DK
1994 LSF 176 FORSLAG TIL LOV OM FORÆLDREMYNDIGHED OG SAMVÆR
Table of Provisions (206)
Statutory Text (206 Articles)
Kapitel 1
Forældremyndighed
Kapitel 1
Forældremyndighed
Kapitel 1 indeholder reglerne om forældremyndighed, der i dag findes i myndighedslovens § 6 - § 17.
Titlen på kapitlet - » Forældremyndighed » - er identisk med titlen i myndighedslovens kapitel 2. Det bemærkes i den forbindelse, at Forældremyndighedsudvalget har overvejet, om begrebet forældremyndighed bør erstattes af udtrykket forældreansvar. Udvalget har dog ikke fundet dette hensigtsmæssigt, jf. betænkningen s. 184-185, og Justitsministeriet er enig med udvalget i, at der ikke er grundlag for at stille forslag herom.
Til § 1
Bestemmelsen om, at børn og unge under 18 år er under forældremyndighed, medmindre de har indgået ægteskab, svarer til den gældende regel i myndighedslovens § 6.
Til § 2
Denne bestemmelse, der fastlægger indholdet af forældremyndigheden, svarer til bestemmelsen i myndighedslovens § 7.
Til § 3
Bestemmelsen, der handler om forældrenes samtykke til barnets rejse til udlandet, hvis der er fælles forældremyndighed, og forældrene er uenige om forældremyndigheden, svarer til bestemmelsen i myndighedslovens § 10 a.
Bestemmelsen suppleres af lovforslagets § 23, der svarer til den gældende regel i myndighedslovens § 19. Efter denne bestemmelse kan forældremyndigheden midlertidigt tillægges den ene af forældrene, hvis der er risiko for, at den anden vil bringe barnet ud af landet og derved foregribe en afgørelse om forældremyndighed.
Til § 4
Bestemmelsen, hvorefter gifte forældre automatisk har fælles forældremyndighed, svarer til den gældende lovs § 8, stk. 1. Er forældrene separeret ved barnets fødsel, har moderen dog forældremyndigheden alene, medmindre samlivet mellem ægtefællerne genoptages. Bestemmelsen er i forhold til lovudkastet i betænkningen præciseret, således at det nu udtrykkeligt fremgår, at der også er fælles forældremyndighed, hvis forældre, der var separeret ved barnets fødsel, senere indgår aftale om fælles forældremyndighed efter reglerne i § 6.
Bestemmelsen i myndighedslovens § 8, stk. 2, om ugifte forældres retsstilling er udskilt til en særlig bestemmelse i lovforslagets § 5.
Retsstillingen ved forældrenes separation eller skilsmisse er reguleret i § 7 og samlivsophævelse i § 8.
Til § 5
Kapitel 1
Forældremyndighed
§ 1. Børn og unge under 18 år er under forældremyndighed, medmindre de har indgået ægteskab.
Indhold
§ 1. Børn og unge under 18 år er under forældremyndighed, medmindre de har indgået ægteskab.
Indhold
§ 1. Børn og unge under 18 år er under forældremyndighed, medmindre de har indgået ægteskab.
Indhold
Kapitel 2
Samvær m.v.
Kapitel 2
Samvær m.v.
Kapitel 2
Forældremyndighed
Kapitel 2
Samvær m.v.
§ 2. Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.
Stk. 2. Forældremyndigheden medfører pligt til at beskytte barnet mod fysisk og psykisk vold og anden krænkende behandling.
Stk. 3. Forældrene kan anvende barnets indtægter til dets underhold i passende omfang og under hensyntagen til deres og barnets stilling.
§ 2. Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.
Stk. 2. Forældremyndigheden medfører pligt til at beskytte barnet mod fysisk og psykisk vold og anden krænkende behandling.
Stk. 3. Forældrene kan anvende barnets indtægter til dets underhold i passende omfang og under hensyntagen til deres og barnets stilling.
§ 2. Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.
Stk. 2. Forældremyndigheden medfører pligt til at beskytte barnet mod fysisk og psykisk vold og anden krænkende behandling.
Stk. 3. Forældrene kan anvende barnets indtægter til dets underhold i passende omfang og under hensyntagen til deres og barnets stilling.
Kapitel 3
Arbejdsaftaler
Kapitel 3
Arbejdsaftaler
Kapitel 3
Arbejdsaftaler
§ 3. Har forældrene fælles forældremyndighed, og er de uenige om, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene, skal begge give samtykke til, at barnet forlader landet.
Indehavere
§ 3. Har forældrene fælles forældremyndighed, og er de uenige om, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene, skal begge give samtykke til, at barnet forlader landet.
Indehavere
§ 3. Har forældrene fælles forældremyndighed, og er de uenige om, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene, skal begge give samtykke til, at barnet forlader landet.
Indehavere
Kapitel 4
Midlertidige afgørelser
Forældremyndighed
Kapitel 4
Midlertidige afgørelser
Forældremyndighed
Kapitel 4
Om umyndigheds retsvirkninger
Kapitel 4
Midlertidige afgørelser
Forældremyndighed
§ 4. Er forældrene gift med hinanden ved barnets fødsel, eller indgår de senere ægteskab, har de fælles forældremyndighed. Er forældrene separeret ved barnets fødsel, har moderen dog forældremyndigheden alene, medmindre samlivet mellem ægtefællerne genoptages eller forældrene har indgået aftale om fælles forældremyndighed efter § 6.
§ 4, stk. 2, affattes således
»Stk. 2. § 11, 2. pkt., og § 14, stk. 4, i lov om forældremyndighed og samvær finder ikke anvendelse på det registrerede partnerskab.«
§ 4. Er forældrene gift med hinanden ved barnets fødsel, eller indgår de senere ægteskab, har de fælles forældremyndighed. Er forældrene separeret ved barnets fødsel, har moderen dog forældremyndigheden alene, medmindre samlivet mellem ægtefællerne genoptages, eller forældrene har indgået aftale om fælles forældremyndighed efter § 6.
§ 4. -
Stk. 2. Myndighedslovens § 13, 3. pkt., og § 15, stk. 3, om ægtepar finder ikke anvendelse på det registrerede partnerskab.
Stk. 3 - 4. Udeladt.
Efter 2. behandling den 31. maj 1995
§ 4. Er forældrene gift med hinanden ved barnets fødsel, eller indgår de senere ægteskab, har de fælles forældremyndighed. Er forældrene separeret ved barnets fødsel, har moderen dog forældremyndigheden alene, medmindre samlivet mellem ægtefællerne genoptages eller forældrene har indgået aftale om fælles forældremyndighed efter § 6.
§ 4, stk. 2, affattes således
»Stk. 2. § 11, 2. pkt., og § 14, stk. 4, i lov om forældremyndighed og samvær finder ikke anvendelse på det registrerede partnerskab.«
Kapitel 5
Børnesagkyndig rådgivning
Kapitel 5
Børnesagkyndig rådgivning
Kapitel 5 med overskriften »Børnesagkyndig rådgivning » indeholder en enkelt bestemmelse, § 28, der afløser myndighedslovens § 27 a.
Om børnesagkyndig rådgivning henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6, hvor der redegøres for de ændringer af ordningen, som vil blive gennemført ved administrative forskrifter.
Kapitel 5
Børnesagkyndig rådgivning
§ 5. Er forældrene ikke gift med hinanden, har moderen forældremyndigheden alene, medmindre forældrene har indgået aftale om fælles forældremyndighed efter § 6.
Aftale om fælles forældremyndighed
§ 5. Er forældrene ikke gift med hinanden, har moderen forældremyndigheden alene, medmindre forældrene har indgået aftale om fælles forældremyndighed efter § 6.
Aftale om fælles forældremyndighed
§ 5 om ugifte forældres retsstilling svarer indholdsmæssigt til den gældende regel i myndighedslovens § 8, stk. 2. Reglen indebærer, at moderen efter loven har forældremyndigheden alene, hvis forældrene ikke er gift med hinanden ved barnets fødsel eller senere indgår ægteskab. Forældrene kan som hidtil aftale, at de skal have fælles forældremyndighed. For at fremhæve denne mulighed henvises der i § 5 til bestemmelsen herom i § 6.
Om overvejelserne om at udvide den legale forældremyndighedsordning til de ugifte forældre henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.
Til § 6
§ 5. Er forældrene ikke gift med hinanden, har moderen forældremyndigheden alene, medmindre forældrene har indgået aftale om fælles forældremyndighed efter § 6.
Aftale om fælles forældremyndighed
Kapitel 6
Sagsbehandling
Kapitel 6
Sagsbehandling
Kapitel 6
Sagsbehandling
§ 6. Forældrene kan aftale, at de skal have fælles forældremyndighed. Aftalen er kun gyldig, når den er anmeldt til statsamtet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.
Separation og skilsmisse
§ 6. Forældrene kan aftale, at de skal have fælles forældremyndighed. Aftalen er kun gyldig, når den er anmeldt til statsamtet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.
Separation og skilsmisse
§ 6 om forældres adgang til at aftale fælles forældremyndighed afløser den gældende regel i myndighedslovens § 9.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger pkt. 2.2., foreslås den gældende ordning bevaret, hvorefter fælles forældremyndighed er et frivilligt alternativ for forældre, der kan samarbejde om barnet.
Ifølge bestemmelsen kan forældrene aftale, at de skal have fælles forældremyndighed. Afgrænsningen af anvendelsesområdet i 1. pkt. er den samme som i den gældende regel. Den gælder således for separerede forældre, jf. § 4, 2. pkt., og for ugifte forældre, jf. § 5. Derudover er der efter 1. pkt. mulighed for, at forældre, hvoraf den ene som følge af aftale eller dom i en periode har haft forældremyndigheden alene, på ny kan aftale at få fælles forældremyndighed, hvad enten forældrene tidligere har været gift eller ej. Om aftale om fælles forældremyndighed ved separation eller skilsmisse henvises til § 7, stk. 2.
Fremgangsmåden ved indgåelse af aftalen foreslås forenklet. I dag skal forældrenes aftaler om fælles forældremyndighed godkendes af statsamtet. Ifølge bestemmelsen i 2. pkt. kan forældrene fremover nøjes med at anmelde aftalen til statsamtet. Anmeldelsen er efter bestemmelsen en gyldighedsbetingelse for aftalen om fælles forældremyndighed. Om baggrunden for forslaget om indførelse af en anmeldelsesordning henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.3.
Der foreslås ikke indsat bestemmelser i loven om behandlingen af anmeldelser. Forskrifter herom vil blive fastsat i de administrative regler, der bliver udstedt med hjemmel i bemyndigelsesbestemmelsen i § 31. Det er, som nævnt i de almindelige bemærkninger pkt. 3.3., hensigten at forenkle anmeldelsesordningen og tilrettelægge den ensartet for hele landet. Endvidere vil der blive fastsat regler, der gør det muligt at indgå en aftale om fælles forældremyndighed inden barnets fødsel, ligesom der vil blive fastsat regler, der giver mulighed for at anerkende faderskabet og anmelde en aftale om fælles forældremyndigheden samtidig. Der vil ligeledes kunne fastsættes regler om, at aftaler skal være indgået kortere tid inden anmeldelsen.
Endvidere vil der i medfør af bestemmelsen i § 31 kunne fastsættes regler om, hvorledes domstolene og statsamterne skal medvirke ved registrering af aftaler om fælles forældremyndighed. Der foretages i dag ikke nogen central registrering af sådanne aftaler. Oplysninger om, hvem der har forældremyndigheden over et barn, indgår således ikke i det centrale personregister. Forældremyndighedsudvalget anfører, jf. betænkningen s. 84, at myndigheder og institutioner som politi, hospitaler, skoler og børneinstitutioner af den grund kan have vanskeligt ved at få oplyst, hvem der har forældremyndigheden over et bestemt barn. Endvidere har udvalget fra Socialministeriet fået oplyst, at vanskelighederne ved at få oplyst, hvem der har forældremyndigheden over et barn, kan føre til fejl i sagsbehandlingen. De sociale myndigheder bliver således ofte ikke gjort bekendt med, at der er fælles forældremyndighed, hvis forældrene ikke bor sammen, og det kan derfor ske, at kun den ene af forældrene inddrages i sager om f.eks. iværksættelse af foranstaltninger over for barnet.
Det bemærkes i den forbindelse, at Indenrigsministeriet for tiden overvejer, om der skal fastsættes regler om en central registrering af oplysninger om forældremyndighed.
Ifølge bestemmelsen i 3. pkt. foreslås kompetencen til at modtage en anmeldelse af en aftale om fælles forældremyndighed udvidet, således at anmeldelse tillige vil kunne ske til retten, såfremt en forældremyndighedssag behandles der. I dag kan aftaler om fælles forældremyndighed uden for separations- og skilsmissesituationer kun godkendes af statsamtet. Dette har i praksis under retssager været opfattet som en mangel. Der findes ikke at være nogen betænkeligheder ved at tillægge retten kompetence til at modtage en anmeldelse under en verserende forældremyndighedssag. Anmeldelse vil således kunne ske til retten i tilfælde, hvor faderen efter § 12 har anlagt sag om overførsel af forældremyndigheden til sig, eller i tilfælde, hvor en af forældrene har anlagt sag om overførsel af forældremyndigheden i medfør af § 13.
Selv om det særligt er fremhævet i forbindelse med statsamternes sager, forudsættes anmeldelse også at være en gyldighedsbetingelse ved anmeldelse til retten, således at gyldigheden er betinget af, at retten har modtaget anmeldelsen. Der vil i øvrigt med hjemmel i lovforslagets § 31 blive fastsat regler om retternes behandling af sager om anmeldelse af fælles forældremyndighed, herunder om, hvilke andre myndigheder retten skal give meddelelse om aftalen.
Til § 7
§ 6. Børn og unge under 18 år er under forældremyndighed, medmindre de har indgået ægteskab.
Forældremyndighedens indhold
§ 6. Forældrene kan aftale, at de skal have fælles forældremyndighed. Aftalen er kun gyldig, når den er anmeldt til statsamtet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.
Separation og skilsmisse
Kapitel 7
Internationale aftaler
Kapitel 7
Internationale aftaler
Kapitel 7
Internationale aftaler
§ 7. Ved separation eller skilsmisse skal der tages stilling til forældremyndigheden, medmindre der tidligere er truffet aftale eller afgørelse herom.
Stk. 2. Forældrene kan aftale, at de fortsat skal have fælles forældremyndighed. Aftalen er kun gyldig, når den er anmeldt til statsamtet. Er separations- eller skilsmissesagen indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.
Stk. 3. Skal den fælles forældremyndighed ophøre, gælder § 9.
Samlivsophævelse
§ 7. Ved separation eller skilsmisse skal der tages stilling til forældremyndigheden, medmindre der tidligere er truffet aftale eller afgørelse herom.
Stk. 2. Forældrene kan aftale, at de fortsat skal have fælles forældremyndighed. Aftalen er kun gyldig, når den er anmeldt til statsamtet. Er separations- eller skilsmissesagen indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.
Stk. 3. Skal den fælles forældremyndighed ophøre, gælder § 9.
Samlivsophævelse
§ 7, stk. 1 , om pligtmæssig stillingtagen til forældremyndighedsspørgsmålet ved separation eller skilsmisse svarer med en sproglig forenkling til den gældende lovs § 11, stk. 1.
Systematikken og opbygningen af reglerne om samlivsophævelse, separation og skilsmisse, der i dag findes i myndighedslovens § 10 og § 11, er ændret. Forældrenes aftale om fælles forældremyndighed ved separation eller skilsmisse foreslås reguleret i § 7, stk. 2, mens kriterierne for og fremgangsmåden ved ophør af fælles forældremyndighed i forbindelse med samlivsophævelse eller separation eller skilsmisse, der i dag fremgår af reglerne i § 10, stk. 2, og § 11, stk. 3, foreslås udskilt til en særskilt bestemmelse i lovforslagets § 9.
Efter bestemmelsen i § 7, stk. 2, kan forældrene ved separation eller skilsmisse ved anmeldelse til statsamtet aftale, at de fortsat skal have fælles forældremyndighed. Reglen er en specialregel i forhold til den generelle bestemmelse i § 6. Anmeldelsen er en gyldighedsbetingelse. Er separations- eller skilsmissesagen indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil. Også i dette tilfælde forudsættes anmeldelse at være en gyldighedsbetingelse. Aftalen må i øvrigt fremgå af bevillingen eller dommen til separation eller skilsmisse.
Bestemmelsen er ændret i forhold til lovudkastet i betænkningen, hvor det foreslås, at statsamtet i disse tilfælde skal godkende aftalen om fælles forældremyndighed. Baggrunden for ændringen er, at det findes urimeligt at stille krav om godkendelse i tilfælde, hvor forældrene har været gift, når godkendelse ikke skal ske ved aftale mellem ugifte forældre, herunder i tilfælde hvor forældrene aldrig har boet sammen. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 3.3.
I § 7, stk. 3, er der af hensyn til overskueligheden indsat en henvisning til § 9 om ophør af fælles forældremyndighed.
Til § 8
§ 7. Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.
Stk. 2. Forældremyndigheden medfører pligt til at beskytte barnet mod fysisk og psykisk vold og anden krænkende behandling.
Stk. 3. Forældrene kan anvende barnets indtægter til dets underhold i passende omfang og under hensyntagen til deres og barnets stilling.
Indehavere af forældremyndighed
§ 7. Ved separation eller skilsmisse skal der tages stilling til forældremyndigheden, medmindre der tidligere er truffet aftale eller afgørelse herom.
Stk. 2. Forældrene kan aftale, at de fortsat skal have fælles forældremyndighed. Aftalen er kun gyldig, når den er anmeldt til statsamtet. Er separations- eller skilsmissesagen indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.
Stk. 3. Skal den fælles forældremyndighed ophøre, gælder § 9.
Samlivsophævelse
Kapitel 8
Ikrafttræden m.v.
Kapitel 8
Ikrafttræden m.v.
Kapitel 8 indeholder ikrafttrædelses- og overgangsregler m.v.
Til § 33
Der skal efter lovens vedtagelse udarbejdes en ny forældremyndighedsbekendtgørelse. For at give den fornødne tid hertil foreslås det, at lovens ikrafttræden fastsættes til den 1. januar 1996, jf. stk. 1 . Dog foreslås det, at ændringen af reglerne i ægteskabsloven om tolkebistand i forbindelse med vielse træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Ifølge § 33, stk. 2 , ophæves de regler i myndighedsloven, som den nye lov skal erstatte. Det drejer sig om hele kapitel 2 (§ 6 - § 28) med overskriften » Forældremyndighed ». Som følge af det foreslåede nye kapitel 3 om arbejdsaftaler skal også den gældende lovs § 35 og § 36 ophæves. Myndighedslovens § 35, stk. 1, gentages ikke i lovforslagets kapitel 3. Bestemmelsen foreslås ophævet, da en mindreårig, der har indgået ægteskab, efter forslaget ikke er under forældremyndighed, og således ikke skal have forældrenes samtykke til at indgå eller ophæve en aftale om tjeneste eller andet arbejde. Den gældende lovs § 37 med en henvisning til lovgivningens særlige regler om lærlingeforhold må anses for overflødig og foreslås derfor ophævet, uden at en tilsvarende bestemmelse er medtaget i lovforslaget. Der er herved ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden inden for de områder, der særligt regulerer lærlingeforhold m.v.
Endelig foreslås bestemmelsen i myndighedslovens § 72 om indgåelse af overenskomster med andre stater ændret, således at forældremyndighed og samvær udgår af bestemmelsen. Adgangen til at indgå overenskomster med andre stater om forældremyndighed og samvær fremgår nu af den foreslåede bestemmelse i § 32.
Udgangspunktet ifølge § 33, stk. 1, er, at loven finder anvendelse med hensyn til alle spørgsmål, hvorom der skal træffes afgørelse efter lovens ikrafttræden. Dette indebærer bl.a., at reglerne om anmeldelse og godkendelse i lovforslagets § 6, § 7, stk. 2, § 9 og § 11, stk. 2, også vil kunne finde anvendelse på verserende retssager.
Der er fundet behov for at fastsætte en udtrykkelig bestemmelse om verserende sager efter den gældende lovs § 14 og § 17. Efter stk. 3 finder de lempeligere regler i § 12 om overførelse af forældremyndigheden til faderen ved dom og § 13 om ændring ved dom af en aftale eller afgørelse om forældremyndighed således også anvendelse på sager, der verserer ved lovens ikrafttræden.
I stk. 4 præciseres det endvidere, at § 13 om ændring af aftaler eller afgørelse om forældremyndighed og § 17, stk. 2 og 3, om ændring eller ophævelse af aftaler eller afgørelser om samvær også finder anvendelse på afgørelser og aftaler, der hidrører fra før den nye lovs ikrafttræden.
Til § 34 og § 36
Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at de gældende regler i myndighedslovens kapitel 2 om forældremyndighed og samværsret ophæves og erstattes af reglerne i lov om forældremyndighed og samvær.
Til § 35
Til nr. 1 og 2
Ændringen af bestemmelserne i ægteskabslovens § 13 og § 20 giver justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler om, at par, der har bopæl i udlandet og som ønsker at gifte sig i Danmark, skal betale udgifterne til tolkebistand, hvis de danske myndigheder finder det nødvendigt, at der medvirker en tolk under vielsen eller i forbindelse med prøvelsen af ægteskabsbetingelserne. Ændringen i § 13, stk. 4, 1. pkt., giver endvidere hjemmel til at fastsætte bestemmelser om, at det påhviler parret at afholde udgiften til oversættelse af den nødvendige dokumentation for, at ægteskabsbetingelserne er opfyldt, f.eks. en udenlandsk skilsmissedom. Bestemmelsen gælder, uanset om parret har bopæl i Danmark eller i andre lande.
Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af den foreslåede ordning i de almindelige bemærkninger pkt. 7.
Til nr. 3
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at de gældende regler i myndighedslovens kapitel 2 om forældremyndighed og samværsret ophæves og erstattes af reglerne i lov om forældremyndighed og samvær.
Til § 37
Kapitel 8
Ikrafttræden m.v.
