Legislator Case Law & Legislation
19921SR00024 DK

1992 BR 24 BERETNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM GLOBAL MILJØ- OG KATASTROFEBISTAND NR 24 1992-93, 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Selvstændig beretning 1992 24 Valid

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder og har

herunder stillet spørgsmål til udenrigsministeren, som denne har

besvaret skriftligt.

Herefter bemærker et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Venstres, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) følgende

Ved finanslovaftalen for 1993 er besluttet, at der for at styrke indsatsen over for de globale miljøproblemer og samtidig sikre den nødvendige bistand i internationale katastrofesituationer afsættes en særlig ramme for Danmarks internationale bistands- og hjælpeindsats på ovennævnte områder.

Det er målsætningen, at rammen gradvis inden år 2000 skal nå op på 0,5 pct. af BNI. Der er allerede indbudgetteret konkrete bevillinger i 1993 til formål, der er omfattet af den nye ramme, og der afsættes med puljen yderligere 100 mio. kr. til global miljø- og katastrofebistand under den nye ramme. Puljen vil blive nærmere fordelt på Udenrigsministeriets, Miljøministeriets og andre relevante ministeriers områder efter en handlingsplan.

Rammen afsættes bl.a. med henblik på Danmarks bidrag til løsningen af de truende globale miljøproblemer og som opfølgning på FN-konferencen om Miljø og Udvikling i Rio, der kræver en særlig indsats.

De globale miljøproblemer har ofte sammenhæng med katastrofesituationer. Det være sig hungersnød i forlængelse af langvarig tørke eller miljønedbrydning som følge af væbnede konflikter. Med de på puljen afsatte yderligere 100 mio. kr. er det hensigten først og fremmest at styrke den bilaterale indsats på disse områder, som ydes på Danmarks vegne gennem Udenrigsministeriet, Miljøministeriet og andre relevante ministerier.

Indsatsen over for de globale miljøproblemer og i internationale konflikt- og katastrofesituationer skal ses i sammenhæng med såvel indsatsen på ulandsområdet som støtten til Øst- og Centraleuropa. Det skal derfor være muligt, at der til kvalificerede projekter med flere sammenhængende formål kan ske kombineret finansiering fra den nye ramme, ulandsrammen og andre puljer.

Det indebærer blandt andet, at et projekt i et eller flere udviklingslande med et globalt miljømæssigt formål eller et katastrofehjælpsformål vil kunne medfinansieres af den nye ramme. Den nye ramme vil endvidere kunne anvendes til indsatsen vedrørende genopretning af miljøet i Øst- og Centraleuropa samt over for befolkningsgrupper i krigs- og kriseområder i landene i Øst- og Centraleuropa. Rammen omfatter også Danmarks bidrag til internationale organisationer med formål omfattet af rammen.

Flertallet konstaterer, at alle Folketingets partier med undtagelse af Fremskridtspartiet i beretning nr. 7, afgivet af Udvalget vedrørende Dansk Sikkerhedspolitik den 17. december 1991, har fastlagt retningslinierne for Danmarks støtte til Central- og Østeuropa i årene 1992-94, hvor der årligt afsættes 2,1 mia. kr.

For at sikre den bedst mulige udnyttelse og mest effektive administration af alle midler i den nye ramme til global miljø- og katastrofebistand udarbejder regeringen en handlingsplan, som forelægges Folketinget af udenrigsministeren inden den 1. april 1993. I handlingsplanen bør der bl.a. redegøres for administrationen af den nye ramme samt for den i finanslovaftalen nævnte målsætning om, at rammen gradvis skal nå op på 0,5 pct. af BNI inden år 2000.

Udenrigsministeriet og Finansministeriet vil på grundlag af handlingsplanen for den samlede nye ramme og efter samråd med berørte ministerier fremlægge forslag til fordelingen af den nye pulje for de bevilgende myndigheder.

Administrationen af de konkrete bevillinger under puljen forestås af de pågældende myndigheder.

For at sikre Folketinget fornøden information om behovet for nødhjælp opfordrer flertallet samtidig udenrigsministeren til at holde Folketingets Udenrigsudvalg løbende orienteret om udviklingen i truede områder.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) er enig i flertallets bemærkninger og ønsker herudover at udtale, at Socialistisk Folkeparti kan tilslutte sig puljen på 100 mio. kr. til global miljø- og katastrofebistand for finansåret 1993.

Socialistisk Folkeparti ser frem til, at der vil ske en præcisering af, hvordan målsætningen om at yde 0,5 pct. af BNI som miljø- og katastrofebistand inden år 2000 konkret vil blive udmøntet.

Socialistisk Folkeparti håber, at spørgsmålet om stigningstakt og finansiering vil blive afklaret i forbindelse med debatten om handlingsplanen.

Efter Socialistisk Folkepartis opfattelse bør det ikke nødvendigvis være sådan, at indsatsen primært ydes bilateralt. Det afgørende kriterium bør være, hvordan Danmark, bilateralt eller multilateralt, med størst virkning kan give bidrag til den helt nødvendige indsats globalt.

Efter Socialistisk Folkepartis opfattelse bør indsatsen først og fremmest koncentrere sig om miljøet. Socialistisk Folkeparti advarer mod ud af de her bevilgede midler at lade finansiere integration af flygtninge i Danmark, jf. den generelle diskussion om niveauet for anvendelse af Danida-midler til dette formål.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) har hæftet sig ved, at beslutningsforslaget reelt er et paradeforslag.

Det er nemlig næsten ordret en afskrift af et uddrag af aftale om finanslov 1993 og beskæftigelsesfremmende initiativer m.v. mellem regeringen, Socialdemokratiet, Centrum-Demokraterne, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti af den 26. november 1992. Af side 27 i aftalen fremgår det

»4. INTERNATIONAL MILJØ- OG KATASTROFEBISTAND m.v.

Den samlede danske indsats til bilateral og multilateral udviklingsbistand fastholdes på l pct. af BNI.

Herudover afsættes en særlig ramme for Danmarks internationale bistands- og hjælpeindsats i forhold til genopretningen af det globale miljø samt over for befolkningsgrupper i katastrofeområder. Det er målsætningen, at rammen gradvis inden år 2000 skal nå op på 0,5 pct. af BNI.

Indsatsen over for de globale miljøproblemer og i internationale konflikt- og katastrofesituationer skal ses i sammenhæng med såvel indsatsen på ulandsområdet som støtten til Øst- og Centraleuropa. Det skal derfor være muligt, at der til kvalificerede projekter med flere sammenhængende formål kan finde en kombineret finansiering fra den nye ramme, ulandsrammen og andre puljer sted.

Der afsættes i 1993 100 mio. kr. til global miljø- og katastrofebistand under rammen.«

Ovenstående citat er altså allerede aftalt med et flertal i Folketinget.

Dertil kommer, at danskerne allerede i forvejen betaler tre gange så meget i ulandshjælp som gennemsnittet for de vestlige donorlande, nemlig ca. 8 mia. kr. om året, dvs. 1 pct. af BNI.

Nu forlanger ovennævnte partier derudover, at yderligere 0,05 pct. af BNI skal ydes årligt med virkning fra den 1. januar 1993, stigende over en 10-årig periode til 0,5 pct. af BNI.

Sagt på dansk stigende med ekstra 4 mia. kr. i 1992-kroner.

De fleste andre lande, som Danmark sammenligner sig med, yder 0,7 pct. af deres BNI. Og mange af disse lande har endog store udeståender. Det betyder på dansk, at de ikke har betalt op til de forventede 0,7 pct. af deres BNI.

Reelt betyder dette, at de ovennævnte partier alle mener, at det er helt i orden, at danskerne tvunget betaler ca. 6 gange så meget i ulands- og miljø-/katastrofebistand end de landes befolkninger, Danmark sammenligner sig med. Det er altid let at være gavmild med andres midler. Det er ganske ude af trit med befolkningens ønsker, som så meget andet i Folketinget er. Under Afrika-debatten gav i alt fald et af de ovennævnte partier tilsagn om en folkeafstemning om spørgsmålet, nemlig partiet Venstre. Fremskridtspartiet ser hen til, at dette løfte bliver holdt.

Hvis man virkelig vil yde en reel hjælp til såvel ulandshjælp som global miljø- og katastrofebistand, ja så har et andet af de ovennævnte partier, nemlig Det Konservative Folkeparti udtalt, at

». . . det er et problem, at ulandene ikke har fri adgang til verdensmarkederne. FN's udviklingsprogram har vurderet, at ulandene årligt går glip af indtægter op mod 500 mia. US-dollars, fordi samhandelen mellem i- og ulande ikke sker mellem to ligeværdige parter, og fordi der ikke er fri adgang til eksport. Dette beløb er ti gange større end den samlede udviklingshjælp, der overføres fra industrilandene. En fri verdenshandel er derfor en forudsætning for udvikling. Det Konservative Folkeparti ønsker at opmuntre til udvikling via samhandel, da dette er den eneste langsigtede løsning.«

Det er som talt ud af Fremskridtspartiets partiprogram.

Dertil kommer de miljøprogrammer, der lægges op til af næsten det samme flertal af politikere i det danske Folketing, som har indgået det omtalte finanslovforlig - miljøprogrammer, der f.eks. pålægger CO2-afgiften, som mildt sagt er en katastrofal fadæse, da det er kuldioxiden, der skal skaffe mad til verdens milliarder af sultende i fremtiden. Man må derfor sætte spørgsmålstegn ved nytten af beslutningsforslaget. De fleste andre lande har da også for længst opdaget, at alt det med drivhuseffekten var en myte. Den slags gavner ikke lige akkurat de fattigste ulande, der sulter eller kommer ud for katastrofer.

Man skal dog ikke underkende de videnskabsmænd, der i øvrigt har beskæftiget sig med resultater af udslip af forskellig art. Der bliver dog ikke meget drivhuseffekt foreløbig. Temperaturstigningen på 100 år er nemlig beregnet til 3 grader. Det betyder 0,3 grader på 10 år. Der kan kun gættes på, hvad luftarter som svovldioxid, kvælstofforbindelser og freon kan gøre, for det er komplet umuligt at måle og bestemme deres omfang.

Det er helt morsomt at konstatere, at videnskabsmændene har opdaget, at køernes prutten og ræben også kan ødelægge stratosfæren. Hvis videnskabsmændene, som startede hele denne blæst, havde tænkt sig lidt mere om, så ville de skelne imellem de farlige luftarter og kuldioxiden, som er livsnødvendig for planter, dyr og mennesker.

Et enkelt eksempel, der viser dette, er, at man får de bedste kartofler fra den dårligste sandede jord. Det er netop et bevis for, at næringen ikke kommer fra jorden, men netop fra kuldioxiden, som sammen med brint og ilt danner kulhydrat, som hedder stivelse. Når man betænker, at kulhydratprodukter danner den primære næring for alle Jordens dyr og mennesker, så må man være underligt indrettet, hvis man tror, at man ustraffet kan reducere kuldioxidprocenten her på Jorden.

Det er kuldioxiden, der skal redde verdens sultende milliarder.

Der er altså mange grunde til, at Fremskridtspartiet vil markere, hvad partiet mener om dette paradeforslag.

Fremskridtspartiet skal derfor på det skarpeste vende sig mod et så samfundsskadeligt forslag. Det er især i forhold til globale miljø- og sultproblemer, at dette beslutningsforslag har slagside, men det er så sandelig også ganske uacceptabelt for den hjemlige økonomiske situation.

P.u.v.

Jørgen Winther

formand

Selvstændig beretning 1992 24 Valid

Nr BR 24

Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om global miljø- og katastrofebistand

Nr 24 1992-93, 1. samling

Afgivet af Udenrigsudvalget

Afgivet: 19921218

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →