1994 LSF 123 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KLAGENÆVNET FOR UDBUD (UDBUD AF BYGGE- OG ANLÆGSARBEJDER OG INDKØB I DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER)

§ 1

I lov nr. 344 af 6. juni 1991 om Klagenævnet for Udbud (udbud af bygge- og anlægsarbejder og indkøb i De Europæiske Fællesskaber), som ændret ved lov nr. 1006 af 19. december 1992, foretages følgende ændringer

1. § 1, stk. 1, nr. 3, affattes således

»3) bekendtgørelser udstedt i medfør af den i nr. 2 nævnte lov.«

2. § 3, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Ordregivere er i øvrigt

1) Offentlige virksomheder, som driver virksomhed inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation som omhandlet i artikel 2 og artikel 6, stk. 2, i Rådets direktiv nr. 93/38/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation, samt

2) virksomheder, som ikke er offentlige virksomheder, og som på grundlag af særlig offentlig tilladelse driver virksomhed som nævnt i nr. 1.«

3. I §§ 4, 7 og 8 ændres »industriministeren« til: »erhvervsministeren«, og i § 12 ændres »Industriministeren« til: »Erhvervsministeren«.

4. § 5 affattes således

»§ 5. Klagenævnet kan afvise en sag eller afgøre den i realiteten helt eller delvis, herunder annullere ulovlige beslutninger, midlertidigt afbryde en udbudsprocedure eller pålægge ordregiveren at lovliggøre udbudsforretningen. Klagenævnet skal afvise sager mod en ordregiver, der udnytter et geografisk område med henblik på efterforskning efter eller udvinding af olie, gas, kul eller andet fast brændsel.

Stk. 2. Krav om erstatning kan ikke behandles ved nævnet.

Stk. 3. Klagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 4. Klagenævnets afgørelser kan indbringes for domstolene senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt de pågældende. Finder indbringelsen ikke sted inden for fristen, er nævnets afgørelse endelig. Klagenævnets afgørelse efter stk. 1, 2. pkt., om afvisning af en sag kan ikke indbringes for domstolene.«

5. § 6 affattes således

»§ 6. En ordregivers overtrædelse af de i § 1, stk. 1, omhandlede bestemmelser straffes med bøde. Er overtrædelse begået af et selskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan et bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Stk. 2. Sager om overtrædelse som nævnt i stk. 1 er undergivet privat påtale, når den er begået af en ordregiver, der udnytter et geografisk område med henblik på efterforskning efter eller udvinding af olie, gas, kul eller andet fast brændsel.

Stk. 3. Under en sag som nævnt i stk. 2 eller under en selvstændig sag kan der nedlægges påstand om annullation af ulovlige beslutninger, midlertidig afbrydelse af en udbudsprocedure, eller at ordregiver skal lovliggøre udbudsforretningen. Sådanne påstande kan alene tages under pådømmelse, såfremt der er sket offentlig påtale efter stk. 5 eller efter retsplejelovens § 727, stk. 2 og 3. I modsat fald afvises sagen, for så vidt angår sådanne påstande.

Stk. 4. Sag efter stk. 2 og 3 anlægges ved Sø- og Handelsretten i København og behandles som hastesag. For sådanne sager betales alene 500 kr. i retsafgift.

Stk. 5. Såfremt en handling, der indeholder en lovovertrædelse, som efter stk. 2 er henvist til privat forfølgning, tillige indeholder en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og som kan medføre højere straf end bøde, kan påtalemyndigheden uanset bestemmelsen i stk. 2 forfølge begge lovovertrædelser under et. En sag med privat påtale efter stk. 2 afvises i så fald af Sø- og Handelsretten, for så vidt angår påstanden om straf.«

6. Efter § 13 indsættes

»§ 13 a. En ordregiver omfattet af § 3 er erstatningsansvarlig over for en virksomhed, såfremt virksomheden kan godtgøre, at ordregiveren har overtrådt regler nævnt i § 1, stk. 1, der vedrører gennemførelsen af Rådets direktiv nr. 93/38/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation, og at en reel mulighed for virksomheden for at få tildelt ordren er forspildt som følge af overtrædelsen. Virksomhedens tab omfatter i denne situation samtlige dokumenterede omkostninger i forbindelse med udarbejdelsen af tilbud og deltagelse i udbudsproceduren.

