1994 LSF 21 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF OPHAVSRETSLOVEN

Bilag 1

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser,

der berøres af lovforslaget

§ 1

I lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker, jf. lovbekendtgørelse nr. 714 af 8. september 1993, som ændret ved § 8 i lov nr. 449 af 30. juni 1993, affattes § 54, stk. 2, således

»Stk. 2. Nægter et radio- eller fjernsynsforetagende uden rimelig grund at give samtykke til, at dets udsendelser samtidig og uden ændringer fordeles over kabelanlæg, eller tilbydes en sådan fordeling på urimelige vilkår, kan det i stk. 1 omtalte nævn på begæring meddele den fornødne tilladelse og fastsætte nærmere vilkår herfor. Afgørelse om fastsættelse af vederlag kan dog, for så vidt angår udsendelser, som omfattes af § 22 a, kun træffes på grundlag af krav fremsat af foretagendet gennem den i § 22 a, stk. 3, nævnte fællesorganisation. Bestemmelserne i § 22 a, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse på de i 2. pkt. nævnte vederlagskrav.«

§ 1

I lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker, jf. lovbekendtgørelse nr. 714 af 8. september 1993, affattes § 54, stk. 2, således

» Stk. 2. Nægter et radio- eller fjernsynsforetagende uden rimelig grund at give samtykke til, at dets udsendelser samtidig og uden ændringer fordeles over kabelanlæg, eller tilbydes en sådan fordeling på urimelige vilkår, kan det i stk. 1 omtalte nævn på begæring meddele den fornødne tilladelse og fastsætte nærmere vilkår herfor. Afgørelse om fastsættelse af vederlag kan dog, for så vidt angår udsendelser, som omfattes af § 22 a, kun træffes på grundlag af krav fremsat af foretagendet gennem den i § 22 a, stk. 3, nævnte fællesorganisation. Bestemmelserne i § 22 a, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse på de i 2. pkt. nævnte vederlagskrav.«

Bilag 2

II

(Retsakter hvis offentliggørelse ikke er obligatorisk)

RÅDET

RÅDETS DIREKTIV 93/83/EØF

af 27. september 1993

om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og tv-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel

§ 2

Loven træder i kraft den 31. december 1994.

§ 2

Loven træder i kraft den 31. december 1994.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Forslaget har til formål inden den 1. januar 1995 at gennemføre visse ændringer i den kompetence, der i ophavsretslovens § 54, stk. 2, er tillagt et særligt nævn til at træffe afgørelse i sager, hvor der ikke mellem kabelanlæg og radio- og fjernsynsforetagender kan opnås enighed om vilkårene for samtidig og uændret fordeling af radio- og fjernsynsprogrammer over kabelanlæg.

Det er nødvendigt at gennemføre ændringerne inden den 1. januar 1995, da det ellers efter art. 12, stk. 2, i EF-direktivet af 27. september 1993 om radio- og tv-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel ikke vil være muligt for Danmark på længere sigt at udnytte den foreslåede udvidede nævnskompetence, som man fra dansk side under forhandlingerne om direktivet tillagde afgørende betydning. Efter direktivets art. 12, stk. 3, sammenholdt med art. 14, stk. 1, kan en sådan ordning i en overgangsperiode foreløbig opretholdes indtil den 1. januar 2003. Direktivet findes som bilag 2 til lovforslaget.

Bestemmelsen i § 54, stk. 2, blev i 1985 gennemført som et supplement, for så vidt angår radiofoniernes kabelspredningsrettigheder, til den tvangslicensordning, som samtidig blev gennemført ved lovens § 22 a (Copy-Dan-kabellicensen), for så vidt angår ophavsmændenes og de udøvende kunstneres kabelspredningsrettigheder. (Lov nr. 274 af 6. juni 1985). Tvangslicensordningen blev gennemført af et bredt flertal i Folketinget på baggrund af betænkninger afgivet af Mediekommissionen.

Ordningen havde til formål at sikre, at alment tilgængelige radio- og fjernsynsprogrammer, herunder også udenlandske, frit skulle kunne fordeles over de danske kabelanlæg samtidig og uden ændringer mod betaling af vederlag til rettighedshaverne. Vederlaget blev senere fastsat ved kendelse af det i lovens § 54, stk. 1, omtalte nævn (Tvangslicensnævnet).

I praksis har ordningen i forhold til radiofonierne fungeret på den måde, at Copy-Dan's kabelsektor har opkrævet vederlag på vegne af alle grupper af rettighedshavere, også radiofonierne. I forhold til sidstnævnte har opkrævningen været baseret på en samarbejdsaftale mellem Copy-Dan og UBOD (Union of Broadcasting Organizations in Denmark). Samarbejdsaftalens eksistens indgår som en betingelse for Kulturministeriets godkendelse af Copy-Dan som opkrævningsberettiget fællesorganisation efter lovens § 22 a, stk. 3.

Efter satellit- og kabeldirektivets art. 8, stk. 2, skal Copy-Dan-tvangslicensordningen for kabelspredning senest den 1. januar 1998 være afskaffet og erstattet med en eneretsordning baseret på kollektiv rettighedsforvaltning, jf. direktivets art. 8, stk. 1, og art. 9.

Kulturministeriet har på denne baggrund overvejet, om den gældende lovbestemte licensordning efter lovens § 22 a bør opretholdes indtil 31. december 1997, eller om den i direktivet indeholdte ordning med kollektiv rettighedsforvaltning bør gennemføres allerede pr. 1. januar 1995. Da den i direktivet indeholdte aftalebaserede ordning på en række punkter indeholder forskellige løsningsmuligheder, har ministeriet fundet det mest hensigtsmæssigt indtil videre at opretholde den gældende tvangslicensordning efter § 22 a og benytte tiden indtil 1997 til en nærmere undersøgelse af, på hvilken måde den fremtidige ordning bedst kan tilrettelægges. Ministeriets standpunkt er under behandlingen af det generelle forslag til en ny ophavsretslov i foråret 1994 blevet accepteret af de implicerede parter. (Lovforslag nr. L 197, fremsat den 9. februar 1994).

Formålet med ændringsforslaget er at sikre, at Danmark i forbindelse med den senere afskaffelse af Copy-Dan-tvangslicensordningen kan erstatte denne med en aftalebaseret ordning, som indeholder en mulighed for tvangsmæssig afgørelse i forhold til alle grupper af rettighedshavere, også radiofonier, i tilfælde af misbrug af eneretten.

Efter den gældende bestemmelse i § 54, stk. 2, kan et særligt nævn træffe afgørelse i tilfælde, hvor der ikke mellem radiofonier og kabelanlæg kan opnås enighed om vilkårene for samtidig og uændret fordeling af danske og udenlandske radio- eller fjernsynsudsendelser over kabelanlæg. Denne bestemmelse omfatter kun radiofoniernes såkaldte signalret, men ikke de rettigheder vedrørende programindholdet, som radiofonierne måtte have erhvervet fra andre, f.eks. ansatte medarbejdere. Endvidere er det efter gældende ret tvivlsomt, om bestemmelsen omfatter programmer, der overføres via kommunikationssatellit.

Forslaget til en ændret formulering af § 54, stk. 2, indebærer, at det særlige nævns kompetence gøres generel, dvs. at nævnet i forhold til radiofonierne bliver kompetent til at træffe afgørelse med hensyn til alle typer af kabelspredningsrettigheder, som en radiofoni måtte sidde inde med, og i forhold til alle typer af programmer, også kommunikationssatellitprogrammer. For så vidt angår programmer, der omfattes af den gældende tvangslicensordning i § 22 a, opretholdes den gældende bestemmelse om, at afgørelse om fastsættelse af vederlag, som et radio- eller fjernsynsforetagende måtte gøre krav på i forbindelse med kabelspredning af sådanne programmer, kun kan træffes på grundlag af krav fremsat af foretagendet gennem den efter § 22 a godkendte fællesorganisation (Copy-Dan). I § 54, stk. 2, 3. pkt., opretholdes endvidere henvisningen til § 22 a, stk. 4 og 5. Dette indebærer bl.a., at de særlige forældelsesregler, som gælder for vederlagskrav, der skal gøres gældende gennem fællesorganisationen, også vil gælde i forhold til radio- og tv-foretagender, i det omfang deres krav skal gøres gældende gennem denne organisation.

Det bemærkes, at nævnet med forbehold af almindelig domstolskontrol efter § 54, stk. 1, har den endelige administrative afgørelse.

Tidsmæssigt er det som nævnt nødvendigt at gennemføre forslaget særskilt i forhold til det generelle forslag til en ny ophavsretslov, som påregnes genfremsat i januar 1995. Dette skyldes, at det efter art. 12, stk. 2, i satellit- og kabeldirektivet ikke vil være muligt for Danmark på længere sigt at udnytte den foreslåede udvidede nævnskompetence, hvis den ikke er gennemført i dansk lovgivning inden den 1. januar 1995.

Den almindelige opfyldelse af satellit- og kabeldirektivet vil af lovgivningssystematiske grunde blive foreslået gennemført i forbindelse med det generelle forslag til ny ophavsretslov.

Lovforslaget medfører ikke direkte økonomiske eller personalemæssige konsekvenser for staten, amtskommunerne eller kommunerne. De indirekte økonomiske, herunder erhvervsøkonomiske, konsekvenser, som måtte følge af kendelser afsagt af det i ophavsretslovens § 54 omtalte nævn, og omfanget af den brug af beskyttede værker m.v., som sådanne kendelser måtte lede til, kan der efter sagens natur ikke gives nogen oplysning om.

§ 22 a. Værker, som udsendes i radio eller fjernsyn, må fordeles over kabelanlæg og videreudsendes til almenheden ved hjælp af radioanlæg, når dette sker uden ændringer og samtidig med, at udsendelsen finder sted.

Stk. 2. Ophavsmanden har krav på vederlag. Dette gælder dog ikke, når radio- eller fjernsynsudsendelser modtages ved hjælp af egen fællesantenne og fordeles over kabelanlæg, som ikke omfatter mere end 25 tilslutninger i en bygning eller i en gruppe af nærtliggende bygninger.

Stk. 3. Vederlagskravet kan kun gøres gældende af en af kulturministeren godkendt fællesorganisation, som omfatter ophavsmænd, udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder radio- eller fjernsynsforetagender og fotografer, hvis værker, præstationer, frembringelser og billeder anvendes i radio- eller fjernsynsudsendelser i Danmark.

Stk. 4. Vederlagskravet påhviler ejeren af anlægget. Er det vederlag, som ejeren skal betale, fastsat som et beløb pr. tilslutning, er brugeren af den enkelte tilslutning pligtig at betale ejeren et beløb, som svarer dertil. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om vederlagsopkrævningen.

Stk. 5. Fællesorganisationens vederlagskrav forældes efter 3 år fra udløbet af det år, i hvilket udnyttelsen fandt sted. Forældelsen afbrydes ved skriftligt påkrav fra fællesorganisationen. Ophavsmandens krav mod fællesorganisationen forældes efter 3 år fra udløbet af det år, i hvilket udnyttelsen fandt sted. Forældelsen afbrydes ved skriftligt påkrav fra rettighedshaveren.

§ 54, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Nægter et radio- eller fjernsynsforetagende uden rimelig grund at give samtykke til, at dets udsendelser samtidig og uden ændringer fordeles over kabelanlæg, eller tilbydes en sådan fordeling på urimelige vilkår, kan det i stk. 1 omtalte nævn på begæring meddele den fornødne tilladelse og fastsætte nærmere vilkår herfor. Afgørelse om fastsættelse af vederlag kan dog, for så vidt angår udsendelser, som omfattes af § 22 a, kun træffes på grundlag af krav fremsat af foretagendet gennem den i § 22 a, stk. 3, nævnte fællesorganisation. Bestemmelserne i § 22 a, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse på de i 2. pkt. nævnte vederlagskrav.«

§ 54. Såfremt der ikke kan opnås enighed om størrelsen af vederlag i henhold til §§ 14, 15 a, stk. 3, 16, 17, 18, 19, 22, 22 a, 25 og 47, kan hver af parterne forelægge spørgsmålet for et af kulturministeren nedsat særligt nævn. Nævnet har den endelige administrative afgørelse. Ministeren fastsætter de nærmere regler for nævnets virksomhed.

Stk. 2. Nægter et radio- eller fjernsynsforetagende efter § 48, stk. 1, at give samtykke til, at foretagendets radio- eller fjernsynsudsendelser samtidig og uden ændringer fordeles over kabelanlæg, eller kan der ikke opnås enighed om vilkårene for en sådan fordeling, kan det i stk. 1 omtalte nævn på begæring af hver af parterne meddele den fornødne tilladelse og fastsætte nærmere vilkår herfor. Afgørelse om fastsættelse af vederlag kan dog af nævnet kun træffes på grundlag af krav fremsat af radio- eller fjernsynsforetagendet gennem den i § 22 a, stk. 3, nævnte fællesorganisation. Bestemmelsen i § 22 a, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.

Ingen

Nr LSF 21

Forslag til Lov om ændring af ophavsretsloven

Fremsat af kulturministeren (Jytte Hilden)

den 26. oktober 1994

Vedtaget ved tredjebehandling den 8. december 1994

Lov nr. 1103 af 21/12/1994