Legislator Case Law & Legislation
19921BA00046 DK

1992 BSF 46 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPFORDRING TIL AT TRÆKKE AKTSTYKKE NR. 96 OM JUSTITSMINISTERIETS ERHVERVELSE AF EJENDOMMEN MATR. NR. 6 E AVNSTRUP OVERDREV, SÆRLØSE, TIL BRUG FOR ETABLERING AF ASYLCENTER M.V. TILBAGE FRA FINANSUDVALGET

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1992 46 Valid

Bilag

96

Justitsministeriet. København den 7. december 1992

a. 1. Justitsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til, at Justitsministeriet erhverver ejendommen matr. nr. 6 E Avnstrup Overdrev, Særløse, for en kontant købesum på 42 mill. kr. til brug for etablering af et nyt registreringscenter for asylansøgere. I forbindelse med erhvervelsen anmodes tillige om tilladelse til - uden yderligere forelæggelse for Finansudvalget - at afholde en udgift på 18,3 mill. kr. til istandsættelse og indretning af ejendommen samt til etablering af nyt rensningsanlæg m.v.

2. Justitsministeriet anmoder endvidere om Finansudvalgets tilslutning til at projektere og senere - uden yderligere forelæggelse for Finansudvalget - at igangsætte ombygning af en tidligere belægningsbygning i Sandholmlejren med henblik på udvidelse af kapaciteten i institutionen for frihedsberøvede asylansøgere i lejren med pladser til yderligere 60 asylansøgere.

Samtidig anmoder Justitsministeriet om tilslutning til, at der i Sandholmlejren opføres en særlig modtagelsesafdeling for asylansøgere, der er tilbageholdt ved politiets foranstaltning og endnu ikke er fremstillet i retten.

Merudgiften i 1992 udgør ca. 150.000 kr. til projektering. De samlede udgifter til indretning og drift i 1993 andrager ca. 27,8 mill. kr., heraf lønsum 8,0 mill. kr. I tilslutning hertil søges Kriminalforsorgens årsværksramme i 1993 udvidet med 26 årsværk (Ø).

3. Som et led i Rigspolitichefens og Direktoratet for Udlændinges styrkelse af sagsbehandlingsfunktionerne i Sandholmlejren ansøges yderligere om tilladelse til at afholde en udgift på 5,5 mill. kr. til etablering af yderligere lokalefaciliteter.

4. Endelig ansøges om Finansudvalgets tilslutning til, at ministeriets bevilling til underhold m.v. af asylansøgere forhøjes med 10 mill. kr., svarende til de skønnede merudgifter i 1992.

Justitsministeriets forslag indebærer i 1992 en samlet merudgift på i alt ca. 52,2 mill. kr., der søges afholdt af den under § 35. Generelle reserver optagne konto vedrørende merudgifter ved flygtninge.

Udgifterne i 1993 udgør ca. 51,6 mill. kr., hvoraf 41,6 mill. kr. forudsættes afholdt af den på forslag til finanslov for 1993 optagne bevilling til underhold m.v. af asylansøgere, og 10,0 mill. kr., heraf lønsum 8,0 mill. kr., forudsættes afholdt af de på forslag til finanslov for 1993 afsatte reserver vedrørende merudgifter vedrørende flygtninge.

For 1994 og følgende år er forslaget forbundet med en årlig merudgift på ca. 12,4 mill. kr., heraf lønsum ca. 9,5 mill. kr. svarende til 41 årsværk (Ø), der vil blive indbudgetteret på bevillingslovsforslagene for de enkelte år.

b. 1. Justitsministeriets erhvervelse af det tidligere Avnstrup Plejehospital.

1.1. Antallet af spontane asylansøgere, der indrejser her i landet, har siden efteråret 1991 været stigende. Mens det samlede indrejsetal for 1991 var 4.609 personer, er der i 1992 indtil den 22. november indrejst 11.021 personer. På nuværende tidspunkt må det således påregnes, at antallet af spontant indrejste asylansøgere i år bliver i størrelsesordenen 13.500-14.000, d.v.s. næsten en tredobling i forhold til 1991.

Der er siden 1. juli 1992 åbnet 34 nye asylcentre, således at asylcenterkapaciteten er udvidet med 6.869 pladser til i alt 11.750 pladser.

1.2. I det primære modtagesystem giver de store indrejsetal anledning til ganske særlige problemer, idet det allerede i slutningen af 1991 kunne konstateres, at kapaciteten i registreringscentret Sandholm var utilstrækkelig.

Alle spontant indrejste asylansøgere skal indledningsvis indkvarteres i et registreringscenter, hvor såvel de opgaver, som indgår i Dansk Røde Kors' modtagelse af nye asylansøgere, som de indledende sagsbehandlingsskridt gennemføres.

Opholdstiden i registreringscentret bør således give mulighed for, at Dansk Røde Kors kan gennemføre helbredsundersøgelse, tøjudlevering, orienteringsprogrammer m.v.

Den indledende sagsbehandling af alle spontane asylansøgninger finder ligeledes sted i registreringscentret. Registreringsafhøring, udfyldelse af spørgeskema, visitation, afhøringer henholdsvis samtaler i åbenbart grundløs procedure m.v. sker i et snævert samspil mellem de sagsbehandlende myndigheder, der for at sikre en hurtig, effektiv og smidig sagstilrettelæggelse - og dermed alt andet lige kortere sagsbehandlingstid - er samlet i registreringscentret.

Det stedse meget tungtvejende hensyn til sagsbehandlingstiden tilsiger således, at asylansøgere ikke flyttes til centre andre steder i landet, før den indledende sagsbehandling er afsluttet, og at asylansøgere, hvis sager behandles efter reglerne om åbenbart grundløse ansøgninger, forbliver indkvarteret i et registreringscenter.

Det bemærkes i den forbindelse, at både Direktoratet for Udlændinge og Dansk Røde Kors anser det for problematisk, at den utilstrækkelige registreringskapacitet nødvendiggør, at nye asylansøgere flyttes til centre andre steder i landet, før de har gennemgået den indledende helbredsundersøgelse.

1.3. Asylcenter Sandholm, der er det eneste registreringscenter i modtagesystemet, har en samlet kapacitet på 750 pladser, hvoraf 50 pladser anvendes til den særlige afdeling for uledsagede børn m.v.

Center Sandholm skal endvidere rumme alle asylansøgere med meldepligt (d.v.s. asylansøgere, der afventer beslutning om, hvorvidt deres asylsag vil blive taget under behandling i Danmark) samt et antal asylansøgere, som har givet anledning til sådanne problemer, at det ikke er forsvarligt at indkvartere dem på et almindeligt asylcenter.

Trods etablering af 300 ekstraordinære pladser henholdsvis i telte og i forsvarets gymnastiksal i Sandholm har det ikke været muligt at leve op til de ovenfor skitserede mål for det primære modtagesystem, idet det har været nødvendigt at udflytte både asylansøgere med meldepligt, asylansøgere, der ikke er afhørt af politiet, og asylansøgere, der ikke er helbredsundersøgt, fra registreringscenter Sandholm.

1.4. Der er nu opnået enighed mellem Justitsministeriet og Københavns Kommune om vilkårene for køb af det tidligere Avnstrup Plejehospital, der med hensyn til størrelse og beliggenhed er særdeles velegnet som registreringscenter. I centret forventes at kunne indkvarteres 1.000 personer.

Etablering af et nyt registreringscenter vil samtidig give mulighed for, at registreringscenter Sandholm afgiver en bygning med henblik på udvidelse af den særlige institution for frihedsberøvede asylansøgere i Sandholmlejren, jf. nedenfor punkt 2. Registreringscenter Sandholm vil herefter få en kapacitet på ca. 600 inkl. afdelingen for uledsagede børn m.v.

Ejendommen (det tidligere Avnstrup Plejehospital) er beliggende i Hvalsø Kommune, Roskilde Amt. I henhold til tingbogen udgør ejendommens grundareal 201.662(m2), heraf udgør vejareal 2.005(m2). Bygningernes samlede bruttoetageareal udgør i alt 20.557(m2) inkl. kælder, tagetager og garager, heraf udgør hovedbygning og personalebygning ca. 15.280(m2).

Købesummen for det tidligere Avnstrup Plejehospital vil udgøre 42 mill. kr. Ejendomsværdien er pr. 1. januar 1992 fastsat til 48 mill. kr., heraf udgør grundværdien 4.198.900 kr.

Ejendommen er ubehæftet, og købesummen betales kontant. Omkostningerne ved handelens berigtigelse afholdes af køber. Overtagelsesdagen fastsættes til den første hverdag kl. 12.00, efter at der foreligger endelig tiltræden af handelen fra Københavns Kommunes borgerrepræsentation og de statslige bevilgende myndigheder.

Ud over købesummen skal der i forbindelse med erhvervelse af ejendommen afholdes udgifter til nødvendig istandsættelse af ejendommen, som ikke har været benyttet i længere tid, samt til etablering af nyt rensningsanlæg til behandling af spildevand fra ca. 1.200 personer. Endvidere skal der ske en gennemgang og reparation af vandforsyningen.

Udgifterne hertil er anslået til i størrelsesordenen 10,3 mill. kr. ekskl. moms og omkostninger.

Der skal endvidere afholdes en række udgifter i forbindelse med indretning af ejendommen til indkvartering af ca. 1.000 asylansøgere. Det drejer sig fortrinsvis om udgifter til etablering af yderligere bade- og toiletfaciliteter, opfyldelse af myndighedskrav vedrørende centralkøkken og brandsikring, opdeling af rum med henblik på effektiv udnyttelse af kapaciteten samt diverse bygningsændringer og installationer.

Udgifterne hertil er af Justitsministeriets rådgivende arkitektkontor skønsmæssigt anslået til 8 mill. kr. ekskl. moms og omkostninger.

Det kan i øvrigt oplyses, at handelen er betinget af, at ejendommen kan anvendes til det ovenfor anførte formål, hvorfor ministeriet kan ophæve handelen, såfremt der ikke inden et halvt år efter overtagelsesdagen opnås de nødvendige godkendelser for ejendommens lovlige anvendelse som flygtningecenter til ophold for ca. 1.200 personer. Fristen kan efter aftale forlænges.

Så snart de bevilgende myndigheders tiltrædelse foreligger og overtagelsesdagen i henhold til aftalen er indtrådt, vil Justitsministeriet iværksætte de nødvendige undersøgelser med henblik på at opnå de nødvendige myndighedsgodkendelser, herunder vedrørende bygningsmæssige indretninger m.v. Justitsministeriet vil endvidere sikre sig, at ejendommens brug også efter de lokale myndigheders og planmyndighedernes opfattelse er i overensstemmelse med den gældende planlægning for området.

Såfremt de nødvendige myndighedsgodkendelser ikke foreligger inden et halvt år efter overtagelsesdagen, er Justitsministeriet berettiget til at ophæve handelen, og ejendommen tages tilbage af Københavns Kommune mod tilbagebetaling af købesummen. Kommunen har herefter krav på, at ejendommen er i samme stand som på overtagelsesdagen, og at alle forbedringer på ejendommen tilfalder kommunen uden beregning. Alle omkostninger i forbindelse med en eventuel ophævelse betales af Justitsministeriet.

Forslaget om erhvervelse af det tidligere Avnstrup Plejehospital indebærer i 1992 en merudgift på ca. 42,0 mill. kr., der søges afholdt af den under § 35. Generelle reserver optagne konto vedrørende merudgifter ved flygtninge.

Udgifterne til etablering m.v. udgør ca. 18,3 mio. kr., der forudsættes afholdt af den på forslag til finanslov for 1993 optagne bevilling til underhold m.v. af asylansøgere.

Udgifterne til drift af centret forudsættes i 1993 tillige afholdt af bevillingen til underhold m.v. af asylansøgere.

2. Institutionen for frihedsberøvede asylansøgere.

2.1. Asylansøgere kan af retten frihedsberøves i medfør af udlændingeloven. Det drejer sig i praksis især om de tilfælde, hvor man ikke kan konstatere den pågældendes identitet, og hvor frihedsberøvelse er nødvendig for at sikre den pågældendes tilstedeværelse af hensyn til en beslutning om af- eller udvisning. Ifølge FN's (UNHCR's eksekutivkomites) rekommandation nr. 44 fra 1986 bør asylansøgere så vidt muligt ikke anbringes i fængsler sammen med kriminelle.

2.2. Ved Akt 217 31/5 1989 godkendte Finansudvalget, at Kriminalforsorgen etablerede en institution for frihedsberøvede asylansøgere i Sandholmlejren med plads til 40 personer. Ved Akt 312 12/9 1990 godkendte Finansudvalget, at institutionen blev udvidet med yderligere 20 pladser. Kapaciteten blev baseret på grundlag af de daværende belægningsmæssige erfaringer.

Imidlertid har kapaciteten vist sig ikke at være tilstrækkelig. Igennem mere end 1 år har der således været et næsten konstant overbelæg på op til 20 personer i institutionen. Samtidig må det konstateres, at det periodevis på grund af overbelæg har været nødvendigt at anbringe frihedsberøvede asylansøgere på Københavns Fængsler.

2.3. På baggrund af løbende rapporter over antallet af frihedsberøvede asylansøgere, som det af pladsmæssige årsager er nødvendigt at anbringe på Københavns Fængsler, finder Justitsministeriet det - ud fra de nu kendte forhold - nødvendigt at etablere yderligere 60 pladser til frihedsberøvede asylansøgere.

Under forudsætning af, at forholdene ikke ændrer sig væsentligt, vil en kapacitetsudvidelse som anført muliggøre opfyldelse af FN's anbefaling. Det kan naturligvis ikke udelukkes, at der i forbindelse med en væsentlig stigning i antallet af asylansøgere kan vise sig behov for yderligere pladser til frihedsberøvede asylansøgere. Disse vil i givet fald skulle anbringes på Københavns Fængsler.

2.4. Med henblik på at skaffe de ovenfor anførte yderligere pladser til frihedsberøvede asylansøgere finder Justitsministeriet - efter at have overvejet forskellige muligheder - at den bedste løsning vil være en udvidelse af den eksisterende institution for frihedsberøvede asylansøgere i Sandholmlejren.

Som omtalt i Akt 217 31/5 1989 udlejede Forsvarsministeriet som ejer af Sandholmlejren i 1985 lejren til Direktoratet for Udlændinge til asylcenter med plads til ca. 700 asylansøgere. En del af dette lejemål (bygning 16) blev til brug for institutionen for frihedsberøvede asylansøgere udskilt til et selvstændigt lejemål mellem Forsvarsministeriet, som udlejer og Direktoratet for Kriminalforsorgen som lejer. Herudover anvendes en del af lejren af politiet til varetagelse af opgaver i forbindelse med den nødvendige sagsbehandling.

Etablering af yderligere kapacitet til frihedsberøvede asylansøgere findes mest hensigtmæssigt at kunne ske ved inddragelse af yderligere en af de tidligere belægningsbygninger, bygning 18, under lejemålet mellem Forsvarsministeriet og Direktoratet for Kriminalforsorgen. Bygningen, der ligger umiddelbart op ad bygning 16, anvendes for tiden af Dansk Røde Kors til indkvartering af asylansøgere.

Bygningen, som stort set er identisk med bygning 16, har et etageareal på ca. 1.330(m2) og består af 2 fløje. Justitsministeriets tilsynsførende arkitekt har udarbejdet et forslag, der danner grundlag for det videre arbejde.

Bygning 18 vil blive indrettet med sigte på anbringelse af personer, der er frihedsberøvede. Den fysiske adskillelse fra asylcenteret vil således - som tilfældet er ved bygning 16 - ske ved opsætning af plankeværk og hegn uden om bygningen, dels for at hindre visuel kontakt, og dels for at hindre adgang til området. Der vil endvidere ske en udbygning af TV-overvågningen og alarmerne i området mellem hegnene.

Indretningen af bygningen vil i øvrigt som i bygning 16 ske i overensstemmelse med de krav og normer, der gælder for kriminalforsorgens institutioner. Der vil således blive indrettet faciliteter for både indsatte og ansatte. Der vil endvidere blive tale om en fleksibel indretning med mulighed for opdeling i mindre enheder efter behov til f.eks. adskillelse af kvindelige og mandlige frihedsberøvede asylansøgere m.v.

2.5. Inddragelse af bygning 18 til brug for frihedsberøvede asylansøgere har visse afledede konsekvenser for asylcenteret. Der vil således være behov for flytning af en tilkørselsvej på centerets område samt ændring af hegnsføringen for at give asylansøgerne fra asylcenteret adgang til sportspladsen.

I tilslutning til inddragelse af bygning 18 vil der endvidere ved sammenbygning af de to bygninger (16 og 18) samt opførelse af en mindre tilbygning kunne tilvejebringes de nødvendige kontorlokaler m.v. for de ansatte. Endvidere vil sammenbygningen betyde, at institutionen på en hensigtsmæssig måde kan drives under eet.

Som omtalt i de to tidligere aktstykker blev institutionen for frihedsberøvede asylansøgere indrettet ud fra principperne i betænkning nr. 1058/1986 om arbejde, undervisning og fritid. Det betyder bl.a., at personalet ud over traditionelle bevogtningsmæssige opgaver skal forestå beskæftigelsen og vejledningen af de indsatte med hensyn til arbejds- og undervisningsmæssige aktiviteter samt planlægningen og gennemførelsen af fritidsaktiviteter for de indsatte.

