1992 BTL 286 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN OG SKATTEKONTROLLOVEN (TELEFONUDGIFTER OG PERSONALEGODER) NR L 286 1992-93, 1. SAMLING

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå og skatteministerens kommentarer til nogle henvendelser samt notat om fordelen ved at køre privat i firmabil

Spørgsmål 8

»Hvorledes beskattes værdien af at have en leaset brugt bil til rådighed?

Nogle eksempler bedes givet på en beregningsmetode, som den vil blive anvendt i praksis.

Vil beskatningen falde måned for måned eller år for år, såfremt der er tale om samme bil?»

Svar

Efter lovforslaget er det uden betydning for beskatningen af den ansattes rådighed over en firmabil til privat kørsel, om virksomheden ejer firmabilen eller har leaset firmabilen.

Den ansatte får forhøjet sin skattepligtige indkomst med 25 pct. af firmabilens markedsværdi på leasingtidspunktet, jf. lovforslaget side 6, spalte 2, 7. afsnit.

Stilles således en leaset brugt firmabil, der på leasingtidspunktet har en markedsværdi på f.eks. 200.000 kr., til rådighed for privat kørsel, forhøjes den ansattes skattepligtige indkomst med 50.000 kr. Er bilens markedsværdi 250.000 kr., er indkomstforhøjelsen 62.500 kr. Er bilens markedsværdi 300.000 kr., er indkomstforhøjelsen 75.000 kr.

Værdiansættelsen ændres ikke i leasingperioden. Således anvendes i hele leasingperioden bilens markedsværdi på leasingtidspunktet som beregningsgrundlag for værdiansættelsen af det gode, det er for den ansatte at have firmabilen til rådighed for privat kørsel.

Spørgsmål 32

Idet der henvises til svar på spm. 8, jf. bilag 38, ønskes følgende oplyst

Hvordan finder man i praksis ud af, hvilken værdi en leaset firmabil har?»

Spørgsmål 33

»Hvorledes opgøres værdien af fri bil (leaset) for sælger, der hver måned får stillet en leaset vogn til rådighed i ca. 14 dage? Der indgås ny leasingaftale hver måned.«

Spørgsmål 34

»Skal en sådan sælger bilægge sin selvangivelse 12 vurderinger på forskellige leasingbiler?

Eller findes der en nemmere måde at opgøre dette på?»

Svar

Normalt leases ubrugte biler.

Leases brugte biler, må der skønnes over bilens markedsværdi på leasingtidspunktet. Støtte for dette skøn kan hentes i Danmarks Automobilforhandler Forenings brugtvognskatalog, bilannoncer eller lignende.

I de tilfælde, hvor der månedligt stilles en lejet bil til rådighed, må værdiansættelsen principielt foretages hver måned. En sådan situation er nu næppe typisk.

Sælgeren skal i sådan en situation opgøre værdien af rådigheden over den bil, som firmaet stiller til rådighed for privat kørsel, for hver rådighedsperiode og selvangive summen heraf, men det er jo frivilligt, om den ansatte vil have bilen til rådighed for privat kørsel.

Jeg ser ikke umiddelbart en nemmere måde at selvangive på.

Spørgsmål 36

»Ministeren bedes yde teknisk assistance til udformning af ændringsforslag, således at der indføres dispensationsmulighed for beskatning af værdien af fri bil.

Ændringsforslaget bedes udformet således, at lønmodtagere, som primært benytter den fri bil i forbindelse med erhvervsmæssig kørsel, typisk handelsrejsende, efter konkret anmodning har mulighed for at få en dispensation fra 25 pct.-beskatningsreglen og i stedet blive beskattet efter lempeligere regler. Skattemyndighederne skal efter udstukne retningslinier have mulighed for at give særlige lønmodtagergrupper dispensation.«

Svar

Jeg vil stærkt advare imod, at der indføres dispensationsordninger for konkrete situationer, idet den tilsigtede forenkling herved let går tabt, og fordi en sådan regel i alt for vidt omfang lægger op til konkrete uoverensstemmelser mellem de skattepligtige og skatteadministrationen.

Med dette forbehold mener jeg, at indsættelsen af følgende formulering som et nyt 4. pkt. i den foreslåede § 16, stk. 4, i ligningsloven, måske kan besvare spørgsmålet

»Ligningsrådet kan for erhvervsgrupper, der i særlig grad er afhængig af erhvervsmæssig biltransport, f.eks. handelsrejsende, bestemme, at den i 1. pkt. nævnte sats på 25 pct. nedsættes til 15 pct. for biler med anskaffelsespris på under 200.000 kr., når det kan antages, at de pågældende årligt har en erhvervsmæssig kørsel i bilen, der væsentligt overstiger den private kørsel.«

Selv en sådan tilføjelse, uden dispensationsmulighed for de enkelte tilfælde, kan imidlertid give anledning til konkrete tvistigheder mellem myndighederne og skattepligtige, hvor der er tvivl, om den pågældende er omfattet af Ligningsrådets dispensation. Jeg må derfor gentage mine advarsler mod en sådan regel.

Jeg vil i øvrigt tilføje, at der - som tidligere fremhævet - ikke efter de foreslåede regler om beskatning af bil til rådighed sker nogen beskatning af den erhvervsmæssige benyttelse. Det er alene den private benyttelse, der beskattes, og heraf følger, at heller ikke de pågældende faggrupper beskattes, hvis de reelt ikke har bilen til rådighed for privat benyttelse.

Spørgsmål 37

»Ministeren bedes udforme et ændringsforslag, hvorefter der ved beskatningen af fri bil tages hensyn til den værdiforringelse, bilen løbende er udsat for.«

Svar

Den værdiforringelse, som en bil løbende er udsat for, giver sig udtryk i afskrivningen, der normalt antages at være stor i de første år.

I disse første år er der derimod normalt tale om ret beskedne udgifter til reparation og vedligeholdelse. Det er derfor et spørgsmål, om udgifterne til afskrivning og vedligeholdelse under eet ikke - når man bortser fra begyndelsesafskrivningerne - i realiteten er forholdsvis konstante.

På denne baggrund overvejes et ændringsforslag, som kan tage højde for, at de samlede udgifter ved bilholdet nok falder, når bilen er mere end et par år gammel.

Spørgsmål 38

Ad kommentaren til bilag 46

»Ministeren har i ovennævnte bilag og tidligere gjort specielt opmærksom på, at det er en frivillig sag, om man vil have rådighed over en firmabil til privatkørsel og dermed være undergivet den af regeringen foreslåede skærpede beskatning.

Ministeren bedes oplyse, hvorledes en ansat kan frigøre sig fra denne skærpede beskatning ved at frasige sig rådighed over en firmabil til privatkørsel.

Er det således tilstrækkeligt, at den ansatte og firmaets ledelse aftaler, at firmabilen ikke benyttes til privatkørsel? Eller forudsætter en sådan aftale en særlig af virksomheden fastsat kontrol?

Under forudsætning af, at der er truffet en sådan aftale om, at den ansatte ikke benytter firmabilen til privat kørsel, vil da en enkelt tur, mens den pågældendes egen bil er på værksted f.eks., medføre beskatning efter 25 pct.-reglen?»

Svar

Det er principielt en frivillig sag, om en ansat med firmabil vil have firmabilen til rådighed for privat kørsel og dermed blive beskattet af værdien heraf, eller om den ansatte alene vil have firmabilen til erhvervsmæssig kørsel, hvilket er skattefrit for den ansatte.

Sådan er det i dag, og sådan er det efter lovforslaget.

Forskellen mellem gældende ret og lovforslaget er på dette punkt, at beskatning efter gældende ret alene foretages på grundlag af det opgjorte antal kørte kilometer privat, hvorimod beskatning efter lovforslaget foretages på grundlag af rådighed over firmabil til privat kørsel.