§ 1

I lov nr. 344 af 6. juni 1991 som ændret ved lov nr. 1006 af 19. december 1992 om Klagenævnet for Udbud (udbud af bygge- og anlægsarbejder og indkøb i De Europæiske Fællesskaber) foretages følgende ændringer

1. § 1, stk. 1, nr. 3, affattes således

»3) bekendtgørelser udstedt i medfør af den i nr. 2 nævnte lov.«.

2. § 3, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Ordregivere er iøvrigt

1) Offentlige virksomheder, som driver virksomhed inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation som omhandlet i artikel 2 og art. 6, stk. 2, i Rådets direktiv nr. 93/38/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation, samt

2) virksomheder, som ikke er offentlige virksomheder, og som på grundlag af særlig offentlig tilladelse driver virksomhed som nævnt i nr. 1.«.

3. »I §§ 4, 7 og 8 ændres »industriministeren« til »erhvervsministeren«, og i § 12 ændres »Industriministeren« til »Erhvervsministeren«.

4. § 5 affattes således

»§ 5. Klagenævnet kan afvise en sag eller afgøre den i realiteten helt eller delvis, herunder annullere ulovlige beslutninger, midlertidigt afbryde en udbudsprocedure eller pålægge ordregiveren at lovliggøre udbudsforretningen. Klagenævnet skal afvise sager mod en ordregiver, der udnytter et geografisk område med henblik på efterforskning efter eller udvinding af olie, gas, kul eller andet fast brændsel.

Stk. 2. Krav om erstatning kan ikke behandles ved nævnet.

Stk. 3. Klagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 4. Klagenævnets afgørelser kan indbringes for domstolene senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt de pågældende. Finder indbringelsen ikke sted inden for fristen, er nævnets afgørelse endelig. Klagenævnets afgørelse efter stk. 1, 2. pkt., om afvisning af en sag kan ikke indbringes for domstolene.«.

5. § 6 affattes således

»§ 6. En ordregivers overtrædelse af de i § 1, stk. 1, omhandlede bestemmelser straffes med bøde. Er overtrædelse begået af et selskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan et bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Stk. 2. Sager om overtrædelse som nævnt i stk. 1 er undergivet privat påtale, når den er begået af en ordregiver, der udnytter et geografisk område med henblik på efterforskning efter eller udvinding af olie, gas, kul eller andet fast brændsel.

Stk. 3. Under en sag, som nævnt i stk. 2, eller under en selvstændig sag, kan der nedlægges påstand om annullation af ulovlige beslutninger, midlertidig afbrydelse af en udbudsprocedure, eller at ordregiver skal lovliggøre udbudsforretningen. Sådanne påstande kan alene tages under pådømmelse, såfremt der er sket offentlig påtale efter stk. 5 eller efter retsplejelovens § 727, stk. 2 og 3. I modsat fald afvises sagen for så vidt angår sådanne påstande.

Stk. 4. Sag efter stk. 2 og 3 anlægges ved Sø- og Handelsretten i København og behandles som hastesag. For sådanne sager betales alene 500 kr. i retsafgift.

Stk. 5. Såfremt en handling, der indeholder en lovovertrædelse, som efter stk. 2 er henvist til privat forfølgning, tillige indeholder en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og som kan medføre højere straf end bøde, kan påtalemyndigheden uanset bestemmelsen i stk. 2 forfølge begge lovovertrædelser under et. En sag med privat påtale efter stk. 2 afvises i så fald af Sø- og Handelsretten, for så vidt angår påstanden om straf.«.

6. Efter § 13 indsættes

»§ 13A. En ordregiver omfattet af § 3 er erstatningsansvarlig over for en virksomhed, såfremt virksomheden kan godtgøre, at ordregiveren har overtrådt regler nævnt i § 1, stk. 1, der vedrører gennemførelsen af Rådets direktiv nr. 93/38/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation, og at en reel mulighed for virksomheden for at få tildelt ordren er forspildt som følge af overtrædelsen. Virksomhedens tab omfatter i denne situation samtlige dokumenterede omkostninger i forbindelse med udarbejdelsen af tilbud og deltagelse i udbudsproceduren.

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Til EF-direktiverne om udbud er knyttet to kontroldirektiver, som forpligter medlemsstaterne til at indføre særlige nationale klagemuligheder for overtrædelse af udbudsreglerne.

De to kontroldirektiver er henholdsvis Rådets direktiv 89/665/EØF af 21. december 1989 om anvendelsen af klageprocedurer i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter og Rådets direktiv 92/13/EØF om anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation.

Kontroldirektiverne er gennemført i dansk ret ved lov nr. 344 af 6. juni 1991 om Klagenævnet for Udbud som ændret ved lov nr. 1006 af 19. december 1992. Denne lov kaldes i det følgende klagenævnsloven.

Efter begge kontroldirektiver har medlemsstaterne mulighed for at annullere ulovlige beslutninger, midlertidigt afbryde en udbudsprocedure eller give pålæg om lovliggørelse af en udbudsforretning. Efter kontroldirektivet for forsyningsvirksomhed er der mulighed for at anvende bødesanktion som en alternativ sanktion.

Ved lov nr. 1006 af 19. december 1992 indførte man den særlige bødesanktion i forhold til ordregivere, der udnytter et geografisk område med henblik på efterforskning eller udvinding af olie, gas, kul eller andet fast brændsel på grund af de særlige forhold inden for off-shore branchen. Over for de øvrige kategorier af ordregivere inden for forsyningsvirksomhed gælder de traditionelle reaktionsmuligheder.

På baggrund af sin gennemgang af loven har Europa-Kommissionen meddelt, at den på visse punkter finder, at kontroldirektivet for forsyningsvirksomhed er mangelfuldt gennemført i dansk ret.

Kommissionen har anført, at den gældende bestemmelse i lovens § 5, stk. 2, om administrativt bødeforlæg fører til, at der i visse tilfælde ikke er indgrebsmuligheder ved overtrædelse af forsyningsvirksomhedsdirektivet.

Kommissionen har endvidere påpeget, at klagenævnslovens definition af »ordregivere« er for snæver i forhold til direktivet.

Herudover finder Kommissionen, at der mangler en bestemmelse i klagenævnsloven, der sanktionerer overtrædelse af nævnets afgørelser.

Endelig har Kommissionen anført, at visse særlige bestemmelser i kontroldirektivet ikke er udtrykkeligt gennemført i loven. Bestemmelserne drejer sig om erstatningskrav, om ordregiveres adgang til at lade deres udbudsprocedurer attestere, samt regler om en særlig forligsprocedure.

På denne baggrund foreslås det at ændre klagenævnsloven på de anførte punkter, jf. nærmere bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser nedenfor. Det bemærkes dog, at det findes mest hensigtsmæssigt, at direktivets bestemmelser om en attesteringsordning af udbudsprocedurer indarbejdes i gennemførelsesbekendtgørelserne for forsyningsvirksomhedsdirektivet.

Den væsentligste ændring består i, at klager over ordregivere, som udnytter et geografisk område med henblik på efterforskning efter eller udvinding af olie, gas, kul eller andet fast brændsel, ikke længere skal behandles af Klagenævnet for Udbud, men derimod af Sø- og Handelsretten. Samtidig indføres der mulighed for anvendelse af de almindelige sanktioner (annullation m.v.), hvis en sådan ordregiver har gjort sig skyldig i en overtrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og som kan medføre højere straf end bøde, eller hvis der i medfør af retsplejelovens § 727, stk. 2 og 3, sker offentlig påtale.

Med denne ændring sikres det, at en tilbudsgiver altid vil have et reaktionsmiddel til sin rådighed, hvis en ordregiver overtræder udbudsreglerne.

I overensstemmelse med Kommissionens ønske, indeholder forslaget endvidere bestemmelser om

- en særlig bevisregel, hvis der kræves erstatning for tab som følge af overtrædelse af direktivet om tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation,

- at der skal være sanktioner mod de ordregivere, der ikke overholder Klagenævnets eller rettens forbud eller påbud, og om

- anvendelse af en særlig forligsprocedure, der administreres af Kommissionen, såfremt der foreligger overtrædelse af direktivet om tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation.

Med henblik på at forbedre klagerens retstilling foreslås endvidere, at Klagenævnet skal kunne pålægge den ordregiver, der taber en klagesag, at betale sagsomkostninger til klageren.

Som påpeget i en rapport fra Erhvervsministeriets arbejdsgruppe om offentlig/privat konkurrence bør der gives øget mulighed for, at virksomhederne kan opretholde anonymitet ved at lade deres organisation indgive klage. Der er dog ikke behov for en lovændring, idet ændringer i kredsen af klageberettigede vil kunne ske i en bekendtgørelse udstedt i medfør af loven.

Lovforslaget har været forelagt følgende til udtalelse

Samtlige ministerier, Dommerforeningen, Sø- og Handelsretten, advokatrådet, Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arkitekt-Ingeniør-Rådet, Assurandør-Societetet, Brancheorganisationen for Forbruger Elektronik, Danmarks Rederiforening, Danmarks Sparekasseforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Handel og Service, Dansk Industri, Dansk Ingeniørforening, Dansk Olie og Naturgas A/S, Mærsk Olie og Gas A/S, Danske Andelsselskaber, Danske Elværkers Forening, Danske Fjernvarmeværkers Forening, Danske Vognmænd/Vognsmandsfagets Arbejdsgiverforening, Det Danske Handelskammer, Det Fælleskommunale EF-sekretariat, Elektricitetsrådet, Entreprenørforeningen, Finansrådet, Forbrugerrådet, Foreningen af Danske Privathavne, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Frederiksberg og Københavns kommuner, Kommunernes Landsforening, Fællesrepræsentationen af Private Vandværker i Danmark, Hovedstadsområdets Trafikselskab, Håndværksrådet, Komgas Foreningen af Regionale Naturgasselskaber, Landsorganisationen i Danmark, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Praktiserende Arkitekters Råd, Sammenslutningen af Danske Havne, Statens og Kommunernes Indkøbsservice samt Turistvognmændenes Landsforening.

Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser

En vedtagelse af forslaget skønnes ikke at ville medføre administrative eller udgiftsmæssige konsekvenser. Dog vil offentlige ordregivere kunne få øgede udgifter i forbindelse med pålæg om betaling af sagsomkostninger til klager. Disse udgifter skønnes dog at være af ubetydeligt omfang og skyldes iøvrigt, at udbudsreglerne ikke har været overholdt af den pågældende ordregiver.

Lovforslagets erhvervsøkonomiske konsekvenser

Forslaget vil ikke pålægge erhvervslivet øgede omkostninger. For erhvervslivet indebærer forslaget bedre muligheder for at klage over overtrædelse af udbudsreglerne.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1.

Forslaget er af redaktionel karakter.

Forslaget præciserer, at de i § 1, stk. 1, nr. 3, nævnte bekendtgørelser er de gennemførelsesbekendtgørelser for de enkelte udbudsdirektiver, der udstedes i medfør af den i nr. 2 nævnte bemyndigelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 600 af 30. juni 1992.

Til nr. 2.

Formålet med forslaget er at præcisere, at begrebet »ordregivere« tillige omfatter offentlige virksomheder, der ikke driver virksomhed på grundlag af en særlig offentlig tilladelse.

Til nr. 3

Der er alene tale om en redaktionel ændring, idet »industriministeren« ændres til »erhvervsministeren«.

Til nr. 4.

Den foreslåede § 5 indeholder reglerne om Klagenævnets kompetence og om indbringelse af Klagenævnets afgørelser for domstolene. Bestemmelsen svarer - med undtagelse af stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 3. pkt. - i det alt væsentlige til de gældende bestemmelser i § 5, stk. 1 og stk. 3, samt i § 6.

Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, 2. pkt., indebærer, at Klagenævnet ikke i fremtiden vil have kompetence til at behandle sager mod en ordregiver, der udnytter et geografisk område med henblik på efterforskning efter eller udvinding af olie, gas, kul eller andet fast brændsel.

Sådanne sager skal efter lovforslaget behandles af Sø- og Handelsretten efter reglerne i den foreslåede § 6.

En afvisning af en sag i medfør af § 5, stk. 1, 2. pkt., skal ske uanset om den der indbringes for Klagenævnet er den formelle rettighedshaver eller det operatørselskab, der på vegne af rettighedshaveren forestår det praktiske arbejde i forbindelse med efterforskning og udvinding af olie og gas. Uanset om udbudet gennemføres af den formelle rettighedshaver eller af et særligt operatørselskab - således som det er sædvanlig praksis indenfor olieindustrien - vil der nemlig kunne anlægges sag efter § 6 mod såvel den formelle rettighedshaver som mod det operatørselskab, der på vegne af rettighedshaveren forestår efterforskningen og/eller udvindingen af olie og gas m.v.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 indeholder regler om adgangen til at indbringe Klagenævnets afgørelser for domstolene. Som noget nyt præciseres det i stk. 4, 3. pkt., at Klagenævnets afgørelse om afvisning af en sag efter stk. 1, 2. pkt., ikke kan indbringes for domstolene, idet bestemmelsen i § 6 giver mulighed for, at der anlægges selvstændig retssag mod de ordregivere, der er omhandlet i stk. 1, 2. pkt.

Til nr. 5.

Den foreslåede § 6, stk. 1 , indeholder en generelt gældende straffebestemmelse for overtrædelse af udbudsreglerne. Overtrædelse kan straffes med bøde.

I de tilfælde, hvor Klagenævnet efter § 5, stk. 1, 1. pkt., kan anvende annullation m.v., vil der normalt ikke være behov for, at det offentlige rejser tiltale efter § 6, stk. 1, idet de i § 5, stk. 1, 1. pkt., nævnte reaktionsmuligheder normalt vil være tilstrækkelige til at håndhæve udbudsreglerne.

Kontroldirektivet for forsyningsvirksomhed (direktiv 92/13) giver medlemsstaterne mulighed for på den ene side at vælge mellem de fra kontroldirektivet for offentlige kontrakter kendte reaktionsmuligheder - annullation af ulovlige beslutninger, afbrydelse af udbudsproceduren eller pålæg om lovliggørelse - eller på den anden side krav om betaling af et bestemt beløb, såfremt overtrædelsen ikke bringes til ophør eller undgås, jf. artikel 2, stk. 1, litra c, i kontroldirektivet for forsyningsvirksomhed.

Efter den gældende klagenævnslov er der alene mulighed for at anvende bødesanktionen over for ordregivere, der på grundlag af særlige eller eksklusive rettigheder udnytter et geografisk område med henblik på efterforskning eller udvinding af olie, gas, kul eller andet fast brændsel.

De foreslåede bestemmelser i § 6, stk. 2 - 5 , der alene gælder for en ordregiver, som udnytter et geografisk område med henblik på efterforskning efter eller udvinding af olie, gas, kul eller andet fast brændsel, indebærer, at man fastholder princippet om, at bødesanktionen skal være det primære sanktionsmiddel over for disse særlige ordregivere, hvis de overtræder udbudsreglerne.

Som nævnt i bemærkningerne til nr. 5, skal udrykket »ordregiver, som udnytter et geografisk område med henblik på....« forstås således, at såvel den formelle rettighedshaver som et eventuelt operatørselskab er omfattet af bestemmelsen, det vil sige, at såvel rettighedshaveren som operatørselskabet kan sagsøges efter bestemmelserne i § 6.

