1992 BSF 66 FOLKETINGSBESLUTNING OM BERETNING TIL FOLKETINGET ANGÅENDE NORDISK RÅDS VIRKSOMHED I 1991-92
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget tager beretningen til Folketinget angående Nordisk Råds virksomhed i 1991-92, afgivet af den danske delegation, til efterretning.
Oprindeligt fremsat forslag
Den danske delegations beretning til Folketinget angående Nordisk Råds virksomhed i 1991-92 har været forelagt udvalget.
Et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) har taget beretningen til efterretning.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller beretningen til forkastelse og udtaler i denne forbindelse
Fremskridtspartiet indstiller Nordisk Råd til nedlæggelse. Beretningen til Folketinget angående Nordisk Råds virksomhed i 1991-92, der er afgivet af Nordisk Råds danske delegation, indeholder elementer, der ikke er forenelige med den danske suverænitet.
Tidligere har Nordisk Råd været et initiativtagende og rådgivende råd. Fremskridtspartiet er imod, at rådet nu forsøges gjort til et udenrigspolitisk organ.
Ser man på den fremtidige mulighed for ændringer af Helsingforsaftalen, så havde Folketinget i folketingsåret 1991-92 forslag til lov om ændring af lov om nordisk samarbejde (L 62) til behandling. Lovforslaget var en følge af den ændring af Helsingforsaftalen, som blev underskrevet i Tammerfors den 21. august 1991. Yderligere var der i forslaget lagt op til, at dansk godkendelse af fremtidige ændringer skulle kunne ske uden lovændring. Der var i Folketinget bred enighed om at støtte lovforslaget, som derefter blev vedtaget med 118 stemmer mod 8 (FP).
Med et sådant lovforslag vedtaget er der lagt op til, at der fremover uden yderligere lovforslag vil kunne gives langt stærkere faktiske bemyndigelser til Nordisk Råd.
Fremskridtspartiet mener, at dersom det ikke er muligt at få det overflødige, bureaukratiske og overadministrerede råd nedlagt, så bør det i det mindste indskrænkes og bestemt ikke tillægges yderligere beføjelser. Det drejer sig både om økonomiske, budgetmæssige, udenrigspolitiske og lignende beføjelser. Fremskridtspartiet kan heller ikke tilslutte sig, at Nordisk Råd påtager sig den opgave hovedsagelig at tilpasse sig til Den Europæiske Union eller til at blive en nordisk filial i Bruxelles.
Fremskridtspartiet mener stadig, at det er de respektive parlamenters egen opgave selv at fastsætte deres egne klare politiske målsætninger. Det er ikke ministerrådets opgave at tilrettelægge samarbejdet systematisk, sådan at Nordisk Råd får reel indflydelse på beslutningsprocessen.
Fremskridtspartiet kan derfor ikke som andre partier tage Nordisk Råds danske delegations beretning for 1991-92 til efterretning. Fremskridtspartiet må på grund af de vidtgående ændringsplaner på det skarpeste tage afstand fra beretningen.
Et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) fremsætter herefter følgende
Forslag til folketingsbeslutning
om beretning til Folketinget angående Nordisk Råds virksomhed i
1991-92
Folketinget tager beretningen til Folketinget angående Nordisk Råds virksomhed i 1991-92, afgivet af den danske delegation, til efterretning.
Helen Beim (S) Holger Graversen (S) Lotte Henriksen (S) Rosing (S) Erik B. Smith (S) Peter Christensen (S) Riishøj (SF) Peter Duetoft (CD) Pia Christmas-Møller (KF) Agnete Laustsen (KF) Fischer (KF) Hanne Severinsen (V) Sønderby (V) Jørgen Winther (V) fmd. Kirsten Madsen (FP) Jørgen Estrup (RV) nfmd. Merethe Due Jensen (KRF)
Ingen
Nr BSF 66
Folketingsbeslutning om beretning til Folketinget angående Nordisk Råds virksomhed i 1991-92
den 11. marts 1993
Vedtaget ved anden (sidste) behandling den 11. marts 1993