1992 BTB 53 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN PRIVATFINANSIERET FEMER BÆLT-FORBINDELSE NR B 53 1992-93, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder og har
herunder stillet spørgsmål til trafikministeren, som denne har
besvaret skriftligt.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlemmer) beslutningsforslaget til forkastelse .
Et mindretal inden for flertallet (Venstres medlemmer af udvalget) finder, at det er for tidligt at tage stilling til, hvordan en Femer Bælt-forbindelse skal anlægges og drives. Derfor er der ikke fra mindretallets side taget stilling til, om mindretallet på et senere tidspunkt vil støtte en privatisering af den faste forbindelse over Femer Bælt.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret .
Fremskridtspartiets hensigt med beslutningsforslaget har været, at der så hurtigt som muligt skulle kunne sættes gang i byggeriet af en privatfinansieret Femer Bælt-forbindelse.
Som det fremgik af den skriftlige fremsættelse, så går beslutningsforslaget i korte træk ud på, at Folketinget bør erkende nødvendigheden og vigtigheden af en fast forbindelse over Femer Bælt. Folketinget bør på baggrund af den store interesse, som private firmaer og konsortier har vist for Femer Bælt-forbindelsen, seriøst overveje mulighederne for at udbyde den faste forbindelse i offentlig licitation med det formål at lade den faste forbindelse blive bygget og finansieret af private firmaer eller konsortier.
Folketinget bør erkende, at en privatbygget og privatfinansieret fast forbindelse over Femer Bælt kan etableres på samme forsvarlige måde - både hvad angår den arkitektoniske udformning og den teknisk forsvarlige måde, den miljømæssige løsning og til en pris, der for de kommende brugere af forbindelsen ikke bliver højere end de nuværende færgebilletpriser (pristalsreguleret) - som de selskabskonstruktioner, der ligger til grund for byggeriet på Storebælt og Øresund.
Endvidere bør Folketinget erkende, at det af hensyn til de fremtidige trafikforbindelser mellem Skandinavien og kontinentet og til, at bygningen af forbindelsen har positive beskæftigelsesmæssige virkninger, er en god ide at komme i gang med arbejdet nu.
Fremskridtspartiet opfordrer til, at Folketinget konstaterer, at den danske stat i øjeblikket er mættet af store anlægsopgaver andre steder i landet, og at det derfor ville være en rigtig god ide at prøve en privatfinansieret model denne gang.
Fremskridtspartiet har fremsat dette beslutningsforslag, fordi
- vi gerne ser forbindelsen over Østersøen bygget,
- vi gerne vil have gang i den private beskæftigelse,
- private firmaer har påvist, at det kan lade sig gøre at opstille seriøse forslag til bygning af forbindelsen, og
- forbindelsen kan bygges for privat kapital.
Fremskridtspartiet er imod offentligt finansierede storbro-byggerier. Fremskridtspartiet var imod Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen. Ikke fordi vi er imod broer og tunneler, der fremmer infrastrukturen i landet, men fordi vi er imod, at det evig og altid er det offentlige, der absolut skal stå for opførelsen og finansieringen.
Fremskridtspartiet har også fremsat beslutningsforslaget, fordi mindretallet gerne vil anvise en alternativ og ny måde at bygge og finansiere broer/tunneler på.
Mange er inde på, at en kommende forbindelse over Femer Bælt skal være en privatfinansieret opgave. Det vil også være det fornuftigste. På baggrund heraf er det netop uforståeligt, at de, der taler om en privatfinansieret forbindelse, ikke har bidraget med noget konstruktivt under udvalgsbehandlingen. Det har været skuffende. Det kan selvfølgelig være noget praktisk og teknisk, man er uenig i, og er det tilfældet, burde de partier, som ønsker en privatfinansieret Femer Bælt-forbindelse, og som gerne vil have sat byggeriet i gang i løbet af kort tid, sætte sig sammen og udforme et fælles forslag. Det ville være en værdig udgang på behandlingen af dette beslutningsforslag.
Tove Lindbo Larsen (S) Søren Hansen (S) J. K. Hansen (S) fmd. Bakholt (S) Hans Erenbjerg (S) Jimmy Stahr (S) Tommy Dinesen (SF) Sonja Albrink (CD) Ikast (KF) Agnete Laustsen (KF) Svend Erik Hovmand (V) Svend Heiselberg (V) Helge Sander (V) Ernst B. Schmidt (FP) nfmd. Ole Donner (FP) Bilgrav-Nielsen (RV) Inger Stilling Pedersen (KRF)
Ingen
Nr BTB 53
Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om en privatfinansieret Femer Bælt-forbindelse
Nr B 53 1992-93, 1. samling
Afgivet af Trafikudvalget
Afgivet: 19930616