§ 8. Lever forældrene ikke sammen, eller agter en af dem at ophæve samlivet, kan hver af dem kræve, at den fælles forældremyndighed skal ophøre.
Ophør af fælles forældremyndighed
§ 8. Lever forældrene ikke sammen, eller agter en af dem at ophæve samlivet, kan hver af dem kræve, at den fælles forældremyndighed skal ophøre.
Ophør af fælles forældremyndighed
§ 8, der omhandler ophør af fælles forældremyndighed ved samlivsophævelse, svarer med sproglige forenklinger til den gældende regel i myndighedslovens § 10, stk. 1.
Efter § 8 kræves som hidtil, at der foreligger samlivsophævelse, eller at der er truffet beslutning herom, før den fælles forældremyndighed kan ophøre. Er denne betingelse opfyldt, kan hver af forældrene kræve, at den fælles forældremyndighed skal ophøre. Der er således ikke adgang til at påtvinge den ene af forældrene fælles forældremyndighed mod dennes vilje, selv om det måtte skønnes, at fælles forældremyndighed var det bedste for barnet. Se herom de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.
Ophør af den fælles forældremyndighed kan gennemføres ved forældrenes aftale eller i tilfælde af tvist ved dom. Reglerne om ophøret, der findes i myndighedslovens § 10, stk. 2-3, er nu udskilt til en særskilt bestemmelse i § 9, der gælder for alle tilfælde af ophævelse af den fælles forældremyndighed efter § 7 og § 8.
Det tilføjes, at fælles forældremyndighed ikke kan bringes til ophør, hvis samlivet består, og der ikke er truffet beslutning om ophævelse. Det gælder, uanset om forældrene er gifte eller ugifte.
Til § 9
§ 8. Er forældrene gift med hinanden ved barnets fødsel eller indgår de senere ægteskab, har de fælles forældremyndighed. Er forældrene separeret ved barnets fødsel, har moderen dog forældremyndigheden alene, medmindre samlivet mellem ægtefællerne genoptages.
Stk. 2. Er forældrene ikke gift med hinanden, har moderen forældremyndigheden alene.
Aftale om fælles forældremyndighed
§ 8. Lever forældrene ikke sammen, eller agter en af dem at ophæve samlivet, kan hver af dem kræve, at den fælles forældremyndighed skal ophøre.
Ophør af fælles forældremyndighed
Kapitel 9
Forskellige bestemmelser og overgangsbestemmelser
§ 9. Skal den fælles forældremyndighed ophøre, kan forældrene med statsamtets godkendelse aftale, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen godkendes af retten.
Stk. 2. Er forældrene uenige, eller nægtes godkendelse af deres aftale, afgør retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene.
Genoptagelse af samlivet
§ 9. Skal den fælles forældremyndighed ophøre, kan forældrene med statsamtets godkendelse aftale, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen godkendes af retten.
Stk. 2. Er forældrene uenige, eller nægtes godkendelse af deres aftale, afgør retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene.
Genoptagelse af samlivet
§ 9 regulerer ophør af den fælles forældremyndighed. Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 10, stk. 2-3, og § 11, stk. 2-3, og knytter sig til § 7 om separation og skilsmisse samt til § 8 om samlivsophævelse.
Ifølge § 9, stk. 1 , kan forældrene ved ophør af fælles forældremyndighed aftale, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene.
Der foreslås ingen ændringer i aftaleordningen. Aftaler om ophør af fælles forældremyndighed skal således fortsat godkendes af statsamtet. En forenkling i form af en anmeldelsesordning ligesom ved indgåelse af aftale om fælles forældremyndighed findes ikke hensigtsmæssig i disse tilfælde. Dette skyldes, at der - når den ene af forældrene giver afkald på forældremyndigheden - fortsat bør være kontrol med, at aftalen om, hvem der fremover skal være indehaver af forældremyndigheden, er til barnets bedste, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 3.3. Kravet om godkendelse giver endvidere mulighed for at vejlede forældrene om retsvirkningerne af aftalen og skaber sikkerhed for, at der er reel enighed mellem forældrene om aftalen. Nægtes godkendelse, må parterne lade retten afgøre spørgsmålet, jf. stk. 2.
Rettens kompetence til at godkende en aftale om ophør af den fælles forældremyndighed foreslås præciseret, således at det nu udtrykkeligt fremgår af loven, at retten kan godkende disse aftaler. Retten kan således godkende aftalen om ophør af fælles forældremyndighed under en sag om forældremyndighed efter lovforslagets § 12 eller § 13 eller under en separations- eller skilsmissesag, hvor der ikke er tvist om forældremyndigheden.
§ 9, stk. 2 , om afgørelse om forældremyndigheden i tilfælde af tvist mellem forældrene er en videreførelse af de gældende regler i myndighedslovens § 10, stk. 3, og § 11, stk. 3, hvorefter spørgsmålet om, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene, afgøres af retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst for barnet. Såfremt der under sagen opnås enighed mellem forældrene om fordelingen af forældremyndigheden, vil en aftale herom kunne godkendes af retten efter bestemmelsen i stk. 1.
Til § 10
Bestemmelsen svarer til myndighedslovens § 12. Bestemmelsen supplerer ægteskabslovens § 30, hvorefter separationens virkninger bortfalder for fremtiden, hvis ægtefællerne genoptager eller fortsætter samlivet.
Efter bestemmelsen genindtræder den fælles forældremyndighed, hvis gifte, herunder separerede, forældre genoptager eller fortsætter samlivet. Bestemmelsen gælder kun for gifte forældre. Ugiftes genoptagelse af samlivet får ikke tilsvarende retsvirkninger, ligesom fraskilte enten må gifte sig igen eller indgå aftale om fælles forældremyndighed, hvis de i forbindelse med genoptagelsen af samlivet på ny ønsker fælles forældremyndighed.
Der henvises i bestemmelsen til § 9. Bestemmelsen i § 10 omfatter således de tilfælde, hvor den fælles forældremyndighed for gifte forældre er ophørt enten i forbindelse med en samlivsophævelse eller en separation.
Til § 11
§ 9. Forældre, der ikke er gift med hinanden eller er separerede, kan med statsamtets godkendelse aftale, at de skal have fælles forældremyndighed. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet.
Ophør af fælles forældremyndighed
§ 9. Skal den fælles forældremyndighed ophøre, kan forældrene med statsamtets godkendelse aftale, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen godkendes af retten.
Stk. 2. Er forældrene uenige, eller nægtes godkendelse af deres aftale, afgør retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene.
Genoptagelse af samlivet
§ 10. Er der truffet aftale eller afgørelse efter § 9 om, at en af forældrene skal have forældremyndigheden alene, genindtræder den fælles forældremyndighed, hvis gifte, herunder separerede, forældre genoptager eller fortsætter samlivet. Er forældrene ugifte eller fraskilte, får de ikke på ny fælles forældremyndighed, medmindre de indgår aftale herom efter § 6.
Overførsel ved aftale
§ 10. Er der truffet aftale eller afgørelse efter § 9 om, at en af forældrene skal have forældremyndigheden alene, genindtræder den fælles forældremyndighed, hvis gifte, herunder separerede, forældre genoptager eller fortsætter samlivet. Er forældrene ugifte eller fraskilte, får de ikke på ny fælles forældremyndighed, medmindre de indgår aftale herom efter § 6.
Overførsel ved aftale
§ 10. Lever forældre, der har fælles forældremyndighed, ikke sammen, eller agter en af dem at ophæve samlivet, kan enhver af dem kræve, at den fælles forældremyndighed skal ophøre.
Stk. 2. Forældrene kan med statsamtets godkendelse aftale, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet.
Stk. 3. Er forældrene uenige, eller nægtes godkendelse af deres aftale, afgør retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene.
§ 10 a. Er forældrene uenige om, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene, skal begge give samtykke til, at barnet forlader landet.
Separation og skilsmisse
§ 10. Er der truffet aftale eller afgørelse efter § 9 om, at en af forældrene skal have forældremyndigheden alene, genindtræder den fælles forældremyndighed, hvis gifte, herunder separerede, forældre genoptager eller fortsætter samlivet. Er forældrene ugifte eller fraskilte, får de ikke på ny fælles forældremyndighed, medmindre de indgår aftale herom efter § 6.
Overførsel ved aftale
§ 11. Forældremyndigheden kan ved aftale godkendt af statsamtet overføres til den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, eller til andre. Forældremyndigheden kan overføres til et ægtepar i forening, herunder den ene af forældrene og dennes ægtefælle. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen godkendes af retten.
Overførsel til faderen ved dom
§ 11. Forældremyndigheden kan ved aftale, godkendt af statsamtet, overføres til den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, eller til andre. Forældremyndigheden kan overføres til et ægtepar i forening, herunder den ene af forældrene og dennes ægtefælle. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen godkendes af retten.
Overførsel til faderen ved dom
§ 11 vedrører overførsel af forældremyndigheden ved aftale. Bestemmelsen svarer med enkelte systematiske ændringer til den gældende lovs § 13. Dog er det i 4. pkt. præciseret, at retten kan godkende en aftale om overførsel af forældremyndigheden, såfremt der opnås enighed herom under en verserende forældremyndighedssag efter § 12 eller § 13. Også på dette område bevares godkendelsesordningen, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 3.3.
Til § 12
§ 11. Ved separation eller skilsmisse skal der tages stilling til, hvem forældremyndigheden skal tilkomme, medmindre der tidligere er truffet aftale eller afgørelse herom.
Stk. 2. Forældrene kan med statsamtets eller rettens godkendelse aftale, at de fortsat skal have fælles forældremyndighed, eller at en af dem skal have forældremyndigheden alene. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Godkendelsen foretages af statsamtet, hvis separationen eller skilsmissen sker ved bevilling, og ellers af retten.
Stk. 3. Er forældrene uenige, eller nægtes godkendelse af deres aftale, afgør retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene.
Genoptagelse af samlivet
§ 11. Forældremyndigheden kan ved aftale godkendt af statsamtet overføres til den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, eller til andre. Forældremyndigheden kan overføres til et ægtepar i forening, herunder den ene af forældrene og dennes ægtefælle. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen godkendes af retten.
Overførsel til faderen ved dom
§ 12. Har forældre, der ikke er gift med hinanden, levet sammen i længere tid, uden at de har fælles forældremyndighed, og kræver faderen forældremyndigheden ved samlivets ophør, afgør retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene.
Stk. 2. I andre tilfælde kan retten overføre forældremyndigheden fra moderen til faderen alene, hvis ændringen er bedst for barnet. Ved afgørelsen skal det tillægges vægt, om indehaveren af forældremyndigheden uden rimelig grund hindrer gennemførelsen af samvær.
Ændring ved dom
§ 12. Har forældre, der ikke er gift med hinanden, levet sammen i længere tid, uden at de har fælles forældremyndighed, og kræver faderen forældremyndigheden ved samlivets ophør, afgør retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene.
Stk. 2. I andre tilfælde kan retten overføre forældremyndigheden fra moderen til faderen alene, hvis ændringen er bedst for barnet.
Ændring ved dom
§ 12 vedrører overførsel af forældremyndigheden til en ugift fader ved dom. Bestemmelsen afløser myndighedslovens § 14.
Bestemmelsen forudsætter, at faderen ikke har del i forældremyndigheden, det vil sige, at der ikke er indgået aftale efter § 6 om fælles forældremyndighed. Er der aftalt fælles forældremyndighed, gælder § 8, jf. § 9, hvis faderen ønsker at få forældremyndigheden alene. Hvis forældrene er enige om, at forældremyndigheden skal overføres til faderen, gælder § 11. § 12 forudsætter således, at der er en tvist mellem forældrene om forældremyndigheden, og at der således skal træffes en afgørelse ved dom.
§ 12 er i modsætning til myndighedslovens § 14 opdelt i to stykker med forskellige betingelser.
I stk. 1 foreslås det, som det fremgår af de almindelige bemærkninger pkt. 3.1., at styrke den ugifte faders retsstilling ved ophør af et længerevarende samliv med moderen, således at kriterierne for fordeling af forældremyndigheden i tilfælde, hvor faderen anlægger sag om overførsel af forældremyndigheden umiddelbart efter ophør af samlivet, bliver de samme som ved ophør af fælles forældremyndighed, jf. § 9, stk. 2.
Efter § 12, stk. 1, er det en betingelse, at forældrene har levet sammen i længere tid. Kerneområdet for bestemmelsen er forhold, hvor forældrene har boet sammen siden barnets fødsel, og barnet ved samlivsophævelsen er over spædbarnsalderen. I disse tilfælde bør der ikke - set med barnets øjne - være regler, der giver den ene af forældrene fortrin frem for den anden. For denne gruppe af forældre vil kravet om et længerevarende samliv typisk ikke give anledning til problemer. Ophæves et ellers stabilt samliv nogle måneder efter barnets fødsel, vil betingelsen om et længerevarende samliv også kunne være opfyldt, idet kravet må ses i relation til barnets levetid. Flytter forældrene først sammen nogen tid efter, at barnet er født, skal samme afvejning foretages. I disse tilfælde vil et samliv, som kun har varet i nogle måneder, typisk ikke være tilstrækkeligt til at kunne begrunde, at faderen og moderen ved en tvist om forældremyndigheden ligestilles. Flytter forældrene derimod sammen, når barnet er fem år, og ophæves samlivet igen efter to år, når barnet er syv år, vil betingelsen om et længerevarende samliv være opfyldt. Ophæves samlivet mellem forældrene i dette tilfælde efter seks måneder, vil betingelsen ikke være opfyldt.
Det er endvidere en betingelse efter stk. 1, at sagen anlægges i tilknytning til samlivsophævelsen. Retssagen må således anlægges inden for nogle måneder efter samlivsophævelsen, medmindre udskydelsen skyldes særlige forhold. Den nærmere afgrænsning af bestemmelsens anvendelsesområde må i øvrigt overlades til retspraksis.
§ 12, stk. 1, vil finde anvendelse, uanset om barnet er født før lovens ikrafttræden, jf. herved § 33, stk. 1. Om reglens anvendelse i sager, der verserer på dette tidspunkt, henvises til lovforslagets § 33, stk. 3.
Er betingelserne i stk. 1 ikke opfyldt, f.eks. fordi forældrene ikke har boet sammen, eller fordi faderen venter med at anlægge sag til nogen tid efter, at samlivet er ophørt, gælder reglen i stk. 2 , der svarer til myndighedslovens § 14, 1. pkt. Efter stk. 2 har faderen som efter gældende ret bevisbyrden for, at en overførsel af forældremyndigheden til ham vil være bedst for barnet.
Myndighedslovens § 14, 2. pkt., hvorefter der ved afgørelse af sagen skal tages hensyn til faderens hidtidige forbindelse med barnet, er ikke gentaget i § 12, stk. 2. Bestemmelsen synes ikke at have spillet nogen større rolle i retspraksis. Udeladelsen må også ses i lyset af forslaget i stk. 1, der indebærer, at stk. 2 særligt skal dække tilfælde, hvor forældrene ikke har boet fast sammen. Faderens kontakt og relationer til barnet forud for sagen vil også uden en udtrykkelig regel naturligt indgå som et blandt flere momenter i rettens overvejelser og afvejning, når afgørelsen skal træffes.
Til § 13
§ 12. Er der truffet aftale eller afgørelse efter § 10 eller § 11 om, at en af forældrene skal have forældremyndigheden alene, genindtræder den fælles forældremyndighed, hvis gifte, herunder separerede, forældre genoptager eller fortsætter samlivet. Er forældrene ugifte eller fraskilte, får de ikke på ny fælles forældremyndighed, medmindre de indgår aftale herom efter § 9.
Overførelse af forældremyndighed ved aftale
§ 12. Har forældre, der ikke er gift med hinanden, levet sammen i længere tid, uden at de har fælles forældremyndighed, og kræver faderen forældremyndigheden ved samlivets ophør, afgør retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene.
Stk. 2. I andre tilfælde kan retten overføre forældremyndigheden fra moderen til faderen alene, hvis ændringen er bedst for barnet. Ved afgørelsen skal det tillæggets vægt, om indehaveren af forældremyndigheden uden rimelig grund hindrer gennemførelsen af samvær.
Ændring ved dom
§ 13. Er forældremyndigheden ved aftale eller dom tillagt en af forældrene alene, kan retten, når særlige grunde taler derfor, overføre forældremyndigheden til den anden, hvis det er bedst for barnet, navnlig på grund af væsentligt forandrede forhold. Ved afgørelsen skal det tillægges vægt, om indehaveren af forældremyndigheden uden rimelig grund hindrer gennemførelsen af samvær.
Stk. 2. Stk. 1 gælder også, hvis faderen ikke har fået forældremyndigheden under en sag efter § 12.
Stk. 3. Aftale efter § 11 eller afgørelse efter § 14 kan ændres af retten under samme betingelser som nævnt i stk. 1.
Dødsfald
§ 13. Er forældremyndigheden ved aftale eller dom tillagt en af forældrene alene, kan retten, når særlige grunde taler derfor, overføre forældremyndigheden til den anden, hvis det er bedst for barnet, navnlig på grund af væsentligt forandrede forhold.
Stk. 2. Stk. 1 gælder også, hvis faderen ikke har fået forældremyndigheden under en sag efter § 12.
Stk. 3. Aftale efter § 11 eller afgørelse efter § 14 kan ændres af retten under samme betingelser som nævnt i stk. 1.
Dødsfald
§ 13 om ændring af aftaler og afgørelser om forældremyndighed ved dom i tilfælde af tvist svarer til den gældende lovs § 17, bortset fra, at betingelsen for overførsel er blevet lempet. Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.
Lempelsen er gennemført ved, at forældremyndigheden efter forslaget kan overføres til den anden af forældrene, » når særlige grunde taler derfor », hvis det er bedst for barnet, navnlig på grund af væsentligt forandrede forhold. Efter den gældende regel kan forældremyndigheden overføres til den anden af forældrene, hvis det er » påkrævet », under hensyn til, hvad der er bedst for barnet, navnlig på grund af væsentligt forandrede forhold.
Ændringen indebærer, at det grundlæggende princip - hvad der er bedst for barnet - bliver fremhævet i bestemmelsen. Spørgsmålet om, hvad der er bedst for barnet, beror på en konkret vurdering af en lang række forhold. Spørgsmålet om samværssabotage vil kunne indgå i denne vurdering. Som nævnt i de almindelige bemærkninger pkt. 3.2. er det Justitsministeriets opfattelse, at muligheden for, at barnet kan have en stabil kontakt med den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, må indgå med betydelig vægt, når der skal træffes afgørelse i en sag om overførsel af forældremyndigheden fra den ene af forældrene til den anden. Der bør derfor efter Justitsministeriets opfattelse i retsanvendelsen være øget opmærksomhed om dette spørgsmål.
Ifølge § 13, stk. 2, der svarer til myndighedslovens § 17, stk. 2, gælder bestemmelsen også i tilfælde, hvor der anlægges ny sag, efter at faderen ikke har fået medhold under en sag om overførsel af forældremyndigheden efter § 12.
Ifølge § 13, stk. 3, der svarer til myndighedslovens § 17, stk. 3, kan en aftale efter lovforslagets § 11 eller afgørelse efter § 14 om fordeling af forældremyndigheden i tilfælde af dødsfald kun ændres af retten under samme betingelser som nævnt i § 13, stk. 1. Det vil sige, at forældremyndigheden i disse tilfælde kan overføres, når særlige grunde taler derfor, hvis det det er bedst for barnet, navnlig på grund af væsentligt forandrede forhold.
Om reglens anvendelse i sager, der verserer på tidspunktet for lovens ikrafttræden, henvises til § 33, stk. 3.
Til § 14
§ 13. Forældremyndigheden kan ved aftale godkendt af statsamtet overføres til den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, eller til andre. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Forældremyndigheden kan tillægges et ægtepar i forening, herunder den ene af forældrene og dennes ægtefælle.
Overførelse af forældremyndighed ved dom
§ 13. Prøvelse af ægteskabsbetingelserne foretages af kommunalbestyrelsens formand, i København af en af borgmestrene efter magistratens bestemmelse.
Stk. 2. Prøvelsen foretages på det sted, hvor en af parterne bor. Har ingen af parterne bopæl her i landet, foretages prøvelsen på det sted, hvor en af parterne opholder sig.
Stk. 3. Ved indgivelse af en anmodning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne betales 500 kr., hvis ingen af parterne har bopæl her i landet.
§ 13. Er forældremyndigheden ved aftale eller dom tillagt en af forældrene alene, kan retten, når særlige grunde taler derfor, overføre forældremyndigheden til den anden, hvis det er bedst for barnet, navnlig på grund af væsentligt forandrede forhold. Ved afgørelsen skal det tillægges vægt, om indehaveren af forældremyndigheden uden rimelig grund hindrer gennemførelsen af samvær.
Stk. 2. Stk. 1 gælder også, hvis faderen ikke har fået forældremyndigheden under en sag efter § 12.
Stk. 3. Aftale efter § 11 eller afgørelse efter § 14 kan ændres af retten under samme betingelser som nævnt i stk. 1.
Dødsfald
§ 14. Har forældrene fælles forældremyndighed, og dør den ene, forbliver forældremyndigheden hos den anden. Bor barnet ved dødsfaldet ikke hos den efterlevende, kan en anden i forbindelse med dødsfaldet anmode om at få tillagt forældremyndigheden. Anmodningen kan kun imødekommes, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler imod, at forældremyndigheden forbliver hos den efterlevende. Bor barnet ved dødsfaldet hos den efterlevende, og har denne forvoldt den anden forældremyndighedsindehavers død, kan en anden anmode om at få tillagt forældremyndigheden. Anmodningen kan kun imødekommes, hvis det er af afgørende betydning af hensyn til barnet, at forældremyndigheden ikke forbliver hos den efterlevende.
Stk. 2. Har en af forældrene forældremyndigheden alene, og dør denne, eller bevirker et dødsfald i øvrigt, at ingen har forældremyndigheden, bestemmes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem der skal have forældremyndigheden. Anmoder den efterlevende af forældrene om forældremyndigheden, imødekommes anmodningen, medmindre hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler imod det.
