1992 BTB 100 BETÆNKNING OG INDSTILLING VEDRØRENDE TAMILSAGEN NR B 100 1992-93, 1. SAMLING

I.Indledning

Undersøgelsesretten vedrørende Tamilsagen blev nedsat ved skrivelse af 10. juli 1990 fra statsministeren til højesteretsdommer Mogens Hornslet, hvori denne blev anmodet om

»at gennemføre en undersøgelse af beslutningsprocessen og administrationen i forbindelse med behandlingen af sagerne om familiesammenføring for flygtninge fra Sri Lanka. Undersøgelsen skal omfatte perioden fra fredsslutningen i Sri Lanka i sommeren 1987, indtil det blev besluttet at normalisere behandlingen af disse sager i januar 1989.

I undersøgelsen skal indgå, om nogen i offentlig tjeneste eller hverv under sagsbehandlingen har gjort sig skyldig i fejl eller forsømmelser, som kan give anledning til, at et retligt ansvar søges gennemført. Undersøgelsen skal i henhold til retsplejelovens § 21 a, stk. 3, foregå for lukkede døre ( . . . ).«

I december 1990 blev det besluttet, at undersøgelsen fremover skulle foregå for åbne døre, og at hidtidige afhøringer skulle offentliggøres ved fremlæggelse af retsprotokoller.

Den 25. januar 1991 meddelte statsministeren højesteretsdommer Mogens Hornslet, at det var besluttet at

»udvide kommissoriet for Deres undersøgelse til også at omfatte tiden efter normaliseringen af sagsbehandlingen. I undersøgelsen skal indgå, om der under hele sagsforløbet er givet Folketinget fyldestgørende oplysninger.«

Undersøgelsesretten blev nedsat i henhold til retsplejelovens § 21 a.

Beretningen fra undersøgelsesretten blev offentliggjort den 14. januar 1993. I beretningen hedder det bl.a., jf. side 2192

»Ifølge kommissoriet skal det indgå i undersøgelsen, om nogen i offentlig tjeneste eller hverv har gjort sig skyldig i fejl eller forsømmelser, som kan give anledning til, at et retligt ansvar søges gennemført. Et sådant ansvar kan i denne sag tænkes gennemført dels over for embedsmændene og dels over for en eller flere ministre.

For embedsmændenes vedkommende drejer det sig først og fremmest om et disciplinært ansvar for tjenesteforseelser - idet undersøgelsesretten må gå ud fra, at der er gjort op med spørgsmålet om et eventuelt strafansvar ved den undersøgelse, som blev foretaget af Statsadvokaten for København i januar 1991. For ministrene drejer det sig om et muligt ansvar efter ministeransvarlighedslovens § 5 .«

Side 2193 i beretningen hedder det videre

»Endelig skal bemærkes, at undersøgelsesretten - for så vidt angår de involverede ministre - i det væsentlige har set det som sin opgave at give en beskrivelse af det passerede, idet det under hensyn til de særlige regler om ministeransvar udelukkende tilkommer Folketinget at tage stilling til, om de konstaterede forhold kan begrunde, at et ansvar gøres gældende over for vedkommende minister.«

På denne baggrund besluttede Udvalget for Forretningsordenen på sit møde den 12. februar 1993 at tage beretningen fra undersøgelsesretten vedrørende Tamilsagen op til behandling i udvalget.

For så vidt angår de i beretningen nævnte embedsmænd bemærker udvalget, at det er de enkelte ministres opgave at tage stilling til, om tjenstlige undersøgelser bør igangsættes.

For så vidt angår de ministre , der nævnes i beretningen, har udvalget behandlet sagen på en række møder med henblik på at tage stilling til, om de af undersøgelsesretten konstaterede forhold for fhv. justitsminister Ninn-Hansens, fhv. statsminister Poul Schluters og fhv. justitsminister H. P. Clausens vedkommende kunne begrunde, at der blev gjort et ansvar gældende over for vedkommende i form af rigsretstiltale.

Med hensyn til spørgsmålet om at gøre et retligt ansvar gældende mod de tre ministre har et flertal i udvalget fundet, at der for hver enkelt af disse bør drages de i det følgende omtalte konklusioner.

Et mindretal (Kirsten Jacobsen (FP) og Aage Brusgaard (FP)) bemærker, at det under udvalgsbehandlingen er blevet oplyst, at betænkningen skal betragtes som bemærkninger til beslutningsforslaget. Fremskridtspartiet ønsker ikke at fremstå med bemærkninger til et forslag, vi hverken har lod eller del i. Derfor vil Fremskridtspartiets bemærkninger fremkomme i udvalgsbetænkningen mellem 1. og 2. behandling.

