1994 LSF 166 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ØRESTADEN M.V. (ØKONOMISK ADSKILLELSE AF SALGET AF AREALER I ØRESTADEN OG FINANSIERINGEN AF DE KOLLEKTIVE TRAFIKFORBINDELSER TIL AMAGER OG FREDERIKSBERG. SUPPLERING MED EN 4. LINJEFØRING I TILKNYTNING TIL AMAGERBROGADE)
Statutory Text (4 Articles)
§ 1
I lov nr. 477 af 24. juni 1992 om Ørestaden m.v., som ændret ved lov nr. 1091 af 21. december 1994, foretages følgende ændringer
1. I § 3 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke
»Stk. 5. Ørestadsselskabet I/S, jf. § 1, stk. 1, kan anlægge en letbane, Amagerbrogadelinjen, i tilknytning til Amagerbrogade.«
2. § 4 affattes således
» § 4. Ørestadsselskabet I/S kan optage lån til finansiering af de i § 3, stk. 1, nævnte trafikanlæg samt til selskabets drift. Lån optages efter finansministerens nærmere bestemmelse med henblik på at opnå de bedst mulige vilkår.
Stk. 2. Ørestadsselskabet I/S kan optage statslån til finansiering af det i § 3, stk. 5, nævnte trafikanlæg og til selskabets drift af denne linje.
Stk. 3. Frederiksbergbaneselskabet I/S og Østamagerbaneselskabet I/S kan optage statslån til finansiering af de i § 3, stk. 2 og 3, nævnte trafikanlæg samt til selskabernes drift.
Stk. 4. Ørestadsselskabet I/S« indtægter fra salg af arealer i Ørestaden anvendes proportionalt til nedskrivning af gælden for de ovennævnte banelinjer efter disses investeringsbehov.
Stk. 5. Såfremt der foretages salg af arealer i Ørestaden, inden der er optaget lån til alle linjeføringerne, indsættes de indtægter, der henhører til disse endnu ikke igangsatte linjeføringer, på konti, der er øremærket hertil. Fordelingen af provenuet fra arealsalget sker i dette tilfælde på basis af det forventede investeringsbehov til de respektive linjeføringer.'
3. I § 6 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke
»Stk. 2. Ørestadsselskabet I/S bemyndiges til at anlægge Amagerbrogadelinjen som en tunnel fra Lergravsvej til Sundbyvester Plads med station ved Peder Lykkes Vej og Sundbyvester Plads.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
4. I § 6, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »tre« til: »fire«.
5. § 7, stk. 1, affattes således
» § 7. Ørestadsselskabet I/S, Frederiksbergbaneselskabet I/S og Østamagerbaneselskabet I/S foretager offentligt udbud af anlæg og drift af Ørestadsbanen, Amagerbrogadebanen, Frederiksbergbanen og Østamagerbanen. De fire letbaner skal drives i fællesskab, således at de kommer til at udgøre et samlet banesystem med fælles materiel og infrastruktur og fælles drift.«
6. I § 7, stk. 3, 1. pkt., ændres »to eller tre« til: »to, tre eller fire«.
7. Kortbilag 2 udformes som angivet i bilaget til denne lov.
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Loven om Ørestadsselskabet og banelinjerne til henholdsvis Frederiksberg og Amager betyder, at opbygningen af banelinjerne gøres afhængig af et Ørestadsprojekt, som ingen rigtig tror på længere, hvis de nogen sinde har gjort det.
Samtidig har offentliggørelsen af Ørestadsselskabets beslutning om etablering af en minimetro genrejst spørgsmålet om linjeføringerne på Amager. Der pågår således - med lokalråd, handelsstandforening og lokale partiforeninger som deltagere - en underskriftindsamling for anlæg af en tunnelbane under Amagerbrogade.
Enhedslisten foreslår, at denne tunnelbane etableres som en ekstra linjeføring mellem den planlagte station ved Lergravsparken og Sundbyvester Plads med stationer her og i området ved Peder Lykkes Vej. Dette medfører ca. 2 km ekstra tunnel og 2 ekstra stationer. Herved opnås en sammenhængende linjeføring med stationer ved Christianshavns Torv, Amagercentret, Lergravsparken, Peder Lykkes Vej og Sundbyvester Plads, hvorved de tættest beboede områder på Amager dækkes ind.
Ved vedtagelsen af Ørestadsloven i 1992 forventede den daværende regering, at banelinjen til Ørestaden samt de øvrige trafikanlæg der ville være etableret omkring 1998, hvilket skulle danne grundlag for den værdistigning, som skulle indbringe de nødvendige midler til finansiering af baneforbindelserne. Imidlertid er tidsplanen rykket mindst 2 år.
Ørestadsselskabet har - ligeledes som forudsat - forsøgt at markedsføre området internationalt. Uden held. Interessen er på nulpunktet.
I 1992 havde København over 1 mio. m2 tomme kontorlokaler. De står stadig tomme og vil fortsat gøre det.
Alle den daværende regerings forudsætninger for projektets gennemførelse er smuldret.
Samtidig kunne man under debatten ved lovgivningen i 1992 konstatere, at der rent faktisk eksisterede et flertal i Folketinget, som gik ind for etablering af de kollektive trafikforbindelser med eller uden anlæg af Ørestaden.
Enhedslisten må således konstatere, at der i dag eksisterer et flertal i Folketinget, som har udtrykt sin støtte til, at der sker en styrkelse af den kollektive trafikforsyning af Amager/Frederiksberg. Samtidig mener forslagsstillerne at kunne konstatere, at Folketinget i dag rummer et flertal, som i hvert fald tidligere har udtrykt skepsis over for den økonomiske kobling mellem Ørestadsprojektet og den kollektive trafikudbygning knyttet til projektet.
Enhedslisten fremlægger her et lovforslag, som betyder, at provenuet fra et salg af arealer i Ørestaden fortsat vil skulle anvendes til betaling af trafikanlæggene, men at arealsalget ikke længere er en forudsætning for etablering af de kollektive banelinjer, som den københavnske befolkning primært har behov for.
De partier, som prioriterer den kollektive trafik højt, kan ved at stemme for dette lovforslag med større vægt hævde, at der er skabt sikkerhed for etablering af letbaneforbindelserne - uafhængigt af Ørestadens succes eller fiasko.
De partier, som tror på Ørestadsprojektets succes, vil uden problemer også kunne stemme for lovforslaget, idet slutresultatet i henhold til deres forventninger stort set bliver det samme: Ørestadsbanen kan etableres, de øvrige letbaner etableres også - endda hurtigere end de ellers ville blive etableret - og tilmed vil den københavnske befolkning yderligere kunne få den Amagerbrogadelinje, som står øverst på borgernes ønskeseddel, nemlig en tunnelbane i tilknytning til Amagerbrogade.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1, nr. 1
Offentliggørelsen af Ørestadsselskabets beslutning om etablering af en minimetro har genrejst spørgsmålet om linjeføringerne på Amager. Der pågår således - med lokalråd, handelsstandforening og lokale partiforeninger som deltagere - en underskriftindsamling for en tunnelbane under Amagerbrogade. Den foreslåede bestemmelse betyder, at Ørestadsselskabet får mulighed for at etablere en sådan linjeføring.
Til § 1, nr. 2
Med den foreslåede affattelse af § 4 fastholdes den eksisterende bestemmelse om, at finansieringen af Ørestadsbanen kan ske ved optagelse af lån.
Men bestemmelsen om, at selskaberne vil kunne optage statslån inden for en låneramme på 1.615 mio. kr., udgår.
I stedet vil Ørestadsselskabet I/S kunne optage et statslån uden loft til etablering og drift af Amagerbrogadebanen. Tilsvarende vil Frederiksbergbaneselskabet I/S og Østamagerbaneselskabet I/S kunne optage statslån uden loft til finansiering og drift af henholdsvis Frederiksbergbanen og Østamagerbanen.
Med bestemmelserne i § 4, stk. 4 og 5, sikres, at de indtægter, som måtte komme fra salg af arealer i Ørestaden, anvendes til finansiering af letbanerne - enten i form af afdrag på optagne statslån eller ved opsparing til endnu ikke etablerede linjer.
Til § 1, nr. 3 og 4
Med den nye § 6, stk. 2, bemyndiges Ørestadsselskabet I/S til at anlægge Amagerbrogadebanen på linje med de tre andre linjeføringer.
Til § 1, nr. 5 og 6
Forslagene sikrer, at en Amagerbrogadebane indgår på linje med de øvrige linjeføringer, for så vidt angår udbud og drift.
Til § 1, nr. 7
Det foreslås, at der indsættes et nyt kortbilag 2, hvor den supplerede 4. linjeføring også er indtegnet.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Linieføring for letbaner
Ingen
Nr LSF 166
Forslag til Lov om ændring af lov om Ørestaden m.v. (Økonomisk adskillelse af salget af arealer i Ørestaden og finansieringen af de kollektive trafikforbindelser til Amager og Frederiksberg. Supplering med en 4. linjeføring i tilknytning til Amagerbrogade)
Fremsat af Jette Gottlieb (EL) Bent Hindrup Andersen (EL)
den 1. februar 1995