Denne forskel bevirker en ændring i, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at undgå beskatning, hvis en ansat har firmabil til rådighed.

Om betingelserne for beskatning er til stede i det enkelte tilfælde, tilkommer det ligningsmyndigheden at afgøre - i sidste instans domstolene.

Har en ansat firmabil, må det umiddelbart forventes, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel.

Derfor må den ansatte med firmabil, der ikke ønsker at blive beskattet af råden over bilen til privat kørsel, over for ligningsmyndigheden sandsynliggøre, at dette er tilfældet, og at bilen rent faktisk ikke anvendes til privat kørsel.

Vedrørende førstnævnte betingelse (rådighedsbetingelsen) kan det generelt anføres, at det som et minimum må kræves, at der foreligger en skriftlig aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren om, at firmabilen ikke må anvendes til privat kørsel, herunder kørsel mellem hjem og arbejde.

Er den ansatte sælger eller lignende, der normalt kører fra hjemmet til de enkelte kunder som led i kundeopsøgende arbejde, er der i det af regeringen stillede ændringsforslag inføjet en bestemmelse om, at en sådan person en gang om ugen vil kunne køre i firmabilen fra hjemmet til virksomheden og tilbage igen, uden at denne kørsel anses for privat i relation til denne bestemmelse.

Dernæst må det kræves, at arbejdsgiveren håndhæver aftalen, det vil bl.a. sige, at arbejdsgiveren ikke afholder udgifter ved den ansattes private kørsel i firmabilen.

Vedrørende den anden betingelse (kørselsbetingelsen) kan det generelt anføres, at der næppe kan stilles krav om, at den ansatte fører en egentlig kørebog, der alene udviser erhvervsmæssig kørsel.

På den anden side må den ansatte ved en beskrivelse af sine daglige rutiner kunne overbevise ligningsmyndigheden om, at der rent faktisk ikke foretages privat kørsel.

For den bedømmelse er det et væsentligt moment, om bilen uden for arbejdstiden står på arbejdspladsen eller ved den ansattes bolig.

Kører den ansatte alligevel privat i firmabilen, selv om det med arbejdsgiveren er aftalt, at firmabilen ikke er til rådighed for privat kørsel, må den ansatte beskattes, som om firmabilen var til rådighed for privat kørsel, dvs. med en procentdel af bilens værdi. Dette er også tilfældet i det i spørgsmålet skitserede eksempel.

Dette forhold tydeliggøres ved det af regeringen stillede ændringsforslag.

Skatteministeriet,

Den 1. juni 1993

I henvendelsen af 26. maj 1993 fra Danmarks Automobilforhandler Forening (L 286 - bilag 2) anføres, at lovforslaget lægger op til en væsentlig skærpelse af beskatningen af firmabiler til skade for store dele af erhvervslivet.

Jeg er enig i, at lovforslaget indebærer en øget beskatning af det gode, det er at have bil til fri rådighed. Skærpelsen skal imidlertid ses i forhold til den hidtidige lempelige beskatning af disse tilfælde.

I øvrigt er det jo principielt en frivillig sag, om man vil have rådighed over en firmabil til privat kørsel og dermed undergives den skærpede beskatning.

Jeg kan derfor ikke anerkende, at den foreslåede beskatning vil hindre aktive og initiativrige personer i at udføre deres arbejde.

Dertil kommer, at det fortsat vil være mere fordelagtigt at have firmabil til fri rådighed med alt betalt end selv at betale en tilsvarende bil.

Den skattemæssigt ansatte værdi af det gode, som firmabilen repræsenterer, lægges til den ansattes skattepligtige indkomst, hvorimod den, der selv ejer bilen, skal tjene mere end det dobbelte af udgifterne vedrørende bilen for at afholde disse udgifter.

Virksomhederne vil med den foreslåede beskatning af fri firmabil muligvis købe brugte biler i højere grad end i dag, men jeg forventer ikke, at det sker i større omfang, fordi virksomhederne jo skal afholde de med ældre biler forbundne yderligere vedligeholdelsesomkostninger.

Det er i høj grad op til erhvervslivet selv, om den foreslåede beskatning af fri firmabil skal medføre øgede omkostninger.

Dertil kommer, at skal erhvervslivet subsidieres, skal det gøres mere målrettet end ved en generelt lempelig beskatning af firmabiler, der både vil favorisere den, der har bilen til rådighed som et rent frynsegode, og den, der har bilen til rådighed som følge af en intensiv erhvervsmæssig benyttelse i øvrigt.

Vedrørende det af Danmarks Automobilforhandler Forening anførte om lovforslag L 305 henvises til mine kommentarer til L 305 - bilag 7.

Skatteministeriet,

Den 1. juni 1993

I henvendelsen af 26. maj 1993 fra Forenede Danske Motorejere (L 286 - bilag 4) anføres vedrørende beskatning af firmabil til fri rådighed, at den foreslåede skærpede beskatning vil indebære alvorlige konsekvenser for sælgere, montører m.v., der har en betydelig kørsel for arbejdsgiver, og som kører direkte fra hjemmet til kunder.

For det første vil jeg fremhæve, at det principielt er frivilligt, om en ansat af arbejdsgiveren vil have bil stillet til fri rådighed for privat kørsel - og dermed blive beskattet af værdien heraf.

For så vidt angår kørsel fra hjemmet direkte til kunder så udelukker dette forhold ikke, at kørslen anses for erhvervsmæssig og ikke privat.

FDM anfører endvidere, at forslaget vil have alvorlige konsekvenser for automobilbranchen, idet salget af firmabiler vil falde drastisk.

Det tror jeg ikke.

For det første vil det stadig være økonomisk fordelagtigt for ansatte at have firmabil til fri rådighed for privat benyttelse, idet udgiften til skatten heraf er væsentligt lavere end udgiften - af beskattede midler - ved selv at holde en tilsvarende bil.

For det andet er forudsætningerne for bilsalget gunstige for de kommende år, fordi skatteomlægningen og regeringens økonomiske politik i øvrigt indebærer en markant stimulering af den økonomiske aktivitet. Herudover er renten faldende, og der er skabt klarhed over skattereglerne for årene fremover.

I stedet for et faldende bilsalg er det nok realistisk at forvente en ikke ubetydelig stigning i bilsalget.

Vedrørende det af FDM anførte om beskatning af motorcykler, befordring og benzin m.v. henvises til min besvarelse af henholdsvis L 305 - bilag 12, L 285 - bilag 3 og L 300 - bilag.

Skatteministeriet,

Den 7. juni 1993

I henvendelsen af 1. juni 1993 (L 286 - bilag 17) stiller Danmarks Automobilforhandler Forening forslag om, at privat kørsel med personbil, ejet af arbejdsgiver, beskattes med 15 pct. af bilens anskaffelsessum som tillæg til brugerens bruttoløn, dog med et maksimum på 80.000 kr.

D.A.F. begrunder forslaget med, at der derved skabes en ligestilling op til en anskaffelsessum på 400.000 kr. i forhold til den gældende beskatning, men med opnåelse af de administrative fordele.

Jeg er ikke enig i, at D.A.F.'s forslag vil medføre en ligestilling i forhold til de gældende regler for biler til en anskaffelsessum på op til 400.000 kr.

Som D.A.F. selv illustrerer ved taleksempler, indebærer forslaget om en sats på 15 pct. en lempelse af beskatningen i forhold til den nugældende beskatning af en privatkørsel på 8.000 km, som efter de gældende regler er minimumssatsen for personer, der ikke fører kørebog. Hertil skal endda lægges et kilometerantal for kørsel mellem hjemmet og arbejdspladsen, kørsel til eventuel fritidsbolig, feriekørsel og lignende.

