1994 LSF 235 FORSLAG TIL LOV OM UNDERSØGELSE AF DEN FÆRØSKE BANKSAG

§ 1. Justitsministeren nedsætter en undersøgelseskommission.

Stk. 2. Undersøgelseskommissionen består af 3 medlemmer, der udpeges af justitsministeren i samråd med Færøernes landsstyre. Formanden skal opfylde betingelserne for at blive udnævnt til højesteretsdommer. De øvrige medlemmer skal have særlig indsigt i bank- og revisionsforhold.

Stk. 3. Justitsministeren udpeger en person, der kan bistå kommissionen med at foretage afhøringer i retten. Der stilles i øvrigt den fornødne sekretariatsbistand til rådighed for undersøgelseskommissionen. Kommissionen kan anmode særligt sagkyndige om en udtalelse eller anden bistand til brug for undersøgelsen.

Stk. 4. Justitsministeren og Færøernes landsstyre udpeger hver 3 personer, der følger undersøgelsens gennemførelse.

Stk. 5. De personer, der efter stk. 2-4 deltager i undersøgelsens gennemførelse, skal være uvildige og uafhængige i forhold til de myndigheder og virksomheder m.v., hvis forhold undersøges.

§ 1. Justitsministeren nedsætter en undersøgelseskommission.

Stk. 2. Undersøgelseskommissionen består af 3 medlemmer, der udpeges af justitsministeren. Formanden skal opfylde betingelserne for at blive udnævnt til højesteretsdommer. De øvrige medlemmer skal have særlig indsigt i bank- og revisionsforhold.

Stk. 3. De personer, der udpeges som medlemmer af kommissionen, skal være uvildige og uafhængige i forhold til de myndigheder og virksomheder m.v., hvis forhold undersøges.

Stk. 4. Der stilles den fornødne sekretariatsbistand til rådighed for undersøgelseskommissionen.

§ 1. Justitsministeren nedsætter en undersøgelseskommission.

Stk. 2. Undersøgelseskommissionen består af 3 medlemmer, der udpeges af justitsministeren i samråd med Færøernes landsstyre. Formanden skal opfylde betingelserne for at blive udnævnt til højesteretsdommer. De øvrige medlemmer skal have særlig indsigt i bank- og revisionsforhold.

Stk. 3. Justitsministeren udpeger en person, der kan bistå kommissionen med at foretage afhøringer i retten. Der stilles i øvrigt den fornødne sekretariatsbistand til rådighed for undersøgelseskommissionen. Kommissionen kan anmode særligt sagkyndige om en udtalelse eller anden bistand til brug for undersøgelsen.

Stk. 4. Justitsministeren og Færøernes landsstyre udpeger hver 3 personer, der følger undersøgelsens gennemførelse.

Stk. 5. De personer, der efter stk. 2-4 deltager i undersøgelsens gennemførelse, skal være uvildige og uafhængige i forhold til de myndigheder og virksomheder m.v., hvis forhold undersøges.

§ 2. Undersøgelseskommissionen har til opgave at undersøge og klarlægge det samlede begivenhedsforløb i forbindelse med de initiativer, der fra 1992 blev taget for at redde Sjovinnubanken og Føroyabanken fra økonomisk sammenbrud og frem til sammenlægningen af bankerne i 1994. Kommissionen skal navnlig undersøge omstændighederne omkring aktiebyttet den 22. marts 1993 mellem Den Danske Bank og Finansieringsfonden af 1992. I undersøgelsen kan inddrages alle oplysninger, der er af betydning for udførelsen af undersøgelseskommissionens opgave.

Stk. 2. Undersøgelsen skal kunne give grundlag for, at det efterfølgende kan vurderes, om der kan gøres et retligt ansvar gældende over for involverede myndigheder, virksomheder og personer.

§ 2. Undersøgelseskommissionen har til opgave at undersøge og klarlægge det samlede begivenhedsforløb i forbindelse med de initiativer, der fra 1992 blev taget for at redde Sjovinnubanken og Føroyabanken fra økonomisk sammenbrud og frem til sammenlægningen af bankerne i 1994. Kommissionen skal navnlig undersøge omstændighederne omkring aktiebyttet den 22. marts 1993 mellem Den Danske Bank og Finansieringsfonden af 1992.

Stk. 2. Undersøgelsen skal kunne give grundlag for, at det efterfølgende kan vurderes, om der kan gøres et retligt ansvar gældende over for involverede myndigheder, virksomheder og personer.

§ 2. Undersøgelseskommissionen har til opgave at undersøge og klarlægge det samlede begivenhedsforløb i forbindelse med de initiativer, der fra 1992 blev taget for at redde Sjovinnubanken og Føroyabanken fra økonomisk sammenbrud og frem til sammenlægningen af bankerne i 1994. Kommissionen skal navnlig undersøge omstændighederne omkring aktiebyttet den 22. marts 1993 mellem Den Danske Bank og Finansieringsfonden af 1992. I undersøgelsen kan inddrages alle oplysninger, der er af betydning for udførelsen af undersøgelseskommissionens opgave.

Stk. 2. Undersøgelsen skal kunne give grundlag for, at det efterfølgende kan vurderes, om der kan gøres et retligt ansvar gældende over for involverede myndigheder, virksomheder og personer.

§ 3. Undersøgelseskommissionen træffer bestemmelse om undersøgelsens nærmere tilrettelæggelse.

Stk. 2. Myndigheder, virksomheder og personer har pligt til at udlevere dokumenter og andet foreliggende materiale til undersøgelseskommissionen, når kommissionen anmoder om det.

Stk. 3. Myndigheder, virksomheder og personer har efter undersøgelseskommissionens anmodning pligt til skriftligt at redegøre for og besvare spørgsmål om nærmere angivne forhold, der har betydning for undersøgelsen.

Stk. 4. De i stk. 2 og 3 nævnte pligter gælder, uanset om de pågældende oplysninger er undergivet tavshedspligt.

§ 3. Undersøgelsen gennemføres på skriftligt grundlag samt efter reglerne i § 4 tillige på mundtligt grundlag.

Stk. 2. Myndigheder, virksomheder og personer har pligt til at udlevere dokumenter og andet foreliggende materiale til undersøgelseskommissionen, når kommissionen anmoder om det.

Stk. 3. Myndigheder, virksomheder og personer har efter undersøgelseskommissionens anmodning pligt til skriftligt at redegøre for og besvare spørgsmål om nærmere angivne forhold, der har betydning for undersøgelsen.

Stk. 4. De i stk. 2 og 3 nævnte pligter gælder, uanset om de pågældende oplysninger er undergivet tavshedspligt.

§ 3. Undersøgelseskommissionen træffer bestemmelse om undersøgelsens nærmere tilrettelæggelse.

Stk. 2. Myndigheder, virksomheder og personer har pligt til at udlevere dokumenter og andet foreliggende materiale til undersøgelseskommissionen, når kommissionen anmoder om det.

Stk. 3. Myndigheder, virksomheder og personer har efter undersøgelseskommissionens anmodning pligt til skriftligt at redegøre for og besvare spørgsmål om nærmere angivne forhold, der har betydning for undersøgelsen.

Stk. 4. De i stk. 2 og 3 nævnte pligter gælder, uanset om de pågældende oplysninger er undergivet tavshedspligt.

§ 4. Undersøgelseskommissionen kan anmode Københavns Byret om at indkalde myndigheder, virksomheder eller personer til at afgive forklaring for retten.

Stk. 2. De myndigheder, virksomheder eller personer, hvis forhold undersøges, kan møde med bisidder, hvis de indkaldes til at afgive forklaring for retten.

Stk. 3. Forklaring afgives efter reglerne i retsplejeloven. Bestemmelserne i retsplejelovens § 169 og § 170, stk. 3, finder ikke anvendelse. Afhøringen foretages af undersøgelseskommissionens medlemmer eller den person, der er udpeget efter § 1, stk. 3, 1. pkt. Retten kan på kommissionens begæring ved kendelse pålægge tredjemand at udlevere dokumenter og andet foreliggende materiale, der er omfattet af udleveringspligten i § 3, stk. 2. Undlader tredjemand at efterkomme pålægget, finder retsplejelovens § 178 tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Forklaring afgives for lukkede døre.

Stk. 5. Retten sender en udskrift af retsbogen vedrørende de afgivne forklaringer til undersøgelseskommissionen og til den, der har afgivet den pågældende forklaring.

§ 4. Undersøgelseskommissionen kan anmode Københavns Byret om at indkalde myndigheder, virksomheder eller personer til at afgive forklaring for retten, hvis det ikke har været muligt at få belyst et spørgsmål på anden måde, og belysningen af det pågældende spørgsmål er nødvendig for, at sagen kan afklares på fyldestgørende måde.

Stk. 2. De myndigheder, virksomheder eller personer, hvis forhold undersøges, kan møde med bisidder, hvis de indkaldes til at afgive forklaring for retten.

Stk. 3. Forklaring afgives efter reglerne i retsplejeloven. Bestemmelserne i retsplejelovens § 169 og § 170, stk. 3, finder ikke anvendelse. Afhøringen foretages af undersøgelseskommissionen.

Stk. 4. Forklaring afgives for lukkede døre.

Stk. 5. Retten sender en udskrift af retsbogen vedrørende de afgivne forklaringer til undersøgelseskommissionen og til den, der har afgivet den pågældende forklaring.

§ 4. Undersøgelseskommissionen kan anmode Københavns Byret om at indkalde myndigheder, virksomheder eller personer til at afgive forklaring for retten.

Stk. 2. De myndigheder, virksomheder eller personer, hvis forhold undersøges, kan møde med bisidder, hvis de indkaldes til at afgive forklaring for retten.

Stk. 3. Forklaring afgives efter reglerne i retsplejeloven. Bestemmelserne i retsplejelovens § 169 og § 170, stk. 3, finder ikke anvendelse. Afhøringen foretages af undersøgelseskommissionens medlemmer eller den person, der er udpeget efter § 1, stk. 3, 1. pkt. Retten kan på kommissionens begæring ved kendelse pålægge tredjemand at udlevere dokumenter og andet foreliggende materiale, der er omfattet af udleveringspligten i § 3, stk. 2. Undlader tredjemand at efterkomme pålægget, finder retsplejelovens § 178 tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Forklaring afgives for lukkede døre.

Stk. 5. Retten sender en udskrift af retsbogen vedrørende de afgivne forklaringer til undersøgelseskommissionen og til den, der har afgivet den pågældende forklaring.

§ 5. De personer, der efter § 1, stk. 2-4, deltager i undersøgelsens gennemførelse, har under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e tavshedspligt med hensyn til enhver oplysning, som de under deres virksomhed får kendskab til.

Stk. 2. Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og ombudsmandsloven gælder ikke for den virksomhed, som udøves af undersøgelseskommissionen.

§ 5. Medlemmerne af undersøgelseskommissionen og personer, der yder kommissionen sekretariatsbistand, har under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e tavshedspligt med hensyn til enhver oplysning, som de under deres virksomhed får kendskab til.

Stk. 2. Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og ombudsmandsloven gælder ikke for den virksomhed, som udøves af undersøgelseskommissionen.

§ 5. De personer, der efter § 1, stk. 2-4, deltager i undersøgelsens gennemførelse, har under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e tavshedspligt med hensyn til enhver oplysning, som de under deres virksomhed får kendskab til.

Stk. 2. Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og ombudsmandsloven gælder ikke for den virksomhed, som udøves af undersøgelseskommissionen.

§ 6. Uanset bestemmelsen i § 5, stk. 1, kan undersøgelseskommissionen udlevere dokumenter og andet materiale, som indgår i undersøgelsen, til de myndigheder, virksomheder og personer, hvis forhold undersøges, såfremt det er af betydning for at besvare de spørgsmål, som kommissionen stiller.

Stk. 2. Der er tavshedspligt med hensyn til de dokumenter og andet materiale, der udleveres efter stk. 1. Straffelovens §§ 152-152 e finder tilsvarende anvendelse.

§ 6. Uanset bestemmelsen i § 5, stk. 1, kan undersøgelseskommissionen udlevere dokumenter og andet materiale, som indgår i undersøgelsen, til de myndigheder, virksomheder og personer, hvis forhold undersøges, såfremt det er af betydning for at besvare de spørgsmål, som kommissionen stiller.

Stk. 2. Der er tavshedspligt med hensyn til de dokumenter og andet materiale, der udleveres efter stk. 1. Straffelovens §§ 152-152 e finder tilsvarende anvendelse.

§ 6. Uanset bestemmelsen i § 5, stk. 1, kan undersøgelseskommissionen udlevere dokumenter og andet materiale, som indgår i undersøgelsen, til de myndigheder, virksomheder og personer, hvis forhold undersøges, såfremt det er af betydning for at besvare de spørgsmål, som kommissionen stiller.

Stk. 2. Der er tavshedspligt med hensyn til de dokumenter og andet materiale, der udleveres efter stk. 1. Straffelovens §§ 152-152 e finder tilsvarende anvendelse.

§ 7. Undersøgelseskommissionen afgiver en beretning om resultatet af sin undersøgelse. En udskrift af retsbogen vedrørende de retshandlinger, der er foretaget efter § 4, optages som bilag til beretningen. Justitsministeren offentliggør beretningen.

§ 7. Undersøgelseskommissionen afgiver en beretning om resultatet af sin undersøgelse. Justitsministeren offentliggør beretningen.

§ 7. Undersøgelseskommissionen afgiver en beretning om resultatet af sin undersøgelse. En udskrift af retsbogen vedrørende de retshandlinger, der er foretaget efter § 4, optages som bilag til beretningen. Justitsministeren offentliggør beretningen.

§ 8. Loven træder i kraft, når den er bekendtgjort i både Lovtidende og landsstyrets kundgørelsestidende for Færøerne, Kunngerdabladid.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 8. Loven træder i kraft, når den er bekendtgjort i både Lovtidende og Landsstyrets kundgørelsestidende for Færøerne, Kunngerdabladid.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Formålet med lovforslaget

Lovforslaget har til formål at etablere en undersøgelse af det samlede begivenhedsforløb, der førte frem til sammenlægningen af de færøske banker Sjovinnubanken og Føroyabanken i 1994.

Regeringen lægger vægt på, at der bliver tale om en både grundig og retssikkerhedsmæssigt betryggende undersøgelse, som alle kan have tillid til.

Med henblik på at gennemføre en sådan undersøgelse foreslås det, at justitsministeren nedsætter en særlig undersøgelseskommission bestående af tre personer.

Lovforslaget indeholder nærmere regler om kommissionens opgaver, virksomhed og beføjelser, således at enhver tvivl og usikkerhed fjernes, og der skabes klarhed og faste rammer for undersøgelsens gennemførelse.

Om forslagets nærmere indhold henvises til pkt. 3 om hovedpunkter i lovforslaget og til forslagets bemærkninger til de enkelte bestemmelser.

2. Baggrunden for lovforslaget

2.1. Lagtinget på Færøerne vedtog den 19. januar 1995 enstemmigt et beslutningsforslag vedrørende undersøgelse af sammenlægningen af Sjovinnubanken og Føroyabanken.

Lagtinget anmodede i sin beslutning Landsstyret om at »foranledige, at § 21 a i den danske retsplejelov også bliver sat i kraft på Færøerne«. Lagtinget pålagde endvidere Landsstyret »at henvende sig til Regeringen om i henhold til § 21 a i retsplejeloven at nedsætte en undersøgelsesret...« Undersøgelsesretten skulle »undersøge og beskrive udviklingen vedrørende aktieombytningen i Føroya Bank og Sjovinnubanken den 22. marts 1993«. Undersøgelsesretten skulle i den forbindelse undersøge de involverede myndigheders og virksomheders rolle og ansvar.

Landsstyret vedtog den 26. januar 1995 at følge Lagtingets beslutning og anmodede ved skrivelse af samme dag regeringen om bl.a. at nedsætte en undersøgelsesret til at undersøge banksagen.

2.2. Regeringen er enig med de færøske myndigheder i vigtigheden af, at der gennemføres en grundig undersøgelse, som alle kan have tillid til.

Det har samtidig været vigtigt for regeringen, at der ikke anvendes en undersøgelsesform, som vil kunne give anledning til principielle retssikkerhedsmæssige betænkeligheder.

I de senere år har undersøgelsesretter og kommissionsdomstole under ledelse af dommere været hyppigt anvendt. Anvendelsen af sådanne dommerundersøgelser har imidlertid navnlig inden for de seneste år givet anledning til en omfattende og principiel debat bl.a. i den retsvidenskabelige litteratur. Der er herunder blevet rejst en betydelig kritik af anvendelsen af kommissionsdomstole og undersøgelsesretter og af de regler, der gælder for sådanne undersøgelsesorganers virksomhed.

Om denne kritik kan navnlig henvises til professor, dr. jur. Eva Smiths artikel »Retspleje og retssikkerhed« i Juristen 1991, side 417-421, landsretssagfører Aage Spang-Hanssens artikel »Undersøgelsesretter ofte ren inkvisition« i Lov og Ret 1993, nr. 3, lektor, lic. jur. Jens Peter Christensens artikel »Undersøgelsesretter og kommissionsdomstole - er der alternativer?» i Ugeskrift for Retsvæsen 1993 B, side 289-297, og professor, dr. jur. Bernhard Gomards artikel »En retskildemæssig vurdering af de konklusioner, anbefalinger m.v., der udgår fra kommissionsdomstole og undersøgelsesretter« i Juristen 1993, side 325-336.

Kritikken kom endvidere klart til udtryk på Advokatrådets konference den 26. april 1993 om kommissionsdomstole og undersøgelsesretter, jf. beretningen fra konferencen.

I forbindelse med beslutningen om at nedsætte den seneste undersøgelsesret i november 1993 (undersøgelsesretten vedrørende visse forhold i forbindelse med Sparekassen Nordjyllands overtagelse af engagementer fra Himmerlandsbanken) gjorde Højesterets præsident efter drøftelse med sine kolleger i Højesteret, nogle retspræsidenter, herunder præsidenten for Sø- og Handelsretten, og Den Danske Dommerforening i en skrivelse til Folketingets præsidium nærmere rede for de retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, som en undersøgelse af den pågældende sag, der angik en retlig tvist mellem en privat part og staten, giver anledning til. I skrivelsen opfordrede højesteretspræsidenten til, at spørgsmålet om brugen af undersøgelsesretter blev taget op gennem nedsættelsen af et udvalg.

Folketingets Udvalg for Forretningsordenen tilkendegav i enighed principiel tilslutning til, at den rejste problematik tages op til nærmere overvejelse.

Regeringen har herefter i samråd med Folketingets Udvalg for Forretningsordenen nedsat et sagkyndigt udvalg med professor Lars Nordskov Nielsen som formand til at foretage en samlet gennemgang og vurdering af undersøgelsesorganer, der kan belyse og klarlægge forhold inden for den statslige forvaltning.

Samtidig har det været regeringens opfattelse, at der ikke bør nedsættes nye undersøgelsesretter/kommissionsdomstole, før udvalgsarbejdet er afsluttet, og Folketinget har haft lejlighed til at tage stilling til udvalgets konklusioner. Dette principielle standpunkt er således indtaget længe før, det færøske ønske om en undersøgelse af banksagen blev fremsat.

Regeringen har indtaget dette standpunkt, fordi den deler de betænkeligheder af retssikkerhedsmæssig karakter, som har været fremført over for den hidtidige anvendelse af undersøgelsesretter og kommissionsdomstole.

2.3. Den kritik, der har været rejst mod anvendelsen af undersøgelsesretter og kommissionsdomstole, har navnlig samlet sig om to hovedproblemer, der har en vis indbyrdes sammenhæng.

Selv om undersøgelsesretter og kommissionsdomstole ikke har - og ikke kan have - dømmende myndighed, jf. grundlovens § 61, 2. pkt., viser erfaringen, at der i medierne og i det politiske liv er en tendens til at tillægge konklusionerne »domsvirkning«. Undersøgelsesretter og kommissionsdomstole tillægges en betydelig autoritet, hvilket hænger sammen med, at de beklædes af dommere, typisk af landsdommere eller højesteretsdommere.

Et andet hovedproblem er, at den gældende procesmåde ved undersøgelsesretter og kommissionsdomstole, der kun i meget beskedent omfang er reguleret i retsplejeloven, ikke giver de involverede personer de processuelle garantier, som er påkrævet ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn. Det har hidtil været almindeligt, at undersøgelsesretter og kommissionsdomstole har fået til opgave at udtale sig om de retlige spørgsmål, som den undersøgte sag giver anledning til, herunder fremkomme med en indstilling om, hvorvidt der er grundlag for at søge et retligt ansvar gennemført. De personer, hvis forhold undersøges, bliver imidlertid ikke gjort bekendt med de punkter, som eventuelt bliver gjort til genstand for kritik i undersøgelsesrettens/kommissionsdomstolens beretning. De pågældende har derfor vanskeligt ved at tilrettelægge deres forsvar, når der ikke foreligger nogen formuleret sigtelse eller påstand. Betænkelighederne herved forstærkes på grund af den ovenfor nævnte »domsvirkning«.

Foreligger der i sagen en civilretlig tvist, f.eks. spørgsmål om økonomiske krav, bliver forskellene mellem en dommerundersøgelse og en almindelig retssag særligt udtalte. I en almindelig civil retssag er det parterne (sagsøger og sagsøgte), der formulerer påstandene. Det er parterne, der tilrettelægger bevisførelsen, og det er parterne, der under en procedure redegør for de faktiske og retlige forhold, som de finder af betydning for den afgørelse, som dommeren skal træffe i forhold til de af parterne nedlagte påstande. Et sådant forhandlingsprincip gælder ikke for en dommerundersøgelse. Her er det dommeren, der er ansvarlig for sagens oplysning. Der formuleres ingen påstande. Dommeren må selv udfinde de retlige spørgsmål, som sagen giver anledning til, og foretage de bevismæssige og retlige vurderinger, uden at de involverede har haft lejlighed til sædvanlig bevisførelse og til at procedere sagen.

2.4. Som nævnt har regeringen af de grunde, der i kort form er redegjort for ovenfor, fundet, at der ikke bør nedsættes nye undersøgelsesretter eller kommissionsdomstole, før arbejdet i det sagkyndige udvalg med professor Nordskov Nielsen som formand er afsluttet, og Folketinget har haft lejlighed til at tage stilling til udvalgets konklusioner.

Regeringen lægger samtidig vægt på, at den foreliggende sag om de færøske banker bliver undersøgt grundigt.

På den baggrund er sigtet med det foreliggende lovforslag at etablere en særlig undersøgelse, som forestås af fagligt kvalificerede personer, og som giver sikkerhed for, at alle relevante oplysninger kommer frem, uden at undersøgelsen er behæftet med de svagheder, der gør sig gældende for undersøgelsesretter og kommissionsdomstole.

Forslaget angår alene undersøgelsen af den foreliggende banksag, idet regeringen ikke har set det som sin opgave på nuværende tidspunkt at foreslå en revision af dommerundersøgelsesinstituttet. En sådan revision må afvente det ovenfor nævnte udvalgsarbejde.

3. Hovedpunkter i lovforslaget

3.1. En gennemførelse af lovforslaget vil indebære, at der etableres et organ, der skal gennemføre en undersøgelse af den færøske banksag. Dette organ skal være en undersøgelseskommission, som nedsættes af justitsministeren.

Undersøgelseskommissionen skal bestå af 3 medlemmer. Formanden må ikke være dommer, men skal opfylde betingelserne for at blive udnævnt til højesteretsdommer. De øvrige medlemmer skal have særlig indsigt i bank- og revisionsforhold.

Kommissionen skal undersøge og klarlægge det samlede begivenhedsforløb omkring de initiativer, der fra 1992 blev taget for at redde Sjovinnubanken og Føroyabanken fra økonomisk sammenbrud og frem til sammenlægningen af bankerne i 1994. Kommissionen skal i den forbindelse navnlig undersøge omstændighederne omkring aktiebyttet den 22. marts 1993 mellem Den Danske Bank og Finansieringsfonden af 1992.

Undersøgelsen skal kunne give grundlag for, at det efterfølgende kan vurderes, om der kan gøres et retligt ansvar gældende over for involverede myndigheder, virksomheder og personer.

Undersøgelsen gennemføres som udgangspunkt på skriftligt grundlag. Der fastsættes en pligt til at udlevere foreliggende skriftligt materiale og til skriftligt at afgive redegørelser og besvare spørgsmål efter kommissionens anmodning herom. Udleverings- og oplysningspligten fortrænger eventuelt modstående tavshedspligsbestemmelser.

Er det ikke muligt at få belyst et væsentligt forhold tilstrækkeligt på skriftligt grundlag, åbnes der mulighed for, at kommissionen kan lade den eller de pågældende myndigheder, virksomheder eller personer indkalde til at afgive forklaring for retten. Forklaring afgives i så fald efter reglerne i retsplejeloven, dog således at tavshedspligtsregler ikke er til hinder for afgivelse af vidneforklaring. Forklaring afgives for lukkede døre.

Undersøgelseskommissionen afslutter sit arbejde med afgivelsen af en beretning. Beretningen afleveres til justitsministeren, der offentliggør den.

3.2. Med den foreslåede undersøgelsesmodel finder regeringen, at der er tale om en fagligt meget kvalificeret undersøgelse med sikkerhed for, at alle relevante oplysninger kommer frem på samme måde, som hvis der var tale om en dommerundersøgelse. Samtidig adskiller modellen sig fra en dommerundersøgelse på afgørende punkter. Som de væsentligste forskelle kan fremhæves følgende. Der sidder ingen dommer i undersøgelseskommissionen. Kommissionen skal ikke fremkomme med konklusioner med hensyn til, om der er grundlag for at søge retligt ansvar gennemført. Undersøgelsen foregår som udgangspunkt på skriftligt grundlag. Med forskelle af denne art tydeliggøres det, at der er tale om en forundersøgelse og ikke om en proces, der kan sidestilles med en retssag og dom.

Efter regeringens opfattelse vil den foreslåede undersøgelse kunne tilvejebringe grundlaget for, at institutioner m.v. efterfølgende kan vurdere, om der kan gøres et retligt ansvar gældende over for involverede myndigheder, virksomheder og personer, uden at kommissionens beretning vil blive tillagt domsvirkning i samme udstrækning, som det hidtil har været tilfældet med beretninger fra undersøgelsesretter og kommissionsdomstole.

4. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Gennemførelse af den foreslåede undersøgelse vil indebære en række udgifter. Heraf kan bl.a. nævnes vederlæggelse af undersøgelseskommissionens medlemmer og sekretariat, herunder eventuel substitution i de pågældendes hovedstillinger, eventuelle udgifter til bisiddere, udgifter til revisionsmæssig eller anden sagkyndig bistand samt kontorholdsudgifter m.v. Vederlæggelsen af undersøgelseskommissionens medlemmer fastsættes af Justitsministeriet efter drøftelse med Finansministeriet.

Udgifterne i forbindelse med undersøgelseskommissionens virksomhed afholdes af statskassen i overensstemmelse med de retningslinier, der gælder for undersøgelsesretter. Udgifterne afholdes af Justitsministeriets konto for strafferetspleje m.v.

5. Høring over lovforslaget

Lovforslaget er inden fremsættelsen forelagt for det færøske hjemmestyre.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Til stk. 1

Bestemmelsen fastslår, at justitsministeren skal nedsætte en undersøgelseskommission til at undersøge den færøske banksag.

Til stk. 2

Bestemmelsen fastsætter, hvordan undersøgelseskommissionen skal sammensættes.

Undersøgelseskommissionen består af 3 medlemmer. Formanden skal uden at være dommer opfylde betingelserne for at kunne blive udnævnt til højesteretsdommer, jf. retsplejelovens § 43, stk. 1. De øvrige medlemmer skal have særlig indsigt i bank- og revisionsforhold. Der sigtes herved til en statsautoriseret revisor og en bankkyndig.

Det er justitsministeren, som udpeger medlemmerne. Udpegningen sker efter forhandling med Færøernes Landsstyre.

Til stk. 3

Efter bestemmelsen skal de personer, der udpeges, være uvildige og uafhængige i forhold til de institutioner m.v., hvis forhold skal undersøges.

Der må således ikke foreligge omstændigheder, der er egnede til at rejse tvivl om medlemmernes fuldstændige upartiskhed.

Til stk. 4

Efter bestemmelsen skal den nødvendige sekretariatsbistand stilles til rådighed for kommissionen.

Sekretariatet bør bl.a. omfatte personer med juridisk eller økonomisk uddannelse.

Til § 2

I bestemmelsen fastsættes det, hvilke opgaver undersøgelseskommissionen skal udføre.

Som det fremgår af bestemmelsen i stk. 1, skal kommissionen undersøge og klarlægge det samlede begivenhedsforløb omkring de initiativer, der fra 1992 blev taget for at redde Sjovinnubanken og Føroyabanken fra økonomisk sammenbrud og frem til sammenlægningen af bankerne i 1994.

Kommissionen skal i den forbindelse navnlig undersøge omstændighederne omkring aktiebyttet den 22. marts 1993 mellem Den Danske Bank og Finansieringsfonden af 1992.

Det begivenhedsforløb, som kommissionen bør koncentrere sin undersøgelse om, er beskrevet i den betænkning af 14. januar 1995, som Lagtingets Retsudvalg har udarbejdet, og dets tillægsbetænkning af 19. januar 1995, som lå til grund for Lagtingets beslutning af 19. januar 1995.

Tidsangivelsen »fra 1992« er naturligvis ikke til hinder for, at kommissionen f.eks. som led i vurderingen af bankernes økonomiske situation inddrager hensættelsespolitikken i tidligere år.

Grundlovens § 61, 2. pkt., indeholder et forbud mod at nedsætte særdomstole med dømmende myndighed. Der er derfor ikke mulighed for at give kommissionen adgang til at træffe bindende afgørelser om de retlige spørgsmål, som sagen giver anledning til.

For at fremhæve, at kommissionens opgave er at foretage en forundersøgelse, hvis resultater kan danne grundlag for involverede myndigheders og institutioners vurdering af eventuelle ansvarsspørgsmål, er det i stk. 2 bestemt, at kommissionens undersøgelse skal kunne give grundlag for, at det efterfølgende kan vurderes, om der kan gøres et retligt ansvar gældende over for involverede myndigheder, virksomheder eller personer.

De retlige konklusioner, herunder med hensyn til om der er grundlag for at gøre økonomiske krav gældende om fornødent ved sagsanlæg ved de almindelige domstole, må således drages af de involverede myndigheder og institutioner på grundlag af den afklaring af det faktiske begivenhedsforløb, som kommissionen gennem undersøgelsen har tilvejebragt.

Til § 3

Til stk. 1

I bestemmelsen fastsættes det, at sagsoplysningen som udgangspunkt sker på skriftligt grundlag.

Til stk. 2

For at sikre, at undersøgelseskommissionen kan få alle relevante oplysninger frem, er det i stk. 2 fastsat, at myndigheder, virksomheder og personer er forpligtet til at udlevere dokumenter og andet foreliggende materiale til undersøgelseskommissionen, når kommissionen anmoder om det.

Det er efter den foreslåede bestemmelse ikke et krav, at kommissionen skal kunne specificere de dokumenter, der kræves udleveret. Kommissionen kan på samme måde som en undersøgelsesret ved undersøgelsens start anmode de berørte myndigheder, virksomheder og personer om at udlevere alt relevant materiale til kommissionen. Bliver kommissionen bekendt med eksistensen af dokumenter, som den ikke har modtaget i henhold til den indledende udleveringsbegæring, vil kommissionen specifikt kunne anmode om at få udleveret de pågældende dokumenter.

Den foreslåede udleveringspligt omfatter alt foreliggende skriftligt materiale, herunder også interne dokumenter. Pligten til at udlevere materiale gælder, selv om materialet er fortroligt. Udleveringspligten fortrænger således modstående tavshedspligtsforskrifter, jf. stk. 4.

Hvis offentligt ansatte undlader at opfylde pligten til at udlevere foreliggende skriftligt materiale til kommissionen, vil der være tale om en tjenesteforsømmelse, der vil kunne medføre disciplinært ansvar og i grove tilfælde strafansvar efter straffelovens § 156 eller § 157. For ministres vedkommende vil en sådan pligttilsidesættelse efter omstændighederne kunne indebære en overtrædelse af ministeransvarlighedslovens § 5.

Disciplinært ansvar og straffelovens §§ 156 og 157 vil ikke kunne anvendes over for private, der undlader at opfylde udleveringspligten. Et centralt tema i den foreliggende sag er, om der kan gøres et økonomisk krav gældende mod en privat part. Det vil kunne give anledning til retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, såfremt udlevering af dokumenter fra den pågældende part skal kunne ske under trussel om straf eller andre tvangsforanstaltninger. En sådan retstilstand gælder ikke for parter i en civil sag. Forslaget indeholder som følge heraf ikke en sådan sanktionshjemmel. Derimod vil manglende udlevering af dokumenter kunne sanktioneres på en anden måde. Hvis en privat part ikke udleverer materiale, som den pågældende er forpligtet til at udlevere, afgør kommissionen, hvilken betydning dette bør have for undersøgelsens resultat. Kommissionen kan således på det pågældende punkt lægge et for parten ugunstigt bevisresultat til grund.

Dette svarer til, hvad der gælder for parter i civile sager, og til, hvad der må antages at gælde ved en kommissionsdomstol eller undersøgelsesret (retsplejelovens § 298 sammenholdt med retsplejelovens § 344, stk. 2).

Til stk. 3

En undersøgelseskommission vil formentlig kunne afdække en stor del af sagen på grundlag af en gennemgang af dokumenter og andet foreliggende skriftligt materiale, som de involverede efter stk. 2 har pligt til at udlevere til kommissionen. For at sikre, at eventuelt manglende oplysninger vil kunne tilvejebringes, og at tvivlspørgsmål vil kunne afklares, etableres - til supplement af den i stk. 2 fastsatte dokumentudleveringspligt - en ordning, hvorefter kommissionen kan stille skriftlige spørgsmål til og anmode om redegørelser fra involverede myndigheder, virksomheder og personer.

Kommissionen vil formentlig normalt rette sine anmodninger om skriftlige redegørelser og svar til de involverede myndigheder og virksomheder som sådanne, således at der afgives svar på myndighedens/virksomhedens vegne. Ønsker kommissionen svar fra nærmere angivne personer, kan kommissionen stille spørgsmål direkte til de pågældende personligt. Kommissionen vil kunne fastsætte en frist for besvarelse af kommissionens forespørgsler.

Efter den foreslåede bestemmelse er der pligt til at besvare de stillede spørgsmål. Undlader man at svare, vil kommissionen efter omstændighederne kunne tillægge undladelsen betydning ved den bevismæssige vurdering af sagen. For offentligt ansatte gælder endvidere, at undladelse af at svare vil kunne medføre disciplinært ansvar og i grove tilfælde strafansvar. I øvrigt vil kommissionen under de betingelser, der er angivet i forslagets § 4, stk. 1, kunne foranstalte indenretlig afhøring af personer, der ikke besvarer skriftlige spørgsmål eller ikke gør det på en fyldestgørende måde.

Den, der afgiver urigtige oplysninger til kommissionen, vil efter omstændighederne kunne straffes efter straffelovens § 162. Efter denne bestemmelse straffes den, som for eller til en offentlig myndighed med forsæt afgiver urigtig erklæring om forhold, angående hvilke han er pligtig at afgive forklaring, med bøde, hæfte eller med fængsel indtil 4 måneder. Bestemmelsen gælder både private og offentligt ansatte. Der kan dog ikke straffes efter bestemmelsen, hvis urigtige oplysninger afgives i tilfælde, hvor rigtige oplysninger ville udsætte den pågældende for disciplinært ansvar eller strafansvar. At den pågældende ved sandfærdig forklaring ville udsætte sig selv eller sin arbejdsgiver for f.eks. at blive pålagt erstatningsansvar, fritager ikke for strafansvar for urigtig erklæring.

Til stk. 4

Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 regulerer forholdet mellem på den ene side udleverings- og oplysningspligten i stk. 2 og 3 og på den anden side tavshedspligtsforskrifter. Bestemmelsen indebærer, at pligterne i stk. 2 og 3 fortrænger modstående tavshedspligtsforskrifter. Dette gælder, uanset om der er tale om almindelige eller særlige tavshedspligtsforskrifter.

Den almindelige tavshedspligt, der efter straffelovens §§ 152 ff og forvaltningslovens § 27 gælder for offentligt ansatte, herunder ansatte i ministerier m.v., vil således ikke være til hinder for, at udleverings- og oplysningspligten opfyldes.

Finanstilsynet vil heller ikke kunne nægte at udlevere fortroligt materiale, som tilsynet har udarbejdet eller modtaget i egenskab af tilsynsmyndighed i forhold til de færøske banker, selv om materialet er omfattet af den særlige tavshedspligtsbestemmelse i bank- og sparekasselovens § 50 b. Finanstilsynet skal således ikke have samtykke fra de færøske banker eller deres kunder for at udlevere materiale til kommissionen, herunder oplysninger om konkrete kundeforhold. Det samme gælder i forbindelse med svar og redegørelser, der afgives efter stk. 3. De EF-regler, der ligger bag bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 50 b, kan ikke antages at være til hinder for en sådan regulering, allerede fordi Færøerne og dermed de færøske banker står uden for EU.

Udleverings- og oplysningspligten omfatter også de berørte banker og Finansieringsfonden af 1992. De pågældende virksomheders og institutioners tavshedspligt efter f.eks. bank- og sparekasselovens § 54, stk. 2, vil således ikke være til hinder for opfyldelse af pligten. Dette gælder også med hensyn til internt materiale og materiale med kundeoplysninger.

Heller ikke selskabslovgivningens tavshedspligtsforskrifter eller de tavhedspligtsregler, der gælder for f.eks. revisorer, vil kunne påberåbes som begrundelse for ikke at opfylde udleverings- og oplysningspligten.

Til § 4

Som nævnt skal undersøgelsen som udgangspunkt foregå på skriftligt grundlag, jf. lovforslagets § 3.

Det må antages, at langt de fleste forhold vil kunne afklares på skriftligt grundlag, herunder ved svar på skriftlige spørgsmål.

Det kan imidlertid ikke på forhånd helt udelukkes, at undersøgelseskommissionen - for at få et spørgsmål tilstrækkeligt belyst - finder det nødvendigt, at der mundtligt afgives forklaring herom, og bestemmelsen giver derfor mulighed for, at der under visse betingelser kan foretages mundtlige afhøringer.

Regeringen lægger imidlertid vægt på, at kommissionen heller ikke i denne forbindelse tillægges domstolsbeføjelser.

Kommissionens adgang til at foranstalte afhøringer foreslås derfor udformet på den måde, at afhøringerne skal foretages for en domstol, og at det bliver en domstol, der i forbindelse med afhøringerne tager stilling til anvendelsen af retsplejelovens regler, herunder bestemmelserne om vidnepligt og vidnetvang.

Til stk. 1

Efter bestemmelsen kan undersøgelseskommissionen under visse betingelser anmode Københavns Byret om at indkalde myndigheder, virksomheder eller personer til at afgive forklaring for retten.

De betingelser, som skal være opfyldt, er følgende

For det første skal det ikke have været muligt for undersøgelskommissionen at få belyst et spørgsmål på anden måde. For det andet skal belysningen af det pågældende spørgsmål være nødvendig for, at sagen kan afklares på fyldestgørende måde.

Inden Københavns Byret anmodes om at indkalde til mundtlige afhøringer, må undersøgelseskommissionen således forsøge at få et relevant spørgsmål belyst på skriftligt grundlag, eventuelt ved at anmode om skriftlige redegørelser om nærmere angivne forhold, jf. § 3, stk. 3.

Det er undersøgelseskommissionen, der afgør, om betingelserne er opfyldt. Københavns Byret har således ikke kompetence til at tage stilling hertil, men skal indkalde den pågældende myndighed, virksomhed eller person, når undersøgelseskommissionen anmoder herom.

Af praktiske grunde er det nødvendigt, at afhøringerne foregår i en bestemt retskreds. Det foreslås, at den pågældende retskreds er Københavns Byret.

Det forudsættes, at de afhørte forinden af kommissionen gøres bekendt med de temaer, som afhøringen vil angå, jf. herved også forslagets § 6.

Til stk. 2

Bestemmelsen fastsætter, at de myndigheder, virksomheder eller personer, hvis forhold undersøges, kan møde med bisidder, hvis de bliver indkaldt til at afgive forklaring for retten.

Bisidderen kan således overvære det retsmøde, hvori klienten afgiver forklaring, selv om retsmøderne foregår for lukkede døre, jf. lovforslagets § 4, stk. 4.

Bisidderen vil have adgang til at stille supplerende spørgsmål til sin klient. Afhøringen foretages som nævnt i stk. 3 af undersøgelseskommissionen.

Møder indkaldte personer med bisidder, dækkes udgifterne til bisidderen efter de regler, der gælder for refusion af udgifter til bisiddere ved undersøgelsesretter.

Til stk. 3

Bestemmelsen fastsætter, at forklaring afgives efter reglerne i retsplejeloven. Retten afgør, om de personer, som indkaldes, er forpligtet til at afgive forklaring, og om forklaring afgives under strafansvar.

De indkaldte har som udgangspunkt vidnepligt, jf. retsplejelovens § 168, og vidnerne afgiver normalt forklaring under strafansvar, jf. straffelovens § 158. Over for modvillige vidner kan retten anvende de almindelige tvangsmidler, jf. retsplejelovens § 178.

Vidnepligten er undergivet de sædvanlige begrænsninger i retsplejeloven, jf. retsplejelovens §§ 169-172. Vidneudelukkelsesgrunden i retsplejelovens § 169 (om tavshedspligt i det offentliges interesse) finder dog ikke anvendelse. Det er derfor ikke nødvendigt, at vedkommende myndighed (minister) giver samtykke til, at en embedsmand afgiver forklaring for retten. Endvidere finder retsplejelovens § 170, stk. 3, ikke anvendelse. Dette indebærer, at retten ikke vil kunne undtage en person fra vidnepligt med den begrundelse, at forklaringen vedrører forhold, med hensyn til hvilke personen i medfør af lovgivningen har tavshedspligt.

Ingen kan forpligtes til at afgive vidneforklaring, hvis den pågældende herved vil kunne udsætte sig selv for straf eller tab af velfærd, jf. retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1.

Pligt til at afgive forklaring foreligger heller ikke, hvis forklaringen må antages at ville udsætte vidnets nærmeste (pårørende) for straf eller tab af velfærd eller påføre vidnet eller hans nærmeste anden væsentlig skade, jf. retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 2-3. Retten kan dog i disse tilfælde pålægge vidnet at afgive forklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige dertil, jf. retsplejelovens § 171, stk. 3.

Risikoen for at tabe en civil sag om et økonomisk krav udgør ikke en vidnefritagelsesgrund.

Afgiver nogen falsk forklaring under afhøring i retten i tilfælde, hvor forklaring ikke må kræves, straffes vedkommende ikke, jf. straffelovens § 159, stk. 1. Det samme gælder, hvis den pågældende har haft grund til at antage, at han kunne blive sigtet, hvis han afgav sandfærdig forklaring.

I øvrigt gælder, at hvis de afhørte efter vidnefritagelsesreglerne var berettiget til at nægte at afgive forklaring, kan straffen for falsk forklaring nedsættes eller efter omstændighederne bortfalde, jf. straffelovens § 159, stk. 2.

Retten vejleder, hvis omstændighederne giver grund dertil, vidnerne om indholdet af reglerne om vidneudelukkelse og vidnefritagelse, jf. retsplejelovens § 173, stk. 1. Inden vidnet afhøres, sikrer retten sig, at der ikke er noget til hinder for vidneforklaringens afgivelse. Retten pålægger derefter vidnet at tale sandhed og gør vidnet bekendt med strafansvaret for afgivelse af falsk forklaring, jf. retsplejelovens § 181.

Det forudsættes, at de personer, som kan risikere et disciplinært eller strafferetligt ansvar, afhøres med tilkendegivelse om, at de ikke har pligt til at udtale sig, og at forklaring afgives uden sædvanligt strafansvar. En sådan tilkendegivelse gives i forbindelse med afhøringer for en undersøgelsesret.

Der vil næppe være personer, som skal afhøres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 29 om afhøring af parter i civile sager. Hvis parten i en senere civilretlig sag er en offentlig myndighed, afhøres de ansatte som vidner. Er parten et selskab, må det antages, at de personer, som har sæde i selskabets bestemmende øverste organ, f.eks. et aktieselskabs bestyrelsesmedlemmer, som udgangspunkt også afhøres som vidner, medmindre den afhørte i realiteten er enebestemmende i selskabet.

Afhøringerne foretages af undersøgelseskommissionen, dvs. typisk formanden eller eventuelt et af de andre medlemmer af kommissionen.

Hovedindholdet af forklaringen optages i retsbogen, jf. retsplejelovens § 186, stk. 2.

Til stk. 4

Det foreslås, at indenretlige afhøringer i denne sag skal foregå for lukkede døre. Det skyldes flere forhold.

I undersøgelsen indgår fortrolige oplysninger, der er omfattet af de særlige tavshedspligtsbestemmelser i bank- og sparekasseloven. Som det fremgår af stk. 3, finder bl.a. bestemmelsen i retsplejelovens § 170, stk. 3, ikke anvendelse. Det vil således ikke kunne udelukkes, at der under de mundtlige forklaringer vil fremkomme oplysninger, hvor retten - hvis § 170, stk. 3, havde fundet anvendelse - ville have bestemt, at forklaring ikke skulle afgives om de pågældende forhold.

Endvidere er der tale om en forundersøgelse, hvor der ikke træffes bindende afgørelser i forhold til de involverede om de retlige spørgsmål, som sagen giver anledning til.

Hertil kommer, at den foreslåede undersøgelse som udgangspunkt foregår på skriftligt grundlag, jf. § 3. Mundtlig afhøring kommer kun på tale, når det ikke har været muligt at få et væsentligt forhold belyst på skriftligt grundlag.

Det er i øvrigt en følge af reglen om lukkede døre, at de afhørte ikke vil have mulighed for at indrette deres forklaring på de forklaringer, som andre tidligere har afgivet.

Hensynet til, at offentligheden kan blive orienteret om undersøgelsen, tilgodeses ved, at kommissionen skal afgive en beretning, der offentliggøres, jf. § 7. Herved vil offentligheden blive gjort bekendt med undersøgelsen i sin helhed - både de oplysninger, der er tilvejebragt på skriftligt grundlag, og de oplysninger, der er kommet frem ved mundtlige afhøringer.

Til stk. 5

Efter bestemmelsen sender retten en udskrift af retsbogen vedrørende de afgivne forklaringer til undersøgelseskommissionen og til den, der har afgivet den pågældende forklaring. Udskriften er gratis. Andre kan ikke hos retten få udskrift af retsbogen. Retsplejelovens § 41 finder således ikke anvendelse på disse retsbogstilførsler.

Til § 5

Til stk. 1

Som det fremgår af forslagets § 3, stk. 4, og § 4, stk. 3, er hensynet til sagens oplysning givet forrang i forhold til tavshedspligtsbestemmelser, herunder også i forhold til de særlige tavshedspligtsbestemmelser i bank- og sparekasselovens §§ 50 b og 54, stk. 2.

Det må derfor sikres, at de tavshedsbelagte oplysninger, som kommissionen får kendskab til under sin virksomhed, behandles fortroligt.

Det foreslås derfor, at medlemmerne af undersøgelseskommissionen og personer, der yder kommissionen sekretariatsbistand, under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e har tavshedspligt med hensyn til enhver oplysning, som de under deres virksomhed får kendskab til.

Denne vidtgående tavshedspligtsbestemmelse vil ikke være til hinder for, at visse oplysninger videregives, mens undersøgelsen pågår, jf. § 6, stk. 1. Når undersøgelsen er afsluttet, vil bestemmelsen endvidere ikke være til hinder for afgivelsen af en beretning, der offentliggøres, jf. § 7.

Til stk. 2

Undersøgelseskommissionen etableres med status som en offentlig myndighed. Kommissionen er imidlertid et undersøgelsesorgan, som oprettes ved lov, og som alene har en bestemt opgave, nemlig at undersøge og klarlægge et faktisk begivenhedsforløb, jf. bemærkningerne til § 2 ovenfor. Kommissionen er således ikke en almindelig offentlig myndighed, der skal udføre forvaltningsretlige opgaver. Der er derfor ikke behov for, at kommissionen omfattes af den forvaltningsretlige lovgivning.

I overensstemmelse hermed er det i stk. 2 udtrykkeligt fastsat, at lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og ombudsmandsloven ikke gælder for den virksomhed, som udøves af kommissionen.

Til § 6

Til stk. 1

Efter forslagets § 3, stk. 3, og § 4 har kommissionen adgang til at stille henholdsvis skriftlige og mundtlige spørgsmål til de involverede.

For at kunne besvare de stillede spørgsmål på fyldestgørende måde kan det være nødvendigt at have kendskab til dokumenter, som indgår i undersøgelsen. Bestemmelsen giver derfor kommissionen adgang til - uanset den i § 5, stk. 1, fastsatte tavshedspligt - at udlevere dokumenter eller andet materiale til de myndigheder, virksomheder eller personer, hvis forhold undersøges, hvis det er af betydning for at besvare de spørgsmål, som kommissionen stiller.

Til stk. 2

For at sikre, at det materiale, som kommissionen udleverer efter stk. 1, ikke gøres frit tilgængeligt, foreslås en særlig tavshedspligtsbestemmelse med hensyn til det pågældende materiale.

Til § 7

Undersøgelseskommissionen skal afgive en beretning om resultatet af sin undersøgelse. Beretningen afleveres til justitsministeren, som offentliggør den.

Den i § 5, stk. 1, fastsatte tavshedspligt for kommissionen vil ikke være til hinder for, at alle relevante oplysninger gengives i beretningen. Der er dog visse typer af oplysninger, hvor spørgsmålet om offentliggørelse nøje bør afvejes over for hensynet til beskyttelsen af oplysninger om enkeltpersoners private forhold. Er der f.eks. tale om oplysninger om og vurderinger af låneengagementer, bør gengivelsen heraf i almindelighed ske i generaliseret og anonymiseret form.

Beretningen vil således kunne indeholde alle de oplysninger, der er nødvendige for, at det efterfølgende kan vurderes, om der kan gøres et retligt ansvar gældende over for involverede myndigheder, virksomheder og personer.

Til § 8

Bestemmelsen angiver tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Den almindelige ordning er, at love kundgøres i Lovtidende. Love, der gælder på Færøerne, skal endvidere kundgøres i Landsstyrets kundgørelsestidende for Færøerne, Kunngerdabladid, jf. lov nr. 735 af 6. december 1989 om kundgørelse af love, anordninger og bekendtgørelser på Færøerne.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at kundgørelsen i Danmark og på Færøerne kædes sammen på en sådan måde, at loven først træder i kraft, når den er kundgjort begge steder. Sker kundgørelsen i Danmark og på Færøerne ikke samtidig, træder loven i kraft på tidspunktet for den seneste kundgørelse.

Ændringsforslag

Af Oli Breckmann (KF)

Til § 2 9) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke

»Stk. 2. Undersøgelseskommissionen vil som led i undersøgelsen kunne vurdere, om myndigheder og virksomheder har gjort sig skyldige i fejl og forsømmelser.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

Til § 4 10) Stk. 3-5 udgår, og i stedet indsættes som stk. 3

»Stk. 3. Ved afgivelse af forklaring for Københavns Byret finder reglerne i retsplejeloven anvendelse. Retsplejelovens §§ 169 og 170, stk. 3, gælder dog ikke. Afhøringen foretages af undersøgelseskommissionen eller den ifølge § 1, stk. 3, beskikkede person på kommissionens vegne.«

Bemærkninger

Til nr. 9 Forslagsstilleren kan tilslutte sig, at undersøgelseskommissionen ikke skal fremkomme med indstilling om, at der kan eller skal gøres et retligt ansvar gældende over for involverede myndigheder, virksomheder eller personer, men finder dog, at kommissionen ud over at klarlægge begivenhedsforløbet skal kunne undersøge og udtale sig om, hvorvidt myndigheder eller virksomheder efter kommissionens opfattelse har gjort sig skyldig i retlige fejl eller forsømmelser.

Til nr. 10 Da der ikke er blevet fremført nogen rimelig begrundelse for at fravige reglerne i retsplejeloven om offentlighed ved afhøringer, må dette tages som et udtryk for, at beslutningen om afhøringer for lukkede døre er rent politisk. Hensynet til tilliden mellem Færøerne og Danmark er en bærende årsag til, at undersøgelsen gennemføres, og tiltroen til undersøgelsens værdi blive formindsket, hvis den gennemføres for lukkede døre. Derfor foreslås det, at retsplejelovens almindelige regler om offentlighed kommer til at gælde for alle afhøringer.

Efter 2. behandling den 1. juni 1995

§ 8. Loven træder i kraft, når den er bekendtgjort i både Lovtidende og landsstyrets kundgørelsestidende for Færøerne, Kunngerdabladid.

Ingen

Nr LSF 235

Forslag til Lov om undersøgelse af den færøske banksag

Fremsat af justitsministeren (Bjørn Westh) Ændringsforslag stillet den 31. maj 19

den 25. april 1995

Vedtaget ved tredjebehandling den 2. juni 1995

Lov nr. 356 af 08/06/1995