II. De enkelte ministres forhold

A. Fhv. statsminister Poul Schluter

1) Statsministerens tilsynspligt

Undersøgelsesrettens bemærkninger

Undersøgelsesretten har overvejet, hvilket kendskab fhv. statsminister Poul Schluter havde til »nedprioriteringen« af de tamilske familiesammenføringssager, mens Ninn-Hansen endnu var justitsminister, bl.a. med sigte på at kunne foretage en retlig vurdering af, hvorvidt den daværende statsminister - for at opfylde sin tilsynspligt - burde have grebet ind over for administrationen af de omhandlede sager og herunder have foranlediget en nærmere undersøgelse, jf. side 2207 i beretningen.

Undersøgelsesretten har fundet anledning til at bemærke (jf. side 2207), at før november/december 1988 havde Poul Schluter efter undersøgelsesrettens opfattelse ikke pligt til som regeringschef at foranstalte nærmere undersøgelser til afklaring af, hvad der foregik i Justitsministeriet og Direktoratet for Udlændinge med hensyn til behandlingen af de tamilske familiesammenføringssager.

For så vidt angår tiden umiddelbart efter »intermezzoet« med ombudsmanden har undersøgelsesretten bl.a. fundet, at statsministeren ikke havde grund til at betvivle, at Folketingets Retsudvalg under samrådet med Erik Ninn-Hansen den 27. september 1988 havde modtaget en reel orientering om, hvad »nedprioriteringen« indebar. Det måtte endvidere have formodningen imod sig, at den erfarne justitsminister og embedsmændene i Justitsministeriet og Direktoratet for Udlændinge havde administreret i strid med udlændingelovgivningens retskrav. Hertil kom, at statsministeren i begyndelsen af december 1988 måtte forvente, at sagen nu ville blive afklaret gennem Folketingets Ombudsmand.

Undersøgelsesretten har endvidere fremhævet, at da statsministeren kort tid efter - den 19. januar 1989 - modtog en nærmere orientering af den nyudnævnte justitsminister, H. P. Clausen, tilsluttede han sig, at Erik Ninn-Hansens »linie« blev brudt » hellere i dag end i morgen ».

Udvalgets bemærkninger

Et flertal (Henning Rasmussen (S), Lilli Gyldenkilde (SF), Løvig Simonsen (S), Ole Espersen (S), Ritt Bjerregaard (S), Ingrid Rasmussen (S), Frank Jensen (S), Jørn Pedersen (S), Gade (SF), Rahbæk Møller (SF), Bente Juncker (CD), Bilgrav-Nielsen (RV) og Glønborg (KRF)) bemærker

Der findes ingen udtrykkelige regler i dansk lovgivning om statsministerens tilsynspligt.

Tilsynspligten følger af, at en statsminister efter ministeransvarlighedsloven straffes, hvis han tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.

For så vidt angår praksis kan der henvises til, at i rigsretsdommen i Albertisagen blev det fastslået, at J. C. Christensen havde handlet uforsvarligt (tilsidesat sin tilsynspligt) over for Alberti. Dette skete under henvisning til, at der »navnlig under forhandlingerne på Rigsdagen i foråret 1908 er fremkommet en række oplysninger, der bestemt pegede hen på, at Alberti i sin embedsførelse havde gjort sig skyldig i misbrug og vilkårligheder«. J. C. Christensen blev dog frifundet på grund af undskyldende omstændigheder.

Efter flertallets opfattelse foreligger der ikke i nærværende sag oplysninger af en sådan karakter, at undersøgelsesrettens vurdering må tilsidesættes.

På denne baggrund og henset til undersøgelsrettens ovenfor citerede bemærkninger finder flertallet, at det ikke kan konstateres, at den tidligere statsminister har overtrådt de forpligtelser, der påhvilede ham som regeringschef med hensyn til at føre tilsyn med de øvrige ministre.

Et mindretal (Ivar Hansen (V), Birthe Rønn Hornbech (V), og Inge Dahl-Sørensen (V)) bemærker

Der findes ingen udtrykkelige regler i dansk lovgivning om statsministerens tilsynspligt.

Dog kan statsministeren efter ministeransvarlighedsloven straffes, såfremt han tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter stillingens beskaffenhed.

Den retlige vurdering af, om tilsynspligten er tilsidesat er - som ministrenes ansvar i øvrigt jf. nedenfor - undergivet Folketingets enekompetence.

Mindretallet finder ikke, at der er fremkommet oplysninger af en sådan karakter, at undersøgelsesrettens vurderinger vedrørende statsministerens tilsynspligt bør tilsidesættes.

På denne baggrund finder mindretallet ikke, at den tidligere statsminister har overtrådt de forpligtelser, der påhvilede ham som regeringschef med hensyn til pligten til at føre tilsyn med de øvrige ministre.

Et andet mindretal (Grove (KF), Engell (KF) og Gammelgaard (KF)) henviser til sine samlede bemærkninger vedrørende Poul Schluter og H. P. Clausen nedenfor under B.

2. Oplysningerne over for Folketinget

Undersøgelsesrettens bemærkninger

Undersøgelsesretten har, jf. beretningen side 2213, fundet, at Poul Schluter som statsminister har givet Folketinget og Folketingets Retsudvalg ufyldestgørende oplysninger, og at han måtte indse dette.

Undersøgelsesretten har således bl.a. fundet, at visse henvisninger til tidligere oplysninger, som statsministeren gav Folketingets Retsudvalg under samrådet den 14. marts 1989, var misvisende, og at een udtalelse var direkte urigtig, hvis den skulle tages for pålydende (jf. beretningen kapitel VIII, afsnit 11, specielt side 2172).

Undersøgelsesretten bemærker, at der er grund til at understrege, at statsministeren på det tidspunkt, hvor talepapiret til dette samråd blev udarbejdet, havde mindst samme mulighed for at vurdere kvaliteten af disse oplysninger som sine embedsmænd.

Ikke desto mindre har undersøgelsesretten fundet, at det må anses som en fejl fra embedsmændenes side, at statsministerens talepapir blev udformet på den nævnte måde, og at statsministeren ikke blev gjort opmærksom på de retlige problemer, der kunne være forbundet med at give Retsudvalget oplysningerne i den form, der blev valgt, jf. beretningen side 2214.

Undersøgelsesretten har i øvrigt fundet, at statsministeren såvel under samrådet den 14. marts 1989 som under samrådet den 19. maj 1989 udtrykte sig uklart m.h.t. hvad »regeringen« vidste (jf. beretningen kapitel VIII, afsnit 11 og 14, specielt side 2170 og 2189-90).

Endvidere har undersøgelsesretten fundet, at Poul Schluter må have indset, at en række oplysninger, som han gav under 1. behandlingen den 25. april 1989 af forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en kommissionsdomstol vedrørende administration af udlændingeloven (af Ole Espersen (S) og Ebba Strange (SF) m.fl) var misvisende eller - for een af oplysningernes vedkommende - var direkte urigtig, hvis den skulle tages for pålydende (jf. beretningen side 2188-89).

Undersøgelsesretten har dog bemærket, at det kan undre, at Peter Wiese ikke i det mindste tilkendegav over for statsministeren, at han ved at holde talen i den form, man var nået frem til den 24. april 1989 om aftenen, kunne bringe sig på kant med ministeransvarlighedsloven (beretningen side 2215), og undersøgelsesretten har fundet, at det kan lægges til grund, at hverken Peter Wiese eller Lundbæk Andersen rejste indsigelse mod den endelige udformning af talen (beretningen side 2215-16).

Udvalgets bemærkninger

Et flertal (Henning Rasmussen (S), Lilli Gyldenkilde (SF), Løvig Simonsen (S), Ole Espersen (S), Ritt Bjerregaard (S), Ingrid Rasmussen (S), Frank Jensen (S), Jørn Pedersen (S), Gade (SF), Rahbæk Møller (SF), Bente Juncker (CD), Bilgrav-Nielsen (RV) og Glønborg (KRF)) bemærker

Efter flertallets opfattelse har statsministeren ikke overholdt § 5, stk. 2, i loven om ministres ansvarlighed, hvorefter en minister ikke må give Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for Tingets bedømmelse af sagen.

Flertallet har på denne baggrund nøje overvejet, om der bør rejses tiltale ved rigsretten mod den tidligere statsminister.

Flertallet har imidlertid ikke fundet fuldt tilstrækkelig anledning hertil.

Efter den nugældende grundlov kan ministre ifalde såvel et politisk som et retligt ansvar. Det påhviler Folketinget at tage stilling til, om det er fornødent at gøre et retligt ansvar gældende i en situation, hvor det politiske ansvar gøres gældende eller rent faktisk har foranlediget en ministers tilbagetræden.

Statsministeren indgav sin afskedsbegæring på baggrund af konklusionerne i undersøgelsesrettens beretning.

Der består i øvrigt en væsentlig forskel på, om de forkerte oplysninger gives for at dække over et retsbrud, man har bidraget til at stoppe (om end pligten hertil er selvindlysende), eller om det sker for at kunne fortsætte et igangværende retsbrud, jf. herved flertallets nedenstående overvejelser vedrørende rigsretstiltale mod fhv. minister Erik Ninn-Hansen.

På denne baggrund udtrykker flertallet sin alvorlige misbilligelse i anledning af den manglende efterlevelse af kravene i § 5, stk. 2, i loven om ministres ansvarlighed, men finder at der i øvrigt ikke bør foretages yderligere over for tidligere statsminister Poul Schluter.

Et mindretal (Ivar Hansen (V), Birthe Rønn Hornbech (V) og Inge Dahl-Sørensen (V)) bemærker

Mindretallet finder, at den omstændighed, at Poul Schluter medvirkede til, at de forhold i Justitsministeriet, der siden gav anledning til dommerundersøgelsen, blev bragt til ophør, må føre til, at forholdet vurderes anderledes end forholdet vedrørende Ninn-Hansen.

Dertil kommer, at det for vurderingen er rimeligt at stille spørgsmålet, om ikke der skal lægges vægt på eller i hvert fald tages hensyn til, at sagen drejer sig om oplysninger, der er en del af den politiske debat.

Undersøgelsesretten siger intet om, hvilket normsystem der gælder i den politiske debat.

Flere jurister har netop kritiseret, at undersøgelsesretten har undladt at beskrive dette normsystem.

Yderligere skal det anføres, at undersøgelsesretten udtrykkeligt anfører, at vurderingen er foretaget uden egentlig procedure og i vidt omfang hviler på et skøn, og at undersøgelsesretten i modsætning til en sædvanlig retssag ikke skal ende med en dom.

Endelig bemærker mindretallet, at den omstændighed, at Poul Schluter har valgt at træde tilbage efter offentliggørelsen af undersøgelsesrapporten, ikke er et moment, der kan tages til indtægt for, at der måtte være begået noget kritisabelt fra Poul Schluters side.

Idet mindretallet i øvrigt finder det beklageligt, at undersøgelsesrapporten ikke blev genstand for en politisk debat i folketingssalen, finder man herefter ikke, at der bør foretages videre.

Et andet mindretal (Grove (KF), Engell (KF) og Gammelgaard (KF)) henviser til sine samlede bemærkninger vedrørende Poul Schluter og H. P. Clausen nedenfor under B.

B. Fhv. justitsminister H. P. Clausen

Undersøgelsesrettens bemærkninger

Undersøgelsesretten har anført, at H. P. Clausen traf beslutning om normalisering af de tamilske familiesammenføringssager, men at normaliseringen »officielt« blev præsenteret som en beslutning truffet af Direktoratet for Udlændinge på baggrund af karakteren af de foreliggende oplysninger om situationen i Sri Lanka, og at det stod klart for H. P. Clausen, at man, bl.a. i svar til Retsudvalget, fortsatte med at kaste slør over, hvad der reelt var foregået med hensyn til disse familiesammenføringssager, jf. beretningen kapitel VIII, afsnit 9, specielt side 2153.

Endvidere har undersøgelsesretten fundet, at H. P. Clausen i en række svar på spørgsmål fra Retsudvalget samt under samrådet den 14. september 1989 i Retsudvalget gav oplysninger, som han - mere eller mindre - var klar over på en række punkter var (reelt) misvisende/vildledende, tilsigtet uklare, ikke i overensstemmelse med de faktiske forhold og/eller urigtige (jf. beretningen kapitel VIII, afsnit 10 og 15, specielt side 2158-59, 2163-65 og 2192).

Endvidere har undersøgelsesretten fundet, at regeringspartiernes bidrag til den beretning, som der i Retsudvalget var forslag om i anledning af ombudsmandens udtalelse om de tamilske familiesammenføringssager, indeholdt oplysninger, som var misvisende og urigtige, hvilket efter undersøgelsesrettens opfattelse må have stået klart for H. P. Clausen. Desuden sad H. P. Clausen efter undersøgelsesrettens vurdering inde med en viden, som måtte formodes at være af væsentlig betydning for, om sagen kunne sluttes med, at ombudsmandens udtalelse blev taget til efterretning, men som Retsudvalget ikke fik oplysning om, jf. beretningen kapitel VIII, afsnit 12, specielt side 2182-83. Undersøgelsesretten har lagt til grund, at H. P. Clausen - også efter sin egen forklaring - har haft en ledende rolle under arbejdet med at udarbejde et beretningsudkast, der kunne samle de tre regeringspartier - og et flertal i Folketinget, jf. beretningen side 2179.

Undersøgelsesretten har imidlertid særligt bemærket, at der ikke er fremkommet oplysninger om, at embedsmændene over for H. P. Clausen har fremsat indsigelser med hensyn til den skriftlige udformning eller advaret mod at give oplysningerne i den form, som undersøgelsesretten har fundet grundlag for at kritisere, jf. beretningen side 2211.

Endvidere har undersøgelsesretten anført, at baggrunden for, at der også i H. P. Clausens tid som justitsminister blev givet Folketingets Retsudvalg og Folketingets Ombudsmand oplysninger, som ikke var fyldestgørende, må antages at være ønsket om at undgå at blotlægge den - efter undersøgelsesrettens opfattelse - ulovlige administration under Ninn-Hansen og - efter ombudsmandens udtalelse af 1. marts 1989 - at undgå yderligere undersøgelser (beretningen side 2211).

Udvalgets bemærkninger

Et flertal (Henning Rasmussen (S), Lilli Gyldenkilde (SF), Løvig Simonsen (S), Ole Espersen (S), Ritt Bjerregaard (S), Ingrid Rasmussen (S), Frank Jensen (S), Jørn Pedersen (S), Gade (SF), Rahbæk Møller (SF), Bente Juncker (CD), Bilgrav-Nielsen (RV) og Glønborg (KRF)) bemærker

Efter flertallets opfattelse har tidligere justitsminister H. P. Clausen i det ovenfor beskrevne omfang tilsidesat kravet i § 5, stk. 2, i ministeransvarlighedsloven om, at der ikke må gives urigtige eller vildledende oplysninger til Folketinget eller under Tingets behandling af en sag må forties oplysninger, der er af væsentlig betydning for Tingets bedømmelse af sagen.