Det er således ikke realistisk generelt at regne med et privat kørselsbehov i firmabil på kun 8.000 km årligt. Til sammenligning kan jeg oplyse, at den gennemsnitlige kørsel i private biler kan ansættes til ca. 15.000 km om året.

Jo mere den enkelte kører privat i firmabil, desto større skattelettelse vil den enkelte opnå ifølge D.A.F.'s forslag, og desto større vil provenutabet dermed blive i forhold til de gældende regler.

For eksempel ville en person med en indkomst over 240.000 kr. og med en privat kørsel på 8.000 km årligt i en bil til 200.000 kr. ifølge D.A.F's forslag efter skatteomlægningen med en marginalskat svarende til skatteloftet i eksempelvis 1995-niveau kunne opnå en skattelettelse på ca. 2.700 kr. i forhold til i dag, medens der under samme forudsætninger, men med en årlig kørsel på 15.000 km, ville kunne opnås en skattelettelse på godt 12.000 kr.

Formålet med det fremsatte lovforslag er jo netop at skærpe den gældende beskatning af fri bil til rådighed, således at beskatningen kommer i bedre overensstemmelse med, hvad det koster at holde egen bil.

Selv med den foreslåede beskatning vil det fortsat være billigere af betale skatten af værdien af firmabil til rådighed for privat kørsel frem for selv at holde en tilsvarende bil med de dermed forbundne udgifter.

Skattereformens samlede virkninger og regeringens økonomiske politik i øvrigt giver - sammen med rentefaldet - grundlag for en forventning om en ikke udbetydelig stigning i salget af personbiler i 1994.

Jeg frygter derfor ikke for beskæftigelsen i automobilbranchen som følge af lovforslaget om skærpet beskatning af firmabiler til rådighed for privat brug.

Skatteministeriet,

Den 11. juni 1993

I henvendelsen fra Erik Vestergård (L 286 - bilag 24) spørges, hvorfor der i de gældende regler er forskel på beskatningen af privat kørsel i firmabil og den godtgørelse, som virksomheder skattefrit kan udbetale til medarbejdere, der kører for virksomheden i egen bil.

Forskellen illustreres med den gældende kilometersats på 4 kr. for privat kørsel i en firmabil til 200.000 kr. og den gældende kilometersats på 2,21 kr. for skattefri kørselsgodtgørelse for de første 12.000 km's kørsel for virksomheden i egen bil.

De gældende regler for værdiansættelse af privat kørsel i firmabil er således, at når arbejdsgiveren betaler alle de med kørslen forbundne udgifter og bilen ikke er over 3 år gammel, så værdiansættes med en sats pr. km privat kørsel svarende til 1/50 promille af bilens nyværdi ved kørsel indtil 10.000 km, dog mindst 3 kr. og højst 8 kr. Ved privat kørsel over 10.000 km foretages værdiansættelsen med 1/3 af den opgjorte kilometersats for kørsel indtil 10.000 km, dog højst 1,50 kr. Er bilen mere end 3 år gammel, opgøres kilometersatsen på grundlag af virksomhedens købspris.

Den skattefrie godtgørelse, som arbejdsgivere kan udbetale til ansatte for kørsel for virksomheden i egen bil, udgør 2,21 kr. for kørsel indtil 12.000 km, og 1,16 kr. for kørsel derudover - i 1992.

Begge værdiansættelser tilsigter en tilnærmet værdiansættelse af udgifterne pr. kørt km. Forskellen mellem kilometersatserne udspringer bl.a. af, at kilometersatsen for privat kørsel i firmabil er opgjort som en skattepligtig indkomst, hvorimod kilometersatsen for skattefri kørselsgodtgørelse er en skattefri ydelse.

Dertil kommer så, at der ved fastlæggelsen af kilometersatsen for privat kørsel i firmabil tages hensyn til bilens pris, hvilket ikke er tilfældet ved kørselsgodtgørelsen.

Der indgår nok også i baggrunden for disse regelsæt en antagelse om, at bilen, der stilles til rådighed af arbejdsgiveren, formentlig kører mere erhvervsmæssigt end privat, medens det gennemsnitligt er omvendt for de private biler, som anvendes til erhvervsmæssig kørsel.

Vedrørende den foreslåede beskatning af firmabil til rådighed for privat kørsel bemærkes i øvrigt, at det alene er den private brug af firmabilen og ikke den erhvervsmæssige brug, der beskattes. Det er principielt frivilligt, om en ansat med firmabil vil have bilen til rådighed for privat brug og dermed beskattes af værdien heraf.

Skatteministeriet,

Den 11. juni 1993

I henvendelsen af 10. juni 1993 fra Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger (L 286 - bilag 52) opfordres Folketinget og regeringen til - i relation til forslaget om ændret værdiansættelse af friboliger - at drage omsorg for, at almindelige produktionsvirksomheder og deres medarbejdere ikke rammes erhvervsmæssigt og beskæftigelsesmæssigt af nogle regler, der i virkeligheden har sigte mod nogle konkrete og enkeltstående misbrugssituationer.

SALA frygter, at forslaget om individuelle vurderinger ved skattemyndighederne af værdien af boligretten under hensyn til boligkontraktens indhold vil give grundlag for en individuel praksis fra kommune til kommune og eventuelt fra sag til sag.

Forholdet er ikke anderledes end i andre tilfælde på skatteområdet, hvor der er overladt ligningsmyndighederne et skøn. Jeg tror ikke, at de foreslåede regler vil give anledning til væsentlige problemer.

Også i dag beror værdiansættelsen af friboliger på et skøn.

Ukorrekte skøn på skatteområdet imødegås dels ved, at Ligningsrådet og de statslige told- og skattemyndigheder udarbejder vejledende retningslinier for skønsudøvelsen, dels gennem de statslige told- og skattemyndigheders tilsynsfunktion i forhold til de kommunale skattemyndigheder, og endelig gennem klagesystemet.

Efter lovforslaget skal værdien af friboliger sættes til markedsværdien.

SALA giver som eksempel på vanskeligheden ved at udfinde markedsværdien en medarbejderbolig til et gartneri, hvor boligen rent faktisk ikke har nogen markedsværdi, fordi den ikke befinder sig på markedet, og hvor medarbejderen eventuelt har en i ansættelseskontrakten fastlagt pligt til at bebo netop den pågældende bolig pga. installationer i forbindelse med døgnovervågning af produktion på virksomheden.

Der vil naturligvis forekomme tilfælde, hvor den aktuelle bolig ikke markedsføres, men det forhindrer ikke, at der skønsmæssigt kan fastsættes en værdi af boligretten ved sammenligning med tilsvarende boliger.

Der skal i øvrigt naturligvis ved værdiansættelsen tages hensyn til de ulemper, der er forbundet med en boligs beliggenhed i nær tilknytning til en produktionsvirksomhed.

SALA anfører, at specielt i bynære områder, hvor huslejeniveauet er højt, vil anvendelsen af markedsværdien kunne medføre betydelige skattestigninger for de ansatte, der har fribolig. Dertil kommer, at virksomhederne i disse områder er belastet med høje ejendomsskatter, hvorfor de ikke i alle tilfælde vil have råd til at kompensere den ansatte for skattestigningen.

Der kan i disse tilfælde muligvis opstå visse tilpasningsproblemer til den nye værdiansættelsesmetode, men jeg tror, at disse problemer vil vise sig at være af ret begrænset omfang.

Som anført i bemærkningerne til lovforslaget må jeg generelt fastholde, at der ved værdiansættelsen ikke skal tages hensyn til, om friboligen har karakter af en tjenestebolig eller en helt frivillig benyttelse, idet eventuel kompensation for sådanne personlige ulemper forbundet med tjenesteboliger er et mellemværende mellem arbejdsgiver og arbejdstager, der i givet fald bør vederlægges herfor med beskattede midler.

I øvrigt henvises til mit svar på udvalgets spørgsmål 3 (L 286 - bilag 65).

Skatteministeriet

Den 1. juni 1993

Til

Folketingets Skatteudvalg

Hermed fremsendes notat om fordelen ved at køre privat i firmabil også efter de foreslåede regler om beskatning af fri bil til rådighed.

Notat om fordelen ved at køre privat i firmabil også efter de foreslåede regler om beskatning af fri bil til rådighed

I overensstemmelse med Personskatteudvalgets anbefaling foreslås det at ændre reglerne om beskatning af fri bil til rådighed således, at skattegrundlaget opgøres som 25 pct. af bilens pris.

Efter forslaget vil det fortsat være betydelig mere fordelagtigt at køre privatkørsel i en firmabil end i en privat bil, der ikke anvendes til erhvervsmæssig kørsel.

I tabellerne 1-2 nedenfor er for en person, der har en årlig privatkørsel på 8.000 km i typiske biler i prisklassen 150.000-300.000 kr. med indkomster på henholdsvis under og over 240.000 kr., vist

Søjle 1: Med udgangspunkt i FDM's opgørelse for 1993 ved en årlig kørsel på henholdsvis 15.000 km og 30.000 km viser søjle 1 den beregnede årlige udgift indklusive afskrivning og nettorenteudgifter ved en årlig kørsel på 8.000 km i en privat bil, der ikke anvendes til erhvervskørsel. Tallene i denne søjle ligger til grund for beregningerne i søjle 4.

Søjle 2: Skattegrundlaget efter de gældende regler om beskatning af fri bil til rådighed, hvilket svarer til en lønindtægt af samme størrelse før skat.

Søjle 3: Skattegrundlaget efter de foreslåede regler om beskatning af fri bil til rådighed, hvilket ligeledes svarer til en lønindtægt af samme størrelse før skat.

Søjle 4: Den indtægt, der efter skatteomlægningen skal tjenes, for at indtægten efter skat kan betale en privat biludgift svarende til søjle 1. Der er forudsat skatteprocenter i 1995-niveau på henholdsvis 51 og 63,5 efter skitsen til en skatteomlægning, eksklusive arbejdsmarkedsbidraget.

Tabel 1. Privatkørsel 8.000 km. Indkomst over 240.000 kr. --------------------------------------------------------------------- Privat bil Fri bil til rådighed: Privat bil Gældende Foreslået Bilens skatte- skatte- penge pris udgifter grundlag grundlag før skat 1 2 3 4 --------------------------------------------------------------------- ---------------------- Kr. --------------------- 150.000 35.000 24.000 37.500 95.890 200.000 45.000 32.000 50.000 123.288 230.000 50.000 36.800 57.500 136.986 300.000 55.000 48.000 75.000 150.685 --------------------------------------------------------------------- Tabel 2. Privatkørsel 8.000 km. Indkomst under 240.000 kr. --------------------------------------------------------------------- Privat bil Fri bil til rådighed: Privat bil Gældende Foreslået Bilens skatte- skatte- penge pris udgifter grundlag grundlag før skat 1 2 3 4 --------------------------------------------------------------------- ---------------------- Kr. --------------------- 150.000 35.000 24.000 37.500 71.429 200.000 45.000 32.000 50.000 91.837 230.000 50.000 36.800 57.500 102.041 300.000 55.000 48.000 75.000 112.245 ---------------------------------------------------------------------

Tabel 1 viser eksempelvis, at det efter FDM's satser koster 45.000 kr. årligt ud af beskattede kroner at holde en privat bil til en pris på 200.000 kr. med en årlig kørsel på 8.000 km, jf. søjle 1.

For en person med en indkomst på over 240.000 kr. svarer udgiften på 45.000 kr. til, at vedkommende skal tjene 123.288 kr. før skat for at holde en privat bil til 200.000 kr., jf. søjle 4.

En person med fri bil til rådighed til en pris på 200.000 kr. skal derimod efter de nugældende regler kun forøge den skattepligtige indkomst med 32.000 kr. for at kunne køre 8.000 km privat, jf. søjle 2, altså et væsentlig lavere beløb end de 123.288 kr., som personen med privat bil skal tjene før skat for at holde en bil til 200.000 kr.

Efter de foreslåede regler skal samme person med fri bil til rådighed til en pris på 200.000 kr. forøge den skattepligtige indkomst med 50.000 kr. for at kunne køre et frit antal kilometer privat, jf. søjle 3. Også dette beløb er væsentlig lavere end de 123.288 kr., som personen med privat bil skal tjene før skat for at holde en bil til 200.000 kr.

Generelt viser alle eksemplerne i tabellerne 1-2, at det med en årlig privatkørsel på 8.000 km i en typisk bil i prisklassen 150.000-300.000 kr. efter de nugældende regler er betydelig mere fordelagtigt at køre privatkørsel i en firmabil end i en privat bil, der ikke anvendes til erhvervskørsel, og at dette også vil være tilfældet efter de foreslåede regler om beskatning af fri bil til rådighed.

På den baggrund er det ikke urimeligt at indføre regler, som alt andet lige indebærer en skærpelse af beskatningen af fri bil til rådighed ved et mindre privat kørselsomfang.

Faktisk burde satsen for opgørelsen af skattegrundlaget for kørsel i fri bil til rådighed snarere fastsættes til 40-50 pct., hvis den skattemæssige fordel ved privatkørsel i firmabil helt skulle fjernes.

Det betyder, at man efter de foreslåede regler om beskatning af fri bil til rådighed kun skal beskattes med et beløb svarende til ca. halvdelen af det beløb, som det efter FDM's satser koster at holde en privat bil for beskattede kroner.

Dermed er der i det fremsatte lovforslag taget et udstrakt hensyn til, at firmabilen, der stilles til rådighed, også er et arbejdsredskab, og at bilen ofte vil være dyrere end den bil, som brugeren ville anskaffe sig, hvis vedkommende selv skulle afholde udgifterne til køb og brug af bilen.

Tillægsbetænkningen

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori lovforslaget foreligger efter 2. behandling.

Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse .

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori lovforslaget foreligger efter 2. behandling. Mindretallet beklager, at det oprindelige lovforslag ikke blev fastholdt.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse .

Ved 2. behandling af lovforslaget stemte Fremskridtspartiet for de ændringsforslag, der betød forbedringer af lovforslaget.

Mindretallet mener, at skatter fratager mennesker den personlige frihed, jo større og flere skatter, jo mindre personlig frihed. Idet Fremskridtspartiet ønsker størst mulig personlig frihed, ønsker Fremskridtspartiet at reducere samtlige skatter mest muligt.

Fremskridtspartiet mener, at skattepolitikken skal sikre, at den kraftigt reducerede offentlige sektor kan finansieres med færrest mulige tvangsopkrævede skatter og brugerbetaling. Men målet må også være, at de få nødvendige offentlige udgifter i størst muligt omfang finansieres gennem frivillige bidrag.

Det er nødvendigt, at staten opkræver skatter eller afgifter til finansiering af de politisk bestemte opgaver, som staten og det offentlige skal udføre. Betingelsen for kraftige skattelettelser er derfor politisk vilje til at nedbringe de offentlige udgifter tilsvarende. Men selv om der er tale om politisk bestemte opgaver, der dermed skal finansieres over de offentlige budgetter med skatteindtægter, er det ikke nødvendigt, at de organer og institutioner, der skal udføre opgaverne, er offentlige. Der kan i meget vid udstrækning udliciteres opgaver fra det offentlige til privat varetagelse.

Skatter ødelægger samfundsøkonomien og de enkeltes privatøkonomi, da skatterne virker som tyveri fra den enkeltes privatøkonomi. Hvis samfundsøkonomien skal forbedres, er det nødvendigt at reducere skatterne mest muligt.

Spørgsmålet om skattelettelser er snævert forbundet med den offentlige sektors udgiftsbehov. Jo større de offentlige udgifter er, jo større må indtægterne (skatterne) nødvendigvis være. Fremskridtspartiet accepterer ikke større skattelettelser, uden at de ledsages af modsvarende reduktioner i de offentlige udgifter, ellers opnås bare store underskud.

Jo færre opgaver, det politisk bestemmes at det offentlige skal udføre, jo færre penge skal der opkræves i skatter og afgifter. Derfor er det både nødvendigt med omfattende privatiseringer, rationaliseringer og beskæringer af den offentlige sektor.

Regeringen med embedsmandsapparatet i ryggen vil med den foreliggende skattereform forsøge det umulige: Man vil beskatte danskerne og gennem beskatningen skabe vækst og velfærdsfremgang. Det er umuligt.

Visse enkeltelementer i lovforslagene indeholder dog gode ideer, men desværre betyder helheden, at de positive elementer undergraves og i værste fald gøres decideret negative. I forbindelse med omlægningen af skatteskalaerne for personlig indkomst er det glædeligt, at regeringen har indset nødvendigheden af at nedsætte skatterne. I en situation med voksende behov for international handel kædet sammen med den øgede internationale mobilitet for såvel arbejdskraft, varer, serviceydelser som kapital og ikke mindst med Danmarks forhold set i EF-sammenhæng er det en tvingende nødvendighed at se på blandt andet skatteforholdene.

Fremskridtspartiet har i adskillige år plæderet for lavere skatter. Regeringens lovforslag er udarbejdet med baggrund i den særlige danske skattetradition, hvor skattelettelser reelt kun består af skatteomlægninger.

Fremskridtspartiet ønsker derimod, at skattelettelser skal udformes med et særligt strategisk sigte, der både tager højde for den nuværende ledighedsudvikling og de langsigtede muligheder for at påvirke danskernes adfærdsmønster, der i dag er forvredet af det høje skatteniveau. Mindretallet vil derfor foreslå, at skattelettelserne i stedet sammensættes på en sådan måde, at de tilgodeser en række kortsigtede såvel som langsigtede målsætninger.

Ved reelle og markante lettelser i beskatningen vil virksomhedernes behov for at gøre brug af frynsegoder og lønaccessioner blive mindre og vil derfor blive erstattet af almindelig lønindkomst. Dermed øges også beskatningsgrundlaget.

Det foreliggende samlede lovkompleks om en skattereform medfører desværre ikke markante og reelle lettelser for privatøkonomien, og derfor har regeringen set muligheden for at øge beskatningen på dette punkt.

Lovforslagets gennemførelse betyder i øvrigt, at ansatte med behov for at varetage en del af det med jobbet forbundne arbejde fra en telefon placeret i hjemmet selv vil skulle påtage sig betalingen. Det betyder med andre ord, at arbejdsindsatsen for de enkelte firmaer bliver begrænset, og dermed falder den samlede aktivitet og effektivitet.

Fremskridtspartiet mener, at dette lovforslag vil medføre, at der bliver et voksende antal firmabiler. Nedenstående eksempel viser klart, at det for ansatte vil være en stor fordel med firmabiler

Hvis den ansatte får virksomheden til at købe en bil til 150.000 kr. og derefter stiller den til rådighed for medarbejderen, vil beskatningen og driften af dette frynsegode ikke overstige udgifterne til offentlig transport for en dansk gennemsnitsfamilie. Og det er vel at mærke inklusive benzin, forsikring, afskrivning etc.

Endvidere betyder lovforslagets gennemførelse, at sælgere og handelsrejsende bliver ramt urimelig hårdt.

Fremskridtspartiet kan derfor ikke støtte lovforslaget, der medfører en stigning i skattegrundlaget samt en forøgelse af skatteprovenuet. (I hvert fald budgetteret).

I forbindelse med, at Ligningsrådet reelt gives lovgivningsmagt på området, foreslår Fremskridtspartiet, at Ligningsrådet tager aspektet med ministerbiler som frynsegode op og udstikker retningslinier herfor.

Hjortnæs (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S) Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Glønborg (KRF)

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret

skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og ministerens svar herpå

er tillige med ministerens kommentar til nogle af henvendelserne

optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og mundtlige henvendelser fra

Andersen, Vagn, Ålborg,

AutoBang,

Automobil-importørernes Sammenslutning,

Danmarks Aktive Handelsrejsende,

Danmarks Automobilforhandler Forening,

Dansk Erhvervsgartnerforening,

Danske Dagblades Forening,

Det Danske Advokatsamfund, Advokatrådet,

Entertainment v/ Palle Bruun, København,

Forenede Danske Motorejere,

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer,

Fredericia Skibsproviantering A/S,

HK/Handel,

Honda Auto Import A/S,

Intax A/S,

Jaguar-danmark A/S,

Krogen, Merethe Sandermann, Greve,

Lippert, Henrik, Værløse,

Miditec Plaststøbning,

Nielsen, Arno, Billund,

Nielsen, Jørgen, Lyngby,

Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,

Søndersø Kommune,

Søsportens Brancheforening,

Toyota Forhandler Forening,

Vestergård, Erik, Viby, og

Volrat.

Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Flertallet anfører, at i regeringsgrundlaget »En ny start« blev det fastslået, at beskæftigelsen skal øges, og at der skulle gennemføres en skatteomlægning, der skal nedbringe skatten af arbejdsindkomst.

Samtidig afstak regeringen en række retningslinier for skatteomlægningen.

- Det samlede økonomiske grundlag for de enkelte familier i egen bolig måtte ikke forringes.

- Den samlede omlægning skulle sikre balance - socialt og mellem de forskellige boligformer.

- Der skulle skabes sammenhæng i skattesystemet, så forskellige indkomster blev beskattet ensartet, således at omgåelsesmuligheder blev imødegået, således at der skabtes større enkelhed og således, at der sikredes en bedre fordeling af skattebyrden, samtidig med at retssikkerheden prioriteredes højt.

- Vægten i beskatningen skulle forskydes fra indkomstbeskatning til miljøskatter.

Flertallet konstaterer, at disse krav er opfyldt med de fremsatte lovforslag til omlægning af skattesystemet. Samtidig styrkes erhvervenes konkurrenceevne.

Med de fremsatte lovforslag tilvejebringes et skattesystem, som sikrer markant lavere skatteprocenter på alle indkomstniveauer.

Grundlaget for sænkningen af skatteprocenterne er bl.a. tilvejebragt gennem en ensartet beskatning af forskellige typer af indkomster.

Samtidig betyder den lavere, men ensartede beskatning, at bæredygtige og fornuftige investeringer, der skaber vækst og beskæftigelse, begunstiges på bekostning af ufrugtbare og rent skattemæssigt begrundede transaktioner, der alene bygger på og bæres af det tidligere skattesystems mangler og manglende sammenhæng.

Med skatteomlægningen er grundlaget skabt for et skattesystem, der skaber og understøtter forudsætningerne for ny vækst og dynamik i samfundet, hvor vi hidtil har levet med en samfundsudvikling, der i væsentlig grad var afstemt efter uhensigtsmæssige og skadelige skattemæssige overvejelser og kalkulationer.

Skatteomlægningen er både økonomisk og socialt nøje afbalanceret.

Provenuet til de markant lavere trækprocenter på alle indkomstniveauer er tilvejebragt ved hjælp af indførelse af nye grønne afgifter, ved hjælp af øremærkede arbejdsmarkedsbidrag og gennem en eliminering af misforhold og misvækster, der har muliggjort, at grupper af skattepligtige har haft mulighed for en lav skattebelastning i skærende kontrast til deres forbrugsmuligheder.

Indførelse af grønne afgifter er fulgt op af skattelettelser for lavindkomster kombineret med en forhøjelse af børnefamilieydelsen, således at de grupper, der belastes forholdsmæssigt hårdest af de grønne afgifter, kompenseres.

De helt nødvendige sænkninger af skatteprocenterne er fulgt op af en normal beskatning af hidtil skattefri eller lavt beskattede indkomster.

Med de øremærkede arbejdsmarkedsbidrag er der skabt synlighed i finansieringen af præcist angivne udgiftsformål på arbejdsmarkedet.

Regeringens helt nødvendige krav om sikring af boligejernes økonomiske vilkår er indfriet. Rentefradragets værdi følger sænkningen af skatteprocenterne, og sideløbende hermed nedsættes lejeværdien. Hertil kommer mulighederne for gennem konvertering af realkreditlån at tilpasse sig det ændrede renteniveau.

Personskattelettelserne er gennemført, uden at erhvervslivets omkostninger herved er forøget.

På denne baggrund skal flertallet konkludere, at der ved gennemførelse af skatteomlægningen er sikret

- væsentlige reduktioner af skatteprocenterne af arbejdsindkomst,

- øget miljøansvarlighed i beskatningen,

- et skattesystem, der er tilpasset verden omkring os, både hvad struktur og beskatningsprocenter angår,

- et beskatningssystem, som tilvejebringer grundlaget for en ny vækst og dynamik i samfundet,

- en beskatning, som sikrer boligejernes økonomiske situation,

- og et skattesystem, som skaber sikkerhed for skatternes udvikling i de kommende år.

Flertallet opfordrer Folketingets øvrige partier, erhvervslivet, arbejdsmarkedets parter, kommuner og amter samt alle øvrige gode kræfter i det danske samfund til at deltage i det store, vanskelige og spændende projekt, det er at få skabt øget beskæftigelse, ny fremgang og dermed en »Ny kurs mod bedre tider« for alle danskere.

Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet betragter regeringens samlede økonomiske udspil som en helhed. Da Det Konservative Folkeparti og Venstre er modstandere af regeringens samlede plan, vil de to partier stemme imod alle regeringens lovforslag, uanset at partierne ville kunne støtte enkelte af lovforslagene, hvis de ikke indgik i den fremlagte helhed. Nogle af lovforslagene har partierne ved tidligere lejligheder selv fremlagt, men i helt andre sammenhænge.

Regeringens samlede økonomiske plan består af tre elementer: Nye offentlige udgifter, ændringer i dagpengesystemet og omlægning af skattesystemet. Samlet lægger disse tre elementer op til en ny kurs i den økonomiske politik, som har en forkert ideologisk drejning og er økonomisk uansvarlig.

For det første har regeringen foreslået nye offentlige udgifter på 11-12 mia. kr. i 1994. Regeringen har dermed brudt de sidste 10 års stramme udgiftspolitik og har sat kursen mod nye udvidelser af den offentlige sektor.

For det andet indebærer den foreslåede skatteomlægning, at det private erhvervslivs kapitalgrundlag i de kommende år vil blive udhulet af avanceskatter på aktier, ejendomme og goodwill samtidig med, at erhvervslivets konkurrenceevne bliver forringet. Boligudgiften for boligejere vil stige, således at de private ejerboliger stilles ringere i forhold til de offentligt støttede udlejningsboliger. Den foreslåede bruttoskat vil forringe vilkårene for ny privat pensionsopsparing.

For det tredje har regeringen fremlagt en arbejdsmarkedspolitik, som slet ikke løser strukturproblemerne på arbejdsmarkedet, men tværtimod cementerer de bestående stivheder og lægger grunden til forøgede udgifter til arbejdsmarkedspolitikken i de kommende år.

Samlet udgør regeringens økonomiske udspil en ideologisk drejning, hvor den offentlige sektor vil vokse kraftigt, medens der bliver lagt større byrder på den private sektor.

Mindretallet finder det aldeles utroværdigt og uansvarligt, når regeringen lover skattelettelser samtidig med, at de offentlige udgifter og underskuddet på de offentlige budgetter vokser.

Den nye kurs mod større offentlige udgifter vil tværtimod udløse store skatteregninger i fremtiden.

Der er enkelte forslag om skattelettelser m.v. i den samlede pakke, som mindretallet ud fra en isoleret betragtning ville kunne støtte.

En ansvarlig økonomisk politik kræver imidlertid, at lettelser og finansiering hører sammen.

Mindretallet er derfor nødt til at se lovforslagene om lettelser og skærpelser under eet. Da regeringen ikke har taget initiativ til reelle forhandlinger om den samlede økonomiske plan, har mindretallet ikke fået mulighed for at opnå grundlæggende ændringer i regeringens udspil. I konsekvens heraf vil mindretallet stemme imod alle regeringens lovforslag.

Sammenfattende kan det om skatteforslagene konkluderes, at skattereformen bl.a. rammer den private ejendomsret, erhvervslivet, ejerboligerne og pensionsopsparingen. Dertil kommer, at skattetrykket hurtigt vil stige som følge af de voksende offentlige udgifter.

Mindretallet opfatter lovforslagene som et ideologisk angreb på den private ejendomsret. Balancen i ejerforholdene i dansk erhvervsliv vil blive forrykket fra individuel privateje til dominans fra store fonde. Hertil bidrager især lovforslagene om beskatning af aktie- og ejendomsavancer samt beskatning af goodwill. Regeringens ændringsforslag ændrer ikke afgørende på dette forhold.

Den private ejendomsret er selve livsnerven i det privatkapitalistiske system, som har vist sig at være alle andre systemer overlegent med hensyn til at sikre størst velfærd og velstand for hele samfundet og dets borgere.

Lovforslagene om beskatning af aktieavancer, ejendomsavancer og goodwill vil formindske enkeltpersoners lyst til at løbe en risiko og investere i erhvervsvirksomheder. I stedet vil man foretrække passive investeringer med betydelig mindre risiko. Det privatkapitalistiske system bygger i allerhøjeste grad på, at man, hvis man løber en risiko, til gengæld har mulighed for at opnå en økonomisk gevinst. Fjerner man de økonomiske incitamenter, herunder muligheden for formuedannelse, slår man dynamikken i samfundet i stykker med tab af velstand og velfærd til følge.

Mindretallet vender sig endvidere imod den progressive beskatning af kapitalindkomst. Gennemføres regeringens lovforslag, vil der ikke længere være symmetri mellem beskatning af renteindtægter og renteudgifter, hvilket forekommer uheldigt og ulogisk.

Mindretallet er enig med Ligestillingsrådet, når dette i et svar til Skatteudvalget (L 283, spørgsmål 26) kritiserer reglen om, at begge ægtefællers kapitalindkomst beregnes på toppen af beregningsgrundlaget hos den ægtefælle, der har den højeste personlige indkomst.

Der er uenighed mellem regeringen og erhvervslivets organisationer om størrelsen af erhvervsbelastningen i lovforslagene, men der er ingen tvivl om, at virksomhederne bliver stærkt belastet til skade for konkurrenceevnen. Det vil trække i den forkerte retning med hensyn til beskæftigelse og arbejdsløshed. Mindretallet peger i den forbindelse især på lovforslagene om afskaffelse af udlandslempelse, varelagernedskrivning og adgangen til at henlægge til investeringsfonds samt nedsættelse af nedskrivningsprocenten efter husdyrbesætningsloven. Desuden vil nogle af de grønne afgifter belaste erhvervenes omkostninger, hvilket også i allerhøjeste grad gælder den skærpede beskatning af personalegoder samt de stærkt forringede muligheder for fradrag for befordringsudgifter.

I stedet for at stoppe for adgangen til at henlægge til investeringsfonds bør ordningen udbygges til en egentlig konjunkturudligningsfond som foreslået af mindretallet i et konkret lovforslag, der for øjeblikket er til behandling i Folketinget.

Herved løses det problem, som mange erhvervsdrivende har med svingende indtægter. Er der ikke gode muligheder for at udjævne de svingende indtægter over årene, kommer de erhvervsdrivende til at betale en højere skat, end hvis indtægten var jævnt fordelt, hvilket naturligvis opleves som en stor uretfærdighed.

Et særligt problem er erhvervenes bidrag til de tre arbejdsmarkedsfonde specielt efter 1997.

Den kraftige erhvervsbelastning kan kun undgå at skade virksomhedernes konkurrenceevne, hvis der gennemføres en sænkning af lønniveauet, men det har ikke været muligt at formå regeringen til at erkende dette faktum.

Mindretallet vender sig stærkt imod den nye skat, som regeringen kalder øremærkede arbejdsmarkedsbidrag. I realiteten er det den gamle socialdemokratiske ide om en bruttoskat, der optræder under denne betegnelse. Bruttoskatten rammer pensionsopsparingen, selv om en sådan opsparing i allerhøjeste grad er samfundsgavnlig. Lønmodtagerne vil opleve, at der vil blive opkrævet bruttoskat også af beløb, som arbejdsgiveren indbetaler til aftalte pensionsordninger, og som lønmodtageren derfor ikke selv får udbetalt. Dette forhold medfører i øvrigt en klar forskelsbehandling mellem lønmodtagere med private pensionsordninger i forhold til lønmodtagere med ret til tjenestemandspension. Regeringens forsøg på at rette op på dette misforhold ved at foreslå en nedsættelse af tjenestemandspensionen virker krampagtigt og vil give anledning til berettiget harme i tjenestemandskredse.

De, der sparer op til kapitalpension, bliver særlig hårdt ramt. Fradragsværdien begrænses, og det indbetalte beløb bruttobeskattes, samtidig med at skatten på udbetalingerne bevares uændret på 40 pct. Et helt specielt problem vil opstå for de personer, som har en ordning, hvor arbejdsgiveren indbetaler til kapitalpensionen. Disse personer vil efter regeringens forslag ikke netto kunne indbetale et beløb helt op til det fastlagte loft over den årlige indbetaling til kapitalpension (i 1993 30.000 kr.), idet forsikringsselskabet skal indbetale bruttoskatten, uden at lønmodtageren får mulighed for at »fylde op« til loftet. Dette problem eksisterer ikke for personer, der selv indbetaler til kapitalpensionen.

Mindretallet finder det endvidere stærkt betænkeligt, at der med bruttoskatten introduceres en ny skatteskrue, som kan anvendes til yderligere forhøjelser af skatten på et senere tidspunkt.

Trods talrige løfter fra regeringen om det modsatte belaster skattereformen boligejerne. Nedsættelsen af lejeværdien kan slet ikke kompensere for den reducerede skattemæssige værdi af rentefradraget. Forskellen er i et svar til Skatteudvalget af skatteministeren selv opgjort til en belastning af boligejerne på 2,6 mia. kr., når reformen er fuldt gennemført.

Ejere af sommerhuse og pensionister i ejerboliger får en særlig følelig belastning, idet disse ikke får del i den i øvrigt særdeles beskedne nedsættelse af lejeværdien.

Ejerboliger kan derudover i fremtiden forvente yderligere skatteforhøjelser, hvis rentefaldet slår igennem og bevirker højere ejendomsvurderinger. Det fører til højere ejendomsskatter og en højere lejeværdi.

Unge med særlig stor gæld i forbindelse med uddannelseslån rammes hårdt af rentefradragsrettens forringelse. Regeringens henvisning til en bistandsordning for unge med store lån og lille eller ingen indtægt vil ikke komme den store del af ungdommen med det omtalte problem til gode.

Forringelsen af befordringsfradraget kombineret med forhøjelsen af benzinafgiften rammer bilisterne og skader mobiliteten på arbejdsmarkedet. Handelsrejsende og andre, der er afhængige af firmabil, rammes særlig hårdt. Forringelserne er så markante, at også bilbranchen vil blive hårdt ramt.

De ganske mange mennesker, der i forbindelse med en skilsmisse er pålagt børne- eller underholdsbidrag, rammes hårdt af begrænsningen af fradragsværdien af de nævnte bidrag.

Da familier med kun een indkomst ikke har mulighed for at overføre det uudnyttede bundfradrag i den foreslåede topskat mellem ægtefællerne, vil disse familier skulle betale mere i skat end familier med to indkomster. Dette problem, som også findes i dag, vil blive forværret af regeringens forslag. Regeringens ændringsforslag vil yderligere forstærke problemet.

Mindretallet er enig med regeringen i behovet for markante lettelser i beskatningen af arbejdsindkomster, som er særdeles høj i Danmark sammenlignet med andre lande. Men mindretallet er uenig med regeringen i valg af metode til at nå dette mål. Som beskrevet i ovenstående flytter regeringens forslag en lang række skattepolitiske hegnspæle i socialdemokratisk og centralistisk retning og altså væk fra, hvad mindretallet finder ret og rimeligt. Derfor afviser mindretallet regeringens skattereform og indstiller alle 23 lovforslag i reformen til forkastelse.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret .

De af ministeren stillede ændringsforslag udvander det oprindelige lovforslag. Mindretallet er dog tilfreds med, at ministeren i ændringsforslag nr. 2 fastslår, at værdien af en firmabil tager udgangspunkt i nyvognsprisen, og at der til værdien medregnes istandsættelsesudgifter, samt at mindstegrænsen sættes til 150.000 kr. Dette er resultatet af en kritik, mindretallet fremførte under 1. behandling. Mindretallet finder det skandaløst, at regeringen begrænser firmabilens værdiansættelse til 400.000 kr. Derfor agter mindretallet at stemme imod også ændringsforslag nr. 2, der i øvrigt imødekommer mindretallets kritik.

Mindretallet konstaterer, at med lovforslaget er der sket en nødvendig opstramning af reglerne for beskatning af frynsegoder, men bemærker dog, at det hurtigt vil vise sig at være utilstrækkeligt.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.

ÆndringsforslagAf skatteministeren , tiltrådt af et flertal (S, CD, RV og KRF)

Til titlen 1) Titlen affattes således

»Forslag

til

Lov om ændring af ligningsloven, skattekontrolloven og virksomhedsskatteloven

(Telefonudgifter og personalegoder)».Til § 1 2) Det i den foreslåede ændring foreslåede § 16, stk. 4 , affattes således

»Stk. 4. Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til en årlig værdi på en procentdel af bilens værdi, dog mindst af 150.000 kr. og højst af 400.000 kr. Procentdelen udgør 20 for indkomståret 1994, 21 for indkomståret 1995, 22 for indkomståret 1996 og 23 for indkomståret 1997 og følgende indkomstår. For biler, der er anskaffet af arbejdsgiveren højst tre år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi i det indkomstår, hvori første indregistrering er foretaget, i de to følgende indkomstår til den oprindelige nyvognspris og herefter til 75 pct. af nyvognsprisen. For biler, der er anskaffet mere end tre år efter første indregistrering, og for tidligere hyrevogne, der anskaffes uden berigtigelse af registreringsafgift, opgøres bilens værdi til arbejdsgiverens købspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter. Er bilen kun til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi svarende til det antal hele måneder, hvori bilen ikke har været til rådighed. Hvis en bil, der af arbejdsgiveren m.v. er stillet til rådighed for den skattepligtige udelukkende for erhvervsmæssig kørsel, benyttes privat, beskattes værdien af den private benyttelse i det pågældende år efter reglerne i 1.-4. pkt. Kørsel mellem hjem og virksomheden højst 1 dag om ugen anses ved anvendelsen af reglerne i 6. pkt. ikke for privat kørsel for skattepligtige, der som led i kundeopsøgende arbejde fra hjemmet i øvrigt udelukkende kører erhvervsmæssigt. Den skattepligtige værdi efter 1.-6. pkt. nedsættes med den skattepligtiges betaling i indkomståret til arbejdsgiveren m.v. for råderetten, men nedsættes ikke med eventuelle beløb, der beskattes efter reglen i § 9 C, stk. 6.«

Ny paragraf 3) Efter § 2 indsættes som ny paragraf

»§ 01 I lov om indkomstbeskatning af selvstændige erhvervsdrivende (virksomhedsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 780 af 18. september 1992, som ændret ved lov nr. 1030 af 19. december 1992, foretages følgende ændring

I § 1, stk. 3 , indsættes efter 5. pkt. som nyt punktum

»Ved fastsættelse af værdien af privat benyttelse af aktiver, der indgår i virksomheden, finder ligningslovens § 16 tilsvarende anvendelse.«»

Til § 3 4) I stk. 1 ændres »Lovens« til: »Loven«.

5) I stk. 2 ændres »§ 1« til: »§ 1 og § 01«.

6) Stk. 3 udgår.

Stk. 4 bliver herefter til stk. 3.

Bemærkninger

Til nr. 1-3 Provenumæssige virkninger

De foreslåede ændringer i procentsatserne antages i forhold til lovforslaget at medføre et provenutab på ca. 100 mio. kr. i 1994 faldende til ca. 40 mio. kr. i 1997 og følgende år.

Ad nr. 1

Den ændrede affattelse af lovforslagets titel skyldes forslaget om ændring af virksomhedsskatteloven.

Ad nr. 2

Der stilles ændringsforslag om dels at lempe den foreslåede beskatning af firmabiler til fri rådighed, dels at præcisere den foreslåede bestemmelse herom.

Der stilles endvidere ændringsforslag om, at den foreslåede skærpede beskatning af det gode det er, at en virksomhed stiller firmabil til rådighed for ansattes private kørsel, indføres gradvist.

Det forslås således, at den procentsats, som værdiansættelsen beregnes efter, optrappes med en procent om året i årene 1994 til 1997 startende med 20 pct. for indkomståret 1994 og sluttende med 23 pct. for indkomståret 1997 og følgende indkomstår.

Det foreslås, at beregningsgrundlaget for ansættelsen af den skattepligtige værdi ændres fra virksomhedens anskaffelsessum for bilen til bilens oprindelige nyvognspris, men kun når bilen er anskaffet af virksomheden inden for de tre første år efter den første indregistrering af bilen i Centralregistret for Motorkøretøjer.

Herved imødegås eventuelle præferencer for firmabiler, der er erhvervet et til to år gamle, på bekostning af helt nye firmabiler, idet værditabet på en bil, alt andet lige, normalt er størst de første år.

Nyvognsprisen anvendes efter ændringsforslaget som beregningsgrundlag for det indkomstår, hvori første indregistrering af bilen er foretaget, uanset hvem der på det tidspunkt ejede bilen, og de følgende to indkomstår.

Anvender virksomheden fortsat en nyere firmabil mere end tre år efter bilens første indregistrering, nedsættes beregningsgrundlaget til 75 pct. af nyvognsprisen for indkomstår, der ligger efter udløbet af det andet fulde indkomstår efter den første indregistrering af bilen.

For firmabiler, der af virksomheden er erhvervet senere end tre år efter bilens første indregistrering, anvendes virksomhedens anskaffelsessum for bilen som grundlag for opgørelsen af den skattepligtige værdi. Anskaffelsessummen opgøres inklusive de istandsættelsesudgifter, som virksomheden afholder.

Virksomhedens anskaffelsessum for firmabilen anvendes også som beregningsgrundlag, hvor en tidligere hyrevogn anskaffes tidligere end tre år efter første indregistrering af bilen uden berigtigelse af registreringsafgift, dvs. hvor bilen har kørt mindst 250.000 km. og er mere end to år gammel.

Det foreslås, at beregningsgrundlaget i alle tilfælde mindst skal udgøre 150.000 kr. og højst 400.000 kr.

Disse beløb svarer til de hidtil gældende minimums- og maksimumssatser for beskatning af privat kørsel i firmabil på henholdsvis 3 kr. og 8 kr. pr. km. for de første 10.000 km.'s årlige kørsel.

Det præciseres i ændringsforslaget, at hvor firmabilen kun er til rådighed en del af året, og hvor beregningsgrundlaget følgelig skal opgøres forholdsmæssigt, da foretages den forholdsmæssige opgørelse efter det antal hele måneder, hvor firmabilen ikke har været til rådighed for den ansatte. Herved sikres det, at ganske kortvarige perioder, f.eks. i forbindelse med udenlandsrejse eller sygefravær, ikke kan begrunde nedsat værdi.

Det præciseres i ændringsforslaget, at hvis en bil, der af en arbejdsgiver udelukkende er stillet til brug for erhvervsmæssig kørsel, i strid hermed anvendes privat, beskattes den ansatte fuldt ud som havende bilen til rådighed for privat kørsel.

Der stilles ændringsforslag om, at handelsrejsende og andre sælgere, der har kundeopsøgende arbejde fra hjemmet, og som udelukkende anvender bilen erhvervsmæssigt, bortset fra kørsel fra hjemmet til virksomheden højst en enkelt dag om ugen, ikke beskattes af værdien af denne private kørsel.

Det præciseres, at den ansatte med firmabil til rådighed for privat kørsel, der vælger at foretage fradrag for transport mellem hjem og arbejde efter ligningslovens § 9 C, stk. 1, og som følge heraf beskattes af denne værdi efter § 9 C, stk. 6, ikke kan reducere værdiansættelsen efter § 16, stk. 4, af rådigheden over firmabilen til privat kørsel med den skattepligtige værdi efter § 9 C, stk. 6.

Ad nr. 3

Det foreslås præciseret i virksomhedsskatteloven, at hvis en selvstændig erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsskatteordningen, har valgt at placere sin bil, som benyttes både til erhvervsmæssige og private formål, under virksomhedsskatteordningen, beskattes den pågældende af den private benyttelse, som om der var stillet bil til rådighed af en arbejdsgiver.

Efter virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, er det alene biler og vindmøller, der kan indgå i virksomhedsskatteordningen som blandet benyttet driftsmiddel. Ligningsrådet har dog mulighed for at tillade, at andre blandet benyttede driftsmidler kan indgå. Hidtil er denne tilladelse alene givet for fly.

Reglerne i ligningslovens § 16 om værdiansættelse af den private benyttelse foreslås at finde tilsvarende anvendelse på aktiver, der indgår i virksomhedsskatteordningen. Det betyder, at den skattepligtige værdi af fri bil ansættes efter de i § 16, stk. 4, givne regler. For vindmøllers vedkommende udgør værdien af det private strømforbrug den del af de samlede afskrivninger, driftsomkostninger og renteudgifter vedrørende vindmøllen, der svarer til den private andel i møllens benyttelse (kWh), jf. cirkulære nr. 1987-11.

Ad nr. 4-6

Ændringerne er redaktionelle.

Hjortnæs (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S) Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Glønborg (KRF)

Ingen

Nr BTL 286

Betænkning over Forslag til lov om ændring af ligningsloven og skattekontrolloven (Telefonudgifter og personalegoder)

Nr L 286 1992-93, 1. samling

Afgivet af Skatteudvalget

Afgivet: 19930618