Ved fastsættelse af bødens størrelse over for disse ordregivere skal der tages højde for, at artikel 2, stk. 5, i direktiv 92/13 (kontroldirektivet for forsyningsvirksomhed) blandt andet foreskriver, at »Det beløb, der skal betales i henhold til stk. 1, litra c, skal være stort nok til at afholde ordregiveren fra at begå en overtrædelse eller fortsætte med en overtrædelse.«

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 åbner muligheder for, at Sø- og Handelsretten over for disse ordregivere i visse tilfælde også vil kunne annullere ulovlige beslutninger, afbryde udbudsproceduren eller give pålæg om lovliggørelse af deres udbudsforretninger.

Efter stk. 3 kan disse reaktionsmidler alene anvendes af Sø- og Handelsretten, såfremt det offentlige rejser en straffesag mod den pågældende ordregiver, som kan medføre højere straf end bøde, eller hvis det offentlige indtræder i en sag, som en privat har rejst i medfør af stk. 2. Når det offentlige rejser en sådan straffesag, skal Sø- og Handelsretten efter stk. 5 afvise en privat sagsøgers påstand om bødestraf efter bestemmelserne i stk. 1 og 2, men Sø- og Handelsretten kan i stedet anvende de reaktionsmidler, der er nævnt i stk. 3 - forudsat at den private sagsøger nedlægger påstand herom.

Af samme grund foreskriver stk. 3 , at der kan nedlægges påstand om anvendelse af de nævnte reaktionsmidler, uanset om dette sker i forbindelse med en privat straffesag, der er anlagt i medfør af stk. 2, eller om der anlægges en sag mod en sådan ordregiver, hvor den private sagsøger alene nedlægger påstand om anvendelse af de i stk. 3 nævnte reaktionsmidler.

En sag, hvor en privat sagsøger alene nedlægger påstand om anvendelse af de i stk. 3 nævnte reaktionsmidler, kan for eksempel finde sted, hvis det offentlige allerede har rejst tiltale efter bestemmelsen i stk. 5, men hvor en tilbudsgiver samtidig ønsker at kunne retsforfølge ordregiveren.

Bestemmelserne i stk. 2-5 indebærer således, at en tilbudsgiver altid vil have mulighed for at retsforfølge en ordregiver, der har overtrådt udbudsreglerne. Det må antages, at en privat sagsøger i praksis oftest vil nedlægge påstand om såvel bødestraf som om anvendelse af de i stk. 3 nævnte reaktionsmidler.

Samtidig indebærer bestemmelserne, at Sø- og Handelsretten ikke på en og samme tid kan anvende såvel bødesanktionen som de i stk. 3 nævnte reaktionsmidler (annullation m.v.) over for en ordregiver, der udnytter et geografisk område med henblik på efterforskning efter eller udvinding af olie, gas, kul eller andet fast brændsel.

Det følger af bestemmelsen i stk. 4 , at en sådan retsforfølgning skal ske ved Sø- og Handelsretten. Samtidig præciseres det, at der alene skal betales 500 kr. i retsafgift, og at Sø- og Handelsretten skal behandle sagen som en hastesag.

Kravet om, at sådanne sager skal behandles som hastesager, er en følge af, at artikel 2, stk. 1, litra c, i direktiv 92/13 stiller krav om, at sådanne sager behandles »som hastesag, hvis det lader sig gøre«.

Til nr. 6.

Ad § 13A

Den foreslåede bestemmelse skal præcisere, at det følger af artikel 2, stk. 7, i kontroldirektivet for forsyningsvirksomhed, at der altid foreligger et ansvarsgrundlag, hvis en virksomhed kan bevise, at fællesskabsretten angående tilbudsgivning eller nationale regler til gennemførelse heraf er overtrådt, samt at virksomheden ville have haft en reel mulighed for at få ordre, hvis overtrædelsen ikke var blevet begået. Begrebet virksomhed omfatter såvel fysiske som juridiske personer.

Der er alene tale om en bevisregel, som kun gælder for de udbudsforretninger, der foretages i henhold til direktivet om forsyningsvirksomheder (direktiv 93/38).

Ad § 13B

For at imødekomme kravet i artikel 2, stk. 8, i kontroldirektivet for forsyningsvirksomhed om, at de afgørelser, der træffes af de for klageprocedurerne ansvarlige instanser, kan gennemføres effektivt, foreslås indsat en ny bestemmelse i loven, hvorefter forsætlig eller grov uagtsom undladelse af at efterkomme forbud eller påbud i afgørelser truffet af Klagenævnet efter § 5, stk. 1, eller af domstolene efter § 6, stk. 3, kan medføre strafansvar.

Ad § 13C

De hidtidige erfaringer fra Klagenævnets virksomhed tyder på, at især små og mellemstore virksomheder afholder sig fra at indgive klage til nævnet, idet en klage ofte vil kræve advokatbistand bl.a. på grund af udbudsreglernes ret komplicerede udformning. Dette kan være så omkostningskrævende for virksomhederne, at de undlader at klage.

Med henblik på at afbøde dette forhold foreslås det, at der gives Klagenævnet mulighed for at pålægge ordregiveren at godtgøre sagsomkostninger i forbindelse med en klagesag, hvori klageren får helt eller delvis medhold. Det forudsættes, at Klagenævnet pålægger ordregiveren at betale sagsomkostninger til klageren, med mindre Klagenævnet finder, at der ikke var rimelig anledning til, at klageren indbragte sagen for Klagenævnet.

Det antages, at Klagenævnet ved fastlæggelsen af beløbets størrelse vil følge de kriterier, der er nævnt i retsplejelovens § 312, og som anvendes af domstolene ved afgørelse af sagsomkostninger i civile søgsmål. Det følger heraf, at klageren skal have erstattet de udgifter, der har været fornødne for sagens forsvarlige udførelse, og at beløbet fastsættes under et til en rund sum, således at udgifter til advokatsalær erstattes med et passende beløb, og øvrige omkostninger så vidt muligt erstattes fuldt ud.

Reglen vil også finde anvendelse på de sager, der er indbragt for Klagenævnet inden lovens ikrafttræden, og som på dette tidspunkt ikke er afgjort af Klagenævnet.

Ad § 13D

Artikel 9-11 i kontroldirektivet for forsyningsvirksomhed indeholder regler om en særlig forligsprocedure. Forligsproceduren tilsigter, at uoverensstemmelser kan afgøres i mindelighed. Såvel en ordregiver som den tilbudsgiver, der føler sig forbigået i forbindelse med en udbudsforretning, kan have interesse i en forligsmæssig løsning fremfor at indlede en formel klageprocedure.

Forligsproceduren kan anvendes af enhver, der har eller har haft interesse i at få tildelt en kontrakt, der er omfattet af reglerne i forsyningsvirksomhedsdirektivet, og som mener at have lidt eller at risikere at lide en skade som følge af manglende overholdelse af reglerne. Forligsproceduren kan anvendes som et alternativ til adgangen til at indbringe en klage for Klagenævnet.

Da det er ønskeligt, at denne forligsprocedure fremgår af loven, foreslås det, at direktivets bestemmelse om adgangen til anvendelse af en forligsprocedure udtrykkeligt nævnes i loven.

Til § 2

Af hensyn til hurtig gennemførelse af de ændringer, der har til formål at sikre en korrekt gennemførelse af EU-reglerne, foreslås det, at lovændringen træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i lovtidende.

§ 13 b. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt undlader at efterkomme forbud eller påbud fra Klagenævnet efter § 5, stk. 1, eller fra domstolene efter § 6, stk. 3.

§ 13B. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt undlader at efterkomme forbud eller påbud fra Klagenævnet efter § 5, stk. 1, eller fra domstolene efter § 6, stk. 3.

§ 13C. I tilfælde, hvor en klager får helt eller delvist medhold i en for Klagenævnet indbragt klage, kan nævnet pålægge ordregiveren at godtgøre klageren de sagsomkostninger, denne har afholdt i forbindelse med klagesagen.

§ 13D. Enhver, der har eller har haft interesse i at få tildelt en kontrakt, der er omfattet af de i § 1, stk. 1, nævnte regler i det omfang, disse vedrører gennemførelsen af Rådets direktiv nr. 93/38/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation, og som mener, at en ordregiver som nævnt i § 3 har overtrådt disse regler, kan anmode om, at forholdet undersøges i en særlig forligsprocedure, der administreres af Europa-Kommissionen. Anmodning herom fremsættes skriftligt over for Europa-Kommissionen eller Konkurrencerådets Sekretariat, dog for bygge- og anlægskontrakter over for Bygge- og Boligstyrelsen.

Stk. 2. Hvis ordregiveren giver sit samtykke til iværksættelse af forligsproceduren, foreslår Europa-Kommissionen en forligsmand fra en liste over uvildige personer. Hver part i forligsproceduren erklærer, om den accepterer den foreslåede forligsmand, og udpeger en supplerende forligsmand. Forligsmændene skal søge at opnå en aftale mellem parterne, der er i overensstemmelse med fællesskabsretten. Forligsmændene underretter Kommissionen om deres konklusioner.

Stk. 3. Hvis en anden i forbindelse med den samme udbudsprocedure har indbragt sagen for Klagenævnet eller domstolene, underretter ordregiveren forligsmændene herom. Forligsmændene skal tilbyde den pågældende at indtræde i forligsproceduren. Forligsmændene kan beslutte at bringe forligsproceduren til ophør, hvor forholdene taler herfor.

Stk. 4. Iøvrigt gælder om forligsproceduren artikel 9-11 i direktiv 92/13/EØF om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation samt de nærmere bestemmelser, som Europa-Kommissionen måtte fastsætte i medfør af de nævnte bestemmelser i direktivet.«.

§ 13 c. I tilfælde, hvor en klager får helt eller delvist medhold i en for Klagenævnet indbragt klage, kan nævnet pålægge ordregiveren at godtgøre klageren de sagsomkostninger, denne har afholdt i forbindelse med klagesagen.

§ 13 d. Enhver, der har eller har haft interesse i at få tildelt en kontrakt, der er omfattet af de i § 1, stk. 1, nævnte regler i det omfang, disse vedrører gennemførelsen af Rådets direktiv nr. 93/38/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation, og som mener, at en ordregiver som nævnt i § 3 har overtrådt disse regler, kan anmode om, at forholdet undersøges i en særlig forligsprocedure, der administreres af Europa-Kommissionen. Anmodning herom fremsættes skriftligt over for Europa-Kommissionen eller Konkurrencerådets sekretariat, dog for bygge- og anlægskontrakter over for Bygge- og Boligstyrelsen.

Stk. 2. Hvis ordregiveren giver sit samtykke til iværksættelse af forligsproceduren, foreslår Europa-Kommissionen en forligsmand fra en liste over uvildige personer. Hver part i forligsproceduren erklærer, om den accepterer den foreslåede forligsmand, og udpeger en supplerende forligsmand. Forligsmændene skal søge at opnå en aftale mellem parterne, der er i overensstemmelse med fællesskabsretten. Forligsmændene underretter Kommissionen om deres konklusioner.

Stk. 3. Hvis en anden i forbindelse med den samme udbudsprocedure har indbragt sagen for Klagenævnet eller domstolene, underretter ordregiveren forligsmændene herom. Forligsmændene skal tilbyde den pågældende at indtræde i forligsproceduren. Forligsmændene kan beslutte at bringe forligsproceduren til ophør, hvor forholdene taler herfor.

Stk. 4. I øvrigt gælder om forligsproceduren artikel 9-11 i direktiv 92/13/EØF om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation samt de nærmere bestemmelser, som Europa-Kommissionen måtte fastsætte i medfør af de nævnte bestemmelser i direktivet.«

Ingen

Nr LSF 123

Forslag til Lov om ændring af lov om Klagenævnet for Udbud (udbud af bygge- og anlægsarbejder og indkøb i De Europæiske Fællesskaber)

Fremsat af erhvervsministeren (Mimi Jakobsen)

den 18. januar 1995

Vedtaget ved tredjebehandling den 21. marts 1995

Lov nr. 206 af 29/03/1995