1992 BSF 69 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STYRKELSE AF MILJØINDSATSEN GENNEM ETABLERING AF EN RULLENDE MILJØPLANLÆGNING OG -PRIORITERING (DET ØKOLOGISKE PERSPEKTIV)
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget pålægger regeringen med virkning fra finansåret 1994 at
etablere et sammenhængende system for en overordnet økologisk
planlægning, som i et ligeværdigt samspil med den økonomiske
planlægning skal udgøre det strategiske beslutningsgrundlag for de
politiske og økonomiske beslutninger på alle niveauer i samfundet.
Dette skal ske gennem
- udarbejdelse af en miljøtilstandsrapport hvert tredje år,
- oprettelse af en samfundsøkologisk model (EVA),
- udarbejdelse af en miljøbelastningsbalance,
- udarbejdelse af årlige miljøredegørelser til Folketinget,
- en forbedret og udbygget miljøstatistik.
Bemærkninger til forslaget
Det økologiske perspektiv
Brundtlandkommissionens anbefalinger om at opprioritere og integrere miljøhensynene på alle nivauer i beslutningsprocessen medfører en række ændringer i den samfundsmæssige planlægning og styring, hvis den politiske udvikling som Brundtlandskommissionen har sat igang, skal omsættes i en ændret politisk praksis.
Beslutningsforslaget omhandler konsekvenserne af ovenstående.
På det overordnede styringsmæssige niveau vil der fortsat være behov for den traditionelle reguleringspolitik samt for egentlige forbud. Men denne politik vil i stigende omfang blive suppleret af miljøpolitiske tiltag, som ved hjælp af prisdannelsen/markedsmekanismerne, grønne afgifter/skatter, tilskud, miljøaftaler, samt målrettet miljøoplysning, skal forfølge den overordnede miljømålsætning: at en rationel adfærd også skal være økologisk rationel.
Dette sker kun, hvis der sker en sammenkædning af det økonomiske handlerum med de økologiske realiteter. Dette forudsætter igen en sammenhængende strategisk miljøplanlægning, der løbende (hvert 3. år) sammenholder de politisk fastsatte miljømål med de miljømæssige realiteter samt vurdere konsekvenserne af de langsigtede miljøtiltag med henblik på at justere målsætning og midler, så den totale miljøeffekt af den førte politik bliver optimal.
Den strategiske miljøplanlægning erstatter således ikke de allerede udarbejdede handlingsplaner inden for energi, transport og landbrug. Den sammenhængende strategiske miljøplanlægning udbygger og supplerer derimod de eksisterende handlingsplaner med et planlægningssystem, der sikrer en løbende revision af alle sektorielle miljøhanlingsplaner. Samtidig er det hensigten, at der udarbejdes handlingsplaner for alle sektorområder.
Forslaget er en opfølgning af den Rio-dagsordenen som Folketinget vedtog den 3. december 1992 (F 9) se Folketingstidende, Folketingets forhandlinger 1992-93 sp. 3044 ff., hvori det fastslås
- at der på nationalt plan videreudvikles en overordnet rullende miljøplanlægning og -prioritering baseret på en fortløbende overvågning og fremskrivning af miljøets og naturens tilstand.
Til beslutningsforslaget er ligeledes hentet inspiration fra faglig rapport udgivet af Danmarks Miljøundersøgelser nr. 57-1992 om miljø og livskvalitet 1994-2000. Rapporten omhandler problemet om udvikling af værktøjer til mellem- og langsigtet fremskrivning af miljøtilstanden koblet til samfundets strukturelle, teknologiske og økonomiske udvikling samt mulige midler til at løse de afledte miljøproblemer.
Strategisk miljøforvaltning
På det forvaltningsmæssige område skal Miljøministeriet styringsmæssigt ligestilles med Finansministeriet. Det skal ske som en praktisk og politisk konsekvens af Brundtlandkommissionens anbefalinger af, at miljøhensynene integreres i alle politikområder.
I takt med integrationen af denne grønne tankegang vil behovet for at skabe sammenhæng og overblik vokse tilsvarende, ligesom det i mange år har været tilfældet på det økonomiske område. Dette sikres bedst gennem oprettelsen af en rullende sammenhængende miljøplanlægning i Miljøministeriets regi.
Den strategiske miljøplanlægning bør bygge på følgende principielle arbejdsdeling mellem Miljøministeriet og sektorministerierne
a) Miljøministeriet identificerer og kortlægger miljøinteresserne, ud fra hvilke de politiske målsætninger defineres og fastlægges. På dette grundlag vurderes det, om de anvendte midler kan opfylde den ønskede målsætning. Der udarbejdes endvidere forslag til ændret målopfyldelse, i det omfang den indsamlede viden nødvendiggør noget sådant. Endelig udarbejdes et udviklingsscenarie for forskellige tidsforløb for målopfyldelsen.
b) Sektorministerierne foreslår i et samarbejde med Miljøministeriet og ud fra deres sektorkendskab de midler, som ministeriet mener kan opfylde de foreslåede målsætninger. Efter en politiske realitetsbehandling er sektorministerierne inden for de rammer, der er fastsat af Miljøministeriet, ansvarlige for gennemførelsen af de vedtagne handlinger.
c) Sektorministerierne afrapporterer til Miljøministeriet, som sammenfatter oplysningerne og tilser, at de er i overensstemmelse med de fastsatte miljøpolitiske mål. Dette sammenholdes med en tilstandsvurdering af miljøet. De anvendte midler vurderes og der stilles forslag til opstramning/ændring af målene og /eller midlerne, samt forslag til nye initiativer.
Dette forudsætter nogle nye politiske og administrative styringsinstrumenter, som i det følgende er beskrevet kort.
1) Miljøtilstandsrapporten
Hvert 3. år fremlægger Miljøministeriet en overordnet og tværgående miljøtilstandsrapport, som indgående vurderer effekterne af de igangsatte miljøhandlingsplaner i relation til miljøets faktiske tilstand. I det omfang tiltagene ikke opfylder de politisk fastsatte miljømål eller hvis ny viden/erkendelse skaber behov for ændrede tiltag, reformuleres de overordnede målsætninger og der udarbejdes forslag til en ændring af målsætningen, indsatsen og handlingsplanerne m.v.
Miljøtilstandsrapporten behandler de igangværende handlingsplaner særskilt. Miljøproblemerne opdeles således, at miljøet behandles på det lokale niveau, kommunalt/regionalt, på nationalt niveau, i nordisk og europæisk perspektiv samt globalt. Den uddybende behandling af hvert enkelt miljøproblem skal foretages på det niveau, hvorpå det mest hensigtsmæssigt kan løses.
Det foreslås således, at der tages udgangspunkt i den opdeling som det hollandske RIVM, National Institute of Public Health and Environmental Protection, benytter i deres rapport »National Environmental Outlook 1990-2010«, der er en rullende videreførelse af den oprindelige plan »Concern for tomorrow«.
Denne danske miljøtilstandsrapport skal i lighed med den hollandske også udkomme på engelsk.
2) ADAM og EVA
I 1990 udarbejdede Finansministeriet, Budgetdepartementet, i samarbejde med Energiministeriet en eftermodel til den samfundsøkonomiske model ADAM, som muliggjorde beregninger af Danmarks samlede CO2-emission. Denne model, som i det følgende betegnes EVA, udbygges, så den også omfatter andre vigtige miljøparametre/indikatorer og ajourføring. Driften af modellen lægges administrativt i Miljøministeriet.
Formålet med opbygningen og videreudviklingen af EVA er at sikre, at de politiske beslutninger ikke kun kvantificeres økonomisk, men også kvalificeres miljømæssigt.
I den hvert 3. år udarbejdede miljøtilstandsrapport anvendes EVA som grundlag for samfundsmæssige beregninger af den igangværende samfundsudvikling samt af de påtænkte miljøtiltag.
Proceduremæssigt indarbejdes dette i den eksisterende rullende samfundsøkonomiske planlægning.
EVA-modellen udvikles fortløbende i et internationalt samarbejde.
EVA finder også anvendelse ved vurderingen af samtlige lovforslags konsekvenser for miljøet. Sådan som det er beskrevet i beslutningsforslag nr. B 72 om beregning af lovforslags miljømæssige konsekvenser, Folketingstidende 1991-92, forhandlingerne sp. 7119 og 8404 samt tillæg A sp. 5647 og tillæg B sp. 2301.
