1992 BSF 65 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPHÆVELSE AF DEN I KØBENHAVN DEN 5. APRIL 1974 UNDERTEGNEDE OVERENSKOMST MELLEM DANMARK OG SVERIGE OM BESKYTTELSE AF ØRESUND MOD FORURENING
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget meddeler sit samtykke til, at den i København den 5. april 1974 undertegnede og af Folketinget den 10. juni 1974 godkendte overenskomst om beskyttelse af Øresund mod forurening ophæves.
Samtykket meddeles under den forudsætning, at Sverige foretager en tilsvarende handling.
Oprindelig fremsat forslag
Folketinget meddeler sit samtykke til, at den i København den 5. april 1974 undertegnede og af Folketinget den 10. juni 1974 godkendte overenskomst om beskyttelse af Øresund mod forurening ophæves.
Samtykket meddeles under den forudsætning, at Sverige foretager en tilsvarende handling.
Bemærkninger til forslaget
Den 10. juni 1974 meddelte Folketinget sit samtykke til, at Danmark ratificerer den i København den 5. april 1974 undertegnede overenskomst om beskyttelse af Øresund mod forurening.
Denne overenskomst, der blev indgået på svensk initiativ, havde til formål at sikre, at der på begge sider af Øresund blev gennemført effektive foranstaltninger til at formindske den forurening af Øresund, der finder sted gennem direkte eller indirekte udledninger.
Overenskomsten fastsatte en række minimumskrav til spildevandsbehandling. Således måtte udledning af spildevand fra samlede bebyggelser kun ske, når spildevandet havde gennemgået videregående rensning eller mekanisk rensning (slamudskillelse). Endvidere måtte udledning til vandområder med dårlig vandfornyelse kun ske efter biologisk rensning og fosforreduktion. Det blev også fastlagt, at udledninger fra landbrug skulle overvåges og holdes under kontrol. De nævnte foranstaltninger skulle være gennemført inden fem år efter underskrivelsen af overenskomsten.
Overenskomsten indeholdt også krav om overvågning, dels af udledningerne, dels af Øresunds vandmiljø.
Til at forestå samarbejdet om beskyttelse af Øresund, skulle der nedsættes en dansk-svensk kommission med tre medlemmer fra hver side udpeget af regeringerne. Udpegningerne sikrede, at såvel de statslige som de regionale og kommunale myndigheder var repræsenteret enten ved embedsmænd eller ved politisk valgte repræsentanter.
Aftalen indeholdt endelig en bestemmelse om, at den efter at have været i kraft i 10 år kunne opsiges af hver af parterne. Overenskomsten udløber 1 år efter opsigelsen.
Kommissionen har på årlige møder fulgt den indsats, der på begge sider blev gennemført for at mindske forureningstilførslen. Det kunne konstateres, at aftalens krav til rensning blev gennemført inden for de fastsatte terminer. Kommissionen har ligeledes fulgt overvågningsindsatsen og medvirket til en intensivering af denne indsats, specielt hvad angår den statslige overvågning af det åbne Øresund.
Kommissionen har gennem sit tekniske udvalg fået gennemført en række specialundersøgelser og udredninger. Følgende kan nævnes
- Øresund: Tilstand - effekter fra næringssalte (1980 og 1984).
- Øresund: Tilstand, belastning og niveau af toksiske stoffer (1984).
- Øresund: Miljøfarlighedsanalyse af toksiske stoffer (1987).
- Øresund: Handlingsplan for vandbeskyttelse (1989).
På kommissionens møde i begyndelsen af 1991 meddelte den svenske delegation, at aftalen efter dens opfattelse kunne ophæves, da det primære formål - at sikre en vidtgående udbygning af spildevandsrensning på begge sider af Øresund - i vidt omfang var opnået gennem de beslutninger, der var truffet i begge lande, på dansk side herunder de foranstaltninger, der er truffet i medfør af vandmiljøplanen og på svensk side en tilsvarende udbygning af rensningsanlæggene, således at den nu også omfatter reduktion af kvælstofudledningen.
Det blev fremført, at det statslige samarbejde bl.a. ville fortsætte inden for rammerne af Østersøkonventionen, der også indbefatter Øresund samt på grundlag af den nordiske miljøbeskyttelseskonvention af 19. februar 1974, der sikrer nabolande gensidig indflydelse på visse beslutninger på miljøbeskyttelsesområdet. Der var endvidere i andet regi iværksat en fælles dybtgående undersøgelse af Øresunds vandmiljø i forbindelse med planerne om en fast forbindelse over Øresund.
Der kunne dog fortsat være behov for et dansk-svensk samarbejde vedrørende Øresunds vandmiljø, men dette samarbejde burde etableres på det regionale og kommunale niveau.
Fra dansk side kunne man tilslutte sig de svenske synspunkter, som i løbet af 1991 blev drøftet videre mellem det danske Miljøministeriums departement og det svenske Miljø- och Naturresursdepartement, således at Øresundskommissionen ved sit møde i begyndelsen af 1992 i overensstemmelse med de to departementers ønske endeligt fastslog ophævelsen under den forudsætning, at dette blev godkendt af regeringerne i Danmark og Sverige.
Der er både på dansk og svensk side indledt drøftelser om videreførelse af samarbejdet om beskyttelse af Øresund mod forurening på regionalt og kommunalt niveau. Der er velvilje hertil på begge sider af Sundet, men på indeværende tidspunkt foreligger der endnu ikke fastlagte rammer for dette samarbejde.
Da aftalen i sin tid blev godkendt af det danske Folketing og den svenske Rigsdag, forudsætter ophævelsen, at disse organer giver deres samtykke til aftalens bortfald. I Sverige er der indledt en tilsvarende procedure, som den her omhandlede.
Ingen
Nr BSF 65
Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af den i København den 5. april 1974 undertegnede overenskomst mellem Danmark og Sverige om beskyttelse af Øresund mod forurening
Fremsat af miljøministeren (Svend Auken)
den 24. februar 1993
Vedtaget ved anden (sidste) behandling den 23. marts 1993