1992 BTB 94 BETÆNKNING OG INDSTILLING VEDRØRENDE DEN AF STATSREVISORERNE AFGIVNE ENDELIGE BETÆNKNING OVER STATSREGNSKABET FOR FINANSÅRET 1990 NR B 94 1992-93, 1. SAMLING

§ 5. Arbejdsmarkedets Feriefond yder støtte ved lån eller tilskud til erhvervelse af arealer, opførelse af feriecentre, eller andre foranstaltninger til fremme af ferieformål, modernisering af feriehuse m.v. samt eventuelt til andre ferieformål for lønmodtagere, særligt familier med små børn.

Vilkår § 6. Støtte ydes efter ansøgning til Arbejdsmarkedets Feriefond, der i det enkelte tilfælde træffer afgørelse om vilkårene.

§ 7. Støtte skal dog altid gøres betinget af, at Arbejdsmarkedets Feriefond har fuld indsigt i regnskabsmateriale m.v. vedrørende driften i feriecentre m.v., der er erhvervet eller opført for fondens midler, eller hvortil der ydes tilskud til driften.

Cirkulæret er udstedt i medfør af ferielovens § 26, stk. 7, hvoraf det fremgår, at arbejdsministeren fastsætter vedtægter for fonden, herunder bestemmelse om afholdelse af udgifter til fondens administration.

I forarbejderne til § 26 i ferieloven, FT 1973/1974 Tillæg A, sp. 1151 ff., fremgår det af de almindelige bemærkninger, at Feriefonden ved loven overgår fra at være en under arbejdsministeren stående fond til at være en selvejende institution. Endvidere fremgår følgende sp. 1151

»Det foreslås, at vedtægterne for fonden fastsættes af arbejdsministeren. Det vil i vedtægterne indgå, at arbejdsministeren udpeger bestyrelsen, herunder dennes formand, efter indstilling af interesserede organisationer, idet fondens midler primært hidrører fra uhævet feriegodtgørelse. Vedtægterne vil i øvrigt blive udarbejdet ved forhandling mellem arbejdsministeren og arbejdsmarkedets organisationer, der er repræsenteret i Arbejdsministeriets ferieudvalg.«

Forarbejderne indeholder ikke en nærmere præcisering af arbejdsministerens bemyndigelse til at fastsætte bestemmelser i vedtægten for fonden.

3. Det er i den forvaltningsretlige teori almindeligt antaget, at en myndighed, som efter loven skal træffe afgørelse i en konkret sag under udøvelsen af et vist skøn, ved skønsudøvelsen alene må lægge vægt på saglige hensyn. Den, der på myndighedens vegne træffer afgørelsen, må ikke lægge vægt på uvedkommende hensyn som f.eks. hensynet til egne interesser, eller - i hvert fald i en række tilfælde - myndighedens økonomiske interesser. Denne forvaltningsretlige grundsætning betegnes i teorien ofte som læren om magtfordrejning.

Ved magtfordrejning forstås således traditionelt, at der ved en forvaltningsafgørelse forfølges et ulovligt formål. Ved den oprindelige formulering af magtfordrejningslæren lagde man afgørende vægt på den subjektive hensigt, der lå bag afgørelsen. Det var således klart, at forvaltningspersonellet ikke måtte lade sig lede af hensynet til egne private interesser, når det udøvede sine offentlige funktioner. Det blev ligeledes hurtigt klart, at forvaltningen ikke måtte lade sig lede af hensynet til at varetage andre private personers interesse under udøvelse af sin virksomhed.

Senere har retspraksis udviklet sig derhen, at det ikke blot er sådanne klare tilfælde, der rammes af magtfordrejningslæren. Også tilfælde hvor forvaltningen baserer en afgørelse på hensyn, som det ganske vist tilkommer det offentlige at tilgodese, men hvor det pågældende hensyn er uvedkommende i forhold til den bestemte sag, der foreligger til afgørelse, har domstolene fastslået, at der foreligger usaglige hensyn. Det vil som nævnt typisk forekomme på det økonomiske område, jf. Administration og Borger, 3. udg., ved Claus Haagen Jensen og Carl Aage Nørgaard, side 197 f.

