse til andet arbejde, andet arbejdssted eller stilling, degradation eller afsked, jf. tjenestemandslovens § 24. En risiko for, at et forhold uden for det disciplinære område kan give anledning til en tjenstlig tilkendegivelse fra ledelsen, forudsættes ikke at medføre, at pligten til at udtale sig bortfalder.

Om indklagede i givet fald kan straffes for falsk forklaring for retten, må afgøres efter de almindelige bestemmelser i straffelovens § 159. Det følger bl.a. af denne bestemmelses stk. 1, at afgiver nogen falsk forklaring som sigtet i en offentlig straffesag, straffes han ikke. Princippet i § 159, stk. 1, fører til straffrihed i tilfælde, hvor den, som har forklaret falsk, har haft føje til at antage, at han kunne blive sigtet ved at afgive sandfærdig forklaring, jf. UfR 1982.1090 H. Af § 159, stk. 2, fremgår, at afgives falsk forklaring under afhøring for retten i tilfælde, hvor den afhørte var berettiget til at nægte forklaring, kan straffen nedsættes og under i øvrigt formildende omstændigheder bortfalde.

Det følger af bestemmelsen i § 1019 d, at indklagede heller ikke udenretligt over for statsadvokaten er forpligtet til at afgive forklaring, såfremt forklaringen må antages at ville udsætte indklagede for strafansvar eller disciplinæransvar. Statsadvokaten skal vejlede indklagede herom.

Klageren vil som udgangspunkt efter de almindelige regler i retsplejeloven være forpligtet til at afgive vidneforklaring i retten. Derimod er klageren ikke forpligtet til udenretligt at udtale sig til statsadvokaten, jf. betænkning 1278/1994, side 122.

Efter bestemmelsens stk. 4 skal sagen behandles i strafferetsplejens former uden medvirken af domsmænd. At der efter forslaget ikke medvirker domsmænd, skal ses i sammenhæng med, at retten ikke skal foretage bevisvurderinger eller træffe afgørelse i sagen. Domsmænd medvirker i øvrigt heller ikke i de tilfælde, hvor en undersøgelse foretages af retten efter de gældende lokalnævnsregler.

Det følger bl.a. af stk. 4, at retsmøderne er offentlige i samme omfang som i straffesager. At der i den gældende § 1019 i, stk. 3, henvises til reglerne om offentlighed i borgerlige sager har sammenhæng med, at der efter de dagældende regler ikke i straffesager var adgang til at beslutte dørlukning, når offentlig forhandling ville tilføje nogen en ufornøden krænkelse. Reglerne er siden ændret, jf. nu retsplejelovens § 29, stk. 4, nr. 1, hvorefter retten undtagelsesvis kan beslutte, at dørene skal lukkes, bl.a. når særegne omstændigheder giver grund til at antage, at offentlig forhandling vil tilføje nogen en ufornøden krænkelse.

Til § 1019 h

De foreslåede bestemmelser indebærer, at der også i adfærdsklagesager indføres et to-instanssystem og en klagefrist på 4 uger. Om baggrunden for forslagene herom henvises til betænkning 1278/1994, side 157-58.

Det følger af bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt. , at afgørelser, der træffes af rigsadvokaten som følge af klager over statsadvokaternes afgørelser, ikke kan påklages til justitsministeren.

Efter retsplejelovens § 98 er anklagemyndigheden underordnet justitsministeren. Det følger af justitsministerens overordnelsesforhold, at justitsministeren har adgang til at give de offentlige anklagere generelle og konkrete tjenestebefalinger, jf. § 98, stk. 2 og 3. (I forholdet til statsadvokaterne har rigsadvokaten tilsvarende beføjelser som justitsministeren, jf. retsplejelovens § 99, stk. 2, 2. pkt.)

Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag er herefter som udgangspunkt endelig, medmindre justitsministeren benytter sin adgang efter § 98, stk. 3, til at gribe ind i rigsadvokatens behandling af en konkret sag. Adgangen for justitsministeren til i medfør af § 98, stk. 3, at gribe ind i konkrete sager kan således medføre, at en afgørelse truffet af rigsadvokaten tages op til fornyet behandling af justitsministeren.

Efter § 6, stk. 3, i loven om Folketingets Ombudsmand, kan klage over afgørelser, der kan ændres af højere administrativ myndighed, ikke indgives til ombudsmanden, forinden den højere myndighed har truffet afgørelse i sagen. Forslaget om at afskære adgangen til påklage til justitsministeren af rigsadvokatens afgørelser i klagesager medfører, at klager over rigsadvokatens afgørelser vil blive behandlet af Folketingets Ombudsmand, selv om klagen indgives til denne, uden at det forinden har været forsøgt at foranledige justitsministerens indgriben i sagen.

Den foreslåede bestemmelse i § 1019 h, stk. 1, 2. pkt., udelukker ikke, at afgørelser, der undtagelsesvis måtte blive truffet af rigsadvokaten som 1. instans, indbringes for justitsministeren som overordnet myndighed, jf. herved retsplejelovens § 98. Det kan f.eks. tænkes, at statsadvokaten forelægger en sag for rigsadvokaten til afgørelse, såfremt sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler for det. Som 1. instansafgørelser anses også afgørelser truffet af rigsadvokaten som følge af en forelæggelse fra en statsadvokat, selv om afgørelsen formelt meddeles af statsadvokaten.

Det foreslås, at fristen for klager over afgørelser i adfærdsklagesager fastsættes til 4 uger, jf. stk. 2. Bestemmelsen gælder kun, hvor en afgørelse er truffet, men ikke for klager f.eks. over at der endnu ikke er truffet afgørelse i sagen. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Ved brevforsendelse må afgørelsen antages at være kommet frem den første postforsendelsesdag efter afsendelsen, medmindre klageren sandsynliggør, at meddelelsen er kommet frem senere. Klagen skal være kommet frem til myndigheden inden fristens udløb.

Klagefristen er ikke absolut, idet klager, der fremkommer efter udløbet af 4 ugers-fristen, skal behandles, hvis klagemyndigheden skønner, at fristoverskridelsen må anses for undskyldelig. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis afgørelsen vel er meddelt klageren, men denne på grund af bortrejse, sygdom eller lignende har været forhindret i at indgive klage rettidigt.

Klagefristen på 4 uger gælder også i tilfælde, hvor en afgørelse truffet af rigsadvokaten som 1. instans påklages til justitsministeren.

Det bemærkes, at en overskridelse af klagefristen ikke berører den overordnede myndigheds adgang til at omgøre den underordnede myndigheds afgørelse i medfør af bestemmelserne i § 98, stk. 3, og § 99, stk. 2, 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke regler, som fastlægger kredsen af klageberettigede. Dette må afgøres efter de almindelige forvaltningsretlige regler.

Det følger i øvrigt af forvaltningslovens § 25, stk. 1, at afgørelser, som kan påklages, når de meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Dette gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Til § 1019 i

Bestemmelsen omhandler en række tilfælde, hvor behandlingen af en adfærdsklagesag skal sluttes, fordi en sag overgår til behandling efter andre regler.

Hvis der er grundlag for at rejse sigtelse mod indklagede, må sagen i stedet behandles som en straffesag, jf. stk. 1, nr. 1. Det samme gælder, hvis indklagede er mistænkt for et strafbart forhold og forlanger sagen behandlet som en straffesag, jf. stk. 1, nr. 2. Sidstnævnte bestemmelse kan sammenholdes med tjenestemandslovens § 22, stk. 3, hvorefter tjenestemanden i forbindelse med en disciplinærsag, hvis han er mistænkt for et strafbart forhold, kan forlange sagen behandlet som straffesag.

Statsadvokaten skal vejlede indklagede om indholdet af bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, jf. den foreslåede § 1019 d.

I de tilfælde, hvor sagen overgår til straffesagsbehandling, skal straffesagen behandles efter reglerne i det foreslåede kapitel 93 c om »Straffesager mod politipersonale«, jf. stk. 2, 1. pkt. Hvis tiltale ikke rejses eller gennemføres til fældende dom, genoptages behandlingen af adfærdsklagesagen, jf. stk. 2, 2. pkt.

Endelig indeholder stk. 1, nr. 3 , en bestemmelse om, at behandlingen af adfærdsklagesagen sluttes, hvis regeringen eller justitsministeren træffer bestemmelse om, at sagen i stedet skal undersøges efter reglerne i retsplejelovens § 21 eller § 21 a om henholdsvis kommissionsdomstole og undersøgelsesretter (»dommerundersøgelser«). Det kan i den forbindelse nævnes, at meget omfattende begivenhedsforløb, som f.eks. Nørrebro-sagen, ikke forudsættes undersøgt efter reglerne i kapitel 93 b. Det nedsatte udvalg om undersøgelsesorganer (»Nordskov Nielsen-udvalget«) er ved at gennemgå reglerne for undersøgelsesretter og overveje andre undersøgelsesformer. Når Folketinget har vedtaget nye regler herom, er det således tanken, at sådanne større begivenhedsforløb skal undersøges i dette regi.

Den foreslåede § 1019 i svarer i øvrigt i det væsentlige til den gældende § 1019 m, der omhandler de tilfælde, hvor lokalnævnet afslutter behandlingen af en klagesag.

Til § 1019 j

Bestemmelsen i stk. 1 har til formål at sikre, at ansættelsesmyndigheden kan få lejlighed til at vurdere, om sagen giver anledning til disciplinære foranstaltninger.

Efter bestemmelsens 1. pkt. skal statsadvokaten underrette vedkommende politimester og rigspolitichefen, når der indledes en adfærdsklagesag. Derved får ansættelsesmyndigheden lejlighed til at tage stilling til, om indklagede skal suspenderes eller midlertidigt overføres til andet arbejde, mens sagen verserer.

Efter bestemmelsens 2. pkt. skal statsadvokaten endvidere underrette vedkommende politimester og statsadvokaten om afgørelsen i alle adfærdsklagesager. Derved får ansættelsesmyndigheden lejlighed til at vurdere spørgsmålet om eventuelle disciplinære sanktioner.

I betænkning 1278/1994 foreslås det, at fremsendelsen til ansættelsesmyndigheden skal ske, når statsadvokatens undersøgelse er afsluttet, men før statsadvokaten træffer afgørelse i adfærdsklagesagen. Baggrunden herfor er et ønske om at undgå, at statsadvokaten ved sin afgørelse i adfærdsklagesagen kommer til at foregribe disciplinærsagens udfald, jf. betænkningen, side 155-56. Ifølge betænkningen skal statsadvokaten således først træffe afgørelse i adfærdsklagesagen, når en eventuel disciplinærsag er afsluttet.

Hvis statsadvokatens afgørelse i en adfærdsklagesag skal afvente udfaldet af en eventuel disciplinærsag, vil det føre til længere sagsbehandlingstider. Desuden kan det komme til at fremstå, som om statsadvokatens vurdering og afgørelse i adfærdsklagesagen influeres af, hvorledes ansættelsesmyndigheden afgør disciplinærsagen.

Efter lovforslaget skal statsadvokaten derfor i stedet færdigbehandle adfærdsklagesagen (dvs. træffe afgørelse i sagen), før der i givet fald indledes disciplinærsag. Dermed opnås en kortere sagsbehandlingstid i adfærdsklagesagen, ligesom det understreges, at statsadvokatens afgørelse træffes uafhængigt af ansættelsesmyndighedens behandling af disciplinærsagen.

Det bemærkes herved, at den indklagede polititjenestemand ikke har en ringere retsstilling under statsadvokatens behandling af en adfærdsklagesag, end han har under en disciplinærsag. Tværtimod gennemføres der en udvidet adgang til advokatbeskikkelse i adfærdsklagesager. Hertil kommer, at statsadvokatens afgørelse i en adfærdsklagesag kan gå ud på, at der gives en beklagelse, eller at klageren ikke får medhold, evt. at klagen afvises som åbenbart grundløs. Derimod kan statsadvokaten ikke træffe beslutning om eventuelle sanktioner over for den eller de indklagede polititjenestemænd. Afgørelse herom må træffes under en efterfølgende disciplinærsag efter reglerne i tjenestemandslovgivningen.

Statsadvokaten skal ikke fremkomme med nogen indstilling til ansættelsesmyndigheden om, hvorvidt der bør indledes disciplinærsag, jf. herved betænkning 1278/1994, side 155.

Bestemmelserne i stk. 2 og stk. 3 har til formål at undgå, at sagen samtidig behandles både som adfærdsklagesag og som disciplinærsag. Der henvises herved til den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 1019 n.

Til § 1019 k

Bestemmelsen indebærer, at statsadvokaten af egen drift kan beslutte at foretage en undersøgelse efter bestemmelserne i kapitel 93 b, f.eks. hvis en offentlig interesse tilsiger, at omstændighederne i forbindelse med politiets virksomhed ved en bestemt lejlighed søges fastlagt.

Statsadvokaten kan i den forbindelse bestemme, at forklaring skal afgives i retten, jf. §§ 1019 f og 1019 g. I de nævnte tilfælde vil det formentlig ofte være relevant, at forklaringerne afgives i offentlige retsmøder.

Der kan i øvrigt henvises til den gældende § 1019, stk. 2, hvorefter lokalnævnet kan bestemme, at en undersøgelse skal foretages, hvis en offentlig interesse tilsiger, at omstændighederne i forbindelse med politiets virksomhed ved en bestemt lejlighed søges fastlagt.

Til § 1019 l

Det fremgår af bestemmelsen, at justitsministeren - inden for rammerne af de foreslåede bestemmelser i kapitel 93 b - kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af adfærdsklager.

Til § 1019 m

Bestemmelsen svarer den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 1019, stk. 3, hvorefter justitsministeren kan bestemme, at en undersøgelse ikke skal foretages efter lokalnævnsreglerne, hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter kræver det.

Til nr. 10

Til kapitel 93 c

Straffesager mod politipersonale

Det følger af bestemmelserne i det foreslåede kapitel 93 c, at straffesager mod politipersonale vedrørende forhold begået i tjenesten skal behandles af statsadvokaterne. Herom henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.3.1. og afsnit 3.3.4.

Til § 1020

Bestemmelsen i § 1020 indebærer, at anmeldelser om strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten skal indgives til vedkommende statsadvokat og ikke - som det ellers er tilfældet i andre straffesager - til politiet, jf. herved retsplejelovens § 742, stk. 1. Hvis anmeldelsen modtages af politiet (eller en anden myndighed), må den videresendes til statsadvokaten som rette vedkommende.

Statsadvokaten afviser en indgivet anmeldelse, hvis der ikke findes grundlag for at indlede efterforskning, jf. den foreslåedes § 1020 g sammenholdt med den gældende § 749, stk. 1, i retsplejeloven. Henvendelsen vil imidlertid efter omstændighederne kunne føre til, at statsadvokaten indleder en adfærdsklagesag efter reglerne i det foreslåede kapitel 93 b.

De nye regler i kapitel 93 c omfatter straffesager mod »politipersonale«, dvs. den del af de ansatte ved politiet, der har politimyndighed. Omfattet af ordningen er således det politiuddannede personale og politiets jurister, men derimod ikke kontorpersonale.

Det er endvidere en betingelse for, at bestemmelserne i kapitel 93 c finder anvendelse, at der er tale om forhold begået i tjenesten. Begrebet »i tjenesten« må afgrænses på samme måde som i den foreslåede § 1019, stk. 1. Hvorvidt en handling er foretaget i tjenesten, vil i grænsetilfælde afhænge af en konkret vurdering.

Efter bestemmelsen skal anmeldelser indgives til »vedkommende statsadvokat«.

Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om forretningernes fordeling mellem statsadvokaterne, jf. retsplejelovens § 103, stk. 1. Der vil dog næppe i praksis være behov for at fravige bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 787 af 21. september 1992 om fordelingen af forretningerne mellem statsadvokaterne.

Til § 1020 a

Bestemmelsen omfatter straffesager mod politipersonale vedrørende forhold begået i tjenesten, jf. om denne afgrænsning bemærkningerne til den foreslåede § 1020.

Bestemmelsen i stk. 1 fastslår, at statsadvokaten kan indlede efterforskning enten efter anmeldelse eller af egen drift.

Betingelsen for at iværksætte efterforskning er i begge tilfælde, at der er »rimelig formodning om«, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået. Denne betingelse for at indlede efterforskning svarer til, hvad der gælder i straffesager, som efterforskes af politiet, jf. retsplejelovens § 742, stk. 2.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med det såkaldte »objektivitetsprincip«, jf. retsplejelovens § 96, stk. 2, hvorefter de offentlige anklagere ikke blot skal påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted.

Efterforskningen har til formål at klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar eller anden strafferetlig retsfølge er til stede, og at tilvejebringe oplysninger til brug for sagens afgørelse samt forbere de sagens behandling ved retten, jf. den foreslåede § 1020 g sammenholdt med retsplejelovens § 743. Statsadvokaten udfærdiger snarest rapport om de afhøringer, der foretages, og om andre efterforskningsskridt, medmindre oplysninger herom foreligger på anden måde, jf. den foreslåede § 1020 g sammenholdt med retsplejelovens § 744.

Er der ikke grundlag for at fortsætte en påbegyndt efterforskning, kan beslutningen om at indstille efterforskningen træffes af statsadvokaten, såfremt der ikke har været rejst sigtelse, jf. den foreslåede § 1020 g sammenholdt med den gældende § 749, stk. 2, 1. pkt., i retsplejeloven. Er sigtelse rejst, finder reglerne om påtaleopgivelse eller om tiltalefrafald anvendelse, jf. retsplejelovens § 749, stk. 2, 2. pkt., samt bemærkningerne til den foreslåede § 1020 c.

På et punkt er det fundet rimeligt at fravige kravet om, at der skal bestå en rimelig formodning om et strafbart forhold, for at der kan indledes efterforskning, jf. det foreslåede stk. 2 .

Efter bestemmelsen i stk. 2 skal statsadvokaten således i alle tilfælde, hvor en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt, indlede efterforskning i strafferetsplejens former, dvs. uanset om der i det konkrete tilfælde er formodning om et strafbart forhold.

Om baggrunden for denne bestemmelse henvises til betænkning 1278/1994, side 146-47. Det fremgår bl.a. heraf, at tankegangen er den, at der på den ene side er et påtrængende behov for en grundig undersøgelse i disse tilfælde, mens det på den anden side kan være unødigt belastende for de involverede polititjenestemænd, såfremt disse sager altid efterforskes i strafferetsplejens former, hvis dette - som efter de gældende regler - nødvendigvis indebærer en formodning om, at der er begået et strafbart forhold.

I de administrative forskrifter, der skal udarbejdes i forbindelse med lovens ikrafttræden, vil politiet blive pålagt en pligt til at indberette de nævnte tilfælde til statsadvokaten, jf. herved betænkning 1278/1994, side 147.

Bestemmelsen i stk. 2 vil bl.a. omfatte de såkaldte »detentionsdødsfald«. Efter praksis orienteres Folketingets Ombudsmand i dag om »detentionsdødsfald« og om resultatet af undersøgelsen i sådanne sager, og det er ikke hensigten med bestemmelsen at ændre denne praksis.

Efterforskningen har i de sager, der er omfattet af stk. 2, et noget videre sigte, end det normalt er tilfældet efter retsplejelovens § 743. Begivenhedsforløbet bør søges klarlagt således, at der tilvejebringes det fornødne grundlag for at vurdere ikke blot, om et strafferetligt eller disciplinært ansvar kan komme på tale, jf. herom nedenfor, men også om man gennem ændrede procedurer eller regler m.v. bedre kan forebygge lignende hændelser. Statsadvokaten bør derfor i fornødent omfang orientere alle relevante myndigheder om resultaterne af efterforskningen.

Hvis statsadvokatens efterforskning giver grundlag for at føre straffesager mod politipersonale, må straffesagen behandles af statsadvokaten efter reglerne i kapitel 93 c.

Det følger af henvisningen i stk. 2, 2. pkt., til den foreslåede § 1019 j, at statsadvokaten skal underrette vedkommende politimester og rigspolitichefen, når der indledes efterforskning. Det følger også af henvisningen til § 1019 j, at der ikke indledes disciplinærundersøgelse, før statsadvokatens efterforskning er afsluttet. Formålet med denne bestemmelse er at undgå, at sagen samtidig undersøges både som en straffesag og som en disciplinærsag.

Det følger endvidere af henvisningen til § 1019 j, at statsadvokaten, når efterforskningen er afsluttet, orienterer ansættelsesmyndigheden med henblik på dennes stillingtagen til, om der skal indledes disciplinærsag. Statsadvokaten skal ikke i den forbindelse fremkomme med nogen indstilling om, hvorvidt der bør indledes disciplinærsag.

Endelig følger det af henvisningen til § 1019 j, at bestemmelsen i stk. 2, 1. pkt., ikke er til hinder for, at den pågældende suspenderes eller midlertidigt overføres til andet arbejde efter de almindelige regler for tjenesten, mens sagen verserer.

Til § 1020 b

Bestemmelsen afspejler, at det efter kapitel 93 c er statsadvokaterne og ikke politiet, der behandler straffesager mod politipersonale vedrørende forhold begået i tjenesten.

Det følger af bestemmelsen i stk. 1 , at statsadvokaterne i den forbindelse kan udøve de beføjelser, som ellers tilkommer politiet. Det vil navnlig sige, at statsadvokaterne kan foretage afhøringer (retsplejelovens kapitel 68) og anholdelse (kapitel 69), foranledige sigtede varetægtsfængslet (kapitel 70), samt foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden (kapitel 71), legemsindgreb (kapitel 72), ransagning (kapitel 73) og beslaglæggelse (kapitel 75 b).

Som udgangspunkt skal efterforskningen foretages af statsadvokaten selv eller det juridiske personale i statsadvokaturerne, herunder advokater der er beskikket som medhjælpere for statsadvokaten. I særlige tilfælde kan statsadvokaten imidlertid efter bestemmelsen i stk. 2 anmode Rigspolitichefen, det vil i praksis normalt sige Rigspolitichefens Rejseafdeling, om bistand under efterforskningen. Statsadvokaten kan også om fornødent anmode om bistand fra Rigspolitiets øvrige afdelinger, herunder Teknisk Afdeling. Formålet med bestemmelsen i stk. 2 er navnlig at sikre, at statsadvokaterne altid råder over de fornødne ressourcer også til at behandle meget omfattende eller komplicerede straffesager. Efterforskningen foretages i alle tilfælde for statsadvokaten og på dennes ansvar. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.3.4.

Det følger af bestemmelsen i stk. 3 , at politiet i de pågældende sager udelukkende kan foretage uopsættelige efterforskningsskridt, dvs. efterforskningsskridt, der ikke kan afvente, at statsadvokaten indleder sin behandling af en konkret sag. Formålet med bestemmelsen, der har et snævert anvendelsesområde, er at undgå bevistab som følge af den (korte) tid, der i praksis efter omstændighederne vil kunne gå, før statsadvokaten kan tage sig af sagen. Såfremt politiet foretager sådanne efterforskningsskridt, skal statsadvokaten snarest muligt underrettes herom. Politiet kan ikke ud over, hvad der følger af bestemmelsen i stk. 3, foretage efterforskning i sagerne.

Til § 1020 c

Det følger af bestemmelsen i stk. 1 , at offentlig påtale i straffesager mod politipersonale vedrørende forhold begået i tjenesten som hovedregel tilkommer statsadvokaten. Påtalen tilkommer dog rigsadvokaten eller justitsministeren, hvis dette følger af retsplejeloven eller regler fastsat i medfør af retsplejeloven. Derimod tilkommer påtalen i disse sager i intet tilfælde politiet.

Retsplejeloven indeholder ikke aktuelt bestemmelser om, at påtalen i bestemte sagstyper tilkommer rigsadvokaten eller justitsministeren. Derimod er der administrativt med hjemmel i retsplejelovens § 720, stk. 1, fastsat nærmere retningslinier bl.a. om forelæggelse for rigsadvokaten forinden tiltalerejsning, jf. nærmere rigsadvokatens meddelelse nr. 7/1992.

Det følger af straffelovens §§ 110 f og 118 a, at tiltalerejsning for overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens kapitel 12 samt §§ 111-115 og 118 i kapitel 13 kun kan ske efter justitsministerens beslutning herom. Træffer justitsministeren beslutning om tiltalerejsning i sager om overtrædelse af de nævnte bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13, påtaler statsadvokaten sagerne, jf. retsplejelovens § 719, stk. 2, nr. 2.

Justitsministerens og rigsadvokatens adgang til i medfør af deres overordnede stilling at gribe ind i konkrete sager, jf. retsplejelovens § 98 og § 99, begrænses ikke af den foreslåede bestemmelse i § 1020 c. Der vil ligeledes i medfør af disse bestemmelser i kapitel 10 kunne udstedes generelle regler om sagernes behandling, om forelæggelse forinden afgørelse af tiltalespørgsmålet m.v. Der kan herved også henvises til § 1020 h, hvorefter justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager.

Af bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., følger, at politiet ikke kan opgive påtale, heller ikke i de tilfælde, hvor sigtelsen har vist sig grundløs, således som det ellers er tilfældet efter retsplejelovens § 721, stk. 2, 1. pkt., jf. stk. 1, nr. 1.

Afgørelse om påtaleopgivelse skal efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 2. pkt., i alle tilfælde træffes af påtalemyndigheden, dvs. statsadvokaten eller - hvis påtalekompetencen tilkommer disse myndigheder - rigsadvokaten eller justitsministeren.

Med hensyn til tiltalefrafald følger det af den foreslåede § 1020 c, stk. 1, 1. pkt., og den foreslåede § 1020 g, sammenholdt med retsplejelovens § 722, stk. 3, at afgørelse herom træffes af statsadvokaten eller eventuelt rigsadvokaten eller justitsministeren. Efter retsplejelovens § 722, stk. 3, træffes afgørelse om at frafalde tiltale efter § 722, stk. 1, således af påtalemyndigheden, mens tiltalefrafald efter § 722, stk. 2, besluttes af den nærmeste overordnede anklagemyndighed.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 varetager statsadvokaterne udførelsen af de i §§ 1020 og 1020 a nævnte straffesager mod politipersonale såvel ved byretterne og Sø- og Handelsretten som ved landsretterne. Bestemmelsen indebærer en fravigelse af retsplejelovens § 104, stk. 1, hvorefter politimestrene varetager udførelsen af straffesager ved byretterne og Sø- og Handelsretten. Det følger af retsplejelovens § 99, stk. 1, at rigsadvokaten varetager udførelsen af de pågældende straffesager ved Højesteret og ved Den Særlige Klageret.

Til § 1020 d

Bestemmelsen indeholder regler om beskikkelse af forsvarer for den politiansatte, som sagen retter sig mod. Om baggrunden for bestemmelsen henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 4.2.

Efter bestemmelsen beskikker retten en forsvarer for sigtede, når forholdene taler derfor, eller såfremt det følger af bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 66 om »Sigtede og hans forsvar«.

Forsvarerbeskikkelse efter bestemmelsens 1. led (»når forholdene taler derfor«) kan efter omstændighederne også komme på tale, selv om der ikke er rejst sigtelse mod den pågældende. Med hensyn til, i hvilket omfang der efter dette kriterium skal ske beskikkelse, henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 4.2.

Det følger af bestemmelsens 2. led, at der som minimum skal beskikkes en forsvarer for den pågældende i alle de tilfælde, hvor dette følger af de gældende regler i kapitel 66 om »Sigtede og hans forsvar«.

Efter bestemmelsens 2. led skal der således beskikkes forsvarer i de tilfælde, der er omfattet af retsplejelovens § 731. I andre tilfælde end de i § 731 nævnte kan forsvarerbeskikkelse ske efter begæring i medfør af § 732, stk. 1, når retten efter sagens beskaffenhed, sigtedes person eller omstændighederne i øvrigt anser det for ønskeligt, og sigtede ikke selv har skaffet sig bistand af en forsvarer.

Af den foreslåede bestemmelse sammenholdt med § 1020 g følger bl.a., at begæring om beskikkelse af forsvarer kan fremsættes af statsadvokaten eller af parten, jf. herved retsplejelovens § 732, stk. 2, 1. pkt. Statsadvokaten skal vejlede polititjenestemanden om adgangen til at begære en forsvarer beskikket, og det skal af rapporten fremgå, at den pågældende har modtaget behørig vejledning, jf. herved retsplejelovens § 732, stk. 2, 2. og 3. pkt. Statsadvokaten skal endvidere drage omsorg for, at spørgsmålet om forsvarerbeskikkelse indbringes for retten, jf. herved retsplejelovens § 732, stk. 2, 4. pkt. De almindelige værnetingsbestemmelser i straffesager finder herved anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke nærmere regler om, hvilke beføjelser forsvareren har, idet dette må afgøres efter de almindelige regler i retsplejeloven, jf. herved den foreslåede § 1020 g.

Til § 1020 e

Bestemmelsen indeholder regler om advokatbeskikkelse for forurettede. Om baggrunden for bestemmelsen henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 4.2.

Efter bestemmelsens stk. 1 beskikker retten på den forurettedes begæring en advokat for den pågældende, når forholdene taler derfor, eller såfremt det følger af bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 66 a om »Advokatbistand til den forurettede«.

Efter bestemmelsens 1. led beskikkes advokat for forurettede, »når forholdene taler derfor«. Med hensyn til, i hvilket omfang der efter dette kriterium skal ske beskikkelse, henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 4.2.

Det følger af bestemmelsens 2. led, at der som minimum skal beskikkes en advokat for den pågældende i alle de tilfælde, hvor dette ellers ville følge af de gældende regler i kapitel 66 a om »Advokatbistand til den forurettede«.

Efter bestemmelsens 2. led skal der således beskikkes en advokat for forurettede i de tilfælde, hvor advokatbeskikkelse ellers ville have været obligatorisk efter § 741 a, stk. 1. Desuden skal beskikkelse ske i de tilfælde, hvor det må antages, at en begæring om advokatbeskikkelse ville være blevet taget til følge efter § 741 a, stk, 2.

Det fremgår af stk. 2 , at den for forurettede beskikkede advokat har adgang til det i retsplejelovens § 741 c, stk. 2, 2. pkt., nævnte materiale, uanset om der er rejst tiltale i sagen, jf. herom nedenfor. Bortset herfra finder bestemmelserne om den beskikkede advokats beføjelser i retsplejelovens kapitel 66 a tilsvarende anvendelse, jf. det foreslåede stk. 3 .

Henvisningen i stk. 3 til bestemmelserne i kapitel 66 a indebærer, at der - hvis forurettede ikke fremsætter begæring om advokatbeskikkelse - på statsadvokatens begæring kan beskikkes en advokat for den forurettede under efterforskningen, jf. § 741 a, stk. 3. Ifølge forarbejderne til denne bestemmelse er baggrunden for, at beskikkelsen i denne situation alene gælder under efterforskningen, at der ikke kan antages at forekomme tilfælde, hvor der er nogen selvstændig interesse fra anklagemyndighedens side i, at den forurettede har advokat, efter at efterforskningen er afsluttet, jf. Folketingstidende 1979-80, tillæg B, sp. 942. Skulle den forurettede, der efter statsadvokatens begæring har haft beskikket advokatbistand under efterforskningen, på et senere stadium af sagen selv ønske at få beskikket advokat, vil advokatbeskikkelse efter den forurettedes begæring kunne ske i medfør af § 1020 e, stk. 1.

Det følger endvidere af § 741 b, stk. 1, at statsadvokaten skal vejlede den forurettede om adgangen til at begære en advokat beskikket. Vejledningen skal gives, inden den pågældende afhøres første gang, og skal gentages i forbindelse med og inden anden afhøring. Det skal af rapporten fremgå, at forurettede har modtaget behørig vejledning. Statsadvokaten skal desuden sørge for, at den forurettedes begæring om advokatbeskikkelse indbringes for retten. De almindelige værnetingsbestemmelser finder herved anvendelse, jf. herved den foreslåede § 1020 g.

Er den forurettede villig til at udtale sig, er en begæring om beskikkelse af advokat, som retten endnu ikke har taget stilling til, ikke til hinder for, at statsadvokaten afhører den forurettede uden advokatens tilstedeværelse. Ønsker den forurettede ikke at udtale sig uden advokatens tilstedeværelse, kan statsadvokaten tilkalde en af de i § 733, stk. 1, nævnte advokater til at varetage hvervet som advokat for den forurettede, indtil retten har taget stilling til begæringen, jf. herved retsplejelovens § 741 b, stk. 2.

Advokaten har adgang til at overvære afhøringer af den forurettede såvel hos statsadvokaten som i retten og har ret til at stille yderligere spørgsmål til den forurettede. Advokaten underrettes om tidspunktet for afhøringer og retsmøder, jf. herved retsplejelovens § 741 c, stk. 1.

Advokaten har adgang til at gøre sig bekendt med den forurettedes forklaring til statsadvokatens rapport, jf. herved retsplejelovens § 741 c, stk. 2, 1. pkt.

Advokaten har tillige adgang til at gøre sig bekendt med det øvrige materiale i sagen, som statsadvokaten har tilvejebragt, jf. retsplejelovens § 741 c, stk. 2, 2. pkt. Det følger som nævnt af den foreslåede bestemmelse i stk. 2 , at det ikke er en betingelse for, at advokaten kan få adgang til dette materiale, at der er rejst tiltale i sagen. Advokaten vil således - i modsætning til hvad der gælder for bistandsadvokater beskikket efter kapitel 66 a, jf. herved § 741 c, stk. 2, 2. pkt. - under hele sagens forløb have adgang til alt det materiale, som statsadvokaten tilvejebringer.

Baggrunden for denne udvidede adgang til sagsakterne er, at ordningen med advokatbeskikkelse for forurettede i sager mod politipersonale bl.a. er begrundet i hensynet til at skabe tillid til, at straffesager mod politipersonale behandles på betryggende vis.

Den beskikkede advokat har således efter forslaget samme adgang til akterne i sagen som den beskikkede forsvarer. Advokaten skal normalt have kopi af materialet, jf. § 741 c, stk. 3, 1. pkt.

Det følger af retsplejelovens § 741 c, stk. 3, 2. pkt., at advokaten ikke uden statsadvokatens samtykke må udlevere det modtagne materiale til den forurettede eller andre, og han må ikke uden statsadvokatens samtykke gøre den forurettede eller andre bekendt med indholdet af det i § 741 c, stk. 2, 2. pkt., nævnte materiale, dvs. materiale ud over forurettedes forklaring til rapport.

Den beskikkede advokat har således en snævrere adgang end forsvareren til at gøre sin klient bekendt med indholdet af sagens akter. Denne forskel må ses i sammenhæng med forskellen mellem den sigtedes og forurettedes stilling i sagen. Der kan i denne forbindelse henvises til forarbejderne til bestemmelsen i § 741 c, hvor det bl.a. anføres (Folketingstidende 1979-80, tillæg A, sp. 470)

»... Mens den sigtede under hele sagen har adgang til at nægte at udtale sig og ikke kan straffes, hvis han afgiver falsk forklaring, er den forurettede hovedkilden til sagens oplysning og som vidne i retten forpligtet til at udtale sig i overensstemmelse med sandheden. Det er som følge heraf af afgørende betydning, at den forurettedes udtalelser i videst muligt omfang alene bygger på den pågældendes egen umiddelbare oplevelse og ikke i løbet af sagen bliver præget af, og eventuelt tillempet, en forudgående konfrontation med den sigtedes forklaring og politiets øvrige materiale.«

Hvis statsadvokaten meddeler samtykke hertil, vil den beskikkede advokat imidlertid kunne gøre sin klient bekendt med indholdet af alle sagens akter.

Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke nogen nærmere regulering af den beskikkede advokats processuelle stilling i retten. Det vil således i vidt omfang være overladt til domstolene at fastlægge advokatens beføjelse i forbindelse med den almindelige retsledelse, jf. herved Folketingstidende 1979-80, tillæg A, sp. 470. Det gælder bl.a. med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt og på hvilken måde advokaten kan stille spørgsmål til andre end forurettede, dvs. til den anden part og eventuelle vidner.

Den forurettedes advokat bør imidlertid ikke kunne virke som en yderligere anklager i sagen. Advokaten bør derfor ikke have adgang til at procedere med hensyn til skyldspørgsmålet og strafudmålingen, jf. herved Folketingstidende 1979-80, tillæg A, sp. 471 f.

Reglerne i § 741 c, stk. 1-3, om den beskikkede advokats beføjelser finder tilsvarende anvendelse på en advokat, der - uden at være beskikket af retten - er antaget af forurettede i de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager, jf. § 741 c, stk. 4.

Om kompetencen til at beskikke advokat for den forurettede gælder ifølge § 741 d samme regler som ved beskikkelse af forsvarer, jf. § 735.

Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat gælder ifølge § 741 e samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31. Bestemmelsen indebærer, at udgifterne til salær m.v. til den beskikkede advokat afholdes af det offentlige, jf. Folketingstidende 1979-80, tillæg A, sp. 472.

Til § 1020 f

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019. Statsadvokaterne behandler klager over politipersonalets adfærd i tjenesten (adfærdsklager).

Stk. 2. Rigspolitichefen yder efter anmodning statsadvokaterne bistand til undersøgelsen.

Stk. 3. Politiet kan på egen hånd foretage uopsættelige undersøgelsesskridt. Politiet skal snarest muligt efter, at sådanne undersøgelsesskridt er foretaget, underrette vedkommende statsadvokat herom.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 i. Behandlingen af en adfærdsklagesag sluttes, hvis

1) der er grundlag for at rejse sigtelse mod indklagede,

2) indklagede er mistænkt for et strafbart forhold og forlanger sagen behandlet som straffesag eller

3) regeringen eller justitsministeren træffer bestemmelse om, at sagen skal undersøges efter reglerne i § 21 eller § 21 a.

Stk. 2. I de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte tilfælde behandles straffesagen af statsadvokaten, jf. kapitel 93 c. Behandlingen af adfærdsklagesagen genoptages, hvis tiltale ikke rejses eller gennemføres til fældende dom.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 j. Statsadvokaten underretter vedkommende politimester og rigspolitichefen, når der indledes en adfærdsklagesag. Statsadvokaten underretter endvidere vedkommende politimester og rigspolitichefen om afgørelsen i adfærdsklagesager.

Stk. 2. Disciplinærundersøgelse i anledning af en klage indledes ikke, før behandlingen af adfærdsklagesagen er afsluttet.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 er ikke til hinder for, at den pågældende suspenderes eller midlertidigt overføres til andet arbejde efter de almindelige regler for tjenesten.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 m. Justitsministeren kan bestemme, at en undersøgelse ikke skal foretages efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter kræver det.«

10. Efter kapitel 93 b indsættes

»Kapitel 93 c

Straffesager mod politipersonale

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019. Statsadvokaterne behandler klager over politipersonalets adfærd i tjenesten (adfærdsklager).

Stk. 2. Rigspolitichefen yder efter anmodning statsadvokaterne bistand til undersøgelsen.

Stk. 3. Politiet kan på egen hånd foretage uopsættelige undersøgelsesskridt. Politiet skal snarest muligt efter, at sådanne undersøgelsesskridt er foretaget, underrette vedkommende statsadvokat herom.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 a. Klage indgives til vedkommende statsadvokat. Klage over myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en straffesag kan endvidere fremsættes mundtligt til retsbogen under straffesagens behandling.

Stk. 2. Statsadvokaten kan afvise at behandle en klage, hvis klagen indgives mere end 6 måneder efter, at det forhold, som klagen angår, har fundet sted.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 b. Den, klagen angår (indklagede), skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at udtale sig om fremstillingen. Indklagede har ikke pligt til at udtale sig om fremstillingen.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 c. Indklagede har ret til at møde med en bisidder. § 23 i lov om tjenestemænd finder tilsvarende anvendelse med hensyn til godtgørelse af indklagedes udgift til bisidder.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 d. Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring til statsadvokaten, såfremt forklaringen antages at ville udsætte indklagede for strafansvar eller disciplinæransvar.

Stk. 2. Statsadvokaten vejleder indklagede om bestemmelsen i stk. 1 samt om bestemmelserne i § 1019 b, § 1019 c og § 1019 i, stk. 1, nr. 2. Vejledningen skal gives snarest muligt og senest, inden indklagede afhøres første gang. Det skal af rapporten fremgå, at indklagede har modtaget behørig vejledning.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 a. Klage indgives til vedkommende statsadvokat. Klage over myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en straffesag kan endvidere fremsættes mundtligt til retsbogen under straffesagens behandling.

Stk. 2. Statsadvokaten kan afvise at behandle en klage, hvis klagen indgives mere end 6 måneder efter, at det forhold, som klagen angår, har fundet sted.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 e. Afgives forklaring i retten, jf. § 1019 f, beskikker retten en advokat for klageren og indklagede.

Stk. 2. I andre tilfælde kan retten, når forholdene taler derfor, på klagerens eller indklagedes begæring beskikke en advokat for den pågældende. Statsadvokaten vejleder de pågældende om adgangen til at begære en advokat beskikket og drager omsorg for, at en begæring herom indbringes for retten. § 1019 f, stk. 2, finder herved tilsvarende anvendelse. Vejledningen skal gives snarest muligt og senest, inden den pågældende afhøres første gang. Det skal af rapporten fremgå, at den pågældende har modtaget behørig vejledning.

Stk. 3. Advokatbeskikkelsen sker uden udgift for de pågældende.

Stk. 4. Den beskikkede advokat skal løbende have tilsendt genpart af det materiale, statsadvokaten tilvejebringer som led i undersøgelsen. Advokaten må ikke uden statsadvokatens tilladelse overlevere det modtagne materiale til sin klient eller andre.

Stk. 5. Advokaten har adgang til at overvære afhøringer af sin klient såvel hos statsadvokaten som i retten og har ret til at stille yderligere spørgsmål til sin klient. Advokaten underrettes om tidspunktet for afhøringer og retsmøder.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 f. Statsadvokaten kan bestemme, at forklaring skal afgives i retten.

Stk. 2. Såfremt klagen vedrører myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en straffesag eller under fuldbyrdelse af en strafferetlig afgørelse, afgives forklaring for den byret, som behandler eller har behandlet straffesagen, eller for hvilken straffesagen kan forventes indbragt. I andre tilfælde afgives forklaring ved byretten i den retskreds, hvor det forhold, klagen angår, har fundet sted.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 g. Statsadvokaten giver møde i retsmøder, hvor sagen behandles.

Stk. 2. Indklagede skal så vidt muligt underrettes om berammede retsmøder og have lejlighed til at være til stede.

Stk. 3. Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring, såfremt forklaringen antages at ville udsætte indklagede for strafansvar eller disciplinæransvar. Retten vejleder indklagede herom.

Stk. 4. Sagen behandles i strafferetsplejens former uden medvirken af domsmænd.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 h. Rigsadvokaten behandler klager over afgørelser truffet af statsadvokaterne vedrørende adfærdsklager. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til justitsministeren.

Stk. 2. Fristen for klager over afgørelser i adfærdsklagesager er 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 i. Behandlingen af en adfærdsklagesag sluttes, hvis

1) der er grundlag for at rejse sigtelse mod indklagede,

2) indklagede er mistænkt for et strafbart forhold og forlanger sagen behandlet som straffesag, eller

3) regeringen eller justitsministeren træffer bestemmelse om, at sagen skal undersøges efter reglerne i § 21 eller § 21 a.

Stk. 2. I de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte tilfælde behandles straffesagen af statsadvokaten, jf. kapitel 93 c. Behandlingen af adfærdsklagesagen genoptages, hvis tiltale ikke rejses eller gennemføres til fældende dom.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 j. Statsadvokaten underretter vedkommende politimester og rigspolitichefen, når der indledes en adfærdsklagesag. Statsadvokaten underretter endvidere vedkommende politimester og rigspolitichefen om afgørelsen i adfærdsklagesager.

Stk. 2. Disciplinærundersøgelse i anledning af en klage indledes ikke, før behandlingen af adfærdsklagesagen er afsluttet.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 er ikke til hinder for, at den pågældende suspenderes eller midlertidigt overføres til andet arbejde efter de almindelige regler for tjenesten.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 m. Justitsministeren kan bestemme, at en undersøgelse ikke skal foretages efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter kræver det.«

10. Efter kapitel 93 b indsættes

»Kapitel 93 c

Straffesager mod politipersonale

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019. Statsadvokaterne behandler klager over politipersonalets adfærd i tjenesten (adfærdsklager).

Stk. 2. Rigspolitichefen yder efter anmodning statsadvokaterne bistand til undersøgelsen.

Stk. 3. Politiet kan på egen hånd foretage uopsættelige undersøgelsesskridt. Politiet skal snarest muligt efter, at sådanne undersøgelsesskridt er foretaget, underrette vedkommende statsadvokat herom.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 b. Den, klagen angår (indklagede), skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at udtale sig om fremstillingen. Indklagede har ikke pligt til at udtale sig om fremstillingen.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 a. Klage indgives til vedkommende statsadvokat. Klage over myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en straffesag kan endvidere fremsættes mundtligt til retsbogen under straffesagens behandling.

Stk. 2. Statsadvokaten kan afvise at behandle en klage, hvis klagen indgives mere end 6 måneder efter, at det forhold, som klagen angår, har fundet sted.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 b. Den, klagen angår (indklagede), skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at udtale sig om fremstillingen. Indklagede har ikke pligt til at udtale sig om fremstillingen.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 c. Indklagede har ret til at møde med en bisidder. § 23 i lov om tjenestemænd finder tilsvarende anvendelse med hensyn til godtgørelse af indklagedes udgift til bisidder.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 d. Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring til statsadvokaten, såfremt forklaringen antages at ville udsætte indklagede for strafansvar eller disciplinæransvar.

Stk. 2. Statsadvokaten vejleder indklagede om bestemmelsen i stk. 1 samt om bestemmelserne i § 1019 b, § 1019 c og § 1019 i, stk. 1, nr. 2. Vejledningen skal gives snarest muligt og senest, inden indklagede afhøres første gang. Det skal af rapporten fremgå, at indklagede har modtaget behørig vejledning.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 e. Afgives forklaring i retten, jf. § 1019 f, beskikker retten en advokat for klageren og indklagede.

Stk. 2. I andre tilfælde kan retten, når forholdene taler derfor, på klagerens eller indklagedes begæring beskikke en advokat for den pågældende. Statsadvokaten vejleder de pågældende om adgangen til at begære en advokat beskikket og drager omsorg for, at en begæring herom indbringes for retten. § 1019 f, stk. 2, finder herved tilsvarende anvendelse. Vejledningen skal gives snarest muligt og senest, inden den pågældende afhøres første gang. Det skal af rapporten fremgå, at den pågældende har modtaget behørig vejledning.

Stk. 3. Advokatbeskikkelsen sker uden udgift for de pågældende.

Stk. 4. Den beskikkede advokat skal løbende have tilsendt genpart af det materiale, statsadvokaten tilvejebringer som led i undersøgelsen. Advokaten må ikke uden statsadvokatens tilladelse overlevere det modtagne materiale til sin klient eller andre.

Stk. 5. Advokaten har adgang til at overvære afhøringer af sin klient såvel hos statsadvokaten som i retten og har ret til at stille yderligere spørgsmål til sin klient. Advokaten underrettes om tidspunktet for afhøringer og retsmøder.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 f. Statsadvokaten kan bestemme, at forklaring skal afgives i retten.

Stk. 2. Såfremt klagen vedrører myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en straffesag eller under fuldbyrdelse af en strafferetlig afgørelse, afgives forklaring for den byret, som behandler eller har behandlet straffesagen, eller for hvilken straffesagen kan forventes indbragt. I andre tilfælde afgives forklaring ved byretten i den retskreds, hvor det forhold, klagen angår, har fundet sted.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 g. Statsadvokaten giver møde i retsmøder, hvor sagen behandles.

Stk. 2. Indklagede skal så vidt muligt underrettes om berammede retsmøder og have lejlighed til at være til stede.

Stk. 3. Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring, såfremt forklaringen antages at ville udsætte indklagede for strafansvar eller disciplinæransvar. Retten vejleder indklagede herom.

Stk. 4. Sagen behandles i strafferetsplejens former uden medvirken af domsmænd.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 h. Rigsadvokaten behandler klager over afgørelser truffet af statsadvokaterne vedrørende adfærdsklager. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til justitsministeren.

Stk. 2. Fristen for klager over afgørelser i adfærdsklagesager er 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 i. Behandlingen af en adfærdsklagesag sluttes, hvis

1) der er grundlag for at rejse sigtelse mod indklagede,

2) indklagede er mistænkt for et strafbart forhold og forlanger sagen behandlet som straffesag, eller

3) regeringen eller justitsministeren træffer bestemmelse om, at sagen skal undersøges efter reglerne i § 21 eller § 21 a.

Stk. 2. I de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte tilfælde behandles straffesagen af statsadvokaten, jf. kapitel 93 c. Behandlingen af adfærdsklagesagen genoptages, hvis tiltale ikke rejses eller gennemføres til fældende dom.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 j. Statsadvokaten underretter vedkommende politimester og rigspolitichefen, når der indledes en adfærdsklagesag. Statsadvokaten underretter endvidere vedkommende politimester og rigspolitichefen om afgørelsen i adfærdsklagesager.

Stk. 2. Disciplinærundersøgelse i anledning af en klage indledes ikke, før behandlingen af adfærdsklagesagen er afsluttet.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 er ikke til hinder for, at den pågældende suspenderes eller midlertidigt overføres til andet arbejde efter de almindelige regler for tjenesten.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 c. Indklagede har ret til at møde med en bisidder. § 23 i lov om tjenestemænd finder tilsvarende anvendelse med hensyn til godtgørelse af indklagedes udgift til bisidder.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 m. Justitsministeren kan bestemme, at en undersøgelse ikke skal foretages efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter kræver det.«

»Kapitel 93 b

Undersøgelse af klager over politiet

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019. Bestemmelse om undersøgelse af klager over politipersonalets adfærd under udførelsen af tjenesten træffes af lokalnævnet, jfr. §§ 115 og 115 a.

Stk. 2. Nævnet kan endvidere bestemme, at en undersøgelse skal foretages, hvis en offentlig interesse tilsiger, at omstændighederne i forbindelse med politiets virksomhed ved en bestemt lejlighed søges fastlagt.

Stk. 3. Justitsministeren kan bestemme, at en undersøgelse ikke skal foretages efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter kræver det.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 a. Klage indgives til nævnet eller politimesteren (politidirektøren) i den politikreds, hvor det forhold, klagen angår, har fundet sted. Klage over myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en straffesag kan endvidere fremsættes mundtligt til retsbogen under straffesagens behandling.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 b. Nævnet afviser at iværksætte en undersøgelse, hvis klagen findes åbenbart grundløs, eller hvis sagen anses for tilstrækkeligt oplyst. Nævnet kan endvidere afvise at iværksætte en undersøgelse, hvis klagen angår forhold af uvæsentlig betydning, hvis klageren undlader efter opfordring at fremkomme med oplysninger om grundlaget for klagen, eller hvis klagen indgives mere end 6 måneder efter, at det forhold, som klagen angår, har fundet sted.

Stk. 2. Finder nævnet, at der bør iværksættes en undersøgelse, bestemmer det, om undersøgelsen skal foretages ved retten eller af statsadvokaten. Foretages undersøgelsen af statsadvokaten, kan nævnet bestemme, at forklaring skal afgives i retten, jfr. § 1019 k.

Stk. 3. I tilfælde, hvor klagen vedrører politipersonalets adfærd i forbindelse med fjernelse af personer, der har nægtet at forlade en fast ejendom, skal der altid foretages en undersøgelse, når fjernelsen er begæret af en kommunalbestyrelse i politikredsen, et af kommunalbestyrelsens udvalg, magistraten, et af dennes medlemmer eller borgmesteren. Nævnet bestemmer, om undersøgelsen skal foretages ved retten eller af statsadvokaten.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 d. Den, klagen angår, skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at afgive en skriftlig udtalelse om fremstillingen. Han skal gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale sig om fremstillingen.

Stk. 2. Den pågældende har adgang til senere under sagen at afgive yderligere skriftlige indlæg.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 e. Foretages undersøgelsen af statsadvokaten, har den pågældende ret til at møde med en bisidder. Han skal gøres bekendt med denne ret.

Stk. 2. Som bisidder kan anvendes en repræsentant for den pågældendes organisation, et andet medlem af personalet eller en advokat.

Stk. 3. § 23 i lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken finder tilsvarende anvendelse med hensyn til godtgørelse af den pågældendes udgift til bisidder.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 f. Skal undersøgelse ske ved retten, foretages den ved den byret, som behandler eller har behandlet straffesagen, eller for hvilken den kan forventes indbragt, såfremt klagen vedrører myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en straffesag eller under fuldbyrdelse af en strafferetlig afgørelse. I andre tilfælde foretages undersøgelsen ved byretten i den kreds, hvor det forhold, klagen angår, har fundet sted.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 d. Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring til statsadvokaten, såfremt forklaringen antages at ville udsætte indklagede for strafansvar eller disciplinæransvar.

Stk. 2. Statsadvokaten vejleder indklagede om bestemmelsen i stk. 1 samt om bestemmelserne i § 1019 b, § 1019 c og § 1019 i, stk. 1, nr. 2. Vejledningen skal gives snarest muligt og senest, inden indklagede afhøres første gang. Det skal af rapporten fremgå, at indklagede har modtaget behørig vejledning.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 g. Dommeren beskikker en advokat for klageren og den, klagen angår, uden udgift for de pågældende. De regler, der er fastsat for forsvarere, finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 i. Dommeren træffer bestemmelse om afhøring af klageren, den, klagen angår, og vidner samt om tilvejebringelse af udtalelser fra sagkyndige og af andre bevismidler.

Stk. 2. Den, som klagen angår, skal så vidt muligt underrettes om retsmøder, der berammes til undersøgelse af klagen og have lejlighed til at være tilstede. Den pågældende afhøres uden vidneansvar.

Stk. 3. Retsmøderne er offentlige i samme omfang som i borgerlige sager.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 j. Retten slutter undersøgelsen, når

1) sagen skønnes tilstrækkeligt oplyst,

2) nævnet slutter behandlingen af sagen, jfr. § 1019 m.

3) klageren ikke ønsker videre foretaget,

4) klageren undlader efter opfordring at fremkomme med oplysninger om grundlaget for klagen, eller

5) klageren uden gyldig grund udebliver fra et retsmøde, hvortil han er indkaldt.

Stk. 2. I de i stk. 1, nr. 3-5 nævnte tilfælde kan undersøgelsen kun sluttes med nævnets samtykke.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 k. §§ 1019 f-1019 i bortset fra § 1019 i, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse, hvor forklaring afgives i retten i medfør af § 1919 b, stk. 2, 2. pkt.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 l. Når undersøgelsen er afsluttet, udfærdiger statsadvokaten en redegørelse over undersøgelsens forløb. Redegørelsen og sagens akter sendes til nævnet.

Stk. 2. Nævnet tager stilling til, om sagen kan anses for tilstrækkeligt oplyse. Finder nævnet ikke, at der er grundlag for at kræve bestemte yderligere undersøgelser iværksat, videresendes materialet til politimesteren (politidirektøren). Nævnet underretter samtidig klageren og træffer bestemmelse om, i hvilket omfang redegørelsen skal offentliggøres.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 m. Nævnet slutter behandlingen af en klagesag, hvis

1) der er grundlag for at rejse sigtelse mod den, klagen angår,

2) den, klagen angår, er mistænkt for et strafbart forhold, og han forlanger sagen behandlet som straffesag,

3) regeringen eller justitsministeren træffer bestemmelse om, at sagen skal undersøges efter reglerne i § 21, stk. 1, eller § 21 a.

Stk. 4. I de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte tilfælde ledes undersøgelsen af statsadvokaten. Nævnet genoptager behandlingen af sagen, hvis tiltale ikke rejses eller gennemføres til fældende dom.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 n. Disciplinærundersøgelse i anledning af en klage indledes ikke, før nævnets behandling af klagesagen er afsluttet.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at den pågældende suspenderes eller midlertidigt overføres til andet arbejde efter de almindelige regler for tjenesten.«

10. Efter kapitel 93 b indsættes

»Kapitel 93 c

Straffesager mod politipersonale

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 e. Afgives forklaring i retten, jf. § 1019 f, beskikker retten en advokat for klageren og indklagede.

Stk. 2. I andre tilfælde kan retten, når forholdene taler derfor, på klagerens eller indklagedes begæring beskikke en advokat for den pågældende. Statsadvokaten vejleder de pågældende om adgangen til at begære en advokat beskikket og drager omsorg for, at en begæring herom indbringes for retten. § 1019 f, stk. 2, finder herved tilsvarende anvendelse. Vejledningen skal gives snarest muligt og senest, inden den pågældende afhøres første gang. Det skal af rapporten fremgå, at den pågældende har modtaget behørig vejledning.

Stk. 3. Advokatbeskikkelsen sker uden udgift for de pågældende.

Stk. 4. Den beskikkede advokat skal løbende have tilsendt genpart af det materiale, statsadvokaten tilvejebringer som led i undersøgelsen. Advokaten må ikke uden statsadvokatens tilladelse overlevere det modtagne materiale til sin klient eller andre.

Stk. 5. Advokaten har adgang til at overvære afhøringer af sin klient såvel hos statsadvokaten som i retten og har ret til at stille yderligere spørgsmål til sin klient. Advokaten underrettes om tidspunktet for afhøringer og retsmøder.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 f. Statsadvokaten kan bestemme, at forklaring skal afgives i retten.

Stk. 2. Såfremt klagen vedrører myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en straffesag eller under fuldbyrdelse af en strafferetlig afgørelse, afgives forklaring for den byret, som behandler eller har behandlet straffesagen, eller for hvilken straffesagen kan forventes indbragt. I andre tilfælde afgives forklaring ved byretten i den retskreds, hvor det forhold, klagen angår, har fundet sted.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 g. Statsadvokaten giver møde i retsmøder, hvor sagen behandles.

Stk. 2. Indklagede skal så vidt muligt underrettes om berammede retsmøder og have lejlighed til at være til stede.

Stk. 3. Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring, såfremt forklaringen antages at ville udsætte indklagede for strafansvar eller disciplinæransvar. Retten vejleder indklagede herom.

Stk. 4. Sagen behandles i strafferetsplejens former uden medvirken af domsmænd.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1019 h. Rigsadvokaten behandler klager over afgørelser truffet af statsadvokaterne vedrørende adfærdsklager. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til justitsministeren.

Stk. 2. Fristen for klager over afgørelser i adfærdsklagesager er 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1020 i. Justitsministeren kan bestemme, at en sag ikke skal behandles efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter kræver det.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1020 a. Statsadvokaterne iværksætter efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige.

Stk. 2. Statsadvokaterne iværksætter endvidere efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. Bestemmelserne i § 1019 j finder herved tilsvarende anvendelse.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1020 b. Ved behandlingen af de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager kan statsadvokaterne udøve de beføjelser, som ellers tilkommer politiet.

Stk. 2. Rigspolitichefen yder efter anmodning statsadvokaterne bistand under efterforskningen.

Stk. 3. Politiet kan på egen hånd foretage uopsættelige efterforskningsskridt. Politiet skal snarest muligt efter, at sådanne efterforskningsskridt er foretaget, underrette vedkommende statsadvokat herom.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1020 c. Offentlig påtale i de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager tilkommer statsadvokaterne, medmindre påtalen efter denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov tilkommer rigsadvokaten eller justitsministeren. Adgangen til at opgive påtale tilkommer påtalemyndigheden.

Stk. 2. Statsadvokaterne varetager udførelsen af de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager ved byretterne, Sø- og Handelsretten og landsretterne.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1020 e. Retten beskikker på den forurettedes begæring en advokat for den pågældende, når forholdene taler derfor, eller såfremt det følger af bestemmelserne i kapitel 66 a.

Stk. 2. Den for forurettede beskikkede advokat har adgang til det i § 741 c, stk. 2, 2. pkt., nævnte materiale, uanset om der er rejst tiltale i sagen.

Stk. 3. Bestemmelserne i kapitel 66 a finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1020 f. Rigsadvokaten kan bestemme, at en straffesag, der omfatter flere forhold eller flere sigtede, i sin helhed skal behandles af statsadvokaten efter reglerne i dette kapitel, hvis en sådan behandling er påkrævet med hensyn til et af forholdene eller en af de sigtede.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1020 a. Statsadvokaterne iværksætter efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige.

Stk. 2. Statsadvokaterne iværksætter endvidere efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. Bestemmelserne i § 1019 j finder herved tilsvarende anvendelse.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1020 i. Justitsministeren kan bestemme, at en sag ikke skal behandles efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter kræver det.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§§ 1020-1020 f indeholder en række særlige regler om behandlingen af straffesager mod politipersonale vedrørende forhold begået i tjenesten.

Derudover følger det af bestemmelsen i § 1020 g, at retsplejelovens almindelige bestemmelser om behandlingen af straffesager finder tilsvarende anvendelse ved behandlingen af disse sager.

Bestemmelsen indebærer bl.a., at statsadvokaten efter omstændighederne kan udstede et bødeforelæg i henhold til retsplejelovens § 931.

Til § 1020 h

Det fremgår af bestemmelsen, at justitsministeren - inden for rammerne af bestemmelserne i kapitel 93 c - kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af straffesager mod politipersonale vedrørende forhold begået i tjenesten.

Der kan herved også henvises til retsplejelovens § 98, stk. 2 og 3.

Til § 1020 i

Justitsministeren kan undtagelsesvis bestemme, at en sag ikke skal behandles efter reglerne i kapitel 93 c, hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter kræver det.

Bestemmelsen vil have et snævert anvendelsesområde. Som et muligt eksempel kan nævnes, at justitsministeren beslutter, at en sag mod en polititjenestemand, der mistænkes for spionagevirksomhed, skal efterforskes af Politiets Efterretningstjeneste.

Til kapitel 93 d

Politiklagenævn

Til § 1021

Efter bestemmelsen i § 1021 oprettes der et antal politiklagenævn bestående af en advokat som formand og to lægmænd. Betegnelsen »politiklagenævn« er valgt i stedet for »kontrolorganer«, der benyttes i betænkning 1278/1994, fordi den bedre angiver organets virkefelt.

Det er hensigten at etablere seks politiklagenævn, dvs. et for hver af de regionale statsadvokater. Det er imidlertid fundet mest hensigtsmæssigt, at antallet af politiklagenævn fastsættes administrativt af justitsministeren, jf. stk. 8. Der henvises herved til de almindelige bemærkninger, afsnit 4.1.2.

Politiklagenævnenes beføjelser er nærmere beskrevet i de efterfølgende bestemmelser i kapitel 93 d. Som det bl.a. fremgår heraf, skal politiklagenævnet løbende have tilsendt sagsakterne i såvel adfærdsklagesager som straffesager mod politipersonale, det kan anmode statsadvokaten om at foretage bestemte yderligere undersøgelses- eller efterforskningsskridt, tilkendegive over for statsadvokaten, hvordan sagerne efter nævnets opfattelse bør behandles og afgøres, og påklage statsadvokatens afgørelser til Rigsadvokaten.

I de tilfælde, hvor statsadvokaten indleder efterforskning efter kapitel 93 c eller en undersøgelse efter reglerne i kapitel 93 b, uden at der foreligger en anmeldelse eller en klage, har politiklagenævnet de samme beføjelser som i tilfælde, hvor der er indgivet anmeldelse/klage, jf. betænkning 1278/1994, side 174.

Stk. 1 indeholder regler om sammensætningen af politiklagenævn og udpegningen af medlemmer.

Medlemmerne af politiklagenævn udpeges af justitsministeren efter indstilling fra Advokatrådet og amtsrådene m.v., jf. nærmere stk. 2 og 3. Folketingets Retsudvalg får tilsendt en liste over de indstillede personer. Inden udpegningen af medlemmerne orienterer justitsministeren i et samråd Retsudvalget om den påtænkte sammensætning af politiklagenævnene.

Funktionsperioden for medlemmerne er 4 år. Hvis et medlem ikke længere opfylder betingelserne i § 1021, udpeges suppleanten i stedet som medlem for resten af perioden. Der udpeges i så fald en ny suppleant blandt de oprindeligt indstillede, ligeledes for resten af perioden. Tilsvarende gælder, hvis et medlem af andre grunde udtræder af politiklagenævnet.

Hvis en suppleant ikke længere opfylder betingelserne i § 1021, eller af andre grunde fratræder, udpeges en ny suppleant blandt de oprindeligt indstillede for resten af perioden.

Det fremgår af stk. 1, 2. pkt., at genbeskikkelse kun kan finde sted en gang. En person kan derfor højst virke i et politiklagenævn i 8 år. Dette gælder f.eks. også, selv om den pågældende starter som suppleant i en periode og derefter bliver medlem i den næste periode.

Advokaten udpeges ifølge stk. 2 efter indstilling fra Advokatrådet. For at sikre en afbalanceret kønsfordeling er det fastsat, at der skal indstilles to kvinder og to mænd til hvert af hvervene. Det forudsættes, at den advokat, der udpeges efter indstilling fra Advokatrådet, har erfaring med behandlingen af straffesager.

Lægmændene udpeges ifølge stk. 3 efter indstilling fra amtsrådene, Københavns Borgerrepræsentation og kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. For at sikre en afbalanceret kønsfordeling er det fastsat, at hvert amtsråd m.v. skal indstille tre kvinder og tre mænd. De pågældende skal have bopæl i vedkommende amt eller kommune.

Lægmændene skal repræsentere offentligheden og særligt varetage samfundets interesse i, at sager mod politiansatte behandles og afgøres på en saglig og tillidsskabende måde. Det er derfor nødvendigt, at de pågældende har en betydelig indsigt i almindelige samfundsforhold. Det er endvidere af væsentlig betydning for nævnets samlede autoritet, at de ikke udpeges som repræsentanter for bestemte interessegrupper, men udpeges i kraft af deres integritet og personlige egenskaber. De pågældende bør så vidt muligt udgøre et repræsentativt udsnit af befolkningen med hensyn til alder, uddannelse og erhverv.

Der bør endvidere ved udvælgelsen af lægmænd til politiklagenævn lægges vægt på, at de pågældende er alment respekterede og nyder bred tillid i det område, hvor de skal virke.

Lægmændene må ifølge stk. 4 ikke være medlemmer af kommunalbestyrelser, amtsråd eller Folketinget. Bestemmelsen i retsplejelovens § 70 om nævninger og domsmænd finder i øvrigt tilsvarende anvendelse på lægmændene. Det følger af denne bestemmelse, at visse stillinger er uforenelige med hvervet som lægt medlem af politiklagenævn. Udelukket er »ministre, advokater, advokatfuldmægtige, centraladministrationens, domstolenes, anklagemyndighedens, overøvrighedens, politiets og fængselsvæsenets tjenestemænd og øvrige personale samt sognefogeder og folkekirkens og de anerkendte trossamfunds gejstlige«. Betegnelsen lægmænd udelukker i øvrigt ikke i denne sammenhæng, at de pågældende kan være jurister.

For at sikre medlemmernes lokale tilknytning foreslås det i stk. 5 , at advokaten skal have kontor, og lægmændene skal have bopæl, i det område, der hører under vedkommende politiklagenævn.

Det følger af stk. 6 , at personer, som er fyldt eller i løbet af den fireårige funktionsperiode vil fylde 70 år, er udelukket fra at være medlemmer af politiklagenævn. Alderskravet gælder for såvel formanden som lægmændene.

Der udpeges ifølge stk. 7 en suppleant for hvert medlem blandt de advokater og lægmænd, der er indstillet i medfør af stk. 2 og 3. Reglerne i stk. 1-6 finder i øvrigt tilsvarende anvendelse på suppleanterne.

Efter stk. 8 fastsætter justitsministeren nærmere regler om antallet af politiklagenævn og om sagernes fordeling mellem dem samt om indstillingen af medlemmer og disses vederlag. Der henvises herved til de almindelige bemærkninger, afsnit 4.1.2. Med hjemmel i denne bestemmelse kan ministeren bl.a. fastsætte regler, der sikrer, at de indstillede personer opfylder betingelserne om lokal tilknytning i stk. 5. Det kan f.eks. fastsættes, at et amt, der er delt mellem to politiklagenævn, skal indstille tre personer fra hver af de to dele af amtet.

Til § 1021 a

Efter bestemmelsen i stk. 1 skal statsadvokaten straks underrette politiklagenævnet om klager og anmeldelser, der skal behandles efter de foreslåede regler i kapitel 93 b eller kapitel 93 c. Derved sikres det, at politiklagenævnet fra starten kan følge disse sager.

Det følger af stk. 2 , at politiklagenævnet over for statsadvokaten kan tilkendegive, at der i anledning af en klage eller en anmeldelse efter nævnets opfattelse bør indledes en undersøgelse efter reglerne i kapitel 93 b om adfærdsklagesager eller efterforskning i strafferetsplejens former efter reglerne i kapitel 93 c om straffesager mod politipersonale.

Det er ikke afgørende, om henvendelsen fra en borger betegner sig som en klage eller en anmeldelse. Hvis der er rimelig formodning om, at en polititjenestemand i tjenesten har begået et strafbart forhold, må der således indledes efterforskning i strafferetsplejens former, jf. den foreslåede § 1020 a.

Det er ikke en forudsætning for, at statsadvokaten kan indlede en undersøgelse eller en efterforskning, at politiklagenævnet forinden er kommet med en tilkendegivelse herom. Hvis statsadvokaten finder, at der er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået, jf. den foreslåede § 1020 a, stk. 1, eller er der tale om et tilfælde som omhandlet i § 1020 a, stk. 2, indleder statsadvokaten straks efterforskning i strafferetsplejens former og underretter politiklagenævnet herom. Politiklagenævnet har herefter en række beføjelser i forbindelse med sagens videre forløb, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 1021 b-c og §§ 1021 e-f.

I disse tilfælde, hvor reaktionen på klagen/anmeldelsen er den mest alvorlige, nemlig iværksættelsen af en strafferetlig efterforskning, er der ikke anledning til, at politiklagenævnet kommer med en tilkendegivelse om behandlingsformen, før efterforskningen indledes.

Statsadvokaten vil derimod ikke kunne afvise at indlede efterforskning i anledning af en anmeldelse, uden at sagen forinden har været forelagt for politiklagenævnet, jf. bemærkningerne til den foreslåede § 1021 e, stk. 1.

Såfremt statsadvokaten finder, at sagen må behandles som en adfærdsklage , indleder han en undersøgelse efter reglerne i kapitel 93 b og underretter politiklagenævnet herom. Politiklagenævnet har herefter en række beføjelser i forbindelse med sagens videre forløb, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 1021 b-c og §§ 1021 e-f.

Finder politiklagenævnet i modsætning til statsadvokaten, at sagen i stedet bør efterforskes som en straffesag efter reglerne i kapitel 93 c, kan nævnet i medfør af stk. 2 tilkendegive dette over for statsadvokaten.

Statsadvokaten vil ikke kunne afvise at indlede en undersøgelse efter kapitel 93 b i anledning af en klage, f.eks. fordi klagen må anses for åbenbart grundløs, eller fordi fristen i § 1019 a, stk. 2, er sprunget, uden at sagen forinden har været forelagt for politiklagenævnet, jf. bemærkningerne til den foreslåede § 1021 e, stk. 1.

Politiklagenævnet kan endvidere, selv om der ikke foreligger en klage eller en anmeldelse, tilkendegive over for statsadvokaten, at der efter nævnets opfattelse bør foretages en undersøgelse efter reglerne i kapitel 93 b eller efterforskning efter reglerne i kapitel 93 c, f.eks. hvis en offentlig interesse tilsiger, at omstændighederne i forbindelse med politiets virksomhed ved en bestemt lejlighed søges fastlagt, sml. herved den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 1019, stk. 2. Det er også i disse tilfælde en forudsætning for at indlede efterforskning i strafferetsplejens former, at der er »rimelig formodning om«, at der er begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, jf. den foreslåede § 1020 a, stk. 1 (medmindre der foreligger en situation som omhandlet i § 1020 a, stk. 2).

Der kan f.eks. være anledning hertil, hvis politiets adfærd ved en bestemt lejlighed giver anledning til kritisk omtale i medierne.

I sådanne tilfælde har statsadvokaten også selv mulighed for at indlede en undersøgelse eller en efterforskning, jf. den foreslåede § 1019 k og den foreslåede § 1020 a, stk. 1.

I de tilfælde, hvor en offentlig interesse tilsiger, at der foretages en undersøgelse, vil det formentlig ofte være relevant, at forklaringerne afgives i offentlige retsmøder, jf. bemærkningerne til § 1019 k.

Til § 1021 b

Det følger af bestemmelsen i stk. 1 , at politiklagenævnet løbende skal have tilsendt genpart af det materiale, statsadvokaten tilvejebringer i adfærdsklagesager og straffesager.

Politiklagenævnet må ikke uden statsadvokatens samtykke overlevere det modtagne materiale til andre, jf. 2. pkt. Bestemmelsen svarer til retsplejelovens § 745, stk. 1, 2. pkt.

Det bemærkes i øvrigt, at medlemmerne af politiklagenævnet har tavshedspligt efter de almindelige regler herom i straffelovens § 152, jf. herved betænkning 1278/1994, side 170.

Ifølge stk. 2 påhviler det endvidere statsadvokaten løbende at orientere politiklagenævnet om alle væsentlige beslutninger, der træffes i forbindelse med undersøgelsen eller efterforskningen. Statsadvokaten vil således skulle orientere nævnet, når der træffes mere betydningsfulde beslutninger om den videre tilrettelæggelse og gennemførelse af undersøgelsen eller efterforskningen, herunder hvis der rejses sigtelse i en straffesag, eller hvis undersøgelsen eller efterforskningen udvides til at omfatte flere personer eller flere forhold.

Til § 1021 c

Efter bestemmelsen i stk. 1 kan politiklagenævnet i adfærdsklagesager anmode statsadvokaten om at foretage bestemte yderligere undersøgelsesskridt. I straffesager gælder tilsvarende, at politiklagenævnet kan anmode statsadvokaten om at foretage bestemte yderligere efterforskningsskridt.

Politiklagenævnet kan i princippet på ethvert stade af sagen anmode om foretagelse af yderligere undersøgelses- eller efterforskningsskridt.

Hovedreglen bør dog være, at politiklagenævnet først benytter sig af muligheden for at anmode om foretagelse af bestemte yderligere undersøgelses- eller efterforskningsskridt efter, at statsadvokaten har afsluttet sin undersøgelse/efterforskning. Undtagelse vil f.eks. kunne gøres, hvis der er risiko for bevistab, jf. betænkning 1278/1994, side 170.

Det forudsættes, at statsadvokaten i almindelighed vil efterkomme sådanne anmodninger.

Såfremt statsadvokaten i en adfærdsklagesag modsætter sig politiklagenævnets anmodning, kan nævnet påklage statsadvokatens afgørelse til rigsadvokaten, jf. den foreslåede § 1021 f.

For så vidt angår straffesager, følger det af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at såfremt statsadvokaten, sigtede eller dennes forsvarer modsætter sig politiklagenævnets anmodning, forelægges spørgsmålet for retten til afgørelse, jf. betænkning 1278/1994, side 170. Der kan herved også henvises til den lignende ordning i retsplejelovens § 746, hvorefter retten i straffesager afgør tvistigheder om begæringer fra forsvareren eller sigtede om foretagelsen af yderligere efterforskningsskridt. Det forudsættes, at statsadvokaten underretter sigtede eller dennes forsvarer om anmodninger fra nævnet.

Retten kan vurdere lovligheden og hensigtsmæssigheden af det efterforskningsskridt, som politiklagenævnet har anmodet om.

Værnetingsreglen i § 694, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Efter denne bestemmelse skal begæring fra sigtede eller forsvareren om retsmøder under efterforskningen indgives til den ret, hvor sagen behandles, eller hvor den kan forventes behandlet. Ved samme ret afgøres tvistigheder mellem politiet og forsvaret om efterforskningsskridt.

Rettens afgørelse træffes på begæring ved kendelse, jf. 3. pkt. Det forudsættes, at formanden om fornødent møder for politiklagenævnet i retten.

Til § 1021 d

Efter bestemmelsen udfærdiger statsadvokaten en redegørelse til politiklagenævnet om resultatet af undersøgelsen efter kapitel 93 c eller - hvis sagen har været behandlet som en straffesag - resultatet af efterforskningen efter kapitel 93 c.

Redegørelsen skal indeholde en gennemgang af forløbet af undersøgelsen eller efterforskningen og en gennemgang af de faktiske omstændigheder af betydning for sagens afgørelse. Desuden skal redegørelsen indeholde en vurdering af vægten af de fremkomne beviser.

Redegørelsens nærmere indhold og omfang må i øvrigt bero på karakteren af den konkrete sag. I de tilfælde, hvor der ikke indledes en undersøgelse eller efterforskning, f.eks. fordi klagen eller anmeldelsen er åbenbart grundløs, skal statsadvokaten ikke udfærdige en redegørelse. Statsadvokaten må imidlertid nærmere begrunde over for politiklagenævnet, hvorfor han ikke finder, der er anledning til at indlede en undersøgelse eller efterforskning.