3) Miljøbelastningsbalancen
Som noget nyt og i tilknytning til miljøtilstandsrapporten behandles forbrugsmønstret (stofstrømmene) for virksomhederne, for det offentlige og for det private forbrug, samt for eksport/import særskilt i en miljøbelastningsbalance. I takt med internationaliseringen af miljøproblemerne, den øgede samhandel og den deraf afledte internationale arbejdsdeling opstilles et belastningsindeks for Danmarks interaktion med den omgivne verden. Miljøbelastningsbalancen skal bl.a. opfange konsekvenserne af eksport/import af energi, affald, pesticider, proteiner, tropisk træ, emissioner til atmosfæren og til det maritime miljø m.v. for herigennem at være en indikator for, om Danmarks eksport og import af miljøproblemer er stigende eller faldende, samt hvad dette i givet fald skyldes.
4) Årlig miljøredegørelse
Parallelt med udarbejdelsen af den årlige finansredegørelse og finanslovforslaget udarbejdes der en årlig miljøredegørelse. I denne redegørelse gennemregnes de miljømæssige konsekvenser af den foreslåede finanslov ved at sammenkoble ADAM og EVA-modellerne.
Ændringer i finans- og skattepolitikken gennemregnes særskilt med en speciel høj detaljeringsgrad, således at effekten på centrale miljøbelastningsindikatorer afdækkes.
Den årlige miljøredegørelse indeholder også et afsnit om udviklingsarbejdet med de samfundsøkologiske modeller.
Derudover skal miljøredegørelsen indeholde et afsnit om »early warning«, dvs. oplysninger om kommende/mulige fremtidige miljøproblemer afledt af bl.a. ny teknologi, som den politiske beslutningsproces skal være opmærksom på. I dette afsnit medtages også en kort, men dækkende, beskrivelse af nye data og videnskabelig erkendelse, som kan risikere at ændre de hidtidige antagelser.
Miljøredegørelsen skal derudover indeholde et afsnit om »miljømæssige succes-historier«, f.eks. om nytænkning og utraditionelle initiativer i den offentlige sektor, i erhvervslivet og blandt befolkningen bredt. Dette afsnit skal inspirere og opmuntre andre til at tage lignende intiativer.
5) Miljøstatistik/-indikatorer
Den årlige publikation »Miljøindikatorer« fra Miljøministeriet er et skridt i den rigtige retning. Denne bibeholdes og udbygges, men da det er nødvendigt at udarbejde et større data/indikatorgrundlag som forudsætning for EVA-modellen, miljøtilstandsrapporten og miljøbelastningsbalancen, vil der være grundlag for at udgive en detaljeret årlig miljøstatistik, hvor det f.eks. er muligt inden for de enkelte varegrupper at se, om forbruget af miljørigtige produkter er stigende eller faldende. En sådan statistik kunne f.eks. tager udgangspunkt i den svenske miljøstatistik, som Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg er bekendt med. Miljøstatistikken opbygges således, at der hver år behandles et specielt tema, som er politisk aktuelt.
Den politiske beslutningsproces
For at sikre politisk gennemsigtighed i den overordnede miljøplanlægning bør de store linier i denne arbejdsproces institutionaliseres i en åben planlægningsprocedure, der giver politikerne, interesseorganisationer og offentligheden mulighed for at følge processen og korrigere den. For interesseorganisationer oprettes der en formaliseret høringsprocedure.
Miljøtilstandsrapporten, miljøbelastningsbalancen og de årlige miljøredegørelser lægges frem til en politisk behandling i Folketinget. På baggrund af denne behandling udarbejdes der på centrale sektorområder (landbrug, industri, trafik, energi m.v.) udkast til reviderede handlingsplaner på de områder, hvor det er godtgjort, at de politiske målsætninger ikke kan realiseres ved hjælp af de valgte midler, eller hvor der er behov for ændrede initiativer.
De reviderede handlingsplaner lægges ligesom miljøtilstandsrapporten frem til en politisk debat og vedtages efter en tidsfølgeplan fastsat af Folketinget. Planerne skal dog senest foreligge 1 år efter fremsættelsen af miljøtilstandsrapporten.
Denne planlægningsprocedure gentages hvert tredje år.
Ingen
Nr BSF 69
Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af miljøindsatsen gennem etablering af en rullende miljøplanlægning og -prioritering (Det økologiske perspektiv)
Fremsat af Gade (SF) Lilli Gyldenkilde (SF) Birgitte Husmark (SF) Jes Lunde (SF) Ebba Strange (SF)
den 9. marts 1993