I nyere forvaltningsretlig teori opfattes magtfordrejning som spørgsmålet, om den pågældende forvaltningsmyndighed er båret af sagligt vedkommende hensyn eller præmisser, jf. Jens Garde, Forvaltningsret, Almindelige Emner, 2. udgave, 1988, side 233 f.

Som en udløber af magtfordrejningslæren har fastlæggelsen af kriterierne for skønsudøvelsen ved hjælp af formålsbetragtninger (specialitetsprincippet) spillet en betydelig rolle i dansk forvaltningsret, jf. Bent Christensen, Hjemmelsspørgsmål, side 98 ff. og Jon Andersen, Forvaltningsret, side 75. Ved det organisatoriske specialitetsprincip forstås, at en forvaltningsmyndighed ikke kan varetage hensyn, som det ifølge loven tilkommer en anden forvaltningsmyndighed at varetage. Ved det materielle specialitetsprincip sondres der derimod efter hjemmelsgrundlaget, det vil sige mellem de hensyn, som kan varetages i kraft af flere beføjelser, som tilkommer samme forvaltningsmyndighed, jf. Garde, a.st., side 235.

4. Ved afgørelsen af, om det i det foreliggende tilfælde vil være et lovligt kriterium at opstille som betingelse for imødekommelse af en ansøgning om støtte, at Dansk folke-ferie fremlægger regnskaber for perioden 1983-1987 for det konkrete projekt (feriecenter), som ansøgningen vedrører, må der lægges afgørende vægt på, om fremlæggelse af de pågældende regnskaber fra 1983-1987 er et nødvendigt led i sagens oplysning, for at fonden kan træffe afgørelse om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes. Herunder vil det være nærliggende at se på, om fonden i tiden efter vedtægtsændringen i 1988 ved tilsvarende ansøgninger om støtte har stillet krav om fremlæggelse af de forudgående regnskaber. Endvidere må der lægges vægt på, om betingelsen opstilles generelt eller kun skal gælde for så vidt angår Dansk folke-ferie.

Såfremt betingelsen alene opstilles af fonden for at opfylde det ønske, Rigsrevisionen har om at få adgang til de pågældende regnskaber med henblik på revision, vil det efter Justitsministeriets opfattelse næppe være stemmende med de ovenfor nævnte almindelige hensyn til saglig forvaltning.

Justitsministeriet har ikke i øvrigt bemærkninger til det af Arbejdsministeriet udarbejdede notat.

P.M.V.

Christian Trønning

UNDERVISNINGSMINISTERIET

Den 20. april 1993

Besvarelse af Finansudvalgets spørgsmål af 17. marts 1993

vedr. § 7-bilag 80, vedr. SR90

Finansudvalget har stillet finansministeren ovennævnte spørgsmål, som er besvaret af finansministeren den 5. april 1993. Finansministeren har samtidig bedt undervisningsministeren om at afgive svar vedrørende selvejende uddannelsesinstitutioner.

Spørgsmål 3

»Hvilke initiativer vil regeringen tage til opfølgning af statsrevisorernes understregning af, at hvor selvejende institutioner modtager statsmidler, skal der sikres tilsynsmyndigheden beføjelser i samme omfang, som fondslovgivningen giver fondsmyndigheden, herunder søgsmålskompetence?»

Svar

Indledningsvis bemærkes, at ministeriet uden tvivl har søgsmålskompetence, såfremt en selvejende uddannelsesinstitution påfører ministeriet et økonomisk tab. Ifølge den respektive lovgivning har ministeriet ret til at kræve tilbagebetaling af tilskud, der er anvendt af institutionen i strid med regler og givne vilkår.

Det her rejste ønske om søgsmålskompetence angår derfor alene den situation, hvor institutionen har lidt et tab som følge af bestyrelsesmedlemmers eller andres adfærd, f.eks. hvis en ansat nægter at tilbagebetale for meget udbetalt løn. Om bestyrelsesmedlemmers ansvar kan henvises til finansministerens svar på spørgsmål 4 (§ 7 - bilag 80 - vedr. SR90).

En regel om søgsmålskompetence har derfor ligesom fondslovgivningens regel til formål at beskytte institutionens egenkapital.

Som det fremgår af side 227-228 i endelig betænkning over statsregnskabet for finansåret 1990, er der af undervisningsministeren den 12. oktober 1992 givet tilsagn om fremsættelse af lovforslag vedrørende søgsmålskompetence på de store institutionsområder som f.eks. erhvervsskoler og private seminarier. Derimod fandtes det ikke hensigtsmæssigt at indføre samme regler for friskoler, private grundskoler, private gymnasier og hf-kurser.

Finansministeriet har i sit svar af 2. april 1993 på nærværende spørgsmål 3 svaret, at regeringen ikke har planer om at søge generel lovhjemmel vedrørende søgsmålskompetencen. Dette skyldes, at de selvejende institutioner har en meget forskellig baggrund og forskellige fundatsmæssige og styringsmæssige forhold.

For så vidt angår de private skoleformer som friskoler, gymnasier og hf-kurser og frie kostskoler mener jeg, at sådanne særlige forhold gør sig gældende, hvorfor indførelse af søgsmålskompetence ikke vil være velbegrundet.

Der er tale om frie skoler, bag hvis oprettelse og drift der står en personligt interesseret og engageret skolekreds, der tillige ved skolepenge og på anden måde er med til selv at finansiere skolens virke. Efter min opfattelse er skolekredsen den bedste garant mod, at skolens kapitalapparat og eksistensgrundlag udhules ved misforvaltning fra bestyrelsens side eller ved andres misbrug. Det er derfor efter min vurdering helt overflødigt at tillægge ministeriet en søgsmålsrolle på disse skolers vegne. Det ville nok også af de folkelige kredse, der står bag disse skoler, blive betragtet som et utidigt og ubegrundet indgreb i deres traditionelle rettigheder til at klare problemerne selv.

Anderledes forholder det sig med de uddannelsesinstitutioner, der som erhvervsskoler, teknika, handelshøjskoler og private seminarier indgår som et led i den offentlige planlægning af det landsdækkende udbud af de pågældende uddannelser. Her har staten en direkte interesse i, at disse institutioners eksistensgrundlag opretholdes, så længe de fortsat indgår i landsplanlægningen. Disse skoler finansieres fuldt ud af offentlige midler, og deres kapitalapparat er - i modsætning til de frie skolers - i stor udstrækning opbygget ved hjælp af statstilskud. Af disse grunde har staten en selvstændig interesse i, at institutionens kapitalapparat og økonomiske soliditet ikke undergraves ved misforvaltning eller på anden måde. Hertil kommer, at der ikke bag disse institutioner står nogen interessekreds, der kan påtage sig denne opgave.

På denne baggrund er jeg indstillet på at søge hjemmel for søgsmålskompetence for erhvervsskoler m.fl., hvorimod jeg umiddelbart må fraråde noget tilsvarende for de alternative skoleformer.

Dette svar fremsendes i 80 eksemplarer.

Med venlig hilsen

Ole Vig Jensen

Til Finansudvalget

Trafikministeriet

TRAFIKMINISTERIET

Den 7. april 1993

I brev af 31. marts 1993 (§ 28-bilag 26, vedr. SR90 § 28) har Finansudvalget bedt mig besvare følgende spørgsmål

Spørgsmål 1

Af den endelige betænkning over statsregnskabet for finansåret 1990 fremgår på side 68: »Statsrevisorerne beklager, at Vejdirektoratet fortsat ikke har tilvejebragt tilfredsstillende regnskabsforhold, og forventer, at disse forhold omgående bringes i orden.«

Ministeren bedes redegøre for, hvorvidt og hvordan dette forhold er bragt i orden?

