Legislator Case Law & Legislation
19921BA00047 DK

1992 BSF 47 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM IDENTISKE REGLER I FORBINDELSE MED TILDELING AF ALLE FORMER FOR OFFENTLIGE TILSKUD OG GARANTIER INDEN FOR DET DANSKE RIGSFÆLLESKAB

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1992 47 Valid

Folketinget pålægger regeringen at stille som ufravigelig betingelse

og forudsætning for tildeling af alle former for offentlige tilskud

og garantier inden for det danske rigsfælleskab, at det sikres, at

følgende er gældende i den del af rigsfælleskabet uden for Danmark,

der modtager offentlige tilskud og garantier m.m.

1) Ministeransvarlighedsregler svarende til de gældende regler i Danmark,

2) Immunitetsregler for ministre og for folkevalgte svarende til de gældende regler i Danmark,

3) Habilitetsregler for ministre og for folkevalgte svarende til de gældende regler i Danmark,

4) Habilitetsregler i øvrigt svarende til de gældende regler i Danmark,

5) Offentlighed i forvaltningen svarende til de gældende regler i Danmark,

6) At en særlig banklov (med hensyn til Finanstilsynets tilsynsmuligheder) lever op til den danske bank- og sparekasselovs bestemmelser,

7) At den danske Rigsrevision opnår adgang til revision af alle områder, hvortil der ydes offentlige tilskud eller garantier m.m. fra Danmark,

og at der i de færøske og grønlandske lovgivninger findes regler om

8) At der i forbindelse med tildeling af sociale ydelser stilles krav om, at de regler om indkomstforhold, formueforhold og formueafkast, der lægges til grund for ydelsens beregning, svarer til de gældende regler i Danmark,

9) At der sikres kontrolmuligheder i forbindelse med tildeling af sociale ydelser og dagpenge, der svarer til de kontrolmuligheder, det danske CPR-nummersystem og folkeregistrering giver.

Bemærkninger til forslaget

Baggrund for forslaget

Hele det danske rigsfællesskab uden for Danmark (Grønland og Færøerne) modtager overførsler fra den danske stat til dækning af bestemte udgifter. Således foregår der en økonomisk overførsel fra skatteydere i Danmark til borgere både på Færøerne og i Grønland.

Generelle bemærkninger

Med baggrund i de økonomiske overførsler ønsker forslagsstillerne med beslutningsforslaget at sikre, at der fremover skal gælde mindst samme regler - men ikke strengere regler - i forbindelse med tildeling og anvendelse af alle former for offentlige tilskud og garantier som i Danmark. Forslagsstillerne mener, at udbetaling af offentlige midler kun bør ske, såfremt der i alle dele af rigsfællesskabet mindst gælder ensartede regler bortset fra størrelsen af sociale ydelser. Derfor ønsker forslagsstillerne, så længe den danske stat skal opretholde tildelingen af bloktilskud m.m. til andre dele af det danske rigsfællesskab, at der som et minimum indføres de i forslaget nævnte regler i alle de dele af det danske rigsfællesskab, der modtager bloktilskud.

I 1993 vil Grønland modtage ca. 2,5 mia. kr. i bloktilskud. Færøerne vil modtage ca. 800 mio. kr. i bloktilskud. Dertil kommer diverse garantier og kautioner. Senest har et flertal i Folketinget (alle partier undtagen Fremskridtspartiet) vedtaget at yde Færøerne en lånegaranti på 500 mio. kr. (Forslag til folketingsbeslutning nr. B 10 (se Folketingstidende 1992-93, forhandlingerne sp. 607, 694 og 997 samt tillæg A sp. 1475) og Finansudvalgets aktstykke nr. 22 om ydelse af en statsgaranti på 500 mio. kr. til Færøerne).

Vedtagelse af nærværende beslutningsforslag vil medføre, at der stilles samme krav i forbindelse med modtagelse af offentlige tilskud eller ydelser i hele rigsfællesskabet.

Bemærkninger til de enkelte punkter

Ad 1-4

Uanset Fremskridtspartiets kritiske holdning til den alt for omfattende tildeling af offentlige tilskud og garantier til Grønland og Færøerne må det være en absolut forudsætning, at der mindst gælder samme betingelser i alle dele af riget, når politiske flertal måtte vedtage eller fastholde forskellige tilskud og garantier.

I dag er der langt lempeligere forhold i relation til kontrol og revision af midler tildelt til de dele af rigsfælleskabet, der ligger uden for Danmark. Forholdene i Grønland og på Færøerne er stærkt kritisable. I bemærkningerne til punkt 8 og 9 forelægges eksempler herpå fra Færøerne. Fremskridtspartiet frygter, at forholdene i Grønland er lige så kritisable som på Færøerne.

Den færøske lovgivning vedrørende ministeransvarlighed, immunitetsbestemmelser og habilitetsregler for ministre og folkevalgte og habilitetsregler i øvrigt lever ikke op til de krav, der stilles i den danske lovgivning på samme områder.

Dette belyses bl.a. af den kendsgerning, at formanden for Sjovinnubankins bestyrelse, Birger Danielsen, er medlem af Lagtinget. Et af bestyrelsesmedlemmerne i Sjovinnubankin, Jens Peter Arge, er tillige direktør i Tryggingarsambandid (jf. statsminister Poul Schluters svar af 28. oktober 1992 på spørgsmål 42 vedrørende beslutningsforslag nr. B 10).

Ad 5

Uanset Fremskridtspartiets kritiske holdning til den alt for omfattende tildeling af offentlige tilskud og garantier til Grønland og Færøerne må det være en absolut forudsætning, at der mindst gælder samme betingelser i alle dele af riget, når politiske flertal måtte vedtage eller fastholde forskellige tilskud og garantier.

I dag gælder der langt lempeligere forhold i relation til kontrol og revision af midler tildelt til de dele af rigsfælleskabet, der ligger uden for Danmark. Forholdene i Grønland og på Færøerne er stærkt kritisable. I bemærkningerne til punkt 8 og 9 fremlægges eksempler herpå fra Færøerne. Fremskridtspartiet frygter, at forholdene i Grønland er lige så kritisable som på Færøerne.

Den 12. februar 1992 blev der i det færøske Lagting fremsat et forslag til en ny færøsk offentlighedslov (Lagtingsmal nr. 93/1989). Hvis forslaget vedtages, vil lovgivningen slet ikke leve op til de krav, der gælder i Danmark med hensyn til adgang til indsigt i den offentlige forvaltning.

Ad 6 og 7

Uanset Fremskridtspartiets kritiske holdning til den alt for omfattende tildeling af offentlige tilskud og garantier til Grønland og Færøerne må det være en absolut forudsætning, at der mindst gælder samme betingelser i alle dele af riget, når politiske flertal måtte vedtage eller fastholde forskellige tilskud og garantier.

I dag gælder der langt lempeligere forhold i relation til kontrol og revision af midler tildelt til de dele af rigsfælleskabet, der ligger uden for Danmark. Forholdene i Grønland og på Færøerne er stærkt kritisable. I bemærkningerne til punkt 8 og 9 fremlægges eksemplerne fra Færøerne - Fremskridtspartiet frygter, at forholdene i Grønland er lige så kritisable som på Færøerne.

Så længe den danske stat skal tildele bloktiskud og statsrefusion m.m til de dele af rigsfællesskabet, der ligger uden for Danmark, er det en nødvendig forudsætning, at det danske Finanstilsyn har samme tilsynsmuligheder og beføjelser som Finanstilsynet har i danske banker og sparekasser. Det har Finanstilsynet ikke i dag.

På samme vis gælder det naturligvis, at det er en nødvendig forudsætning, at Rigsrevisionen har mulighed for at kontrollere alle områder, hvortil der ydes offentlige tilskud eller garantier m.m. fra Danmark. Der må derfor lovgives om, at den danske Rigsrevision opnår adgang til revision af alle områder, hvortil der ydes offentlige tilskud eller garantier fra Danmark. Hvis ikke en sådan lovgivning gennemføres, står den danske Rigsrevision i den situation, at den ikke tillades adgang til revision af institutioner, der får offentlige tilskud eller garantier fra Danmark.

Når Rigsrevisionen skal have adgang til kontrol af bloktilskud, skyldes det, at danske kommuner har en særlig uafhængig revision i Kommunernes Revisionsafdeling.

Ad 8 og 9

Uanset Fremskridtspartiets kritiske holdning til den alt for omfattende tildeling af offentlige tilskud og garantier til Grønland og Færøerne må det være en absolut forudsætning, at der mindst gælder samme betingelser i alle dele af riget, når politiske flertal måtte vedtage eller fastholde forskellige tilskud og garantier.

I dag gælder der langt lempeligere forhold i relation til kontrol og revision af midler tildelt til de dele af rigsfælleskabet, der ligger uden for Danmark. Forholdene i Grønland og på Færøerne er stærkt kritisable. I den følgende tekst fremlægges eksempler herpå fra Færøerne. Fremskridtspartiet frygter, at forholdene i Grønland er lige så kritisable som på Færøerne.

De manglende regelsæt, der har relation til forvaltningen af det danske rigsfællesskabs øvrige dele, har givet anledning til en meget lemfældig omgang med de tildelte økonomiske midler. Således offentliggjorde Rigsrevisionen den 17. november 1992 et notat til statsrevisorerne om en gennemgang af de sociale refusionsregnskaber på Færøerne. I dette notat blev det påpeget, at der på Færøerne hersker en række problemer i forbindelse med udbetaling af sociale ydelser.

Følgende forhold blev i den forbindelse klarlagt

- at der i forbindelse med tildeling af sociale ydelser bør stilles krav om, at de regler om formueforhold og formueafkast, der lægges til grund for ydelsens størrelse bør svare til de gældende regler i Danmark,

- at der bør sikres kontrolmuligheder i forbindelse med tildeling af sociale ydelser, der svarer til de kontrolmuligheder det danske CPR-nummersystem samt folkeregistrering giver.

Årsagerne til de problemer, der på Færøerne hersker i forbindelse med udbetaling af sociale ydelser, kan generelt relateres til følgende forhold

- at ressourceindsatsen i den centrale forvaltning af det sociale lovkompleks på Færøerne er helt utilstrækkelig til at sikre en administration i overensstemmelse med indhold og forudsætninger i sociallovgivningen (jf. p. 15 i ovennævnte notat fra Rigsrevisionen).

- at landsstyret ikke har foretaget udfyldning af de lovbestemmelser, hvor udfyldning er foreskrevet/hjemlet. Der er i alt 28 bestemmelser, hvorefter landsstyret kan/skal fastsætte nærmere regler for administration.

- at dokumentation for indtægts- og formueforhold i en del sager har været utilstrækkelig.

- at der ikke findes formaliserede procedurer, hvad angår regulering af satser efter pensionslovgivningen.

- at der eksisterer fortolkningsmæssige problemer i pensionslovgivningen omhandlende tilkendelseskompetence, beregning af formue i forbindelse med indtægtsopgørelse, tilbagebetaling af personligt tillæg og ekstraydelser til pensionister, hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige.

Ovennævnte forhold har bl.a. kunnet give anledning til følgende

- at af ca. 7.000 folkepensionssager blev ca. 400 beregnet manuelt. Der blev ikke foretaget kontrol af disse beregningers rigtighed. Ved den årlige omberegning af pensionsydelserne blev der tilsyneladende ikke udført kontrol, f.eks. ved samkøring med andre offentlige registre med henblik på at sikre, at der ikke uberettiget blev ydet andre offentlige ydelser, f.eks. via forsorgsloven.

- at det ikke til brug for pensionsberegninger er muligt at foretage kontrol af formueberegningen, fordi der ikke kan fremskaffes dokumentation fra banker eller skattemyndigheder.

- at der ikke i medfør af lovgivning er fastsat nærmere regler for beregning af formueafkast, samt at det er vanskeligt at modregne skyldige beløb, idet der ikke må foretages fradrag i det skattepligtige beløb.

- at en ca. 24-årig mandlig invalidepensionist blev betalt 479.100 kr. (heraf hjemmehjælp kr. 395.477) for ophold på et center i Aalborg Kommune. Det blev oplyst Rigsrevisionen, at der på dette center var plejepersonale som på et plejehjem. Efter Rigsrevisionens vurdering forekom det ikke klart, om udgifterne var statsrefusionsberettigede, eller om udgiften var dækket af bloktilskud.

- at udgifter i en anden sag på 16.000 kr. til hjælpemidler til en pensionist med relativ stor indtægt og med betydelig formue var refusionsberettigede.

- at det i forbindelse med udbetaling af dagpenge ved sygdom eller fødsel til lønmodtagere samt dagpenge til andre (frivillig sikring) er muligt at oprette en sag med et fiktivt personnummer (p-tal), idet der ikke er maskinel registerkontrol (til folkeregister eller lignende). Den eneste kontrol af p-tallet er formentlig checkcifferkontrol, men der gennemføres ikke systematisk uddatakontrol. Der findes en kortfattet instruks for sagsbehandlingen på dagpengeområdet. Den omfatter dog ikke selve edb-behandlingen. Der føres ikke journalark.

- at der i forbindelse med udbetaling af kontanthjælp i Torshavn Kommune ikke stilles krav om tilbagebetaling af de ydelser, der medgår til afdrag på gæld i fast ejendom (terminsydelser). Der er ingen registrering af afdragene. I en sag manglede dokumentation for formueforhold. I en anden sag manglede dokumentation for en forhøjelse af den månedlige husleje for 2.000 kr. til 4.000 kr.

- at sagsbehandleren havde tilkendt en klient dagpengemaksimum på 10.039 kr. i en sag, hvor den pågældende i 1990 havde haft en månedlig indtægt på 8.682 kr. Begrundelsen for tildelingen af dagpengemaksimum var, at klientens hustru, som ikke var fast tilknyttet arbejdsmarkedet, ikke modtog sociale ydelser. Det blev oplyst Rigsrevisionen, at der ikke kunne dokumenteres en højere indtægt end det angivne beløb, men at manden, hvis han kom i arbejde, ville få en højere indkomst end dagpengemaksimum. Rigsrevisionen anfører i notatet af 17. november 1992 til statsrevisorerne om en gennemgang af de sociale refusionsregnskaber på Færøerne, at Almannastovan var enig med Rigsrevisonen i, at det var uholdbart (ulovligt) at praktisere loven på denne måde.

- at der i forbindelse med administration af forsorgshjælp m.v. for de øvrige kommuner på Færøerne i forbindelse med automatiske udbetalinger over edb-systemet ikke er indlagt stop på betalinger (manglende attestationskontrol). Vedrørende de manuelle udbetalinger (»papirudbetalinger«) er der fastsat særlige attestationsregler. Der er efter det til Rigsrevisonen oplyste udarbejdet udkast tilinterne retningslinier for administration af området, som indeholder de fornødne bestemmelser. Retningslinierne er dog endnu ikke godkendt af landsstyret. På dette område er der heller ikke foretaget registrering af afdrag på terminsydelser. Der bliver foretaget registrering i edb-systemet (tilbagebetalingspligtige beløb på særlige konti) vedrørende invalidebiler og boligændringer, men den interne kontrol bliver ikke gennemført systematisk.

- at der ydes en statsrefusion på 25 pct. til alkoholikerbehandling. Tilskuddet er gået til alkoholikerbehandlingsinstitutionen »Heilbrigdid«. Der er blevet fast betalt 1.070 kr. pr. dag pr. klient. Derudover er der blevet ydet underskudsdækning til institutionen. Imidlertid har Rigsrevisionen ikke fundet det godtgjort, at der kunne ydes institutionstilskud til sygebehandling med hjemmel i forsorgslovens § 15, stk. 2, idet der i henhold til loven skal være tale om personlige udgifter til sygebehandling m.v. og ikke som i dette tilfælde tilskud til institutioner. Rigsrevisionen bemærker i notatet af 17. november 1992 til statsrevisorerne om en gennemgang af de sociale refusionsregnskaber på Færøerne, at der ifølge det oplyste ikke ydes statsrefusion i forbindelse med en tilsvarende behandling på Blå Kors alkoholikerbehandlingshjem.

Fremskridtspartiet har via den af Fremskridtspartiet udpegede statsrevisor bedt om en lignende revision i Grønland.

Beslutningsforslag som fremsat 1992 47 Valid

Nr BSF 47

Forslag til folketingsbeslutning om identiske regler i forbindelse med tildeling af alle former for offentlige tilskud og garantier inden for det danske rigsfælleskab

Fremsat af Kirsten Jacobsen (FP) Kim Behnke (FP) Tom Behnke (FP) Aage Brusgaard (FP) Køpke Christensen (FP) Pia Kjærsgaard (FP)

den 18. december 1992

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →