1992 BSF 6 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BEDRE FINANSIERINGSMULIGHEDER FOR MINDRE VIRKSOMHEDER
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget opfordrer regeringen til i folketingsåret 1992-93 at tilvejebringe den fornødne hjemmel til at skabe bedre finansieringsmuligheder for mindre virksomheder efter følgende retningslinjer
1) Der skal etableres en finansieringsstøtte for iværksættere og mindre virksomheder i form af en garantipulje på 2,4 mia. kr.
2) Garantien skal dække 2/3 af lånebeløbet, som ydes af private pengeinstitutter. Garantiforpligtelsen ophører efter 5 år.
3) Udlånet foretages af private pengeinstitutter, der ligeledes forestår vurderingen af virksomhederne ud fra nøjere fastlagte kriterier. Hver virksomhed kan maksimalt låne 400.000 kr.
4) Der stilles krav til virksomhederne, der omfattes af ordningen, om, at de skal deltage i et eller flere nærmere bestemte iværksætterprogrammer.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
I perioden 1985-89 blev der årligt etableret godt 15.000 nye virksomheder, som skabte 25.000 arbejdspladser. Efter 5 år er de 15.000 blevet til 8.000, mens beskæftigelsen er den samme. Omsætningen er næsten fordoblet fra 8 mia. kr. det første år til 15,4 mia. kr. efter 5 år. Det er i sig selv pæne tal, men sammenligninger med udlandet viser, at det kan gøres endnu bedre.
En del af baggrunden for, at mange nystartede virksomheder går ned, og at de tilbageværende ikke ekspanderer mere, end de gør, er manglende finansieringsmuligheder. Pengeinstitutterne kritiseres i denne forbindelse især for tre forhold
- Manglende risikovillighed.
- Vurdering af virksomheder på sikkerhedsstillelse i stedet for udviklingsmuligheder.
- Manglende opfølgning af långivning.
Specielt iværksættere og mindre virksomheder bliver ramt af denne långivningspolitik. Der er således en stor fare for, at den nuværende tilbageholdenhed i finanssektoren vil være en bremseklods for ethvert aktivt erhvervspolitisk tiltag i retning af at skabe øget beskæftigelse. Dette beslutningsforslag er et forsøg på med relativt få offentlige midler at aktivere langt flere private midler.
Forslaget skal ses som en fortsættelse af de initiativer, der blev igangsat med etableringen af Dansk Erhvervsfond. Det er vigtigt med en udvidet indsats, der styrker oprettelse af og fortsat vækst for små virksomheder gennem bedre finansieringsmuligheder og bedre bånd mellem pengeinstitutter og virksomheder.
Det skønnes, at der ud af den samlede garantipulje på 2,4 mia. kr. vil være behov for årlige udbetalinger på 300 mio. kr. Det forventes, at ordningen vil sætte gang i en betydelig varig beskæftigelse og bidrage til en bedre balance på statsfinanserne.
På sigt er det hensigten, at denne ordning skal træde i stedet for den nuværende iværksætterydelse, således at man flytter indsatsen fra en social bistandsordning til en aktiv erhvervspolitisk indsats. Til iværksætterydelsen er der i finanslovforslaget for 1993 afsat 910 mio. kr.
Bemærkninger til beslutningsforlagets enkelte punkter
Ad 1
Der afsættes en samlet pulje på 2,4 mia kr. til dækning af statens garantiforpligtelser. En tilsvarende engelsk ordning viser, at der et par år efter ordningens opstart er tab på omkring en ottendedel af de garanterede beløb. Erfaringerne fra England viser endvidere, at en statslig udgift på 4.500 kr. skaber en ny arbejdsplads. Kan blot halvdelen af dette niveau nås, vil vi med denne ordning skabe over 20.000 nye varige arbejdspladser. Der vælges imidlertid at skønne forsigtigt. Tabene sættes højt til en årlig udgift på 300 mio. kr. Beskæftigelseseffekten sættes lavt, men der forventes en stigende beskæftigelseseffekt for hvert nyt udbetalt garanteret lån på 400.000 kr.
Ad 2
Det skønnes, at det mest almindelige kapitalbehov for nystartede virksomheder er 500.000 kr. En del af dette forventes dækket af selvfinansiering, hvorefter det maksimale beløb, der stilles garanti for, er 400.000 kroner pr. virksomhed. Størrelsen af garantien vurderes efter de i punkt 3 angivne retningslinjer. Med den afsatte pulje vil det være muligt at hjælpe omkring 9.000 nystartede og mindre virksomheder på denne måde. En stor del af disse står i dag uden lånemuligheder på grund af det stramme finansmarked. Staten og pengeinstitutter er i prioriteringsøjemed sidestillede.
Ad 3
Pengeinstitutternes vurdering foregår i dag alt for ofte på grundlag af sikkerhed i stedet for udviklingsmuligheder. På baggrund af den øjeblikkelige krise i finanssektoren med specielt mange erhvervstab er der ingen grund til at tro, at dette ændrer sig af sig selv. Det er derfor vigtigt, at garantiordningen gives på baggrund af en vurdering af de enkelte virksomheders og igangsætteres potentiale. Vurderingen bør foretages af pengeinstitutterne for at opnå den mest hensigtsmæssige administration og sikre et nært kendskab fra pengeinstitutternes side til virksomhedernes forhold, så der senere kan ske opfølgende rådgivning. Ministeren udarbejder nærmere retningslinjer, hvorefter pengeinstitutterne skal vurdere, om der er tale om iværksættere eller mindre virksomheder, der ikke på normale vilkår ville kunne opnå finansiering af projekter, der udvider beskæftigelsen i virksomheden. Enhver behandling af lånet foregår i pengeinstituttet, der blot indberetter beløbsstørrelsen til Hypotekbanken, som i forvejen administrerer en række statslige garantiordninger.
Ad 4
Der er et stort behov hos nystartede virksomheder for information om en række forhold som salg og administration. Det er ofte mangel på information og erfaring, der får virksomhederne til at bukke under. Undersøgelser af iværksættere har vist, at den største gevinst opnås med rådgivning efter etablering i stedet for information før.
For at optimere de offentlige ressourcer etableres en ordning, hvor virksomheder i grupper modtager rådgivning samtidig med, at de kan trække på hinandens erfaringer. De bedste råd opnås tit af personer i samme situation. Grupperne organiseres efter geografiske kriterier. Deltagelse i ordningen kan eventuelt ske med offentlige tilskud finansieret af de eksisterende og foreslåede iværksætterprogrammer. Ordningen gøres obligatorisk i forbindelse med opnåelse af statsgaranti.
Ingen
Nr BSF 6
Forslag til folketingsbeslutning om bedre finansieringsmuligheder for mindre virksomheder
Fremsat af Trøjborg (S) Poul Andersen (S) Ole Vagn Christensen (S) Eva Fatum (S) Ove Fich (S) Lissa Mathiasen (S) Sonja Mikkelsen (S) Erling Olsen (S) Løvig Simonsen (S)
den 20. oktober 1992