Svar

Som det fremgår af beretningen, har Vejdirektoratet gennemført en reorganisering og effektivisering af deres økonomiadministration i 1991, herunder løsning af de basale problemer vedrørende direktoratets regnskabsprocedurer og -systemer.

Initiativer, der blev taget i foråret 1991, og som har medvirket til at sikre, at tingene nu fungerer stabilt, omfatter bl.a.

En nu afsluttet superbrugeruddannelse, hvor samtlige regnskabsmæssige procedurer og edb-systemer har været berørt over for ca. 30 økonomimedarbejdere i et forløb over 11/2 år.

Tilretning af edb-systemer og uddata m.v., delvist i samarbejde med de andre brugere af det system, Regnskab Information og Analyse (RIA), som Vejdirektoratet anvender, og med Datacentralen.

Udfærdigelse (i samarbejde med et eksternt revisionsfirma) af en ny regnskabsinstruks for Vejdirektoratet og en tilhørende Økonomimanual.

Regnskabsinstruksen blev godkendt af Trafikministeriet i oktober 1992. Økonomimanualen ajourføres løbende, senest er dette sket i november 1992.

Det er Trafikministeriets opfattelse, at Vejdirektoratets regnskabsførelse nu er strammet betydeligt op, og at den i den forløbne periode ikke har givet anledning til væsentlige problemer.

Spørgsmål 2

I beretningen om bevillingskontrollen for 1990 fremgår det på side 83, at statsrevisorerne påtaler, at der er sket udbetaling af lønforskud uden hjemmel i Danmarks Meterologiske Institut.

Ministeren bedes redegøre for, hvordan denne påtale er blevet fulgt op i ministeriet.

Svar

Danmarks Meterologiske Institut har som nævnt i beretningen erkendt den uhjemlede praksis og på foranledning af Rigsrevisionen straks ændret sin praksis på det pågældende område. Det er samtidig indskærpet over for den lønanvisende enhed, at anmodninger om lønforskud skal behandles i overensstemmelse med de gældende regler. Ministeriet har taget instituttets oplysning i sagen til efterretning og har besluttet ikke at foretage yderligere.

70 eksemplarer af dette brev vedlægges.

Med venlig hilsen

Helge Mortensen

Til Finansudvalget

Finansudvalget har behandlet den af statsrevisorerne afgivne

endelige betænkning over statsregnskabet for finansåret 1990 samt de

af statsrevisorerne afgivne beretninger.

I forbindelse med gennemgangen af betænkningen og beretningerne har udvalget stillet spørgsmål til en række ministre. Ministrenes skriftlige besvarelser af spørgsmålene er optrykt i bilaget til nærværende betænkning.

Det bemærkes, at udvalget løbende har haft lejlighed til at behandle statsrevisorernes beretninger og de rigsrevisorrapporter, der ligger til grund for disse, efterhånden som de har foreligget, og at udvalget derfor også i forbindelse hermed eller f.eks. i forbindelse med gennemgangen af de årlige bevillingslovforslag har stillet spørgsmål til ministre, hvor der har været anledning hertil.

Ligesom i tidligere år tilslutter udvalget sig generelt samtlige kritiske udtalelser, statsrevisorerne har fremsat i betænkningen og beretningerne, og udvalget forudsætter, at den rejste kritik allerede har givet de berørte ministerier og styrelser anledning til dybtgående overvejelser om en forbedring af budgetlægningen og regnskabsaflæggelsen på de punkter, som omfattes af kritikken.

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) udtaler følgende

Folketinget har med stemmeflerhed vedtaget en tillægsbevillingslov for 1990. Nu skal det endelige regnskab godkendes, hvilket er en ren formalitet. Statsrevisorernes betænkning over statsregnskabet for finansåret 1990 opregner en række punkter, hvor ministerierne har fået vejledning og påtale. At Fremskridtspartiet indstiller statsregnskabet til vedtagelse, skal ikke tages som udtryk for, at man giver samtykke til det store overforbrug, der også fandt sted i 1990.

Ved behandlingen af statsregnskabet for 1989 som ved de mange tidligere års statsregnskaber var vi overoptimistiske og troede, at grænsen for det folketingsvedtagne overforbrug i staten var nået. Men lige så sikkert har det været, at det næste års regnskab har udvist yderligere udvidelser i statsfrådseriet. Ud over den kendsgerning, at det er skatteyderne, der må grave dybere i lommen, hver gang et politisk flertal bevilger nye udgifter eller afviser at gennemføre besparelser, så er de stigende statsbudgetter udtryk for en uhyggelig tendens.

Mens hele Østeuropa er i opbrud og skriger efter fri markedsøkonomi og »mindre stat«, går vi den modsatte vej. Velfærdsstatens bedrag betyder daglig salamireduktion af befolkningens frihed. Frihed er bedst defineret som fravær af tvang. Politiske flertal for begunstigelse af nogle grupper betyder efterfølgende ufrihed og tvang for andre grupper.

Skal de danske problemer med arbejdsløshed, virksomhedslukninger, statsgæld og skatteplyndring af befolkningen løses, er en kraftig reduktion af de offentlige udgifter den eneste farbare vej. Dette kræver, at Folketinget vedtager reducerede finanslove, at der ikke kommer yderligere udgifter med tillægsbevillinger, og at de enkelte ministerier lever op til kravet om, at man skal passe meget bedre på andres penge end på sine egne. Rigsrevisionen og statsrevisorerne er vigtige redskaber til at sikre det sidste. Vi forventer, at regeringen og de enkelte ministerier tager revisorernes betænkning alvorligt og strammer sig op.

Herefter indstiller udvalget i overensstemmelse med statsrevisorerne følgende

Forslag til folketingsbeslutning

i henhold til grundlovens § 47 med hensyn til

statsregnskabet for finansåret 1990 Statsregnskabet for finansåret 1990 godkendes.

Baadsgaard (S) Thor Pedersen (V) Frank Jensen (S) Klaus Hækkerup (S) Hans Erenbjerg (S) Pia Gjellerup (S) nfmd. Erik B. Smith (S) Jes Lunde (SF) Peter Duetoft (CD) Anne Birgitte Lundholt (KF) Henning Andersen (KF) Karen Højte Jensen (KF) Mejdahl (V) Svend Heiselberg (V) Kim Behnke (FP) Bilgrav-Nielsen (RV) fmd. Glønborg (KRF) Bilag

Finansministeriet

FINANSMINISTERIET

Den 6. april 1993

Vedlagt fremsendes i 70 eksemplarer svar på udvalgets spørgsmål af 17. marts 1993 - § 7, bilag 80. Vedr. SR90.

Med venlig hilsen

Mogens Lykketoft

Til Finansudvalget

Besvarelse af Finansudvalgets spørgsmål af 17. marts 1993

vedr. § 7-bilag 80, vedr. SR90

Spørgsmål 3

»Hvilke initiativer vil regeringen tage til opfølgning af statsrevisorernes understregning af, at hvor selvejende institutioner modtager statsmidler, skal der sikres tilsynsmyndigheden beføjelser i samme omfang, som fondslovgivningen giver fondsmyndigheden, herunder søgsmålskomperence«.