Stk. 3. Har en af forældrene forældremyndigheden alene, og har denne forvoldt den anden af forældrenes død, kan en anden anmode om at få tillagt forældremyndigheden. Anmodningen kan kun imødekommes, hvis det er af afgørende betydning af hensyn til barnet, at forældremyndigheden ikke forbliver hos den efterlevende.
Stk. 4. Forældremyndigheden kan tillægges et ægtepar i forening, herunder den efterlevende af forældrene og dennes ægtefælle.
Stk. 5. Afgørelser efter stk. 1-4 træffes af statsamtet og kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.
Stk. 6. Statsamtets afgørelse kan inden 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, indbringes for retten under en sag mod den, som statsamtet har tillagt forældremyndigheden.
§ 14. Har forældrene fælles forældremyndighed, og dør den ene, forbliver forældremyndigheden hos den anden. Bor barnet ved dødsfaldet ikke hos den efterlevende, kan en anden i forbindelse med dødsfaldet anmode om at få tillagt forældremyndigheden. Anmodningen kan kun imødekommes, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler imod, at forældremyndigheden forbliver hos den efterlevende.
Stk. 2. Har en af forældrene forældremyndigheden alene, og dør denne, eller bevirker et dødsfald i øvrigt, at ingen har forældremyndigheden, bestemmes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem der skal have forældremyndigheden. Anmoder den efterlevende af forældrene om forældremyndigheden, imødekommes anmodningen, medmindre hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler imod det.
Stk. 3. Forældremyndigheden kan tillægges et ægtepar i forening, herunder den efterlevende af forældrene og dennes ægtefælle.
Stk. 4. Afgørelser efter stk. 1-3 træffes af statsamtet og kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.
Stk. 5. Statsamtets afgørelse kan inden 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, indbringes for retten under en sag mod den, som statsamtet har tillagt forældremyndigheden.
§ 14 om forældremyndigheden ved dødsfald svarer til myndighedslovens § 15.
Til § 15
§ 14. Har ugifte forældre ikke haft fælles forældremyndighed, jf. § 8, stk. 2, kan retten overføre forældremyndigheden fra moderen til faderen alene, hvis ændringen er bedst for barnet. Ved afgørelsen tages hensyn til faderens hidtidige forbindelse med barnet.
Forældremyndigheden efter dødsfald
§ 14. Har forældrene fælles forældremyndighed, og dør den ene, forbliver forældremyndigheden hos den anden. Bor barnet ved dødsfaldet ikke hos den efterlevende, kan en anden i forbindelse med dødsfaldet anmode om at få tillagt forældremyndigheden. Anmodningen kan kun imødekommes, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler imod, at forældremyndigheden forbliver hos den efterlevende. Bor barnet ved dødsfaldet hos den efterlevende, og har denne forvoldt den anden forældremyndighedsindehavers død, kan en anden anmode om at få tillagt forældremyndigheden. Anmodningen kan kun imødekommes, hvis det er af afgørende betydning af hensyn til barnet, at forældremyndigheden ikke forbliver hos den efterlevende.
Stk. 2. Har en af forældrene forældremyndigheden alene, og dør denne, eller bevirker et dødsfald i øvrigt, at ingen har forældremyndigheden, bestemmes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem der skal have forældremyndigheden. Anmoder den efterlevende af forældrene om forældremyndigheden, imødekommes anmodningen, medmindre hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler imod det.
Stk. 3. Har en af forældrene forældremyndigheden alene, og har denne forvoldt den anden af forældrenes død, kan en anden anmode om at få tillagt forældremyndigheden. Anmodningen kan kun imødekommes, hvis det er af afgørende betydning af hensyn til barnet, at forældremyndigheden ikke forbliver hos den efterlevende.
Stk. 4. Forældremyndigheden kan tillægges et ægtepar i forening, herunder den efterlevende af forældrene og dennes ægtefælle.
Stk. 5. Afgørelser efter stk. 1-4 træffes af statsamtet og kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.
Stk. 6. Statsamtets afgørelse kan inden 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, indbringes for retten under en sag mod den, som statsamtet har tillagt forældremyndigheden.
§ 15. Indehavere af forældremyndigheden kan tilkendegive, hvem der efter deres død bør have tillagt forældremyndigheden. Tilkendegivelsen følges, medmindre hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derimod. Den efterlevendes fortrinsstilling efter § 14 gælder dog uanset en modsat tilkendegivelse.
§ 15. Indehavere af forældremyndigheden kan tilkendegive, hvem der efter deres død bør have tillagt forældremyndigheden. Tilkendegivelsen følges, medmindre hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derimod. Den efterlevendes fortrinsstilling efter § 14 gælder dog uanset en modsat tilkendegivelse.
§ 15 om forældrenes mulighed for på forhånd at tilkendegive et ønske om, hvem forældremyndigheden skal tilkomme ved dødsfald, svarer til myndighedslovens § 16.
Til kapitel 2
Samvær m.v.
Det foreslås, at reglerne om samvær, der i myndighedsloven findes i samme kapitel som reglerne om forældremyndighed, udskilles til et særligt kapitel med titlen » Samvær m.v. ». Udtrykket » samværsret » i den gældende lov foreslås erstattet med » samvær » for at nedtone rettigheder og pligter i forbindelse med forældrekontakten og dermed fremhæve, at det centrale er, at bevare barnets forbindelse med begge forældre. Kapitel 2 indeholder desuden i § 18 og § 19 to nye bestemmelser, der vedrører anden kontakt med barnet end samvær og adgangen til at få orientering om barnet fra skoler m.v.
Myndighedslovens § 25 om midlertidigt samvær er flyttet til kapitel 4 om midlertidige afgørelser, jf. lovforslagets § 26.
Til § 16
Reglen i § 16 om adgangen til samvær erstatter myndighedslovens § 23. Om bistand fra myndighederne, hvis forældrene ikke kan blive enige om samværet, henvises til § 17.
Den personkreds, der er omfattet af reglen om samvær, er udvidet i forhold til den gældende lovs § 23. I dag omfatter bestemmelsen kun forældre, der ikke har del i forældremyndigheden, og derfor ikke tilfælde, hvor der er fælles forældremyndighed. Efter bestemmelsen i lovforslagets § 16 er reglerne om samvær løsrevet fra forældremyndigheden, således at den af forældrene, der ikke har barnet boende, har ret til samvær, uanset om der er fælles forældremyndighed eller ej. Om baggrunden for denne udvidelse henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.
Den foreslåede udvidelse medfører, at der tillige vil blive mulighed for at få behandlet tvister om samvær forud for og uafhængigt af en afgørelse om fordeling af forældremyndigheden. En anmodning om en samværsresolution vil således kunne indgives til statsamtet, så snart det efter en samlivsophævelse ligger fast, hos hvem barnet skal bo i en kortere eller længere tid, uden at afvente separationen eller skilsmissen. Spørgsmålet om barnets bopæl kan bero på en aftale eller de faktiske forhold. Skal der føres retssag om forældremyndigheden, kan samværssagen behandles uafhængigt heraf i statsamtet. Bliver resultatet af retssagen, at barnet skal flytte bopæl, må statsamtets resolution om samværet tages op på ny. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 26, hvorefter der er adgang til, at statsamtet kan træffe en midlertidig afgørelse om samvær.
Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2. og 4.1.
Til § 17
§ 15. Har forældrene fælles forældremyndighed, og dør den ene, forbliver forældremyndigheden hos den anden. Bor barnet ved dødsfaldet ikke hos den efterlevende, kan en anden i forbindelse med dødsfaldet anmode om at få tillagt forældremyndigheden. Anmodningen kan kun imødekommes, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler imod, at forældremyndigheden forbliver hos den efterlevende.
Stk. 2. Har en af forældrene forældremyndigheden alene, og dør denne, eller bevirker et dødsfald i øvrigt, at ingen har forældremyndigheden, bestemmes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem der skal have forældremyndigheden. Anmoder den efterlevende af forældrene om forældremyndigheden, imødekommes anmodningen, medmindre hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler imod det.
Stk. 3. Forældremyndigheden kan tillægges et ægtepar i forening, herunder den efterlevende af forældrene og dennes ægtefælle.
Stk. 4. Afgørelser efter stk. 1-3 træffes af statsamtet og kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.
Stk. 5. Statsamtets afgørelse kan inden 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, indbringes for retten under en sag mod den, statsamtet har tillagt forældremyndigheden.
§ 15. Indehavere af forældremyndigheden kan tilkendegive, hvem der efter deres død bør have tillagt forældremyndigheden. Tilkendegivelsen følges, medmindre hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derimod. Den efterlevendes fortrinsstilling efter § 14 gælder dog uanset en modsat tilkendegivelse.
§ 16. Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har barnet boende, har ret til samvær.
§ 16. Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har barnet boende, har ret til samvær.
§ 16. Indehavere af forældremyndigheden kan tilkendegive, hvem der efter deres død bør have tillagt forældremyndigheden. Tilkendegivelsen følges, medmindre hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derimod. Den efterlevendes fortrinsstilling efter § 15 gælder dog uanset en modsat tilkendegivelse.
Ændring af forældremyndighedsaftaler og afgørelser
§ 16. Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har barnet boende, har ret til samvær.
§ 17. Statsamtet træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed. Afgørelsen træffes efter, hvad der er bedst for barnet.
Stk. 2. Statsamtet kan ændre en aftale eller afgørelse om samvær, hvis ændringen er bedst for barnet, navnlig på grund af forandrede forhold.
Stk. 3. Statsamtet kan afslå at fastsætte samvær eller ophæve en aftale eller afgørelse herom, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet.
Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om overvåget samvær.
Anden kontakt
§ 17. Statsamtet træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed. Afgørelsen træffes efter, hvad der er bedst for barnet.
Stk. 2. Statsamtet kan ændre en aftale eller afgørelse om samvær, hvis ændringen er bedst for barnet, navnlig på grund af forandrede forhold.
Stk. 3. Statsamtet kan afslå at fastsætte samvær eller ophæve en aftale eller afgørelse herom, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet.
Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om overvåget samvær.
Anden kontakt
§ 17 om statsamtets afgørelser om samvær afløser myndighedslovens § 24. Det hidtidige stk. 2 om ændring og ophævelse af tidligere resolutioner samt om afslag er i lovforslaget delt i to nye stykker, § 17, stk. 2 og 3.
Stk. 1 om fastsættelse af samvær og dermed om udfærdigelse af samværsresolutioner svarer til den gældende lovs § 24, stk. 1. Statsamtet må ved afgørelsen om samvær tage hensyn til barnets interesse i at have kontakt til begge forældre. Bestemmelsen i myndighedslovens § 24, stk. 2, 2. pkt., er ikke gentaget i § 17. Dette indebærer, at der i tilfælde, hvor forældrene aldrig har boet sammen eller kun har levet sammen i kort tid, i videre omfang end hidtil må lægges vægt på, at der i takt med, at barnets alder og udvikling taler for det, etableres en kontakt til den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.
Stk. 2 fastlægger kriterierne for ændring af en aftale eller afgørelse om samvær. Som noget nyt kræves det, at ændringen er bedst for barnet, navnlig på grund af forandrede forhold. Dette indebærer, at den af forældrene, der anmoder om ændring af samværet, normalt vil skulle påvise, at der foreligger nye forhold, før der kan blive tale om en ændring af den tidligere afgørelse. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.
Stk. 3 vedrører afslag på og ophævelse af en aftale eller afgørelse om samvær. Efter bestemmelsen kræves det, at afslaget eller ophævelsen er påkrævet af hensyn til barnet. Dette indebærer i forhold til gældende ret en lempelse i adgangen til at træffe afgørelse om ophævelse af samværet. Om baggrunden for ændringen henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.
Det må bero på en konkret vurdering af samtlige momenter i sagen, om afslag på fastsættelse af samvær i det enkelte tilfælde er påkrævet af hensyn til barnet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis samværet på grund af forældrenes indbyrdes forhold vil blive meget konfliktfyldt. Det må også tillægges vægt, om den af forældrene, der ønsker samvær, hidtil har været passiv i forhold til barnet og f.eks. gennem en årrække ikke har haft kontakt til barnet.
Bestemmelsen i stk. 4 , som er ny i forhold til lovudkastet i betænkningen, giver justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler om overvåget samvær. Efter bestemmelsen i stk. 1 kan statsamtet ved en afgørelse om samvær træffe de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed. Der er således adgang til i særlige tilfælde at fastsætte vilkår om, at samværet skal udøves under overværelse af andre, eventuelt på et bestemt sted. Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4 er det hensigten at fastsætte nærmere regler om etablering af overvåget samvær som et offentligt tilbud overalt i landet. Justitsministeriet vil senere efter drøftelser med de myndigheder, der vil kunne berøres af reglerne om etablering af et overvåget samvær, vurdere, om opgaven med at etablere tilbuddet bør tilkomme statsamterne, kommunerne, private eller om der eventuelt bør være tale om en kombination af disse muligheder. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.
Til § 18
§ 17. Er forældremyndigheden ved aftale eller dom tillagt en af forældrene alene, kan retten overføre forældremyndigheden til den anden, hvis det er påkrævet under hensyn til, hvad der er bedst for barnet, navnlig på grund af væsentligt forandrede forhold.
Stk. 2. Stk. 1 gælder også, hvis faderen ikke har fået medhold under en sag efter § 14.
Stk. 3. Aftale efter § 13 eller afgørelse efter § 15 kan ændres af retten efter samme betingelser som nævnt i stk. 1.
Midlertidige afgørelser om forældremyndighed
§ 17. Statsamtet træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed. Afgørelsen træffes efter, hvad der er bedst for barnet.
Stk. 2. Statsamtet kan ændre en aftale eller afgørelse om samvær, hvis ændringen er bedst for barnet, navnlig på grund af forandrede forhold.
Stk. 3. Statsamtet kan afslå at fastsætte samvær eller ophæve en aftale eller afgørelse herom, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet.
Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om overvåget samvær.
Anden kontakt
§ 18. Statsamtet kan i særlige tilfælde træffe bestemmelse om anden kontakt med barnet for den af forældrene, der ikke har barnet boende, i form af telefonsamtaler, brevveksling og lignende.
Orientering om barnet
§ 18. Statsamtet kan i særlige tilfælde træffe bestemmelse om anden kontakt med barnet for den af forældrene, der ikke har barnet boende, i form af telefonsamtaler, brevveksling og lignende.
Orientering om barnet
§ 18, der er ny, vedrører anden kontakt end samvær i form af telefonsamtaler, brevveksling og lignende.
Efter bestemmelsen kan statsamtet træffe afgørelse om anden kontakt end samvær. Bestemmelsen kan anvendes, også selv om der er fælles forældremyndighed. De former for kontakt, der er omfattet af bestemmelsen, er begrænset til telefonsamtaler, brevveksling og lignende, herunder f.eks. udveksling af indspillede bånd og videoer, telefaxer, elektronisk post samt anden form for skriftlig meddelelse.
Behovet for statsamtets bistand til sådan anden kontakt end samvær kan navnlig foreligge, hvis den af forældrene, der har barnet boende, griber ind i barnets kontakt med den anden af forældrene uden rimelig grund. Bestemmelsen kan alene anvendes i særlige tilfælde. Herved er det tilkendegivet, at der skal foreligge en speciel situation, før statsamtet kan træffe beslutning om denne form for kontakt mod den ene af forældrenes ønske. Det er således ikke hensigten, at det skal blive almindeligt, at der fastsættes bestemmelse om anden kontakt med barnet i forbindelse med statsamternes afgørelser om samvær.
Bestemmelsen vil kunne anvendes som et supplement til et samvær, som på grund af afstanden mellem forældrenes bopæle er meget eller noget mere begrænset end samvær i sædvanligt omfang. Bor den samværsberettigede i en anden verdensdel, og således at denne kun kan se barnet i ferier, f.eks. 2-3 uger samlet en gang om året, kan telefonsamtaler eller skriftlig kontakt være et godt middel til at bevare forbindelsen og dermed en kontinuitet i relationerne. Det samme kan være tilfældet for børn af sømænd og langturschauffører med længerevarende ophold uden for hjemmet. Kontakten vil måske undertiden kunne erstatte et fysisk samvær, hvor dette af praktiske grunde ikke kan gennemføres. Hvis det findes forsvarligt, vil det ikke være udelukket at anvende § 18 i tilfælde, hvor samværet er nægtet eller ophævet efter § 17, stk. 3, fordi fysisk, personlig kontakt vil være til skade for barnet, eller fordi der er konkret fare for bortførelse af barnet.
Bestemmelsen vil også kunne anvendes til at afstikke grænserne for kontakten, f.eks. til at fastlægge de dage og tidspunkter, hvor opringninger kan finde sted, hvis hyppige opringninger i tide og utide er forstyrrende for familielivet.
Afgrænsningen af bestemmelsens anvendelsesområde må i øvrigt fastlægges gennem praksis.
Statsamtets afgørelser efter § 18 er skønsmæssige, og der er ikke i bestemmelsen fastsat regler om ændring eller ophævelse af statsamtets afgørelser. De grundsætninger, der er opstillet i § 17, stk. 2 og 3, om samvær, vil imidlertid kunne finde anvendelse ved statsamtets afgørelse om ændring eller ophævelse af den fastsatte kontakt. Statsamtets afgørelse efter § 18 vil ikke kunne gennemtvinges eller sanktioneres, f.eks. gennem fogedbistand eller tvangsbøder.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 5.1.
Til § 19
§ 18. Er der anlagt retssag om forældremyndigheden, kan retten efter anmodning ved kendelse bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt skal tilkomme. Afgørelsen træffes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet under sagen. Afgørelsen gælder, indtil der foreligger en dom, der kan fuldbyrdes, og bortfalder, hvis sagen hæves eller afvises.
§ 18. Statsamtet kan i særlige tilfælde træffe bestemmelse om anden kontakt med barnet for den af forældrene, der ikke har barnet boende, i form af telefonsamtaler, brevveksling og lignende.
Orientering om barnet
§ 19. Den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, har ret til efter anmodning at få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner samt social- og sundhedsvæsenet. Myndigheden eller institutionen kan nægte at give oplysninger, hvis det er til skade for barnet. Der må ikke gives fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold.
Stk. 2. Statsamtet kan i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden eller en af de i stk. 1 nævnte institutioner fratage den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, adgangen til at få orientering efter stk. 1. En afgørelse efter 1. pkt. har virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen modtager meddelelse om afgørelsen.
§ 19. Den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, har ret til efter anmodning at få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner samt social- og sundhedsvæsenet. Myndigheden eller institutionen kan nægte at give oplysninger, hvis det er til skade for barnet. Der må ikke gives fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold.
Stk. 2. Statsamtet kan i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden eller en af de i stk. 1 nævnte institutioner fratage den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, adgangen til at få orientering efter stk. 1. En afgørelse efter 1. pkt. har virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen modtager meddelelse om afgørelsen.
§ 19, der er ny, vedrører adgangen for den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, til at få en orientering om barnet.
Bestemmelsen regulerer skolers, børneinstitutioners og social- og sundhedsvæsenets ret og pligt til at videregive oplysninger også til forældre uden forældremyndighed uden at komme i strid med bestemmelser om tavshedspligt og uden at kunne mødes med indsigelser fra forældremyndighedsindehaveren. Reglen omhandler ikke aktindsigt og giver således ikke ret til at få udleveret kopier af sagsakter vedrørende barnet. Bestemmelsen pålægger en pligt til at give en orientering, typisk i form af mundtlige oplysninger.
Bestemmelsen er i forhold til lovudkastet i betænkningen præciseret, således at udtrykket » orientering » nu fremgår direkte af lovteksten. Herved understreges det, at der alene er tale om en ret til en orientering, der ikke giver adgang til aktindsigt i videre omfang end de almindelige regler i offentlighedsloven. Der er i øvrigt ikke tilsigtet nogen ændring i adgangen til at få oplysninger i forhold til den beskrivelse, der er givet heraf i betænkningen s. 120-124.
Der er efter § 19 kun tale om en ret til orientering. Bestemmelsen giver ikke beføjelser for den, der ikke har del i forældremyndigheden, til en aktiv kontakt med myndigheden, f.eks. i form af deltagelse i forældremøder eller forældrekonsultationer, heller ikke selv om den pågældende blot ønsker at være til stede. Orienteringen kan ikke danne grundlag for anmodninger eller krav til myndighederne. Der bliver således ikke tale om partsstatus for den af forældrene, der har krav på orientering. Reglen medfører heller ikke adgang til at repræsentere barnet og f.eks. at være medlem af skolebestyrelser eller forældrebestyrelser i daginstitutioner.
Ifølge stk. 1, 1. pkt. , tilkommer adgangen til at få en orientering den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden. Reglen er ikke begrænset til forældre, der har en samværsresolution fra statsamtet. Baggrunden herfor er, at et sådant krav ville skabe dokumentationsvanskeligheder for den pågældende af forældrene, idet samvær i de fleste tilfælde aftales uden statsamtets bistand. Der vil i disse tilfælde ikke være en samværsresolution at forevise.
De myndigheder og institutioner, der er omfattet af bestemmelsen, er skoler, børneinstitutioner og social- og sundhedsvæsenet. Der kan således både være tale om institutioner, der er en del af den offentlige forvaltning og dermed omfattet af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven, samt om private institutioner, for hvilke reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven ikke gælder. De oplysninger, der er omfattet af bestemmelsen, er sådanne oplysninger, som forældremyndighedens indehaver ville kunne få fra de pågældende institutioner. Disse oplysninger kan således også gives til den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden.
Skoler er alle institutioner, der giver undervisning. Bestemmelsen omfatter således både folkeskolerne og private skoler, der giver undervisning på folkeskoleniveau. Endvidere vil f.eks. gymnasier, handelsskoler og andre ungdomsuddannelser være omfattet af reglen. De nævnte skoler vil f.eks. kunne orientere om barnets standpunkt og udvikling, dets faglige svagheder og stærke sider samt om eventuelle problemer med barnet.
Ved børneinstitutioner tænkes på f.eks. vuggestuer, børnehaver og fritidshjem, uanset om disse er private eller må anses for at være en del af den offentlige forvaltning. Der kan også være tale om en kommunal dagpleje. Disse institutioner kan give oplysninger om barnets trivsel, udvikling eller lignende.
De sociale myndigheder vil kunne informere om sociale hjælpeforanstaltninger iværksat i forhold til barnet. Hospitaler vil kunne besvare forespørgsler om barnets helbredstilstand og f.eks. informere om, hvad der måtte være årsagen til en indlæggelse, herunder hvad der er hændt ved en ulykke, hvis dette er baggrunden for indlæggelsen.
Ifølge stk. 1, 1. pkt., skal der foreligge en anmodning til institutionen om at få en orientering. Hermed tilkendegives, at der skal være tale om en individuel og konkret henvendelse om oplysninger. En generel eller stående opfordring om at blive holdt orienteret er således ikke tilstrækkelig og skal ikke imødekommes.
Ifølge stk. 1, 2. pkt. , kan myndigheden eller institutionen nægte at give oplysninger, hvis det er til skade for barnet. En afgørelse herom vil kunne påklages efter de regler om klageadgang, der gælder for vedkommende institution, hvis der er tale om en offentlig myndighed, eller hvis der i øvrigt er fastsat regler om klage vedrørende den pågældende institution.
Ifølge stk. 1, 3. pkt. , må der ikke gives fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold, selv om dette kunne forekomme naturligt i forbindelse med orienteringen om og beskrivelsen af barnets situation. Det gælder f.eks. oplysninger om forældremyndighedsindehaverens fysiske eller psykiske helbredstilstand.
Såfremt forældremyndighedens indehaver som følge af de almindelige regler om tavshedspligt efter en konkret vurdering er afskåret fra at få oplysninger, f.eks. om en ungs private forhold, vil den anden af forældrene heller ikke kunne få sådanne oplysninger. Afgrænsningen af adgangen til oplysninger bliver således den samme for begge forældre og omfatter kun oplysninger om barnet.
Efter bestemmelsen i § 19, stk. 2 , kan statsamtet i særlige tilfælde fratage den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, adgangen til at få en orientering efter stk. 1.
Bestemmelsen er ændret i forhold til lovudkastet i betænkningen, således at en anmodning om fratagelse af adgangen til at få en orientering kan fremsættes både af forældremyndighedsindehaveren og af en af de i stk. 1 nævnte institutioner.
Baggrunden for forslaget om tillige at give institutionerne adgang til at fremsætte anmodning efter stk. 2 er, at der vil kunne være sjældne tilfælde, hvor den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, bruger adgangen til at få orientering i et sådant omfang, at det bliver en urimelig belastning for institutionen. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den pågældende gentagne gange - måske næsten dagligt - retter henvendelse til institutionen om mindre vigtige spørgsmål vedrørende barnet. Hvis indehaveren af forældremyndigheden i sådanne tilfælde ikke fremsætter anmodning om fratagelse af adgangen til at få en orientering, vil institutionen ikke have mulighed for at nægte at give de pågældende oplysninger, hvilket kan være uhensigtsmæssigt. Der kan herved bl.a. tages hensyn til, om der er tale om en lille skole eller børneinstitution med begrænsede ressourcer til at imødekomme gentagne anmodninger om orientering om barnet.
Fremsættes anmodningen om fratagelse af adgangen til oplysninger af forældremyndighedens indehaver, kan de grunde, der kan føre til et afslag på samvær eller en ophævelse heraf, også tale for at ophæve retten til at få oplysninger.
Imødekommer statsamtet en anmodning fra forældremyndighedsindehaveren om at fratage den anden af forældrene adgangen til at få en orientering, er det op til ansøgeren selv at orientere de respektive myndigheder. Det er på den baggrund fundet hensigtsmæssigt i lovteksten at præcisere, at afgørelsen om fratagelse af adgangen til at få en orientering har virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen modtager meddelelse om afgørelsen om fratagelse.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 5.2.
Til kapitel 3
Arbejdsaftaler
Til §§ 20 og 21
Bestemmelserne i § 20 og § 21 svarer til myndighedslovens § 35 - § 36 om mindreåriges arbejdsaftaler. Bestemmelserne er medtaget i lovforslaget, idet reglerne om mindreåriges arbejdsaftaler, herunder forældremyndighedsindehaverens beføjelser i forbindelse hermed, naturligt hører hjemme sammen med reglerne om forældremyndighed i øvrigt.
Bestemmelserne er med nogle få sproglige ændringer uændret i forhold til myndighedsloven bortset fra, at myndighedslovens § 35, stk. 1, ikke er medtaget. Ifølge myndighedslovens § 35, stk. 1, træffer en mindreårig, der har indgået ægteskab, selv bestemmelse om indgåelse og ophævelse af aftale om tjeneste eller andet personligt arbejde. Da denne bestemmelse således kun omfatter personer, der ikke er under forældremyndighed, jf. lovforslagets § 1, og derfor må anses for overflødig, foreslås det, at bestemmelsen ophæves, jf. herved lovforslagets § 33, stk. 2.
Bestemmelserne i § 20 og § 21 omfatter således kun børn og unge, der er under forældremyndighed. Efter den almindelige bestemmelse i lovforslagets § 2 om forældremyndighedens indhold kan børn og unge kun indgå arbejdsaftaler med tilladelse af forældremyndighedens indehaver. Ifølge § 20 kan et barn eller en ung, der med tilladelse af forældremyndighedsindehaveren på egen hånd har påtaget sig et arbejde, hvorved denne er blevet i stand til selv at sørge for sit underhold, hvis den pågældende er fyldt 15 år, selv ophæve aftalen og påtage sig andet arbejde af lignende art, medmindre andet bestemmes af forældremyndighedens indehaver. Ifølge § 21 kan forældremyndighedens indehaver ophæve en aftale om personligt arbejde, som et barn eller en ung på egen har påtaget sig, hvis hensynet til barnet eller den unges opdragelse eller velfærd kræver det.
Til kapitel 4
Midlertidige afgørelser
De gældende regler i myndighedslovens § 18 - § 22 om midlertidige afgørelser om forældremyndighed er tillige med den hidtil gældende bestemmelse i myndighedslovens § 25 om midlertidig samværsret samlet i et særligt kapitel om midlertidige afgørelser.
Til § 22
§ 19. Har forældrene fælles forældremyndighed, og er der risiko for, at den ene af dem vil bringe barnet ud af landet og derved foregribe en afgørelse om forældremyndigheden, kan justitsministeren eller den, der bemyndiges hertil, midlertidigt tillægge den anden af forældrene forældremyndigheden alene.
§ 19. Den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, har ret til efter anmodning at få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner samt social- og sundhedsvæsenet. Myndigheden eller institutionen kan nægte at give oplysninger, hvis det er til skade for barnet. Der må ikke gives fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold.
Stk. 2. Statsamtet kan i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden eller en af de i stk. 1 nævnte institutioner fratage den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, adgangen til at få orientering efter stk. 1. En afgørelse efter 1. pkt. har virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen modtager meddelelse om afgørelsen.
§ 20. Har et barn eller en ung, der er under forældremyndighed, jf. § 1, med tilladelse af forældremyndighedens indehaver på egen hånd påtaget sig tjeneste eller andet personligt arbejde, hvorved denne er blevet i stand til selv at sørge for sit underhold, kan den pågældende, hvis denne er fyldt 15 år, selv ophæve aftalen og påtage sig arbejde af lignende art, medmindre andet bestemmes af forældremyndighedens indehaver.
§ 20. Har et barn eller en ung, der er under forældremyndighed, jf. § 1, med tilladelse af forældremyndighedens indehaver på egen hånd påtaget sig tjeneste eller andet personligt arbejde, hvorved denne er blevet i stand til selv at sørge for sit underhold, kan den pågældende, hvis denne er fyldt 15 år, selv ophæve aftalen og påtage sig arbejde af lignende art, medmindre andet bestemmes af forældremyndighedens indehaver.
§ 20. Under en sag ved statsamtet om forældremyndighed efter en indehavers død, jfr. § 15, kan statsamtet bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt skal tilkomme. Afgørelsen gælder, indtil der foreligger en afgørelse om forældremyndigheden, der kan fuldbyrdes.
§ 20. Vielse skal foregå i overværelse af mindst to vidner.
Stk. 2. Parterne skal ved samtidigt møde på spørgsmål af vielsesmyndigheden erklære at ville ægte hinanden og derpå af denne forkyndes at være ægtefolk.
Stk. 3. Reglerne om fremgangsmåden ved vielse i folkekirken og ved borgerlig vielse fastsættes af henholdsvis kirkeministeren og justitsministeren. For de anerkendte trossamfund gælder disses særlige forskrifter. For andre trossamfund godkendes fremgangsmåden ved vielse efter § 16, stk. 1, nr. 3, af kirkeministeren.
§ 20. Har et barn eller en ung, der er under forældremyndighed, jf. § 1, med tilladelse af forældremyndighedens indehaver på egen hånd påtaget sig tjeneste eller andet personligt arbejde, hvorved denne er blevet i stand til selv at sørge for sit underhold, kan den pågældende, hvis denne er fyldt 15 år, selv ophæve aftalen og påtage sig arbejde af lignende art, medmindre andet bestemmes af forældremyndighedens indehaver.
§ 21. Aftale om tjeneste eller andet personligt arbejde, som et barn eller en ung på egen hånd har truffet, kan forældremyndighedens indehaver ophæve, såfremt hensynet til barnets eller den unges opdragelse eller velfærd kræver det. Ophævelsen skal dog så vidt muligt ske med passende varsel, og hvor det findes rimeligt, kan der tillægges den anden part en passende erstatning.
§ 21. Aftale om tjeneste eller andet personligt arbejde, som et barn eller en ung på egen hånd har truffet, kan forældremyndighedens indehaver ophæve, såfremt hensynet til barnet eller den unges opdragelse eller velfærd kræver det. Ophævelsen skal dog så vidt muligt ske med passende varsel, og hvor det findes rimeligt, kan der tillægges den anden part en passende erstatning.
§ 21. Er indehaveren eller begge indehavere af forældremyndigheden forhindret i at træffe bestemmelse om barnets personlige forhold, kan statsamtet afgøre, hvem forældremyndigheden skal tilkomme, så længe forhindringen varer.
§ 21. Aftale om tjeneste eller andet personligt arbejde, som et barn eller en ung på egen hånd har truffet, kan forældremyndighedens indehaver ophæve, såfremt hensynet til barnets eller den unges opdragelse eller velfærd kræver det. Ophævelsen skal dog så vidt muligt ske med passende varsel, og hvor det findes rimeligt, kan der tillægges den anden part en passende erstatning.
§ 22. Er der anlagt retssag om forældremyndigheden, kan retten efter anmodning ved kendelse bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt skal tilkomme. Afgørelsen træffes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet under sagen. Afgørelsen gælder, indtil der foreligger en dom, der kan fuldbyrdes, og bortfalder, hvis sagen hæves eller afvises.
§ 22. Er der anlagt retssag om forældremyndigheden, kan retten efter anmodning ved kendelse bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt skal tilkomme. Afgørelsen træffes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet under sagen. Afgørelsen gælder, indtil der foreligger en dom, der kan fuldbyrdes, og bortfalder, hvis sagen hæves eller afvises.
§ 22 svarer til myndighedslovens § 18 om midlertidige afgørelser om forældremyndighed.
Til § 23
Bestemmelsen om midlertidige afgørelser i tilfælde, hvor der er fælles forældremyndighed, og der er risiko for at den ene af forældrene vil bringe barnet ud af landet og derved foregribe en afgørelse om forældremyndighed, svarer til myndighedslovens § 19.
Til § 24
§ 22. Midlertidig afgørelse efter §§ 18-21 kan ændres, hvis det er bedst for barnet. Er retssag anlagt, træffes afgørelsen af retten.
Samværsret
§ 22. Er der anlagt retssag om forældremyndigheden, kan retten efter anmodning ved kendelse bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt skal tilkomme. Afgørelsen træffes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet under sagen. Afgørelsen gælder, indtil der foreligger en dom, der kan fuldbyrdes, og bortfalder, hvis sagen hæves eller afvises.
§ 23. Har forældrene fælles forældremyndighed, og er der risiko for, at den ene af dem vil bringe barnet ud af landet og derved foregribe en afgørelse om forældremyndigheden, kan justitsministeren eller den, der bemyndiges hertil, midlertidigt tillægge den anden af forældrene forældremyndigheden alene.
Dødsfald
§ 23. Har forældrene fælles forældremyndighed, og er der risiko for, at den ene af dem vil bringe barnet ud af landet og derved foregribe en afgørelse om forældremyndigheden, kan justitsministeren, eller den, der bemyndiges hertil, midlertidigt tillægge den anden af forældrene forældremyndigheden alene.
Dødsfald
§ 23. Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har del i forældremyndigheden, har ret til samvær med barnet.
§ 23. Har forældrene fælles forældremyndighed, og er der risiko for, at den ene af dem vil bringe barnet ud af landet og derved foregribe en afgørelse om forældremyndigheden, kan justitsministeren eller den, der bemyndiges hertil, midlertidigt tillægge den anden af forældrene forældremyndigheden alene.
Dødsfald
§ 24. Under en sag ved statsamtet om forældremyndighed efter en indehavers død, jf. § 14, kan statsamtet bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt skal tilkomme. Afgørelsen gælder, indtil der foreligger en afgørelse om forældremyndigheden, der kan fuldbyrdes.
Forhindring
§ 24. Under en sag ved statsamtet om forældremyndighed efter en indehavers død, jf. § 14, kan statsamtet bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt skal tilkomme. Afgørelsen gælder, indtil der foreligger en afgørelse om forældremyndigheden, der kan fuldbyrdes.
Forhindring
§ 24 om midlertidige afgørelser ved dødsfald svarer til myndighedslovens § 20.
Til § 25
§ 24. Statsamtet træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværsretten og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed.
Stk. 2. Statsamtet kan afslå at fastsætte samværsret og kan ændre eller ophæve en afgørelse eller aftale om samværsret, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derfor. Ved afgørelsen tages navnlig hensyn til den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet.
§ 24. Under en sag ved statsamtet om forældremyndighed efter en indehavers død, jf. § 14, kan statsamtet bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt skal tilkomme. Afgørelsen gælder, indtil der foreligger en afgørelse om forældremyndigheden, der kan fuldbyrdes.
Forhindring
§ 25. Er indehaveren, den ene af to indehavere eller begge indehavere af forældremyndigheden forhindret i at træffe bestemmelse om barnets personlige forhold, kan statsamtet afgøre, hvem forældremyndigheden skal tilkomme, så længe forhindringen varer.
Samvær
§ 25. Er indehaveren, den ene af to indehavere eller begge indehavere af forældremyndigheden forhindret i at træffe bestemmelse om barnets personlige forhold, kan statsamtet afgøre, hvem forældremyndigheden skal tilkomme, så længe forhindringen varer.
Samvær
§ 25 afløser myndighedslovens § 21. Det fremgår nu udtrykkeligt af bestemmelsen, at den også omfatter tilfælde, hvor den ene af to indehavere af forældremyndigheden er forhindret i at træffe bestemmelse om barnets personlige forhold. Bestemmelsen forudsættes i øvrigt i praksis anvendt i overensstemmelse med den gældende regel i myndighedslovens § 21.
Til § 26
§ 25. Behandles en sag om forældremyndighed ved retten eller statsamtet, træffer statsamtet efter anmodning afgørelse om midlertidig samværsret under sagen for en indehaver af forældremyndigheden efter reglerne i § 24. Afgørelsen gælder, indtil der foreligger en afgørelse eller aftale om forældremyndigheden, der kan fuldbyrdes.
Sagsbehandling
§ 25. Er indehaveren, den ene af to indehavere eller begge indehavere af forældremyndigheden forhindret i at træffe bestemmelse om barnets personlige forhold, kan statsamtet afgøre, hvem forældremyndigheden skal tilkomme, så længe forhindringen varer.
Samvær
§ 26. Under en sag om forældremyndighed eller samvær kan statsamtet efter anmodning træffe afgørelse om midlertidigt samvær. Afgørelsen træffes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet under sagen.
Ændring
§ 26. Under en sag om forældremyndighed eller samvær kan statsamtet efter anmodning træffe afgørelse om midlertidigt samvær. Afgørelsen træffes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet under sagen.
Ændring
§ 26 om midlertidigt samvær afløser myndighedslovens § 25.
Med afgrænsningen af bestemmelsen i lovforslagets § 16 om samvær for den af forældrene, der ikke har barnet boende, er behovet for midlertidige samværsafgørelser blevet mindre. Når barnet har fået bopæl hos den ene af forældrene, kan den anden af forældrene rette henvendelse til statsamtet med anmodning om at få fastsat samvær efter § 17. Dette gælder, selv om der er fælles forældremyndighed, og også i de tilfælde, hvor der verserer en forældremyndighedssag, jf. herved bemærkningerne til § 16.
Bestemmelsen om fastsættelse af midlertidigt samvær foreslås dog bevaret, idet det ikke kan udelukkes, at en ansøgning efter § 17, stk. 1, af ansøgeren kan opfattes som indeholdende en godkendelse af barnets faktiske bopælsforhold eller af den anden af forældrene blive fortolket som et svaghedstegn under en verserende tvist. Den, der fremsætter anmodningen om samvær, kan derfor have interesse i at anvende bestemmelsen i lovforslagets § 26 fremfor reglen i lovforslagets § 16 for at tilkendegive, at der ikke (endnu) er enighed om, hvor barnet skal bo, eller hvem forældremyndigheden skal tilkomme.
Det afgørende for anvendelsen af § 26 er, at der verserer en sag om forældremyndighed eller samvær. Det er ikke nødvendigt, at der er anlagt en retssag om forældremyndighed. Forberedende skridt, f.eks. i form af en ansøgning om fri proces til statsamtet, er nok.
I myndighedsloven er der ikke regler om midlertidigt samvær under en verserende samværssag, men kun om midlertidigt samvær, hvis der verserer en sag om forældremyndighed. Statsamtet kan være nødt til at udsætte samværssagen på grund af forvaltningslovens regler om partshøring eller med henblik på gennemførelsen af en børnesagkyndig undersøgelse. Behandlingen af en klage over statsamtets afgørelse vil også kunne bevirke en forsinkelse af sagen. Hvis der er tale om udfærdigelse af en samværsresolution for første gang, har ansøgeren under sagens behandling ikke mulighed for at få gennemtvunget et samvær. Det foreslås derfor som noget nyt, at statsamtet under en verserende samværssag skal kunne træffe afgørelse om midlertidigt samvær. Herved sker der en væsentlig udvidelse af området for midlertidige samværsafgørelser.
Reglen om en midlertidig samværsafgørelse vil også kunne anvendes til at begrænse, ændre eller suspendere et eksisterende samvær i tilfælde, hvor der er indgivet anmodning til statsamtet om ophævelse af samværet. I praksis træffer statsamterne allerede i dag tidsbegrænsede afgørelser om samvær i tilfælde, hvor der er indgivet ansøgning om ophævelse af samværet.
Kriteriet for afgørelsen efter § 26 vil i alle tilfælde være, hvad der er bedst for barnet under sagen.
Omfanget af et midlertidigt samvær under en verserende forældremyndighedssag må fastlægges i lyset af, at det netop er meningen, at barnet skal bevare kontakten med begge forældre, indtil forældremyndighedstvisten er afklaret. Det afgørende er som anført, hvad der er bedst for barnet under sagen. En manglende eller begrænset kontakt med barnet i denne periode bør ikke kunne komme til at indgå som et argument, når den endelige afgørelse om forældremyndighed skal træffes. Der vil således kunne fastsættes samvær ud over det, der i øvrigt ville være muligt inden for rammerne af sædvanlig praksis for fastsættelse af samvær.
Den midlertidige afgørelse om samvær under en forældremyndighedssag vil bortfalde, når der er truffet en aftale eller afgørelse om forældremyndigheden, der kan fuldbyrdes. I andre tilfælde vil en midlertidig afgørelse om samvær blive afløst af en endelig afgørelse herom. Falder forældremyndigheds- eller samværssagen væk, vil det midlertidige samvær ligeledes bortfalde. Det er i modsætning til ved afgørelser om midlertidig forældremyndighed, jf. § 22, 3. pkt., og § 24, 2. pkt., ikke fundet nødvendigt at anføre i lovteksten, hvornår det midlertidige samvær ophører.
Til § 27
§ 26. Er et barn fyldt 12 år, skal der, før der træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed eller samværsret, finde en samtale sted med barnet herom. Samtalen kan dog undlades, hvis den må antages at være til skade for barnet eller uden nogen betydning for afgørelsen.
§ 26. Under en sag om forældremyndighed eller samvær kan statsamtet efter anmodning træffe afgørelse om midlertidigt samvær. Afgørelsen træffes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet under sagen.
Ændring
§ 27. En midlertidig afgørelse efter §§ 22-26 kan ændres, hvis det er bedst for barnet. Er retssag anlagt, træffes afgørelsen om forældremyndighed af retten.
§ 27. En midlertidig afgørelse efter §§ 22 - 26 kan ændres, hvis det er bedst for barnet. Er retssag anlagt, træffes afgørelsen om forældremyndighed af retten.
§ 27 om ændring af midlertidige afgørelser svarer til myndighedslovens § 22, idet den dog også omfatter de midlertidige samværsafgørelser. Det har derfor været nødvendigt i 2. pkt. at begrænse rettens saglige kompetence til alene at omfatte ændring af forældremyndighedsafgørelser.
Til kapitel 5
Børnesagkyndig rådgivning
Til § 28
§ 27. Statsamtet skal indhente erklæring fra den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, inden der træffes afgørelse efter § 13 eller § 15, stk. 2, medmindre dette kan være til væsentlig skade for barnet eller medføre uforholdsmæssig forsinkelse af sagen.
§ 27 a. Statsamtet skal tilbyde forældre og barnet en børne- og familiesagkyndig rådgivning og vejledning ved uenighed om forældremyndighed og samværsret.
§ 27. En midlertidig afgørelse efter §§ 22-26 kan ændres, hvis det er bedst for barnet. Er retssag anlagt, træffes afgørelsen om forældremyndighed af retten.
§ 28. Statsamtet skal tilbyde forældre og børn børnesagkyndig rådgivning ved uenighed om forældremyndighed og samvær. Formålet er at hjælpe parterne til at løse konflikten under hensyn til, hvad der er bedst for barnet.
Stk. 2. Statsamtet kan i andre tilfælde tilbyde børnesagkyndig rådgivning om forældremyndighed og samvær, hvis der skønnes at være et særligt behov herfor.
Stk. 3. Statsamtet kan undlade at tilbyde rådgivning efter stk. 1, hvis det i det enkelte tilfælde findes unødvendigt eller uhensigtsmæssigt.
§ 28. Statsamtet skal tilbyde forældre og børn børnesagkyndig rådgivning ved uenighed om forældremyndighed og samvær. Formålet er at hjælpe parterne til at løse konflikten under hensyn til, hvad der er bedst for barnet.
Stk. 2. Statsamtet kan i andre tilfælde tilbyde børnesagkyndig rådgivning om forældremyndighed og samvær, hvis der skønnes at være et særligt behov herfor.
Stk. 3. Statsamtet kan undlade at tilbyde rådgivning efter stk. 1, hvis det i det enkelte tilfælde findes unødvendigt eller uhensigtsmæssigt.
§ 28, stk. 1 , svarer til den gældende bestemmelse i § 27 a. Dog er der som 2. pkt. indsat en bestemmelse om, at formålet med rådgivningen er at hjælpe parterne til at løse konflikten under hensyn til, hvad der er bedst for barnet. Herved tilkendegives det, at overvejelser om, hvad hensynet til barnet tilsiger, bør indgå i rådgivningen. En rådgivning, hvor det at opnå enighed mellem forældrene er helt dominerende, vil måske kunne føre til uheldige resultater. Der bør ikke fokuseres så meget på en løsning af konflikten, at et forlig eller et kompromis bliver et altoverskyggende mål. Således kan en ordning med fælles forældremyndighed, hvis der er konfliktfyldte relationer, i det konkrete tilfælde være til mere skade end gavn for barnet. En deleordning, som forældrene som et kompromis kan enes om, vil måske heller ikke være den bedste løsning for barnet.
Rådgivningstilbuddet efter stk. 1 omfatter fortsat både forældre og børn og fortsat uden at angive nogen aldersgrænse for barnets deltagelse.
Som nævnt i de almindelige bemærkninger er udgangspunktet for rådgivningen fortsat, at der skal være uenighed mellem parterne. Dog er der efter § 28, stk. 2, som noget nyt mulighed for, at statsamtet kan tilbyde rådgivning om forældremyndighed eller samvær, selv om der ikke er uenighed herom, hvis statsamtet skønner, at der er et særligt behov herfor.
Ud over adgangen efter § 28, stk. 2, for statsamtet til at tilbyde rådgivning om forældremyndighed og samvær, selv om der ikke er uenighed herom, er det hensigten ved udarbejdelsen af de administrative regler efter § 31 at bevare adgangen til åben rådgivning. Som nævnt i de almindelige bemærkninger forudsætter åben rådgivning, at der er uenighed mellem forældrene om forældremyndighed eller samvær. Derimod kræves det ikke, at der i forvejen verserer en sag herom ved statsamtet. Initiativet til rådgivningen kommer således i disse tilfælde fra forældrene.
Efter stk. 3 kan statsamtet undlade at tilbyde rådgivning efter stk. 1, hvis det i det enkelte tilfælde findes unødvendigt eller uhensigtsmæssigt. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der for nylig - inden for de sidste måneder - forgæves er gennemført en rådgivning, eller hvis henvendelsen drejer sig om rene detailspørgsmål vedrørende udøvelsen af samværsretten. Nogle forældremyndighedssager kan også være uegnede til rådgivning, bl.a. hvis det er oplagt, at sagen ender med en retssag. Som yderligere eksempler på situationer, hvor rådgivningen er overflødig eller måske skadelig, kan nævnes, at forældrene kan være meget umodne og som følge heraf ikke modtagelige for rådgivning, at den ene eller begge er helt uden ressourcer, f.eks. p.g.a. alkohol- eller narkotikamisbrug, eller at der har været vold i familien. Der kan også være tilfælde, hvor den ene af forældrene klart nægter at medvirke til en løsning, der går vedkommende imod, og hvor rådgivning derfor vil være forgæves. Endelig kan der være sager, der på forhånd må anses for særligt vanskelige, og hvor rådgivningen ikke skønnes at være noget middel til løsning af forældrenes konflikt.
Til kapitel 6
Sagsbehandling
I kapitel 6 samles reglerne om behandling af sager om forældremyndighed og samvær. Mere udførlige regler om den administrative sagsbehandling findes i dag i forældremyndighedsbekendtgørelsen, der er udfærdiget med hjemmel i myndighedslovens § 28. Hjemlen til at udfærdige administrative regler fremgår af lovforslagets § 31. Regler om domstolenes behandling af forældremyndighedstvister findes i retsplejelovens kapitel 42. Disse regler foreslås bortset fra en enkelt redaktionel ændring ikke ændret.
Til § 29
§ 28. Justitsministeren kan fastsætte regler om statsamternes behandling af sager efter dette kapitel.
§ 28. Statsamtet skal tilbyde forældre og børn børnesagkyndig rådgivning ved uenighed om forældremyndighed og samvær. Formålet er at hjælpe parterne til at løse konflikten under hensyn til, hvad der er bedst for barnet.
Stk. 2. Statsamtet kan i andre tilfælde tilbyde børnesagkyndig rådgivning om forældremyndighed og samvær, hvis der skønnes at være et særligt behov herfor.
Stk. 3. Statsamtet kan undlade at tilbyde rådgivning efter stk. 1, hvis det i det enkelte tilfælde findes unødvendigt eller uhensigtsmæssigt.
§ 29. Er et barn fyldt 12 år, skal der, før der træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed eller samvær, finde en samtale sted med barnet herom. Samtalen kan dog undlades, hvis det må antages at være til skade for barnet eller uden nogen betydning for sagen.
§ 29. Er et barn fyldt 12 år, skal der, før der træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed eller samvær, finde en samtale sted med barnet herom. Samtalen kan dog undlades, hvis det må antages at være til skade for barnet eller uden nogen betydning for sagen.
§ 29 om samtaler med større børn, før der træffes afgørelse i sager om forældremyndighed eller samvær, svarer til myndighedslovens § 26.
Denne bestemmelse gælder også ved domstolenes behandling af sager om forældremyndighed. Reglen suppleres i retssager af reglen i retsplejelovens § 450 a, hvorefter retten kan bestemme, at en eller begge parter ikke må overvære den samtale, der skal finde sted efter myndighedslovens § 26. Inden sagen afgøres, skal parterne dog ifølge bestemmelsen gøres bekendt med indholdet af samtalen, medmindre dette vil stride mod de hensyn, der har ført til udelukkelsen. Som følge af, at myndighedslovens § 26 nu erstattes af § 29 i lovforslaget, foreslås det i § 34, at retsplejelovens § 450 a ændres i overensstemmelse hermed.
Til § 30
§ 29. Er et barn fyldt 12 år, skal der, før der træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed eller samvær, finde en samtale sted med barnet herom. Samtalen kan dog undlades, hvis det må antages at være til skade for barnet eller uden nogen betydning for sagen.
§ 30. Statsamtet skal indhente erklæring fra den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, inden der træffes afgørelse efter § 11 eller § 14, stk. 2, medmindre dette kan være til væsentlig skade for barnet eller medføre uforholdsmæssig forsinkelse af sagen.
§ 30. Statsamtet skal indhente erklæring fra den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, inden der træffes afgørelse efter § 11 eller § 14, stk. 2, medmindre dette kan være til væsentlig skade for barnet eller medføre uforholdsmæssig forsinkelse af sagen.
§ 30 om erklæring fra den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, inden der træffes afgørelse om forældremyndighedsspørgsmålet, svarer til myndighedslovens § 27.
Til § 31
Bestemmelsen i § 31 indeholder bemyndigelse for justitsministeren til at udfærdige administrative regler og afløser bestemmelsen i myndighedslovens § 28.
Den nugældende regel er benyttet til udstedelse af forældremyndighedsbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 649 af 18. september 1990 om forældremyndighed og samværsret.
Ifølge bestemmelsen kan justitsministeren fastsætte regler om statsamternes og domstolenes behandling af sager efter loven, herunder nærmere regler om betingelserne for anmeldelse af aftaler om fælles forældremyndighed. Bestemmelsen er således udbygget i forhold til lovudkastet i betænkningen for at skabe sikker hjemmel for fastsættelse af regler for domstolene og for regler om betingelserne for anmeldelse af aftaler om fælles forældremyndighed.
Det er for statsamternes vedkommende hensigten at fastsætte regler om anmeldelse og godkendelse af forældremyndighedsaftaler, jf. herom bemærkningerne til § 6 og de almindelige bemærkninger pkt. 3.3. § 31 skal også anvendes til at fastsætte regler om den familie- og børnesagkyndige rådgivning efter § 28. Der henvises herom til de almindelige bemærkninger pkt. 6 samt bemærkningerne til § 28.
For så vidt angår domstolene vil det være muligt at fastsætte regler om, at domstolene skal give andre myndigheder oplysninger om de anmeldelser af aftaler om fælles forældremyndighed, der indgives til domstolene. Der vil endvidere kunne fastsættes regler om, at domstolene skal give oplysninger om aftaler og afgørelser om forældremyndighed til brug for en central registrering heraf. Det er ikke hensigten i øvrigt at fastsætte regler om domstolenes behandling af forældremyndighedssager, idet domstolsbehandlingen er reguleret af bestemmelserne i retsplejeloven.
Til kapitel 7
Internationale aftaler
Til § 32
§ 30. Statsamtet skal indhente erklæring fra den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, inden der træffes afgørelse efter § 11 eller § 14, stk. 2, medmindre dette kan være til væsentlig skade for barnet eller medføre uforholdsmæssig forsinkelse af sagen.
§ 31. Justitsministeren kan fastsætte regler om statsamternes og domstolenes behandling af sager efter denne lov, herunder nærmere regler om betingelserne for anmeldelse af aftaler om fælles forældremyndighed.
§ 31. Justitsministeren kan fastsætte regler om statsamternes og domstolenes behandling af sager efter denne lov, herunder nærmere regler om betingelserne for anmeldelse af aftaler om fælles forældremyndighed.
§ 31. Justitsministeren kan fastsætte regler om statsamternes og domstolenes behandling af sager efter denne lov, herunder nærmere regler om betingelserne for anmeldelse af aftaler om fælles forældremyndighed.
§ 32. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk rets og fremmed rets regler om forældremyndighed og samvær. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om forældremyndighed og samvær.
§ 32. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk rets og fremmed rets regler om forældremyndighed og samvær. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om forældremyndighed og samvær.
§ 32 om overenskomster med andre stater for så vidt angår forældremyndighed og samvær svarer til den gældende myndighedslovs § 72.
Til kapitel 8
Ikrafttræden m.v.
§ 32. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk rets og fremmed rets regler om forældremyndighed og samvær. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om forældremyndighed og samvær.
§ 33. Loven træder i kraft den 1. januar 1996. § 35, nr. 1 og 2, træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Den 1. januar 1996 ophæves kapitel 2 og § 35, § 36 og § 37 i lov om umyndighed og værgemål, jf. lovbekendtgørelse nr. 443 af 3. oktober 1985. I lovens § 72, stk. 1 og 2, udgår »forældremyndighed og samværsret«.
Stk. 3. Er der ikke før den 1. januar 1996 afsagt endelig dom i en sag efter den hidtil gældende bestemmelse i myndighedslovens § 14 eller § 17, anvendes denne lovs § 12 eller § 13.
Stk. 4. Bestemmelserne i lovens § 13 og § 17, stk. 2 og 3, anvendes også på aftaler eller afgørelser om forældremyndighed og samvær, der er truffet før den 1. januar 1996.
Stk. 5. Bestemmelserne i lovens § 14 anvendes også, hvis dødsfaldet er indtrådt inden lovens ikrafttræden.
§ 33. Loven træder i kraft den 1. januar 1996. § 35, nr. 1 og 2, træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Den 1. januar 1996 ophæves kapitel 2 og § 35, § 36 og § 37 i lov om umyndighed og værgemål, jf. lovbekendtgørelse nr. 443 af 3. oktober 1985. I lovens § 72, stk. 1 og 2, udgår: »,forældremyndighed og samværsret«.
Stk. 3. Er der ikke før den 1. januar 1996 afsagt endelig dom i en sag efter den hidtil gældende bestemmelse i myndighedslovens § 14 eller § 17, anvendes denne lovs § 12 eller § 13.
Stk. 4. Bestemmelserne i lovens § 13 og § 17, stk. 2 og 3, anvendes også på aftaler eller afgørelser om forældremyndighed og samvær, der er truffet før den 1. januar 1996.
§ 33. Loven træder i kraft den 1. januar 1996. § 35, nr. 1 og 2, træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Den 1. januar 1996 ophæves kapitel 2 og § 35, § 36 og § 37 i lov om umyndighed og værgemål, jf. lovbekendtgørelse nr. 443 af 3. oktober 1985. I lovens § 72, stk. 1 og 2, udgår »forældremyndighed og samværsret«.
Stk. 3. Er der ikke før den 1. januar 1996 afsagt endelig dom i en sag efter den hidtil gældende bestemmelse i myndighedslovens § 14 eller § 17, anvendes denne lovs § 12 eller § 13.
Stk. 4. Bestemmelserne i lovens § 13 og § 17, stk. 2 og 3, anvendes også på aftaler eller afgørelser om forældremyndighed og samvær, der er truffet før den 1. januar 1996.
Stk. 5. Bestemmelserne i lovens § 14 anvendes også, hvis dødsfaldet er indtrådt inden lovens ikrafttræden.
§ 34. I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november 1992, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 209 af 29. marts 1995, foretages følgende ændring
I § 450 a, 1. pkt. , ændres »myndighedslovens § 26« til: »§ 29 i lov om forældremyndighed og samvær«.
§ 34. I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november 1992, som ændret ved lov nr. 469 af 30. juni 1993, lov nr. 366 af 18. maj 1994 og lov nr. 369 af 18. maj 1994, foretages følgende ændring
1. I § 450 a, 1. pkt. , ændres »myndighedslovens § 26« til: »§ 29 i lov om forældremyndighed og samvær«.
§ 34. I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november 1992, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 209 af 29. marts 1995, foretages følgende ændring
I § 450 a, 1. pkt. , ændres »myndighedslovens § 26« til: »§ 29 i lov om forældremyndighed og samvær«.
§ 35. I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 148 af 8. marts 1991, som ændret ved § 4 i lov nr. 386 af 20. maj 1992, foretages følgende ændringer
1. I § 13 indsættes som stk. 4
»Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om betaling af udgifter til oversættelse af dokumenter, der er nødvendige i forbindelse med prøvelse af ægteskabsbetingelserne. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om betaling af udgifter ved medvirken af tolk i forbindelse med prøvelse af ægteskabsbetingelserne i tilfælde, hvor ingen af parterne har bopæl her i landet.«
2. I § 20 indsættes som stk. 4
»Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om betaling af udgifter ved medvirken af tolk under vielsen i tilfælde, hvor ingen af parterne har bopæl her i landet.«
3. I § 46 ændres »myndighedslovens regler« til: »reglerne i lov om forældremyndighed og samvær«.
§ 35. I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 148 af 8. marts 1991, som ændret ved § 4 i lov nr. 386 af 20. maj 1992, foretages følgende ændringer
1. I § 13 indsættes som stk. 4
»Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om betaling af udgifter til oversættelse af dokumenter, der er nødvendige i forbindelse med prøvelse af ægteskabsbetingelserne. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om betaling af udgifter ved medvirken af tolk i forbindelse med prøvelse af ægteskabsbetingelserne i tilfælde, hvor ingen af parterne har bopæl her i landet.«
2. I § 20 indsættes som stk. 4
»Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om betaling af udgifter ved medvirken af tolk under vielsen i tilfælde, hvor ingen af parterne har bopæl her i landet.«
3. I § 46 ændres »myndighedslovens regler« til: »reglerne i lov om forældremyndighed og samvær«.
§ 35. En mindreårig, der har indgået ægteskab, træffer selv bestemmelse om indgåelse og ophævelse af aftale om tjeneste eller andet personligt arbejde.
Stk. 2. Har en mindreårig med tilladelse af forældremyndighedens indehaver på egen hånd påtaget sig tjeneste eller andet personligt arbejde, hvorved han er blevet i stand til selv at sørge for sit underhold, kan han, for så vidt han er fyldt 15 år, selv ophæve aftalen og påtage sig arbejde af lignende art, medmindre andet bestemmes af forældremyndighedens indehaver.
§ 35. I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 148 af 8. marts 1991, som ændret ved § 4 i lov nr. 386 af 20. maj 1992, foretages følgende ændringer
1. I § 13 indsættes som stk. 4
»Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om betaling af udgifter til oversættelse af dokumenter, der er nødvendige i forbindelse med prøvelse af ægteskabsbetingelserne. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om betaling af udgifter ved medvirken af tolk i forbindelse med prøvelse af ægteskabsbetingelserne i tilfælde, hvor ingen af parterne har bopæl her i landet.«
2. I § 20 indsættes som stk. 4
»Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om betaling af udgifter ved medvirken af tolk under vielsen i tilfælde, hvor ingen af parterne har bopæl her i landet.«
3. I § 46 ændres »myndighedslovens regler« til: »reglerne i lov om forældremyndighed og samvær«.
§ 36. I lov nr. 372 af 7. juni 1989 om registreret partnerskab, som ændret ved lov nr. 821 af 19. december 1989, foretages følgende ændring
§ 36. I lov nr. 372 af 7. juni 1989 om registreret partnerskab, som ændret ved ved lov nr. 821 af 19. december 1989, foretages følgende ændring
1. § 4, stk. 2, affattes således
»Stk. 2. § 11, 2. pkt., og § 14, stk. 3, i lov om forældremyndighed og samvær finder ikke anvendelse på det registrerede partnerskab.«
§ 36. Aftale om tjeneste eller andet personligt arbejde, som en mindreårig på egen hånd har truffet, kan forældremyndighedens indehaver ophæve, såfremt hensynet til den mindreåriges opdragelse eller velfærd kræver det. Ophævelsen skal dog så vidt muligt ske med rimeligt varsel, og hvor billighed taler derfor, kan der tillægges den anden part en passende erstatning.
§ 36. I lov nr. 372 af 7. juni 1989 om registreret partnerskab, som ændret ved lov nr. 821 af 19. december 1989, foretages følgende ændring
§ 37. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan dog med undtagelse af § 34 ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 37. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan dog med undtagelse af § 34 ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Hensigten med lovforslaget er en revision af de gældende regler i myndighedsloven om forældremyndighed, samværsret og børnesagkyndig rådgivning. Ved lovforslaget udskilles myndighedslovens regler om forældremyndighed og samværsret endvidere til en særlig lov om forældremyndighed og samvær.
Endvidere foreslås en ændring af ægteskabsloven, der har til hensigt at give mulighed for at opkræve betaling hos et brudepar med bopæl i udlandet, hvis det er nødvendigt, at der medvirker tolk i forbindelse med vielsen eller under prøvelsen af, at betingelserne for vielse er opfyldt.
Lovforslaget bygger for så vidt angår forældremyndighed og samvær på betænkning nr. 1279/1994 om fælles forældremyndighed, samværsvanskeligheder og børnesagkyndig rådgivning, der er afgivet af et udvalg under Justitsministeriet - Forældremyndighedsudvalget - og lovforslaget svarer i alt væsentligt til det lovudkast, som Forældremyndighedsudvalget i enighed har udarbejdet i betænkningen.
Forældremyndighedsudvalget blev nedsat i juni 1993 på grundlag af en beretning fra Folketingets Retsudvalg af 23. februar 1993 om et forslag til folketingsbeslutning om revision af myndighedsloven, jf. Folketingstidende 1992-93, Tillæg B, sp. 785. I beretningen blev justitsministeren opfordret til at nedsætte et sagkyndigt udvalg, der skulle have til opgave at analysere og eventuelt fremsætte forslag til ændring af myndighedslovens regler vedrørende fælles forældremyndighed, familiesagkyndig rådgivning og udøvelse af samværsret. Om forslaget til folketingsbeslutning henvises til Folketingstidende 1992-93, Tillæg A, sp. 3285 ff.
Udvalgets kommissorium blev udformet i overensstemmelse med tilkendegivelsen i Retsudvalgets beretning. Udvalget fik således til opgave at gennemgå den gældende retstilstand vedrørende fælles forældremyndighed, familiesagkyndig rådgivning og udøvelse af samværsret, navnlig set i lyset af de ændringer, der fandt sted med virkning fra den 1. januar 1986. I forbindelse med denne gennemgang skulle udvalget tillige - og på baggrund af erfaringer i de øvrige nordiske lande - overveje, om adgangen til fælles forældremyndighed bør forandres, og om der er behov for ændring af reglerne vedrørende ophævelse af fælles forældremyndighed. Udvalget fik endvidere til opgave at vurdere, om de danske regler for fælles forældremyndighed er i overensstemmelse med FN's Konvention om Barnets Rettigheder. Endelig skulle udvalget vurdere, hvorvidt og hvorledes familiesagkyndig rådgivning i sager vedrørende forældremyndighed og samværsret kan finde større udbredelse, og om der er behov for ændringer af reglerne om overførsel af forældremyndighed i de tilfælde, hvor forældremyndighedens indehaver saboterer samværsretten.
Udvalget har med henblik på en gennemgang af den gældende retstilstand anmodet statsamterne om at udarbejde statistikker over forældremyndighedssager for oktober kvartal 1993 samt anmodet byretterne om at indsende forældremyndighedsdomme afsagt i halvåret fra den 1. oktober 1993 til den 31. marts 1994. Derudover har udvalget foretaget en gennemgang af statsamternes sager i januar kvartal 1994 om afslag på og ophævelse af samværsret samt anmodet statsamterne om at besvare en række spørgsmål om den børnesagkyndige rådgivning.