Flertallet finder, at dette også gælder H. P. Clausens medvirken til udformingen af de omhandlede udkast til beretning. Det kunne hævdes, at de foreslåede bidrag hertil - om end de stammer fra Justitsministeriet - i Retsudvalget blev fremlagt af repræsentanter for regeringspartierne (altså ikke af ministeren).

Under hensyn til, at H. P. Clausen reelt var ansvarlig for oplysningernes indhold, og til, at hensigten var, at disse skulle udgøre grundlag for en beslutning taget af Retsudvalget og af Tinget som helhed, finder flertallet ikke, at dette forhold i sig selv kan fritage H. P. Clausen for ansvaret efter ministeransvarlighedsloven.

Den tidligere justitsminister, der siden de beskrevne begivenheder blev valgt til Folketingets formand, trådte tilbage fra dette hverv som en direkte følge af konklusionerne i undersøgelsesrettens beretning. Der henvises i øvrigt til, hvad der er anført ovenfor vedrørende tidligere statsminister Poul Schluters handlinger.

På denne baggrund udtrykker flertallet sin misbilligelse i anledning af den manglende efterlevelse af kravene i § 5, stk. 2, i loven om ministres ansvarlighed, men finder, at der i øvrigt ikke bør foretages yderligere over for tidligere justitsminister H. P. Clausen.

Et mindretal (Ivar Hansen (V), Birthe Rønn Hornbech (V) og Inge Dahl-Sørensen (V)) bemærker

Mindretallet finder, at den omstændighed, at H. P. Clausen omgående efter sin tiltræden som justitsminister foranledigede, at de forhold i Justitsministeriet, der siden gav anledning til dommerundersøgelsen, blev bragt til ophør, må føre til, at forholdet vurderes anderledes end forholdet vedrørende Ninn-Hansen.

Dertil kommer, at det for vurderingen er rimeligt at stille spørgsmålet, om ikke der skal lægges vægt på eller i hvert fald tages hensyn til, at sagen drejer sig om oplysninger og handlinger, der er en del af den politiske debat.

Undersøgelsesretten siger intet om, hvilket normsystem der gælder i den politiske debat.

Flere jurister har netop kritiseret, at undersøgelsesretten har undladt at beskrive dette normsystem.

Yderligere skal det anføres, at undersøgelsesretten udtrykkeligt anfører, at vurderingen er foretaget uden egentlig procedure og i vidt omfang hviler på et skøn, og at undersøgelsesretten i modsætning til en sædvanlig retssag ikke skal ende med en dom.

Endelig bemærker mindretallet, at den omstændighed, at H. P. Clausen har valgt at træde tilbage efter offentliggørelsen af undersøgelsesrapporten, ikke er et moment, der kan tages til indtægt for, at der måtte være begået noget kritisabelt fra H. P. Clausens side.

Idet mindretallet i øvrigt finder det beklageligt, at undersøgelsesrapporten ikke blev genstand for en politisk debat i folketingssalen, finder man herefter ikke, at der bør foretages videre.

Et andet mindretal (Grove (KF), Engell (KF) og Gammelgaard (KF)) ønsker at gøre opmærksom på, at undersøgelsesdommeren i sin retlige vurdering (side 2192-93) selv bl.a. understreger, at han generelt gør den bemærkning, at undersøgelsesretten har foretaget sin vurdering uden en egentlig procedure fra sagens parter. Tillige bemærker undersøgelsesretten specielt, at det på trods af det omfattende materiale og de mange forklaringer ikke kan udelukkes, at undersøgelsesretten kan have manglet oplysninger, der - hvis de havde foreligget for retten - kunne have ført til et andet resultat.

Mindretallet lægger til grund, at efter det foreliggende må man gå ud fra, at Poul Schluter og H. P. Clausen ville blive frifundet, dersom de blev inddraget under en rigsretssag. Dersom man havde den opfattelse, at de havde handlet i strid med ministeransvarlighedsloven, måtte det rette være at anlægge en sag. Både flertal og mindretal giver afkald på at rejse rigsretssag mod de pågældende. Da dette er tilfældet, må det være korrekt, at sagen afsluttes hermed.

Mindretallet er enig med flertallet i, at det ikke kan konstateres, at den tidligere statsminister Poul Schluter har overtrådt de forpligtelser, der påhvilede ham som regeringschef med hensyn til at føre tilsyn med de øvrige ministre.

Undersøgelsesretten fremhæver endvidere, at den tidligere statsminister ikke af embedsmændene er blevet gjort bekendt med, at han med talen i Folketinget den 25. april 1989 kunne bringe sig på kant med ministeransvarlighedsloven. Undersøgelsesretten har også bemærket, at der ikke er fremkommet oplysninger om, at embedsmændene over for H. P. Clausen har fremsat indsigelser med hensyn til den skriftlige udformning eller advaret mod at give oplysningerne i den form, som undersøgelsesretten har fundet grundlag for at kritisere.

På den baggrund finder mindretallet det ikke acceptabelt at udtale en politisk betinget kritik eller misbilligelse.

C. Fhv. justitsminister Ninn-Hansen

Undersøgelsesrettens bemærkninger

Undersøgelsesretten har fundet, at Ninn-Hansens opretholdelse af beslutningen af 23. - 24. september 1987 om at stille de tamilske familiesammenføringssager i bero ikke var lovlig, og at Ninn-Hansen gennem embedsmændenes orientering - sandsynligvis fra begyndelsen af april og i hvert fald fra juni 1988 - var bekendt hermed, jf. beretningen side 2196-97 og 2199-2200.

Undersøgelsesretten har videre fundet, at Ninn-Hansen - efter at Folketingets Ombudsmand den 6. september 1988 af egen drift havde startet sin undersøgelse - fik etableret et samråd i Folketingets Retsudvalg med det væsentlige formål at bremse ombudsmandens undersøgelse, jf. beretningen side 2204-06.

Undersøgelsesretten har endvidere fundet, at Ninn-Hansen til Folketingets Ombudsmand har givet oplysninger, der må betegnes som misvisende/vildledende og/eller urigtige, jf. beretningen side 2138 og 2144.

Undersøgelsesretten har herudover fundet, at Ninn-Hansen i svar til og under samråd i Retsudvalget samt i beretningen til Folketinget om regeringens målsætning på flygtningeområdet har givet oplysninger, der må betegnes som misvisende, vildledende, ikke-fyldestgørende, urigtige eller ikke i overensstemmelse med sandheden (jf. beretningen kapitel VIII, afsnit 4, 5, 6 og 7, specielt side 2131-32, 2135-36, 2138, 2144 og 2149).

Udvalgets bemærkninger

Et flertal (Henning Rasmussen (S), Lilli Gyldenkilde (SF), Løvig Simonsen (S), Ole Espersen (S), Ritt Bjerregaard (S), Ingrid Rasmussen (S), Frank Jensen (S), Jørn Pedersen (S), Gade (SF), Rahbæk Møller (SF), Bente Juncker (CD), Bilgrav-Nielsen (RV) og Glønborg (KRF)) udtaler på denne baggrund

I. Tilsidesættelsen af udlændingeloven

Undersøgelsesretten fastslår, at Erik Ninn-Hansen den 23. eller 24. september 1987 besluttede at stille de omhandlede sager om familiesammenføring i bero. Denne beslutning, som strider mod udlændingelovens § 9, opretholdt Erik Ninn-Hansen i hele sin ministertid (indtil 10. januar 1989).

Det er undersøgelsesrettens opfattelse, at Erik Ninn-Hansen formentlig fra begyndelsen af april og i hvert fald fra juni 1988 var bekendt med, at berostillelsen var ulovlig.

Flertallet finder, at den fhv. justitsminister herved har tilsidesat de pligter, der påhviler ham efter lovgivningen, jf. § 5, stk. 1, i lov om ministres ansvarlighed, og at dette, hvilket flertallet finder er en skærpende omstændighed, har medført retstab for enkeltpersoner. Flertallet indstiller på den baggrund, at der rejses tiltale mod Erik Ninn-Hansen, og at tiltalerejsningen skal omfatte hele perioden fra Erik Ninn-Hansens beslutning den 23. eller 24. september 1987 og frem til hans fratræden som justitsminister den 10. januar 1989.

II. Forholdet til Folketingets Ombudsmand

Efter loven om Folketingets Ombudsmand omfatter dennes indseende med statens civile forvaltning ministrenes funktion som ledere af forvaltningen, herunder administrationen af lovgivningen. Efter lovens § 7 er bl.a. ministre forpligtet til at meddele Ombudsmanden de oplysninger og til at fremlægge de dokumenter og protokoller, han i sit hvervs medfør forlanger.

En ministers handlinger, der har til formål at hindre Ombudsmanden i at udøve sine funktioner, og afgivelse af misvisende/vildledende og/eller urigtige oplysninger til Ombudsmanden strider efter flertallets opfattelse mod de nævnte bestemmelser i loven om Folketingets Ombudsmand, og ved at foretage disse handlinger har Erik Ninn-Hansen tilsidesat de pligter, der påhviler ham efter lovgivningen og efter hans stillings beskaffenhed.

Om baggrunden for, at flertallet mener, at der for så vidt angår disse handlinger ikke bør rejses rigsretstiltale, henvises til bemærkningerne nedenfor under III.

III. Forholdet til Folketinget

Flertallet lægger vægt på, at de efter undersøgelsesrettens konklusion misvisende, vildledende, ikke-fyldestgørende og urigtige oplysninger over for Folketinget er givet for at dække over og for at kunne fortsætte den igangværende ulovlige administration af udlændingeloven. Herved afviger den lovstridige adfærd fra det vedrørende den tidligere statsminister og tidligere justitsminister H. P. Clausen beskrevne, og flertallet anser dette for at være en graverende omstændighed.

Om end flertallet således betragter formålet med at afgive de urigtige m.v. oplysninger som en skærpende omstændighed, finder man ikke, at der ved rigsretten bør rejses selvstændig tiltale herfor. Flertallet anser den ulovlige administration af udlændingeloven som sagens hovedforhold og finder, at rigsretssagen primært bør koncentrere sig herom, således at de urigtige oplysninger m.v. indgår som skærpende omstændigheder til belysning af dette forhold.

Af samme grund finder flertallet ikke, at der bør rejses tiltale mod Erik Ninn-Hansen for de handlinger, han har ansvaret for i relation til Folketingets Ombudsmand, jf. ovenfor under II, idet også disse handlinger indgår som skærpende omstændigheder til belysning af dette forhold.

Flertallet udtrykker sin alvorligste misbilligelse af de under II og under III beskrevne forhold.

Et mindretal (Ivar Hansen (V), Birthe Rønn Hornbech (V) og Inge Dahl-Sørensen (V)) udtaler, at der i Venstres folketingsgruppe er en række forskellige opfattelser af vurderingen af Ninn-Hansens rolle i Tamilsagen.

Medlemmernes personlige opfattelse af sagen vil give sig udtryk under folketingsdebatten og afstemningen om beslutningsforslaget om at rejse rigsretssag mod fhv. justitsminister Ninn-Hansen.

Et mindretal inden for mindretallet (Birthe Rønn Hornbech (V)) tilslutter sig flertallets betænkningsbidrag for så vidt angår Ninn-Hansen.

Et andet mindretal (Grove (KF), Engell (KF) og Gammelgaard (KF)) udtaler

Et flertal i den konservative folketingsgruppe har tilkendegivet, at man ikke kan tilslutte sig forslaget til folketingsbeslutning om rigsretstiltale mod Erik Ninn-Hansen, mens et mindretal i gruppen har tilkendegivet, at man vil kunne stemme for forslaget.

Den konservative folketingsgruppe vil ved Folketingets behandling af beslutningsforslaget nærmere redegøre for sine synspunkter.

Med henblik på at finde frem til en anklager i en evt. rigsretssag blev det på udvalgets møde den 24. februar 1993 besluttet at nedsætte et underudvalg med een repræsentant fra hvert parti. På bagrund af et foreløbigt udkast til indstilling, der drøftedes i det samlede udvalg, har underudvalget sammen med udvalgets formand endvidere haft en række indledende drøftelser med de indstillede anklagere om tiltalens omfang. De afsluttende drøftelser er dog foregået og beslutning om tiltalens omfang truffet i det samlede udvalg.

Et flertal (Henning Rasmussen (S), Lilli Gyldenkilde (SF), Løvig Simonsen (S), Ole Espersen (S), Ritt Bjerregaard (S), Ingrid Rasmussen (S), Frank Jensen (S), Jørn Pedersen (S), Gade (SF), Rahbæk Møller (SF), Bente Juncker (CD), Bilgrav-Nielsen (RV) og Glønborg (KRF)) finder i øvrigt, at dommerundersøgelsen ikke giver grundlag for at rejse kritik eller søge et strafferetligt ansvar gjort gældende mod nuværende eller forhenværende ministre i øvrigt.

Herefter fremsætter et flertal (Henning Rasmussen (S), Lilli Gyldenkilde (SF), Løvig Simonsen (S), Ole Espersen (S), Ritt Bjerregaard (S), Ingrid Rasmussen (S), Frank Jensen (S), Jørn Pedersen (S), Gade (SF), Rahbæk Møller (SF), Bente Juncker (CD), Birthe Rønn Hornbech (V), Bilgrav-Nielsen (RV) og Glønborg (KRF)) følgende

Forslag til folketingsbeslutning

om rigsretstiltale mod fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen Folketinget beslutter at rejse tiltale ved rigsretten mod forhenværende justitsminister Erik Ninn-Hansen med påstand om straf for overtrædelse af § 5, stk. 1, i lov nr. 117 af 15. april 1964 om ministres ansvarlighed ved som justitsminister at være ansvarlig for, at Direktoratet for Udlændinge fra den 23. eller 24. september 1987 til den 10. januar 1989, hvor han fratrådte som justitsminister, i et stort antal sager, hvori betingelserne herfor var opfyldt, undlod efter ansøgning at give opholdstilladelse til familiemedlemmer til herboende flygtninge fra Sri Lanka. Denne administration af udlændingeloven var i overensstemmelse med hans egen, formentlig den 23. eller 24. september 1987, trufne og af ham i hele perioden fastholdte beslutning, men var i strid med udlændingelovens § 9, idet betingelserne for at give opholdstilladelse som nævnt var opfyldt, hvorfor familiemedlemmerne havde retskrav på opholdstilladelse og familiesammenføring her i landet.

