1992 BSF 31 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM GENOPRETNING AF SKJERN Å
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte aktstykker om
afsættelse af 80 mio. kr. over en 4-årig periode (1993-1996) til
opfyldelse af beslutningsforslag B 79 af 13. januar 1987 »om
genskabelse af Skjern Å-systemets selvrensende effekt«. Midlerne
skal anvendes til endelig projektering og udførelse af den af
Folketinget den 5. maj 1987 vedtagne folketingsbeslutning vedrørende
Skjern Å-systemet og Ringkøbing Fjord.
Bemærkninger til forslaget
Et næsten enigt Folketing vedtog i folketingssamlingen 1986-87 forslag til folketingsbeslutning om genskabelse af Skjern Å-systemets selvrensende effekt. Se Folketingstidende 1986-87, forhandlingerne, sp. 4995, 7023, 11177 og tillæg A sp. 2783, tillæg B sp. 1557 samt tillæg C sp. 505. Forslagets hovedformål var at sætte fokus på behovet for naturrestaurering ved Skjern Å og Ringkøbing Fjord.
Efterfølgende blev »Det Rådgivende Skjern Å-udvalg« nedsat og senere et særligt underudvalg, til rådgivning om forhold af særlig fiskerimæssig karakter.
Indtil nu har Skjern Å-udvalget som planlagt stort set kun beskæftiget sig med jordfordeling og jordopkøb. Dette arbejde er forløbet tilfredsstillende. Men efter at størstedelen af jordfordelingens etape 1 er gennemført og der reelt kun resterer etape 2, som nu agtes gennemført for ca. 9 mio. kr., risikerer samfundet at stå med store arealer uden de økonomiske rammer for hurtig udførelse af selve projektet efter beslutningen.
Det kan frygtes, at nu hvor jordfordelingen/opkøbet stort set er tilendebragt, kan de materielle tiltag efter beslutningen enten ikke gennemføres eller i heldigste fald kun gennemføres nødtvungent over yderligere en lang årrække.
Forslagsstillerne foreslår derfor følgende tidsplan for gennemførelse af det resterende projekt
1993 - ca. 25 mio. kr.
1) Erhvervelse og jordfordeling af supplerende sammenhængende arealer mellem Borris og Ringkøbing Fjord. Det er væsentligt, at der sker offentlig erhvervelse af alle de strækninger af vandløbet, som bliver genstand for den omfattende restaurering. Målet er at sikre vandløbets funktion og kommunikation med Ringkøbing Fjord, beskytte områdets plante- og dyreliv samt give mulighed for lokalbefolkningens og turisters anvendelse af området.
Der skal desuden anvendes ressourcer på at informere om projektet, således at erfaringerne kan bruges ved tilsvarende restaureringsprojekter ved søer og vandløb her i landet. Desuden kan projektet danne grundlag for eksport inden for naturrestaureringsområdet.
2) Planlægning af naturrestaureringens nærmere udformning, herunder forberedelse af skitseprojektering og udarbejdelse af det første informerende materiale og indledende etablering af faciliteter til orientering af det friluftsorienterede publikum i området i projekterings- og anlægsfasen.
1994 - ca. 20 mio. kr.
Gennemførelse af detailprojektering af hele projektet samt påbegyndelse af egentlige anlægsarbejder, hvor det er mest påkrævet, idet en harmonisk tidsfølge af de fysiske indgreb af hensyn til natur- og miljøværdier generelt må tilstræbes gennem hele den samlede naturrestaurering.
1995 og 1996 - ca. 35 mio. kr.
Færdiggørelse af anlægsarbejderne samt etablering af de permanente faciliteter (informationscenter, naturstier, fugletårne og lign.) for publikum, idet det endelige helhedspræg skal respektere den oprindelige karakter af de store vestjyske ådale gennem århundreder, nemlig præget af helt åbne arealer uden markant bebyggelse eller beplantning.
Ingen
Nr BSF 31
Forslag til folketingsbeslutning om genopretning af Skjern Å
Fremsat af Henning Nielsen (S) Henning Gjellerod (S) Gade (SF) Jes Lunde (SF) Lone Dybkjær (RV) Marianne Jelved (RV)
den 27. november 1992