1994 LSF 104 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ÆGTESKABS INDGÅELSE OG OPLØSNING (FRIVILLIG PARRÅDGIVNING) (frivilligparrådgivning)

§ 1

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 148 af 8. marts 1991 som ændret ved § 4 i lov nr. 386 af 20. maj 1992, foretages følgende ændringer

1. § 43, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om frivillig rådgivning af ægtefæller i forbindelse med separation og skilsmisse.«

2. I § 43 indsættes som stk. 3

» Stk. 3. Der betales 500 kr. for rådgivning efter stk. 2. Beløbet betales, inden rådgivningen påbegyndes.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1995.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at indføre en almindelig adgang til parrådgivning, inden der meddeles separation eller skilsmisse, og at fastsætte en forbrugerbetaling på 500 kr. pr. rådgivningsforløb.

2. De hidtidige regler om mægling og parrådgivning

Ved lov nr. 209 af 5. april 1989 om ændring af ægteskabsloven, jf. Folketingstidende 1988-89, Tillæg A, sp. 1101-46, og Tillæg B, sp. 987-1014, blev de hidtidige regler om obligatorisk mægling ved præst eller statsamt som en forudsætning for separation og skilsmisse ophævet.

Reglerne blev afløst af en bestemmelse i ægteskabslovens § 43, stk. 1, hvorefter der efter begge ægtefællers ønske kan ske mægling ved præsten. Samtidig blev der i ægteskabslovens § 43, stk. 2, indsat en bestemmelse, der bemyndiger justitsministeren til at fastsætte regler om frivillig rådgivning af ægtefæller, inden der meddeles separation eller skilsmisse.

Formålet med bestemmelsen i § 43, stk. 2, var ifølge bemærkningerne til lovforslaget at vurdere, om mæglingsinstituttet bør erstattes af en ordning med frivillig professionel parrådgivning. I bemærkningerne anføres det endvidere, at tanken om at tilbyde parrådgivning som middel til at bevare ægteskaber, hvori der er opstået konflikter, er umiddelbart rigtig, men at der også er visse problemer forbundet hermed. En parrådgivning, der foretages på et så fremskredent tidspunkt, at ægtefællerne har søgt separation eller skilsmisse, har således mindre udsigt til succes end en rådgivning, der tilbydes, inden konflikterne er blevet så dybe, at parterne har taget skridt til at opløse ægteskabet.

For at tilvejebringe et materiale, der kunne danne grundlag for en samlet vurdering af, hvorledes en frivillig rådgivningsordning ville virke i praksis, blev det således tilkendegivet, at justitsministeren ville nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle forberede en forsøgsordning i Københavns og Ringkjøbings Statsamt.

Om forsøgsordningen med rådgivning var det i bemærkningerne oplyst, at den skulle have karakter af et tilbud, og at henvisning til rådgivningen skulle foretages af statsamtet, når det skønnedes, at rådgivning kunne være af betydning for ægtefællerne. Rådgivningen skulle ske i et tværfagligt samarbejde, der omfattede statsamtets jurister, psykologer og socialrådgivere.

3. Forsøgsordningen med frivillig parrådgivning

Arbejdsgruppen, der blev nedsat i maj 1989, afsluttede sit arbejde i oktober 1992 med udarbejdelse af et notat om forsøgsordningen, der blev gennemført i Københavns og Ringkjøbing Statsamter i perioden fra den 1. marts 1990 til den 28. februar 1991. Notatet blev sendt til Folketingets Retsudvalg ved skrivelse af 23. november 1992 (Alm. del- bilag 182).

Forsøgsordningen blev gennemført på grundlag Justitsministeriets cirkulære og vejledning af 1. februar 1990 om en forsøgsordning med parrådgivning.

3.1. Betingelserne for deltagelse i forsøgsordningen

Forsøgsordningen omfattede ægtefæller og - efter gennemførelse af loven om registreret partnerskab - registrerede partnere. Derimod var ugifte samboende ikke omfattet af forsøgsordningen, idet denne gruppe ikke er omfattet af reglerne i ægteskabsloven.