Endvidere har udvalget haft kontakt med en række myndigheder og institutioner, ligesom en række interesseorganisationer og foreninger, der beskæftiger sig med de spørgsmål, udvalget har behandlet, har haft foretræde for udvalget med henblik på, at deres synspunkter kunne indgå i udvalgets overvejelser. Om disse synspunkter henvises til betænkningens bilag 1- 6, s. 207 ff, og om udvalgets arbejde i øvrigt henvises til betænkningen s. 179-182.
I det følgende redegøres der for hovedpunkterne i lovforslaget med en omtale af de gældende regler, idet der i øvrigt henvises til betænkningens mere fyldige gennemgang.
Det tilføjes, at de gældende regler om forældremyndighed og samværsret findes i myndighedslovens kapitel 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 443 af 3. oktober 1985 med senere ændringer. Ved lov nr. 230 af 20. juni 1985, der trådte i kraft den 1. januar 1986, jf. Folketingstidende 1984-85, Tillæg A, sp. 563-604, blev der gennemført en samlet revision af myndighedslovens kapitel 2 om forældremyndighed og samværsret, der bl.a. som den væsentligste ændring indebar indførsel af en adgang for forældre, der ikke er gift med hinanden, og forældre, der bliver separeret eller skilt, til at aftale fælles forældremyndighed.
Endelig bemærkes, at de gældende regler i myndighedsloven om forældremyndighed og samvær m.v. er optrykt som et bilag til lovforslaget. Her gengives også de regler i retsplejeloven, ægteskabsloven og loven om registreret partnerskab, der foreslås ændret.
2. Fælles forældremyndighed
2.1. Ugifte forældre
Efter den gældende regel i myndighedslovens § 8, stk. 1, har forældre, der er gift med hinanden ved barnets fødsel eller senere indgår ægteskab, fælles forældremyndighed. Er forældrene ikke gift med hinanden, har moderen efter § 8, stk. 2, forældremyndigheden alene, men forældrene kan med statsamtets godkendelse aftale, at de skal have fælles forældremyndighed, jf. myndighedslovens § 9.
Forældremyndighedsudvalget har overvejet, om den legale forældremyndighedsordning skal udvides, således at også forældre, der ikke er gift med hinanden, automatisk har fælles forældremyndighed fra barnets fødsel.
Børn født af ugifte forældre udgør i dag næsten halvdelen af alle nyfødte eller godt 30.000 årligt, hvoraf ca. 90 pct. bor sammen med begge forældre. Aftale om fælles forældremyndighed indgås i dag af 40-50 pct. af de ugifte forældre i forbindelse med barnets fødsel.
Udvalget er på den baggrund meget positiv over for at give reelt samboende forældre med en vis stabilitet i forholdet automatisk fælles forældremyndighed fra barnets fødsel. Den tilbageholdenhed, der kan være med at lovgive om retsvirkningerne af samlivsforhold og i stedet henvise parterne til at indgå ægteskab, bør efter udvalgets opfattelse ikke være afgørende i denne situation, hvor hensynet til, hvad der er bedst for barnet, vejer tungest.
Derimod finder udvalget det ikke hensigtsmæssigt at inddrage forældre, der ikke ved barnets fødsel har så tætte indbyrdes relationer, at de bor fast sammen , under en ordning, der giver automatisk fælles forældremyndighed. Baggrunden herfor er bl.a., at disse forældre ikke har noget faktisk fællesskab, der kan danne grundlag for lovregulering. Omkring 3.000 børn fødes hvert år af mødre, der ikke bor sammen med barnets far.
Da samboforhold ikke er registreret, kan gruppen af samboende forældre imidlertid ikke afgrænses i forhold til gruppen af enlige forældre. Udvalget finder ikke, at fælles folkeregisteradresse er velegnet til at foretage en sådan afgrænsning, idet en del reelt samboende forældre ud fra en række forskelligartede motiver og hensyn formelt vælger at have hver sin adresse. Endvidere anfører udvalget, at der ved anvendelse af folkeregisteradressen som afgørende for, om der er fælles forældremyndighed, er mulighed for at ændre adresse i folkeregisteret op til barnets fødsel og dermed ensidigt gennemtvinge et formelt fællesskab, der ikke er realiteter bag. Hertil kommer, at fælles forældremyndighed forudsætter, at faderskabet ligger fast. Udvalget afstår på denne baggrund fra at foreslå en ændring af den gældende ordning.
Udvalget finder dog, at spørgsmålet om automatisk fælles forældremyndighed for ugifte samboende kan tages op i forbindelse med en eventuel ændring af faderskabsreglerne, der for tiden overvejes i Justitsministeriets Børnelovsudvalg. Forud for Børnelovsudvalgets nedsættelse har der således været fremsat tanker om en ny regel, hvorefter faderskabet anses for fastslået ved, at forældrene erklærer, at barnet er deres fælles barn, og at de har boet sammen i en vis periode. Automatisk fælles forældremyndighed kunne herefter knyttes som retsvirkning til denne erklæring.
Om udvalgets overvejelser henvises til betænkningen s. 78-84.
Forældremyndighedsudvalget foreslår dog, at ugifte forældres adgang til at aftale fælles forældremyndighed forenkles, således at den gældende ordning, hvorefter en aftale om fælles forældremyndighed skal godkendes af statsamtet, erstattes af en anmeldelsesordning, som samtidig eventuelt knyttes sammen med den ugifte faders anerkendelse af faderskabet. Der henvises herom til pkt. 3.3.
Om udvalgets forslag til ændringer i retstilstanden for den ugifte fader, der ikke har del i forældremyndigheden, henvises til pkt. 3.1.
Forældremyndighedsudvalget har endvidere i overensstemmelse med kommissoriet vurderet, om de gældende og foreslåede regler om ugifte forældres forældremyndighed er i overensstemmelse med FN's Konvention om Barnets Rettigheder, herunder særligt konventionens artikel 18. Udvalget finder, at det med stor sikkerhed kan udelukkes, at de gældende danske regler skulle være konventionsstridige, jf. betænkningen s. 84-85.
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at der kan være gode grunde til på længere sigt at overveje en ændring af retstilstanden, således at samboende forældre automatisk får fælles forældremyndighed fra barnets fødsel. Justitsministeriet kan imidlertid tilslutte sig, at det på det nuværende grundlag vil være vanskeligt at udskille denne gruppe af forældre.
Justitsministeriet er endvidere enig med udvalget i, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at foreslå regler, som indebærer, at der er automatisk fælles forældremyndighed, når forældrene ikke lever sammen. Baggrunden herfor er bl.a., at disse forældre formentlig kun meget sjældent har en tættere kontakt, som kan danne grundlag for samarbejde om barnet. En sådan regel vil derfor formentlig i vidt omfang give anledning til konflikter mellem forældrene og derfor medvirke til uro omkring barnet. Endvidere vil tvungen fælles forældremyndighed kunne medføre, at mødrene i videre omfang end i dag under en faderskabssag nægter at oplyse faderens navn eller søger om fritagelse herfor, ligesom der formentlig vil være mange enlige mødre, som anmoder om ophævelse af en sådan ufrivillig ordning med fælles forældremyndighed.
I øvrigt foreslås det, jf. nedenfor under pkt. 3.3., at aftaler om fælles forældremyndighed fremover blot skal anmeldes til statsamtet, og at der tilrettelægges en ordning ved samtlige statsamter, således at der normalt er mulighed for at aftale fælles forældremyndighed samtidig med anerkendelse af faderskabet over for statsamtet. Det er Justitsministeriets opfattelse, at disse ændringer vil medføre, at aftaler om fælles forældremyndighed udbredes væsentligt mere, end det er tilfældet i dag.
Hertil kommer, at lovforslaget også indeholder regler om en styrkelse af retsstillingen for den ugifte fader, der ikke har del i forældremyndigheden, jf. nedenfor pkt. 3.1.
Justitsministeriet foreslår derfor, at den gældende ordning bevares, således at moderen har forældremyndigheden alene, når forældrene ikke er gift og ikke indgår aftale om fælles forældremyndighed, jf. lovforslagets § 5.
Det må herefter - når Børnelovsudvalget har afsluttet sit arbejde med revision af reglerne om faderskab - vurderes, om der er mulighed for at indføre en ordning, hvorefter fælles forældremyndighed bliver en hovedregel for alle samlevende ugifte forældre.
2.2. Aftalt fælles forældremyndighed
Ifølge myndighedslovens § 9 kan ugifte eller separerede forældre med statsamtets godkendelse aftale fælles forældremyndighed. Forældre, der bliver separeret eller skilt, kan efter lovens § 11, stk. 2, under separations- eller skilsmissesagen med statsamtets godkendelse indgå aftale om at fortsætte den legale fælles forældremyndighed.
Efter gældende ret forudsættes det ved aftale om fælles forældremyndighed, at forældrene er eller kan blive enige om alle væsentlige spørgsmål om barnet. Der er således ikke adgang for myndighederne til at træffe afgørelse i tvister mellem forældrene, f.eks. om, hvor barnet skal bo, eller om omfanget af forældrenes samvær med barnet. Det er også udelukket, at en myndighed, hvis forældrene ikke er enige, kan træffe afgørelse om fælles forældremyndighed eller nægte at opløse den, selv om vedkommende myndighed måtte skønne, at fælles forældremyndighed var den bedste løsning på uenigheden mellem forældrene.
Forældremyndighedsudvalget har overvejet, om dette grundlæggende princip om enighed mellem forældrene om alle væsentlige spørgsmål om barnet fortsat bør være udgangspunktet for aftaler om fælles forældremyndighed.
Det er udvalgets opfattelse, at en ordning med fælles forældremyndighed, som forældrene ikke er enige om, ville kræve grundlæggende ændringer i lovens opbygning og myndighedernes rolle. Således måtte man overveje at indføre regler om adgang for myndighederne til at træffe afgørelser i tvister om enkeltspørgsmål om f.eks. barnets skolegang, religiøse forhold og fritidsaktiviteter. Udvalget kan ikke gå ind for en sådan ordning.
Udvalget finder endvidere ikke, at der mod den ene af forældrenes klare ønske skal kunne træffes afgørelse om fælles forældremyndighed. Det altoverskyggende er, hvad der er bedst for barnet, og det kan efter udvalgets opfattelse næppe opnås ved at gennemtvinge et samarbejde mellem forældrene.
Udvalget finder derfor, at grundprincippet i den gældende ordning bør bevares, således at fælles forældremyndighed er et frivilligt alternativ for forældre, der kan samarbejde om barnet.
Udvalget har særlig overvejet, om der - som i Norge - skal være mulighed for under fælles forældremyndighed at få løst tvister om, hvor barnet skal bo, og hvordan samværsretten skal udøves.
Udvalget kan ikke gå ind for en ordning, hvorefter tvister om barnets bopæl skal kunne indbringes for myndighederne, idet forældrenes fælles forældremyndighed i denne skikkelse snarere bliver en »programerklæring« end en ordning med et reelt retligt indhold. Omvendt finder udvalget ikke, at uenighed om samværet har samme fundamentale karakter som tvister om, hvor barnet skal have bopæl. Udvalget foreslår derfor, at den af forældrene, der ikke har barnet boende, skal have ret til samvær, også selv om forældrene har fælles forældremyndighed. Forældrene skal således kunne anmode statsamtet om at fastsætte samværet med barnet, hvis de ikke selv kan blive enige om dette.
Om udvalgets overvejelser henvises til betænkningen s. 69-75.
Justitsministeriet er af de grunde, der er anført af udvalget, enig i, at grundholdningen i den gældende ordning bør bevares, således at fælles forældremyndighed fortsat er et frivilligt alternativ for forældre, der kan samarbejde om barnet. Justitsministeriet finder ikke, at der bør indføres en ordning, hvorefter tvister om helt konkrete spørgsmål om barnets forhold skal kunne indbringes for myndighederne.
Den gældende ordning, hvorefter fælles forældremyndighed forudsætter en aftale mellem forældrene, foreslås derfor bevaret, jf. lovforslagets § 6 om ugifte forældres aftaler om fælles forældremyndighed og § 7, stk. 2, der gælder ved separation og skilsmisse. Den gældende regel om, at hver af forældrene ved samlivsophævelse kan kræve, at den fælles forældremyndighed skal ophøre, foreslås ligeledes bevaret, jf. lovforslagets § 8.
Udvalgets forslag om, at der også i tilfælde, hvor forældrene har aftalt fælles forældremyndighed, skal være adgang for myndighederne til at træffe afgørelse om samværet, hvis forældrene ikke selv kan blive enige, har givet anledning til bemærkninger i høringssvarene vedrørende betænkningen. Nogle statsamter er således af den opfattelse, at det er betænkeligt på denne måde at fravige forudsætningen om, at fælles forældremyndighed kræver enighed og samarbejdsevne og -vilje til i fællesskab at skabe rammerne for barnets opvækst. Advokatrådet er derimod af den opfattelse, at der i praksis er et åbenbart behov for en regel, der giver mulighed for at fastsætte omfanget af samværet, selv om der er fælles forældremyndighed.
Justitsministeriet kan tilslutte sig, at der i praksis er et behov for en regel, som foreslået af udvalget, og finder ikke, at forudsætningerne for den fælles forældremyndighed afgørende forrykkes herved. Det foreslås derfor i overensstemmelse med forslaget i betænkningen, at adgangen til at fastsatte samvær udvides, således at den af forældrene, der ikke har barnet boende, har ret til samvær, jf. lovforslagets § 16. Med den foreslåede udvidelse af retten til samvær vil det formentlig i en række tilfælde kunne undgås, at forældre, der har aftalt fælles forældremyndighed, må anmode om ophævelse af den fælles forældremyndighed, såfremt de ikke kan blive enige om omfanget af barnets samvær med den af forældrene, der ikke har barnet boende.
3. Andre forældremyndighedsspørgsmål
3.1. Den ugifte fader
Som anført under pkt. 2.1., foreslås der ikke på nuværende tidspunkt ændringer i ordningen, hvorefter fælles forældremyndighed for ugifte samboende forudsætter en aftale mellem forældrene, jf. lovforslagets § 5 - § 6.
Forældremyndighedsudvalget har på den baggrund overvejet retsstillingen for den ugifte fader, der ikke har del i forældremyndigheden.
En ugift fader uden del i forældremyndigheden kan efter den gældende regel i myndighedslovens § 14 få overført forældremyndigheden fra moderen ved dom, hvis ændringen er bedst for barnet. I en sådan retssag har faderen bevisbyrden, idet han skal kunne sandsynliggøre, at en overførsel af forældremyndigheden vil være bedst for barnet. Efter bestemmelsen bevarer moderen således som hovedregel forældremyndigheden, hvis forældrene er lige egnede til at tage sig af barnet.
Forældremyndighedsudvalget foreslår en styrkelse af den ugifte faders retsstilling ved ophør af et længerevarende samliv. Udvalget foreslår, at kriterierne for fordeling af forældremyndigheden i tilfælde, hvor faderen anlægger sag om overførsel af forældremyndigheden umiddelbart efter ophøret af et længerevarende samliv med moderen, bliver de samme som ved ophør af fælles forældremyndighed. Faderen bliver dermed ligestillet med moderen med hensyn til muligheden for at få forældremyndigheden, selv om der ikke er indgået aftale om fælles forældremyndighed.
Om der foreligger et længerevarende samliv afhænger bl.a. af, i hvor stor en del af barnets levetid forældrene har boet sammen. Et længerevarende samliv kan således foreligge i tilfælde, hvor forældrene har boet sammen siden barnets fødsel, og barnet ved samlivsophævelsen ikke er helt spædt.
I de tilfælde, hvor forældrene ikke har boet sammen, eller hvor der ikke er tale om et længerevarende samliv, foreslår udvalget, at den gældende ordning opretholdes.
Om udvalgets overvejelser se betænkningen s. 91-95.
Justitsministeriet er enig i, at der er behov for en styrkelse af den ugifte faders retsstilling i de tilfælde, hvor forældrene har boet sammen i længere tid, og hvor det kan bero på tilfældigheder, at forældrene ikke har indgået en aftale om fælles forældremyndighed. Hensynet til barnet taler også for, at forældrene i denne situation stilles lige med hensyn til muligheden for at få forældremyndigheden.
Justitsministeriet foreslår derfor i overensstemmelse med Forældremyndighedsudvalgets overvejelser, at adgangen til overførsel af forældremyndigheden til den ugifte fader ved ophør af et længerevarende samliv med moderen lempes, således at retten i disse tilfælde fremover skal tage stilling til, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene, under særligt hensyn til, hvad der er bedst for barnet, jf. herved lovforslagets § 12, stk. 1. Det skal således ikke tillægges betydning, at faderen ikke hidtil har haft del i forældremyndigheden.
I de tilfælde, hvor forældrene ikke har boet sammen, eller hvor der ikke er tale om et længerevarende samliv, foreslås det, at forældremyndigheden som efter de gældende regler kan overføres fra moderen til faderen, hvis ændringen er bedst for barnet, jf. § 12, stk. 2.
3.2. Ændring af forældremyndigheden ved dom
Ifølge den gældende regel i myndighedslovens § 17 kan retten, når forældremyndigheden tidligere ved aftale eller dom er tillagt en af forældrene alene, overføre forældremyndigheden til den anden, hvis det er påkrævet under hensyn til, hvad der er bedst for barnet, navnlig på grund af væsentligt forandrede forhold. Der skal således efter gældende ret være stærke grunde til at gennemføre en forandring ved overførsel af forældremyndigheden fra den ene af forældrene til den anden, hvis barnet tidligere har været udsat for forandring som følge af, at der er truffet afgørelse eller aftale om forældremyndigheden. Baggrunden herfor er, at der skal være ro om børns opvækst, og at de ikke skal gøres til »kastebolde« mellem stridende forældre.
Forældremyndighedsudvalget har overvejet, om der er behov for at lempe kriterierne for overførsel af forældremyndigheden ved dom. Udvalget har desuden særligt overvejet reglens betydning i tilfælde af samværssabotage, herunder om der er anledning til særligt i lovteksten at fremhæve den største samlede forældrekontakt som et kriterium, der har betydning for afgørelsen af, hvem af forældrene forældremyndigheden skal tilkomme.
Udvalget finder, at der er behov for en ændring af kriterierne for overførsel. Udvalget henviser herved til, at omfanget af samværet med den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, i de senere år er udvidet, således at der normalt er en tættere kontakt mellem denne af forældrene og barnet. Overførsel af forældremyndigheden vil på den baggrund i de fleste tilfælde indebære en mindre gennemgribende forandring for barnet end tidligere.
Udvalget anfører, at man under overvejelserne har været opmærksom på, at reglen om overførsel af forældremyndigheden har et dobbelt sigte, og at de to formål kan være vanskelige at forene. Det strenge kriterium i myndighedslovens § 17 skal på den ene side tilkendegive over for forældrene og deres rådgivere, hvor vanskeligt det er at få medhold i et krav om overførsel af forældremyndigheden. Det er i denne sammenhæng, at synspunktet om, at barnet ikke må blive en »kastebold«, har betydning. Kriterierne skal imidlertid også anvendes, når retten skal afgøre den enkelte sag. I den situation er den primære opgave at vurdere, hvad der er bedst for barnet. Såfremt det efter bevisførelsen står klart, hvad der er bedst for barnet, kan det efter udvalgets opfattelse af den enkelte dommer opleves forkert at skulle undlade at afsige dom i overensstemmelse hermed ud fra en vanskelig afvejning af, om overførslen også må anses for at være » påkrævet ». De nugældende kriterier kan derfor efter udvalgets opfattelse virke som en hæmsko ved de konkrete afgørelser og føre til domme, som er mindre hensigtsmæssige set med barnets øjne, eller som er vanskelige at forstå.
Udvalget foreslår på den baggrund, at kriterierne for overførsel af forældremyndigheden ved dom lempes, således at udtrykket » påkrævet » erstattes af » når særlige grunde taler derfor ». Efter udvalgets opfattelse kommer det grundlæggende princip - hvad der bedst for barnet - herved også mere i forgrunden, end tilfældet er i dag.
Udvalget har desuden som nævnt særligt overvejet overførsel af forældremyndigheden i forbindelse med samværssabotage. På baggrund af en analyse af den eksisterende retspraksis vedrørende overførsel af forældremyndigheden konkluderer udvalget, at spørgsmålet om samværets gennemførelse eller modarbejdelse indgår som et væsentligt element blandt dem, der er afgørende for resultatet i de domme, der afsiges i disse sager.
Udvalget anfører, at spørgsmålet om, hvorvidt samværsretten vil blive modarbejdet, er et overordnet hensyn i alle forældremyndighedssager. Det er imidlertid udvalgets holdning, at lovteksten ikke bør fremhæve enkelte af de mange hensyn, der skal tillægges vægt. En særlig fremhævelse af betydningen af den samlede forældrekontakt vil efter udvalgets opfattelse give slagside. Betydningen af den samlede forældrekontakt er ikke eneafgørende men må indgå med vægt i afvejningen. Udvalget finder således, at betydningen af samværssabotage er tilgodeset ved den samlede lempelse af kriterierne for overførsel af forældremyndigheden, og foreslår derfor ikke yderligere ændringer.
Om udvalgets overvejelser se betænkningen s. 95-98 og særligt om betydningen af samværssabotage s. 138-145.
Justitsministeriet er enig i, at selv om kriterierne for overførsel af forældremyndigheden på den ene side bør udformes på en sådan måde, at barnet ikke gøres til »kastebold« mellem forældrene, bør betingelserne dog på den anden side ikke være så strenge, at de fører til afgørelser, der opleves som urimelige eller mindre retfærdige. Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig udvalgets forslag om en lempelse af kriterierne for overførsel af forældremyndigheden, jf. lovforslagets § 13.
Justitsministeriet kan endvidere tiltræde, at der ikke i lovteksten bør ske en fremhævelse af enkelte af de mange hensyn, der skal tillægges vægt ved afgørelsen. Justitsministeriet er imidlertid også enig med udvalget i, at spørgsmålet om, hvorvidt samværsretten vil blive modarbejdet, er et overordnet hensyn i alle forældremyndighedssager. Muligheden for, at barnet kan have en stabil kontakt med den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, må derfor efter Justitsministeriets opfattelse indgå med meget betydelig vægt, når der skal træffes afgørelse i en sag om overførsel af forældremyndigheden fra den ene af forældrene til den anden. Der bør derfor i retsanvendelsen være øget opmærksomhed om dette spørgsmål.
3.3. Anmeldelse af aftaler om fælles forældremyndighed
Efter de gældende regler i myndighedsloven skal alle aftaler om fælles forældremyndighed, herunder om ophør af fælles forældremyndighed, godkendes af statsamtet.
Baggrunden for kravet om statsamtets godkendelse var ved indførelsen af reglerne om aftaler om fælles forældremyndighed i 1986 et ønske om kontrol med, at der ved aftalens indgåelse foreligger en virkelig og reel enighed mellem forældrene. I de administrative regler, der blev udarbejdet i forbindelse med gennemførelsen af reglerne, blev det derfor bestemt, at forældrene i forbindelse med godkendelse af en aftale skulle indkaldes til et møde i statsamtet.
I 1989 blev de administrative regler imidlertid ændret. Ifølge de gældende regler i bekendtgørelse nr. 649 af 18. september 1990 om forældremyndighed og samværsret kan en aftale om fælles forældremyndighed således godkendes af statsamtet på skriftligt grundlag og uden, at der forinden afholdes et møde med forældrene. Ved aftaler om ophør af den fælles forældremyndighed eller overførsel af forældremyndigheden fra den ene af forældrene til den anden skal forældrene dog fortsat indkaldes til et møde i statsamtet.
Forældremyndighedsudvalget foreslår som nævnt under pkt. 2.1., at aftaler om fælles forældremyndighed, der indgås af ugifte forældre eller separerede og skilte forældre, fremover ikke skal godkendes, men blot anmeldes til statsamtet. Udvalget henviser som baggrund for forslaget til den gældende administrative praksis med skriftlig godkendelse og til, at antallet af afslag på godkendelser af aftaler om fælles forældremyndighed er minimalt, ca. 0,1 pct.
Udvalget foreslår desuden, at de administrative procedurer, der i dag varierer fra statsamt til statsamt, fastlægges ensartet for hele landet og forenkles, eventuelt ved gennemførelse af en praksis, hvorefter der i højere grad bliver mulighed for samtidig anerkendelse af faderskabet og indgåelse af aftale om fælles forældremyndighed. Desuden foreslår udvalget, at aftaler om fælles forældremyndighed i modsætning til i dag skal kunne indgås inden barnets fødsel.
Derimod foreslår udvalget den gældende godkendelsesordning opretholdt, hvis aftalen om fælles forældremyndighed indgås i forbindelse med en separations- eller skilsmissesag.
Efter de gældende regler i ægteskabsloven skal der ved separation og skilsmisse tages stilling til en række vilkår, herunder spørgsmålet om forældremyndigheden. Ønsker parterne separation eller skilsmisse ved bevilling, skal de ifølge ægteskabslovens § 44 forinden møde til vilkårsforhandling i statsamtet.
Forældremyndighedsudvalget har overvejet, om der var behov for en ændring af reglerne om en sådan pligtmæssig stillingtagen til forældremyndighedsspørgsmålet ved separation eller skilsmisse, således at der kun skulle tages stilling hertil, hvis en af forældrene anmodede herom. Virkningen af et sådant forslag ville være, at den legale fælles forældremyndighed fortsatte, indtil en af forældrene ønskede den bragt til ophør. Udvalget har dog ikke fundet grundlag for at fremsætte forslag herom og henviser i den forbindelse bl.a. til, at det er naturligt at drøfte forældremyndighedsspørgsmålet under vilkårsforhandlingen i statsamtet, da dette spørgsmål er mindst lige så vigtigt som f.eks. de økonomiske vilkår, der skal tages stilling til i forbindelse med separation og skilsmisse.
Udvalget anser på den baggrund den praktiske betydning af en ordning, hvorefter en aftale om fælles forældremyndighed, der indgås i forbindelse med en separations- eller skilsmissesag, blot skal anmeldes fremfor godkendes af statsamtet, for yderst begrænset, idet forældrene som nævnt alligevel skal møde på statsamtet til vilkårsforhandling, ligesom aftalen af ordensmæssige grunde må optages i bevillingen til separation eller skilsmisse.
Udvalget finder heller ikke grundlag for at ændre godkendelsesproceduren ved aftaler om ophør af fælles forældremyndighed. Udvalget foreslår, at sådanne aftaler også i fremtiden skal forelægges statsamtet, der kan nægte godkendelse, hvis aftalen om, hvem forældremyndigheden fremover skal tilkomme, strider mod, hvad der er bedst for barnet.
Om udvalgets overvejelser se betænkningen s. 81-88 og om aftaler om ophør af fælles forældremyndighed s. 98-100.
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag om en ændring af reglerne om ugifte forældres aftaler om fælles forældremyndighed, således at disse aftaler fremover blot skal anmeldes til statsamtet, jf. herved lovforslagets § 6.
Med hensyn til aftaler om fælles forældremyndighed, der indgås i forbindelse med separation eller skilsmisse, er det dog Justitsministeriets opfattelse, at sådanne aftaler også bør være omfattet af en anmeldelsesordning. Justitsministeriet er for så vidt enig med udvalget i, at den praktiske betydning af en anmeldelsesordning på dette område vil være begrænset, men finder dog af principielle grunde, at alle aftaler om indførelse eller videreførelse af fælles forældremyndighed bør ligestilles. Dette skyldes, at det ikke forekommer rimeligt at stille strengere krav til indgåelse af aftaler om fælles forældremyndighed i de tilfælde, hvor forældrene har været knyttet sammen ved ægteskab, end i de tilfælde, hvor forældrene ikke har været gift eller endda måske slet ikke har boet sammen.
Justitsministeriet foreslår derfor, at aftaler om fælles forældremyndighed, der indgås i forbindelse med separation eller skilsmisse, fremover ligeledes blot skal anmeldes til statsamtet eller retten, jf. lovforslaget § 7, stk. 2.
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at en anmeldelsesordning bør tilrettelægges ensartet for hele landet og forenkles. I de administrative regler, der skal udarbejdes i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen i lovforslagets § 31, er det således hensigten at fastsætte regler, hvorefter en blanket til indgåelse af aftale om fælles forældremyndighed udsendes sammen med blanketten til anerkendelse af faderskab, når forældrene efter de oplysninger, som foreligger for statsamtet, bor sammen. I andre tilfælde vil ordningen blive udformet således, at en blanket til indgåelse af aftale om fælles forældremyndighed i almindelighed skal udsendes, når erklæring om anerkendelse af faderskabet er modtaget i statsamtet.
De administrative regler vil endvidere blive udformet således, at aftalen om fælles forældremyndighed kan indgås inden barnets fødsel, hvis faderskabet anerkendes på dette tidlige tidspunkt.
Justitsministeriet kan tilslutte sig, at der ved aftaler om ophør af fælles forældremyndighed af hensyn til barnet kan være behov for, at en aftale forelægges statsamtet, og det foreslås derfor, at den gældende ordning om godkendelse opretholdes i disse tilfælde, jf. lovforslagets § 9, stk. 1. Det samme gælder ved aftaler om overførsel af forældremyndigheden fra den ene af forældrene til den anden ved aftale, jf. lovforslagets § 11.
3.4. Ligestilling
Forældremyndighedsudvalget har mere generelt drøftet spørgsmålet om ligestilling mellem forældrene, herunder om der af hensyn til forældrenes lige muligheder for at få forældremyndigheden er grundlag for at foreslå kriterierne for forældremyndighedsafgørelser ændret.
Udvalget understreger i den forbindelse, at de gældende regler om opløsning af aftalt eller legal fælles forældremyndighed er helt neutrale i deres formulering. Efter disse bestemmelser skal retten således, hvis forældrene er uenige, afgøre, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden, under særligt hensyn til, hvad der er bedst for barnet. Der er således ikke tillagt moderen eller faderen en bedre retsstilling end den anden af forældrene.
Udvalget har endvidere foretaget en statistisk undersøgelse af fordelingen af forældremyndigheden i sager, der blev behandlet ved statsamterne og domstolene i oktober kvartal 1993. Det fremgår heraf, at der kun i ca. 3 pct. af separations- og skilsmissesagerne var tvist om forældremyndigheden, således at spørgsmålet måtte afgøres af domstolene. Over halvdelen af forældrene - 55 pct. - enedes om at aftale fælles forældremyndighed, og i langt størstedelen af de øvrige tilfælde - omfattende ca. 90 pct. af de resterende børn - var forældrene enige om, at moderen skulle have forældremyndigheden alene. Hvis spørgsmålet om forældremyndigheden blev afgjort ved dom, fordi forældrene var uenige, fik fædrene forældremyndigheden over 25 pct. af børnene, hvilket var langt hyppigere end i tilfælde, hvor forældrene var enige.
Udvalget anfører endvidere, at samfundsudviklingen ikke mindst i de sidste årtier har styrket faderens stilling. Kvindernes betydelige erhvervsfrekvens har bevirket, at valget ved uenighed om forældremyndigheden nu ofte står mellem to udearbejdende forældre. Samtidig tilbringer børnene meget tid i institutioner, hvilket gør det mindre vanskeligt for den af forældrene, der får forældremyndigheden, samtidig at varetage et heltidsarbejde. Endelig finder udvalget, at der er tendenser til, at fædre generelt tager sig mere af deres børn end tidligere. På den anden side er det efter udvalgets opfattelse urealistisk at forestille sig, at forholdene vil ændre sig meget i nær fremtid, når f.eks. henses til kønsfordelingen blandt forældre, der vælger at gå på deltidsarbejde af hensyn til børnene, eller til antallet af fædre, der tager forældreorlov.
Udvalget afstår på den baggrund fra at foreslå kriterierne for forældremyndighedsafgørelser ændret og henviser til, at ligestilling i henseende til forældremyndighed ikke er et spørgsmål om udformningen af lovregler, men derimod afhængig af familiestrukturen, som igen er socialt og samfundsmæssigt bestemt.
Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter og finder således ikke grundlag for af ligestillingshensyn at foreslå en ændring af kriterierne for forældremyndighedsafgørelser, således at der f.eks. i visse tilfælde gives faderen en fortrinsstilling i forhold til moderen.
4. Samvær
4.1. Retten til samvær
Ifølge myndighedslovens § 23 skal barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har del i forældremyndigheden, har ret til samvær. Kan forældrene ikke blive enige, træffer statsamtet efter anmodning afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed, jf. herved myndighedslovens § 24, stk. 1. Statsamtet kan ifølge § 24, stk. 2, afslå at fastsætte samvær og kan ændre eller ophæve en afgørelse eller aftale om samvær, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derfor. Ved denne afgørelse skal der navnlig tages hensyn til den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet.
Som nævnt under pkt. 2.2., foreslås det, at der ved fælles forældremyndighed også bliver ret til samvær for den af forældrene, der ikke har barnet boende, og således adgang til at få statsamtets afgørelse om omfanget af samværet.
Forældremyndighedsudvalget har derudover overvejet, hvorvidt den gældende regel i myndighedslovens § 24, stk. 2, 2. pkt., bør opretholdes. Efter denne bestemmelse skal statsamtet som nævnt ovenfor ved afgørelsen af, om samværsret skal afslås, ændres eller ophæves, navnlig tage hensyn til den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet. Efter udvalgets opfattelse har reglen udspillet sin rolle, idet varigheden af barnets samvær eller samliv med den af forældrene, der anmoder om fastsættelse af samvær, i praksis spiller en stadig mindre rolle. Bestemmelsen foreslås derfor ophævet. Der henvises i øvrigt til betænkningen s. 110-113.
Det har ligget uden for Forældremyndighedsudvalgets kommissorium at overveje spørgsmålet om samvær for andre end biologiske forældre, f.eks. en udvidelse af kredsen af samværsberettigede til bedsteforældre eller andre personer, der gennem længere perioder har haft et nært forhold til barnet. Om dette spørgsmål henvises til betænkningen s. 125-127.
Justitsministeriet er enig i, at den gældende bestemmelse i myndighedslovens § 24, stk. 2, 2. pkt., ikke bør videreføres. Efter lovforslagets § 16 har alle forældre, der ikke har barnet boende, ret til samvær. Statsamtet må således ved afgørelsen om samvær tage hensyn til barnets interesse i at have kontakt til begge forældre. Også selv om forældrene ikke tidligere har levet sammen eller kun har levet sammen i kort tid, må der i videre omfang end hidtil lægges vægt på, at der i takt med, at barnets alder og udvikling taler for det, etableres en kontakt til den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden. Myndighedslovens § 24, stk. 2, 2. pkt., er derfor ikke gentaget i lovforslagets § 17, der erstatter den gældende lovs § 24.
Statsamtet skal ved afgørelsen af, hvilket omfang et samvær bør have, tage hensyn til, hvad der er bedst for barnet. Hvis der f.eks. er tale om et lille barn, vil samværet eventuelt kunne begrænses til nogle få timer ad gangen og derefter forøges i takt med barnets alder. Hvis den af forældrene, der har forældremyndigheden, er betænkelig ved at udlevere et lille barn til samvær, vil der eventuelt i en overgangsperiode kunne blive tale om samvær under overvågning. Om overvåget samvær henvises i øvrigt til pkt. 4.4.
4.2. Ændring og ophævelse af samvær samt afslag på samvær
Som nævnt ovenfor under pkt. 4.1., er kriterierne i den gældende bestemmelse i myndighedslovens § 24, stk. 2, for at afslå at fastsætte samvær og ændre eller ophæve en afgørelse eller aftale om samvær de samme, nemlig at hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derfor.
Forældremyndighedsudvalget anfører, at dette kriterium giver forældrene mulighed for at kræve, at statsamtet tager samværsspørgsmålet op til fornyet behandling, selv om forholdene er uændrede siden sidste afgørelse om samvær. Statsamtet skal i princippet gennemføre en fuldstændig sagsbehandling ved hver ny henvendelse. Dette har i praksis i nogle sager givet anledning til gentagne henvendelser til statsamtet om forandringer af detaljer vedrørende samværet eller om indskrænkninger og udvidelse af samvær, som for nylig har været genstand for grundig sagsbehandling. Det skaber i nogle tilfælde lange perioder med uro og kan efter udvalgets opfattelse være ødelæggende for samværet og dermed stride mod, hvad der er bedst for barnet.
Forældremyndighedsudvalget foreslår på den baggrund, at adgangen til ændring af en samværsaftale eller -afgørelse reguleres i en særlig bestemmelse, og at kriteriet for at træffe ny afgørelse strammes, således at ændringen fremover skal være bedst for barnet, navnlig på grund af » forandrede » forhold. Herved fremhæves det, at der som udgangspunkt skal være tale om nye forhold, der kan begrunde en ændring af samværet. Dette kan medvirke til at mindske forældrenes interesse i hyppige henvendelser til statsamtet for at få ændret samværets omfang og dermed skabe mere ro om samværet.
Forældremyndighedsudvalget har endvidere overvejet spørgsmålet om ophævelse af en eksisterende samværsret. Udvalget anfører, at man anser praksis for ophævelse for at være for tilbageholdende. Udvalget har således foretaget en undersøgelse af antallet af afslag på fastsættelse af samvær og ophævelse af en eksisterende samværsret. Tallene viser, at antallet af afslag og ophævelser til sammen er omkring 400 om året. I under 100 sager om året ophæves en eksisterende samværsret.
For at ophævelse af en eksisterende samværsret efter gældende praksis kan komme på tale, skal der være tale om alvorlige forstyrrelser og skade i familiesituationen, om negative egenskaber hos den samværsberettigede udover den normale variationsbredde eller om bestemt tilkendegivne ønsker fra barnet. Udvalget er enig i de synspunkter, der ligger til grund for den gældende praksis for ophævelse, men finder dog, at der er behov for en vis udvidelse af området for ophævelser.
Udvalget foreslår derfor, at statsamtet fremover skal kunne afslå at fastsætte samvær eller ophæve en afgørelse eller aftale herom, hvis det er » påkrævet » af hensyn til barnet. Selv om ordvalget kunne tyde på det modsatte, er det meningen, at praksis herved skal kunne lempes. Udvalget har fundet, at kriteriet » påkrævet » er bedst dækkende for intentionerne, idet der også i fremtiden skal meget til - dog ikke helt så meget som tidligere - for at der kan træffes afgørelse om ophævelse af samværet eller gives afslag på at fastsætte samvær.
Udvalget foreslår endvidere, at der i sager om ophævelse af samværet i videre omfang end i dag udarbejdes børnesagkyndige erklæringer, idet grundlaget for statsamternes afgørelser i disse sager herved kan styrkes.
Om udvalgets overvejelser se betænkningen s. 133-138.
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets betragtninger om praksis med hensyn til afgørelser om samvær.
Justitsministeriet er således enig med udvalget i, at der kan være behov for at begrænse adgangen til at søge en aftale eller afgørelse om samvær ændret, og det foreslås derfor i overensstemmelse med udvalgets forslag, at kriteriet herfor fremover skal være, at » ændringen er bedst for barnet, navnlig på grund af forandrede forhold », jf. lovforslagets § 17, stk. 2. Dette indebærer, at den af forældrene, der anmoder om ændring af samværet, normalt vil skulle påvise, at der foreligger nye forhold, før der kan blive tale om en ændring af den tidligere afgørelse.
Også bestemmelserne om afslag på samvær og ophævelse af samvær er udformet i overensstemmelse med udvalgets forslag, jf. lovforslagets § 17, stk. 3. Det bemærkes i den forbindelse, at flere statsamter i forbindelse med høringen vedrørende betænkningen har tilsluttet sig, at der er behov for den foreslåede ændring.
4.3. Normalsamvær
Der er ikke i den gældende myndighedslov regler om omfanget af samværet. Administrativ praksis har dog udviklet sig således, at der i dag fastsættes samvær i hveranden week-end i ca. 75 pct. af sagerne, ligesom der også i de senere år er blevet fastsat samvær på hverdage som supplement til et fastsat week-end samvær. Antallet af anmodninger om hverdagssamvær er dog endnu ikke særlig stort.
Forældremyndighedsudvalget har overvejet, om der er behov for at indføre en regel i loven om et minimal- eller mindstesamvær eller - efter norsk forbillede - om et normalsamvær.
Udvalget fraråder en lovregel om minimalsamvær. Udvalget anfører, at der efter gældende ret ikke er nogen undergrænse for omfanget af den kontakt, der kan fastsættes ved en samværsresolution. Indførelse af et minimalsamvær måtte således føre til overvejelser om muligheden for undtagelsesvis eller i særlige tilfælde at gå under mindstekravet, og så er det ikke en minimalregel. Bliver der ikke fastsat undtagelser, måtte samværsretten ophæves, hvis det var bedst for barnet, at der ikke var så megen kontakt, som loven foreskrev.
Udvalget finder heller ikke grundlag for at foreslå en regel om normalsamvær, idet en lovregel herom vil kunne modvirke muligheden for individuelt tilpassede ordninger, der hidtil har været tillagt meget vægt i dansk ret. Udvalget foreslår i stedet, at der gøres mere for at informere om den gældende administrative praksis om fastsættelse af samvær. Information om, hvorledes samværet fastlægges i de fleste resolutioner fra statsamterne, vil efter udvalgets opfattelse være værdifuld for forældre, der i en skilsmisse- eller opbrudssituation overvejer fremtiden, og sådan information kan formentlig også mindske antallet af henvendelser til statsamtet om fastsættelse af samvær.
Om udvalgets overvejelser se betænkningen s. 114-116.
Justitsministeriet finder ligesom udvalget, at der ikke bør indføres et lovfæstet minimal- eller normalsamvær. Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig udvalgets opfattelse af værdien af information om den gældende praksis. Justitsministeriet vil derfor tage initiativ til, at der udarbejdes en pjece, hvori den gældende praksis i hovedtræk beskrives. Pjecen vil bl.a. kunne udleveres i forbindelse med sager om separation og skilsmisse og vil formentlig i en del tilfælde kunne medvirke til, at forældrene kan nå til enighed om omfanget af samværet uden inddragelse af statsamtet.
4.4. Overvåget samvær
Forældremyndighedsudvalget har drøftet overvåget samvær bl.a. som en mulighed for at modvirke samværssabotage. Ved overvåget samvær gennemføres den samværsberettigedes kontakt med barnet ved, at de ser hinanden på et neutralt sted og under tilstedeværelse af andre personer.
Overvåget samvær er ikke udtrykkeligt reguleret i de gældende regler, men statsamtet har mulighed for at fastsætte vilkår herom i samværsresolutionen, jf. myndighedslovens § 24, stk. 1, hvorefter statsamtet kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse med samværet. De fleste statsamter har i dag ikke noget generelt tilbud om overvåget samvær, men aftaler en ordning med de sociale myndigheder eller private organisationer som f.eks. Mødrehjælpen.
Et samvær, som overværes af en børnesagkyndig, kan efter udvalgets opfattelse være en hensigtsmæssig foranstaltning, f.eks. hvis statsamtet har behov for en sagkyndig vurdering til afgørelse af, om en anmodning om ophævelse af samværet skal imødekommes. Det kan være hensigtsmæssigt at se den samværsberettigede og barnet sammen for at vurdere samspillet og barnets reaktioner og for at få et indtryk af, om de grunde, der fremføres for, at kontakten skal afbrydes, er berettigede.
Endnu et formål med, at en udenforstående medvirker ved samværets gennemførelse, kan efter udvalgets opfattelse være at sikre, at samværet iværksættes på en hensigtsmæssig måde. I nogle tilfælde kan der være gået lang tid, siden barnet har set den af forældrene, der ønsker samvær, og der kan være ængstelse hos barnet og hos den, der skal udlevere barnet til samvær, som kan afhjælpes ved tilstedeværelsen af andre personer under samværet. I nogle tilfælde kan overvågningen indskrænkes til bistand til afhentning og tilbagelevering af barnet. I andre tilfælde kan overvåget samvær få karakter af en mere langvarig eller permanent ordning.
Efter Forældremyndighedsudvalgets opfattelse kan det være vanskeligt at afgrænse de sager, hvor der kan være behov for overvåget samvær, idet foranstaltningen beror på et skøn over, hvad der er bedst for barnet. Som eksempler nævner udvalget sager, hvor der er mistanke eller beskyldning om incest eller en alvorlig konflikt mellem forældrene.
Forældremyndighedsudvalget finder, at det bør være en offentlig opgave at tilbyde overvåget samvær, såfremt det skønnes nødvendigt i det konkrete tilfælde.
Indførelse af overvåget samvær som et generelt tilbud kræver efter udvalgets opfattelse ikke ændring af de gældende regler om fastsættelse af samvær, jf. ovenfor om reglen i myndighedslovens § 24, stk. 1, der foreslås overført til lovforslagets § 17, stk. 1.
Derimod kan det efter udvalgets opfattelse være nødvendigt med en lovregulering for at få ordningen med overvåget samvær sat i værk som et offentligt tilbud overalt i landet. Udvalget peger på, at opgaven med at etablere og organisere ordningen kan tilkomme statsamterne, kommunerne eller private. En nærmere udmøntning af en sådan ordning vil dog kræve forhandlinger mellem Justitsministeriet, Indenrigsministeriet, Socialministeriet og de kommunale organisationer.
Om udvalgets overvejelser henvises i øvrigt til betænkningen s. 145-148.
Justitsministeriet er enig i, at der i nogle tilfælde kan være behov for, at den samværsberettigedes kontakt med barnet gennemføres i form af et overvåget samvær, således som det også sker i dag. Justitsministeriet kan på den baggrund tilslutte sig udvalgets forslag om, at overvåget samvær bør være et generelt offentligt tilbud. Justitsministeriet foreslår derfor, at der allerede nu skabes den fornødne hjemmel til at iværksætte et overvåget samvær i offentligt regi, jf. herved lovforslagets § 17, stk. 4, således at der senere kan tages initiativ til at iværksætte en sådan landsdækkende ordning.
5. Anden forældrekontakt
5.1. Anden kontakt end samvær
De gældende regler i myndighedsloven om samvær omhandler kun besøg.
Forældremyndighedsudvalget har overvejet, om der er behov for en lovregulering af anden kontakt end samvær.
Det er efter udvalgets opfattelse betydningsfuldt, hvis børn kan have forbindelse med begge forældre også på anden måde end ved samvær. Telefonopringninger m.v. kan være et værdifuldt supplement til besøg, ikke mindst hvis afstande, arbejdsforhold eller andet er til hinder for så hyppige direkte møder som ønskeligt. Anden kontakt kan også i særlige tilfælde være en erstatning for fastsættelse af samvær.
På den baggrund foreslår udvalget en udtrykkelig bestemmelse om brev- og telefonkontakt som supplement til samværsreglerne.
Om udvalgets overvejelser henvises til betænkningen s. 116-119.
Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets synspunkter og foreslår derfor, at der indføres en regel om, at statsamtet i særlige tilfælde kan træffe bestemmelse om anden kontakt med barnet i form af telefonsamtaler, brevveksling og lignende for den af forældrene, der ikke har barnet boende, jf. lovforslagets § 18.
5.2. Orientering om barnet
Der er ikke i den gældende myndighedslov regler, hvorefter den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, kan få oplysninger om barnets forhold.
Offentlighedslovens regler fører til, at forældre, der ikke har del i forældremyndigheden, ikke har en almindelig adgang til aktindsigt i sager vedrørende barnets personlige forhold. Offentlige myndigheders videregivelse af oplysninger om barnet på anden måde end ved aktindsigt til den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, reguleres af forvaltningslovens regler om tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger. Der foreligger ikke krænkelse af tavshedspligten, hvis videregivelse må anses for berettiget. En videregivelse af fortrolige oplysninger om barnet til den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, vil dog næppe i almindelighed kunne anses for at være berettiget. Uden udtrykkelig hjemmel har den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, således ikke krav på at få de pågældende oplysninger.
Forældremyndighedsudvalget finder ikke denne retstilstand rimelig og hensigtsmæssig for den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden. Det er efter udvalgets opfattelse naturligt og anerkendelsesværdigt at interessere sig for sit barn, at følge dets opvækst og fremskridt og at holde sig orienteret, hvis der er problemer eller lignende. Oplysningerne vil også være af betydning for, at samværet kan forløbe meningsfuldt og konstruktivt. Myndighederne må efter udvalgets opfattelse i nogen grad påtage sig opgaven med at give oplysninger, hvis den, der har forældremyndigheden, nægter at medvirke, eller hvis der er behov for direkte kontakt med myndighederne.
Udvalget foreslår derfor en regel, hvorefter den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, har ret til efter anmodning at få oplysninger om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner samt social- og sundhedsvæsenet. Reglen omfatter ikke aktindsigt og giver således ikke adgang til at få dokumenter om barnets forhold udleveret i videre omfang, end dette følger af reglerne i offentlighedsloven. Pligten til at give oplysninger er således en pligt til at give en orientering, typisk i form af mundtlige oplysninger.
Se om udvalgets overvejelser betænkningen s. 120-124.
Justitsministeriet finder ligesom udvalget, at der kan være behov for en udtrykkelig lovregulering af skolers, børneinstitutioners og social- og sundhedsvæsenets ret og pligt til at videregive oplysninger om barnet til den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden.
Bestemmelsen i lovforslagets § 19 er udformet i overensstemmelse med udvalgets forslag herom. Justitsministeriet har dog for at understrege, at der er tale om en ret til orientering, der ikke giver ret til aktindsigt, fundet det rettest at anvende udtrykket » orientering » fremfor » oplysninger » i lovteksten.
Justitsministeriet har endvidere fundet, at der bør være mulighed for, at de institutioner, der er forpligtet til at give en orientering, skal kunne anmode statsamtet om i særlige tilfælde at fratage den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, adgangen til at få denne orientering. Udvalget har foreslået, at en sådan adgang til at anmode statsamtet herom alene skal tilkomme forældremyndighedsindehaveren. Baggrunden for Justitsministeriets forslag er, at det kan være en alvorlig belastning for institutionen, hvis den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, gentagne gange i et urimeligt omfang retter henvendelse til institutionen om mindre væsentlige spørgsmål vedrørende barnet. Uden en udtrykkelig regulering heraf vil institutionen i disse tilfælde ikke have mulighed for at nægte at imødekomme anmodningen om en orientering.
6. Børnesagkyndig rådgivning
Ifølge myndighedslovens § 27a skal statsamtet tilbyde forældrene og barnet børne- og familiesagkyndig rådgivning og vejledning ved uenighed om forældremyndighed og samvær.
De nærmere regler om rådgivningen er fastsat ved bekendtgørelse nr. 649 af 18. september 1990 om forældremyndighed og samværsret. Ifølge § 13 i bekendtgørelsen skal statsamtet under behandlingen af en sag, hvor der er uenighed om forældremyndighed eller samvær, tilbyde parterne, at de og barnet kan få en tværfaglig børne- og familiesagkyndig rådgivning. Rådgivning kommer navnlig på tale, hvis forældrene har henvendt sig til statsamtet om separation eller skilsmisse eller om opløsning af fælles forældremyndighed. Tilbud skal også fremsættes i anledning af en ansøgning til statsamtet om fri proces til en forældremyndighedssag.
Er der indgivet ansøgning til statsamtet efter myndighedslovens § 24 om fastsættelse, ændring eller ophævelse af samværet, skal statsamtet også tilbyde rådgivning under behandling af samværstvisten. Der skal tillige gives tilbud om rådgivning, hvis der fremsættes anmodning om fastsættelse af midlertidigt samvær efter myndighedslovens § 25 under en retssag, og der er uenighed mellem forældrene om spørgsmålet.
Ifølge bekendtgørelsens § 14 om den såkaldt åbne rådgivning kan forældre og børn desuden anmode om rådgivning ved uenighed om forældremyndighed og samvær, selv om statsamtet ikke i forvejen behandler en sag herom.
Rådgivningen er i alle tilfælde frivillig og gennemføres i almindelighed kun, såfremt begge forældre ønsker at deltage.
Udvalget finder, at rådgivningsreglen bør gives en mere fremtrædende placering i loven, og foreslår derfor bestemmelsen udskilt til et særligt kapitel med overskriften » Børnesagkyndig rådgivning ». Udvalget foreslår desuden, at det angives direkte i lovteksten, at formålet med den børnesagkyndige rådgivning er at hjælpe parterne til at løse konflikten under hensyn til, hvad der er bedst for barnet. I dag fremgår dette kun af forældremyndighedsbekendtgørelsen.
Udvalget finder ikke grundlag for at foreslå en udvidelse af rådgivningsordningen til at omfatte alle forældremyndigheds- og samværssager, som myndighederne kommer i berøring med. Det drejer sig på årsbasis om ca. 27.000-30.000 sager, herunder ca. 20.000 sager om indgåelse af aftale om fælles forældremyndighed. Kravet om, at der skal være uenighed mellem forældrene som en betingelse for at tilbyde rådgivning, foreslås derfor som udgangspunkt opretholdt.
For at styrke rådgivningen foreslår udvalget dog en ny bestemmelse om, at statsamtet skal kunne tilbyde rådgivning om forældremyndighed og samvær, selv om der ikke er uenighed herom, hvis statsamtet skønner, at der er et særligt behov herfor.
Gennem en ændring af de administrative regler foreslår udvalget yderligere området for rådgivning udvidet. Efter de gældende regler i forældremyndighedsbekendtgørelsen er rådgivning i almindelighed betinget af, at begge parter ønsker at deltage. Udvalget foreslår, at dette princip ændres, således at der indkaldes til rådgivningsmøde, blot en af forældrene er positiv over for et tilbud herom. Selv om kun den ene af forældrene møder til en sådan rådgivning, forudsætter udvalget, at rådgiveren bruger den afsatte tid til en samtale med denne.
Endelig foreslår udvalget, at der indføres en hjemmel i loven til, at statsamtet kan undlade at tilbyde rådgivning, hvis det i det enkelte tilfælde findes unødvendigt eller uhensigtsmæssigt. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der for nylig forgæves er gennemført rådgivning, eller hvis henvendelsen drejer sig om rene detailspørgsmål vedrørende udøvelsen af samværsretten.
Forældremyndighedsudvalget har overvejet, om rådgivningen fremover skal gøres obligatorisk, således at der indføres en pligt for forældrene til at møde. Forældremyndighedsudvalget kan dog ikke gå ind for et sådant forslag, idet formålet med rådgivningen er at få forældrene til at løse deres konflikter, og derfor forudsætter en vis positiv og åben indstilling. Efter udvalgets opfattelse kan ingen tvinges til at deltage aktivt i den dialog, som er det grundlæggende i rådgivningsordningen. Udvalget peger endvidere på, at der - såfremt princippet om frivillighed forlades - er fare for proforma-rådgivning, hvor den ene part møder med forudfattede, ufravigelige opfattelser. Endelig peger udvalget på, at det kan være vanskeligt at sanktionere udeblivelse, bl.a. fordi udeblivelse ikke behøver at være et udslag af manglende interesse for barnet, men kan skyldes andre forhold. Efter udvalgets opfattelse kan tvungen rådgivning således have til følge, at rådgivningsordningen bringes i miskredit, samtidig med at knappe ressourcer optages af parter, der ikke har noget umiddelbart ønske om at medvirke til en løsning af deres problemer.
Samtidig peger udvalget dog på, at det ikke kan udelukkes, at en parts passivitet eller udvist modvilje over for et fremsat rådgivningstilbud efter et konkret skøn vil blive tillagt processuel skadevirkning under en efterfølgende retssag om forældremyndigheden. En modvilje mod at være med i rådgivningen kan, afhængig af de individuelle forhold og baggrunden herfor, vise noget om den pågældendes samarbejdsevner og dermed om egnetheden til at have eller få forældremyndigheden.
Om udvalgets overvejelser henvises i øvrigt til betænkningen s. 151-174.
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets overvejelser om obligatorisk rådgivning. Justitsministeriet er således enig i, at udgangspunktet for rådgivningsordningen fortsat må være parternes frivillige deltagelse, og Justitsministeriet finder derfor ikke grundlag for at fremsætte forslag om, at manglende deltagelse i rådgivning skal kunne sanktioneres. Justitsministeriet finder ligesom udvalget, at det ikke kan udelukkes, at en parts passivitet eller udvist uvilje over for et fremsat rådgivningstilbud efter et konkret skøn kan tillægges processuel skadevirkning under en efterfølgende retssag om forældremyndigheden.
Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig udvalgets forslag om en styrkelse af rådgivningen, og lovforslagets § 28 er udformet i overensstemmelse med udvalgets forslag herom.
Justitsministeriet finder endvidere, at der bør skabes mulighed for at der kan indkaldes til og afholdes rådgivningsmøde, hvis blot en af forældrene er positiv over for et tilbud herom, og de administrative regler efter lovforslagets § 31 vil derfor blive udformet, således som det er foreslået af udvalget.
7. Tolkebistand i forbindelse med vielser
Formålet med de foreslåede ændringer af ægteskabsloven er at give mulighed for at opkræve betaling hos et brudepar med bopæl i udlandet, hvis det er nødvendigt, at der medvirker tolk i forbindelse med vielsen eller under prøvelsen af, at betingelserne for vielse er opfyldt. Endvidere foreslås der en regel om betaling af udgifter til oversættelse af dokumenter.
Baggrunden for forslaget er, at udenlandske pars indgåelse af ægteskab i Danmark i den senere tid har givet anledning til debat. Spørgsmålet har særligt været drøftet i forhold til tyske mænd og thailandske kvinder, der har giftet sig med henblik på, at kvinden kunne få opholdstilladelse i Tyskland, og hvor det efter det oplyste i nogle tilfælde også har været hensigten, at kvinden siden skulle virke som prostitueret i Tyskland.
Justitsministeriet har ved henvendelse til de tyske myndigheder undersøgt, om der er mulighed for at nægte at foretage sådanne vielser i Danmark under henvisning til, at et tilsvarende ægteskab ville være i strid med tysk lovgivning. Undersøgelsen har imidlertid vist, at tysk ret ikke indeholder forbud mod sådanne ægteskaber. Det er således ikke muligt at nægte at gennemføre de pågældende vielser.
Derimod er det muligt at øge kontrollen med, at betingelserne for indgåelse af ægteskab i disse tilfælde er opfyldt. En øget kontrol kan imidlertid være vanskelig, når det drejer sig om udenlandske par, der ikke taler dansk, og det vil derfor i disse tilfælde ofte være nødvendigt at tilkalde en tolk.
Hvis der kan være tvivl om, hvorvidt en af parterne er udsat for et utilbørligt pres med hensyn til indgåelsen af ægteskabet eller ikke fuldt ud forstår situationen, er der også brug for bistand af en tolk, således at det ved samtale med parterne - hver for sig - kan sikres, at de begge ønsker at indgå ægteskabet.
Det foreslås derfor, at der indføres en ordning, som gør det muligt for kommunerne at anvende tolk i forbindelse med prøvelse af ægteskabsbetingelserne og i forbindelse med vielsen, således at udgifterne hertil skal betales af brudeparret. Nærmere regler herom fastsættes ved bekendtgørelse.
En sådan ordning vil være et supplement til reglen i ægteskabslovens § 13, stk. 3. Efter denne bestemmelse skal der ved indgivelsen af en anmodning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne betales 500 kr., hvis ingen af parterne har bopæl her i landet. Betalingen på 500 kr. tilsigter at modsvare de udgifter, der er forbundet med prøvelsen af ægteskabsbetingelserne og vielsen, men er ikke tilstrækkelig til også at dække udgifter til tolk.
Som det fremgår af forslaget til § 13, stk. 4, 2. pkt., og § 20, stk. 4, skal ordningen ligesom betalingsordningen efter reglen i § 13, stk. 3, omfatte par, hvor ingen af parterne har bopæl her i landet. Det vil endvidere være en forudsætning, at tolkebistand er nødvendig. Er det muligt at gennemføre sagsbehandlingen i kommunen på betryggende måde ved hjælp af et fremmed sprog, f.eks. engelsk, vil det naturligvis ikke være nødvendigt at tilkalde tolk.
Har en af parterne eller begge parter bopæl her i landet, skal ordningen med betaling af tolkebistand ikke gælde, uanset at parret ikke taler eller forstår dansk. Det samme vil efter de administrative regler, der fastsættes, blive tilfældet for så vidt angår asylansøgere, der opholder sig her i landet under behandlingen af deres ansøgning om asyl. I disse tilfælde må udgiften til tolkebistand ved den mundtlige kontakt med parterne som hidtil afholdes af myndighederne.
I § 13, stk. 4, 1. pkt., fastsættes en regel, der giver hjemmel til i overensstemmelse med den nugældende praksis at fastsætte bestemmelser om, at det påhviler parret at afholde udgiften til oversættelse af den nødvendige dokumentation for, at ægteskabsbetingelserne er opfyldt, f.eks. en udenlandsk skilsmissedom. Denne bestemmelse gælder, som det fremgår af ordlyden, uanset om parret har bopæl i Danmark eller andre lande.
De regler, der fastsættes ved bekendtgørelsen, vil i øvrigt blive udarbejdet i overensstemmelse med de forpligtelser Danmark har påtaget sig ved tiltrædelsen af Den Nordiske Sprogkonvention.
Det tilføjes, at Justitsministeriet vil orientere kommunerne om de situationer, hvor der kan være tvivl om, at betingelserne for vielse af udenlandske par er opfyldt, og hvor det derfor er nødvendigt at få yderligere dokumentation før ægteskabet indgås. Denne orientering vil også kunne medvirke til at sikre, at ægteskabet indgås under betryggende forhold.
8. Høring
Forældremyndighedsudvalgets betænkning har været sendt til høring hos præsidenterne for Østre og Vestre landsret, præsidenten for Københavns Byret, præsidenterne for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, samtlige statsamter, Foreningen af Statsamtmænd, Foreningen af Statsamtsjurister, Advokatrådet, Børnerådet, Landsforeningen Børns Vilkår, Dansk Kvindesamfund, Danske Kvinders Nationalråd, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre, Ligestillingsrådet, Mødrehjælpen af 1983 og Nævnet for Etnisk Ligestilling.
9. Administrative og økonomiske konsekvenser
Lovforslaget indebærer ikke større administrative ændringer. Der foreslås således ikke pålagt myndighederne egentlige nye opgaver, og der er ikke større forskydninger i forhold til de arbejdsopgaver, som myndighederne varetager i dag. Forslagene om ændring af reglerne om samvær og udvidelsen af den børnesagkyndige rådgivning vil dog medføre en aktivitetsudvidelse for statsamterne samtidig med, at forslaget om anmeldelse af fælles forældremyndighed vil medføre en forenkling for statsamternes behandling af disse sager.
Bedømmelsen af de samlede administrative og økonomiske konsekvenser af forslaget for statsamterne er forbundet med en vis usikkerhed, idet det bl.a. er vanskeligt at skønne over antallet af nye samværssager og konsekvenserne af udvidelsen af den børnesagkyndige rådgivning. Endvidere er det vanskeligt at opgøre virkningen af den nævnte forenkling af reglerne om anmeldelse af fælles forældremyndighed.
Samlet skønnes det, at de aktivitetsudvidelser, der er indeholdt i lovforslaget, og som vedrører statsamterne, vil medføre merudgifter på i alt ca. 2,5 mio. kr., herunder lønsum ca. 2,0 mio. kr., samt et øget forbrug på 3 årsværk. Heraf finansieres 2,0 mio. kr., inden for Justitsministeriets eksisterende bevillingsmæssige rammer, mens 0,5 mio. kr. afholdes inden for Indenrigsministeriets økonomiske rammer til den nuværende § 27 a-rådgivning.
For så vidt angår domstolene og Civilretsdirektoratet skønnes det, at de begrænsede aktivitetsudvidelser vil kunne afholdes inden for de gældende bevillingsmæssige rammer.
Det tilføjes, at lovforslagets § 17, stk. 4, giver adgang til ved bekendtgørelse at fastsætte regler, der giver mulighed for at tilbyde overvåget samvær over hele landet. Som nævnt ovenfor, skal spørgsmålet om etablering af en sådan ordning forhandles nærmere mellem en række myndigheder og organisationer m.v., og det er derfor endnu uafklaret, om ordningen skal etableres ved statsamterne, kommunerne eller private. Det kan i den forbindelse oplyses, at udgifterne til overvåget samvær i dag afholdes af de sociale myndigheder. Endvidere anvender Mødrehjælpen ca. 1 mio. kr. årligt til dette formål.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Det foreslås, at myndighedslovens bestemmelser om forældremyndighed og samværsret udskilles til en ny lov. Det foreslås endvidere at lovens titel bliver » lov om forældremyndighed og samvær », som dækker de to hovedområder for indholdet af reglerne i loven.
Til kapitel 1
Forældremyndighed
§ 37 indeholder en sædvanlig hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne og Grønland.
§ 37. Det har sit forblivende ved lovgivningens særlige regler om lærlingeforhold.
§ 37. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan dog med undtagelse af § 34 ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
§ 46. Om forældremyndigheden over børnene i forbindelse med separation eller skilsmisse gælder myndighedslovens regler.
Lov om registreret partnerskab
§ 72. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om umyndighed og værgemål, forældremyndighed og samværsret. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om umyndighed og værgemål, forældremyndighed og samværsret.
Retsplejeloven
Bilag
I dette bilag
er indsat den gældende formulering af de bestemmelser,
der berøres af lovforslaget
Myndighedsloven
§ 450 a. Retten kan bestemme, at en eller begge parter ikke må overvære den samtale med et barn, der skal finde sted efter myndighedslovens § 26. Inden sagen afgøres, skal parterne gøres bekendt med indholdet af samtalen, medmindre dette vil stride mod de hensyn, der har ført til udelukkelsen.
Ægteskabsloven
Ingen
Nr LSF 176
Forslag til Lov om forældremyndighed og samvær
Fremsat af justitsministeren (Bjørn Westh)
den 22. februar 1995
Vedtaget ved tredjebehandling den 2. juni 1995
Lov nr. 387 af 14/06/1995