Legislator Case Law & Legislation
19921DA00074 DK

1992 BTB 74 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DIREKTE DEMOKRATI (VEJLEDENDE, LANDSDÆKKENDE FOLKEAFSTEMNINGER VED VÆLGERINITIATIV) NR B 74 1992-93, 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over beslutningsforslag 1992 74 Valid

Udvalget har behandlet forslaget til folketingsbeslutning i en række

møder og har herunder stillet spørgsmål til indenrigsministeren, som

denne har besvaret skriftligt.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) forslaget til folketingsbeslutning til forkastelse .

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller forslaget til folketingsbeslutning til vedtagelse uændret .

Det danske folkestyre er så godt som intet andet og mere end en myte. Flertallet af Folketingets partiers politikere har enerådigt og hen over hovedet på befolkningen tiltaget sig selv en selvtilfreds kontrol over borgerne og dermed skabt en voldsom krise for folkestyret.

Selve styreformens navn (folkestyre) antyder jo, at folket er medbestemmende i de politiske valg. Ved det danske repræsentative system vælger man politikere til at varetage sine interesser. Men når de folkevalgte lader hånt om vælgernes ønsker, bryder de i virkeligheden med demokratiets princip.

Egentlig er det heller ikke muligt for vælgerne at vælge repræsentanter ud fra bestemte ideer. Embedsmandsinstitutionerne, organisationerne og diverse pressionsgrupper kan reelt lede politikerne i forskellige retninger ud fra ganske snævre interesser.

Derfor er det vigtigt, at vælgernes mening bliver hørt i forbindelse med flere af de store og vedkommende problemer i det danske samfund.

Folkestyret skal genskabes, og derfor er det absolut nødvendigt, at folkets direkte indflydelse på den politiske proces forbedres væsentligt. Det er ikke politikernes pligt at søge at gennemføre de enkelte pressionsgruppers ønsker på bekostning af alle vælgeres ønsker, men derimod at hindre, at de nye love skader vælgernes interesser.

Den indbyggede svaghed, der ligger i vores repræsentative valgsystem, kan elimineres ved, at alle befolkningsgrupper i samfundet kan stille krav om folkeafstemning. Direkte folkeafstemninger betyder, at vælgerne og ikke politikerne (de folkevalgte) har indflydelse på og afgør de vigtigste spørgsmål. Folketingets partier og de folkevalgte repræsentanter kan lade sig vildlede og manipulere, men en hel befolkning kan ikke på samme måde lade sig styre af særinteresser. Lad derfor vælgernes ønsker og behov få førsteret til de politiske beslutninger.

Da dette beslutningsforslags intentioner var indeholdt i et tidligere forslag fra Fremskridtspartiet, er der til dels tale om en genfremsættelse. Grunden til, at beslutningsforslaget i sin nuværende form indeholder et forslag til krav om 50.000 underskrifter, før vælgerne kan kræve et emne til folkeafstemning, er, at det væsentligste kritikpunkt mod intentionen i det forrige forslag var, »at 20.000 underskrifter er alt for få«. Fremskridtspartiet har derfor ønsket at imødekomme dette synspunkt. Fremskridtspartiet finder, at demokratiets overlevelse og befolkningens reelle medindflydelse på beslutningerne er vigtigst. Det betyder ikke, at Fremskridtspartiet har skiftet holdning til de 20.000 underskrifter. Fremskridtspartiet mener fortsat, at de 20.000 vælgeres krav er både rimeligt og forsvarligt set i sammenhæng med, at kravet for at opstille et parti til Folketinget er et tilsvarende antal underskrifter.

Det, som dette beslutningsforslag drejer sig om, er at sikre demokratiets og folkestyrets overlevelse i en tid, hvor politikerlede og politikermistro trives bedre og bedre for hver dag, der går.

I beslutningsforslaget har Fremskridtspartiet nævnt nogle områder, hvor befolkningen ville være langt bedre stillet, hvis de havde reel medindflydelse. Dermed ville man sandsynligvis også skabe mere forståelse for den førte politik.

Fremskridtspartiet ønsker med beslutningsforslaget, at Danmark bliver et virkeligt demokrati - med folkestyre. Efter Fremskridtspartiets mening vil regler om vejledende folkeafstemninger betyde en afgørende styrkelse af folkestyret og rumme en tiltrængt modernisering af den politiske beslutningsproces her i landet.

Den tid er for længst forbi, hvor politikerne kunne påberåbe sig særlig viden eller større indsigt end den øvrige del af befolkningen. Folkestyret har her i landet fungeret på godt og ondt i henved 150 år, og det er udtryk for manglende demokratisk sindelag, hvis nogen vil hævde, at Folketinget er i stand til at bedømme samfundsspørgsmål mere sagligt eller kvalificeret, end befolkningen er.

Fremskridtspartiet mener, at vejledende folkeafstemninger her i landet på landsdækkende plan vil føre til, at der opbygges en større interesse og ansvarsfølelse for samfundsforhold. Vælgerne opnår en direkte deltagelse i de politiske beslutninger og har al mulig grund til at engagere sig, diskutere på arbejdspladser, i hjemmene, i nærmiljøet i øvrigt, fremfor blot passivt at skulle affinde sig med, at politikerne tiltager sig hele beslutningsretten.

Adgangen til at afholde folkeafstemninger på vælgerinitiativ baserer sig på en ide om folkelig selvbestemmelsesret og direkte demokrati. Direkte demokrati medfører og betyder naturligvis, at vælgerne direkte kan være med til at afgøre alle sager i stedet for at overlade ansvaret til repræsentative organer som for eksempel Folketinget. Udtrykket »folkelig selvbestemmelsesret« betyder, at den politiske magt både teoretisk og praktisk ligger hos folket, hvor den rettelig hører hjemme. I Danmark eksisterer der demokrati, hvor det forudsættes, at folket vælger og bestemmer politikkens virkemåde. I virkelighedens verden er folkets reelle indflydelse på politikken begrænset.

Det er indlysende, at direkte demokrati i sig selv naturligt må følge med den folkelige selvbestemmelsesret, hvis det skal have nogen mening. Naturligvis kan den folkelige selvbestemmelsesret ikke være fuldstændig, men i videst muligt omfang kan man bruge direkte demokrati til at hævde selvbestemmelsesretten som en pragmatisk mulighed.

Erling Christensen (S) Grete Schødts (S) Poul Erik Dyrlund (S) Holger Graversen (S) Klaus Hækkerup (S) fmd. Peder Sass (S) Jørn Pedersen (S) Pernille Frahm (SF) Torben Rechendorff (KF) Kirkegaard (KF) Per Tærsbøl (KF) Lis Noer Holmberg (V) Erik Larsen (V) Else Winther Andersen (V) Poul Nødgaard (FP) nfmd. Ebbe Lundgaard (RV) Glønborg (KRF)

Centrum-Demokraterne havde ingen medlemmer i udvalget.

Betænkning over beslutningsforslag 1992 74 Valid

Nr BTB 74

Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om direkte demokrati (vejledende, landsdækkende folkeafstemninger ved vælgerinitiativ)

Nr B 74 1992-93, 1. samling

Afgivet af Kommunaludvalget

Afgivet: 19930603

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →