1994 LSF 27 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AFTALER OG ANDRE RETSHANDLER PÅ FORMUERETTENS OMRÅDE OG VISSE ANDRE LOVE (* 1) (URIMELIGE AFTALEVILKÅR I VISSE FORBRUGERAFTALER M.V.)

§ 1

I lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, jf. lovbekendtgørelse nr. 600 af 8. september 1986, foretages følgende ændringer

1. I § 36, stk. 1, ændres »kan tilsidesættes« til: »kan ændres eller tilsidesættes«.

2. Efter § 38 indsættes som nyt kapitel

» IV. Særlige regler om forbrugeraftaler

§ 1, stk. 1, affattes således

»Loven gælder for kreditaftaler, hvor en erhvervsdrivende (kreditgiveren) yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«

§ 1, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«

§ 1

I lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, jf. lovbekendtgørelse nr. 600 af 8. september 1986, foretages følgende ændringer

1. I § 36, stk. 1, ændres »kan tilsidesættes« til: »kan ændres eller tilsidesættes«.

2. Efter § 38 indsættes som nyt kapitel

» IV. Særlige regler om forbrugeraftaler.

§ 1

I lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, jf. lovbekendtgørelse nr. 600 af 8. september 1986, foretages følgende ændringer

1. I § 36, stk. 1, ændres »kan tilsidesættes« til: »kan ændres eller tilsidesættes«.

§ 1. Loven gælder for kreditaftaler, hvor en erhvervsdrivende (kreditgiveren) yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i sit erhverv, når kreditten hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse for den anden part (forbrugeren) og kreditgiveren vidste eller burde vide dette.

§ 1. - - -

Stk. 2. Som en forbrugeraftale betegnes en aftale, som en erhvervsdrivende indgår i sit erhverv, når den erhvervsdrivendes ydelse hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse for den anden part (forbrugeren) og den erhvervsdrivende vidste eller burde vide dette. Aftale om at udføre arbejde for en erhvervsdrivende anses dog ikke for en forbrugeraftale.

§ 1. - - -

Stk. 3. Bortset fra § 25, stk. 1, 3. pkt., gælder loven kun, når den erhvervsmæssige aktivitet er rettet mod eller udføres for forbrugere, jf. stk. 5, og den erhvervsdrivende vidste eller burde vide dette. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en sådan aktivitet ikke er omfattet af loven.

Kapitel IV bliver herefter kapitel V.

§ 2

I lov om køb, jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af 21. januar 1980, som senest ændret ved lov nr. 271 af 2. maj 1990, foretages følgende ændring

§ 2

I lov om køb, jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af 21. januar 1980, som senest ændret ved lov nr. 271 af 2. maj 1990, foretages følgende ændring

1. § 4a, stk. 1, 1. pkt., affattes således

»Ved forbrugerkøb forstås et køb, som en køber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«

§ 2

I lov om køb, jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af 21. januar 1980, som senest ændret ved lov nr. 271 af 2. maj 1990, foretages følgende ændring

1. § 4a, stk. 1, 1. pkt., affattes således

»Ved forbrugerkøb forstås et køb, som en køber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«

§ 3

I lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler, som senest ændret ved lov nr. 226 af 6. april 1994, foretages følgende ændring

§ 3

I lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler som senest ændret ved lov nr. 226 af 6. april 1994 foretages følgende ændring

1. § 1, stk. 1, affattes således

»Loven gælder for kreditaftaler, hvor en erhvervsdrivende (kreditgiveren) yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«

§ 3

I lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler som senest ændret ved lov nr. 226 af 6. april 1994 foretages følgende ændring

1. § 1, stk. 1, affattes således

»Loven gælder for kreditaftaler, hvor en erhvervsdrivende (kreditgiveren) yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«

§ 4 a, stk. 1, 1. pkt., affattes således

»Ved forbrugerkøb forstås et køb, som en køber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«

§ 4

I lov om renter ved forsinket betaling m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 583 af 1. september 1986, foretages følgende ændring

§ 4

I lov om renter ved forsinket betaling m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 583 af 1. september 1986, foretages følgende ændring

1. § 7, stk. 1, 1. pkt., affattes således

»§ 5 kan ikke fraviges til skade for en skyldner ved aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når skyldneren hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«

§ 4 a. Ved forbrugerkøb forstås et køb, som en køber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når det købte hovedsagelig er bestemt til ikke erhvervsmæssig anvendelse for køberen og sælgeren vidste eller burde vide dette. Sælgeren har bevisbyrden for, at købet ikke er et forbrugerkøb.

§ 4

I lov om renter ved forsinket betaling m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 583 af 1. september 1986, foretages følgende ændring

1. § 7, stk. 1, 1. pkt., affattes således

»§ 5 kan ikke fraviges til skade for en skyldner ved aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når skyldneren hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«

§ 5

I lov om visse forbrugeraftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 23. december 1987, som ændret ved lov nr. 262 af 6. maj 1993, foretages følgende ændring

§ 5

I lov om visse forbrugeraftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 23. december 1987, som ændret ved lov nr. 262 af 6. maj 1993, foretages følgende ændring

1. § 1, stk. 2, affattes således

»Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«

§ 5

I lov om visse forbrugeraftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 23. december 1987, som ændret ved lov nr. 262 af 6. maj 1993, foretages følgende ændring

1. § 1, stk. 2, 1. pkt., affattes således

»Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«

§ 6

I lov nr. 453 af 30. juni 1993 om omsætning af fast ejendom foretages følgende ændring

I § 1, stk. 3, 1. pkt., udgår ordene », og den erhvervsdrivende vidste eller burde vide dette«.

§ 6

I lov nr. 453 af 30. juni 1993 om omsætning af fast ejendom foretages følgende ændring

1. I § 1, stk. 3, 1. pkt., udgår ordene: », og den erhvervsdrivende vidste eller burde vide dette.«

§ 6

I lov nr. 453 af 30. juni 1993 om omsætning af fast ejendom foretages følgende ændring

1. I § 1, stk. 3, 1. pkt., udgår ordene: », og den erhvervsdrivende vidste eller burde vide dette«.

§ 7, stk. 1, 1. pkt., affattes således

»§ 5 kan ikke fraviges til skade for en skyldner ved aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når skyldneren hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«

§ 7

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1995.

Stk. 2. § 38 b i lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, samt §§ 2-6 finder ikke anvendelse på forbrugeraftaler, som er indgået før lovens ikrafttræden.

§ 7

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1995.

Stk. 2. § 38 b i lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, samt §§ 2-6, finder ikke anvendelse på forbrugeraftaler, som er indgået før lovens ikrafttræden.

§ 7. § 5 kan ikke fraviges til skade for en skyldner ved aftale, som en erhvervsdrivende indgår i sit erhverv, når den erhvervsdrivendes ydelse hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse for skyldneren og den erhvervsdrivende vidste eller burde vide dette. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, han har indgået, ikke er omfattet af 1. pkt.'

§ 8

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 8

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning.

Hovedformålet med lovforslaget er at gennemføre de civilretlige dele af Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler. Direktivet er optaget som bilag 1 til lovforslaget.

De offentligretlige dele af direktivet er gennemført ved markedsføringsloven, jf. lov nr. 428 af 1. juni 1994, der hører under Erhvervsministeriet. I bemærkningerne til det pågældende lovforslag er der bl.a. redegjort for forholdet mellem generalklausulerne i aftalelovens § 36 og markedsføringslovens § 1, jf. Folketingstidende 1993-94, tillæg A, spalte 7249 ff.

Direktivet skal være gennemført i national ret senest den 31. december 1994.

Direktivet tilsigter at harmonisere medlemsstaternes lovgivning om visse urimelige aftalevilkår i forbrugeraftaler. Urimelige aftaler er i dansk ret reguleret af generalklausulen i aftalelovens § 36, som i det væsentligste opfylder direktivets krav til national ret.

Med henblik på en fuldstændig opfyldelse af direktivet foreslås det, at der indføres et nyt kapitel i aftaleloven med særlige regler om visse forbrugeraftaler. Disse særlige regler angår rimelighedsbedømmelsen, retsvirkningerne af urimelighed samt fortolkning af aftaler. Endvidere foreslås det, at der indføres en regel om beskyttelse af forbrugerne mod visse lovvalgsklausuler.

Justitsministeriet har forud for udarbejdelsen af de særlige regler om visse forbrugeraftaler deltaget i en arbejdsgruppe med embedsmænd fra de nordiske lande. Formålet med dette arbejde har været at opnå en så vidt muligt ensartet nordisk gennemførelse af direktivet, således at man bevarer den eksisterende høje grad af retsenhed på området mellem de nordiske lande. Udgangspunktet for det nordiske arbejde har været, at forbrugerbeskyttelsen ikke må forringes ved gennemførelsen af direktivet.

I forbindelse med gennemførelsen af direktivet foreslås endvidere en ændring af definitionen af en forbrugeraftale i den øvrige civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning.

Lovforslaget har endvidere til formål at skabe mulighed for, at domstolene kan ændre en aftale, som omfattes af generalklausulen i aftalelovens § 36. Denne mulighed eksisterer allerede i de øvrige nordiske lande, med undtagelse af Island.

2. Direktivet om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler.

Direktivet indeholder som ovenfor nævnt regler om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning vedrørende urimelige vilkår i aftaler, der indgås mellem erhvervsdrivende og forbrugere.

Ved en forbruger forstås efter direktivet en fysisk person, der ikke handler som led i sit erhverv (artikel 2, litra b). Ved en erhvervsdrivende forstås en fysisk eller juridisk person, der handler som led i sit erhverv, hvad enten det er offentligt eller privat (artikel 2, litra c).

Direktivet finder kun anvendelse på aftalevilkår, som ikke har været genstand for individuel forhandling - det vil i praksis navnlig sige standardvilkår.

Efter direktivet er et ikke-individuelt forhandlet aftalevilkår urimeligt, hvis det »til trods for kravene om god tro« bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren (artikel 3, stk. 1). Med hensyn til forståelsen af udtrykket »til trods for kravene om god tro« henvises til pkt. 5.2.6 nedenfor. Direktivet indeholder en vejledende og ikke-udtømmende liste over aftalevilkår, der kan betegnes som urimelige.

Ved vurderingen af, om et aftalevilkår er urimeligt, skal man efter direktivet tage hensyn til, hvilken type vare eller tjenesteydelse aftalen omfatter, omstændighederne i forbindelse med aftalens indgåelse samt alle vilkår i aftalen eller i en anden aftale, som hænger sammen med denne. Vurderingen omfatter dog hverken aftalens hovedgenstand eller overensstemmelsen mellem pris og varer eller tjenesteydelser og betalingen herfor, for så vidt disse vilkår er affattet klart og forståeligt (artikel 4).

Hvis der opstår tvivl om et aftalevilkårs betydning, gælder efter direktivet den fortolkning, som er mest gunstig for forbrugeren (artikel 5).

Medlemsstaterne skal i henhold til deres nationale lovgivning fastsætte, at urimelige aftalevilkår ikke binder forbrugeren, og at aftalen skal forblive bindende på i øvrigt samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige vilkår (artikel 6, stk. 1).

Endvidere skal medlemsstaterne sikre, at forbrugeren ikke mister direktivets beskyttelse mod urimelige aftalevilkår, selv om det er aftalt, at et tredjelands lovgivning skal finde anvendelse på aftalen, hvis aftalen har en nær tilknytning til EU-medlemsstaternes område (artikel 6, stk. 2).

Endelig indeholder direktivet en bestemmelse om kontrollen med, at der ikke anvendes urimelige aftalevilkår i forbrugeraftaler (artikel 7). Denne direktivbestemmelse er opfyldt ved markedsføringsloven, jf. lov nr. 428 af 1. juni 1994.

Direktivet er ikke til hinder for, at medlemsstaterne vedtager eller bevarer strengere bestemmelser til beskyttelse af forbrugerne, idet der er tale om et minimumsdirektiv, jf. artikel 8.

3. Gældende regler om urimelige aftalevilkår.

3.1. Aftalelovens § 36.

3.1.1. Inden for civilretten gælder som udgangspunkt principperne om aftalefrihed og aftalers bindende natur. Aftaleloven, der stammer fra 1917, er præget af disse principper, idet aftaleparterne behandles som ligestillede parter, der selv kan varetage deres interesser.

I de seneste årtier er princippet om aftalefrihed imidlertid blevet undergivet væsentlige begrænsninger.

3.1.2. Regler om civilretlig beskyttelse af forbrugere mod urimelige aftaler findes i dansk ret først og fremmest i aftalelovens § 36. Denne bestemmelse blev indført ved lov nr. 250 af 12. juni 1975 (Folketingstidende 1974/75, tillæg A, sp. 779 og tillæg B, sp. 537 samt Folketingets forhandlinger 2. samling, sp. 90, 583, 5665, 5888). Grundlaget for lovforslaget var professor, dr.jur. Stig Jørgensens notat »Foreløbig redegørelse om formuerettens generalklausuler«.

Efter generalklausulen i aftalelovens § 36 kan en aftale eller anden retshandel tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende.

Formålet med aftalelovens § 36 er bl.a. at give forbrugere og andre - bl.a. mindre erhvervsdrivende - en civilretlig beskyttelse mod, at en økonomisk stærkere og mere sagkyndig part misbruger sin overlegne stilling, f.eks. ved at bruge standardkontrakter med vilkår, der ensidigt tjener den stærkere parts interesser.

Bestemmelsens praktiske hovedområde er utvivlsomt forbrugeres aftaler med erhvervsdrivende, men bestemmelsen finder også anvendelse på aftaler mellem erhvervsdrivende og mellem forbrugere indbyrdes, hvilket der i retspraksis har været flere eksempler på.

Ligesom aftalelovens øvrige bestemmelser gælder § 36 på formuerettens område, der også omfatter formueretlige aftaler, som det offentlige er part i.

Aftalelovens § 36 kan ikke tilsidesættes ved parternes aftale.

De øvrige nordiske landes aftalelove indeholder en bestemmelse svarende til den danske aftalelovs § 36. I Finland, Norge og Sverige er der dog ikke kun mulighed for at tilsidesætte, men også for at ændre en aftale, som findes urimelig. I Finland har man en særlig forbrugerbeskyttelseslov med en selvstændig generalklausul.

Som bilag 2 til lovforslaget er bl.a. gengivet den gældende ordlyd af aftalelovens § 36.

3.1.3. Med retsstandarden »urimeligt eller i strid med redelig handlemåde« er domstolene tillagt en vid adgang til at tilsidesætte aftaler. Den selvstændige betydning af udtrykket »redelig handlemåde« er navnlig at markere sammenhængen mellem aftalelovens § 36 og den offentligretlige regel i markedsføringslovens § 1 (»god markedsføringsskik«). Efter generalklausulen i § 36 skal der ved bedømmelsen af en aftale foretages en helhedsvurdering. Dette fremgår af § 36, stk. 2, hvorefter der ved afgørelsen af, om det vil være urimeligt eller stridende mod redelig handlemåde at gøre en aftale gældende, skal tages hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder. Således kan der lægges vægt på ethvert forhold, der har relation til aftalen og forholdet mellem parterne, herunder også omstændigheder, der indtræffer efter aftalens indgåelse.

Bestemmelsen giver mulighed for at tilsidesætte en aftale under hensyn til andre omstændigheder ved aftalens indgåelse end dem, der er omhandlet i reglerne om tilblivelsesmangler i aftalelovens §§ 28-32. Generalklausulen indeholder ikke som disse bestemmelser den begrænsning, at løftemodtageren ved aftalens indgåelse skal have været i ond tro. Dette har betydning i tilfælde, hvor løftemodtageren ikke, da han blev bekendt med løftet, vidste eller burde vide, at der forelå svig, udnyttelse eller lignende i forhold til løftegiveren.

Ved afgørelsen af, om en aftale skal tilsidesættes, skal der som nævnt endvidere tages hensyn til aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder. Det betyder bl.a., at aftalens indhold skal vurderes under hensyn til de omstændigheder, der foreligger på det tidspunkt, hvor der bliver tale om at anvende aftalen. Generalklausulen udgør således et grundlag for at løse konflikter, der opstår som følge af uforudsete eller i øvrigt ændrede forhold.

Da der er tale om en helhedsvurdering, kan andre aftaler mellem parterne også tages i betragtning ved bedømmelsen af, om en given aftale skal tilsidesættes helt eller delvist. Undtagelsesvis vil også en parts aftaler med tredjemand kunne have betydning for bedømmelsen.

Ved anvendelsen af generalklausulen lægges der i almindelighed vægt på, om den ene part ved aftalens indgåelse har indtaget en overlegen stilling. Der kan bl.a. tages hensyn til, om parten har anvendt en særligt anmassende fremgangsmåde ved aftalens indgåelse - som for eksempel ved visse dørsalg og salg på udflugter, der er arrangeret af sælgeren. Har parten misbrugt sin overlegne stilling ved at anvende aftalevilkår, der giver den pågældende en urimelig fordel, bør aftalen tilsidesættes efter generalklausulen.

Med hensyn til gensidigt bebyrdende aftaler tages der ved bedømmelsen udgangspunkt i, om der er en rimelig balance mellem parternes pligter. De deklaratoriske (fravigelige) regler, herunder navnlig reglerne i købeloven, vil kunne være vejledende for, hvad der er en rimelig balance.

Ved afgørelsen af, om en aftale skal tilsidesættes efter generalklausulen, må der som ovenfor nævnt ske en bedømmelse af hele aftalen. Det vil kunne være rimeligt, at en aftale på visse punkter stiller en part ringere, hvis den pågældende part i andre henseender stilles bedre.

Vejledende for bedømmelsen efter generalklausulen er endvidere, hvad der må anses for at være sædvanlig fremgangsmåde i den pågældende branche. En handlemåde er dog ikke rimelig, alene fordi den er sædvanlig på det pågældende område.

3.1.4. I den redegørelse om formuerettens generalklausuler, som lå til grund for det pågældende lovforslag, er der nævnt en række konkrete aftalevilkår, som efter omstændighederne vil kunne tilsidesættes efter generalklausulen. Det drejer sig bl.a. om ansvarsfraskrivelsesklausuler, vilkår om, at en aftale hæves ved nærmere bestemte former for misligholdelse, samt aftaler om konventionalbod. En konventionalbod er en ydelse, som en person påtager sig at erlægge, hvis han ikke behørigt opfylder en påhvilende pligt eller i øvrigt foretager eller undlader en vis handling.

Ved udarbejdelsen af lovforslaget ønskede man imidlertid ikke at binde retsanvendelsen ved at angive konkrete eksempler på generalklausulens anvendelse. Af lovforslagets bemærkninger fremgår bl.a., at Forbrugerkommissionens lovudvalg, hvor både forbruger- og erhvervsorganisationer var repræsenteret, havde fundet det betænkeligt og yderst vanskeligt på forhånd at angive konkrete eksempler, hvor generalklausulen kunne anvendes. Det anføres i bemærkningerne til lovforslaget

»..Justitsministeriet er endvidere enig med Forbrugerkommissionens lovudvalg i, at der kan være visse betænkeligheder forbundet med på forhånd at binde retsanvendelsen ved at angive konkrete eksempler på generalklausulens anvendelse. De eksempler, der er angivet i redegørelsens kapitel 6, afsnit 4, bør imidlertid ikke betragtes som bindende tilkendegivelser, men alene som vejledende retningslinier for generalklausulens anvendelse. Det fremhæves endvidere i redegørelsen, at opregningen i afsnittet ikke kan anses for udtømmende. Bestemmelsen åbner således mulighed for, at anvendelsen kan tilpasses ændrede synspunkter i den almindelige retsopfattelse med hensyn til grænserne for aftalefriheden...«.

På grundlag af retspraksis kan der imidlertid nævnes bl.a. følgende momenter, som indgår ved bedømmelsen af, om der er tale om en urimelig aftale efter aftalelovens § 36

- om et givet aftalevilkår er usædvanligt inden for vedkommende branche og usædvanligt byrdefuldt,

- om en erhvervsdrivende behandler en kunde anderledes/dårligere end den pågældende sædvanligvis behandler sine kunder eller denne bestemte kunde,

- om en aftale eller et aftalevilkår er i strid med præceptiv (ufravigelig) lovgivning,

- om anvendelsen af det pågældende aftalevilkår er i strid med markedsføringslovens regler,

- om der i en aftale tillægges den ene part adgang til ensidigt at afgøre, hvorvidt der er indtrådt en omstændighed, som ændrer retsforholdet mellem parterne,

- om konsekvenserne af misligholdelse i aftalen er fastsat uden rimelig sammenhæng med misligholdelsens omfang og betydning, og

- om anvendelsen af et aftalevilkår er udtryk for chikane fra den ene parts side.

3.1.5. Hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre en aftale gældende, er retsvirkningen heraf, at aftalen kan tilsidesættes helt eller delvis. Domstolene har således en forholdsvis fri adgang til at gribe regulerende ind i aftaleforholdet, men i bemærkningerne til det pågældende lovforslag anførte Justitsministeriet følgende

»...Efter Justitsministeriets opfattelse vil en adgang til at tilsidesætte en aftale helt eller delvis i langt de fleste tilfælde være tilstrækkelig til at varetage de hensyn, der ligger bag generalklausulen. Så længe der ikke foreligger erfaringer med den ny generalklausul, finder man derfor ikke at burde stille forslag om en regel, der inden for formuerettens område giver mulighed for at ændre en forpligtelse ud over, hvad der følger af adgangen til helt eller delvis at tilsidesætte en aftale. Er der således aftalt et urimeligt lavt vederlag for en ydelse, bør vederlaget ikke med hjemmel i generalklausulen kunne forhøjes. Derimod vil domstolene ved afgørelsen af, om den modstående forpligtelse skal tilsidesættes, kunne tage hensyn til, om vederlaget er rimeligt.....«

Domstolene kan således ikke gå uden for rammerne af den indgåede aftale og f.eks. forhøje et urimeligt lavt vederlag eller tilføje bestemmelser, som ikke oprindelig var indeholdt i aftalen.

3.2. Kreditaftalelovens § 22.

I kreditaftalelovens § 22 findes en civilretlig generalklausul, som supplerer bestemmelsen i aftalelovens § 36. Bestemmelsen drejer sig om tilfælde, hvor det beløb, som forbrugeren efter kreditaftalen skal betale som vederlag eller omkostninger, er urimeligt stort. Efter bestemmelsen skal beløbet i så fald nedsættes til, hvad der skønnes rimeligt. Medmindre andet bestemmes af retten, sker afkortningen i det eller de sidste beløb, der skal betales efter aftalen. Er der afkrævet forbrugeren et urimeligt stort vederlag for henstand eller andre lempelser i de aftalte vilkår, sker afkortningen på samme måde.

Rimelighedsvurderingen efter denne bestemmelse må antages at være sammenfaldende med rimelighedsvurderingen efter aftalelovens § 36. Bestemmelsens selvstændige betydning i forhold til aftalelovens § 36 er således, at det fastsættes, hvordan et urimeligt aftalevilkår skal reguleres.

3.3. Fortolkningsregler.

Domstolene kan ved fortolkning fastlægge indholdet af en indgået aftale. Domstolene anvender i praksis flere forskellige fortolkningsregler. Disse fortolkningregler kan ved fortolkningen af en aftale trække i hver sin retning eller i samme retning.

De vigtigste fortolkningsregler i praksis er minimumsreglen og uklarhedsreglen . Minimumsreglen går ud på, at den fortolkning, som er mindst byrdefuld for erklæringsgiveren, skal lægges til grund, hvis der er tvivl om forståelsen af en aftale. Uklarhedsreglen går ud på, at en uklar kontraktsbestemmelse skal fortolkes mod affatteren.

Uklarhedsreglen har sit væsentligste anvendelsesområde ved fortolkningen af standardaftaler, hvor reglen medfører, at en standardaftale fortolkes mod den erhvervsdrivende, som benytter den. Det kan tilføjes, at der i retspraksis stilles forholdsvis strenge beviskrav til en erhvervsdrivende, som gør gældende, at et standardvilkår er vedtaget mellem den erhvervsdrivende og en forbruger.

4. Oversigt over lovforslaget.

Lovforslaget indeholder tre hovedelementer.

Der foreslås for det første en ændring af aftalelovens § 36, således at domstolene får mulighed for at ændre en urimelig aftale (lovforslagets § 1, nr. 1).

Der foreslås for det andet et nyt kapitel i aftaleloven med henblik på gennemførelse af Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (lovforslagets § 1, nr. 2).

Det nye kapitel skal efter forslaget gælde for forbrugeraftaler. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale ikke er omfattet af kapitlets bestemmelser.

Der foreslås en fortolkningsregel, hvorefter der skal fortolkes til fordel for forbrugeren, hvis der er tvivl om forståelsen af et aftalevilkår, som ikke har været genstand for individuel forhandling.

Kapitlets hovedbestemmelse er § 38 c, hvor det foreslås, at generalklausulen i aftalelovens § 36 ved forbrugeraftaler skal gælde med to ændringer: For det første skal der ved anvendelsen af generalklausulen ikke kunne tages hensyn til senere indtrufne omstændigheder til skade for forbrugeren, hvis dette medfører, at et aftalevilkår ikke kan ændres eller tilsidesættes. For det andet skal forbrugeren kunne kræve, at en aftale, som indeholder vilkår, der strider mod hæderlig forretningsskik og bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren, i øvrigt skal opretholdes uden ændringer, hvis dette kan lade sig gøre.

Endelig indeholder det nye kapitel en bestemmelse, der beskytter forbrugerne mod visse lovvalgsaftaler.

Der foreslås for det tredje en hovedsagelig redaktionel ændring af definitionen af en forbrugeraftale i anden forbrugerbeskyttelseslovgivning (lovforslagets §§ 2-6). Indholdsmæssigt medfører forslaget alene den ændring, at der ved afgørelsen af, om en aftale er en forbrugeraftale, som udgangspunkt ikke kan lægges vægt på, om den erhvervsdrivende vidste eller burde vide, at den anden part var forbruger.

5. Lovforslagets indhold.

I det følgende redegøres nærmere for lovforslaget og i forbindelse hermed for direktivets civilretlige bestemmelser og det nordiske samarbejde om gennemførelsen af direktivet.

5.1. Ændring af en urimelig aftale.

Efter aftalelovens § 36 kan en urimelig aftale tilsidesættes helt eller delvis. Derimod er der ikke mulighed for at ændre en urimelig aftale, f.eks. ved at forhøje et aftalt vederlag, som med tiden er blevet urimeligt lavt.

Højesteretsdommer Jørgen Nørgaard har i en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen 1992 B, side 105 ff, foreslået, at der bliver mulighed for også at ændre en aftale, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Det anføres i artiklen, at det på længere sigt ikke er hensigtsmæssigt, at aftalelovens § 36 ikke giver denne mulighed. Hel eller delvis tilsidesættelse af aftalen vil i nogle tilfælde være en overreaktion, som fører fra den ene grøft til den anden. Det anføres endvidere, at problemerne ved den nuværende udformning af aftalelovens § 36 i praksis navnlig viser sig ved langvarige kontrakter, hvor der er aftalt et fast pengevederlag, der med tiden bliver urimeligt lavt. Som eksempel nævner forfatteren i artiklen følgende sag om levering af fjernvarme

»I begyndelsen af 1960'erne opførte et stort typehusfirma (T) en række parcelhuse i et område ved Fredericia, hvor der ikke kunne opnås forsyning fra eksisterende fjernvarmeanlæg. T opførte derfor selv et fjernvarmeværk (F). Ved parcelhusenes salg blev det gjort til et gennemgående vilkår, at køberne gennem en længere årrække skulle aftage varme fra F, og det bestemtes tillige, at fjernvarmen skulle leveres til de priser, som løbende opkrævedes af fjernvarmeværket i Pårup. For det - forudseelige - tilfælde, at Pårup-værket blev tilsluttet Fynsværkets Varmecentral, der af specielle grunde blev drevet med temmelig lave priser, skulle målestokken (derefter) være Fredericia (kommunale) Varmecentrals priser. Ved kommunesammenlægningen i 1970-71 blev Pårup-værket tilsluttet Fynsværket, og Fredericia Varmecentrals priser blev bestemmende for F og F's aftagere. En række gnidninger i midten af 1970'erne mellem Fredericia kommune og »Superfos« fandt i 1976 deres afslutning ved, at overskudsvarme fra »Superfos« blev stillet til disposition for Fredericia Varmecentral til priser, som muliggjorde en betydelig sænkning af fjernvarmepriserne i Fredericia. Med et slag ændredes situationen for F og F's aftagere. Truslen var nu ikke F's monopolstilling som leverandør - som jo var afbødet ved de ovenfor omtalte prisvilkår - men den lave »Fredericia-pris«, som var dræbende for F. En tilsidesættelse af aftalen mellem F og kunderne var ikke nogen løsning, for hermed vil F være tilbage i en monopolstilling - nu med huse, der var solgt. Der var kun een acceptabel løsning på konflikten - en forhøjelse af det vederlag, der var blevet urimeligt lavt. Konflikten blev løst ved en forhandling.'

I den citerede artikel anfører højesteretsdommer Jørgen Nørgaard endvidere, at erfaringerne med aftalelovens § 36 viser, at domstolene har anvendt bestemmelsen med fuld forståelse for, at udgangspunktet bør være, at aftaler skal holdes, og at der i forretningsmæssige forhold må udvises den største varsomhed med efterfølgende at foretage rimelighedsvurderinger. Der er derfor næppe grund til at frygte, at en tilføjelse til aftalelovens § 36, således at domstolene også kan ændre en aftale, vil få uoverskuelige konsekvenser for erhvervslivet eller forbrugerne. Bestemmelsen vil blive mere fleksibel, og det må formodes at være til fordel for begge parter.

Justitsministeriet er enig i disse synspunkter. Ved udformningen af lovforslaget har Justitsministeriet endvidere lagt vægt på, at en ændring af aftalelovens § 36 på den måde, som er skitseret ovenfor, vil øge den nordiske retsenhed på aftalerettens område.

5.2. Gennemførelse af direktivet om urimelige kontraktvilkår.

5.2.1. Nordisk samarbejde.

De øvrige nordiske lande er i kraft af en tilføjelse til EØS-aftalen, som trådte i kraft den 1. juli 1994, forpligtet til at gennemføre direktivet om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler.

Som nævnt ovenfor i pkt. 3.1.2 er der mellem de nordiske lande en høj grad af retsenhed på aftalerettens område. Denne retsenhed bør opretholdes, og det er derfor af væsentlig betydning, at der blandt de nordiske lande i det væsentlige er enighed om, hvordan direktivet bør gennemføres.

Der har i 1993-94 været afholdt en række møder mellem embedsmænd fra de nordiske lande. Island har dog kun været repræsenteret på to af disse møder, og der henvises derfor i det følgende alene til de finske, norske og svenske synspunkter.

Formålet med møderne har været at drøfte, hvordan den nordiske retsenhed på aftalerettens område bedst kan videreføres ved gennemførelsen af direktivet.

På møderne er der i det væsentligste opnået enighed om, på hvilke punkter direktivet adskiller sig fra den gældende retstilstand i de nordiske lande, ligesom man er blevet enige om, hvilke lovgivningsinitiativer der må tages for at opfylde direktivets krav til national lovgivning.

Der har været enighed om, at direktivets generelle beskyttelsesniveau i forhold til forbrugerne er lavere end det niveau, som tilsigtes i de eksisterende lovgivninger i de nordiske lande. Det fremgår af direktivets art. 3, at et »kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling, anses for urimeligt, hvis det til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren«. Direktivet omfatter således kun aftalevilkår, som fra en nordisk synsvinkel er »kvalificeret« urimelige, idet begge direktivets kriterier (i strid med kravene om god tro og en betydelig skævhed til skade for forbrugeren) skal være opfyldt, for at et aftalevilkår kan betegnes som urimeligt, jf. nedenfor under pkt. 5.2.6.

Udgangspunktet for det nordiske arbejde har på den baggrund været, at forbrugerbeskyttelsesniveauet ikke må sænkes ved gennemførelsen af direktivet. Derfor har man valgt at foreslå en løsning, hvorefter generalklausulen i de nordiske aftalelove (aftalelovens § 36) opretholdes uændret, således at beskyttelsesniveauet efter denne bestemmelse ikke sænkes til skade for forbrugerne. Man foreslår i stedet nogle særlige forbrugerbeskyttende bestemmelser, som alene skal supplere § 36.

Endvidere har udgangspunktet for arbejdet været, at principperne for gennemførelsen af direktivet med sikkerhed skal opfylde dettes krav til den nationale lovgivning. Der har dog under drøftelserne været en vis uenighed om, i hvilket omfang visse af direktivets regler kan anses for opfyldt allerede efter den gældende aftalelovgivning i de nordiske lande.

Man har i den nordiske arbejdsgruppe valgt ikke at lave udkast til egentlige fælles lovbestemmelser, idet man har erkendt, at de enkelte lande kan have behov for rent lovteknisk at gennemføre de principper, som man er blevet enige om, på forskellig måde.

Det foreliggende lovforslag er udarbejdet i overensstemmelse med den forståelse af direktivet og de hovedretningslinjer for gennemførelsen, som man i den nor diske arbejdsgruppe er blevet enige om.

I det følgende gennemgås direktivets enkelte civilretlige bestemmelser i lyset af de nordiske drøftelser.

De civilretlige bestemmelser i direktivet findes i art. 3-6. I overvejelserne må tillige inddrages art. 1 og 2, som fastlægger direktivets anvendelsesområde, samt art. 8, hvorefter der er tale om et minimumsdirektiv.

5.2.2. Direktivets anvendelsesområde.

Efter direktivets art. 1, stk. 1, finder direktivet anvendelse på aftaler mellem erhvervsdrivende og forbrugere. Erhvervsdrivende og forbrugere er nærmere defineret i art. 2, jf. nedenfor under pkt. 5.2.3.

Det fremgår af præamblen, at direktivet skal lette etableringen af det indre marked samt beskytte borgerne i deres egenskab af forbrugere ved erhvervelse af varer og tjenesteydelser gennem aftaler. Direktivet finder derfor ikke anvendelse på bl.a. arbejdskontrakter, aftaler vedrørende arve- og familieret samt på aftaler om oprettelse af selskaber og om disses vedtægter. Det anføres udtrykkeligt, at direktivet omfatter aftaler, der indgås som led i erhvervsvirksomhed af offentlig karakter.

Det må lægges til grund, at aftaleloven, som gælder på formuerettens område, dækker direktivets anvendelsesområde. Det bemærkes herved, at aftaleloven også finder anvendelse på formueretlige aftaler indgået med det offentlige.

Efter art. 1, stk. 2, er aftalevilkår, der afspejler love, bindende administrative forskrifter samt bestemmelser eller principper i internationale konventioner, som medlemsstaterne eller fællesskabet er part i, ikke underlagt direktivets bestemmelser. Deklaratoriske og udfyldende love (f.eks. købeloven og søloven) samt bestemmelser og principper i internationale konventioner er således ikke undergivet kontrol efter direktivet. Den pågældende artikel er ifølge præamblen indsat ud fra en antagelse om, at der i national lovgivning ikke findes regler, som medfører urimelige aftalevilkår i forbrugeraftaler. Medlemsstaterne bør dog sørge for, at der ikke forekommer bestemmelser i deres nationale lovgivning, som medfører urimelige aftalevilkår.

Aftalelovens § 36 indeholder ikke en tilsvarende undtagelse med hensyn til udfyldende love m.v.

En undtagelsesregel som direktivets art. 1, stk. 2, har efter Justitsministeriets opfattelse kun teoretisk betydning. En tilsvarende undtagelsesregel foreslås derfor ikke medtaget i gennemførelsesloven.

De øvrige nordiske lande har under drøftelserne i arbejdsgruppen givet udtryk for samme opfattelse.

5.2.3. Forbrugeraftaler.

I direktivets art. 2 defineres en forbruger som en fysisk person, der i forbindelse med de af direktivet omfattede aftaler ikke handler som led i sit erhverv, mens en erhvervsdrivende defineres som en fysisk eller juridisk person, der i forbindelse med de af direktivet omfattede aftaler handler som led i sit erhverv, hvad enten dette er offentligt eller privat.

I dansk civilretlig forbrugerlovgivning defineres en forbrugeraftale som en aftale, som en erhvervsdrivende indgår i sit erhverv, når den erhvervsdrivendes ydelse hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse for den anden part (forbrugeren), og den erhvervsdrivende vidste eller burde vide dette, jf. f.eks. lov om visse forbrugeraftaler § 1, stk. 2.

Det danske forbrugeraftalebegreb og direktivets definition i artikel 2 er således rent sprogligt udformet forskelligt. Indholdsmæssigt er der følgende forskelle: 1) Direktivteksten fastsætter ikke, at forbrugeren skal handle hovedsagelig uden for sit erhverv, 2) efter direktivet har det ikke betydning, om den erhvervsdrivende vidste eller burde vide, at den anden part var forbruger, og 3) kun fysiske personer kan være forbrugere efter direktivet.

I direktivet lægges der endvidere vægt på, at forbrugeren ved aftalen »ikke handler som led i sit erhverv«, mens der efter den danske definition lægges vægt på, at den erhvervsdrivendes ydelse skal være bestemt til »ikke-erhvervsmæssig anvendelse«. Efter Justitsministeriets opfattelse er disse krav sammenfaldende i praksis, idet det dog må understreges, at den endelige fortolkning af direktivet hører under EF- Domstolen.

Ministerrådet og Kommissionen har i forbindelse med fastlæggelse af den fælles holdning erklæret, at såfremt forbrugeren handler delvis som led i sin erhvervsmæssige virksomhed, delvis uden for denne, omfattes forholdet kun af direktivet, såfremt forbrugeren handler hovedsagelig uden for sin erhvervsmæssige virksomhed.

De eneste indholdsmæssige forskelle mellem den danske definition af en forbrugeraftale og direktivets definition er herefter, at juridiske personer - f.eks. foreninger - ikke kan være forbrugere efter direktivet, og at det efter direktivet ikke har betydning, om den erhvervsdrivende vidste eller burde vide, at den anden part var forbruger.

En forbrugeraftale er ikke defineret i aftaleloven.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør den foreslåede gennemførelseslovgivning alene finde anvendelse på forbrugeraftaler og ikke tillige på aftaler mellem erhvervsdrivende eller mellem forbrugere. Aftaler mellem erhvervsdrivende m.v. er reguleret i tilstrækkeligt omfang af generalklausulen i aftalelovens § 36.

Det foreslås derfor, at der i aftaleloven indsættes en bestemmelse, som definerer en forbrugeraftale. Bestemmelsen bør affattes i overensstemmelse med ordlyden i direktivet og den ovenfor omtalte erklæring fra Ministerrådet og Kommissionen, men dog således, at bestemmelsen lovteknisk opbygges i overensstemmelse med dansk lovgivningstradition. Direktivet er som et minimumsdirektiv endvidere ikke til hinder for, at definitionen udformes således, at både fysiske og juridiske personer kan være forbrugere.

Lovforslaget indeholder også en bevisbyrderegel angående spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en forbrugeraftale. Denne bevisbyrderegel findes tilsvarende i andre forbrugerbeskyttelseslove, jf. f.eks. § 1, stk. 3, i lov om visse forbrugeraftaler.

Fra svensk og norsk side påtænker man at foreslå en forbrugerdefinition, som svarer til direktivets og med en tilføjelse om, at der skal være handlet hovedsagelig uden for erhverv fra forbrugerens side. I Finland har man vedtaget en ændring af forbrugerbeskyttelsesloven, som i det store hele svarer til definitionerne i direktivet.

5.2.4. Aftalevilkår, som er urimelige for den erhvervsdrivende.

Formålet med direktivet er at beskytte forbrugerne mod urimelige vilkår i aftaler, der indgås med erhvervsdrivende. Det vil ikke berøve forbrugeren dennes beskyttelse mod urimelige aftalevilkår, at en erhvervsdrivende påberåber sig, at der i en forbrugeraftale findes aftalevilkår, som er urimelige for den erhvervsdrivende. Direktivet kan derfor ikke antages at indeholde noget forbud herimod.

5.2.5. Vilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling.

Efter art. 3, stk. 1, sammenholdt med præamblen finder direktivet kun anvendelse på aftalevilkår, som ikke har været genstand for individuel forhandling - det vil i praksis navnlig sige standardvilkår.

Denne bestemmelse har i den nordiske arbejdsgruppe givet anledning til overvejelser om, hvorvidt gennemførelseslovenes anvendelsesområde bør begrænses tilsvarende. De øvrige nordiske lande har i arbejdsgruppen tilkendegivet at ville begrænse anvendelsesområdet på denne måde, navnlig med den begrundelse, at fortolkningsreglen i direktivets artikel 5 er fremmed for den nordiske aftaleret, idet der i nordisk ret findes andre fortolkningsregler end uklarhedsreglen, jf. nedenfor under pkt. 5.2.10.

Justitsministeriet er enig i, at direktivets fortolkningsregel alene bør gælde ved fortolkning af vilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling. Efter Justitsministeriets opfattelse bør de øvrige bestemmelser i direktivet derimod gælde for alle vilkår i forbrugeraftaler. Hermed undgås den retsteknisk uheldige situation, der ville opstå, hvis direktivets generalklausul skulle anvendes ved bedømmelsen af nogle, men ikke ved andre vilkår i den samme aftale.

Direktivets art. 3, stk. 2, indeholder en angivelse af nogle tilfælde, hvor et aftalevilkår altid skal anses for ikke at have været genstand for individuel forhandling. Bestemmelsen, der må betragtes som en uddybning af, hvad der i forvejen ville gælde, er gengivet i bemærkningerne til fortolkningsreglen, jf. den foreslåede nye § 38 b, stk. 1, i aftaleloven.

Endvidere indeholder art. 3, stk. 2, en bevisbyrderegel, hvorefter en erhvervsdrivende, som hævder, at et standardiseret aftalevilkår har været genstand for individuel forhandling, har bevisbyrden herfor. Noget tilsvarende ville som hovedregel gælde uden en udtrykkelig bestemmelse herom. Justitsministeriet har imidlertid valgt for alle tilfældes skyld at medtage en bestemmelse herom i den foreslåede § 38 b, stk. 1. De øvrige nordiske lande har under forhandlingerne tilkendegivet at ville foreslå en tilsvarende bevisbyrderegel.

5.2.6. Urimelige aftalevilkår.

Direktivets generalklausul indeholder ligesom aftalelovens § 36 dels en retsstandard (»urimeligt« m.v.), dels en regel om, hvilke momenter der skal tages i betragtning ved rimelighedsbedømmelsen, dels en regel om retsvirkningen af, at et aftalevilkår bedømmes som urimeligt. I direktivet findes retsstandarden i art. 3, stk. 1, reglen om de momenter, der skal tages i betragtning, i art. 4, og reglen om retsvirkningen af, at et vilkår bedømmes som urimeligt, i art. 6, stk. 1.

Efter art. 3, stk. 1, anses et aftalevilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling, for urimeligt, hvis det til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren.

For at afgøre, om generalklausulen i aftalelovens § 36 mindst lægger samme beskyttelsesniveau som direktivets generalklausul, må det først og fremmest overvejes, hvad der ligger i begrebet »god tro« (på engelsk »good faith«, på fransk »bonne foi« og på tysk »Trau und Glauben«).

Det fremgår af direktivets præambel, at der ved vurderingen af begrebet »god tro« især skal tages hensyn til styrkeforholdet i parternes forhandlingspositioner, til, om forbrugeren på den ene eller anden måde er blevet tilskyndet til at give sin tilslutning til aftalevilkåret, og til, om varerne eller tjenesteydelserne er blevet solgt eller leveret på forbrugerens særlige bestilling. Den erhvervsdrivende kan opfylde kravet om god tro ved at handle loyalt og rimeligt med den anden part, hvis legitime interesser han skal tage hensyn til.

I dansk ret - herunder aftaleloven - anvendes begrebet »god tro« normalt i betydningen, hvad en aftalepart vidste eller burde vide, jf. f.eks. aftalelovens §§ 32, 34, 35 og 39. Det er således utvivlsomt, at begrebet »god tro« efter direktivet ikke skal forstås på den måde, som er sædvanlig i dansk ret. Det må antages, at der med begrebet »god tro« i direktivet menes hæderlig fremgangsmåde el.lign. for en erhvervsdrivende.

Efter direktivet er et vilkår ikke nødvendigvis urimeligt, selv om det er i strid med kravene om god tro. Det kræves, at vilkåret tillige bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren.

Det må herefter antages, at direktivets generalklausul er mindre forbrugerbeskyttende end generalklausulen i aftalelovens § 36. Det kan f.eks. tænkes, at det vil være i strid med redelig handlemåde at gøre et givet aftalevilkår gældende, men at vilkåret ikke bevirker en betydelig skævhed, kun en vis skævhed, i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren. I så fald er vilkåret ikke urimeligt efter direktivet, mens det vil kunne tilsidesættes efter aftalelovens § 36. Direktivet vedrører derfor alene tilfælde, som set fra et nordisk synspunkt er »kvalificeret« urimelige.

Dette synes endvidere at blive bekræftet ved en gennemgang af de vilkår, som er nævnt i bilaget til direktivet. Der henvises herom til pkt. 5.2.7 nedenfor.

I den nordiske arbejdsgruppe har der været enighed om den ovenfor anførte forståelse af direktivets generalklausul.

Det må imidlertid understreges, at fortolkningen af direktivets bestemmelser i sidste ende hører under EF-domstolen, som ved sine afgørelser vil kunne udvide eller begrænse betydningen af generalklausulen. Direktivets vage og elastiske begreber vil i lyset af samfundsudviklingen kunne gives et snævrere eller bredere indhold. For at der ikke på et senere tidspunkt skal kunne opstå tvivl om, hvorvidt direktivet er opfyldt, har Justitsministeriet derfor fundet det rigtigt at foreslå en særlig bestemmelse i aftaleloven (§ 38 c, stk. 1), hvorefter aftalelovens § 36, stk. 1, gælder uændret ved forbrugeraftaler, men hvor de retsvirkninger af urimelighed, som direktivet foreskriver - at et urimeligt vilkår ikke er bindende for forbrugeren, og at den øvrige del af aftalen så vidt muligt skal opretholdes uden ændringer - samtidig knyttes til direktivets regel om, hvornår et aftalevilkår er urimeligt. Der henvises til bemærkningerne nedenfor under pkt. 5.2.9.

5.2.7. Vejledende liste.

Til generalklausulen i direktivets art. 3 er knyttet et bilag. Det fremgår af art. 3, stk. 3, at bilaget indeholder en »vejledende og ikke-udtømmende liste over de kontraktvilkår, der kan betegnes som urimelige«. Listen er delt i to afsnit. I det første afsnit er der angivet 17 eksempler på vilkår, der kan være urimelige. I listens andet afsnit begrænses anvendelsen af nogle af eksemplerne i første afsnit, navnlig for så vidt angår finansielle tjenesteydelser.

Det følger af formuleringen af art. 3, stk. 3, at listen ikke indebærer nogen præcis forpligtelse for medlemsstaterne. De angivne vilkår behøver således ikke altid at være urimelige, ligesom andre vilkår end de angivne kan være urimelige. Hertil kommer, at den civilretlige vurdering af et aftalevilkår er konkret, mens bilagets eksempler på vilkår er generelt formulerede. Der benyttes uklare og brede begreber, hvis indhold under alle omstændigheder må fastlægges nærmere ved den konkrete bedømmelse af vilkår i de enkelte sager. Direktivet kan på denne baggrund ikke antages at forpligte medlemsstaterne til at medtage listen i gennemførelseslovgivningens tekst.

I forbindelse med udarbejdelsen af aftalelovens generalklausul blev der som nævnt ovenfor under pkt. 3.4 fra bl.a. Forbrugerkommissionens lovudvalg udtrykt betænkelighed ved på forhånd at binde retsanvendelsen ved at angive konkrete eksempler på generalklausulens anvendelse.

I den nordiske arbejdsgruppe har der på samme måde været betænkelighed ved at indføre direktivets liste i de respektive love. En sådan liste med uklart og generelt formulerede eksempler på vilkår, der - efter en konkret vurdering i de enkelte tilfælde - kan være urimelige, vil ikke give forbrugerne væsentlig vejledning. Endvidere vil der kunne opstå den misforståelse, at en sådan liste er udtømmende, således at vilkår, som ikke er nævnt i listen, bliver anset for rimelige.

Flere af de nordiske forbrugerombudsmænd har peget på, at en lovfæstelse af listen kan medføre, at rimelighedsbedømmelsen også efter den almindelige generalklausul i aftalelovens § 36 vil ske med udgangspunkt i listens eksempler. Dette ville i givet fald betyde, at det generelle niveau for forbrugerbeskyttelsen bliver lavere.

Justitsministeriet er enig i de anførte betænkeligheder, og man har derfor undladt at medtage listen i den foreslåede lovtekst.

Direktivets liste er som ovenfor nævnt vejledende ved bedømmelsen af, om et aftalevilkår er »kvalificeret« urimeligt. Det betyder i praksis, at der i tilfælde, som er omfattet af bilaget, må være en formodning for, at vilkåret er omfattet af den foreslåede § 38 c, stk. 1, i aftaleloven, hvis vilkåret ikke har været genstand for individuel forhandling.

5.2.8. Grundlaget for vurderingen af, om aftalevilkår er urimelige m.v.

Vurderingen af, om et aftalevilkår er urimeligt, skal efter direktivets art. 4, stk. 1, ske under hensyn til, hvilken type varer eller tjenesteydelser aftalen omfatter, og ved på tidspunktet for aftalens indgåelse at tage hensyn til alle omstændigheder i forbindelse med dens indgåelse samt til alle andre vilkår i aftalen eller i en aftale, som hænger sammen med denne.

Både efter aftalelovens § 36 og direktivets art. 4, stk. 1, skal der foretages en helhedsvurdering med udgangspunkt i forholdene på tidspunktet for aftalens indgåelse og med hensyntagen til hele kontraktens indhold.

Direktivets bestemmelse må imidlertid forstås således, at opregningen af, hvilke omstændigheder der kan tages hensyn til, er udtømmende. Det betyder, at man efter direktivet ikke kan tage hensyn til omstændigheder, som indtræffer efter aftalens indgåelse. Der skal således foretages en samlet vurdering af balancen mellem de involverede interesser på tidspunktet for aftalens indgåelse. Aftalelovens § 36 angiver derimod, at der ud over forholdene ved aftalens indgåelse og aftalens indhold skal tages hensyn til senere indtrufne omstændigheder, således at der foretages en samlet vurdering af balancen mellem de involverede interesser på det tidspunkt, hvor der bliver tale om at anvende aftalen. På dette punkt er der således forskel mellem § 36 og direktivets art. 4.

Det skyldes først og fremmest et ønske om at beskytte den svage part, at man efter aftalelovens § 36 skal tage hensyn til senere indtrufne omstændigheder. Det vil i de allerfleste tilfælde være til den svage parts fordel, at der tages hensyn til senere indtrufne omstændigheder. De nordiske regler er derfor i denne henseende mere forbrugerbeskyttende end direktivets regel.

Da der er tale om et minimumsdirektiv, jf. direktivets art. 8, må det antages, at det ikke er i strid med direktivet at inddrage senere indtrufne omstændigheder i rimelighedsbedømmelsen, såfremt inddragelsen i den konkrete situation er til fordel for forbrugeren, dvs. i tilfælde, hvor et vilkår, som oprindelig var rimeligt, efterfølgende er blevet urimeligt for forbrugeren.

Da direktivet som ovenfor nævnt har til formål at beskytte forbrugerne mod aftalevilkår, der er urimelige for forbrugerne, kan det heller ikke anses for at være i strid med direktivet at inddrage senere indtrufne omstændigheder med den virkning, at et vilkår, der oprindelig var rimeligt, bedømmes som urimeligt for den erhvervsdrivende.

Det vil derimod ikke være foreneligt med direktivet, hvis inddragelsen af senere indtrufne omstændigheder medfører, at den pågældende domstol undlader at tilsidesætte eller ændre et vilkår, som oprindelig var urimeligt for forbrugeren. Da de gældende regler ikke udelukker muligheden herfor, foreslås det, at der indføres en bestemmelse om, at senere indtrufne omstændigheder ikke må tages i betragtning til skade for forbrugeren med den virkning, at et aftalevilkår ikke tilsidesættes eller ændres, jf. den foreslåede nye § 38 c, nr. 1.

I den nordiske arbejdsgruppe har der været enighed om den anførte forståelse af direktivet.

Endvidere foreslås det som en præcisering, at vurderingen af, om et aftalevilkår er urimeligt, også kan omfatte vilkår i en anden aftale, som hænger sammen med den aftale, der skal vurderes. Sådanne tilknyttede aftaler må allerede efter gældende ret antages at skulle inddrages i vurderingen, men præciseringen foreslås, for at der ikke skal kunne være tvivl om, at direktivet er opfyldt også på dette punkt.

Direktivet indeholder i art. 4, stk. 2, en undtagelse fra reglerne om urimelige aftalevilkår. Efter denne bestemmelse omfatter vurderingen af, om et aftalevilkår er urimeligt, »hverken definitionen af aftalens hovedgenstand eller overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor, for så vidt disse vilkår er affattet klart og forståeligt«.

Aftalelovens § 36 indeholder ikke en tilsvarende begrænsning. Justitsministeriet har ikke fundet grundlag for at foreslå en bestemmelse svarende til artikel 4, stk. 2. En sådan bestemmelse ville forringe forbrugerbeskyttelsen i forhold til gældende ret. I den nordiske arbejdsgruppe har der været enighed om denne opfattelse.

5.2.9. Retsvirkningen af, at et aftalevilkår er urimeligt.

Efter art. 6, stk. 1, skal medlemsstaterne fastsætte, at urimelige aftalevilkår i en aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, i henhold til national lovgivning ikke binder forbrugeren, og at aftalen forbliver bindende for parterne på i øvrigt samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige aftalevilkår.

Efter aftalelovens § 36 kan domstolene tilsidesætte en aftale helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Efter lovforslagets § 1, nr. 1, får domstolene endvidere mulighed for at ændre en urimelig aftale. Det er overladt til domstolenes skøn at afgøre, i hvilket omfang en aftale skal tilsidesættes eller ændres. Fuldstændig tilsidesættelse af en aftale efter aftalelovens § 36 kommer på tale, hvis det urimelige vilkår har væsentlig betydning for hele aftalen. Efter direktivet er det overladt til medlemsstaterne inden for visse grænser at fastlægge den præcise retsvirkning af, at der i en aftale findes et eller flere urimelige aftalevilkår. Bestemmelsens ordlyd, hvorefter medlemsstaterne skal fastsætte, at et urimeligt aftalevilkår »ikke binder« forbrugeren, kan således både forstås på den måde, at et urimeligt vilkår altid skal tilsidesættes, og på den måde, at et urimeligt vilkår ikke skal gælde over for forbrugeren efter sit indhold, dvs. at vilkåret skal ændres eller tilsidesættes.

Direktivets bestemmelse om, at den øvrige del af aftalen skal gælde uændret, hvis den kan opretholdes »uden de urimelige vilkår«, kan umiddelbart synes at støtte den forståelse af direktivet, at et urimeligt aftalevilkår altid skal tilsidesættes.

Imidlertid er formålet med direktivet som ovenfor nævnt at beskytte forbrugerne mod urimelige aftalevilkår. Det er ikke til forbrugernes fordel, hvis urimelige vilkår altid skal tilsidesættes, idet dette i visse tilfælde vil medføre, at en aftale, der i øvrigt er fordelagtig for forbrugeren, ikke kan opretholdes, fordi det pågældende vilkår er helt afgørende for aftalen. Som eksempel herpå kan nævnes en kreditaftale med et vilkår om, at lånet skal og kun kan tilbagebetales på tidspunkter, som bestemmes af långiver. En tilsidesættelse af dette vilkår vil medføre, at låneaftalen ikke kan opretholdes. Dette er næppe til forbrugerens fordel, idet forbrugeren så må søge at låne pengene et andet sted. Det ville være mere hensigtsmæssigt for forbrugeren at få ændret afdragsvilkåret, således at tidspunkterne for afdragenes betaling blev fastlagt i aftalen. Hermed ville kreditaftalen i øvrigt kunne opretholdes.

Direktivbestemmelsen kan på denne baggrund ikke antages at være til hinder for, at medlemsstaternes lovgivning åbner mulighed for helt eller delvis at ændre en urimelig aftale.

I direktivet stilles der som nævnt krav om, at aftalen skal forblive bindende for parterne på i øvrigt samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden det urimelige aftalevilkår. Det betyder, at kun den del af en aftale, som er urimelig, kan ændres eller tilsidesættes, mens de øvrige vilkår skal opretholdes uændret, hvis dette er muligt. På dette punkt adskiller direktivets regel om retsvirkningen af urimelighed sig fra aftalelovens § 36.

Det foreslås på denne baggrund, at der i aftaleloven indføjes en bestemmelse svarende til direktivets art. 6, stk. 1, om retsvirkningen af urimelighed, jf. den foreslåede nye § 38 c, stk. 1. For at udelukke tvivl om, at direktivet er opfyldt fuldt ud, jf. bemærkningerne herom ovenfor i pkt. 5.2.6, foreslås bestemmelsen udformet på følgende måde: Et vilkår i en forbrugeraftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis i medfør af såvel reglen i aftalelovens § 36, stk. 1, som direktivets regel om, hvornår et aftalevilkår er urimeligt. Hvis vilkåret er omfattet af direktivets regel om, hvornår et aftalevilkår er urimeligt, gælder tillige den særlige retsvirkning, at forbrugeren kan kræve de øvrige vilkår i aftalen opretholdt uændret, hvis dette er muligt.

Det foreslås, at den nye bestemmelse skal gælde for alle vilkår i forbrugeraftaler, uanset om vilkårene har været genstand for individuel forhandling, jf. herved bemærkningerne ovenfor i pkt. 5.2.5.

I den nordiske arbejdsgruppe har man været enige om den anførte forståelse af bestemmelsen i direktivets art. 6, stk. 1.

5.2.10. Fortolkningsregel.

Efter direktivets art. 5 skal skriftlige vilkår, der »tilbydes« forbrugeren - dvs. vilkår, som er udarbejdet på forhånd af den erhvervsdrivende eller f.eks. af dennes brancheorganisation - altid være udarbejdet på en klar og forståelig måde. Hvis der opstår tvivl om betydningen af et vilkår - hvad enten vilkåret er mundtligt eller skriftligt - skal den fortolkning gælde, som er mest gunstig for forbrugeren.

Her i landet er der i den retsvidenskabelige teori bl.a. opstillet den fortolkningsregel, at uklare eller upræcise aftalevilkår fortolkes imod affatteren eller den sagkyndige part - den såkaldte uklarhedsregel, jf. ovenfor under pkt. 3.3.

Der er mange eksempler på retsafgørelser, hvor resultatet har været i overensstemmelse med uklarhedsreglen. I retspraksis er der dog også eksempler på, at konkrete fortolkningsmomenter har ført til et andet resultat, således at uklarhedsreglen ikke er slået igennem. Det har i teorien været drøftet, om uklarhedsreglen kan siges at være en del af gældende ret, eller om retspraksis snarere viser, at fortolkning sker efter almindelige rimelighedssynspunkter.

En uklarhedsregel svarende til direktivets art. 5 har på denne baggrund næppe tilstrækkelig støtte i dansk ret til at opfylde direktivets krav til national lovgivning. Det foreslås derfor, at der med henblik på opfyldelse af direktivet indføres en sådan fortolkningsregel i aftaleloven, jf. den foreslåede nye § 38 b, stk. 1.

Repræsentanterne fra Finland, Norge og Sverige har i den nordiske arbejdsgruppe tilkendegivet, at de på tilsvarende måde vil foreslå, at direktivets fortolkningsregel indføres i de respektive love.

Som nævnt ovenfor under pkt. 5.2.5 har der under den nordiske arbejdsgruppes drøftelser været betænkelighed ved direktivets fortolkningsregel. Det skyldes, at reglen er unuanceret. Med reglen tages der ikke hensyn til de andre indarbejdede og velbegrundede fortolkningsregler, som anvendes i de nordiske lande. En ensidig anvendelse af uklarhedsreglen vil kunne vanskeliggøre den fleksible retsanvendelse, som aftalelovens § 36 og de ulovfæstede fortolkningsregler hidtil har givet mulighed for.

I den nordiske arbejdsgruppe har der været enighed om, at fortolkningsreglen alene bør gælde for aftalevilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling, således som direktivet stiller krav om. Hvis reglen også skulle gælde ved fortolkningen af individuelt forhandlede vilkår, ville selv vilkår, som er udarbejdet af forbrugeren i dennes interesse, skulle fortolkes til forbrugerens fordel.

Efter forslaget gælder fortolkningsreglen, uanset om et vilkår er skriftligt eller mundtligt. Fortolkningsreglen drejer sig ikke om, hvordan ordlyden af et mundtligt vilkår bevismæssigt skal fastlægges.

5.2.11. Beskyttelse mod visse lovvalgsklausuler.

Medlemsstaterne skal efter direktivets art. 6, stk. 2, træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at forbrugeren ikke berøves direktivets beskyttelse mod urimelige aftalevilkår, såfremt et tredjelands lovgivning vælges som gældende lov for aftalen, når denne aftale har nær tilknytning til EU-medlemsstaternes område.

For at sikre, at direktivets art. 6, stk. 2, er opfyldt i dansk ret, foreslås det, at der indføres en bestemmelse om beskyttelse af forbrugerne mod visse lovvalgsklausuler, jf. den foreslåede nye § 38 d i aftaleloven.

Som nævnt ovenfor under pkt. 5.2.1 er direktivet omfattet af EØS-aftalen, således at alle Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområdes medlemslande har pligt til at gennemføre direktivet. Direktivbestemmelsen forudsætter efter sit indhold, at det uden den pågældende lovvalgsbestemmelse ville være et EU-lands (EØS- lands) lovgivning om urimelige aftalevilkår, der gjaldt for aftalen. På denne baggrund foreslås bestemmelsen udformet således, at forbrugerne beskyttes mod lovvalgsaftaler, der henviser til lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være et EØS-lands lovgivning om urimelige aftalevilkår, der gjaldt for aftalen, og såfremt forbrugeren som følge af lovvalgsaftalen ville få en ringere beskyttelse mod urimelige aftalevilkår.

Beskyttelsen skal efter forslaget gælde i forhold til alle aftalevilkår i en aftale, uanset om disse har været genstand for individuel forhandling eller ej. I tilfælde, hvor en aftale indeholder både individuelt forhandlede og ikke-individuelt forhandlede vilkår, kunne domstolene i modsat fald blive nødt til at anvende flere landes lovgivninger om urimelige aftalevilkår på den samme aftale.

I den nordiske arbejdsgruppe har Sverige og Norge tilkendegivet at ville lægge tilsvarende synspunkter til grund.

Den foreslåede bestemmelse begrænser alene virkningerne af parternes lovvalg og ændrer ikke de internationalt privatretlige regler om, hvilket lands lov der gælder for en aftale, herunder reglerne i EU,s konvention om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser (Rom-konventionen).

6. Økonomiske og administrative konsekvenser.

De foreslåede regler skønnes ikke at ville medføre økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning for det offentlige eller at have nævneværdige erhvervsøkonomiske konsekvenser. Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

7. Høring.

Et udkast til dette lovforslag har været til høring hos følgende organisationer m.v.

Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Assurandør-Societetet, Danmarks Rejsebureau Forening, Dansk Detail Kreditråd, Dansk Postordreforening, Dansk Handel og Service, Dansk Automobilhandlerforening, Dansk Industri, Danske Finansieringsselskabers Forening, Danske Dagblades Forening, Danske Investeringsforeningers Fællesrepræsentation, De Samvirkende Købmandsforeninger i Danmark, Den Danske Forlæggerforening, Den Danske Boghandlerforening, Finansrådet, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Handelskammeret, Håndværksrådet, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, Liberale Erhvervs Råd, Landsforeningen Loyal Handel, Landsforeningen for Erhvervsinteresser, Realkreditrådet, Den Danske Dommerforening, Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Præsidenterne for retterne i Ålborg, Odense, Roskilde, København og Århus, Dommerfuldmægtigforeningen, Dansk Ejendomsmæglerforening.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1.

Efter forslaget bliver der mulighed for, at domstolene helt eller delvis kan ændre en urimelig aftale.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.1.

Det forudsættes, at der udvises særlig tilbageholdenhed med at ændre aftalevilkår i rene erhvervsforhold, hvor aftalen bl.a. bygger på økonomiske og risikomæssige overvejelser m.v.

Til nr. 2.

Det foreslås, at der til gennemførelse af direktivet om urimelige aftalevilkår indføjes et særligt kapitel om forbrugeraftaler i aftaleloven. Aftalelovens § 36 suppleres af de nye regler i dette kapitel.

Hovedretningslinjerne for udformningen af de enkelte bestemmelser er fastlagt i en arbejdsgruppe med embedsmænd fra de nordiske lande. I arbejdsgruppen har der været enighed om, at generalklausulen i aftalelovens § 36 og de tilsvarende bestemmelser i de øvrige nordiske lande ikke bør ændres, og at gennemførelsen af direktivet bør ske ved særskilte regler. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.1.

Til § 38 a.

I stk. 1 bestemmes det, at det nye kapitel ligesom direktivet finder anvendelse på forbrugeraftaler. Det foreslåede kapitel har dog et videre anvendelsesområde end direktivet, som kun gælder for de vilkår i en forbrugeraftale, der ikke har været genstand for individuel forhandling, jf. direktivets art. 3, stk. 1. Denne begrænsning i reglernes anvendelsesområde foreslås alene indføjet i den foreslåede § 38 b, som gennemfører direktivets særlige fortolkningsregel. Reglerne i kapitlet finder anvendelse både på aftaler i deres helhed og på enkelte vilkår i en aftale.

I stk. 2, 1. pkt. , defineres en forbrugeraftale. Efter forslaget finder kapitlets bestemmelser anvendelse på aftaler, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Denne del af bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets art. 2 og er formuleret under hensyn til den erklæring, som Rådet og Kommissionen afgav i forbindelse med vedtagelse af den fælles holdning, jf. de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.3.

Med en enkelt undtagelse er der ikke tilsigtet nogen realitetsændring i forhold til det hidtidige danske forbrugeraftalebegreb.

Undtagelsen drejer sig om, hvorvidt den erhvervsdrivende vidste eller burde vide, at den anden part var forbruger. Den foreslåede nye regel medfører, at der ved afgørelsen af, om der er tale om en forbrugeraftale, som udgangspunkt ikke kan lægges vægt på, om den erhvervsdrivende vidste eller burde vide, at den anden part var forbruger. Efter direktivet kan der ikke stilles krav herom. Det betyder dog ikke, at man i ethvert tilfælde skal se bort fra, hvad den erhvervsdrivende vidste om den anden parts formål med aftalen. Viser det sig, at den erhvervsdrivende ved aftalens indgåelse er blevet vildledt til at tro, at modparten handlede hovedsagelig i sit erhverv, vil kapitlets bestemmelser næppe finde anvendelse.

Kapitlets bestemmelser er ikke til hinder for, at en erhvervsdrivende påberåber sig, at en aftale er urimelig for denne, jf. de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.4.

Efter stk. 2, 2. pkt. , har den erhvervsdrivende bevisbyrden for, at en aftale ikke er en forbrugeraftale. En tilsvarende regel findes i andre civilretlige forbrugerbeskyttelseslove, jf. f.eks. lov om visse forbrugeraftaler § 1, stk. 3.

Efter stk. 3 anses aftaler, som indgås eller formidles for den ene part af en erhvervsdrivende, også som forbrugeraftaler. En sådan regel findes tilsvarende i anden civilretlig forbrugerbeskyttelseslovgivning, jf. f.eks. købelovens § 4a, stk. 2.

Den erhvervsdrivende skal have optrådt aktivt i forbindelse med aftalens indgåelse. Reglen omfatter således ikke tilfælde, hvor den erhvervsdrivende alene har formidlet en kontakt mellem parterne.

Til § 38 b.

Der foreslås en fortolkningsregel, som svarer til den i teorien opstillede uklarhedsregel . Opstår der tvivl om betydningen af aftaledokumenter og andre tilkendegivelser fra parterne, som skal lægges til grund for bestemmelsen af aftalens indhold og retsvirkninger, skal aftalen på det pågældende punkt fortolkes på den måde, som er mest gunstig for forbrugeren. Fortolkningsreglen finder anvendelse både på mundtlige og skriftlige aftaler.

Den foreslåede regel skal anvendes, når det efter inddragelse af alle fortolkningsmomenter er tvivlsomt, hvordan et aftalevilkår skal forstås og dermed hvilken betydning det har. Er aftalens ordlyd utvetydig, gælder bestemmelsen ikke. En aftales forståelse er tvivlsom, når aftalens ordlyd giver mulighed for flere forskellige opfattelser af indholdet, og der ikke findes andre fortolkningsmomenter, som kan fjerne denne tvivl. Dette gælder både i tilfælde, hvor der overhovedet ikke findes andre fortolkningsmomenter, og i tilfælde, hvor de tilgængelige fortolkningsmomenter ikke fjerner den opståede tvivl. Er parterne enige om indholdet af aftalen, eksisterer der ikke nogen tvivl, og parternes forståelse af aftalen kan lægges til grund uden anvendelse af fortolkningsreglen.

Man kan forestille sig, at flere fortolkninger er mulige efter aftalens ordlyd, men at den fortolkning, som er mest gunstig for forbrugeren, efter inddragelse af alle fortolkningsmomenter er fjerntliggende. Hvis en anden mulig fortolkning er nærliggende, vil der ikke foreligge en sådan tvivl, som nævnes i bestemmelsen. En alternativ fortolkning må, selv om den rent sprogligt er mulig, have en vis føje for sig, for at der kan antages at foreligge en sådan tvivl, som nævnes i den foreslåede bestemmelse. Fortolkningsreglen medfører således ikke, at domstolene i et tilfælde som det nævnte skal vælge den fjerntliggende fortolkningsmulighed fremfor den nærliggende.

Kan der være tvivl om, hvilken fortolkning der er gunstigst for forbrugeren, må man lægge til grund, at det er den fortolkning, som forbrugeren påberåber sig.

Hvis forståelsen af en forbrugeraftale er tvivlsom, gælder den lovfæstede fortolkningsregel forud for andre, ulovfæstede fortolkningsregler.

Det foreslås, at fortolkningsreglen alene skal gælde ved fortolkningen af aftalevilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling. Bestemmelsen omfatter ikke kun standardvilkår, men også vilkår, som er udarbejdet af den erhvervsdrivende med henblik på brug i en enkeltstående aftale, såfremt vilkåret ikke har været genstand for individuel forhandling. Et aftalevilkår skal altid anses for ikke at have været genstand for individuel forhandling, når det er udarbejdet på forhånd, og forbrugeren derved ikke har haft nogen indflydelse på indholdet. Den omstændighed, at et enkelt vilkår i aftalen eller visse elementer i et aftalevilkår har været genstand for individuel forhandling, udelukker ikke anvendelsen af bestemmelsen på resten af den pågældende aftale.

Efter stk. 2 skal skriftlige aftaler, der tilbydes forbrugeren, altid være udarbejdet på en klar og forståelig måde. Bestemmelsen foreslås ikke sanktioneret i aftaleloven på anden måde end den, der følger af fortolkningsreglen i stk. 1.

Den foreslåede § 38 b tilsigter at gennemføre direktivets art. 5, jf. artikel 3. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.5. og 5.2.10.

Til § 38 c.

Det foreslås, at aftalelovens § 36 skal gælde for forbrugeraftaler med de tilføjelser og ændringer, som følger af den foreslåede bestemmelses stk. 1 og 2.

Direktivets generalklausul indeholder to elementer, som er mere forbrugerbeskyttende end § 36. Det drejer sig for det første om bestemmelsen i direktivets artikel 4, stk. 1, hvorefter man ikke kan inddrage senere indtrufne omstændigheder i rimelighedsbedømmelsen til skade for forbrugeren. For det andet drejer det sig om retsvirkningen af, at et aftalevilkår bedømmes som urimeligt. Efter direktivet skal den øvrige del af aftalen i så fald gælde uden andre ændringer, hvis det er muligt at opretholde den uden de urimelige aftalevilkår. § 36 må derfor suppleres på disse to punkter.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.6, må direktivets generalklausul antages at dreje sig om mere kvalificerede tilfælde af urimelighed. For at et aftalevilkår er urimeligt i medfør af direktivet, skal det således både stride mod »kravene til god tro« og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren. Den endelige fortolkning af den direktivbestemte generalklausul hører imidlertid under EF-domstolen, som ved sin praksis vil kunne give denne generalklausul et andet indhold end forudsat her. Ved forbrugeraftaler må den direktivbestemte generalklausul derfor gælde ved siden af aftalelovens § 36.

I stk. 1 slås det i 1. pkt. fast, at aftalelovens § 36 gælder uændret ved forbrugeraftaler. 2. og 3. pkt. indeholder direktivets regel om, hvornår et aftalevilkår er urimeligt, og fastlægger retsvirkningerne af, at et aftalevilkår er omfattet af den direktivbestemte generalklausul.

Det fremgår af præamblen til direktivet, at der ved vurderingen af klausulens første led (kravene til god tro) især skal tages hensyn til styrkeforholdet i parternes forhandlingspositioner, til, om forbrugeren på den ene eller anden måde er blevet tilskyndet til at give sin tilslutning til aftalevilkåret, og til, om varerne eller tjenesteydelserne er solgt eller leveret på forbrugerens særlige bestilling. Den erhvervsdrivende kan ifølge præamblen opfylde kravet i første led ved at handle loyalt og rimeligt med den anden part, hvis legitime interesser han skal tage hensyn til.

Ved gennemførelsen af direktivets generalklausul har Justitsministeriet valgt ikke at anvende udtrykket »god tro«, som har en helt anden betydning i dansk ret, og som derfor ikke ville give retsanvendelsen nogen som helst vejledning. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 5.2.6.

Det foreslås i stedet at bruge udtrykket »hæderlig forretningsskik«, der i højere grad rammer det centrale i præamblens bemærkninger om forståelsen af direktivets udtryk »god tro«, jf. ovenfor. Justitsministeriet har endvidere lagt vægt på at anvende et udtryk, der ikke i øvrigt er brugt i lovgivningen, dels fordi der er tale om at gennemføre en direktivbestemmelse, hvis endelige fortolkning hører under EF-Domstolen, dels fordi det herved markeres, at rimelighedsvurderingen efter direktivets generalklausul hverken er sammenfaldende med vurderingen efter aftalelovens § 36 eller efter markedsføringslovens regel om »god markedsføringsskik«.

Direktivets bilag indeholder en vejledende og ikke- udtømmende liste over aftalevilkår, der kan være urimelige efter den direktivbestemte generalklausul. Der er en formodning for, at vilkår, som er anført på listen, er omfattet af den direktivbestemte generalklausul, hvis vilkåret ikke har været genstand for individuel forhandling. Der kan ikke sluttes modsætningsvis fra listens indhold på den måde, at vilkår anses for rimelige, hvis de ikke er omfattet af listen.

Den foreslåede bestemmelse medfører for det første, at et aftalevilkår i en forbrugeraftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre det gældende, jf. aftalelovens § 36, stk. 1, eller hvis det vil være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre vilkåret gældende.

Bestemmelsen medfører for det andet, at forbrugeren i tilfælde, hvor det vil være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, jf. ovenfor, kan kræve, at aftalen efter tilsidesættelse eller ændring af det pågældende vilkår herefter skal gælde uden andre ændringer, hvis det er muligt at opretholde resten af aftalen uden det vilkår, som er blevet ændret eller tilsidesat.

Den særlige retsvirkning af, at et vilkår er omfattet af direktivets generalklausul, bliver således, at der kun kan ske ændring eller tilsidesættelse af andre vilkår end det, som er urimeligt, hvis der er tale om vilkår, som ikke kan adskilles fra det urimelige vilkår. Dette er en ændring i forhold til aftalelovens § 36, hvorefter domstolene efter et frit skøn også kan ændre eller tilsidesætte andre vilkår i aftalen, således at det samlede resultat bliver afbalanceret. Med den nye regel vil forbrugeren i visse tilfælde i praksis blive stillet bedre end efter aftalelovens § 36, og den erhvervsdrivende vil blive stillet tilsvarende ringere.

I stk. 2 præciseres det, at der ved vurderingen af de forhold og omstændigheder, som er nævnt i aftalelovens § 36, stk. 2, kan tages hensyn til vilkår i en anden aftale, som hænger sammen med den aftale, der bedømmes. Det bestemmes endvidere, at der ikke kan tages hensyn til senere indtrufne omstændigheder, hvis virkningen heraf vil være, at et aftalevilkår, som oprindelig var urimeligt for forbrugeren, bliver anset for rimeligt.

Ved bedømmelsen af en forbrugeraftale skal der således tages hensyn til de forhold og omstændigheder, der er nævnt i § 36, stk. 2, - herunder vilkår i andre aftaler, der hænger sammen med den pågældende aftale. Senere indtrufne omstændigheder kan dog kun tages i betragtning, hvis en aftale, der oprindelig var rimelig, efterfølgende er blevet urimelig for forbrugeren eller den erhvervsdrivende.

Når det i den foreslåede bestemmelse er anført, at man ved bedømmelsen af en aftale også kan tage hensyn til vilkår i en anden aftale, er der som ovenfor nævnt alene tale om en præcisering af gældende ret. Den anden aftale behøver ikke at være indgået mellem de samme aftaleparter.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.8.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter sammen med bestemmelsen i den foreslåede § 38 a, stk. 1, at gennemføre direktivets art. 3, stk. 1, sammenholdt med artikel 4, stk. 1, og artikel 6, stk. 1. Justitsministeriet har ikke fundet grundlag for at begrænse bestemmelsens anvendelsesområde på den måde, som fremgår af art. 4, stk. 2.

Til § 38 d.

Det foreslås at beskytte forbrugerne mod visse lovvalgsklausuler, hvorefter lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) skal finde anvendelse på aftalen. Beskyttelsen mod sådanne klausuler gælder, hvis det pågældende tredjelands lovgivning om urimelige aftalevilkår ikke indeholder en ligeså omfattende beskyttelse mod sådanne vilkår, som lovgivningen i det EØS-land, hvis lovgivning herom ellers skulle gælde i medfør af de internationalt privatretlige regler.

EØS omfatter Den Europæiske Unions medlemsstater samt Finland, Island, Norge, Sverige, Lichtenstein og Østrig.

Der er ikke tale om en egentlig lovvalgsregel, idet bestemmelsen bygger på princippet om frit lovvalg. Den foreslåede bestemmelse tilsigter alene at afbøde visse uheldige virkninger af det frie lovvalg. Den beskyttelse, bestemmelsen giver forbrugerne, er alene en beskyttelse mod lovvalgsklausuler. Bestemmelsen ændrer ikke ved de almindelige internationalt privatretlige regler, som afgør, hvilket lands lovgivning der skal finde anvendelse på en aftale, jf. herved navnlig reglerne i den såkaldte Rom-konvention, der er gennemført her i landet ved lov om gennemførelse af konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser m.v.

Bestemmelsen finder anvendelse i forhold til alle forbrugeraftaler, når der rejses spørgsmål om ændring eller tilsidesættelse af urimelige aftalevilkår.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets art. 6, stk. 2. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 5.2.11.

Til §§ 2-6

Det foreslås at ændre definitionen af en forbrugeraftale i anden civilretlig lovgivning samt i lov om omsætning af fast ejendom, der henhører under Erhvervsministeriet, således at der fortsat gælder en ensartet definition i de forskellige forbrugerbeskyttelseslove.

I de almindelige bemærkninger er der redegjort nærmere for udformningen af den definition af en forbrugeraftale, som foreslås indføjet i aftaleloven, jf. pkt. 5.2.3. Som det fremgår heraf, adskiller den foreslåede definition sig sprogligt og på et enkelt punkt også indholdsmæssigt fra den definition, der hidtil har været brugt i den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning m.v. her i landet. Den indholdsmæssige afvigelse består i, at det efter den foreslåede definition i aftaleloven ikke er en betingelse for at anse en aftale for en forbrugeraftale, at den erhvervsdrivende vidste eller burde vide, at den anden part var forbruger. Direktivet om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler åbner ikke mulighed for at stille denne subjektive betingelse, det såkaldte synbarhedskrav.

Det vil kunne skabe retsusikkerhed, såfremt der ikke fortsat anvendes en ensartet definition af en forbrugeraftale i lovgivningen. Ved fastlæggelsen af en ensartet definition har Justitsministeriet lagt vægt på, at aftaleloven er den generelle lov på området, og at den forbrugerdefinition, som anvendes i direktivet om urimelige kontraktvilkår, må forventes at blive anvendt også i fremtidige direktiver på forbrugerbeskyttelsesområdet.

På denne baggrund foreslås det at ændre definitionen af en forbrugeraftale i købeloven, kreditaftaleloven, renteloven og lov om visse forbrugeraftaler, således at en forbrugeraftale i disse love ligesom i aftaleloven defineres som en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Der foreslås endvidere en ændring af lov om omsætning af fast ejendom, således at synbarhedskravet udgår af bestemmelsen i denne lovs § 1, stk. 3.

Udover ændringen vedrørende synbarhedskravet er der ikke med den foreslåede formulering tilsigtet nogen realitetsændring i forhold til det hidtidige danske forbrugeraftalebegreb. Hvis en erhvervsdrivendes ydelse hovedsagelig er bestemt til erhvervsmæssig anvendelse for den anden part, vil der således også være tale om, at den anden part hovedsagelig handler som led i sit erhverv. Det bemærkes herved, at erhvervet ikke behøver at være den pågældendes hovederhverv eller sædvanlige erhverv.

Med hensyn til synbarhedskravet indebærer den foreslåede ændring af definitionen, at der ved afgørelsen af, om en aftale er en forbrugeraftale, som udgangspunkt ikke kan lægges vægt på, om den erhvervsdrivende vidste eller burde vide, at den anden part hovedsagelig handlede uden for sit erhverv, jf. herved bemærkningerne ovenfor til den foreslåede § 38 a i aftaleloven.

Eftersom synbarhedskravet udgår, er der med den foreslåede ændring tale om en udvidelse af forbrugeraftalebegrebet. Efter Justitsministeriets opfattelse vil den praktiske betydning heraf dog være forholdsvis begrænset på grund af den bevisbyrde, der efter de gældende regler påhviler en erhvervsdrivende. Bevisbyrdereglen - der ikke foreslås ændret - går ud på, at den erhvervsdrivende skal bevise, at en aftale ikke er en forbrugeraftale. Efter de gældende regler er det således bl.a. op til den erhvervsdrivende at godtgøre, at den erhvervsdrivende hverken vidste eller burde vide, at den anden part var forbruger. Denne bevisbyrde kan efter omstændighederne være vanskelig at løfte.

Med hensyn til den foreslåede ændring af lov om visse forbrugeraftaler bemærkes, at 2. pkt. i denne lovs § 1, stk. 2, hvor det præciseres, at en aftale om at udføre arbejde for en erhvervsdrivende ikke anses for en forbrugeraftale, udgår som overflødig. Den foreslåede formulering, hvorefter den anden part anses som forbruger, hvis den pågældende hovedsagelig »handler uden for sit erhverv«, gør det tilstrækkeligt klart, at arbejdskontrakter ikke er forbrugeraftaler.

Til § 7

Bestemmelsen indeholder reglerne om lovens ikrafttræden.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 1995, som er direktivets gennemførelsesfrist. De nye bestemmelser finder fra denne dato anvendelse både på aftaler, som er indgået på dette tidspunkt, og på aftaler, som indgås herefter. Tilsvarende gjaldt ved indførelsen af aftalelovens § 36.

I stk. 2 gøres der en undtagelse, idet det foreslås, at fortolkningsreglen i aftalelovens § 38 b som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 2, samt lovforslagets §§ 2-6, ikke finder anvendelse på aftaler, som er indgået før lovens ikrafttræden. Det er således kun den nye formulering af § 36, stk. 1, samt de nye bestemmelser i § 38 a og §§ 38 c og d, der finder anvendelse på aftaler, som er indgået før lovens ikrafttræden.

Til § 8

Det foreslås, at loven ved kongelig anordning kan sættes i kraft i Grønland og Færøerne.

II

(Retsakter hvis offentliggørelse ikke er obligatorisk)

RÅDET

RÅDETS DIREKTIV 93/13/EØF

af 5. april 1993

om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

§ 36. En aftale kan tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Det samme gælder ved andre retshandler.

Stk. 2. Ved afgørelsen efter stk. 1 tages hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder.

§ 38 a. Bestemmelserne i dette kapitel finder anvendelse på forbrugeraftaler, herunder vilkår i forbrugeraftaler.

Stk. 2. Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale ikke er en forbrugeraftale.

Stk. 3. Som forbrugeraftale anses under i øvrigt samme betingelser som nævnt i stk. 2 endvidere en aftale, som er indgået eller formidlet for den ene part af en erhvervsdrivende.

§ 38 b. Opstår der tvivl om forståelsen af en aftale, og har det pågældende aftalevilkår ikke været genstand for individuel forhandling, fortolkes vilkåret på den måde, som er mest gunstig for forbrugeren. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at et aftalevilkår har været genstand for individuel forhandling.

Stk. 2. En skriftlig aftale, der tilbydes forbrugeren, skal af den erhvervsdrivende være udarbejdet på en klar og forståelig måde.

§ 38 c. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 1. Såfremt det vil være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, gælder de i § 36, stk. 1, nævnte retsvirkninger også, idet forbrugeren dog i så fald kan kræve, at den øvrige del af aftalen skal gælde uden ændringer, hvis dette er muligt.

Stk. 2. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 2, med den ændring, at der ikke ved bedømmelsen af de forhold og omstændigheder, som er nævnt i § 36, stk. 2, herunder vilkår i andre aftaler, som hænger sammen med den pågældende aftale, kan tages hensyn til senere indtrufne omstændigheder til skade for forbrugeren med den virkning, at aftalen ikke kan tilsidesættes eller ændres.

§ 38 d. Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen, gælder en sådan bestemmelse ikke i spørgsmål om regler om urimelige aftalevilkår. Dette gælder dog kun, hvis det uden bestemmelsen ville være lovgivningen herom i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, der gjaldt for aftalen, og hvis denne lovgivning giver forbrugeren en bedre beskyttelse mod urimelige aftalevilkår.«

§ 38 a. Bestemmelserne i dette kapitel finder anvendelse på forbrugeraftaler, herunder vilkår i forbrugeraftaler.

Stk. 2. Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale ikke er en forbrugeraftale.

Stk. 3. Som forbrugeraftale anses under i øvrigt samme betingelser som nævnt i stk. 2 endvidere en aftale, som er indgået eller formidlet for den ene part af en erhvervsdrivende.

§ 38 b. Opstår der tvivl om forståelsen af en aftale, og har det pågældende aftalevilkår ikke været genstand for individuel forhandling, fortolkes vilkåret på den måde, som er mest gunstig for forbrugeren. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at et aftalevilkår har været genstand for individuel forhandling.

Stk. 2. En skriftlig aftale, der tilbydes forbrugeren, skal af den erhvervsdrivende være udarbejdet på en klar og forståelig måde.

§ 38 c. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 1. Såfremt det vil være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, gælder de i § 36, stk. 1, nævnte retsvirkninger også, idet forbrugeren dog i så fald kan kræve, at den øvrige del af aftalen skal gælde uden ændringer, hvis dette er muligt.

Stk. 2. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 2, med den ændring, at der ikke ved bedømmelsen af de forhold og omstændigheder, som er nævnt i § 36, stk. 2, herunder vilkår i andre aftaler, som hænger sammen med den pågældende aftale, kan tages hensyn til senere indtrufne omstændigheder til skade for forbrugeren med den virkning, at aftalen ikke kan tilsidesættes eller ændres.

§ 38 d. Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen, gælder en sådan bestemmelse ikke i spørgsmål om regler om urimelige aftalevilkår. Dette gælder dog kun, hvis det uden bestemmelsen ville være lovgivningen herom i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, der gjaldt for aftalen, og hvis denne lovgivning giver forbrugeren en bedre beskyttelse mod urimelige aftalevilkår.«

Kapitel IV bliver herefter kapitel V.

(* 1) Gennemførelse af Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, EF- Tidende L 95 s. 29ff.

Nr LSF 27

Forslag til Lov om ændring af lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område og visse andre love (* 1) (Urimelige aftalevilkår i visse forbrugeraftaler m.v.)

Fremsat af justitsministeren (Bjørn Westh)

den 26. oktober 1994

Vedtaget ved tredjebehandling den 16. december 1994

Lov nr. 1098 af 21/12/1994