Folketinget vælger som anklagere under rigsretssagen advokat Henrik Viltoft og advokat John Petersen.

Henning Rasmussen (S) fmd. Ivar Hansen (V) nfmd. Grove (KF) Lilli Gyldenkilde (SF) Kirsten Jacobsen (FP) Løvig Simonsen (S) Ole Espersen (S) Ritt Bjerregaard (S) Ingrid Rasmussen (S) Frank Jensen (S) Jørn Pedersen (S) Gade (SF) Rahbæk Møller (SF) Bente Juncker (CD) Engell (KF) Gammelgaard (KF) Birthe Rønn Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Aage Brusgaard (FP) Bilgrav-Nielsen (RV) Glønborg (KRF)

Tillægsbetænkningen

Efter førstebehandlingen af beslutningsforslaget har udvalget behandlet forslaget i et møde.

Udvalget har modtaget en underskriftsindsamling fra Folkeviljebevægelsen ved fhv. medlem af Folketinget Poul Boeg.

Et mindretal (Ivar Hansen (V), Birthe Rønn Hornbech (V) og Inge Dahl-Sørensen (V)) udtaler, at der i Venstres folketingsgruppe er en række forskellige opfattelser af vurderingen af Ninn-Hansens rolle i Tamilsagen.

Medlemmernes personlige opfattelse af sagen vil give sig udtryk under afstemningen om beslutningsforslaget om at rejse rigsretssag mod fhv. justitsminister Ninn-Hansen.

Et andet mindretal (Grove (KF), Engell (KF) og Gammelgaard (KF)) henviser til sine udtalelser i betænkningen og indstillingen vedrørende Tamilsagen.

Herefter indstiller et flertal (Henning Rasmussen (S), Lilli Gyldenkilde (SF), Løvig Simonsen (S), Ole Espersen (S), Ritt Bjerregaard (S), Ingrid Rasmussen (S), Frank Jensen (S), Jørn Pedersen (S), Gade (SF), Rahbæk Møller (SF), Bente Juncker (CD), Birthe Rønn Hornbech (V), Bilgrav-Nielsen (RV) og Glønborg (KRF)) beslutningsforslaget til vedtagelse uændret .

Et mindretal (Kirsten Jacobsen (FP) og Tom Behnke (FP)) udtaler

Fremskridtspartiet indstiller beslutningsforslaget til forkastelse og skal bemærke, at partiet finder det helt ude af proportioner at sætte så stort og kostbart et apparat som Rigsretten i gang på grund af en påstand om ulovlig administration af lovgivningen.

Når man tænker tilbage på de mange skandaler, som skiftende ministre i skiftende regeringer har været årsag til gennem de 80 år, der er gået siden den sidste rigsretssag, kan man undre sig over, at et flertal i Folketinget ikke tidligere har rejst sag ved Rigsretten.

Inden for bare de sidste 10 år vil det være muligt at fremvise eksempler på manglende eller ulovlig administration i flere sager. I disse sager har folketingsflertallet søgt at dække over - og bortforklare - forholdene i stedet for at stille de pågældende ministre til ansvar.

Derfor må det betragtes som personhetz at vælge at rejse tiltale mod een bestemt minister, nemlig den tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen.

Fremskridtspartiet ønsker herudover at bemærke, at de gældende regler om ministres ansvar for at afgive sandfærdige og fyldestgørende oplysninger til Folketinget ikke kan bruges efter deres hensigt. De andre sanktionsmidler, Folketinget har over for en regering eller en enkelt minister, har heller ikke vist sig anvendelige, fordi mistillid til en minister i praksis opfattes som regeringsstorm. Derfor må Folketinget grundigt debattere, hvordan reglerne kan indrettes, så det bliver helt klart, både hvilke pligter ministre har, og hvilke sanktioner der bør anvendes, når ansvarsreglerne er overtrådt.

Fremskridtspartiet har tidligere fremført, at partiet gerne ser, at der bliver nedsat et forfatningsudvalg, som det kendes fra andre lande, og hvor erfaringerne er gode, når det drejer sig om at sikre sig, at ministrene holder sig »på dydens smalle sti«.

Henning Rasmussen (S) fmd. Ivar Hansen (V) nfmd. Grove (KF) Lilli Gyldenkilde (SF) Kirsten Jacobsen (FP) Løvig Simonsen (S) Ole Espersen (S) Ritt Bjerregaard (S) Ingrid Rasmussen (S) Frank Jensen (S) Jørn Pedersen (S) Gade (SF) Rahbæk Møller (SF) Bente Juncker (CD) Engell (KF) Gammelgaard (KF) Birthe Rønn Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Tom Behnke (FP) Bilgrav-Nielsen (RV) Glønborg (KRF)

Ingen

Nr BTB 100

Betænkning og indstilling vedrørende Tamilsagen

Nr B 100 1992-93, 1. samling

Afgivet af Udvalget for Forretningsordenen

Afgivet: 19930602