Det skal fremgå af redegørelsen, hvorledes statsadvokaten finder, sagen bør afgøres.

Forelæggelsen af sagen for politiklagenævnet sker skriftligt, men kan - såfremt nævnet eller statsadvokaten ønsker det - suppleres med en mundtlig forelæggelse, f.eks. hvis der er tale om en særlig kompliceret sag.

Til § 1021 e

Med hensyn til sagens afgørelse kan politiklagenævnet i adfærdsklagesager tilkendegive som sin opfattelse, at statsadvokaten over for klageren bør beklage det passerede, eller at en klage bør afvises. Afvisning kan ske enten efter forudgående undersøgelse eller på det foreliggende grundlag.

I straffesager kan politiklagenævnet tilkendegive som sin opfattelse, at der bør rejses tiltale, at der bør meddeles tiltalefrafald, at påtale bør opgives, at en påbegyndt efterforskning bør indstilles, eller at en anmeldelse bør afvises.

Den sædvanlige fremgangsmåde i såvel straffesager som adfærdsklagesager vil være den, at statsadvokaten, når sagen efter hans opfattelse er klar til afgørelse, forelægger sagen for politiklagenævnet. Har der været iværksat en undersøgelse eller efterforskning, sker det i form af, at statsadvokaten afgiver en redegørelse til politiklagenævnet efter § 1021 d. Har sagen ikke været genstand for undersøgelse/efterforskning, fordi statsadvokaten finder, at klagen/anmeldelsen må afvises på det foreliggende grundlag, må statsadvokaten ved forelæggelsen af sagen nærmere angive begrundelsen herfor. Statsadvokaten overlader endvidere en kopi af sagsakterne til politiklagenævnet, medmindre nævnet allerede har modtaget dette materiale. Det bemærkes herved, at politiklagenævnet normalt løbende vil have modtaget genpart af sagsakterne, jf. den foreslåede § 1021 b.

Politiklagenævnet må herefter i første række vurdere, om der efter nævnets opfattelse er behov for at foretage yderligere undersøgelser eller efterforskning, og i bekræftende fald fremsætte begæring herom, jf. den foreslåede § 1021 c.

Finder politiklagenævnet derimod i lighed med statsadvokaten, at sagen kan afgøres på det foreliggende grundlag, meddeler nævnet statsadvokaten, hvordan sagen efter nævnets opfattelse administrativt bør afgøres. Statsadvokaten træffer herefter afgørelse i sagen.

Skal afgørelsen undtagelsesvis træffes af rigsadvokaten eller justitsministeren som første instans efter indstilling fra statsadvokaten (for justitsministerens vedkommende efter indstilling fra statsadvokaten og rigsadvokaten), afgiver statsadvokaten først sin indstilling efter forelæggelsen for politiklagenævnet.

Det skal efter bestemmelsen i stk. 2 fremgå af afgørelsen i sagen, om den er i overensstemmelse med politiklagenævnets opfattelse. De almindelige krav til begrundelsen for afgørelsen skærpes, hvis statsadvokatens afgørelse ikke er i overensstemmelse med politiklagenævnets opfattelse. Statsadvokaten må i så fald udførligt redegøre for de faktiske omstændigheder af betydning for sagens afgørelse og for vurderingen af de fremkomne beviser.

Bestemmelsen i stk. 2 finder også anvendelse i tilfælde, hvor afgørelsen undtagelsesvis træffes af rigsadvokaten eller justitsministeren som 1. instans. De almindelige krav til begrundelsen skærpes ligeledes, hvis rigsadvokatens eller justitsministerens afgørelse ikke er i overensstemmelse med politiklagenævnets opfattelse.

Det følger af stk. 3, at afgørelsen skal sendes til den, der har indgivet klage eller anmeldelse, uanset om vedkommende kan betragtes som part i sagen. Sagens parter (forurettede og den politiansatte) skal altid underrettes om afgørelsen.

Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke regler, som fastlægger kredsen af klageberettigede. Dette må afgøres efter de almindelige forvaltningsretlige regler.

Til § 1021 f

Efter bestemmelsen kan politiklagenævnet påklage statsadvokatens afgørelser til rigsadvokaten. Om baggrunden for bestemmelsen bemærkes, at politiklagenævnets virksomhed skal medvirke til at sikre, at befolkningen har tillid til, at sagerne i enhver henseende behandles sagligt og korrekt. Der må ikke kunne opstå mistanke om, at man holder hånden over politifolk, der har begået et strafbart eller kritisabelt forhold, jf. herved betænkning 1278/1994, side 172 og side 179.

Det er politiklagenævnet som sådant - ikke det enkelte medlem - der har klageadgang. Dvs. at en klage fra politiklagenævnet forudsætter, at mindst to af nævnets tre medlemmer ønsker at klage, jf. betænkning 1278/1994, side 172.

Da parterne selv har mulighed for at påklage afgørelsen, forudsættes det, at politiklagenævnets beføjelse til at klage opfattes som en form for ekstra garanti, der kun undtagelsesvis bringes i anvendelse, f.eks. hvis en sag er af principiel interesse, jf. betænkning 1278/1994, side 172 og side 179.

Sagens parter (forurettede og den politiansatte) skal underrettes, hvis politiklagenævnet klager.

Bestemmelsen finder også anvendelse i tilfælde, hvor politiklagenævnet ønsker at klage over, at statsadvokaten ikke vil følge en tilkendegivelse fra nævnet, der er fremkommet efter den foreslåede § 1021 a, stk. 2, eller efterkomme en anmodning fra nævnet om at foretage yderligere undersøgelsesskridt i en adfærdsklagesag, jf. den foreslåede § 1021 c.

Til § 1021 g

Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse til - inden for rammerne af bestemmelserne i §§ 1021-1021 f - at fastsætte nærmere regler om politiklagenævnenes virksomhed, herunder om statsadvokaternes samvirke med politiklagenævnene.

Til § 1021 h

I betænkning 1278/1994, side 128-29, understreges betydningen af dels, at der i forbindelse med ikrafttrædelsen af en ny klageordning gøres en særlig indsats for at udbrede kendskabet til ordningen, dels at befolkningen løbende informeres om behandlingen af klager over politipersonalet. Udvalget har i den forbindelse peget på muligheden af, at rigsadvokaten afgiver en årlig beretning om behandlingen af disse sager, eventuelt i form af et særligt afsnit i Anklagemyndighedens Årsberetning.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at rigsadvokaten skal afgive en - særskilt - årlig beretning om behandlingen af adfærdsklagesager og straffesager mod politipersonale til Folketinget og justitsministeren, og at beretningen skal offentliggøres.

Politiklagenævnene udarbejder hver deres selvstændige delberetning, der indgår i årsberetningen.

Det er hensigten, at de seks politiklagenævn skal afholde et årligt fællesmøde, og at medlemmerne af nævnene blandt de seks formænd vælger en landsformand. Landsformanden vil have til opgave at forberede og indkalde til fællesmødet. Landsformanden vil endvidere have til opgave - sammen med rigsadvokaten - at udgive årsberetningen. Landsformanden vederlægges for disse yderligere arbejdsopgaver.

Årsberetningen vil omfatte såvel politiklagenævnenes virksomhed som statsadvokaternes behandling af disse sager. Der kan bl.a. være tale om statistiske oplysninger samt om (anonymiserede) resumeer af principielle sager eller sager, der har givet anledning til særlig omtale i medierne. I straffesager kan desuden omtales domstolenes afgørelse af sagerne. Derudover kan der i beretningen redegøres for de initiativer af generel karakter, f.eks. i form af nye uddannelsesinitiativer, ændrede procedurer eller revision af regelsættet, som konkrete klagesager giver anledning til.

Til § 2

Bestemmelsen indeholder ikrafttrædelses- og overgangsregler.

Efter stk. 3 har lovens § 1, nr. 6-8, virkning for erstatningssager, hvori der ikke ved lovens ikrafttræden er truffet afgørelse vedrørende kravet. Er der administrativt truffet afgørelse, færdigbehandles sagen efter de hidtil gældende regler, uanset om afgørelsen er påklaget eller indbragt for retten.

Stk. 4 indebærer, at sager, der har været behandlet under et møde i lokalnævnet eller eventuelt i et klageudvalg, jf. retsplejelovens § 115 a, stk. 6, 2. pkt., skal færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. En sag, der alene er modtaget og behandlet i lokalnævnets sekretariat, betragtes ikke som behandlet i lokalnævnet.

For at sikre kontinuiteten i politiklagenævnenes arbejde foreslås det i stk. 6 , at formændene første gang kun udpeges for 2 år mod normalt 4 år. Lægmændene udpeges - også første gang - for 4 år, jf. det foreslåede § 1021, stk. 1, 1. pkt.

Herved opnås, at der ikke samtidig skal ske en fuldstændig udskiftning i politiklagenævnene, idet de efterfølgende funktionsperioder på 4 år for henholdsvis formanden og lægmændene og disses suppleanter, jf. herved det foreslåede § 1021, stk. 1, 1. pkt., vil blive forskudt 2 år i forhold til hinanden.

Selv om formændene første gang kun udpeges for 2 år, vil de fortsat kun kunne genudpeges en gang for en periode på 4 år, jf. det foreslåede § 1021, stk. 1, 2. pkt.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1020 a. Statsadvokaterne iværksætter efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige.

Stk. 2. Statsadvokaterne iværksætter endvidere efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. Bestemmelserne i § 1019 j finder herved tilsvarende anvendelse.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1020 b. Ved behandlingen af de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager kan statsadvokaterne udøve de beføjelser, som ellers tilkommer politiet.

Stk. 2. Rigspolitichefen yder efter anmodning statsadvokaterne bistand under efterforskningen.

Stk. 3. Politiet kan på egen hånd foretage uopsættelige efterforskningsskridt. Politiet skal snarest muligt efter, at sådanne efterforskningsskridt er foretaget, underrette vedkommende statsadvokat herom.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1020 c. Offentlig påtale i de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager tilkommer statsadvokaterne, medmindre påtalen efter denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov tilkommer rigsadvokaten eller justitsministeren. Adgangen til at opgive påtale tilkommer påtalemyndigheden.

Stk. 2. Statsadvokaterne varetager udførelsen af de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager ved byretterne, Sø- og Handelsretten og landsretterne.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1020 e. Retten beskikker på den forurettedes begæring en advokat for den pågældende, når forholdene taler derfor, eller såfremt det følger af bestemmelserne i kapitel 66 a.

Stk. 2. Den for forurettede beskikkede advokat har adgang til det i § 741 c, stk. 2, 2. pkt., nævnte materiale, uanset om der er rejst tiltale i sagen.

Stk. 3. Bestemmelserne i kapitel 66 a finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1020 b. Ved behandlingen af de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager kan statsadvokaterne udøve de beføjelser, som ellers tilkommer politiet.

Stk. 2. Rigspolitichefen yder efter anmodning statsadvokaterne bistand under efterforskningen.

Stk. 3. Politiet kan på egen hånd foretage uopsættelige efterforskningsskridt. Politiet skal snarest muligt efter, at sådanne efterforskningsskridt er foretaget, underrette vedkommende statsadvokat herom.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1020 f. Rigsadvokaten kan bestemme, at en straffesag, der omfatter flere forhold eller flere sigtede, i sin helhed skal behandles af statsadvokaten efter reglerne i dette kapitel, hvis en sådan behandling er påkrævet med hensyn til et af forholdene eller en af de sigtede.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1020 i. Justitsministeren kan bestemme, at en sag ikke skal behandles efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter kræver det.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1020 c. Offentlig påtale i de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager tilkommer statsadvokaterne, medmindre påtalen efter denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov tilkommer rigsadvokaten eller justitsministeren. Adgangen til at opgive påtale tilkommer påtalemyndigheden.

Stk. 2. Statsadvokaterne varetager udførelsen af de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager ved byretterne, Sø- og Handelsretten og landsretterne.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1020 e. Retten beskikker på den forurettedes begæring en advokat for den pågældende, når forholdene taler derfor, eller såfremt det følger af bestemmelserne i kapitel 66 a.

Stk. 2. Den for forurettede beskikkede advokat har adgang til det i § 741 c, stk. 2, 2. pkt., nævnte materiale, uanset om der er rejst tiltale i sagen.

Stk. 3. Bestemmelserne i kapitel 66 a finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1020 f. Rigsadvokaten kan bestemme, at en straffesag, der omfatter flere forhold eller flere sigtede, i sin helhed skal behandles af statsadvokaten efter reglerne i dette kapitel, hvis en sådan behandling er påkrævet med hensyn til et af forholdene eller en af de sigtede.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021. Politiklagenævn består af en advokat som formand og to lægmænd, der udpeges af justitsministeren for et tidsrum af 4 år regnet fra en 1. januar. Genudpegning kan finde sted en gang.

Stk. 2 . Advokaten udpeges efter indstilling fra Advokatrådet, idet der til hvert af hvervene indstilles fire personer, heraf to kvinder og to mænd.

Stk. 3 . Lægmændene udpeges efter indstilling fra amtsrådene, Københavns Borgerrepræsentation og kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, der hver indstiller seks personer, heraf tre kvinder og tre mænd, som har bopæl i vedkommende amt eller kommune.

Stk. 4 . Lægmændene kan ikke samtidig med hvervet som medlem af politiklagenævnet være medlem af en kommunalbestyrelse, et amtsråd eller Folketinget. Bestemmelsen i § 70 finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Stk. 5 . Advokaten skal have kontor, og lægmændene skal have bopæl, i det område, der hører under vedkommende politiklagenævn.

Stk. 6 . En person, der inden for det i stk. 1, 1. pkt., nævnte tidsrum fylder 70 år, kan ikke udpeges som medlem.

Stk. 7 . For hvert medlem udpeger justitsministeren efter tilsvarende regler som for vedkommende medlem en suppleant blandt dem, der er indstillet i medfør af stk. 2 og 3.

Stk. 8 . Justitsministeren fastsætter nærmere regler om antallet af politiklagenævn og om sagernes fordeling mellem dem samt om indstillingen af medlemmer og disses vederlag.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021. Politiklagenævn består af en advokat som formand og to lægmænd, der udpeges af justitsministeren for et tidsrum af 4 år regnet fra en 1. januar. Genudpegning kan finde sted en gang.

Stk. 2 . Advokaten udpeges efter indstilling fra Advokatrådet, idet der til hvert af hvervene indstilles fire personer, heraf to kvinder og to mænd.

Stk. 3 . Lægmændene udpeges efter indstilling fra amtsrådene, Københavns Borgerrepræsentation og kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, der hver indstiller seks personer, heraf tre kvinder og tre mænd, som har bopæl i vedkommende amt eller kommune.

Stk. 4 . Lægmændene kan ikke samtidig med hvervet som medlem af politiklagenævnet være medlem af en kommunalbestyrelse, et amtsråd eller Folketinget. Bestemmelsen i § 70 finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Stk. 5 . Advokaten skal have kontor, og lægmændene skal have bopæl, i det område, der hører under vedkommende politiklagenævn.

Stk. 6 . En person, der inden for det i stk. 1, 1. pkt., nævnte tidsrum fylder 70 år, kan ikke udpeges som medlem.

Stk. 7 . For hvert medlem udpeger justitsministeren efter tilsvarende regler som for vedkommende medlem en suppleant blandt dem, der er indstillet i medfør af stk. 2 og 3.

Stk. 8 . Justitsministeren fastsætter nærmere regler om antallet af politiklagenævn og om sagernes fordeling mellem dem samt om indstillingen af medlemmer og disses vederlag.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 a. Statsadvokaten underretter straks politiklagenævnet om klager og anmeldelser, der skal behandles efter kapitel 93 b eller kapitel 93 c.

Stk. 2. Politiklagenævnet kan over for statsadvokaten tilkendegive, at der efter nævnets opfattelse bør indledes en undersøgelse efter reglerne i kapitel 93 b eller efterforskning efter reglerne i kapitel 93 c.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 b. Politiklagenævnet skal løbende have tilsendt genpart af det materiale, statsadvokaten tilvejebringer i forbindelse med undersøgelsen af de i kapitel 93 b nævnte sager og efterforskningen i de i kapitel 93 c nævnte sager. Politiklagenævnet må ikke uden statsadvokatens samtykke overlevere det modtagne materiale til andre.

Stk. 2. Statsadvokaten orienterer i øvrigt løbende politiklagenævnet om alle væsentlige beslutninger, der træffes i forbindelse med undersøgelsen eller efterforskningen.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 c. Politiklagenævnet kan anmode statsadvokaten om at foretage bestemte yderligere undersøgelses- eller efterforskningsskridt.

Stk. 2. Hvis sigtede eller statsadvokaten i en sag, der behandles efter kapitel 93 c, modsætter sig nævnets anmodning om foretagelse af bestemte yderligere efterforskningsskridt, forelægges spørgsmålet for retten til afgørelse. § 694, stk. 2, finder herved tilsvarende anvendelse. Rettens afgørelse træffes på begæring ved kendelse.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 d. Statsadvokaten udfærdiger en redegørelse til politiklagenævnet om resultatet af undersøgelsen efter kapitel 93 b eller efterforskningen efter kapitel 93 c. Redegørelsen skal indeholde en gennemgang af forløbet af undersøgelsen eller efterforskningen og de faktiske omstændigheder af betydning for sagens afgørelse samt en vurdering af vægten af de fremkomne beviser. Det skal fremgå af redegørelsen, hvorledes statsadvokaten finder, sagen bør afgøres.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 e. Politiklagenævnet meddeler statsadvokaten, hvordan sager, der behandles efter kapitel 93 b eller kapitel 93 c, efter nævnets opfattelse bør afgøres.

Stk. 2. Det skal fremgå af afgørelsen, om den er i overensstemmelse med politiklagenævnets opfattelse.

Stk. 3. Afgørelsen skal sendes til den, der har indgivet klage eller anmeldelse.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 f. Politiklagenævnet kan påklage statsadvokatens afgørelser til rigsadvokaten. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til justitsministeren.

Stk. 2. Fristen for klage efter stk. 1 er 4 uger efter, at politiklagenævnet har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 g. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiklagenævnenes virksomhed, herunder om statsadvokaternes samvirke med politiklagenævnene.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 h. Rigsadvokaten afgiver en årlig beretning om behandlingen af de i kapitel 93 b og kapitel 93 c nævnte sager til Folketinget og justitsministeren. Beretningen skal offentliggøres.«

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021. Politiklagenævn består af en advokat som formand og to lægmænd, der udpeges af justitsministeren for et tidsrum af 4 år regnet fra en 1. januar. Genudpegning kan finde sted en gang.

Stk. 2 . Advokaten udpeges efter indstilling fra Advokatrådet, idet der til hvert af hvervene indstilles fire personer, heraf to kvinder og to mænd.

Stk. 3 . Lægmændene udpeges efter indstilling fra amtsrådene, Københavns Borgerrepræsentation og kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, der hver indstiller seks personer, heraf tre kvinder og tre mænd, som har bopæl i vedkommende amt eller kommune.

Stk. 4 . Lægmændene kan ikke samtidig med hvervet som medlem af politiklagenævnet være medlem af en kommunalbestyrelse, et amtsråd eller Folketinget. Bestemmelsen i § 70 finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Stk. 5 . Advokaten skal have kontor, og lægmændene skal have bopæl, i det område, der hører under vedkommende politiklagenævn.

Stk. 6 . En person, der inden for det i stk. 1, 1. pkt., nævnte tidsrum fylder 70 år, kan ikke udpeges som medlem.

Stk. 7 . For hvert medlem udpeger justitsministeren efter tilsvarende regler som for vedkommende medlem en suppleant blandt dem, der er indstillet i medfør af stk. 2 og 3.

Stk. 8 . Justitsministeren fastsætter nærmere regler om antallet af politiklagenævn og om sagernes fordeling mellem dem samt om indstillingen af medlemmer og disses vederlag.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 a. Statsadvokaten underretter straks politiklagenævnet om klager og anmeldelser, der skal behandles efter kapitel 93 b eller kapitel 93 c.

Stk. 2. Politiklagenævnet kan over for statsadvokaten tilkendegive, at der efter nævnets opfattelse bør indledes en undersøgelse efter reglerne i kapitel 93 b eller efterforskning efter reglerne i kapitel 93 c.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 a. Statsadvokaten underretter straks politiklagenævnet om klager og anmeldelser, der skal behandles efter kapitel 93 b eller kapitel 93 c.

Stk. 2. Politiklagenævnet kan over for statsadvokaten tilkendegive, at der efter nævnets opfattelse bør indledes en undersøgelse efter reglerne i kapitel 93 b eller efterforskning efter reglerne i kapitel 93 c.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 b. Politiklagenævnet skal løbende have tilsendt genpart af det materiale, statsadvokaten tilvejebringer i forbindelse med undersøgelsen af de i kapitel 93 b nævnte sager og efterforskningen i de i kapitel 93 c nævnte sager. Politiklagenævnet må ikke uden statsadvokatens samtykke overlevere det modtagne materiale til andre.

Stk. 2. Statsadvokaten orienterer i øvrigt løbende politiklagenævnet om alle væsentlige beslutninger, der træffes i forbindelse med undersøgelsen eller efterforskningen.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 c. Politiklagenævnet kan anmode statsadvokaten om at foretage bestemte yderligere undersøgelses- eller efterforskningsskridt.

Stk. 2. Hvis sigtede eller statsadvokaten i en sag, der behandles efter kapitel 93 c, modsætter sig nævnets anmodning om foretagelse af bestemte yderligere efterforskningsskridt, forelægges spørgsmålet for retten til afgørelse. § 694, stk. 2, finder herved tilsvarende anvendelse. Rettens afgørelse træffes på begæring ved kendelse.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 d. Statsadvokaten udfærdiger en redegørelse til politiklagenævnet om resultatet af undersøgelsen efter kapitel 93 b eller efterforskningen efter kapitel 93 c. Redegørelsen skal indeholde en gennemgang af forløbet af undersøgelsen eller efterforskningen og de faktiske omstændigheder af betydning for sagens afgørelse samt en vurdering af vægten af de fremkomne beviser. Det skal fremgå af redegørelsen, hvorledes statsadvokaten finder, sagen bør afgøres.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 e. Politiklagenævnet meddeler statsadvokaten, hvordan sager, der behandles efter kapitel 93 b eller kapitel 93 c, efter nævnets opfattelse bør afgøres.

Stk. 2. Det skal fremgå af afgørelsen, om den er i overensstemmelse med politiklagenævnets opfattelse.

Stk. 3. Afgørelsen skal sendes til den, der har indgivet klage eller anmeldelse.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 f. Politiklagenævnet kan påklage statsadvokatens afgørelser til rigsadvokaten. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til justitsministeren.

Stk. 2. Fristen for klage efter stk. 1 er 4 uger efter, at politiklagenævnet har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 g. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiklagenævnenes virksomhed, herunder om statsadvokaternes samvirke med politiklagenævnene.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 h. Rigsadvokaten afgiver en årlig beretning om behandlingen af de i kapitel 93 b og kapitel 93 c nævnte sager til Folketinget og justitsministeren. Beretningen skal offentliggøres.«

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 b. Politiklagenævnet skal løbende have tilsendt genpart af det materiale, statsadvokaten tilvejebringer i forbindelse med undersøgelsen af de i kapitel 93 b nævnte sager og efterforskningen i de i kapitel 93 c nævnte sager. Politiklagenævnet må ikke uden statsadvokatens samtykke overlevere det modtagne materiale til andre.

Stk. 2. Statsadvokaten orienterer i øvrigt løbende politiklagenævnet om alle væsentlige beslutninger, der træffes i forbindelse med undersøgelsen eller efterforskningen.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 c. Politiklagenævnet kan anmode statsadvokaten om at foretage bestemte yderligere undersøgelses- eller efterforskningsskridt.

Stk. 2. Hvis sigtede eller statsadvokaten i en sag, der behandles efter kapitel 93 c, modsætter sig nævnets anmodning om foretagelse af bestemte yderligere efterforskningsskridt, forelægges spørgsmålet for retten til afgørelse. § 694, stk. 2, finder herved tilsvarende anvendelse. Rettens afgørelse træffes på begæring ved kendelse.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 d. Statsadvokaten udfærdiger en redegørelse til politiklagenævnet om resultatet af undersøgelsen efter kapitel 93 b eller efterforskningen efter kapitel 93 c. Redegørelsen skal indeholde en gennemgang af forløbet af undersøgelsen eller efterforskningen og de faktiske omstændigheder af betydning for sagens afgørelse samt en vurdering af vægten af de fremkomne beviser. Det skal fremgå af redegørelsen, hvorledes statsadvokaten finder sagen bør afgøres.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 e. Politiklagenævnet meddeler statsadvokaten, hvordan sager, der behandles efter kapitel 93 b eller kapitel 93 c, efter nævnets opfattelse bør afgøres.

Stk. 2. Det skal fremgå af afgørelsen, om den er i overensstemmelse med politiklagenævnets opfattelse.

Stk. 3. Afgørelsen skal sendes til den, der har indgivet klage eller anmeldelse.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 f. Politiklagenævnet kan påklage statsadvokatens afgørelser til rigsadvokaten. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til justitsministeren.

Stk. 2. Fristen for klage efter stk. 1 er 4 uger efter, at politiklagenævnet har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 g. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiklagenævnenes virksomhed, herunder om statsadvokaternes samvirke med politiklagenævnene.

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

§ 1021 h. Rigsadvokaten afgiver en årlig beretning om behandlingen af de i kapitel 93 b og kapitel 93 c nævnte sager til Folketinget og justitsministeren. Beretningen skal offentliggøres.«

Lovforslag som fremsat 1994 242 Valid

Nr LSF 242

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Behandlingen af klager over politipersonalet m.v.)

Fremsat af justitsministeren (Bjørn Westh)

den 27. april 1995

Vedtaget ved tredjebehandling den 2. juni 1995

Lov nr. 393 af 14/06/1995

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →