1992 BRB 69 BERETNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STYRKELSE AF MILJØINDSATSEN GENNEM ETABLERING AF EN RULLENDE MILJØPLANLÆGNING OG -PRIORITERING (DET ØKOLOGISKE PERSPEKTIV) NR B 69 1992-93, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder.
Et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) kan tilslutte sig beslutningsforslagets sigte om, at miljøindsatsen skal styrkes, og at dette bl.a. kan ske gennem en strategisk miljøplanlægning.
Flertallet har noteret sig, at regeringen allerede har iværksat en række initiativer på området
- Udgivelse af en ajourført miljøtilstandsrapport inden årets udgang indeholdende en beskrivelse af miljøtilstanden, hvor der for de relevante sektorer og medier beskrives sammenhængen mellem belastningen af miljøet og virkningen i miljøet.
- Iværksættelse af forsknings- og udredningsprojekter, der arbejder med at sammenkoble miljøforhold med økonomiske modeller.
- Udbygning og forbedring af miljøstatistikken i et samarbejde mellem Danmarks Statistik og Miljøministeriet.
Flertallet har noteret sig, at statsministeren i cirkulære om bemærkninger til lovforslag og andre regeringsforslag af 26. februar 1993 bl.a. har henstillet, at der skal ske miljøkonsekvensvurderinger af alle lovforslag og andre regeringsforslag i form af redegørelser, investeringsprogrammer og lignende, når disse ud fra det enkelte ressortministeriums begrundede vurdering skønnes at ville have væsentlige miljømæssige konsekvenser. Flertallet går ud fra, at Miljøministeriet fuldt ud bliver inddraget i udarbejdelsen af sådanne forslag.
Flertallet har endvidere noteret sig, at regeringen vil fortsætte og videreudvikle en overordnet strategisk miljøplanlægning, hvor der på baggrund af såvel den nuværende og forventede fremtidige miljøtilstand som nuværende og forventede påvirkninger af miljøet fastsættes målsætninger for miljøpåvirkningen.
Flertallet lægger vægt på ministerens tilsagn om at drøfte strategisk miljøplanlægning på udvalgets næste seminar og forventer, at disse drøftelser kan føre frem til, at strategisk miljøplanlægning bliver en integreret del af dansk miljøpolitik. Flertallet vil i den forbindelse lægge vægt på, at den miljøredegørelse, som ministeren vil fremlægge i slutningen af 1993, vil indeholde forslag til, hvordan strategisk miljøplanlægning fremover kan gennemføres.
Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) kan fuldt ud tilslutte sig beslutningsforslagets sigte om, at miljøindsatsen skal styrkes. Det var en central bestanddel af den tidligere regeringspolitik på miljøområdet.
Derfor iværksatte den tidligere regering både miljøhandlingsplaner og beskrivelse af miljøtilstanden i Danmark for derigennem at give lovgiverne et godt redskab i arbejdet for et bedre miljø, men mindretallet vender sig imod den institutionalisering af Miljøministeriets overordnede rolle og imod, at interesseorganisationerne skal have formaliseret høringsret, der lægges op til i beslutningsforslaget.
Mindretallet har hæftet sig ved betænkning af december 1992 fra Finansministeriet »Erhvervs- og miljømæssige konsekvenser af offentlig regulering«, hvori man grundigt påpeger de mange problemer, der er knyttet ikke mindst til det statistiske materiale inden for miljøområdet.
Mindretallet betragter det som centralt, at der foregår en bred folkelig debat omkring miljøspørgsmål, og at der tilstræbes en så stor generel viden om miljøforhold som muligt, men mindretallet er af den opfattelse, at beslutningsforslaget vil medføre en administration, der vil vokse og blive formaliseret på en måde, der ikke står i forhold til resultatet.
Derfor afviser mindretallet beslutningsforslaget og understreger, at man i stedet for bør arbejde videre ud fra de linier, som den tidligere regering satte i værk gennem miljøhandlingsplaner, Rio-beslutninger og miljøtiltag i øvrigt.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) kan ikke tilslutte sig beslutningsforslaget.
Mindretallet er enig i, at der såvel er behov for en skærpet opmærksomhed om forhold, der skaber miljømæssig ubalance, som behov for en politik, der styrker hver enkelt persons tilskyndelse til at værne om miljøet. Imidlertid er Fremskridtspartiet uenig i beslutningsforslagets anbefalinger af, hvordan det skal føres ud i livet.
Fremskridtspartiet mener, at beslutningsforslaget har et forkert sigte, idet det store problem i øjeblikket ikke i så høj grad består i at lokalisere, hvori miljøproblemerne findes. Endvidere betragter Fremskridtspartiet beslutningsforslaget som velment, men overflødigt.
Desuden forekommer det, at beslutningsforslaget ikke er helt gennemarbejdet. Således skal der f.eks. ifølge beslutningsforslaget udkomme en årlig miljøredegørelse, der skal indeholde et afsnit om »miljømæssige succeshistorier«. Dette afsnit skal inspirere og opmuntre. Hvis der er behov for at inspirere og opmuntre, må den logiske konsekvens være, at der ligeledes er et behov for at afskrække. Et sådant afsnit er imidlertid ikke nævnt i beslutningsforslaget. En sådan mangel svækker tilliden til kvaliteten af den øvrige del af beslutningsforslaget.
Det overvejende problem i miljøsammenhæng er, at den private ejendomsret er svækket.
Erfaring i stort set alle henseender viser, at en styrkelse af privat ejendomsret tilskynder til at undgå miljøsvineri.
Den typiske indvending mod dette er, at der eksisterer mange eksempler på private multinationale virksomheder, der trods den private ejendomsret ødelægger miljøet. Imidlertid er disse eksempler ofte en understregning af, at den private ejendomsret ikke er tilstrækkelig sikret gennem bl.a retspraksis. Det er kendt, at der gives forholdsmæssigt meget små straffe for miljøsvineri. En styrkelse af ejendomsretten i miljøsammenhæng kan opnås gennem en ændring af retspraksis, så ejendomsretten i højere grad beskyttes over for overgreb også af miljømæssige karakter.
P.u.v.
Aage Brusgaard,
formand.
Ingen
Nr BRB 69
Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af miljøindsatsen gennem etablering af en rullende miljøplanlægning og -prioritering (Det økologiske perspektiv)
Nr B 69 1992-93, 1. samling
Afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget
Afgivet: 19930623