1992 BR 6 BERETNING VEDRØRENDE TILSYNETS VIRKSOMHED I FOLKETINGSÅRET 1992-93 NR 6 1992-93, 1. SAMLING

Bilag

Uddrag fra Socialministeriets informationsmateriale: »Information om: Gamle med demens i § 79-plejehjem og hjemmepleje - regler og muligheder«

Hvordan er reglerne for tilbageholdelse m.v. for senildemente i almindelige plejehjem (efter bistandslovens § 79) og i eget hjem?

En person må ikke tilbageholdes mod sin vilje. Heller ikke hvis personen er gammel, forvirret og måske lider af en demenssygdom. Man må altså ikke låses inde i plejehjemmet, i plejehjemsværelset eller i sin egen bolig. Der skal være mulighed for at komme ud. Hvis en plejehjemsbeboer med et klart tilkendegivet og fastholdt ønske om at komme ud hindres heri, er der tale om frihedsberøvelse, og det er der ikke lovhjemmel til på plejehjem.

Men det er absolut tilladt - og endda ønskeligt - at indrette forholdene således, at senildemente, der har svært ved at orientere sig, ikke ligefrem forvilder sig ud på gader og veje eller til »fremmede« plejehjemsafdelinger eller andre beboeres stuer. Ordninger, som forhindrer demente beboere i at forvilde sig ud, betragtes ikke som frihedsberøvelse.

Regelsættet om tilbageholdelse mod egen vilje er klart. Virkeligheden og hverdagen vil ofte byde på situationer, som er knap så klare og entydige, hvor tvivlen melder sig om, hvordan man skal forholde sig, når forskellige hensyn skal vejes op mod hinanden. Men det gælder ikke kun demensområdet. I en række af livets forhold kan reglerne således ikke tage højde for samtlige de komplekse situationer, der kan opstå.

Hvis der ved indretningen af plejehjemmet oprindelig ikke er taget hensyn til problemer med senildemente, der forvilder sig, kan lettere bygningsændringer overvejes, således at f.eks. ikke alle beboerstuer har egen (åben) dør ud til det fri. Det er heller ikke nødvendigt at lade alle døre være åbne og ulåste.

At holde dørene låst i aften- og nattetimerne - således som det sker i de fleste private hjem - forekommer naturligt. Nogle plejehjem har en sådan beliggenhed, at det kan være ønskeligt at sikre sig mod uønskede gæster - også i dagtimerne. Dette er helt i overensstemmelse med reglerne - blot det er muligt at komme ud.

Nogle plejehjem har erfaret, at ganske små indretningsændringer kan løse mange af de episoder, der opstår med beboere, der forvilder sig. Der behøver ikke være tale om bygningsændringer, men ganske ubetydelige småændringer. Det kan være et gardin, der trækkes for glasdøren ind til næste afsnit eller for den plagede nabos dør om natten. Det kan være grønne planter, der let camouflerer dørene, men ikke er en hindring for den beboer, der vil ud. En del plejehjem er indrettet med en information eller et kontor ved udgangen. Med en bemanding af et sådant »yderligt beliggende« kontor - ofte med kontorpersonale - vil der være mulighed for et vist opsyn med udgangsdørene - og dermed en mulighed for at sikre sig, at demente beboere ikke forvilder sig ud.

Som nævnt må man ikke tilbageholdes mod egen vilje. Det står fast. Men hvad så med alle de elektroniske hjælpemidler: »bibbere«, sladremåtter m.m.? Disse elektroniske hjælpemidler forhindrer ikke i sig selv, at beboeren går. Et langt stykke hen ad vejen er der tale om signalgivere på linie med gammeldags ringeklokker på døren, f.eks. i butikker, der tjener til skærpet opmærksomhed. Nogle plejehjem har da også simpelt hen gammeldags klokker på døren. At der med de nyere hjælpemidler gøres brug af den teknologiske udvikling, gør dem ikke i sig selv ulovlige. Det er reaktionen i forbindelse med den skærpede opmærksomhed, der er afgørende. Et tilbud om beskæftigelse, om inddragelse i socialt fællesskab eller ledsagelse på en tur er en god reaktion på den skærpede opmærksomhed. Tilbageholdelse er derimod ikke umiddelbart tilladt.

Specielle mekanismer som f.eks. kodelåse, der alene tjener til at tilbageholde beboerne, er ikke tilladte.

Nogle plejehjem anvender bærbare navneskilte som hjælp, hvis demente beboere forvilder sig - enten fordi de forvilder sig ud, eller fordi de kommer til at gå ad andre veje end dem, de normalt færdes på. Det bærbare navneskilt kan enten være i form at en seddel i lommen med navn og adresse eller være udformet som et smykke med indgraverede oplysninger, således at beboeren lettere kan følges hjem.

Mange plejehjem har efterhånden arbejdet så meget med deres tilbud til demente beboere, at tilbudene i væsentlig grad kan betegnes som individualiserede. Viden om tidligere tilværelse, beskæftigelse og vaner giver gode oplysninger, der kan bidrage til, at hverdagen tilrettelægges således, at nogle af de mest belastende situationer kan undgås. Har beboeren f.eks. tidligere haft en vane med at gå tur med hunden kl. 16, kan dette være baggrunden for, at han eller hun ønsker at komme ud på dette tidspunkt. En sådan viden kan bruges både til at give et tilbud om en tur med ledsager på netop dette tidspunkt og til at være specielt opmærksom på at give andre tilbud om beskæftigelse på netop dette tidspunkt.

Det har vist sig, at der opstår specielt mange problemer i tidsrummet omkring et vagtskifte. Dette problem har man i nogle plejehjem søgt afhjulpet ved fleksibelt vagtskifte, således at ikke alle eller mange medarbejdere går og kommer på samme tid. Parallelt hertil bør hjemmeplejens »tryghedsbesøg« hos demente ikke altid foregå efter et på forhånd tilrettelagt tidsskema, men efter iagttagelse af den enkelte klients behov.

Det har vist sig for mange demente beboere, som begiver sig ud af plejehjemmet, at det typisk har sammenhæng med bestemte situationer: Enten faste vaner, der hænger ved, eller bestemte situationer, der skaber uro. Nogle beboere er tilbøjelige til at gå fra plejehjemmet i perioden umiddelbart efter indflytningen, inden de har accepteret plejehjemmet som deres hjem. Sådanne situationer kan der tages højde for ved indlevelse og tilrettelæggelse af hverdagen efter den enkeltes behov.

Nogle beboere har et naturligt behov for frisk luft og motion, som måske kun vanskeligt kan imødekommes, hvis plejehjemmet tilrettelægger hverdagen efter faste rutiner. Hvis personalets møde- eller arbejdstider ikke gør det muligt at tilrettelægge en fleksibel hverdag for beboerne, hvor der også er tilbud om kontakt, beskæftigelse og motion om eftermiddagen/aftenen, kan det overvejes at omlægge arbejdstiderne til en mere jævnt fordelt personaledækning. Socialministeriets undersøgelse fra 1991 viser, at nogle plejehjem allerede har foretaget dette skridt, og at disse har gode erfaringer hermed.

Undersøgelsen viser endvidere, at det er plejehjemmenes erfaring, at nogle demente beboere kan finde rundt i trafikken. Nogle beboere går således altid den samme vej til en kiosk eller til en bekendt. Derfor er der ikke i alle tilfælde grund til at være særligt på vagt. Iagttagelser af beboeren kan give et fingerpeg om, i hvilket omfang pågældende kan færdes på egen hånd uden for plejehjemmet.

Ligesom der ikke må ske tilbageholdelse mod egen vilje ved f.eks. låsning af døren, må der hverken i plejehjem efter bistandslovens § 79 eller i eget hjem ske tilbageholdelse ved fiksering med bælte eller lignende. Beboerne må derimod gerne beskyttes mod fald ved støtte af et bælte, som beboerne selv kan løsne, eller ved at sætte et bord foran kørestolen. Hvis beboerne selv ønsker det, kan der opsættes sengeheste for at forhindre, at beboerne falder ud af sengene. At beskytte beboere, som ellers er i overhængende fare for at komme til skade ved fald, er helt i overensstemmelse med, hvad der må og kan forventes af en institution som et plejehjem. Også på dette område er der mulighed for alternativer. Hvis beboeren ikke bryder sig om sengehest og det omvendt er nødvendigt at beskytte beboeren, er et alternativ til sengehesten f.eks. en eleverbar seng, der kan sænkes i gulvhøjde, således at faren ved fald elimineres, eller der kan lægges madrasser og puder omkring sengen, således at risikoen for skader ved et fald mindskes.

Som nævnt er den generelle regel, at der ikke må ske tilbageholdelse mod egen vilje hverken af plejehjemsbeboere eller af hjemmeboende uanset disse personers alder og handicap.

Omvendt kan der forekomme akutte situationer - både i og uden for institution og gældende for såvel yngre som ældre personer - hvor der åbenlyst bør gribes ind for at hindre tilskadekomst. De såkaldte nødværgeregler i straffeloven åbner muligheder herfor. Åbenlyst hjælpeløse mennesker må ikke lades i stikken, ligesom mennesker, som er overladt i eens varetægt, ikke må efterlades, hvis de pågældende er i overhængende fare eller risiko.

§ 71-tilsynets opgave er at føre tilsyn med behandlingen af administrativt frihedsberøvede personer, jf. grundlovens § 71, stk. 7, jf. stk. 6.

På denne baggrund finder § 71-tilsynet ikke anledning til fortsat at beskæftige sig med de generelle problemstillinger vedrørende senildemente. Det skal dog understreges, at § 71-tilsynet - såfremt konkrete henvendelser m.v. giver særlig anledning hertil - fortsat vil behandle konkrete sager vedrørende behandlingen af senildemente.

Dette er ikke ensbetydende med, at § 71-tilsynet ikke finder, at der fortsat kan være aktuelle generelle problemstillinger vedrørende forholdene for de senildemente, og § 71-tilsynet skal med henvisning til det omfattende materiale om forholdene for de senildemente, som der er udarbejdet de seneste år - senest Ældre Sagens rapport »Dementes vilkår: Hvad bør der gøres?» - opfordre Socialudvalget til at følge området nøje.«

III. Patientrådgiverordningen

Tilsynet tilkendegav i tilsynets beretning af 1. oktober 1992 vedrørende tilsynets virksomhed i folketingsåret 1991-92, at tilsynet på et senere tidspunkt ville tage den patientrådgiverordning, som blev etableret ved ikrafttrædelsen af loven om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, op til nærmere behandling. Tilsynet forventer i løbet af kort tid at modtage resultatet af en undersøgelse, Amtsrådsforeningen har iværksat, og som varetages af Dansk Sygehus Institut, om erfaringerne med patientrådgiverordningen, hvorefter undersøgelsens resultat og patientrådgivernes funktion som retssikkerhedsgaranti for de psykiatriske patienter vil blive drøftet i tilsynet. Tilsynet afventer endvidere en undersøgelse fra Justitsministeriet om vederlæggelsen af patientrådgiverne. Der henvises endelig til, at patientrådgiverordningen var et væsentligt emne under tilsynets besøg på Amtshospitalet i Vordingborg den 22. oktober 1992, jf. nedenfor i afsnit IV.

IV. Besøg på institutioner i Storstrøms Amt

Tilsynet, som sædvanligvis hvert år foretager et eller flere institutionsbesøg, besøgte den 22. og 23. oktober 1992 nogle institutioner i Storstrøms Amt. Besøget omfattede den 22. oktober 1992 en rundvisning på to lukkede psykiatriske afdelinger på Amtshospitalet i Vordingborg samt et møde med bl.a. repræsentanter fra Storstrøms Amtskommune, Storstrøms Statsamt og amtshospitalet samt to patientrådgivere. Tilsynet besøgte den 23. oktober 1992 i forlængelse af besøget på Amtshospitalet i Vordingborg to plejehjem i Stege.

Et hovedformål med tilsynets besøg på Amtshospitalet i Vordingborg - ud over at give patienterne på de lukkede psykiatriske afdeling mulighed for at tale med tilsynets medlemmer - var at få indsigt i, hvorledes de retssikkerhedsgarantier, der er etableret med loven om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, fungerer og opleves i praksis. Under besøget blev tilsynet i særlig grad orienteret om, hvorledes det psykiatriske patientklagenævn arbejdede, og hvordan patientrådgiverordningen fungerede. Amtshospitalet orienterede endvidere bl.a. om de særlige problemer i forbindelse med modtagelsen af psykiatriske patienter fra Grønland.

Tilsynets besøg på Amtsplejehjemmet Langgade og Amtsplejehjemmet Ørnebjerghus i Stege skal ses i sammenhæng med, at tilsynet tidligere (i 1989) har besøgt det daværende Amtsplejehjem i Stege, og at der efter dette besøg med virkning fra 1. januar 1990 er foretaget en opdeling af plejehjemmet i to selvstændige plejehjem: Amtsplejehjemmet Langgade og Amtsplejehjemmet Ørnebjerghus. De to besøgte institutioner drives i henhold til reglerne i bistandslovens §§ 112-118 om institutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap og særlige plejehjem.

Tilsynet har udarbejdet et referat fra besøget i Storstrøms Amt den 22. og 23. oktober 1992, som indeholder en mere detaljeret beskrivelse af besøget.

Jan Petersen (S) fmd. Rosing (S) Anna-Marie Hansen (S) Birgitte Husmark (SF) Peter Duetoft (CD) Torben Rechendorff (KF) nfmd. Inge Dahl-Sørensen (V) Kirsten Madsen (FP) Elisabeth Arnold (RV)

I. Indledning

Tilsynet har i løbet af folketingsåret 1992-93 afholdt 6 møder og behandlet en række sager, som dels ikke var afsluttede i forrige samling og dels er opstået i løbet af folketingsåret. Nedenfor i afsnit II og III er omtalt to af de sager af mere generel karakter, som tilsynet har beskæftiget sig med i det forløbne folketingsår. Tilsynet har endvidere den 22. og 23. oktober 1992 besøgt nogle institutioner i Storstrøms Amt. Besøget er nærmere omtalt nedenfor i afsnit IV.

II. Senildementes forhold

Tilsynets behandling af problemstillingerne vedrørende senildementes forhold er tidligere omtalt i tilsynets beretninger vedrørende tilsynets virksomhed i folketingsårene 1989-90 og 1990-91, 2. samling, hvortil der henvises.

Med hensyn til tilsynets behandling af sagen i dette folketingsår kan det oplyses, at Socialministeriet den 14. december 1992 fremsendte informationsmaterialet »Information om: Gamle med demens i § 79-plejehjem og hjemmepleje - regler og muligheder« til tilsynet. Informationsmaterialet indeholder bl.a. en beskrivelse af reglerne for tilbageholdelse m.v. for senildemente i almindelige plejehjem (efter bistandslovens § 79) og i eget hjem. Det pågældende afsnit i informationsmaterialet er optrykt som bilag til beretningen.

Med henvisning til det modtagne informationsmateriale og til, at tilsynet igennem længere tid havde beskæftiget sig med forholdene for de senildemente, herunder især problemstillingerne vedrørende udgangsbegrænsende foranstaltninger på plejehjem og muligheden for tilbageholdelse og fikseringer af plejehjemsbeboere samt anvendelse af medicin, skrev tilsynet bl.a. følgende i et brev af 9. juni 1993 til Folketingets Socialudvalg

»§ 71-tilsynet har drøftet sagen på et møde den 9. juni 1993. Det er herefter § 71-tilsynets vurdering, at der ikke efter de gældende regler kan finde foranstaltninger sted over for de senildemente, som kan karakteriseres som frihedsberøvelse. § 71-tilsynet har noteret sig, at det er Socialministeriets opfattelse, at de problemer, der måtte være på dette område, skal løses ved oplysning frem for at foretage ændringer i regelgrundlaget.

Ingen

Nr BR 6

Beretning vedrørende tilsynets virksomhed i folketingsåret 1992-93

Nr 6 1992-93, 1. samling

Afgivet af det i henhold til grundlovens § 71, stk. 7, nedsatte tilsyn

Afgivet: 19930921