Gennemførelse af fritidsaktiviteter har hidtil været meget vanskelig som følge af pladsforholdene. Direktoratet for Kriminalforsorgen anser det for at være af stor betydning, at frihedsberøvede har mulighed for at udøve/deltage i fysiske aktiviteter samt at arbejde. Udvidelse af institutionen med 60 pladser til en samlet kapacitet på op til 120 personer indebærer, at institutionen bliver på størrelse med flere af de åbne fængsler, hvor det er normen, at der er forskellige muligheder for fritidsaktiviteter. For at imødekomme dette behov i institutionen er det nødvendigt at opføre en bygning til brug for idrætsfaciliteter, ligesom der vil blive indrettet faciliteter til en egentlig arbejdsdrift.

Som anført i Akt 312 12/9 1990 er de frihedsberøvede asylansøgere i Sandholmlejren sammensat af personer med bl.a. meget forskellige kulturmæssige baggrunde. Dernæst har asylansøgernes personlige og sociale forhold forud for beslutningen om at flygte fra deres hjemland ofte ført til, at mange har store og særegne problemer af f.eks. psykisk karakter. Kriminalforsorgens personale er generelt ikke uddannet til at klare disse specielle problemer. På den baggrund finder Justitsministeriet det fortsat nødvendigt, at personalet gennem særlige kurser m.v. får udbygget den nødvendige specialviden om disse indsatte og deres kulturelle baggrund. Herudover bør personalet løbende gennemgå videreuddannelseskurser i f.eks. konfliktløsning m.v.

2.6. Politiet kan i medfør af udlændingeloven tilbageholde en asylansøger i op til 3x24 timer, bl.a. med henblik på at undersøge den pågældendes identitet m.v. Med henblik på at undgå, at disse asylansøgere anbringes sammen med kriminelle, foreslås etableret en egentlig modtagelsesafdeling tæt ved institutionen for frihedsberøvede asylansøgere i Sandholmlejren. Til brug for afdelingen opføres en pavillonbygning med plads til op til 30 personer. Bygningen placeres på Forsvarets område. Der indrettes visitationsrum for ankommende asylansøgere, samtalerum, kontor for personale/døgnvagt samt værelser til 30 personer i 4-mandsrum.

Rigspolitichefen har anbefalet etablering af en modtagelsesafdeling i Sandholmlejren.

2.7. Forslaget omfatter således indretning af bygning 18 i Sandholmlejren med henblik på udvidelse af den eksisterende institution for frihedsberøvede asylansøgere (bygning 16) samt opførelse af bygninger til en modtagelsesafdeling og til faciliteter til idrætsaktiviteter.

Justitsministeriet har opgjort den nødvendige yderligere personalebemanding på årsbasis til 41 årsværk. I lighed med det i Akt 217 31/5 1989 og Akt 312 12/9 1990 ansøgte vil Justitsministeriet - i overensstemmelse med ændringen af personalestrukturen i fængslerne bl.a. på baggrund af betænkning nr. 1058/1986 om arbejde, undervisning og fritid - søge 37 af de pågældende årsværk oprettet som enhedsfunktionærstillinger. De øvrige stillinger bør have pædagogisk, social eller anden relevant uddannelse med henblik på at støtte og vejlede m.v. basispersonalet i det daglige arbejde i institutionen.

Den samlede anlægsudgift andrager ca. 18,0 mio. kr. (indeks 128), der fordeler sig med ca. 13,4 mio. kr. til byggeri, ca. 0,7 mio. kr. til inventaranskaffelser og ca. 3,4 mio. kr. til rådgiverhonorar samt andre omkostninger. Af totaludgiften udgør omkostningerne til de afledede virkninger, herunder etablering af en ny tilkørselsvej på asylscentrets område samt ændret hegnsføring, ca. 0,5 mio. kr.

Projekterings- og byggetiden er anslået til ca. 6 mdr. for så vidt angår indretning af bygning 18 og ca. 9 mdr. for så vidt angår opførelse af bygningerne til modtagelsesafdeling og faciliteterne til idrætsaktiviteter.

Udgiften til drift af de yderligere 60 pladser i institutionen for frihedsberøvede asylansøgere og de 30 pladser i modtagelsesafsnittet i 1993 forventes at andrage ca. 10,0 mio. kr., hvoraf lønudgiften svarende til 26 årsværk (Ø) udgør ca. 8,0 mio. kr. De øvrige driftsudgifter - inkl. en udgift på ca. 0,6 mio. kr. til anskaffelse af materiel - udgør ca. 2,0 mio. kr.

Justitsministeriets forslag indebærer i 1992 en merudgift til projektering på i alt ca. 0,2 mio. kr., der søges afholdt af den under § 35. Generelle reserver optagne konto vedrørende merudgifter ved flygtninge.

Udgifterne i 1993 til etablering m.v. udgør ca. 17,8 mio. kr., der forudsættes afholdt af den på forslag til finanslov for 1993 optagne bevilling til underhold m.v. af asylansøgere.

Udgifterne til drift m.v. i 1993, der udgør i alt ca. 10,0 mio. kr., heraf lønsum 8,0 mio. kr., forudsættes afholdt af de på forslag til finanslov for 1993 afsatte reserver vedrørende merudgifter vedrørende flygtninge. Bevillingen forudsættes optaget på forslag til lov om tillægsbevilling for 1993 uden yderligere forelæggelse for Finansudvalget.

For 1994 og følgende år er forslaget forbundet med en årlig merudgift på ca. 12,4 mio. kr., hvoraf udgiften til lønninger udgør ca. 9,5 mio. kr. svarende til 41 årsværk (Ø). For finansåret1994 og følgende år vil udgifterne blive søgt indbudgetteret på bevillingslovforslagene for de enkelte år.

Udvidelsen af kapaciteten i institutionen for frihedsberøvede asylansøgere i Sandholmlejren vil ikke medføre besparelser for Kriminalforsorgen, da den hidtidige anbringelse på Københavns Fængsler kun har været muliggjort ved at overudnytte denne anstalt.

3. Sagsbehandlinglokaliteter i Sandholmlejren.

3.1. Den voldsomme stigning i antallet af indrejste asylansøgere samt de ved ændringen af udlændingeloven (L 482 1992) iværksatte foranstaltninger til nedbringelse af sagsbehandlingstiden for asylsager, herunder styrkelse af sagsbehandlingen i åbenbart grundløs-proceduren, indebærer, at Rigspolitichefen og Direktoratet for Udlændinge må indsætte betydelige personaleressourcer til gennemførelse af de indledende sagsbehandlingsskridt i asylsager.

Det har således allerede nu været nødvendigt midlertidigt at etablere yderligere 10 arbejdspladser. Disse er etableret i containere, der er opstillet i registreringscenter Sandholm.

Idet antallet af indrejste asylansøgere også i 1993 forventes at blive særdeles højt, vil der være behov for indretning af yderligere kontorfaciliteter til det sagsbehandlende personale. Det bemærkes i den forbindelse, at det af hensyn til en effektiv udnyttelse af såvel direktoratets som politiets personelressourcer anses mest hensigtsmæssigt, at alle sagsbehandlingsfunktioner forbliver placeret i center Sandholm.

Efter en udvidelse af institutionen for frihedsberøvede asylansøgere forventes det, at alle frihedsberøvede asylansøgere kan anbringes i institutionen. Politiets behandling af disse sager findes herefter at burde foretages af personale, der er placeret i Sandholm. Der vil således skulle etableres kontorfaciliteter til 10 polititjenestemænd, der overflyttes fra Den centrale Politiafdelings lokaler i Anker Heegaards Gade, samt til afdelingens efterforskningsgruppe på 20 personer, der endvidere overflyttes til Sandholm.

Det stigende sagstal nødvendiggør endvidere en udvidelse af det sekretariat, som varetager de fælles administrative opgaver for politiet og direktoratet, med 6-8 kontorfunktionærer.

Samlet vil der således være behov for indretning af kontorfaciliteter svarende til i alt 50 arbejdspladser.

3.2. Med henblik på registrering og skemaudfyldelse for de meget store antal asylansøgere, der ankommer samtidig med færge fra Polen, er der på politiets område opsat telte, der fungerer som venterum for op til 200 asylansøgere. Disse telte bør erstattes af en bygning på ca. 170(m2) med flere rum og de nødvendige toiletfaciliteter.

Endelig er der behov for udvidelse af de eksisterende venterum for asylansøgere.

3.3. De nødvendige lokalefaciliteter foreslås tilvejebragt ved mindre bygningsmæssige ændringer og forbedringer af de eksisterende bygninger og ved opsætning af pavilloner.

Udgifterne hertil - inkl. udgiften til den nødvendige kloakering og udvidelse af el-installationer - er skønsmæssigt anslået til 5,5 mio. kr., der forudsættes afholdt af den på forslag til finanslov for 1993 optagne bevilling til underhold m.v. af asylansøgere.

4. Justitsministeriets udgifter til underhold m.v. af asylansøgere.

Finanslovbevillingen i 1992 til underhold m.v. af asylansøgere på 396 mio. kr. er ved Akt 30 19/11 1992 forhøjet med 272 mio. kr., således at bevillingen udgør i alt 668 mio. kr.

Der er pr. 22. november 1992 indrejst mere end 11.000 spontane asylansøgere i år, og det samlede indrejsetal for 1992 forventes at blive i størrelsesordenen 13.500-14.000 personer.

Asylcenterbelægget har passeret 10.000 personer, og det er fortsat nødvendigt at udvide centerkapaciteten i takt med indrejsetallet.

Merudgifterne til underhold af asylansøgere og udvidelse af asylcenterkapaciteten i den resterende del af året kan på denne baggrund skønsmæssigt anslås til ca. 10 mio. kr., der søges afholdt af den under § 35. Generelle reserver optagne konto vedrørende merudgifter ved flygtninge. Af det nævnte beløb forudsættes tillige afholdt udgifter i forbindelse med midlertidig opholdstilladelse, jf. L 933 1992.

c. Forslaget om køb og indretning m.v. af Avnstrup Plejehospital forelægges for Finansudvalget med henblik på indretning til registreringscenter for asylansøgere snarest muligt.

Forslaget om etablering af yderligere 60 pladser til frihedsberøvede asylansøgere, etablering af modtagelsesafdeling med 30 pladser og faciliteter til idrætsaktiveteter forelægges Finansudvalget med henblik på gennemførelse af forslaget hurtigst muligt.

Udlændingemyndighedernes fortsatte arbejde i øvrigt nødvendiggør, at Justitsministeriets bevillinger til udlændingeadministrationen (underhold m.v. af asylansøgere) forhøjes som ovenfor anført.

d. Købet af Avnstrup Plejehospital har været forelagt Told- og Skattestyrelsen, der efter besigtigelse har udtalt, at det afgivne købstilbud på 42 mio. kr. skønnes højt, men dog at ligge inden for den usikkerhed, hvormed handelsværdien for en ejendom af denne særlige beskaffenhed kan bedømmes.

Boligministeriet, Slots- og Ejendomsstyrelsen, har tiltrådt, at det foreliggende forslag til udvidelse af institutionen for frihedsberøvede asylansøgere i Sandholmlejren kan danne grundlag for byggesagens videre forløb.

e. Under henvisning til ovenstående anmodes Finansudvalget herefter om godkendelse af, at der på forslag til lov om tillægsbevillingslov for finansåret 1992 opføres følgende under § 11. Justitsministeriet

11.11.21. Direktoratet for Udlændinge

20. Underhold m.v. af asylansøgere

14. Køb af varer og tjenesteydelser ...... 10.000.000 kr. 30. Faste ejendomme m.v. 32. Erhvervelse af anlæg m.v. ............ 42.000.000 kr. 11.31.01. Direktoratet 10. Almindelig virksomhed 14. Køb af varer og tjenesteydelser ...... 200.000 kr. På forslag til lov om tillægsbevillingslov for finansåret 1993 opføres følgende under § 11. Justitsministeriet: 11.31.03. Kriminalforsorgen i anstalter og frihed: 10. Almindelig virksomhed 11. Lønninger ........................... 8.000.000 kr. 14. Køb af varer og tjenesteydelser ..... 1.260.000 kr. 15. Erhvervelse af materiel, netto ...... 590.000 kr. 16. Leje, vedligeholdelse og skatter .... 50.000 kr. 19. Diverse driftsudgifter .............. 100.000 kr. ----------------------------- i alt .... 10.000.000 kr. ----------------------------- Ændring af personaleoversigt: Personaleforbrug omregnet til årsværk Bevillingslønramme: 1993 1994 1995 1996 F BO 1 BO 2 BO 3 35-42 .......................... - - - - Øvrige ......................... 26,0 41,0 41,0 41,0 -------------------------------------------------------------------- Antal årsværk i alt ............ 26,0 41,0 41,0 41,0 Revideret bevilling: Antal årsværk i alt ............ 3.753,5 3.768,5 3.768,5 3.768,5 Lønsum (mio. kr.) .............. 795,2 797,4 797,4 797,5

Justitsministeriets forslag er i øvrigt forbundet med udgifter i 1993 på 41,6 mio. kr., der forudsættes afholdt af den på forslag til finanslov for 1993 optagne bevilling til underhold m.v. af asylansøgere.

For 1994 og følgende år er Justitsministeriets forslag forbundet med en årlig merudgift på ca. 12,4 mio. kr., heraf lønsum ca. 9,5 mio. kr. svarende til 41 årsværk (Ø), der vil blive indbudgetteret på bevillingslovforslagene for de enkelte år.

f. Finansministeriets tilslutning foreligger.

Hans Engell

/ Peter Carpentier

Til Finansudvalget.

Beslutningsforslag som fremsat 1992 46 Valid

Folketinget opfordrer justitsministeren til at trække aktstykke nr.

96 af 7. december 1992 tilbage.

I aktstykket søger ministeren om Folketingets tilslutning til bevillinger til etablering af asylcenter i Avnstrup ved Hvalsø.

Bemærkninger til forslaget

Justitsministeren har lejlighedsvis advaret imod, at Danmark ikke må blive en »magnet for asylsøgere«. I sit aktstykke nr. 96 af 7. december 1992 yder ministeren imidlertid endnu et bidrag til at lette tilstrømningen af asylsøgere her til landet ved at søge om tilslutning til, at den danske befolkning skal investere yderligere betydelige millionbeløb i et asylcenter i Avnstrup ved Hvalsø.

Som bekendt har den danske befolkning aldrig været spurgt om, endsige accepteret regeringens flygtningepolitik. Tværtimod er det almindeligt kendt, at der i befolkningen er en stærk og voksende modstand mod en uplanlagt, uigennemtænkt og uansvarlig politisk linie, der stort set går ud på at holde grænserne åbne og i alt væsentligt acceptere tilvandringen af asylsøgere fra alle dele af kloden.

Hvis man fortsat holder åbne grænser, og hvis man følger regeringen i dens accept af en ureguleret tilvandring af fremmede, kan man meget snart komme til at opleve dramatiske ændringer i det danske samfund, som ansvarlige politikere effektivt burde arbejde på at forhindre. Man kan komme til at opleve markant negative udsving i det sociale niveau, arbejdsmarkedet, undervisningssystemet, sundhedsvæsenet, kriminalstatistikkerne og en lang række andre væsentlige parametre for livskvalitet.

Danmark bliver ganske enkelt et ringere land at leve i, hvis grænserne holdes åbne, samtidig med at man holder øjnene lukkede for konsekvenserne.

Justitsministerens ansøgning til Finansudvalget er ikke dikteret af omhu og vilje til at løse Danmarks og danskernes problemer. For hvert eneste nyt asylcenter der oprettes, øges befolkningens økonomiske problemer. Det vil også slå igennem i de disponible husstandsindkomster, i kommunernes og amtskommunernes økonomi. Det vil også slå igennem i form af øget kriminalitet, øgede udgifter til forplejning, til tolkebistand, til boligstøtte, til familiesammenføring etc. etc. Justitsministeren og regeringen har på ingen måde overblik over konsekvenserne. Det eneste, der står soleklart, er, at levevilkårene gradvis forringes, hver gang regeringen accepterer at modtage yderligere hundrede, tusinde eller titusinde flygtninge.

Det er synd, ikke kun for borgerne i Avnstrup og Hvalsø-området. Det er en forfærdende udvikling, regeringen har sat i gang og nu yderligere fremmer gennem aktstykke nr. 96.

Folketinget bør gribe ind, mens tid er. Og hele befolkningen bør opfordre politikerne til at sige stop, før det er for sent.

Som bilag optrykkes aktstykke nr. 96.

Beslutningsforslag som fremsat 1992 46 Valid

Nr BSF 46

Forslag til folketingsbeslutning om opfordring til at trække aktstykke nr. 96 om Justitsministeriets erhvervelse af ejendommen matr. nr. 6 E Avnstrup Overdrev, Særløse, til brug for etablering af asylcenter m.v. tilbage fra Finansudvalget

Fremsat af Kim Behnke (FP) Aage Brusgaard (FP) Kirsten Jacobsen (FP) Pia Kjærsgaard (FP)

den 16. december 1992

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →