1994 LSF 217 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (OPRETTELSE AF ET PROCESBEVILLINGSNÆVN M.V.)

Bilag 1

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser,

der berøres af lovforslaget

Ad § 1

1. I § 2, stk. 1, ændres »14« til: »15«.

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november 1992, som senest ændret ved lov nr. 143 af 8. marts 1995 og lov nr. 209 af 29. marts 1995, foretages følgende ændringer

1. I § 2, stk. 1, ændres »14« til: »15«.

2. Efter § 21 a indsættes som kapitel 1 a

»Kapitel 1 a

Procesbevillingsnævnet

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november 1992 som senest ændret ved lov nr. 143 af 8. marts 1995 og lov nr. 209 af 29. marts 1995, foretages følgende ændringer

1. I § 2, stk. 1, ændres »14« til: »15«.

2. Efter § 21 a indsættes som nyt kapitel 1 a

»Kapitel 1 a

Procesbevillingsnævnet

Bilag 2

Statistiske oplysninger om 3. instansbevillinger i civile sager 1991 - 1994

--------------------------------------------------------------------- 1991 1992 1993 1994* --------------------------------------- Ans Till Ans Till Ans Till Ans Till --------------------------------------------------------------------- Anke: Rpl. § 371 ................. 149 5 161 6 181 4 202 5 Rpl. § 368 ................. 7 0 7 0 10 1 17 2 Rpl. § 475 ................. 4 0 10 1 5 0 2 0 Rpl. § 665 ................. 1 0 0 0 1 0 1 0 Rpl. § 589 (ophævet) ....... 1 0 0 0 0 0 0 0 --------------------------------------------------------------------- I alt ..................... 162 5 178 7 197 5 222 7 --------------------------------------------------------------------- Kære: Rpl. § 392 ................. 46 2 70 10 43 2 68 2 Rpl. § 585 ................. 40 4 35 2 61 2 50 3 Rpl. § 640 ................. 0 0 0 0 0 0 2 0 Rpl. § 650 ................. 0 0 0 0 2 0 0 0 Rpl. § 665 ................. 2 0 1 0 0 0 0 0 Rpl. § 599 ................. 0 0 1 0 --------------------------------------------------------------------- I alt ..................... 88 6 106 12 106 4 121 5 --------------------------------------------------------------------- I alt kære og anke ........ 250 11 284 19 303 9 343 12

Ans = ansøgninger.

Till = tilladelser.

*) I tallene er ikke medregnet antal ikke færdigbehandlede sager, indkommet i 1994: 13.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1996.

Stk. 2. Første gang der beskikkes medlemmer til Procesbevillingsnævnet, jf. retsplejelovens § 23 som affattet ved § 1, nr. 2, i nærværende lov, sker beskikkelsen af landsdommeren og byretsdommeren samt deres suppleanter for en periode på 2 år og 6 måneder. Disse medlemmer og deres suppleanter har ret til genbeskikkelse for yderligere to år.

Stk. 3. Er ansøgning om procesbevilling indgivet til Justitsministeriet før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1996.

Stk. 2. Første gang, der beskikkes medlemmer til Procesbevillingsnævnet, jf. retsplejelovens § 23 som affattet ved § 1, nr. 2, i nærværende lov, sker beskikkelsen af landsdommeren og byretsdommeren samt deres suppleanter for en periode på 2 år og 6 måneder. Disse medlemmer og deres suppleanter har ret til genbeskikkelse for yderligere to år.

Stk. 3. Er ansøgning om procesbevilling indgivet til Justitsministeriet før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

1.1. Lovforslagets baggrund og indhold

Hovedformålet med lovforslaget er at overføre kompetencen til at meddele 2. og 3. instansbevillinger i straffesager og civile sager fra Justitsministeriet til et uafhængigt procesbevillingsnævn.

Baggrunden herfor er følgende

Den 19. maj 1989 vedtog Folketinget en beslutning om ændring af retsplejelovens regler om tredjeinstansbevilling.

Folketingsbeslutningen pålagde regeringen at fremsætte lovforslag om ændring af retsplejeloven, således at kompetencen til at træffe afgørelse om 3. instanbevillinger ved anke- og kæremål ikke længere henligger under Justitsministeriet eller anden instans inden for den udøvende magts område.

På denne baggrund anmodede Justitsministeriet ved skrivelse af 23. august 1989 Retsplejerådet om at foretage en gennemgang og vurdering af forskellige muligheder for en sådan kompetenceoverførsel og udarbejde et eller flere forslag til ændring af retsplejelovens kompetenceregler på det nævnte område.

Retsplejerådet gav herefter i betænkning 1222/1991 udtryk for, at kompetencen til at meddele procesbevillinger i givet fald burde overføres til de almindelige domstole.

På baggrund af Retsplejerådets betænkning fremsatte justitsministeren (Engell) den 31. januar 1992 et lovforslag om ændring af retsplejeloven m.v. Lovforslaget bortfaldt ved udløbet af folketingssamlingen 1991-92, men blev genfremsat i stort set uændret skikkelse den 7. oktober 1992.

De nævnte lovforslag indebar - i overensstemmelse med forslagene i Retsplejerådets betænkning - at kompetencen til at meddele procesbevillinger blev flyttet fra Justitsministeriet til domstolene. Under 1.behandlingen blev det imidlertid af en række partier anført, at man hellere så kompetencen overført til et særligt nævn.

På denne baggrund blev lovforslaget efter regeringsskiftet i januar 1993 trukket tilbage, og justitsministeren (Pia Gjellerup) anmodede den 11. marts 1993 Retsplejerådet om at beskrive og vurdere samt udarbejde udkast til nye regler om en ordning, hvorefter kompetencen til at meddele procesbevillinger overføres til et uafhængigt nævn.

Retsplejerådet har herefter afgivet betænkning nr. 1260/1993 om et procesbevillingsnævn.

Det fremgår af betænkningen, at hvis Justitsministeriet ikke længere skal have kompetencen til at meddele procesbevillinger, er det fortsat Retsplejerådets opfattelse, at kompetencen bør henlægges til de almindelige domstole.

Såfremt kompetencen til at meddele procesbevillinger imidlertid ikke ønskes henlagt til domstolene, men til et nævn, foreslår Retsplejerådet, at nævnet skal bestå af 5 medlemmer, nemlig en højesteretsdommer, en landsdommer, en byretsdommer, en advokat og en universitetslærer i jura. Dette vil svare til sammensætningen af Den Særlige Klageret.

Lovforslaget, der bygger på retsplejerådets forslag i betænkning nr. 1260/1993, har som nævnt til formål at overføre kompetencen til at meddele 3. instansbevillinger og andre procesbevillinger efter retsplejeloven fra Justitsministeriet til et særligt procesbevillingsnævn. Efter forslaget skal nævnet være uafhængigt såvel af den offentlige forvaltning som af domstolene.

Tilladelser til at appellere civile sager efter appel- fristens udløb (oprejsningsbevillinger) foreslås givet af domstolene, der allerede giver de tilsvarende tilladelser i straffesager.

Desuden foreslås det, at kriteriet for meddelelse af 3. instansbevillinger i civile sager ændres. Det skal således efter forslaget være en betingelse for 3. instansbevilling i civile sager, at sagen vedrører spørgsmål af principiel karakter.

Det er et element i den foreslåede ordning, at regeringen, typisk justitsministeren, kan rette henvendelse til procesbevillingsnævnet og pege på behovet for, at der i en bestemt type sager meddeles 3. instansbevilling. Baggrunden herfor kan f.eks. være en drøftelse i Folketinget, hvor der har været fremsat ønske om, at Højesteret får lejlighed til at tage stilling til, hvorvidt retstilstanden på et bestemt område bør ændres. Det må forventes, at nævnet vil lægge betydelig vægt på sådanne tilkendegivelser.

1.2. Ordningen fra retsplejelovens tilblivelse

Tilladelse til at fravige de normale processuelle regler i borgerlige og kriminelle sager blev før retsplejeloven i vidt omfang meddelt ved kongelig bevilling i medfør af grundlovens almindelige dispensationsbestemmelser. I forarbejderne til retsplejeloven blev den administrative bevillingsordning foreslået afskaffet, og kompetencen til at meddele dispensation blev foreslået henlagt til domstolene. Ved fremsættelsen af retsplejelovforslaget i samlingen 1906-07 blev der foreslået et system, hvorefter såvel Justitsministeriet som domstolene fik kompetence til at meddele procesbevillinger, men disse regler blev under forslagets behandling ændret til den ordning, der er gældende i dag.

Reglerne om procesbevillinger er senere foreslået ændret, først af det stående retsplejeudvalg i 1924 og derefter af et af Justitsministeriet i 1929 nedsat udvalg. Udvalgenes forslag om ændring af reglerne om processuelle tilladelser, således at kompetencen skulle flyttes fra Justitsministeriet til domstolene, blev imidlertid ikke gennemført.

1.3. Retsplejerådets betænkning nr. 698/1973

Retsplejelovens regler om meddelelse af procesbevillinger blev behandlet i forbindelse med Retsplejerådets gennemgang af reglerne om sagsbehandling i første instans og appel i borgerlige sager i betænkning nr. 698/1973 om behandling af borgerlige sager.

Retsplejerådet gav i betænkningen fra juli 1973 udtryk for, at kompetencen til at meddele 3. instansbevillinger, tilladelser til appel efter appelfristens udløb og tilladelser efter § 962, stk. 2, efter rådets opfattelse burde overføres til domstolene. Rådet foreslog på den baggrund, at disse procesbevillinger skulle meddeles af den ret, for hvilken sagen indbringes, dog således at 3. instansbevillinger meddeles af Højesteret eller et udvalg bestående af mindst 3 af rettens medlemmer.

I november 1978 blev der bl.a. på baggrund af denne betænkning og de indkomne høringssvar i Folketinget fremsat et lovforslag (af SV-regeringen) om ændring af retsplejeloven (behandling af borgerlige sager).

Dette lovforslag indeholdt bl.a. Retsplejerådets forslag til ændring af betingelserne for meddelelse af procesbevillinger. Justitsministeriet var imidlertid af den opfattelse, at den af rådet foreslåede kompetenceflytning kunne give anledning til betænkeligheder, og fandt på den baggrund ikke tilstrækkelig begrundelse for at opretholde den del af Retsplejerådets forslag.

Disse betænkeligheder var bl.a. kommet til udtryk i en udtalelse over betænkningen afgivet af præsidenten for Højesteret den 1. juli 1974.

Lovforslaget blev for så vidt angår spørgsmålet om Justitsministeriets kompetence til at meddele procesbevillinger vedtaget i den form, det var fremsat (lov nr. 260 af 8. juni 1979).

1.4. Folketingsbeslutningen af 19. maj 1989

I januar 1989 fremsatte Socialistisk Folkeparti forslag til folketingsbeslutning om ændring af retsplejelovens regler om 3. instansbevilling (B 48), således at kompetencen i straffesager overføres til Den Særlige Klageret.

Under Retsudvalgets behandling af beslutningsforslaget anmodede udvalget justitsministeren om at indhente en udtalelse fra Højesteret vedrørende overvejelserne om at henlægge kompetencen til at meddele 3. instansbevilling til Højesteret.

I sin udtalelse af 8. maj 1989 henviste Højesteret bl.a. til skrivelsen af 1. juli 1974. Højesteret anførte i den forbindelse, at Højesteret dengang havde frarådet en gennemførelse af forslaget.

Herefter oplystes, at de daværende medlemmer af Højesteret alle var afgået og erstattet med andre dommere. Udskiftningen havde imidlertid ikke medført, at Højesteret havde ændret standpunkt vedrørende det omhandlede kompetencespørgsmål.

Under beslutningsforslagets behandling i Retsudvalget fremsatte et flertal af udvalgets medlemmer (S, SF og FP's medlemmer af udvalget) et ændringsforslag, der indebar, at det i beslutningsforslagets tekst alene anførtes, at kompetencen skulle flyttes væk fra Justitsministeriet uden angivelse af, til hvilken myndighed den i så fald skulle overføres. Ændringsforslaget indebar endvidere, at også 3. instansbevillinger i civile sager blev omfattet af beslutningsforslaget.

Folketingsbeslutningen, der blev vedtaget den 19. maj 1989, pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om ændring af retsplejeloven, således at kompetencen til at træffe afgørelse om 3. instansbevillinger ved anke- og kæremål ikke længere henligger under Justitsministeriet eller anden instans inden for den udøvende magts område.

1.5. Forelæggelse for Retsplejerådet

Ved skrivelse af 23. august 1989 anmodede Justitsministeriet Retsplejerådet om på baggrund af Folketingsbeslutningen af 19. maj 1989 at foretage en gennemgang og vurdering af forskellige muligheder for at overføre kompetencen til at meddele 3. instansbevilling til en myndighed, der ikke henhører under den udøvende magts område, samt at udarbejde forslag til ændring af retsplejelovens kompetenceregler på det nævnte område.

Efter aftale med Justitsministeriet deltog en repræsentant for Højesteret i rådets drøftelser.

Retsplejerådet afgav herefter i maj 1991 betænkning nr. 1222/1991 om 3. instansbevillinger og andre procesbevillinger.

Betænkningen indeholder bl.a. en udførlig omtale af baggrunden for de gældende regler og for de tidligere fremsatte ændringsforslag m.v. frem til foråret 1990.

Retsplejerådets overvejelser og forslag i betænkningen er gengivet nedenfor i afsnit 4. Forud herfor gives i afsnit 2 og 3 en beskrivelse af de gældende regler på området samt statistiske oplysninger. I afsnit 5 redegøres for de lovforslag om ændring af kompetencereglerne for meddelelse af anke- og kæretilladelser, der blev fremsat i Folketinget i 1992. Retsplejerådets betænkning nr. 1260/1993 om et procesbevillingsnævn er omtalt i afsnit 6. I afsnit 7 omtales Justitsministeriets overvejelser og i afsnit 8-9 er der redegjort for lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser samt for hørte myndigheder m.v.

2. Gældende regler

2.1. Gældende regler om 3. instansbevillinger

2.1.1. To-instansprincippet

Efter retsplejeloven er der i dag som hovedregel fri adgang til at få prøvet en sag ved to instanser. Er sagen behandlet ved landsretten i 1. instans, vil landsrettens afgørelse således frit kunne indbringes for Højesteret. Tilsvarende kan en sag, der er afgjort af byretten i 1. instans, af parterne frit indbringes for landsretten. Derimod vil der ikke være mulighed for at indbringe sagen for Højesteret, medmindre der er indhentet en tilladelse fra Justitsministeriet (3. instansbevilling).

Efter ændringen af reglerne om retternes saglige kompetence, jf. lov nr. 273 af 3. maj 1989, er det i dag udgangspunktet, at en sag anlægges ved byretten som 1. instans. Dog er der efter § 226, stk. 1, mulighed for i visse tilfælde at henvise sagen til behandling ved landsret i 1. instans, ligesom afgørelser truffet af et ministerium eller en central statslig klageinstans behandles af landsretten i 1. instans, jf. § 225, stk. 1.

Princippet om, at der er fri adgang til at få prøvet en sag i to instanser, gælder ikke undtagelsesfrit.

Ankeadgangen i straffesager er således i visse mindre sager begrænset på en sådan måde, at byrettens afgørelser kun kan indbringes for landsretten, såfremt der foreligger tilladelse fra Justitsministeriet.

Endvidere er der ved lov nr. 396 af 13. juni 1990 om ændring af straffeloven og retsplejeloven m.v. indført en tilsvarende fravigelse af to-instansprincippet for så vidt angår civile sager. Sager af mindre værdi, dvs. sager, der efter påstanden angår en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kan således kun indbringes for landsretten efter indhentet tilladelse fra Justitsministeriet.

2.1.2. Civile sager

I overensstemmelse med to-instansprincippet fastslås det i retsplejelovens § 371, stk. 1, at en dom, der er afsagt af landsretten som 2. instans, ikke kan ankes til Højesteret. Efter bestemmelsen har Justitsministeriet imidlertid kompetence til at meddele 3. instansbevilling, hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.

Fristen for indgivelse af ansøgning til Justitsministeriet svarer til ankefristen ved appel til Højesteret (8 uger). Der er dog adgang til undtagelsesvis at meddele tilladelse, hvis ansøgningen er indgivet inden et år efter landsrettens afgørelse. Dette svarer til fristen for meddelelse af tilladelse til anke til Højesteret uanset ankefristens udløb.

Særskilt anke af bestemmelser om sagsomkostninger og processuelle straffe i domme, der er afsagt af en landsret eller af Sø- og Handelsretten i København, forudsætter efter retsplejelovens § 368, stk. 5, at der er meddelt tilladelse dertil af justitsministeren. Tilladelse kan efter bestemmelsen meddeles efter reglerne i § 371.

Efter retsplejelovens § 392, stk. 1, nr. 1, kan landsrettens afgørelse i kæresager ikke påkæres til Højesteret. Det samme gælder landsrettens kendelser og beslutninger, der afsiges under behandlingen af en ankesag, hvis byretten har taget stilling til det spørgsmål, som afgørelsen angår, jf. § 392, stk. 1, nr. 2. Endelig er kæreadgangen til Højesteret efter § 392, stk. 1, nr. 3, afskåret for så vidt angår enstemmige kendelser og beslutninger, der afsiges af landsretten som 1. instans under sagsforberedelsen eller domsforhandlingen, eller som afsiges under behandlingen af en ankesag, hvis der er tale om en afgørelse af procesledende karakter efter retsplejelovens § 378, eller §§ 381-384.

Justitsministeren kan imidlertid efter § 392, stk. 2, meddele tilladelse til, at sådanne landsretsafgørelser indbringes for Højesteret, når særlige grunde taler derfor. Fristen for indgivelse af ansøgninger er 2 uger. Dog kan der fremsættes anmodning om behandling af ansøgningen uanset fristoverskridelse i indtil 6 måneder efter landsrettens afgørelse. Dette svarer til kærefristen og fristen for indgivelse af ansøgning om tilladelse til kære til Højesteret uanset kærefristens udløb.

Landsrettens afgørelse i en ankesag om prøvelse af en administrativt bestemt frihedsberøvelse kan kun ankes til Højesteret med Justitsministeriets tilladelse, jf. retsplejelovens § 475, stk. 3, hvorefter bestemmelserne i § 371, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Afgørelser, der er truffet af fogedretten, kan efter ændringen af appelreglerne i fogedsager, der blev gennemført ved lov nr. 731 af 7. december 1988, kun indbringes for landsretten ved kære (§ 584). Landsrettens afgørelser i disse kæresager kan efter § 585 ikke indbringes for Højesteret. Dog kan Justitsministeriet efter § 585, stk. 1, 2. pkt., meddele tilladelse til kære, når særlige grunde taler derfor. Fristen for indgivelse af ansøgning om kæretilladelse er 8 uger, i auktionssager dog kun 4 uger, jf. § 585, stk. 2. Ansøgningsfristen er absolut i auktionssager, hvorimod der i andre fogedsager er mulighed for, at Justitsministeriet undtagelsesvis kan meddele tilladelse til kære, hvis ansøgning er indgivet inden 1 år efter landsrettens afgørelse.

I skiftesager kan landsrettens afgørelse i ankesager i reglen ikke ankes til Højesteret. Justitsministeriet kan dog efter § 665, stk. 1, meddele tilladelse til anke efter reglerne i § 371, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2. Ligeledes kan landsrettens afgørelse i en påkæret skifteafgørelse kun indbringes for Højesteret ved kære, såfremt Justitsministeriet meddeler tilladelse dertil, jf. § 665, stk. 3, der indeholder en henvisning til de tidligere regler i § 392, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2 (nu § 392, stk. 2).

Også uden for retsplejeloven findes en række lovbestemmelser, der hjemler procesbevillinger.

2.1.3. Straffesager

Efter § 966, stk. 1, kan landsrettens dom i en ankesag som udgangspunkt ikke ankes. Landsrettens afgørelser i sager om opløsning af politiske foreninger kan dog efter § 966, stk. 5, altid ankes til Højesteret. I andre tilfælde kan anke til Højesteret kun ske, hvis justitsministeren har meddelt tilladelse til, at sagen indbringes for Højesteret. En sådan tilladelse kan gives, såfremt sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.

Ansøgning om anketilladelse skal indgives inden 2 uger efter dommens afsigelse. Hvis det er tiltalte, der vil anke, beregnes fristen efter bestemmelserne i § 963, stk. 3, litra a. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden et år efter dommens afsigelse.

Kendelser og beslutninger, der afsiges af en landsret eller byret, kan efter § 968, stk. 1, som udgangspunkt indbringes for højere ret ved kære, forudsat afgørelsen ikke kan indbringes under en ankebehandling i medfør af bestemmelserne i § 940 og § 962.

Efter § 968, stk. 2, kan kendelser og beslutninger, der afsiges under domsforhandlingen eller under dennes forberedelse, dog kun kæres, hvis afgørelsen går ud på, at sagen udsættes, afvises eller hæves, eller angår fængsling, beslag, ransagning eller lignende eller pålægger straf eller omkostninger eller er rettet mod nogen, som ikke er part i sagen.

Denne begrænsning i kæreadgangen gælder ikke, hvor der i loven er særlig hjemmel til kære. En sådan kæreadgang er hjemlet i retsplejelovens § 30, stk. 1, 2. pkt., modsætningsvis (rettens beslutning i straffesager om dørlukning), § 31, stk. 3 (rettens nægtelse af at udstede referatforbud), § 64 (kendelser, hvorved indsigelser mod en dommers habilitet forkastes), § 692, stk. 2 (retsafgørelser, hvorved en begæring om sagens påkendelse ved landsret (nævningeret) eller under medvirken af domsmænd afslås), § 703 (beslutning, hvorved en begæring om sagens overflytning til en anden ret nægtes), samt § 732, stk. 3 (beslutning, hvorved beskikkelse af forsvarer nægtes).

Efter § 968, stk. 3, kan kendelser afsagt af landsretten under behandlingen af en ankesag kun kæres til Højesteret med tilladelse af justitsministeren. Bestemmelserne i § 966 om frist for indgivelse af ansøgning m.v. finder i så fald anvendelse (2 uger).

Landsrettens afgørelse i en kæresag kan efter § 973 ikke kæres til Højesteret. Justitsministeren kan dog meddele tilladelse til, at sagen indbringes for Højesteret, når særlige grunde taler derfor. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Justitsministeriet inden 2 uger efter kendelsens afsigelse eller, hvis det er tiltalte, der vil kære, og han ikke har været til stede ved afsigelsen, efter dens forkyndelse. Justitsministeren kan undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden et år efter kendelsens afsigelse.

2.2. Tilladelse til appel uanset appelfristens udløb

2.2.1. Civile sager

Efter retsplejelovens § 372, stk. 1, er ankefristen ved anke fra byret til landsret 4 uger og ved anke fra landsret til Højesteret 8 uger. (I ægteskabssager er ankefristen ved anke fra byret til landsret dog 8 uger, jf. § 454, stk. 1). Indleveres ankestævningen for sent, skal den efter stk. 2 afvises af retten. Anke vil herefter kun kunne ske, såfremt justitsministeren undtagelsesvis har meddelt tilladelse (oprejsningsbevilling). En sådan tilladelse kan gives i indtil et år efter dommens afsigelse, og adgangen til at meddele tilladelse er åben for såvel de tilfælde, hvor ankestævningen er indgivet for sent ved ordinær anke, som i de tilfælde, hvor appellanten efter at have fået tilladelse fra Justitsministeriet til anke i henhold til § 371 har indleveret ankestævningen senere end 4 uger efter, at tilladelsen blev givet.

Henvisningen i § 372, stk. 2, til tilladelser meddelt efter § 371 indebærer, at der kan meddeles tilladelse til appel uanset appelfristens udløb såvel i de tilfælde, hvor der foreligger tilladelse til anke til Højesteret af landsrettens afgørelse i en ankesag, som i de tilfælde, hvor der foreligger tilladelse til særskilt at anke bestemmelser om sagsomkostninger og processuelle straffe i domme, der er afsagt af en landsret eller af Sø- og Handelsretten, til Højesteret, jf. henvisningen til § 371 i § 368, stk. 5.

Kærefristen i civile sager er 2 uger fra den dag, afgørelsen er truffet, jf. § 394, stk. 1. Er der meddelt tilladelse til kære efter § 392, stk. 2, skal kære ske inden 2 uger efter, at tilladelsen er meddelt. En senere indgivet kære afvises af retten. Efter retsplejelovens § 394, stk. 2, kan justitsministeren undtagelsesvis tillade kære indtil 6 måneder efter afgørelsen.

En administrativt bestemt frihedsberøvelse kan efter § 469, stk. 1, kræves indbragt for byretten. Begæring herom skal efter § 469, stk. 4, fremsættes inden 4 uger efter frihedsberøvelsens ophør. Justitsministeren kan dog efter § 469, stk. 4, 2. pkt., undtagelsesvis i indtil 6 måneder efter frihedsberøvelsens ophør tillade, at afgørelsen indbringes for retten, når der foreligger særlig grund til at afvige fra fristen. Fristen for at anke byrettens dom i en sag om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse er ifølge § 475, stk. 1, 4 uger fra dommens afsigelse. Efter samme bestemmelse kan anke dog undtagelsesvis tillades af justitsministeren indtil et år efter dommens afsigelse.

Kærefristen i fogedsager er 4 uger, efter at forretningen er foretaget. Har fogedretten truffet afgørelse om, at forretningen nægtes fremme, regnes kærefristen fra afgørelsestidspunktet, jf. § 586, stk. 1. Har justitsministeren meddelt tilladelse til kære af landsrettens afgørelse i en kæresag efter § 585, stk. 2, skal kære ske inden 4 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Overskridelse af kærefristen medfører afvisning. Justitsministeren kan dog efter § 586, stk. 4, undtagelsesvis tillade kære indtil 1 år efter afgørelsen. I auktionssager kan tilladelse dog kun gives i indtil 6 måneder efter afgørelsen.

I skiftesager skal kære af kendelser og beslutninger, der forefalder under boets behandling, i det omfang de kan påkæres, ske inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Justitsministeren kan i disse sager undtagelsesvis tillade kære i indtil 6 måneder efter, at beslutningen er taget eller kendelsen afsagt, jf. § 661, stk. 3.

Anke af skifterettens afgørelser angående anmeldte fordringer eller fremsatte krav skal iværksættes inden 4 uger efter, at afgørelsen er truffet, eller skiftet i henhold til skiftelovens § 50 anses som sluttet. I tilfælde af overskridelse af fristen kan Justitsministeriet undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter, at afgørelsen er truffet eller skiftet afsluttet, jf. § 662, stk. 3.

Ved anke til Højesteret i skiftesager gælder de almindelige regler i kapitel 36, herunder adgangen for Justitsministeriet til efter § 372, stk. 2, at meddele tilladelse til anke uanset ankefristens udløb.

Efter Justitsministeriets praksis lægges der ved afgørelsen af en ansøgning om tilladelse til appel uanset appelfristens udløb navnlig vægt på, om fristoverskridelsen kan anses for undskyldelig, hvilket f.eks. ikke antages at være tilfældet, hvis overskridelsen skyldes fejl fra advokatens side.

Det bemærkes, at der også uden for retsplejeloven findes en række lovbestemmelser, hvorefter der kan meddeles tilladelse til appel efter appelfristens udløb.

2.2.2. Straffesager

I straffesager er det domstolene, der træffer afgørelse om, hvorvidt en sag kan indbringes for retten efter appelfristens udløb. Afgørelsen træffes af appelinstansen.

Ankefristen ved anke af en byretsdom eller landsretsdom er 14 dage. Er der rejst anke fra den ene side, har modparten adgang til at påanke sagen, når blot ankemeddelelsen iværksættes inden 14 dage efter, at den anden parts anke er meddelt denne, jf. nærmere retsplejelovens §§ 947-949 og § 963, stk. 3.

Overskridelse af fristen for anke indebærer, at ankeinstansen afviser anken, medmindre den ankende gør antageligt, at den omstændighed, hvorpå anken grundes, først senere er blevet den ankende bekendt, eller at fristens oversiddelse i øvrigt skyldes grunde, som ikke kan tilregnes denne, jf. § 949, stk. 2, og § 963, stk. 3. Bestemmelserne i § 949, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse i tilfælde, hvor kærefristen er overskredet, jf. § 969, stk. 1.

I straffesager, der efter fristens udløb indbringes for ankeinstansen af anklagemyndigheden, admitteres anken normalt kun i de tilfælde, hvor der har været gjort en ihærdig indsats for at få forkyndt ankemeddelelsen, og hvor det er lykkedes kort tid efter fristen udløb. Praksis er noget lempeligere, hvis domfældte anker for sent. Det gælder både i de tilfælde, hvor fristoverskridelsen begrundes med, at ankegrundene først er blevet domfældte bekendt senere, og i de tilfælde, hvor domfældte anfører, at fristoverskridelsen ikke kan tilregnes ham eller hende.

2.3. 2.instansbevillinger

2.3.1. Civile sager

I civile sager, der angår krav af højst 10.000 kr., kan byrettens afgørelse efter en ændring af retsplejeloven i 1990 (lov nr. 396 af 13. juni 1990) kun indbringes for landsretten med tilladelse af Justitsministeriet. Denne fravigelse af toinstansprincippet gælder ved anke, jf. § 368, stk. 1, og ved kære, jf. § 389, stk. 2, ved særskilt kære af sagsomkostninger, jf. § 389, stk. 2, og § 391, stk. 1, og ved kære af fogedrettens afgørelser, jf. § 503, stk. 2 og 3, og § 584, stk. 2. Kriteriet for meddelelse af 2. instanstilladelse svarer til de gældende kriterier for meddelelse af 3. instansbevilling, dvs. at sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Fristen for indgivelse af ansøgning er i ankesager og fogedsager 4 uger samt i kæresager 2 uger. I øvrigt finder reglerne vedrørende 3. instansbevillinger tilsvarende anvendelse.

2.3.2. Straffesager

Byrettens dom i en straffesag kan bortset fra afgørelsen i visse politisager frit ankes til landsret, jf. § 962, stk. 1. Domme i mindre politisager kan efter retsplejelovens § 962, stk. 2, som udgangspunkt kun ankes af det offentlige, når andre offentligretlige følger end bøde og konfiskation kan idømmes efter de lovbestemmelser, tiltalen lyder på. Der er endvidere kun fri adgang til anke for den tiltalte, såfremt denne har givet møde i sagen, og mere end 20 dagbøder eller en bøde på over 3.000 kr. eller konfiskation af genstande af tilsvarende værdi eller andre offentligretlige følger er idømt.

Justitsministeren kan efter § 962, stk. 3, give tilladelse til anke, såfremt sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Sager, der er afgjort ved advarsel efter retsplejelovens § 937, eller vedtagelse af bøde eller konfiskation i retten, jf. § 936, kan ligeledes kun ankes med justitsministerens tilladelse. Ansøgning om anketilladelse skal indgives inden 2 uger efter dommens afsigelse. Hvis det er tiltalte, der vil anke, beregnes fristen efter bestemmelserne i § 963, stk. 3, litra a. Justitsministeren kan undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter dommens afsigelse.

Efter den nuværende praksis meddeles anketilladelse til tiltalte, medmindre det må antages, at anke åbenbart ikke vil kunne føre til et for den tiltalte gunstigt resultat.

3. Statistiske oplysninger

Vedrørende statistiske oplysninger om procesbevillinger henvises til bilag 2 - 6 til lovforslagets bemærkninger. Bilagene vedrører perioden fra 1991 - 1994.

Som nævnt ovenfor under afsnit 2.2.2. er det i straffesager domstolene, der træffer afgørelse om, hvorvidt en sag kan indbringes for retten efter appelfristens udløb. Justitsministeriet er ikke i besiddelse af talmateriale, der belyser domstolenes praksis vedrørende dette spørgsmål.

4. Retsplejerådets betænkning nr. 1222/1991

4.1. Indledning

På baggrund af folketingsbeslutningen af 19. maj 1989 anmodede Justitsministeriet som nævnt i afsnit 1.5. den 23. august 1989 Retsplejerådet om at foretage en gennemgang og vurdering af forskellige muligheder for overførsel af kompetencen til at meddele 3. instansbevilling i borgerlige sager og i straffesager til en myndighed, der ikke ligger inden for den udøvende magts område.

Retsplejerådet afgav herefter i maj 1991 betænkning nr. 1222/1991 om 3. instansbevillinger og andre procesbevillinger. Retsplejerådet havde ikke fundet at burde tage stilling til, hvorvidt kompetencen til at meddele 3. instansbevilling bør flyttes fra Justitsministeriet eller ej.

I betænkningen foreslår Retsplejerådet, at kompetencen til at meddele 3. instansbevillinger i såvel straffesager som civile sager i givet fald overføres til Højesteret. Rådet foreslår endvidere, at kompetencen til at meddele 2. instansbevillinger i mindre straffesager og mindre civile sager og kompetencen til i civile sager at meddele tilladelse til appel efter appelfristens udløb overføres fra Justitsministeriet til domstolene.

Nedenfor refereres Retsplejerådets overvejelser vedrørende de forskellige sagsområder.

4.2. Retsplejerådets overvejelser om kompetencespørgsmålet

Retsplejerådets overvejelser var koncentreret om en kompetenceoverførsel til Den Særlige Klageret, et særligt råd eller nævn eller til domstolene.

Retsplejerådet fremhævede, at Den Særlige Klagerets kompetenceområde udgør en nøje afgrænset gruppe af sagstyper, der er af ekstraordinær karakter. Klageretten behandler endvidere kun sager inden for strafferetsplejen og sager af disciplinærretlig karakter og således ikke civile sager.

Den Særlige Klageret burde efter Retsplejerådets opfattelse fortsat forbeholdes de ekstraordinære sager, hvor det af principielle grunde ikke findes forsvarligt at henlægge kompetencen til at træffe afgørelse til en administrativ myndighed eller de almindelige domstole.

Afgørelsen af, om der i en konkret sag bør gives tilladelse til at få sagen prøvet ved 3. instans, og om der dermed bør ske en fravigelse af to-instansprincippet, burde efter Retsplejerådets opfattelse navnlig træffes på baggrund af en vurdering af den pågældende sags principielle karakter. Sådanne afgørelser er ikke af en så ekstraordinær karakter, at en behandling ved Den Særlige Klageret efter Retsplejerådets opfattelse kunne antages at være påkrævet eller hensigtsmæssig.

Retsplejerådet frarådede derfor en ordning, hvorefter kompetencen til at meddele 3. instansbevilling overføres til Klageretten.

Et særligt uafhængigt råd eller nævn ville efter Retsplejerådets opfattelse ikke adskille sig i nævneværdig grad fra Den Særlige Klageret.

Ligesom ved Klageretten ville det uafhængige organs medlemmer skulle være kvalificeret gennem et bestemt andet juridisk hovederhverv, som sikrer, at flere af medlemmerne har praktisk erfaring inden for retssystemet. Det vil derfor på tilsvarende måde som for Klagerettens medlemmer kunne give anledning til vanskeligheder for medlemmerne af et sådant organ at finde den fornødne tid til at behandle sagerne.

Det uafhængige organ måtte arbejde i flere afdelinger, der skulle have den fornødne sekretariatsbistand stillet til rådighed. Det skulle i den forbindelse sikres, at der var den fornødne koordinering mellem de forskellige afdelinger for at undgå, at de ikke anlagde en forskellig praksis.

Det ville således efter rådets opfattelse kræve betydelige ressourcer at oprette et sådant uafhængigt organ, og det ville være i modstrid med bestræbelserne på at forenkle den offentlige administration.

Efter Retsplejerådets opfattelse var det endvidere af afgørende betydning for retssystemet, at to-instansprincippet fastholdes i samme omfang som hidtil. En 3. instansbevilling bør have undtagelsens karakter og være forbeholdt principielle sager. Bevillinger bør meddeles efter ensartede og faste retningslinier. Henlægges kompetencen til et nævn uden for retssystemet, ville det efter Retsplejerådets opfattelse kunne medføre en mere usikker praksis og kunne føre til, at der blev givet bevillinger i tilfælde, hvor begrundelsen (overvejende) var konkret.

Retsplejerådet udtalte sig på den anførte baggrund imod, at kompetencen til at meddele 3. instansbevilling blev overført til et nyt uafhængigt råd eller nævn.

Efter Retsplejerådets opfattelse burde det være de almindelige domstole, der skulle træffe afgørelse i sager om 3. instansbevilling, hvis den gældende ordning skulle ændres.

Retsplejerådet var således af den opfattelse, at kompetencen til at meddele 3. instansbevilling i givet fald burde overføres til Højesteret.

Efter Retsplejerådets opfattelse talte både principielle og saglige grunde for at overføre kompetencen til Højesteret og dermed indføre en ordning, der også er den gældende i andre lande. De betænkeligheder, der knytter sig til andre ordninger med hensyn til at sikre en ensartet praksis m.v., ville ikke være forbundet med en overførsel af kompetencen til Højesteret.

Samtidig fandt Retsplejerådet det væsentligt, at reglerne om Højesterets behandling af sagerne blev udformet således, at de ikke kommer til at indtage en dominerende plads i forhold til Højesterets øvrige opgaver.

Vedrørende Retsplejerådets nærmere overvejelser om gennemførelse af en ordning, hvor Højesteret meddeler 3. instansbevillinger, henvises til betænkningen s. 53 ff.

4.3. Retsplejerådets overvejelser om kriterierne for meddelelse af 3. instansbevillinger

Retsplejerådet foreslår i bet. 1222/91 kriteriet for meddelelse af 3. instansbevilling i civile anke- og kæresager ændret, således at meddelelse af tilladelse forudsætter, at sagen vedrører spørgsmål af principiel karakter. Dette forslag er navnlig begrundet i, at det efter rådets opfattelse så vidt muligt bør undgås, at Højesterets afgørelse om tredieinstansbevilling af parterne kan opfattes som en egentlig 3. instansprøvelse. Rådet har endvidere lagt vægt på, at retsplejelovens regler om retternes saglige kompetence i civile sager i vidt omfang sikrer, at sager, der er egnet til højesteretsprøvelse, vil kunne anlægges ved eller henvises til landsret i 1. instans og dermed inden for rammerne af toinstansprincippet frit vil kunne indbringes for Højesteret.

Det fremgår nærmere af betænkningen, at efter Retsplejerådets opfattelse bør muligheden for at få en højesteretsafgørelse i en civil sag først og fremmest basere sig på anvendelsen af henvisningsreglen i retsplejelovens § 226 og bestemmelserne i § 227. Rådet finder imidlertid, at disse bestemmelser bør suppleres med en adgang til at få 3. instansbevilling, hvis sagen er af principiel karakter. Rådet har herved lagt vægt på, at det endnu ikke var muligt at foretage en nærmere vurdering af virkningerne af de nye regler i §§ 226-27, som på daværende tidspunkt kun havde været i kraft i godt 11/2 år. Hertil kommer ifølge rådet, at parterne i en retssag ikke i alle tilfælde ved sagens indledende faser vil kunne have fuldt overblik over, i hvilket omfang sagen har principiel betydning m.v. Endelig omfatter henvisningsreglerne ikke processuelle spørgsmål.

Rådet finder derimod ikke, at der i civile sager bør være mulighed for at få en sag prøvet ved Højesteret, blot fordi der kunne være grund til at formode, at Højesteret i givet fald ville overveje at ændre den konkrete afgørelse. Også i sådanne tilfælde må det ifølge rådet kræves, at sagen efter sin art i øvrigt er egnet til prøvelse for Højesteret.

Da parterne i en civil sag som følge af henvisningsreglerne har afgørende indflydelse på, om en sag inden for rammerne af to-instansprincippet skal kunne prøves ved Højesteret, har Retsplejerådet fundet det rigtigst at afgrænse adgangen til 3. instansbevilling til de sager, som er af principiel betydning. Dette gælder såvel for så vidt angår anke som kære, idet det ifølge rådet også ved kæremål må være afgørende, om spørgsmålet er af principiel karakter.

Retsplejerådet finder det af stor betydning, at det af lovteksten kommer til at fremgå, at der kun vil kunne meddeles 3. instansbevillinger i civile sager, som indeholder spørgsmål af principiel karakter.

Herved opnås en tydelig understregning af, at to-instansprincippet er hovedreglen. Samtidig indebærer ændringen, at der ikke efter lovens ordlyd vil være grundlag for at kunne opfatte Højesterets behandling af en ansøgning om 3. instansbevilling som en egentlig 3. instansprøvelse.

Den nærmere udfyldning af kriteriet vil efter rådets opfattelse uden betænkelighed kunne overlades til Højesteret. Rådet har derfor afstået fra at forsøge udtømmende at opregne de typer af tilfælde, der vil kunne være omfattet af kriteriet.

Retsplejerådet finder alene grund til at fremhæve, at principiel interesse omfatter tilfælde, hvor der skønnes behov for af Højesteret at få fastlagt eller afstukket en praksis på området eller - efter en vis periode - at få afklaret, om en bestående retstilstand, udmålingspraksis m.v. bør ændres eller justeres.

I straffesager, hvor der ikke på samme måde som i civile sager er mulighed for at øve indflydelse på, om en sag skal anlægges ved byret eller landsret i 1. instans, foreslår Retsplejerådet i bet. 1222/1991 det gældende kriterium for anketilladelse opretholdt. Ved kæremål i straffesager foreslås den gældende formulering ændret, således at det - i overensstemmelse med den praksis, der følges i dag - af lovteksten fremgår, at der også ved kæremål af principiel karakter vil kunne meddeles 3. instansbevilling.

Det anføres nærmere herom i betænkningen, at kompetencefordelingen mellem retterne på strafferetsområdet er helt fastlagt i loven. Denne fordeling er ikke i samme omfang som på det civile område fastlagt efter, hvorvidt sagen er egnet til prøvelse for Højesteret. Også andre civile sager end principielle kan pådømmes af landsretten i 1. instans med fri prøvelsesadgang til Højesteret. Skulle kun rent principielle straffesager kunne prøves af Højesteret, ville der derfor ifølge Retsplejerådet for så vidt være en vis ubalance i forhold til det civile område.

Hvis der på strafferetsområdet i lovteksten sker en indskrænkning til sager af »principiel karakter«, vil det endvidere efter Retsplejerådets opfattelse kunne tages som udtryk for, at der i mindre omfang end hidtil skal gives 3. instansbevilling i straffesager. Efter rådets opfattelse bør dette ikke være tilfældet.

På den baggrund foreslår Retsplejerådet som nævnt, at det gældende kriterium for anketilladelse i straffesager bliver opretholdt, således at prøvelse for Højesteret kan ske, hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.

Ved kæremål foreslår Retsplejerådet som nævnt den samme formulering. Medtagelsen af kriteriet »principiel karakter« også for så vidt angår kæresager, vil ifølge rådet ikke være udtryk for en realitetsændring, og rådet finder derfor ikke nogen grund til at have en forskellig formulering ved anke og kære.

Vedrørende Retsplejerådets overvejelser om kriterierne for meddelelse af 3. instansbevilling henvises i øvrigt til betænkning nr. 1222/1991, s. 58 ff, hvor der også gives oplysninger om rådets tidligere behandling af disse spørgsmål.

4.4. Retsplejerådets overvejelser om tilladelser til appel uanset appelfristens udløb og 2. instansbevillinger

Retsplejerådet var efter kommissoriet alene blevet anmodet om at udarbejde forslag til en overførsel af kompetencen til at meddele 3. instansbevilling i civile sager og i straffesager.

Rådet fandt det imidlertid naturligt i forbindelse med behandlingen af spørgsmålet om overførsel af kompetencen til at meddele 3. instansbevilling også at overveje reglerne om meddelelse af tilladelser til appel uanset appelfristens udløb og 2. instansbevilling.

I betænkning nr. 698/1973 om behandling af borgerlige sager foreslog Retsplejerådet i forbindelse med et forslag om at overføre kompetencen til at meddele 3. instansbevilling til domstolene, at kompetencen til at meddele tilladelse til appel efter appelfristens udløb i civile sager skulle overføres til domstolene bl.a. under henvisning til, at en sådan ordning vil være arbejdsbesparende og medvirke til at nedbringe den tid, det tager at få en endelig retsafgørelse. Retsplejerådet omtaler i betænkningen de problemer, der vil kunne opstå, hvis kompetencen til at træffe afgørelse om tilladelse til appel efter appelfristens udløb fjernes fra den myndighed, som tager stilling til ansøgninger om fri proces, og hvis sagsbehandlingstid ofte bevirker, at appelfristerne overskrides. Rådet peger imidlertid på, at appellanten i sådanne tilfælde vil være nødt til selv (foreløbigt) at afholde udgifterne til retsafgift, og at rettens praksis med hensyn til at meddele tilladelse til appel uanset appelfristens udløb i sådanne tilfælde i øvrigt formentlig vil være mere lempelig. Retsplejerådet fandt det således i ovennævnte betænkning naturligt at foreslå kompetencen til at meddele tilladelse til appel uanset appelfristens udløb i civile sager overflyttet til domstolene i forbindelse med en overførsel af kompetencen til at meddele 3. instansbevilling.

I betænkning 1222/1991 om 3. instansbevilling og andre procesbevillinger anførte rådet endvidere, at en overførsel af kompetencen til at meddele 3. instansbevilling til domstolene indebærer, at domstolene i disse sager vil skulle tage stilling til, om en ansøgning kan behandles, selv om den ordinære frist for indgivelse af en sådan ansøgning er overskredet.

Retsplejerådet fandt af de ovenfor anførte grunde i betænkning 1222/1991 at burde udarbejde udkast til lovforslag, hvorefter også kompetencen til at meddele tilladelse til appel uanset appelfristens udløb overføres til domstolene.

Som nævnt fandt Retsplejerådet det naturligt i forbindelse med behandlingen af spørgsmålet om overførsel af kompetencen til at meddele 3. instansbevillinger også at behandle reglerne om 2. instansbevillinger.

Rådet henviste i den forbindelse også til, at det under Folketingets behandling af forslaget om appelbegrænsning i mindre civile sager, der blev gennemført ved lov nr. 396 af 13. juni 1990, af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Fremskridtspartiet blev fremhævet, at også disse tilladelser skulle flyttes væk fra Justitsministeriet i forbindelse med overførslen af kompetencen i sager om 3. instansbevilling.

Retsplejerådets foreslog, at kompetencen til at meddele 2. instansbevilling overføres fra Justitsministeriet til landsretterne. Der blev således ikke foreslået ændringer i kriterierne for meddelelse af 2. instansbevilling.

Justitsministeriet hørte en række myndigheder, organisationer m.v. over Retsplejerådets betænkning.

5. Lovforslag fremsat i Folketinget i 1992

Den 31. januar 1992 fremsatte den daværende justitsminister (Engell) på grundlag af betænkning nr. 1222/1991 forslag til lov om ændring af retsplejeloven m.v. (Ændring af kompetencereglerne for meddelelse af anke- og kæretilladelse) (L 215).

Forslaget blev ifølge de almindelige bemærkninger fremsat til opfyldelse af folketingsbeslutningen af 19. maj 1989 om ændring af retsplejelovens regler om 3. instansbevilling og havde til formål at overføre kompetencen til at meddele 3. instansbevillinger og andre procesbevillinger fra Justitsministeriet til retterne.

Lovforslaget blev 1. behandlet i Folketinget den 19. februar 1992.

Lovforslaget bortfaldt ved Folketingsårets udgang, men blev genfremsat den 7. oktober 1992 (L 34). Det nye lovforslag var en i det væsentlige uændret genfremsættelse af det forslag, der blev fremsat den 31. januar 1992.

Forslaget blev 1. behandlet i Folketinget den 28. oktober 1992.

Under 1. behandlingerne af lovforslagene blev det af en række partier anført, at man hellere så kompetencen overført til et særligt nævn.

På denne baggrund blev lovforslaget (L 34) efter regeringsskiftet i januar 1993 trukket tilbage, og justitsministeren (Pia Gjellerup) anmodede ved skrivelse af 11. marts 1993 Retsplejerådet om at beskrive og vurdere samt udarbejde udkast til nye regler om en ordning, hvorefter kompetencen til at meddele procesbevillinger overføres til et uafhængigt nævn.

Retsplejerådet afgav herefter i december 1993 betænkning nr. 1260/1993 om et procesbevillingsnævn.

6. Retsplejerådets betænkning nr. 1260/1993

6.1. Kommissoriet

Som nævnt blev Retsplejerådet den 11. marts 1993 anmodet om at beskrive og vurdere samt udarbejde udkast til nye regler om en ordning, hvorefter kompetencen til at meddele procesbevillinger overføres til et uafhængigt nævn. Ifølge kommissoriet burde rådet ved behandlingen af dette spørgsmål være opmærksom på de synspunkter vedrørende et sådant nævn, der fremkom i forbindelse med Folketingets behandlinger af lovforslagene om overførelse af procesbevillingerne fra Justitsministeriet til domstolene.

Det følger således at kommissoriet, at Retsplejerådet ikke har haft til opgave mere generelt at redegøre for fordele og ulemper ved den bestående ordning, hvorefter kompetencen til at træffe afgørelser om procesbevillinger er henlagt til Justitsministeriet. Retsplejerådet har endvidere ikke fået til opgave at stille forslag om og argumentere for andre mulige løsningsmodeller end nævnsordningen som alternativ til Justitsministeriet.

Retsplejerådet anfører, at i og med at rådet er bedt om bl.a. at vurdere en ordning, hvorefter kompetencen til at meddele procesbevillinger henlægges til et uafhængigt nævn, er rådet dog på den anden side ikke afskåret fra på ny at fremføre - og eventuelt uddybe - de indvendinger, der efter rådets opfattelse måtte være mod en ordning som den nævnte.

Rådet bemærker endvidere, at det ved sine overvejelser angående udformningen af forslag til konkrete regler om en nævnsordning har tillagt det afgørende betydning at finde en løsning, der så vidt muligt på den ene side tilgodeser de synspunkter med hensyn til det ønskelige i at etablere et sådant nævn, som fremkom under folketingsbehandlingen, og på den anden side afbøder de betænkeligheder, som en nævnsordning efter rådets opfattelse kan give anledning til.

6.2. Retsplejerådets principielle synspunkter vedrørende adgangen til at opnå procesbevillinger og kompetencen til at meddele sådanne bevillinger

Retsplejerådet anfører, at det danske retsplejesystem er kendetegnet ved et to-instansprincip. Dette indebærer, at alle sager - som udgangspunkt - kan forlanges behandles i to retsinstanser uden særlig tilladelse, men omvendt ikke kan kræves indbragt for Højesteret som tredjeinstans, medmindre der meddeles en særlig tilladelse hertil. Til grund for denne begrænsning ligger i første række indlysende ressource- og effektivitetsmæssige hensyn. Men også vægtige retssikkerhedsmæssige betragtninger - navnlig hensynet til at sikre, at en 3- instansprøvelse ikke i almindelighed kommer til at indebære en langvarig retssagsbehandling - taler herfor.

Retsplejeloven bygger - i overensstemmelse med to-instansprincippet - på det grundsynspunkt, at de sager, som efter deres karakter bør kunne indbringes for Højesteret, skal pådømmes i 1. instans ved en af landsretterne (eller Sø- og Handelsretten). For de civile sager følger dette navnlig af reglerne i retsplejelovens §§ 226 og 227, der fastlægger kriterierne for, hvilke sager der kan anlægges ved eller begæres henvist til landsret som 1. instans. I disse sager er der fri adgang til at appellere til Højesteret som 2. instans, og den helt overvejende del af de civile sager, som behandles af Højesteret, hører da også til denne kategori. Af straffesagerne kan alene nævningesager indbringes for Højesteret uden tilladelse. Højesteret har heller ikke i sådanne straffesager adgang til at prøve bevisbedømmelsen.

Det er Retsplejerådets opfattelse, at de synspunkter, der ligger til grund for instansfølgen, i sig selv er udtryk for, at meddelelsen af 3. instansbevillinger skal have et begrænset omfang, og at denne undtagelsesvise karakter skal være kendt for sagens parter, bl.a. for derved at modvirke indgivelse af et stort antal ugrundede ansøgninger.

Hertil kommer imidlertid, at en almindelig adgang til at indbringe afgørelser for Højesteret ville gøre det umuligt for Højesteret at udfylde sin rolle som rigets øverste domstol, hvis vigtigste funktion er at træffe de principielle og praksisdannende afgørelser. I den redegørelse af 8. maj 1989, der er optrykt som bilag 3 i Retsplejerådets betænkning nr. 1222/1991, har Højesteret således givet udtryk for, at en årlig sagstilgang på mere end knap 500 sager må befrygtes at give anledning til en uheldig sagsophobning og dermed uundgåeligt komme til at sinke sagsafviklingen, herunder også af principielle sager, væsentligt. De sagstyper, der som nævnt uden tilladelse kan indbringes for Højesteret, udfylder i det væsentlige den sagsportefølge, som Højesteret har kapacitet til at behandle, og 3. instansbevillingerne må derfor begrænses til et meget beskedent antal, hvis ikke sagsafviklingen ved retten skal forsinkes med en væsentlig forlængelse af berammelsestiden til følge.

En styrkelse af Højesterets kapacitet ville vel kunne tilvejebringes i form af en forøgelse af dommertallet, men en sådan løsning må af hensyn til rettens funktionsmuligheder give anledning til tungtvejende betænkeligheder. Hensynet til retsenheden taler således afgørende for, at antallet af dommere i Højesteret forbliver på det nuværende niveau, og at Højesteret ikke virker i mere end to afdelinger.

Det er derfor fortsat rådets opfattelse, at meddelelse af 3. instansbevilling i civile sager og som udgangspunkt også i straffesager bør forudsætte, at sagen vedrører spørgsmål af principiel karakter.

Om en konkret sag opfylder de nødvendige meget snævre betingelser for, at tilladelse kan meddeles, må efter rådets opfattelse afgøres efter faste og ensartede kriterier og ikke ud fra mere skønsmæssigt prægede vurderinger, konkrete begrundelser, interesseafvejninger eller usikre formodninger om en ændret afgørelse i appelinstansen. I hidtidig praksis er procesbevillingsordningen administreret i overensstemmelse hermed, idet der er givet afslag i over 80 pct. af straffesagerne og i over 90 pct. af de civile sager.

Retsplejerådet tillægger det afgørende betydning, at dette forhold ikke ændres i forbindelse med en eventuel flytning af kompetencen til at meddele procesbevillinger. Ikke mindst af hensyn hertil har Retsplejerådet i betænkning nr. 1222/1991 givet udtryk for, at rådet må foretrække, at kompetencen til at meddele procesbevillinger - i lighed med hvad der gælder i andre lande, hvor domstolsafgørelser ikke frit kan appelleres til en højere instans - i givet fald henlægges til de almindelige domstole. Rådet fandt, at henlæggelse af kompetencen til et nævn uden for retssystemet vil kunne føre til en mere usikker praksis og til, at der gives bevillinger i tilfælde, hvor begrundelsen (overvejende) er konkret (betænkningen side 52).

Retsplejerådet påpeger, at det fortsat er rådets opfattelse, at kompetencen i givet fald bør henlægges til de almindelige domstole.

Såfremt kompetencen til at meddele procesbevillinger imidlertid ikke ønskes henlagt til de almindelige domstole som et led i den judicielle proces, men til et nævn, kan Retsplejerådet tilslutte sig, at dette som forudsat under folketingsbehandlingen kommer til at virke som et uafhængigt og uvildigt organ. Retsplejerådet må dog på baggrund af det anførte samtidig lægge afgørende vægt på, at nævnet sammensættes og organiseres på en måde, der muliggør, at det kan virke i nær tilknytning til retssystemet. Dette er efter rådets opfattelse en nødvendig forudsætning for, at denne specielle og restriktive kompetence kan henlægges til et sådant organ.

Retsplejerådet finder, at de for kompetencevalget afgørende hensyn bedst kan tilgodeses ved at vælge en model for nævnets organisation og sammensætning, der svarer til Den Særlige Klagerets i sager om genoptagelse af straffesager. Dette indebærer, at procesbevillingsnævnet oprettes som et særlig organ i tilknytning til Højesteret og sammensættes med en højesteretsdommer som formand og en landsdommer, en byretsdommer, en advokat og en universitetslærer i retsvidenskab som øvrige medlemmer.

Et sådant nævn vil efter Retsplejerådets opfattelse fuldt ud opfylde kravene om uafhængighed og uvildighed. Det vil endvidere tilgodese ønsket om, at organet skal virke i nær tilknytning til de almindelige domstole uden at være en del af disse og samtidig have den forudsatte bredere, faglige sammensætning end et sædvanligt domstolsorgan. Omvendt vil et nævn sammensat med et større antal medlemmer efter Retsplejerådets opfattelse være uheldigt, idet det vil vanskeliggøre en hurtig og smidig afvikling af sagerne.

Retsplejerådet bemærker, at når rådet i de tidligere afgivne betænkninger har udtalt sig imod at henlægge kompetencen til at meddele procesbevillinger til Den Særlige Klageret, har det navnlig sammenhæng med ønsket om ikke at overbelaste klageretten og forbeholde denne et nøje begrænset kompetenceområde af ekstraordinære sagstyper. Der ligger ikke heri nogen afstandtagen fra, at et eventuelt procesbevillingsnævn i givet fald opbygges og sammensættes efter samme retningslinier som klageretten i sager om genoptagelse af straffesager. Retsplejerådet har i betænkning nr. 1222/1991 udtalt sig imod en nævnsmodel også med henvisning til, at det forventede antal sager næppe vil kunne behandles af et nævn af sædvanlig størrelse, hvis medlemmer forudsættes at have et andet juridisk hovederhverv. Denne indvending gør sig også gældende i forhold til et procesbevillingsnævn efter de angivne retningslinier. Det er dog rådets opfattelse, at indvendingen i ikke uvæsentlig grad vil kunne imødegås ved en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af procesbevillingsnævnets arbejdsform, jf. nedenfor.

6.3. Retsplejerådets overvejelser om udformningen af et procesbevillingsnævn

Retsplejerådet har ved sine overvejelser om, hvorledes et procesbevillingsnævn konkret vil kunne organiseres, og hvilke regler der i givet fald bør gælde for sagsbehandlingen, taget udgangspunkt i de ovenfor anførte forudsætninger.

Et procesbevillingsnævn bør efter Retsplejerådets opfattelse som udgangspunkt tage stilling til de procesbevillinger, som i dag behandles af Justitsministeriet. Procesbevillingsnævnet bør således også meddele 2. instansbevillinger.

For så vidt angår tilladelser til appel uanset appelfristens udløb i civile sager finder Retsplejerådet det dog mest nærliggende og hensigtsmæssigt, at disse overføres til domstolene. Herved vil man opnå parallellitet til behandlingen af ansøgninger om tilladelse til appel uanset appelfristens udløb inden for strafferetsplejen, som allerede efter gældende ret behandles af de almindelige domstole.

Retsplejerådet finder som nævnt, at det uafhængige procesbevillingsnævn bør bestå af en højesteretsdommer (formand), en landsdommer, en byretsdommer, en advokat med møderet for Højesteret og en universitetslærer i retsvidenskab eller en anden jurist med særlig videnskabelig uddannelse. Dette vil svare til sammensætningen af Den Særlige Klageret. En sådan sammensætning vil opfylde de krav, der er anført i afsnit 6.2. ovenfor, og bl.a. af hensyn til sagsbehandlingen er det efter Retsplejerådets opfattelse afgørende, at nævnet kun har disse fem medlemmer og dermed tillige en begrænset størrelse.

Formanden og medlemmerne bør udnævnes af kongen, de fire førstnævnte medlemmer efter indstilling fra henholdsvis Højesteret, landsretterne, Den Danske Dommerforening og Advokatrådet. Der bør ligeledes beskikkes suppleanter.

Formanden vil eventuelt - afhængigt af arbejdets omfang og suppleantens deltagelse i sagsbehandlingen - kunne udføre hvervet i procesbevillingsnævnet som en hovedbeskæftigelse i beskikkelsesperioden.

For at understrege nævnets uafhængighed, men dog tilknytning til domstolssystemet, bør lovreglerne om nævnets virksomhed efter rådets opfattelse placeres i retsplejeloven som et nyt kapitel 1 a og dets virksomhed udtømmende reguleres ved reglerne i retsplejeloven og nævnets forretningsorden.

Retsplejerådet har overvejet, for hvor lang tid medlemmerne bør beskikkes, og om der bør kunne ske genbeskikkelse. For en forholdsvis lang beskikkelsesperiode taler især hensynet til kontinuiteten i nævnets arbejde og opbyggelsen af en fast nævnspraksis. For en kortere beskikkelsesperiode taler bl.a. hensynet til, at medlemmerne ikke igennem en længere periode pålægges at yde en stor arbejdsindsats uden for deres hovedbeskæftigelse. Et eventuelt forbud mod genbeskikkelse vil være med til at betone og sikre nævnsmedlemmernes uafhængighed. Gives der mulighed for genbeskikkelse, vil det styrke uafhængigheden, at medlemmet har ret til genbeskikkelse, således at det ikke skal bero på en ny beskikkelse.

Efter en afvejning af disse hensyn foreslår Retsplejerådet, at medlemmerne beskikkes for to år med ret til genbeskikkelse i endnu 2 år. Inden for beskikkelses- og genbeskikkelsesperioden bør intet medlem kunne afsættes uden ved dom efter de regler, som gælder for dommere.

Medlemmerne bør ikke kunne fortsætte i nævnet, hvis betingelserne for beskikkelse ikke længere er tilstede.

Retsplejerådet har drøftet, hvorvidt nævnet bør arbejde i flere afdelinger. Det forventede sagsantal kunne tale for en sådan løsning. På den anden side knytter der sig dog væsentlige betænkeligheder til en ordning, hvor nævnet arbejder i flere afdelinger. Det vil således kunne være vanskeligt at fastholde en fælles praksis mellem afdelingerne. Hertil kommer bl.a. hensynet til at undgå, at et større antal højesteretsdommere knyttes til nævnet. Oprettelsen af et nævn med en række afdelinger vil endvidere stemme mindre godt med de almindelige bestræbelser på at begrænse ressourceforbruget i den offentlige sektor.

Som nævnt foreslår Retsplejerådet derfor, at nævnet ikke deles op i flere afdelinger, men består af 5 medlemmer og 5 suppleanter.

I lighed med, hvad der gælder for retter med flere medlemmer, herunder Den Særlige Klageret, vil afgørelser i tilfælde af uenighed skulle træffes ved almindeligt stemmeflertal.

Hvis det skal være realistisk at behandle et relativt stort antal sager i et nævn, der alene arbejder med en afdeling, forudsætter det til gengæld efter Retsplejerådets opfattelse, at der fastsættes nogle ganske fleksible regler for sagsbehandlingen. Rammen for procesbevillingsnævnets arbejde bør fremgå af loven, men det vil efter rådets opfattelse være ubetænkeligt at overlade fastsættelsen af detaljerede regler til nævnet selv. Dette vil kunne ske i form af en forretningsorden. Herved opnås det også, at procesbevillingsnævnet kan tilpasse sine sagsbehandlingsregler efter de erfaringer, som gøres med sagernes behandling. Forretningsordenen må også give bestemmelser om bl.a. indhentning og videregivelse af oplysninger til brug ved sagernes behandling, inhabilitet, protokollering, nævnsmøder, rådslagning, afstemninger og afgørelsesform. Endvidere vil forretningsordenen også kunne indeholde bestemmelser om ansøgningernes form, bilag m.v.

Retsplejerådet forestiller sig således, at nævnet differentierer sin sagsbehandlingsform alt efter, hvilke sager der skal behandles. Der vil således kunne anvendes forskellig fremgangsmåde ved behandlingen af ansøgninger om 2. instansbevilling og sager om 3. instansbevilling, og sagerne bør efter deres karakter kunne afgøres af nævnet såvel efter skriftlig som mundtlig votering.

Retsplejerådet påpeger, at der er et særligt hensyn at tage til, at sagsbehandlingen ved nævnet ikke får en sådan karakter, at nævnets afgørelse for borgerne kan komme til at fremstå som en afgørelse af selve den sag, hvor tilladelse til appel søges. Retsplejerådet foreslår derfor, at der ikke skal være adgang til mundtlig procedure for nævnet. Endvidere foreslås det, at nævnets afgørelser skal træffes ved beslutning, der ikke nærmere begrundes og ikke kan indbringes for anden myndighed. Beslutningerne bør dog kunne omgøres af nævnet selv.

Den foreslåede, særlige sammensætning af nævnet kunne tilsige, at nævnet som udgangspunkt kun bør være beslutningsdygtigt, når samtlige medlemmer deltager i afgørelsen. Når et medlem ikke kan deltage i behandlingen, måtte der således indkaldes en suppleant. En sådan ordning bør dog ikke fastsættes.

Det vil tværtimod være nødvendigt for en hurtig og fleksibel sagsbehandling, og for at nævnet kan virke med den foreslåede sammensætning, at nævnet kan delegere til formanden at meddele afslag i særligt klare sager. Det kan således dreje sig om sager, hvor der foreligger fristoverskridelser, eller hvor det i øvrigt er åbenbart, at der ikke kan meddeles tilladelse, navnlig fordi den påberåbte ankegrund efter loven ikke kan føre til en tilladelse (f.eks. ønskes Højesterets prøvelse af skyldsspørgsmål). Nævnet bør eventuelt også kunne bemyndige formanden til at træffe afgørelse i visse sagskategorier, f.eks. hvor nævnet har opbygget en fast praksis.

Der bør endvidere efter Retsplejerådets opfattelse lægges op til, at visse sager efter nævnets nærmere bestemmelse i forretningsordenen eller i den konkrete sag kan afgøres af tre nævnsmedlemmer (en dommer, en advokat og en universitetsjurist). Retsplejerådet finder ikke at burde udtale sig endeligt om, i hvilket omfang en sådan bemyndigelse bør benyttes i praksis, idet dette må afhænge af de erfaringer, som gøres med sagsbehandlingen i nævnet. Det vil dog generelt være velbegrundet, at sager om meddelelse af 2. instansbevilling, hvor en mindre restriktiv praksis følges, og hvor sagerne normalt er af mindre kompliceret karakter eller af mindre betydning, behandles af tre nævnsmedlemmer alene. Når en sag behandles af tre nævnsmedlemmer, vil det være nærliggende at åbne mulighed for, at sagen efter anmodning fra et af disse medlemmer skal overgå til behandling i det samlede nævn.

Efter Retsplejerådets opfattelse må mange sager kunne afgøres efter cirkulation og skriftlig votering, således som det f.eks. praktiseres i Den Særlige Klageret. Et medlem vil i den forbindelse kunne anmode om en mundtlig votering. Dette bør formentlig også kunne ske i sager, der alene behandles af tre medlemmer. Retsplejerådet lægger vægt på, at man med en sådan ordning vil kunne opnå en hurtig og smidig sagsbehandling.

Retsplejerådet anfører, at et procesbevillingsnævn vil have brug for en effektiv og kompetent sekretariatsbistand. Efter Retsplejerådets opfattelse vil det være nærliggende, at sekretariatet fysisk placeres i Højesteret, bl.a. fordi nævnets formand derved vil kunne have daglig personlig kontakt med sekretariatet. Mere principielt taler det også for en sådan placering af sekretariatet, at procesbevillingsnævnets uafhængighed af den offentlige forvaltning derved betones.

Retsplejerådet forudsætter, at sekretariatet besættes med en sekretariatsleder og et antal fuldmægtige, der som udgangspunkt indgår i et sædvanligt karriereforløb inden for justitsvæsenet. Herved sikres det, at sagerne forberedes af medarbejdere, der på forhånd har kvalifikationer og indsigt dels i juridiske spørgsmål generelt, dels i processuelle spørgsmål og domstolsforhold i særdeleshed. Det er i denne forbindelse vigtigt, at medarbejdernes erfaringer ikke blot er af abstrakt karakter, men at de normalt har praktisk indsigt i forskellige sider af retslivet.

Sekretariatet vil kunne oplyse sagerne, foretage de nødvendige høringer, udarbejde sagsfremstillinger, redegørelser for hidtidig rets- og nævnspraksis og begrundede indstillinger, alt efter reglerne i forretningsordenen og nævnets nærmere bestemmelse i de enkelte sager.

Retsplejerådet foreslår, at procesbevillingsnævnet hvert år skal offentliggøre en beretning om sin virksomhed, herunder om antallet af modtagne ansøgninger, sagernes afgørelse m.v.

I sager, der behandles efter strafferetsplejens regler, vil det offentlige altid være part og have mulighed for eventuelt at søge en procesbevilling. Behandles en sag derimod i den borgerlige retsplejes former, vil sagens retsspørgsmål meget vel kunne have væsentlig betydning for den offentlige forvaltnings behandling af spørgsmål af samme art, uden at det offentlige har adgang til at søge 3. instansbevilling for at få spørgsmålet endeligt afgjort ved Højesteret. Dette vil således være tilfældet, hvor begge en borgerlig sags parter er private. Efter Retsplejerådets opfattelse vil det være hensigtsmæssigt at åbne mulighed for, at det offentlige i sådanne tilfælde får mulighed for at støtte en parts ansøgning til procesbevillingsnævnet, forudsat at det offentlige er indtrådt i sagen til støtte for parten eller agter at gøre det.

7. Justitsministeriets overvejelser

På baggrund af Folketingsbeslutningen af 19. maj 1989 og af Folketingets forhandlinger om emnet den 19. februar og den 28. oktober 1992 har Retsplejerådet af Justitsministeriet fået til opgave at udarbejde et forslag til, hvorledes kompetencen til at meddele procesbevillinger kan overføres til et uafhængigt nævn. Retsplejerådets lovudkast findes i betænkning nr. 1260/1993.

Lovforslaget svarer - med nogle enkelte ændringer - til Retsplejerådets lovudkast.

Et nævn som det foreslåede vil fuldt ud opfylde kravene om uafhængighed og uvildighed samt en bred faglig sammensætning. Samtidig vil nævnet - uden at være en del af domstolssystemet - tilgodese behovet for, at afgørelserne træffes på baggrund af et særligt kendskab ikke blot til generelle juridiske spørgsmål, men også til retsvæsenets forhold.

I sager, der behandles efter strafferetsplejens regler, vil det offentlige altid være part og have mulighed for eventuelt at søge en procesbevilling. Det offentlige vil i den forbindelse kunne redegøre for de principielle aspekter i en sag, der taler for, at nævnet meddeler tilladelse.

For så vidt angår civile sager foreslås det - i overensstemmelse med Retsplejerådets forslag - at indføre en formel regel om offentlige myndigheders mulighed for ved en skriftlig erklæring at støtte en procesparts ansøgning til procesbevillingsnævnet.

Efter retsplejelovens § 252, stk. 2, kan vedkommende myndighed indtræde i en civil sag til støtte for en af parterne, hvis afgørelsen af sagens retsspørgsmål har væsentlig betydning for den offentlige forvaltnings behandling af samme spørgsmål eller spørgsmål af samme art, og indtræden kan ske uden væsentlig ulempe for sagens behandling. Hvis en offentlig myndighed på denne måde er indtrådt eller agter at indtræde i en civil sag, foreslås det, at myndigheden også skal kunne støtte partens ansøgning til procesbevillingsnævnet med en skriftlig erklæring.

Som nævnt ovenfor i punkt 1.1. er det i øvrigt forudsat, at regeringen skal kunne rette henvendelse til procesbevillingsnævnet og pege på behovet for, at der i en bestemt type sager meddeles 3. instansbevilling.

Det er efter Justitsministeriets opfattelse vigtigt, at nævnets afgørelser ikke for borgerne kommer til at fremstå som en afgørelse af selve sagen. På denne baggrund er Justitsministeriet enig med Retsplejerådet i, at nævnets afgørelser bør træffes ved beslutninger, der ikke nærmere begrundes.

Retsplejelovens regler om beslutninger i retsplejen vil ikke finde anvendelse på nævnets afgørelser, men det forudsættes, at beslutningerne kan omgøres af nævnet selv, såfremt der findes anledning hertil.

Retsplejerådets forslag om et procesbevillingsnævn forudsætter, at kriterierne for meddelelse af procesbevillinger udformes som foreslået i betænkning nr. 1222/1991 om 3. instansbevillinger og andre procesbevillinger.

Denne udformning af kriterierne for meddelelse af procesbevillinger blev også lagt til grund i de to tidligere lovforslag, hvorved kompetencen blev foreslået overført til domstolene.

Justitsministeriet finder fortsat - i overensstemmelse med Retsplejerådet - at kriteriet for meddelelse af 3. instansbevilling i civile anke- og kæresager bør ændres, således at meddelelse af tilladelse forudsætter, at sagen vedrører spørgsmål af principiel karakter.

Dette forslag er navnlig begrundet i, at henvisningsreglerne, der indebærer, at civile sager kan henvises fra byret til landsret, må anses for velegnede til at regulere, hvilke sager der skal kunne indbringes for Højesteret, således at denne domstol bevarer en usvækket placering i retssystemet.

Ved kæremål i straffesager foreslås den gældende formulering af kriteriet ændret, således at det - i overensstemmelse med den praksis, der følges i dag - af lovteksten fremgår, at der også ved kæremål af principiel karakter vil kunne meddeles 3. instansbevilling.

Der foreslås ikke på nuværende tidspunkt ændringer i bestemmelser om procesbevillinger i særlovgivningen eller i den særlige lovgivning for Grønland og Færøerne. Efter Justitsministeriets opfattelse vil det nemlig være mest hensigtsmæssigt at gennemføre sådanne konsekvensændringer i lovgivningen - og i den forbindelse en høring af de grønlandske og færøske hjemmestyremyndigheder - når de grundlæggende spørgsmål vedrørende kompetencen til at meddele procesbevillinger og kriterierne for bevillingerne er afklaret ved Folketingets behandling af nærværende lovforslag. Såfremt lovforslaget vedtages, vil der i begyndelsen af næste folketingssamling blive fremsat et lovforslag, som indeholder disse konsekvensrettelser. En lov med konsekvensrettelserne vil således kunne træde i kraft samtidig med, at procesbevillingsnævnet påbegynder sin virksomhed (1. januar 1996).

8. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Overflytning af kompetencen til at meddele 2. og 3. instansbevillinger til et procesbevillingsnævn vil medføre en række merudgifter. Overflytning af de pågældende sagsområder vil samtidig medføre besparelser i Justitsministeriets departement. Forslaget om overflytning af kompetencen til at meddele tilladelse til appel uanset appelfristens udløb (oprejsningsbevillinger) i civile sager til domstolene vil medføre en beskeden besparelse i Civilretsdirektoratet og en tilsvarende merbelastning af retterne.

For domstolenes vedkommende skønner Justitsministeriet, at det arbejde, der vil være forbundet med hvervet som formand for procesbevillingsnævnet, vil have et sådant omfang, at den pågældende højesteretsdommer vil skulle udføre hvervet som hovedbeskæftigelse i beskikkelsesperioden. Der vil således være behov for at udvide Højesteret med 1 årsværk som højesteretsdommer.

Forslaget vil endvidere nødvendiggøre ressourcetilførsel til byretterne og landsretterne som følge af det arbejde, der vil være forbundet med landsdommeres og byretsdommeres hverv som medlemmer og suppleanter af procesbevillingsnævnet. Hertil kommer den merbelastning af landsretterne, der er en følge af overflytning af kompetencen til at meddele tilladelse til appel uanset appelfristens udløb i civile sager til retterne.

Der foreslås på denne baggrund hjemmel til at oprette 1 årsværk som landsdommer og 1 årsværk som byretsdommer. Den nærmere tilrettelæggelse af dommernes medvirken vil blive drøftet med domstolene.

Under de nævnte forudsætninger skønnes merudgifterne ved retterne at udgøre ca. 1,8 mio. kr., heraf lønsum ca. 1,6 mio. kr.

Oprettelse af et procesbevillingsnævn vil herudover medføre udgifter til blandt andet vederlæggelse af medlemmerne, ansættelse af personale til sekretariatet, udgifter til lokaler, indretningsudgifter og almindelige driftsudgifter.

Et skøn over de samlede udgifter er på nuværende tidspunkt behæftet med betydelig usikkerhed, idet udgifternes størrelse blandt andet beror på antallet af sager og den nærmere arbejdsform i nævnet, herunder hvor mange sager, der kan behandles henholdsvis mundtligt og skriftligt. På baggrund af det nuværende sagsantal skønner Justitsministeriet, at der vil være behov for i alt ca. 13 årsværk i sekretariatet, herunder en sekretariatschef i bevillingslønramme 37. De årlige merudgifter kan inklusive udgifter til vederlæggelse og driftsomkostninger antages at beløbe sig til i størrelsesordenen 5,8 mio. kr., heraf lønsum 4,8 mio. kr.

Hertil kommer samlede etableringsudgifter til indretning af lokaler m.v. på ca. 1,6 mio. kr.

De samlede årlige besparelser i Justitsministeriets departement og Civilretsdirektoratet vil være omkring 9,3 årsværk svarende til ca. 3,3 mio. kr., heraf lønsum ca. 2,5 mio. kr.

Finansieringen af merudgifterne vil indgå i fastlæggelsen af Justitsministeriets rammer på de årlige bevillingslove.

Lovforslaget har ingen miljømæssige eller erhvervsøkonomiske konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder m.v.

Betænkning nr. 1260/1993 om et procesbevillingsnævn har været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer: Præsidenten for Højesteret, præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns Byret, Retten i Århus, Retten i Odense, Retten i Aalborg og Retten i Roskilde, Den danske Dommerforening, Rigsadvokaten, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politidirektøren i København, Foreningen af Dommerfuldmægtige i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Advokatrådet og Civilretsdirektoratet. Endvidere er samtlige ministerier hørt over betænkningen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilag 1 til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de gældende regler.

Om begrundelsen for de foretagne ændringer henvises til de almindelige bemærkninger. I bemærkningerne til de enkelte bestemmelser er der således i hovedsagen alene anført, hvori ændringerne i forhold til gældende ret består.

Til § 1

Til nr. 1

Justitsministeriet skønner, at det arbejde, der vil være forbundet med hvervet som formand for procesbevillingsnævnet, vil have et sådant omfang, at den pågældende højesteretsdommer vil skulle udføre hvervet som hovedbeskæftigelse i beskikkelsesperioden. Det foreslås på den baggrund at udvide Højesteret med en højesteretsdommer.

Til nr. 2

Ved den foreslåede § 22 henlægges visse procesbevillinger, nemlig 2. og 3. instansbevillingerne, der i dag meddeles af Justitsministeriet efter reglerne i retsplejeloven, til et uafhængigt procesbevillingsnævn.

Efter forslaget skal nævnet behandle ansøgninger om meddelelse af 2. og 3. instansbevilling »efter regler i denne lov og anden lovgivning«. Som omtalt i de almindelige bemærkninger, afsnit 7, vil et lovforslag med konsekvensrettelser vedrørende særlovgivningen og den særlige lovgivning for Grønland og Færøerne blive fremsat i begyndelsen af næste folketingssamling, såfremt nærværende lovforslag vedtages. I så fald vil konsekvensændringerne kunne træde i kraft samtidig med, at procesbevillingsnævnet påbegynder sin virksomhed.

Det forudsættes, at nævnsbehandlingen skal være gratis for ansøgerne, og at der ikke skal kunne pålægges sagsomkostninger i anledning af nævnsbehandlingen.

På baggrund af den sammensætning, der kendes fra Den Særlige Klageret, foreslås det i § 23, at nævnet skal bestå af 5 medlemmer, nemlig en højesteretsdommer, en landsdommer, en byretsdommer, en advokat og en universitetslærer i retsvidenskab eller en anden jurist med særlig videnskabelig uddannelse. Beskikkelsesperioden er to år med ret til genbeskikkelse i to år. Med henblik på at sikre, at nævnets arbejde kan tilrettelægges på en smidig og hensigtsmæssig måde, foreslås det, at der skal kunne beskikkes mere end en suppleant for hvert medlem. Udtræder et medlem inden periodens udløb, herunder i medfør af den foreslåede § 24, beskikkes en af medlemmets suppleanter for resten af perioden, og der beskikkes en ny suppleant ligeledes for resten af perioden. I øvrigt vil nærmere regler om indkaldelse af suppleanter kunne gives i forretningsordenen, som nævnet selv fastsætter, jf. den foreslåede § 25.

Nævnets formand er højesteretsdommeren.

Nævnet etableres ikke som en del af den offentlige forvaltning. Dette indebærer bl.a., at nævnet ikke er omfattet af offentlighedsloven, forvaltningsloven og ombudsmandsloven.

I § 26 foreslås det, at procesbevillingsnævnet årligt skal offentliggøre en beretning om sin virksomhed. Da nævnets afgørelser ikke nærmere skal begrundes, forudsættes det, at beretningen især vil omfatte oplysninger af statistisk og administrativ karakter.

Det foreslås endvidere, at der til procesbevillingsnævnet skal knyttes et sekretariat.

Endelig foreslås det i § 27, at offentlige myndigheder skal have hjemmel til at støtte en parts ansøgning til procesbevillingsnævnet, såfremt myndigheden er indtrådt eller agter at indtræde i sagen i medfør af retsplejelovens § 252, stk. 2. Efter denne bestemmelse kan en offentlig myndighed indtræde i en borgerlig sag til støtte for en af parterne, hvis afgørelsen af sagens retsspørgsmål har væsentlig betydning for den offentlige forvaltnings behandling af samme spørgsmål. Det er endvidere en betingelse, at myndighedens indtræden kan ske uden væsentlig ulempe for sagens behandling.

Til nr. 3, 4, 8, 9 og 15

Forslaget indebærer, at kompetencen til at meddele 2. instansbevilling i civile sager og fogedsager vedrørende krav m.v. på højst 10.000 kr. overføres til procesbevillingsnævnet. De gældende kriterier for meddelelse af 2. instansbevilling og praksis på dette område foreslås opretholdt uændret.

Til nr. 5, 6 og 22

Kompetencen til at meddele 3. instansbevilling til anke i civile sager og i skiftesager foreslås overført til procesbevillingsnævnet. Efter gældende ret kan Justitsministeriet meddele 3. instansbevilling, hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde iøvrigt taler derfor. Efter forslaget forudsætter 3. instansbevilling, at sagen er af principiel karakter. Der henvises herved til de almindelige bemærkninger til lovforslaget, afsnit 4.3., afsnit 6.2. og afsnit 7.

Til nr. 7, 11, 13 og 19-21

Forslagene indebærer, at kompetencen til i civile sager, fogedsager og skiftesager at give tilladelse til anke eller kære efter appelfristens udløb (oprejsningsbevillinger) overføres til appelinstansen. Reglerne foreslås i øvrigt ikke ændret. Det betyder f.eks., at såfremt der er givet tilladelse til at indbringe en sag for landsretten eller Højesteret efter appelfristens udløb, vil den pågældende part derefter skulle iværksætte selve appelsagen med indgivelse af ankestævning eller kæreskrift til retten.

Afgørelse om tilladelse i disse sager skal træffes ved kendelse. Afgørelsen træffes som hovedregel efter skriftlig behandling på grundlag af ansøgningen. Dog kan retten bestemme, at der skal foretages mundtlig forhandling, hvis særlige grunde taler derfor, jf. henvisningen til § 398. Træffes afgørelsen på skriftligt grundlag, bør modparten have mulighed for at fremkomme med eventuelle bemærkninger til ansøgningen, medmindre retten finder, at ansøgningen kan afslås på det foreliggende grundlag. Landsrettens afgørelse om oprejsningsbevilling kan kun indbringes for Højesteret i medfør af en særskilt procesbevilling, jf. henvisningen til § 392, stk. 2. Dette svarer til, hvad der i dag gælder i straffesager.

Til nr. 10 og 17

Forslagene indebærer, at kompetencen til at meddele tilladelse til kære til Højesteret i civile sager og i fogedsager overføres til procesbevillingsnævnet, og at kriterierne for at opnå tilladelse til prøvelse ved Højesteret ændres fra »særlige grunde« til spørgsmål af »principiel karakter«.

Til nr. 12

Kompetencen til at meddele tilladelse til at indbringe en afgørelse om administrativ frihedsberøvelse for retten efter udløbet af fristen foreslås overført til den byret, som i øvrigt vil være kompetent til at behandle sagen. Retten træffer ved kendelse afgørelse om spørgsmålet, og der foreslås i øvrigt ikke fastsat særlige processuelle regler for disse sager.

Til nr. 14 og 16

De gældende bestemmelser om adgangen til særskilt at kære fogedrettens afgørelse om sagsomkostninger foreslås flyttet til retsplejelovens kapitel 53 om appel af fogedrettens afgørelser.

Kompetencen til at meddele tilladelse til at indbringe fogedrettens afgørelse om sagsomkostninger, der er fastsat til højst 10.000 kr., foreslås på samme måde som for så vidt angår de øvrige 2. instansbevillinger overført til procesbevillingsnævnet.

Fristen for indgivelse af ansøgning om tilladelse til kære af omkostningsafgørelser i fogedsager foreslås samtidig bragt i overensstemmelse med de frister, der gælder for indgivelse af ansøgning om tilladelse til kære af omkostningsafgørelser i andre civile sager, dvs. 2 uger, jf. forslagene til § 389, stk. 3, og § 391, stk. 2.

Til nr. 18 og 23

Der er alene tale om konsekvensændringer.

Til nr. 24 og 25

Kompetencen til at meddele 2. instansbevilling i straffesager foreslås overført til procesbevillingsnævnet. De gældende kriterier for meddelelse af 2. instansbevilling foreslås opretholdt uændret.

Til nr. 26-28

Kompetencen til at meddele 3. instansbevilling i straffesager foreslås overført til procesbevillingsnævnet.

For så vidt angår tilladelse til ved anke at indbringe en straffesag for Højesteret som 3. instans, foreslås de gældende kriterier opretholdt, dvs., at sagen skal være af principiel karakter, eller at særlige grunde i øvrigt skal tale for en 3. instansprøvelse.

Ved kæremål foreslås den samme formulering. Medtagelsen af kriteriet »principiel karakter« vil ikke være udtryk for en realitetsændring, og der er derfor ikke nogen grund til at have en forskellig formulering ved anke og kære.

Til § 2

Retsplejerådet har peget på, at det - for at sikre kontinuiteten i nævnets arbejde - kunne overvejes første gang, der beskikkes medlemmer af procesbevillingsnævnet, at lade dette ske for en periode af 1 år og 6 måneder eller 2 år og 6 måneder for f.eks. landsdommerens og byretsdommerens vedkommende. På denne baggrund foreslår Justitsministeriet, at landsdommeren og byretsdommeren samt disse nævnsmedlemmers suppleanter første gang beskikkes for en periode af 2 år og 6 måneder. Det foreslås, at disse to medlemmer og deres suppleanter - selv om de første gang beskikkes for en lidt længere periode - lige som de øvrige nævnsmedlemmer skal have ret til genbeskikkelse for yderligere to år.

Er ansøgning om 2. instans-, 3. instans- eller tilladelse til appel uanset appelfristens udløb indgivet til Justitsministeriet inden lovens ikrafttræden, behandles ansøgningen af Justitsministeriet efter de hidtil gældende regler. En anmodning om genoptagelse af en sag, hvori Justitsministeriet har truffet afgørelse, vil ligeledes skulle behandles efter de hidtil gældende regler.

§ 2. Højesteret er øverste domstol for hele riget. Den har sit sæde i København og består af en præsident og 14 andre højesteretsdommere. I præsidentens sted træder i fornødent fald den efter embedsalder ældste af rettens tilstedeværende dommere.

Stk. 2. - - -

2. Efter § 21 a indsættes som nyt kapitel 1 a

»Kapitel 1 a

Procesbevillingsnævnet

Bilag 3

Statistiske oplysninger om 3. instansbevillinger i straffesager 1991 - 1994

--------------------------------------------------------------------- Anke Kære ---------------------------------------- Ansøgninger/heraf For- Anklage- For- Anklage- I alt tilladelser svarer myndighed svarer myndighed --------------------------------------------------------------------- 1991 .......... 101/6 10/8 36/3 3/2 150/19 1992 .......... 94/10 3/3 37/6 2/2 136/21 1993 .......... 115/10 11/11 38/4 3/3 167/28 1994 .......... 140/9 8/6 53/5 1/1 202/21 ---------------------------------------------------------------------

*) I tallene er ikke medregnet antal ikke færdigbehandlede sager, indkommet i 1993: 2 og i 1994: 52.

Bilag 4

Statistiske oplysninger om ansøgninger om appel uanset appelfristens udløb (oprejsningsbevillinger) 1991 - 1994

--------------------------------------------------------------------- Periode Antal ansøgninger Antal bevillinger --------------------------------------------------------------------- 1991 .............. 129 20 1992 .............. 135 21 1993 .............. 131 24 1994 .............. 147 43 ---------------------------------------------------------------------

Bilag 5

Statistiske oplysninger over 2. instansbevillinger i civile sager i 1991 - 1994

--------------------------------------------------------------------- 1991 1992 1993 1994* ----------------------------------------- Ans Till Ans Till Ans Till Ans Till --------------------------------------------------------------------- Anke: Rpl. § 368 .............. 89 19 137 16 153 24 165 27 --------------------------------------------------------------------- I alt ................... 89 19 137 16 153 24 165 27 --------------------------------------------------------------------- Kære: Rpl. § 389 .............. 15 2 41 4 37 3 47 10 Rpl. § 391 .............. 9 2 22 4 38 12 25 6 Rpl. § 503 .............. 1 0 5 0 14 2 10 5 Rpl. § 584 .............. 16 2 18 4 25 5 27 5 --------------------------------------------------------------------- I alt .................. 41 6 86 12 114 22 109 26 --------------------------------------------------------------------- I alt anke og kære ..... 130 25 223 28 267 46 274 53 ---------------------------------------------------------------------

Ans = ansøgninger.

Till = tilladelser.

*) I tallene er ikke medregnet antal ikke færdigbehandlede sager, indkommet i 1994: 17.

Bilag 6

Statistiske oplysninger over 2. instansbevillinger i straffesager i 1991 - 1994

--------------------------------------------------------------------- Ansøgninger/heraf tilladelser Forsvarer Anklagemyndighed Ialt --------------------------------------------------------------------- 1991 ......................... 119/57 11/11 130/68 1992 ......................... 138/60 15/15 153/75 1993 ......................... 170/113 9/9 179/122 1994 ......................... 174/130 12/11 186/141 ---------------------------------------------------------------------

*) I tallene er ikke medregnet antal ikke færdigbehandlede sager, indkommet i 1994: 33.

§ 22. Procesbevillingsnævnet behandler ansøgninger om meddelelse af anden- og tredjeinstansbevilling efter regler i denne lov og anden lovgivning.

§ 22 bliver herefter § 28.

3. I § 368, stk. 1, 2. pkt., ændres »justitsministerens« til: »Procesbevillingsnævnets«

4. § 368, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til anke af domme, der er omfattet af stk. 1, 2. pkt., hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om tilladelse skal indgives til nævnet inden 4 uger efter dommens afsigelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afsigelsen.«

5. § 368, stk. 5, affattes således

»Stk. 5. Bestemmelser om sagsomkostninger og processuelle straffe i domme, som er afsagt af en landsret eller af Sø- og Handelsretten i København, kan kun ankes særskilt til Højesteret med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Bestemmelserne i § 371 finder tilsvarende anvendelse.«

6. § 371 affattes således

» § 371. Domme, der er afsagt af en landsret som 2. instans, kan ikke ankes. Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til prøvelse i 3. instans, hvis sagen er af principiel karakter.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse efter stk. 1, 2. pkt., skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 8 uger efter dommens afsigelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afsigelsen.«

7. § 372, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Anke sker ved indlevering af ankestævning på ankeinstansens kontor. Indlevering skal ske inden ankefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 368, stk. 2, eller § 371, inden 4 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Indleveres stævningen senere, afvises anken. Ankeinstansen kan dog undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter dommens afsigelse. Stævningen skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse ved behandlingen af ansøgning om tilladelse til anke efter fristens udløb. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

8. § 389, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes

»Stk. 2. Kendelser og beslutninger om sagsomkostninger, der er fastsat til højst 10.000 kr., kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler derfor.

Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse efter stk. 2 skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Nævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgningen indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

9. § 391, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til kære af bestemmelser i domme om sagsomkostninger, der efter stk. 1 ikke kan påkæres, hvis særlige grunde taler derfor. Bestemmelserne i § 389, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.«

10. § 392, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til kære af de i stk. 1 nævnte afgørelser, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til nævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.«

11. § 394, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Kære skal ske inden kærefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 389, § 391 eller § 392, inden 2 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Iværksættes kære senere, afvises kæren af den ret, hvortil afgørelsen kæres. Retten kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 6 måneder efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 2 uger efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse ved behandling af ansøgning om tilladelse til kære efter fristens udløb. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

12. I § 469, stk. 4, 2. pkt., ændres »justitsministeren« til: »retten«.

13. § 475, stk. 1, 3. pkt., ophæves, og i stedet indsættes som 4. pkt.

»Bestemmelserne i § 372, stk. 2, 3.-7. pkt., finder tilsvarende anvendelse.«

14. § 503, stk. 2 og 3, ophæves.

15. § 584, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes

»Stk. 2. Afgørelser om udlæg for krav, der har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler derfor.

Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter afgørelsen. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

16. Efter § 584 indsættes

» § 584 a. Fogedrettens afgørelser om omkostninger, der er fastsat til mere end 10.000 kr., kan særskilt kæres.

Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til kære af fogedrettens afgørelse om omkostninger, der efter stk. 1 ikke kan påkæres, hvis særlige grunde taler derfor.

Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter afgørelsen. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgningen indgives senere, men inden 6 måneder efter afgørelsen.«

17. § 585 affattes således

» § 585. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til kære, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter.

Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 8 uger, i auktionssager dog inden 4 uger efter afgørelsen. I andre sager end auktionssager kan nævnet dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen.«

18. I § 586, stk. 2, ændres »§ 585« til: »§ 584, stk. 2 og 3, § 584 a, stk. 2 og 3, eller § 585«.

19. § 586, stk. 4, affattes således

»Stk. 4. Iværksættes kære efter fristens udløb, afvises kæren af den ret, hvortil afgørelsen kæres. Retten kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 1 år, i auktionssager dog indtil 6 måneder efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

20. § 661, stk. 3, affattes således

»Stk. 3. Landsretten kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 6 måneder efter, at beslutningen er taget eller kendelsen afsagt. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

21. § 662, stk. 3, affattes således

»Stk. 3. Landsretten kan dog undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter, at afgørelsen er truffet eller skiftet er afsluttet. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

22. I § 665, stk. 1, 2. pkt., ændres »Justitsministeren« til: »Procesbevillingsnævnet«.

23. I § 665, stk. 3, 2. pkt., ændres »stk. 1, 3. pkt., og stk. 2« til: »stk. 2«.

24. § 962, stk. 3 og 4, affattes således

»Stk. 3. Procesbevillingsnævnet kan tillade anke af domme, der efter stk. 2 ikke kan indbringes for højere ret, hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om anketilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter dommens afsigelse. Hvis det er tiltalte, der vil anke, beregnes fristen efter bestemmelserne i § 963, stk. 3, litra a. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter dommens afsigelse. Under tilsvarende betingelser kan Procesbevillingsnævnet tillade anke af de i stk. 2, 3. pkt., nævnte afgørelser.

Stk. 4. Når en ansøgning efter stk. 3 er indgivet til Procesbevillingsnævnet, kan landsrettens præsident bestemme, at fuldbyrdelsen skal udsættes eller standses. Dette sker i hvert fald, når anke tillades.«

25. I § 963, stk. 3, litra c, ændres »justitsministeren« til: »Procesbevillingsnævnet«.

26. § 966, stk. 1, affattes således

»Landsrettens dom i en ankesag kan ikke ankes. Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til anke, hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om anketilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter dommens afsigelse. Hvis det er tiltalte, der vil anke, beregnes fristen efter bestemmelserne i § 963, stk. 3, litra a. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter dommens afsigelse.«

27. § 968, stk. 3, affattes således

»Stk. 3. I sager, hvor anke kræver tilladelse efter § 966, kan kæremål af en part kun rejses med tilladelse af Procesbevillingsnævnet. Reglerne om tilladelse til anke finder tilsvarende anvendelse.«

28. § 973 affattes således

» § 973. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til kære, hvis kæren angår spørgsmål af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter kendelsens afsigelse eller, hvis det er tiltalte, der vil kære, og tiltalte ikke har været til stede ved afsigelsen, efter dens forkyndelse. Nævnet kan undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter kendelsens afsigelse.«

§ 22. Procesbevillingsnævnet behandler ansøgninger om meddelelse af 2. og 3. instansbevilling efter regler i denne lov og anden lovgivning.

§ 22 bliver herefter § 28.

3. I § 368, stk. 1, 2. pkt., ændres »justitsministerens« til: »Procesbevillingsnævnets«

4. § 368, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til anke af domme, der er omfattet af stk. 1, 2. pkt., hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om tilladelse skal indgives til nævnet inden 4 uger efter dommens afsigelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afsigelsen.«

5. § 368, stk. 5, affattes således

» Stk. 5. Bestemmelser om sagsomkostninger og processuelle straffe i domme, som er afsagt af en landsret eller af Sø- og Handelsretten i København, kan kun ankes særskilt til Højesteret med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Bestemmelserne i § 371 finder tilsvarende anvendelse.«

6. § 371 affattes således

» § 371. Domme, der er afsagt af en landsret som 2. instans, kan ikke ankes. Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til prøvelse i 3. instans, hvis sagen er af principiel karakter.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse efter stk. 1, 2. pkt., skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 8 uger efter dommens afsigelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden et år efter afsigelsen.«

7. § 372, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Anke sker ved indlevering af ankestævning på ankeinstansens kontor. Indlevering skal ske inden ankefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 368, stk. 2, eller § 371, inden 4 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Indleveres stævningen senere, afvises anken. Ankeinstansen kan dog undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter dommens afsigelse. Stævningen skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse ved behandlingen af ansøgning om tilladelse til anke efter fristens udløb. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

8. § 389, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes

» Stk. 2. Kendelser og beslutninger om sagsomkostninger, der er fastsat til højst 10.000 kr., kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler derfor.

Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse efter stk. 2 skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Nævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgningen indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

9. § 391, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til kære af bestemmelser i domme om sagsomkostninger, der efter stk. 1 ikke kan påkæres, hvis særlige grunde taler derfor. Bestemmelserne i § 389, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.«

10. § 392, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til kære af de i stk. 1 nævnte afgørelser, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til nævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.«

11. § 394, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Kære skal ske inden kærefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 389, § 391 eller § 392, inden 2 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Iværksættes kære senere, afvises kæren af den ret, hvortil afgørelsen kæres. Retten kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 6 måneder efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 2 uger efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse ved behandling af ansøgning om tilladelse til kære efter fristens udløb. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

12. I § 469, stk. 4, 2. pkt., ændres »justitsministeren« til: »retten«.

13. § 475, stk. 1, 3. pkt., ophæves, og i stedet indsættes som nyt 4. pkt.

»Bestemmelserne i § 372, stk. 2, 3.-7. pkt., finder tilsvarende anvendelse.«

14. § 503, stk. 2 og 3, ophæves.

15. § 584, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes

» Stk. 2. Afgørelser om udlæg for krav, der har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler derfor.

Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter afgørelsen. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

16. Efter § 584 indsættes

» § 584 a. Fogedrettens afgørelser om omkostninger, der er fastsat til mere end 10.000 kr., kan særskilt kæres.

Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til kære af fogedrettens afgørelse om omkostninger, der efter stk. 1 ikke kan påkæres, hvis særlige grunde taler derfor.

Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter afgørelsen. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgningen indgives senere, men inden 6 måneder efter afgørelsen.«

17. § 585 affattes således

» § 585. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til kære, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter.

Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 8 uger, i auktionssager dog inden 4 uger, efter afgørelsen. I andre sager end auktionssager kan nævnet dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen.«

18. I § 586, stk. 2, ændres »§ 585« til: »§ 584, stk. 2 og 3, § 584 a, stk. 2 og 3, eller § 585«.

19. § 586, stk. 4, affattes således

» Stk. 4. Iværksættes kære efter fristens udløb, afvises kæren af den ret, hvortil afgørelsen kæres. Retten kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 1 år, i auktionssager dog indtil 6 måneder, efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

20. § 661, stk. 3, affattes således

» Stk. 3. Landsretten kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 6 måneder efter, at beslutningen er taget eller kendelsen afsagt. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

21. § 662, stk. 3, affattes således

» Stk. 3. Landsretten kan dog undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter, at afgørelsen er truffet, eller skiftet er afsluttet. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

22. I § 665, stk. 1, 2. pkt., ændres »Justitsministeren« til: »Procesbevillingsnævnet«.

23. I § 665, stk. 3, 2. pkt., ændres »stk. 1, 3. pkt., og stk. 2« til: »stk. 2«.

24. § 962, stk. 3 og 4, affattes således

» Stk. 3. Procesbevillingsnævnet kan tillade anke af domme, der efter stk. 2 ikke kan indbringes for højere ret, hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om anketilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter dommens afsigelse. Hvis det er tiltalte, der vil anke, beregnes fristen efter bestemmelserne i § 963, stk. 3, litra a. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter dommens afsigelse. Under tilsvarende betingelser kan Procesbevillingsnævnet tillade anke af de i stk. 2, 3. pkt., nævnte afgørelser.

Stk. 4. Når en ansøgning efter stk. 3 er indgivet til Procesbevillingsnævnet, kan landsrettens præsident bestemme, at fuldbyrdelsen skal udsættes eller standses. Dette sker i hvert fald, når anke tillades.«

25. I § 963, stk. 3, litra c, ændres »justitsministeren« til: »Procesbevillingsnævnet«.

26. § 966, stk. 1, affattes således

»Landsrettens dom i en ankesag kan ikke ankes. Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til anke, hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om anketilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter dommens afsigelse. Hvis det er tiltalte, der vil anke, beregnes fristen efter bestemmelserne i § 963, stk. 3, litra a. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter dommens afsigelse.«

27. § 968, stk. 3, affattes således

» Stk. 3. I sager, hvor anke kræver tilladelse efter § 966, kan kæremål af en part kun rejses med tilladelse af Procesbevillingsnævnet. Reglerne om tilladelse til anke finder tilsvarende anvendelse.«

28. § 973 affattes således

» § 973. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til kære, hvis kæren angår spørgsmål af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter kendelsens afsigelse eller, hvis det er tiltalte, der vil kære, og tiltalte ikke har været til stede ved afsigelsen, efter dens forkyndelse. Nævnet kan undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter kendelsens afsigelse.«

§ 22. Procesbevillingsnævnet behandler ansøgninger om meddelelse af 2. og 3. instansbevilling efter regler i denne lov og anden lovgivning.

§ 22 bliver herefter § 28.

3. I § 368, stk. 1, 2. pkt., ændres »justitsministerens« til: »Procesbevillingsnævnets«

4. § 368, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til anke af domme, der er omfattet af stk. 1, 2. pkt., hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om tilladelse skal indgives til nævnet inden 4 uger efter dommens afsigelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afsigelsen.«

5. § 368, stk. 5, affattes således

» Stk. 5. Bestemmelser om sagsomkostninger og processuelle straffe i domme, som er afsagt af en landsret eller af Sø- og Handelsretten i København, kan kun ankes særskilt til Højesteret med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Bestemmelserne i § 371 finder tilsvarende anvendelse.«

§ 23. Nævnet består af 5 medlemmer, en højesteretsdommer (formand), en landsdommer, en byretsdommer, en advokat med møderet for Højesteret og en universitetslærer i retsvidenskab eller en anden jurist med særlig videnskabelig uddannelse. Beskikkelsen af de fire førstnævnte medlemmer sker efter indstilling til justitsministeren fra henholdsvis Højesteret, landsretterne, Den danske Dommerforening og Advokatrådet. Kongen beskikker efter indstilling fra justitsministeren medlemmerne for en periode på to år. Et medlem har ret til genbeskikkelse for yderligere to år. Herudover kan genbeskikkelse ikke finde sted.

Stk. 2. Der beskikkes en eller flere suppleanter for hvert af nævnets medlemmer. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse.

§ 23. Nævnet består af 5 medlemmer, en højesteretsdommer (formand), en landsdommer, en byretsdommer, en advokat med møderet for Højesteret og en universitetslærer i retsvidenskab eller en anden jurist med særlig videnskabelig uddannelse. Beskikkelsen af de fire førstnævnte medlemmer sker efter indstilling til justitsministeren fra henholdsvis Højesteret, landsretterne, Den danske Dommerforening og Advokatrådet. Kongen beskikker efter indstilling fra justitsministeren medlemmerne for en periode på to år. Et medlem har ret til genbeskikkelse for yderligere to år. Herudover kan genbeskikkelse ikke finde sted.

Stk. 2. Der beskikkes en eller flere suppleanter for hvert af nævnets medlemmer. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse.

§ 23. Nævnet består af 5 medlemmer, en højesteretsdommer (formand), en landsdommer, en byretsdommer, en advokat med møderet for Højesteret og en universitetslærer i retsvidenskab eller en anden jurist med særlig videnskabelig uddannelse. Beskikkelsen af de fire førstnævnte medlemmer sker efter indstilling til justitsministeren fra henholdsvis Højesteret, landsretterne, Den danske Dommerforening og Advokatrådet. Kongen beskikker efter indstilling fra justitsministeren medlemmerne for en periode på to år. Et medlem har ret til genbeskikkelse for yderligere to år. Herudover kan genbeskikkelse ikke finde sted.

Stk. 2. Der beskikkes en eller flere suppleanter for hvert af nævnets medlemmer. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse.

§ 24. Nævnets medlemmer kan kun afsættes efter de regler, der gælder for dommere. Et medlem udtræder, når betingelserne for medlemmets beskikkelse bortfalder.

§ 24. Nævnets medlemmer kan kun afsættes efter de regler, der gælder for dommere. Et medlem udtræder, når betingelserne for medlemmets beskikkelse bortfalder.

§ 24. Nævnets medlemmer kan kun afsættes efter de regler, der gælder for dommere. Et medlem udtræder, når betingelserne for medlemmets beskikkelse bortfalder.

§ 25. Procesbevillingsnævnet fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 2. Der kan i forretningsordenen fastsættes regler om indhentning og videregivelse af oplysninger til brug ved sagernes behandling. Der kan endvidere bl.a. fastsættes bestemmelser om skriftlig votering og om, at formanden kan træffe visse nærmere bestemte afgørelser på nævnets vegne, eller at sager kan afgøres af tre af nævnets medlemmer, nemlig en dommer, en advokat og en universitetslærer.

§ 25. Procesbevillingsnævnet fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 2. Der kan i forretningsordenen fastsættes regler om indhentning og videregivelse af oplysninger til brug ved sagernes behandling. Der kan endvidere bl.a. fastsættes bestemmelser om skriftlig votering, og om at formanden kan træffe visse, nærmere bestemte afgørelser på nævnets vegne, eller at sager kan afgøres af tre af nævnets medlemmer, nemlig en dommer, en advokat og en universitetslærer.

§ 25. Procesbevillingsnævnet fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 2. Der kan i forretningsordenen fastsættes regler om indhentning, og videregivelse af oplysninger til brug ved sagernes behandling. Der kan endvidere bl.a. fastsættes bestemmelser om skriftlig votering og om at formanden kan træffe visse, nærmere bestemte afgørelser på nævnets vegne, eller at sager kan afgøres af tre af nævnets medlemmer, nemlig en dommer, en advokat og en universitetslærer.

§ 26. Procesbevillingsnævnet offentliggør hvert år en beretning om sin virksomhed.

Stk. 2. Til Procesbevillingsnævnet knyttes et sekretariat.

§ 26. Procesbevillingsnævnet offentliggør hvert år en beretning om sin virksomhed.

Stk. 2. Til Procesbevillingsnævnet knyttes et sekretariat.

§ 26. Procesbevillingsnævnet offentliggør hvert år en beretning om sin virksomhed.

Stk. 2. Til Procesbevillingsnævnet knyttes et sekretariat.

§ 27. Såfremt en offentlig myndighed i medfør af § 252, stk. 2, er indtrådt i en sag til fordel for en af sagens parter eller agter at gøre dette, kan myndigheden ved skriftlig erklæring støtte partens ansøgning til Procesbevillingsnævnet.«

§ 27. Såfremt en offentlig myndighed i medfør af § 252, stk. 2, er indtrådt i en sag til fordel for en af sagens parter eller agter at gøre dette, kan myndigheden ved skriftlig erklæring støtte partens ansøgning til Procesbevillingsnævnet.«

§ 27. Såfremt en offentlig myndighed i medfør af § 252, stk. 2, er indtrådt i en sag til fordel for en af sagens parter eller agter at gøre dette, kan myndigheden ved skriftlig erklæring støtte partens ansøgning til Procesbevillingsnævnet.«

§ 368. Domme afsagt af en byret kan af parterne ankes til den landsret, i hvis kreds byretten ligger. Angår sagen krav, der efter påstanden har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kan dommen kun ankes med justitsministerens tilladelse, jf. stk. 2.

Stk. 2. Justitsministeren kan meddele tilladelse til anke af domme, der efter stk. 1 ikke kan indbringes for landsretten. Bestemmelserne i § 371 og § 372, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Fristen for indgivelse af ansøgning er dog 4 uger.

Stk. 3. - - -

Stk. 4. - - -

Stk. 5. Bestemmelser om sagsomkostninger og processuelle straffe i domme, som er afsagt af en landsret og af Sø- og Handelsretten i København, kan kun ankes særskilt til Højesteret med tilladelse fra justitsministeren. Bestemmelserne i § 371 finder tilsvarende anvendelse.

6. § 371 affattes således

» § 371. Domme, der er afsagt af en landsret som 2. instans, kan ikke ankes. Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til prøvelse i 3. instans, hvis sagen er af principiel karakter.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse efter stk. 1, 2. pkt., skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 8 uger efter dommens afsigelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden et år efter afsigelsen.«

§ 371. Dommer, der er afsagt af en landsret som 2. instans, kan ikke ankes. Justitsministeren kan dog meddele tilladelse til prøvelse i 3. instans, såfremt sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse efter stk. 1, 2. pkt., skal indgives til Justitsministeriet inden 8 uger efter dommens afsigelse. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden et år efter afsigelsen.

7. § 372, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Anke sker ved indlevering af ankestævning på ankeinstansens kontor. Indlevering skal ske inden ankefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 368, stk. 2, eller § 371, inden 4 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Indleveres stævningen senere, afvises anken. Ankeinstansen kan dog undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter dommens afsigelse. Stævningen skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse ved behandlingen af ansøgning om tilladelse til anke efter fristens udløb. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

§ 372. - - -

Stk. 2. Anke sker ved indlevering af ankestævning på ankeinstansens kontor. Indlevering skal ske inden ankefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 371, inden 4 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis tillade anke indtil et år efter dommens afsigelse. Stævningen skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse.

Stk. 3. - - -

8. § 389, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes

» Stk. 2. Kendelser og beslutninger om sagsomkostninger, der er fastsat til højst 10.000 kr., kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler derfor.

Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse efter stk. 2 skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Nævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgningen indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 389. Kendelser og beslutninger, der er afsagt af en byret, kan, medmindre andet er bestemt i loven, kæres til den landsret, i hvis kreds byretten ligger.

Stk. 2. Kendelser og beslutninger om sagsomkostninger, der er fastsat til højst 10.000 kr., kan kun kæres til landsretten med justitsministerens tilladelse. Bestemmelserne i § 392, stk. 2 og § 394, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Kendelser og beslutninger, der er afsagt af en landsret eller af Sø- og Handelsretten i København, kan, medmindre andet er bestemt i loven, kæres til Højesteret.

9. § 391, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til kære af bestemmelser i domme om sagsomkostninger, der efter stk. 1 ikke kan påkæres, hvis særlige grunde taler derfor. Bestemmelserne i § 389, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.«

§ 391. Bestemmelser i domme afsagt af en byret om sagsomkostninger, der er fastsat til mere end 10.000 kr., og om processuelle straffe kan indbringes særskilt for landsret ved kære.

Stk. 2. Justitsministeren kan give tilladelse til kære af bestemmelser i domme om sagsomkostninger, der efter stk. 1 ikke kan indbringes for landsretten. Bestemmelserne i § 392, stk. 2, og § 394, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

10. § 392, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til kære af de i stk. 1 nævnte afgørelser, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til nævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.«

§ 392. Landsrettens afgørelse i følgende sager kan ikke kæres

1) afgørelser i kæresager,

2) kendelser og beslutninger, der afsiges under behandling af en ankesag, såfremt byretten har taget stilling til det spørgsmål, som afgørelsen angår, og

3) enstemmige kendelser og beslutninger, som afsiges under sagsforberedelsen eller domsforhandlingen, jf. kapitel 33-34, eller som afsiges efter §§ 378 eller 381-384 under behandlingen af en ankesag.

Stk. 2. Når særlige grunde taler derfor, kan justitsministeren give tilladelse til kære af de i stk. 1 nævnte afgørelser. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Justitsministeriet inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.

11. § 394, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Kære skal ske inden kærefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 389, § 391 eller § 392, inden 2 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Iværksættes kære senere, afvises kæren af den ret, hvortil afgørelsen kæres. Retten kan dog undtaglsesvis tillade kære indtil 6 måneder efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 2 uger efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse ved behandling af ansøgning om tilladelse til kære efter fristens udløb. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

§ 394. Kærefristen, der regnes fra den dag, afgørelsen er truffet, er 2 uger, jf. § 219, stk. 3.

Stk. 2. Kæren skal ske inden kærefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 392, inden 2 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Iværksættes kære senere, afvises kæren af den ret, hvortil afgørelsen kæres. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 6 måneder efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 2 uger efter tilladelsens meddelelse.

12. I § 469, stk. 4, 2. pkt., ændres »justitsministeren« til: »retten«.

§ 469. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. - - -

Stk. 4. Begæring om sagens indbringelse for retten efter reglerne i dette kapitel skal fremsættes inden 4 uger efter frihedsberøvelsens ophør. Senere fremsættelse af begæringen kan indtil 6 måneder efter frihedsberøvelsens ophør undtagelsesvis tillades af justitsministeren, når der foreligger særlig grund til at afvige fra fristen.

Stk. 5. - - -

Stk. 6. - - -

13. § 475, stk. 1, 3. pkt., ophæves, og i stedet indsættes som nyt 4. pkt.

»Bestemmelserne i § 372, stk. 2, 3.-7. pkt., finder tilsvarende anvendelse.«

§ 475. Anke sker ved meddelelse til dommeren. Ankefristen er 4 uger fra dommens afsigelse. Anke kan dog undtagelsesvis tillades af justitsministeren indtil et år efter dommens afsigelse. Byretten sender meddelelsen om anken samt sagens akter til landsretten, der berammer mundtlig forhandling af sagen i et retsmøde, til hvilket parterne indkaldes af retten med et af denne bestemt varsel.

Stk. 2. - - -

Stk. 3. - - -

Stk. 4. - - -

14. § 503, stk. 2 og 3, ophæves.

§ 503. - - -

Stk. 2. Fogedrettens afgørelser om omkostninger, der er fastsat til mere end 10.000 kr., kan særskilt kæres.

Stk. 3. Justitsministeren kan meddele tilladelse til kære af fogedrettens afgørelser om omkostninger, der efter stk. 2 ikke kan indbringes for landsretten. Bestemmelserne i § 585 og § 586, stk. 2 og 4, finder tilsvarende anvendelse. Fristen for indgivelse af ansøgning er dog 4 uger.

15. § 584, stk. 2 , ophæves, og i stedet indsættes

» Stk. 2. Afgørelser om udlæg for krav, der har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler derfor.

Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter afgørelsen. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 584. Afgørelser, der er truffet af en fogedret, kan, medmindre andet er bestemt i loven, kæres til den landsret, i hvis kreds fogedretten ligger.

Stk. 2. Afgørelser om udlæg for krav, der har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kan kun kæres med tilladelse fra justitsministeren. Bestemmelserne i § 585 og 586, stk. 2 og 4, finder tilsvarende anvendelse. Fristen for indgivelse af ansøgning er dog 4 uger.

Stk. 3. Fogedrettens afgørelse efter § 561, stk. 2-4, § 562, stk. 1-3, § 563, § 566, stk. 3, 3. pkt., § 569, stk. 1, 4. pkt., § 570, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3, § 571, stk. 1, § 576, stk. 2, og § 577, stk. 2, kan ikke kæres.

16. Efter § 584 indsættes

» § 584 a. Fogedrettens afgørelser om omkostninger, der er fastsat til mere end 10.000 kr., kan særskilt kæres.

Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til kære af fogedrettens afgørelse om omkostninger, der efter stk. 1 ikke kan påkæres, hvis særlige grunde taler derfor.

Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter afgørelsen. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgningen indgives senere, men inden 6 måneder efter afgørelsen.«

17. § 585 affattes således

» § 585. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til kære, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter.

Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 8 uger, i auktionssager dog inden 4 uger, efter afgørelsen. I andre sager end auktionssager kan nævnet dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen.«

§ 585. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres. Justitsministeren kan dog meddele tilladelse til kære, når særlige grunde taler derfor.

Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Justitsministeriet inden 8 uger, i auktionssager dog inden 4 uger, efter afgørelsen. I andre sager end auktionssager kan justitsministeren dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen.

18. I § 586, stk. 2, ændres »§ 585« til: »§ 584, stk. 2 og 3, § 584 a, stk. 2 og 3, eller § 585«.

19. § 586, stk. 4, affattes således

» Stk. 4. Iværksættes kære efter fristens udløb, afvises kæren af den ret, hvortil afgørelsen kæres. Retten kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 1 år, i auktionssager dog indtil 6 måneder, efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

§ 586. - - -

Stk. 2. Er der meddelt tilladelse efter § 585, skal kære ske inden 4 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.

Stk. 3. - - -

Stk. 4. Iværksættes kære efter fristens udløb, afvises kæren af den ret, hvortil afgørelsen kæres. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 1 år, i auktionssager dog indtil 6 måneder, efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse.

20. § 661, stk. 3, affattes således

» Stk. 3. Landsretten kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 6 måneder efter, at beslutningen er taget el ler kendelsen afsag. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

§ 661. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis tillade kæren indtil 6 måneder efter, at beslutningen er taget eller kendelsen afsagt.

21. § 662, stk. 3, affattes således

» Stk. 3. Landsretten kan dog undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter, at afgørelsen er truffet, eller skiftet er afsluttet. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

§ 662. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis tillade anken indtil et år efter, at afgørelsen er truffet eller skiftet afsluttet.

22. I § 665, stk. 1, 2. pkt., ændres »Justitsministeren« til: »Procesbevillingsnævnet«.

23. I § 665, stk. 3, 2. pkt., ændres »stk. 1, 3. pkt., og stk. 2« til: »stk. 2«.

§ 665. Når en i henhold til § 662 iværksat anke har fundet sin afgørelse ved landsret, kan der i reglen ikke ske yderligere anke til højesteret. Justitsministeren kan dog meddele tilladelse til anke. Bestemmelserne i § 371, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. - - -

Stk. 3. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres. Bestemmelserne i § 392, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, finder dog tilsvarende anvendelse.

24. § 962, stk. 3 og 4, affattes således

» Stk. 3. Procesbevillingsnævnet kan tillade anke af domme, der efter stk. 2 ikke kan indbringes for højere ret, hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om anketilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter dommens afsigelse. Hvis det er tiltalte, der vil anke, beregnes fristen efter bestemmelserne i § 963, stk. 3, litra a. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter dommens afsigelse. Under tilsvarende betingelser kan Procesbevillingsnævnet tillade anke af de i stk. 2, 3. pkt., nævnte afgørelser.

Stk. 4 . Når en ansøgning efter stk. 3 er indgivet til Procesbevillingsnævnet, kan landsrettens præsident bestemme, at fuldbyrdelsen skal udsættes eller standses. Dette sker i hvert fald, når anke tillades.«

§ 962. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. Justitsministeren kan tillade anke af domme, der efter stk. 2 ikke kan indbringes for højere ret, såfremt sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om anketilladelse skal indgives til Justitsministeriet inden 2 uger efter dommens afsigelse. Hvis det er tiltalte, der vil anke, beregnes fristen efter bestemmelserne i § 963, stk. 3, litra a. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden et år efter dommens afsigelse. Under tilsvarende betingelser kan justitsministeren tillade anke af de i stk. 2, 3. pkt., nævnte afgørelser.

Stk. 4. Når sådant andragende er bevisligt indgivet til justitsministeren, kan landsrettens præsident bestemme, at fuldbyrdelsen skal udsættes eller standses; dette sker i hvert fald, når anke tilstedes.

Stk. 5. - - -

25. I § 963, stk. 3, litra c, ændres »justitsministeren« til: »Procesbevillingsnævnet«.

§ 963. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. I øvrigt bliver reglerne i §§ 941-942 og 946-951 i det hele at anvende med de lempelser, som følger af forholdets forskelligheder, samt med følgende nærmere bestemmelser

a) Fristen for anke regnes fra dommens afsigelse eller, hvis forkyndelse af dommen er på budt, jf. § 219, stk. 6, fra forkyndelsen. Hvis sagen er afgjort i medfør af § 934 og tiltalte ikke var til stede eller gjort bekendt med tidspunktet for dommens afsigelse, regnes fristen dog fra den dag, anklagemyndigheden har sendt tiltalte udskrift af dommen.

b) Tiltaltes ankemeddelelse (§ 948, jf. § 950) kan, når han afgiver den personlig, fremsættes mundtlig til vedkommende retsbog, selv om det ikke sker straks ved dommens afsigelse; dommeren bør være ham behjælpelig hermed.

c) Hvor justitsministeren i henhold til § 962 har tilstedet anke, må fornøden ankemeddelelse og begrundelse afgives inden 14 dage, efter at tilladelsen er udfærdiget.

26. § 966, stk. 1, affattes således

»Landsrettens dom i en ankesag kan ikke ankes. Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til anke, hvis sagen er af principel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om anketilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter dommens afsigelse. Hvis det er tiltalte, der vil anke, beregnes fristen efter bestemmelserne i § 963, stk. 3, litra a. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter dommens afsigelse.«

§ 966. Landsrettens dom i en ankesag kan ikke ankes. Justitsministeren kan dog meddele tilladelse til anke, såfremt sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om anketilladelse skal indgives til Justitsministeriet inden 2 uger efter dommens afsigelse. Hvis det er tiltalte, der vil anke, beregnes fristen efter bestemmelserne i § 963, stk. 3, litra a. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden et år efter dommens afsigelse.

Stk. 2. - - -

Stk. 3. - - -

Stk. 4. - - -

Stk. 5. - - -

27. § 968, stk. 3, affattes således

» Stk. 3. I sager, hvor anke kræver tilladelse efter § 966, kan kæremål af en part kun rejses med tilladelse af Procesbevillingsnævnet. Reglerne om tilladelse til anke finder tilsvarende anvendelse.«

§ 968. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. I sager, hvor anke ordentligvis er udelukket ifølge reglerne i § 966, kan kæremål af en part kun rejses med tilladelse af justitsministeren, i hvilken henseende reglerne om tilladelse til anke finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. - - -

28. § 973 affattes således

» § 973. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til kære, hvis kæren angår spørgsmål af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter kendelsens afsigelse eller, hvis det er tiltalte, der vil kære, og tiltalte ikke har været til stede ved afsigelsen, efter dens forkyndelse. Nævnet kan undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter kendelsens afsigelse.«

§ 973. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres. Justitsministeren kan dog meddele tilladelse til kære, når særlige grunde taler derfor. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Justitsministeriet inden 2 uger efter kendelsens afsigelse eller, hvis det er tiltalte, der vil kære, og han ikke har været til stede ved afsigelsen, efter dens forkyndelse. Justitsministeren kan undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden et år efter kendelsens afsigelse.

Ingen

Nr LSF 217

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Oprettelse af et procesbevillingsnævn m.v.)

Fremsat af Justitsministeren (Bjørn Westh)

den 6. april 1995

Vedtaget ved tredjebehandling den 2. juni 1995

Lov nr. 390 af 14/06/1995