1994 LSF 163 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (ANCIENNITETSPRINCIP VED OPTAGELSE I DAGINSTITUTIONER)
Statutory Text (4 Articles)
§ 1
I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994, som senest ændret ved § 3 i lov nr. 34 af 18. januar 1995, foretages følgende ændring
I § 72 indsættes som nyt stykke
»Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at optagelse i en daginstitution sker efter et almindeligt anciennitetsprincip. Kommunalbestyrelsen kan kun i særlige tilfælde og alene ud fra hensyn til barnets tarv fravige 1. pkt.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Hensigten med lovforslaget er at skabe en juridisk retssikring for de arbejdsløses børn.
Ved at indføre et almindeligt køsystem efter indskrivningsanciennitet forhindres, at en kommune kan løse sine manglende pasningstilbud ved at rykke bestemte borgeres børn ned i køen og undlade at tildele dem en daginstitutionsplads.
Enhedslisten finder, at det ikke er noget seriøst argument, at arbejdsløse og bistandsmodtagere kan passe deres børn selv. Netop de arbejdsløse skal jo have mulighed for at kunne tage et arbejde, og desuden har både bistandsmodtagerne og de arbejdsløses børn på ingen måde mindre påtrængende behov for det pædagogiske tilbud, som en daginstitution skal være.
Da regeringen i flere omgange har lovet, at det snart vil være slut med ventelister, vil lovændringen måske kun få ganske beskedne konsekvenser for landets kommuner. Men indtil da og i forhold til fremtidige køsituationer finder Enhedslisten, at det vil være fornuftigt at lave denne præcise begrænsning af kommunernes mulighed for at sortere.
Det skal understreges, at i de særlige tilfælde, hvor det af hensyn til barnets hjemlige forhold vurderes som påtrængende, at barnet kommer i institution, kan kommunalbestyrelsen fravige ventelistens rækkefølge. Der tænkes her særligt på børn, der har behov for en socialpædagogisk pasningsforanstaltning.
Det er Enhedslistens opfattelse, at det så langtfra er alle kommuner, der administrerer anderledes, end lovændringen lægger op til, men der har dog været flere kommuner, som efter Enhedslistens opfattelse har fortolket kommunalbestyrelsens optagelsesret på en meget uheldig måde til skade for en bestemt gruppe børn.
Ingen
Nr LSF 163
Forslag til Lov om ændring af lov om social bistand (Anciennitetsprincip ved optagelse i daginstitutioner)
Fremsat af Bruno Jerup (EL) Jette Gottlieb (EL)
den 31. januar 1995