Ifølge det ovennævnte cirkulære om en forsøgsordning med parrådgivning kunne rådgivning ydes i forbindelse med en ægteskabssag, herunder en sag om fri proces til separation eller skilsmisse, samt i tilfælde hvor ægtefællernes konflikt var så dyb, at det måtte antages, at en sag om separation eller skilsmisse var en nærliggende mulighed. Rådgivningen blev således knyttet til ægteskabssager og tilfælde, der i det væsentlige kunne sidestilles hermed, hvorimod ordningen ikke omfattede rådgivning på et så tidligt tidspunkt, at ægtefællernes konflikt (endnu) ikke var så dyb, at de stod over for en ægteskabssag.

Selv om den sproglige formulering af ægteskabslovens § 43, stk. 2, kunne tale for, at der kun kunne gives rådgivning i tilfælde, hvor en ægteskabssag var rejst, fandt arbejdsgruppen det dog rigtigt også at åbne mulighed for at give rådgivning, hvis konflikten mellem ægtefællerne var så dyb, at en ægteskabssag var en nærliggende mulighed. Baggrunden herfor var dels et ønske om at åbne mulighed for rådgivning, selv om der ikke var rejst en ægteskabssag, og dels et ønske om at undgå tilfælde, hvor ægtefællerne pro forma ansøgte om separation eller skilsmisse udelukkende med det formål at få parrådgivning.

Denne afgrænsning af området for rådgivning var ikke udtryk for en vurdering af, hvornår der kunne være behov for rådgivning. Det var en udbredt opfattelse i arbejdsgruppen, at der også ved konflikter mellem ægtefæller på et tidligere tidspunkt kan være behov for rådgivning. Arbejdsgruppen fandt imidlertid, at ægteskabslovens § 43, stk. 2, indebar, at en sådan begrænsning skulle foretages.

Rådgivningen kunne ifølge cirkulæret kun ydes, hvis der var udsigt til, at rådgivningen kunne medvirke til, at ægtefællerne selv kunne løse deres konflikt. Ægtefællerne havde således ikke krav på rådgivning, men spørgsmålet om, hvorvidt de skulle have et tilbud herom, beroede på statsamtets skøn i hvert enkelt tilfælde. I vejledningen om forsøgsordningen blev det anført, at man ved udøvelsen af dette skøn - i overensstemmelse med bemærkningerne til lovforslaget - skulle tage udgangspunkt i, at et tilbud om rådgivning skulle gives, hvis der var udsigt til, at ægtefællerne gennem en rådgivning kunne bearbejde deres problemer på en sådan måde, at ægteskabet kunne bevares. Et tilbud om rådgivning kunne imidlertid også gives, selv om der ikke syntes at være mulighed for, at ægteskabet kunne bevares, hvis der var udsigt til, at rådgivningen kunne løse eller formindske en alvorlig konflikt mellem ægtefællerne. Det blev endvidere fremhævet, at der formentlig kun i meget begrænset omfang ville være anledning til at tilbyde rådgivning i sager om skilsmisse efter separation.

3.2. Rådgivningens karakter

I cirkulæret om et forsøg med parrådgivning var det fastsat, at statsamtet bestemte rådgivningens omfang og karakter, og hvem der skulle udføre rådgivningen. Forsøgsordningen blev herefter udformet således, at der i gennemsnit måtte bruges 4 samtaletimer pr. sag. I samtalerne deltog psykologer og/eller jurister. Endvidere blev der afsat et tidsforbrug på 2 timer pr. sag til statsamtets personale og 1 time pr. sag til opfølgning.

3.3. Deltagelsen i rådgivningen

Under forsøgsordningen, der varede et år, var antallet af rådgivninger i forbindelse med en ægteskabssag 63, hvilket svarer til, at der var rådgivning i 1,1 pct. af de i alt 5.701 sager, som kunne have udløst rådgivning i de to statsamter i den pågældende periode. Udskilles sagerne om bevilling til skilsmisse efter separation, hvor der i praksis kun undtagelsesvis er grundlag for tilbyde rådgivning, havde der i perioden været behandlet 3.919 sager, der kunne have udløst rådgivning, hvilket svarer til, at der blev givet rådgivning i 1,6 pct. af sagerne.

Hertil kom 79 rådgivninger, som ikke havde forbindelse med en ægteskabssag, men hvor ægtefællernes konflikt var så alvorlig, at det måtte antages, at en sag om separation eller skilsmisse var en nærliggende mulighed.

Der deltog således i alt ca. 284 personer i rådgivningen.

Om effekten af parrådgivningen for de enkelte ægtefæller fremgår det af notatet om ordningen bl.a., at 249 personer, der deltog i rådgivningen, også deltog i en opfølgning herpå. 121 heraf havde ved opfølgningen valgt at bevare ægteskabet, og 90 personer heraf, svarende til 74 pct., oplyste, at beslutningen om at fortsætte ægteskabet byggede på, at man havde fundet et nyt grundlag at fortsætte ægteskabet på. 124 personer havde ved opfølgningen valgt at opløse ægteskabet. 72 af disse personer, hvilket svarer til 58 pct., oplyste, at de var gået fra hinanden i en afspændt atmosfære.

3.4. Arbejdsgruppens anbefalinger

Arbejdsgruppen anbefalede i notatet om forsøgsordningen, at der indføres en permanent rådgivningsordning efter de retningslinier, der blev anvendt i forsøget, dog således at der fastsættes regler om betaling på 500 kr. pr. rådgivningsforløb.

Arbejdsgruppen anførte, at den rådgivende mægling, som var gennemført ved forsøget, næppe ville medføre en væsentlig nedgang i antallet af separationer og skilsmisser. Forsøget viste imidlertid, at en betragtelig del af de ægtefæller, der deltog i forsøgsordningen, besindede sig og gav ægteskabet en ny chance. Endvidere havde de, der valgte separation eller skilsmisse, fået hjælp til at gå fra hinanden på en værdig måde til gavn for såvel voksne som eventuelle børn.

Arbejdsgruppen fandt i øvrigt, at der ved vurderingen af, om der bør indføres en permanent ordning med parrådgivning, bør lægges afgørende vægt på den effekt, som en rådgivning må antages at ville have i det enkelte tilfælde, hvorimod den forholdsvis beskedne deltagelse i rådgivningen under forsøgsordningen har mindre betydning.

Om forslaget om en betalingsordning anførte arbejdsgruppen, at en ordning, hvor ægtefællerne ikke skal betale for rådgivningen, ikke er i overensstemmelse med princippet om, at den, der modtager en offentlig ydelse, skal betale omkostningerne herved. Arbejdsgruppen fandt dog ikke, at ægtefællerne bør yde fuld betaling (1.800 - 2.000 kr.) for rådgivningen, idet dette ville medføre, at et antal ægtefæller ville være afskåret fra at modtage hjælp af økonomiske grunde.

Arbejdsgruppen foreslog på den baggrund, at der fastsættes en betaling, der dog ikke er højere end at praktisk taget alle, der har et ønske og behov for at modtage rådgivning, kan deltage. Betalingen foreslås fastsat til 500 kr., idet det fremgår af opfølgningen på forsøgsordningen, at omkring 2/3 af de, der deltog i rådgivningen, ville have modtaget rådgivning, selv om de skulle have betalt 500 kr. tilsammen herfor.

3.5. Høring om forsøgsordningen

Arbejdsgruppens notat har været sendt til høring hos præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns byret, retten i Århus, retten i Ålborg, retten i Odense og retten i Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, samtlige statsamter, Københavns Overpræsidium, Foreningen af Statsamtsjurister, Foreningen af Statsamtmænd og Advokatrådet.

4. Forslaget om en permanent ordning med frivillig rådgivning

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens vurdering af forsøget og i, at der bør indføres en permanent og landsdækkende ordning med frivillig parrådgivning.

Den fremtidige ordning bør efter Justitsministeriets opfattelse i overensstemmelse med indstillingen fra arbejdsgruppen udformes med udgangspunkt i de retningslinier for rådgivningen, som blev anvendt i forsøgsordningen, og således at der fastsættes en betaling på 500 kr. pr. rådgivningsforløb.

Justitsministeriet har i den forbindelse og på baggrund af de høringssvar, der er indkommet om notatet om forsøgsordningen, overvejet en række spørgsmål om den nærmere udformning af en permanent ordning med frivillig rådgivning.

4.1. Betingelserne for deltagelse i rådgivning

Forsøgsordningen omfattede alene ægtefæller og registrerede partnere, mens par, der var samlevende uden at være gift eller registreret, ikke kunne tilbydes rådgivning. Fire statsamter har i forbindelse med høringen om notatet om forsøgsordningen anbefalet, at en permanent ordning med parrådgivning tillige omfatter ugifte samlevende par.

Formålet med en ordning med frivillig parrådgivning er at afløse den tidligere obligatoriske mægling i forbindelse med separation og skilsmisse efter ægteskab, og forsøgsordningen har derfor naturligt ikke omfattet papirløse samlivsforhold.

På denne baggrund og da en ordning, der også omfattede ugifte samlevende, ville give anledning til vanskelige problemer med hensyn til afgrænsningen af, hvilke par der ville kunne modtage rådgivning, har Justitsministeriet - selv om sådanne par ved samlivsophævelse kan have samme behov for rådgivning som gifte - ikke fundet grundlag for at foreslå en så væsentlig ændring i forhold til det gennemførte forsøg.

Hertil kommer også, at der er mulighed for at få rådgivning i kommunalt regi, jf. nærmere nedenfor, og at der således ikke er tale om, at de ugifte er afskåret fra at få rådgivning fra det offentlige i forbindelse med samlivsophævelse.

Forsøgsordningen omfattede både tilfælde, hvor der var taget skridt til en sag om separation eller skilsmisse, og tilfælde, hvor ægtefællernes konflikt var så dyb, at en sag om separation eller skilsmisse var en nærliggende mulighed.

I forbindelse med høringen om arbejdsgruppens notat om forsøgsordningen har fire statsamter foreslået, at den permanente ordning også kommer til at omfatte rådgivning på et tidligere tidspunkt end det, der har været gældende under forsøget. Statsamterne har i den forbindelse henvist til, at konflikter mellem ægtefællerne lettere vil kunne løses, hvis der ydes hjælp på et tidligt tidspunkt, og at rådgivningen dermed ville få større effekt.

Justitsministeriet er enig i, at tidlig rådgivning formentlig ofte vil være bedre egnet til at løse en konflikt mellem ægtefæller end rådgivning, der først gives, når separation eller skilsmisse er nærliggende. Det er imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at det ligger uden for det område, som Justitsministeriet og statsamterne skal varetage i forbindelse med separation og skilsmisse, at yde en mere almindelig rådgivning til ægtepar.

Opstår der under et ægteskab således konflikter eller problemer, som ikke kan løses af parterne selv, og hvor det ikke er nærliggende, at udgangen vil blive separation eller skilsmisse, finder Justitsministeriet, at bistand bør ydes af de sociale myndigheder.

Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af bistandslovens § 28, at kommunerne skal tilbyde enlige og familier vederlagsfri løbende vejledning og rådgivning og er forpligtet til ved opsøgende virksomhed at rette dette tilbud til enhver, som må antages at trænge hertil. Rådgivning og vejledning skal kunne ydes anonymt og som et åbent tilbud til enhver.

Bistandslovens tilbud om rådgivning og vejledning dækker således også de situationer, hvor der opstår samlivsproblemer, og allerede fra det tidspunkt, hvor problemerne opstår. Rådgivningen kan i øvrigt også benyttes af ugifte samlevende.

Justitsministeriet finder på denne baggrund ikke, at ordningen med parrådgivning bør udvides, således at den også omfatter tilfælde, hvor separation eller skilsmisse ikke er nærliggende.

Justitsministeriet er dog enig med arbejdsgruppen i, at der også bør kunne ydes parrådgivning i de tilfælde, hvor sag om separation eller skilsmisse endnu ikke er indledt, men hvor det synes nærliggende at en sådan sag vil blive udgangen på en alvorlig konflikt mellem parterne. Det forudsættes dog, at den fremtidige ordning udformes således, at sådanne tilbud kun gives, når statsamtet efter grundig oplysning af sagen finder, at der er et særligt behov herfor, jf. i øvrigt om statsamtets tilbud om rådgivning nedenfor under pkt. 4.2.

4.2. Tilbud om rådgivning

I forsøgsordningen var det statsamtet, der i de enkelte sager tog stilling til, om et ægtepar, der var omfattet af ordningen, skulle tilbydes parrådgivning. Statsamtet skulle give tilbud om rådgivning, hvis der var udsigt til, at ægtefællerne gennem en rådgivning kunne bearbejde deres problemer på en sådan måde, at ægteskabet kunne bevares. Tilbud om rådgivning kunne imidlertid også gives, selv om der ikke syntes at være mulighed for, at ægteskabet kunne bevares, hvis der var udsigt til, at rådgivningen kunne løse eller formindske en alvorlig konflikt mellem ægtefællerne.

Justitsministeriet har overvejet, om ordningen i stedet burde udformes således, at der fastsættes et krav for ægtefællerne på at modtage rådgivning, hvis betingelserne herfor med hensyn til sagernes art m.v. i øvrigt er opfyldt.

Det er imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at der vil være en række tilfælde, hvor det på forhånd med sikkerhed kan antages, at rådgivningen ikke vil have effekt. Dette vil f.eks. forekomme, hvis ægteparret har brug for en anden form for hjælp end den, som parrådgivningen kan yde, herunder f.eks. psykiatrisk eller psykologisk behandling, eller hvis parrets konflikt er af en sådan karakter, at det må antages, at rådgivning i det omfang, som tilbydes af statsamtet, ikke vil kunne hjælpe parret.

Justitsministeriet finder ligeledes, at det også efter den permanente ordning med parrådgivning må være en forudsætning, at ægtefællerne ikke har valgt familiesagkyndig rådgivning efter myndighedslovens § 27 a. Den familiesagkyndige rådgivning tilbydes af statsamterne ved uenighed om forældremyndighed og samværsret, og formålet er at hjælpe parterne, dvs. forældre og børn, til selv at løse konflikter om disse spørgsmål.

Baggrunden for, at der efter Justitsministeriets opfattelse ikke bør tilbydes parrådgivning i tilfælde, hvor parterne har valgt familiesagkyndig rådgivning, er, at det vil kunne være uheldigt, hvis der samtidigt ydes rådgivning fra flere sider vedrørende de spørgsmål, som har givet anledning til konflikt.

Det forudsættes endvidere, at der ikke kan gives tilbud om rådgivning i tilfælde, hvor ægtefællerne ønsker mægling hos præsten, medmindre denne mægling er afsluttet eller ønsket herom trækkes tilbage.

Det er således hensigten, at også den permanente ordning udformes således, at der må træffes en konkret skønsmæssig afgørelse om, hvorvidt parrådgivning skal tilbydes.

Denne skønsmæssige afgørelse forudsættes ligesom i forsøgsordningen truffet af statsamterne, der bl.a. som følge af erfaringerne med hensyn til behandlingen af ægteskabssager og andre sager, f.eks. om forældremyndighed og samværsret, må anses for velegnede hertil. I øvrigt bemærkes, at statsamtets afslag på parrådgivning vil kunne påklages til Civilretsdirektoratet.

Ligesom i forsøgsordningen må statsamtet overveje, om der skal fremsættes tilbud om parrådgivning, når parret eller en af ægtefællerne udtrykker interesse for det i en sag om bevilling til separation eller skilsmisse eller ansøgning om fri proces til separation eller skilsmisse. Fremsættes der ikke anmodning om rådgivning, skal fremsættelse af tilbud herom overvejes af statsamtet, hvis statsamtet efter de oplysninger, som foreligger i sagen, eller de oplysninger, som fremkommer under vilkårsforhandlingen i statsamtet, antager, at rådgivning vil kunne være relevant.

Hvis der er anlagt retssag om separation eller skilsmisse, vil statsamtet kun blive inddraget, såfremt parterne eller en af dem henvender sig til statsamtet med anmodning om, at ægtefællerne kan modtage rådgivning. Ligeledes vil rådgivning, inden der er taget skridt til en sag om separation eller skilsmisse, forudsætte en henvendelse fra ægtefællerne til statsamtet herom. Statsamterne må herefter ved samtale med parret undersøge, om betingelserne for at give tilbud om rådgivning er opfyldt.

4.3. Rådgivningens karakter

I forsøgsordningen var det forudsat, at rådgivningen skulle ske i tværfagligt samarbejde, der omfattede statsamtets jurister, psykologer og socialrådgivere. Rådgivningen blev således givet ved samtaler med psykologer og/eller statsamtets jurister, og det var fastsat, at samtaletiden i gennemsnit ikke burde strække sig over mere end 4 løntimer pr. par.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at den permanente rådgivning ligeledes bør udformes således, at rådgivningen kan ske i et tværfagligt samarbejde mellem psykologer, socialrådgivere og jurister. Rådgivningen vil formentlig i nogle tilfælde kunne gives ved ansatte ved statsamtet, men i øvrigt må statsamtet træffe aftale med andre om, at de yder rådgivning for statsamtet.

Omfanget af rådgivningen findes i overensstemmelse med indstillingen fra arbejdsgruppen fortsat at burde være gennemsnitlig 4 timer pr. par, hvilket svarer til omfanget af den rådgivning, der var forudsat ved indførelsen af rådgivning i sager om forældremyndighed og samværsret efter myndighedslovens § 27 a.

Endelig finder Justitsministeriet, at det ligesom under forsøgsordningen bør fastsættes, at rådgivningen i almindelig skal være betinget af, at begge ægtefæller ønsker at deltage, og at de møder samtidigt og personligt til rådgivningen.

4.4. Betaling for rådgivningen

Som det fremgår ovenfor under pkt. 3.4., har arbejdsgruppen foreslået, at der indføres en brugerbetaling på 500 kr. for hvert rådgivningsforløb.

Justitsministeriet finder ligesom arbejdsgruppen, at det er rimeligt, at der indføres en vis betaling for rådgivningen. Betaling må også antages at indebære, at kun par, der er motiveret for rådgivningen, accepterer et tilbud herom, hvorved rådgivningen har størst udsigt til resultater.

Indførelse af en betalingsordning, hvorefter der skal betales 500 kr. pr. rådgivning, vil ikke medføre fuld omkostningsdækning for det offentlige. Henset til rådgivningens sociale karakter, herunder dens sammenhæng med den vederlagsfri rådgivning efter bistandsloven, findes det imidlertid forsvarligt, at egenbetalingen ikke fuldt ud dækker det offentliges omkostninger i forbindelse med rådgivningen.

Det er således Justitsministeriets opfattelse, at arbejdsgruppens forslag om betalingens størrelse er passende, og det foreslås derfor, at der i ægteskabsloven som § 43, stk. 3, indsættes en regel, der giver hjemmel til at opkræve 500 kr. i betaling for frivillig rådgivning.

5. Administrative og økonomiske konsekvenser

Som det fremgår ovenfor under pkt. 4.3. og pkt. 4.4., foreslås rådgivningsordningen udformet således, at der ydes rådgivning med gennemsnitligt 4 rådgivningstimer pr. par og med en egenbetaling på 500 kr. pr. rådgivningsforløb. Til statsamtets behandling i forbindelse med tilbud om rådgivning forventes at medgå et tidsforbrug, der ligesom i forsøgsordningen anslås til ca. 2 timer pr. sag, i hvilken rådgivning tilbydes. Dette indebærer en udgift for statsamterne, som på baggrund af oplysningerne vedrørende forsøgsordningen anslås til i alt ca. 2.000 kr. pr. rådgivningsforløb. Efter fradrag af egenbetalingen bliver udgiften således ca. 1.500 kr. pr. sag, i hvilken der gives rådgivning. Beløbet dækker udgifter til psykolog, socialrådgiver, jurist samt øvrige udgifter ud over selve rådgivningsarbejdet. Det relativt høje tidsforbrug på ca. 2 timer pr. sag til behandlingen i forbindelse med tilbud om rådgivning skønnes endvidere at dække tidsforbruget ved tilbud om rådgivning i de sager, der ender med, at parrådgivning ikke gennemføres.

Den samlede udgift for statsamterne afhænger af, i hvilket omfang parrådgivningen vil blive anvendt. Skønnet herover er forbundet med usikkerhed. Som det fremgår ovenfor under pkt. 3.3., blev der under forsøgsordningen gennemført rådgivning i forbindelse med en ægteskabssag i 1,1 pct. af de 5.701 sager, der kunne have udløst rådgivning i de to statsamter i den pågældende periode. Det tilsvarende antal af sager var i 1993 i de to statsamter 5.172. Det må således antages, at der ikke siden gennemførelsen af forsøgsordningen er sket sådanne ændringer i antallet af sager, der kan udløse rådgivning, at forudsætningerne for arbejdsgruppens skøn over det fremtidige antal rådgivninger er ændrede.

Arbejdsgruppen skønnede, at antallet af rådgivninger med indførelsen af en egenbetaling på 500 kr. på længere sigt ville blive 1.300 - 1.500 om året. Lægges dette skøn til grund, vil de årlige nettoudgifter til ordningen udgøre ca. 2,1 mio. kr.

Med ikrafttræden af ordningen pr. 1. juli 1995 anslås nettoudgiften i 1995 at udgøre ca. 1,1 mio. kr. Merudgifterne udgør 1,4 mio. kr., heraf lønsum 1,3 mio. kr, og indtægterne ved egenbetaling 0,3 mio. kr. I 1996 og følgende år anslås nettoudgiften til ca. 2,1 mio kr. Merudgifterne udgør 2,8 mio. kr, heraf lønsum 2,5 mio. kr., og indtægten fra egenbetaling 0,7 mio. kr.

De samlede merudgifter ved lovforslaget vil blive afholdt inden for Justitsministeriets eksisterende bevillingsmæssige rammer.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Bestemmelsen i ægteskabslovens § 43, stk. 2, foreslås ændret, således at det fremgår, at der fremover skal indføres en ordning med parrådgivning i alle statsamter efter regler, der fastsættes af justitsministeren.

Om udformningen af ordningen henvises til de almindelige bemærkninger ovenfor under pkt. 4.

Til nr. 2

Det foreslås, at der i forbindelse med etableringen af en permanent ordning med frivillig parrådgivning indføres en regel om betaling på 500 kr. pr. rådgivningsforløb pr. ægtepar, jf. herom nærmere de almindelige bemærkninger ovenfor under pkt. 4.4.

Af hensyn til en let administration af ordningen foreslås det, at beløbet forfalder til betaling inden rådgivningen begyndes. Beløbet kan således ikke tilbagebetales, hvis ægtefællerne f.eks. midt i forløbet ikke længere ønsker at deltage i rådgivningen. Derimod kan tilbagebetaling ske, hvis parret fortryder, inden rådgivningen er begyndt.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 1995.

Til § 3

Bestemmelsen indeholder hjemmel til at sætte ændringsloven i kraft for Færøerne og Grønland.

For Færøerne gælder reglerne i ægteskabsloven fra 1922, mens der for Grønland ved anordning nr. 307 af 14. maj 1993 er fastsat regler, der i vidt omfang svarer til ægteskabsloven af 1969.

Bilag

I dette bilag er i venstre spalte

indsat den gældende formulering af den bestemmelse, der berøres af lovforslaget.

Den foreslåede affattelse er gengivet i højre spalte.

§ 43. Efter begge parters ønske kan der ske mægling ved præsten. Regler herom fastsættes af kirkeministeren efter forhandling med justitsministeren

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om frivillig rådgivning af ægtefæller, inden der meddeles separation eller skilsmisse.

§ 43. Efter begge parters ønske kan der ske mægling ved præsten. Regler herom fastsættes af kirkeministeren efter forhandling med justitsministeren.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om frivillig rådgivning af ægtefæller i forbindelse med separation og skilsmisse.

Stk. 3. Der betales 500 kr. for rådgivning efter stk. 2. Beløbet betales, inden rådgivningen påbegyndes.

Ingen

Nr LSF 104

Forslag til Lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (Frivillig parrådgivning)

Fremsat af justitsministeren (Bjørn Westh)

den 14. december 1994