Svar

Finansudvalget henviser i fremsendelsesskrivelsen vedrørende spørgsmålet til statsrevisorberetning 11/90 om selvejende institutioners retlige stilling sammenholdt med endelig betænkning over statsregnskabet for finansåret 1990, side 227-243. Statsrevisorerne anførte i den endelige betænkning over statsregnskabet på side 243 følgende

»Statsrevisorerne ønsker udtrykkeligt at understrege, at hvor selvejende institutioner modtager statsmidler, skal der sikres tilsynsmyndigheden beføjelser i samme omfang, som fondslovgivningen giver fondsmyndigheden, herunder søgsmålskompetence«.

Den citerede bemærkning har relation til den redegørelse af 12. oktober 1992 fra undervisningsministeren, som er optrykt i den endelige betænkning. Undervisningsministeren tilkendegav i denne redegørelse, at han i videst mulige omfang ville søge at opnå lovhjemmel vedrørende søgsmålskompetence i forbindelse med pålæggelse af erstatningsansvar for bestyrelser for visse selvejende uddannelsesinstitutioner.

I sit notat til statsrevisorerne anførte rigsrevisor, at han finder dette tilfredsstillende. I anledning af, at undervisningsministeren anfører, at en sådan søgsmålskompetence ikke vil blive søgt f.s.v. angår frie grundskoler, private gymnasieskoler og HF-kurser, finder rigsrevisor principielt, at undervisningsministeren som minimum bør sikre de samme tilsynsbeføjelser, herunder søgsmålskompetence, som tilkommer fondsmyndigheden i henhold til fondslovgivningen.

Ved sin påtegning tilslutter statsrevisorerne sig dette synspunkt.

Da denne del af spørgsmålet således vedrører Undervisningsministeriets område, er spørgsmålet videresendt til dette ministerium med henblik på besvarelse.

Det bemærkes, at regeringen ikke har planer om at søge generel lovhjemmel til at meddele tilsynsmyndigheden søgsmålskompetence i sager om selvejende institutioner. Dette skyldes, at de selvejende institutioner har meget forskellig baggrund og forskellige fundatsbestemte styringsmæssige forhold. Den tværministerielle arbejdgruppe, der i 1989 afgav betænkning om selvejende institutioner - og hvori deltog både Rigsrevisionen og Justitsministeriet - anbefalede ikke en sådan generel løsning.

Spørgsmål 4

»Vil det specielt for så vidt angår bestyrelsesansvaret blive overvejet at indføre samme regler, som gælder for bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber«.

Svar

I den i svaret på spørgsmål 3 nævnte betænkning fra arbejdsgruppen om selvejende institutioner blev bestyrelsesmedlemmers ansvar undersøgt. Af undersøgelsen fremgår, at bestyrelsesmedlemmer i selvejende institutioner er underkastet dansk rets almindelige erstatningsregel (culpareglen). Af retspraksis fremgår imidlertid, at denne erstatningsregel ikke anvendes lige strengt i alle situttioner. Der er således en tendens til at skærpe kravene til forsvarlig handlemåde, når der er tale om personer, som udøver et erhverv. Kravene til den professionelle erhvervsmand, advokaten eller revisoren, der indtræder i en aktieselskabsbestyrelse, vil således være strengere end kravene til det bestyrelsesmedlem, som - måske af mere idealistiske grunde - er indtrådt i bestyrelsen for en tilskudsmodtagende kulturinstitution eller offentlig, almennyttig selvejende institution.

En regel om, at medlemmer af selvejende institutioners bestyrelser skal være undergivet de samme regler, som gælder for bestyrelsesmedlemmer i henhold til aktieselskabsloven, vil næppe blive opfattet som rimelig i alle tilfælde. Efter Finansministeriets opfattelse vil det være mest hensigtsmæssigt fortsast at lade bestyrelsesansvaret bero på den praksis, som domstolene har anlagt.

FINANSMINISTERIET

Den 13. april 1993

Med henvisning til Finansudvalgets skrivelse af 17. marts 1993 fremsendes i 70 eksemplarer besvarelse af udvalgets spørgsmål vedrørende Arbejdsmarkedets Feriefonds støtte til Dansk folke-ferie til anlæg af feriecentre m.v.

Spørgsmål 1

Anser ministeren det fortsat for udelukket at få adgang til Dansk folke-feries regnskab før 1988?

Svar

Jeg har fra Arbejdsministeriet indhentet følgende udtalelse, som jeg kan henholde mig til

»Den daværende arbejdsminister har i sin redegørelse af 19. august 1992 til statsrevisorerne svaret bl.a., at det ønskede regnskabsmateriale fra Dansk folke-ferie ikke er direkte tilgængeligt ad de kanaler, der efter eksisterende lovgivning er til rådighed for den statslige revision. Der er ikke siden sket noget, der giver anledning til en anden opfattelse.«

Spørgsmål 2

Har Justitsministeriets Lovafdeling været hørt over overvejelserne om tilvejebringelse af det nødvendige lovgrundlag med tilbagevirkende kraft?

Svar

Jeg har fra Arbejdsministeriet indhentet følgende udtalelse, som jeg kan henholde mig til

»Den daværende arbejdsminister har til brug for sin redegørelse ladet dette spørgsmål undersøge i en arbejdsgruppe, hvor Justitsministeriets lovkontor var repræsenteret. Justitsministeriet har her tilkendegivet, at man altid bør være meget varsom med et lovpåbud om udlevering, fordi det er vanskeligt at kombinere med straffebestemmelser, uden at dette får karakter af lovgivning med tilbagevirkende kraft, og at man bør vige tilbage fra noget sådant. Arbejdsministeriet kan endvidere henvise til Justitsministeriets udtalelse af 3. juli 1992 om spørgsmålet, der vedlægges.«

Med venlig hilsen

Mogens Lykketoft

Til Finansudvalget

JUSTITSMINISTERIET

Lovafdelingen

Den 3. juli 1992

Arbejdsministeriet

Laksegade 19

1063 København K

Arbejdsministeriet har den 1. juli 1992 oversendt et notat om mulighederne for at få udleveret de manglende regnskabsoplysninger fra Dansk folke-ferie, med anmodning om Justitsministeriets udtalelse.

Notatet giver Justitsministeriet anledning til følgende bemærkninger

1. Det er i notatet side 3 anført i forbindelse med omtalen af vedtægtens § 7, at det må antages, at det ikke er udelukket i forbindelse med ydelse af ny støtte til eksisterende feriecentre m.v. at stille betingelse om indsigt i ældre materiale, som kan være af revisionssaglig betydning i forbindelse med den fremtidige drift. Såfremt denne mulighed udnyttes, kan Rigsrevisionens behov (for at få regnskaberne fra 1983-1987) formentlig imødekommes, i hvert fald delvis, efterhånden som ansøgninger om støtte fremkommer vedrørende de pågældende virksomheder under Dansk folke-ferie.

Dette afsnit har givet Justitsministeriet anledning til at overveje, hvorvidt det vil være et lovligt kriterium at gøre det til en betingelse for imødekommelse af en ansøgning fra Dansk folke-ferie om fremtidig støtte fra Feriefonden, at der skal fremlægges regnskaber for perioden fra 1983-1987.

2. Arbejdsministeriets cirkulære nr. 57 af 8. april 1988 om vedtægter for Arbejdsmarkedets Feriefond indeholder følgende bestemmelser

»§ 4. Arbejdsmarkedets Feriefond anvender fondens midler til ferieformål for lønmodtagere, herunder særligt gennem støtte til institutioner eller organisationer, der tilvejebringer feriemuligheder for lønmodtagere.

Ingen

Nr BTB 94

Betænkning og indstilling vedrørende den af statsrevisorerne afgivne endelige betænkning over statsregnskabet for finansåret 1990

Nr B 94 1992-93, 1. samling

Afgivet af Finansudvalget

Afgivet: 19930421