1992 BTL 281 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM PAKKEREJSER NR L 281 1992-93, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til ministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål
»Udvalget anmoder om ministerens kommentar til vedlagte henvendelse af 18. maj 1993 fra Landsforeningen Dansk Vandrelaug.«
Svar
Landsforeningen Dansk Vandrelaug anmoder i sit høringssvar om en uddybning af lovforslagets bemærkninger vedrørende forståelsen af udtrykket »lejlighedsvis« i lovforslagets § 3, stk. 1.
Det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 5.1., at den, der tilrettelægger pakkerejser, kun skal anses som arrangør i lovens forstand, hvis denne virksomhed er så regelmæssig og systematiseret eller i øvrigt har et sådant omfang, at den må anses for at have erhvervslignende karakter. Folkelige foreninger, skoler m.v. skal således alene anses som arrangører, hvis tilrettelæggelsen af ferierejser o.l. dels har et professionelt tilsnit, f.eks. ved, at der udarbejdes egentlige rejsebrochurer og lignende markedsføringsmateriale, dels har et ikke ubetydeligt omfang.
Spørgsmålet om, hvorvidt folkelige foreninger m.v. er omfattet af loven, afhænger således i første række af, om foreningens virksomhed med at tilrettelægge pakkerejser har erhvervslignende karakter. Afgørelsen herom må træffes på grundlag af en samlet, konkret vurdering af foreningens virksomhed og vil normalt ikke udelukkende kunne baseres på, hvor mange rejser foreningen årligt arrangerer. Der må herudover bl.a. lægges vægt på, om virksomheden med at arrangere ture m.v. undtagelsesvis har det professionelle tilsnit, som omtales i bemærkningerne til lovforslaget.
Der henvises i øvrigt herom til besvarelsen af spørgsmål 1.
Spørgsmål
»Det fremgår af lovforslagets motiver - ad § 2, side 11, første spalte - at aftalen om en krydstogtrejse vil kunne være en pakkerejse. Athen-konventionen omfatter klart aftaler om krydstogtrejser, og alle skader, der sker om bord, vil være omfattet af denne konvention. Da nøjagtig de samme skader vil kunne være omfattet af lovforslaget, synes der at være en konflikt. Er den arrangør, som Justitsministeriet i det andet store afsnit i sit svar på side 3 beskriver som omfattet af pakkerejseloven, ikke nøjagtig den samme person, der er omfattet af Athen-konventionen? Den reder, der sælger et krydstogt omfattende indkvartering m.v. om bord, jf. lovforslagets § 2, og som, jf. lovforslagets § 3, tilrettelægger denne rejse og udbyder og sælger den, er efter lovforslaget en pakkerejsearrangør, men er efter Athen-konventionen en bortfragter og har krav på behandling i henhold til konventionens regler. Hvis en sådan bortfragter uden for EF tvinges ind under pakkerejselovens regler, begår Danmark vel folkeretsbrud?»
Svar
Som nævnt i besvarelsen af spørgsmål 8-10 fastlægger EF-direktivet og lovforslaget arrangørens ansvar. Ved en arrangør forstås efter lovforslaget enhver, der tilrettelægger pakkerejser og udbyder eller sælger disse. Ved en pakkerejse forstås under nærmere angivne omstændigheder en kombination af mindst 2 af følgende 3 elementer
1) transport,
2) indkvartering,
3) anden turistmæssig ydelse, der ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen.
Athen-konventionen fastlægger bortfragterens ansvar. Som bortfragter anses den, af hvem eller på hvis vegne en transportaftale er blevet afsluttet. Ved en transportaftale forstås efter konventionen en kontrakt indgået af bortfragteren eller på dennes vegne vedrørende transport til søs af en passager med eventuel bagage.
Direktivet og lovforslaget på den ene side og Athen-konventionen på den anden side har således forskellige anvendelsesområder, idet der efter direktivet og lovforslaget skal være tale om mere end en ren transportaftale, jf. ovenfor.
En person, som er bortfragter i Athen-konventionens forstand og sælger en transportydelse, vil kun være omfattet af pakkerejsedirektivet og lovforslaget, hvis aftalen ud over transportydelsen tillige omfatter indkvartering eller anden turistmæssig ydelse, som udgør en væsentlig del af rejsen.
I lovforslagets bemærkninger antages det bl.a., at krydstogter til søs o.l. kan være pakkerejser, selv om overnatning under transport ikke er indkvartering i lovens forstand. Dette vil være tilfældet, hvis et krydstogt ud over den rene transportydelse indeholder sådanne elementer, at opholdet om bord må anses som en selvstændig turistmæssig ydelse, der udgør en væsentlig del af rejsen.
I tilfælde som nævnt ovenfor er det korrekt, at skibsrederen som antaget i spørgsmålet kan være både bortfragter i konventionens forstand og arrangør i lovforslagets forstand. Som det er anført ovenfor, kan rederen imidlertid kun ifalde direktivets og lovforslagets strenge arrangøransvar, hvis rejsen indeholder flere elementer end den rene transportaftale. Som det endvidere er anført ovenfor, tager reglerne i Athen-konventionen sigte på den situation, hvor der er tale om en ren transportaftale.
På den baggrund er det fortsat Justitsministeriets opfattelse, at der ikke er en sådan konflikt mellem Athen-konventionen og EF-direktivet - som Danmark er forpligtet til at gennemføre - at Danmark efter lovforslagets vedtagelse ikke vil kunne ratificere konventionen.
Spørgsmål
»Hvad er hjemmelen til at udtale, at Athen-konventionen kun omfatter »den rene transportaftale«, men ikke ydelser, der »indeholder flere elementer end den rene transportaftale«, og hvorledes er det defineret?»
Svar
Det nævnes i besvarelsen af spørgsmål 14, at Athen-konventionen tager sigte på rene transportaftaler. Denne udtalelse bygger på konventionens artikel 1, pkt. 2, som indeholder følgende definition på en transportaftale
»Transportaftale« betyder en kontrakt indgået af bortfragteren eller på dennes vegne vedrørende transport til søs af en passager, henholdsvis af en passager og hans bagage.'
En person - f.eks. en skibsreder - som er bortfragter i Athen-konventionens forstand, vil samtidig kunne være pakkerejsearrangør i EF-direktivets og lovforslagets forstand. Det vil være tilfældet, hvis rederen sælger et arrangement, som ud over ydelse af søtransport tillige omfatter indkvartering eller anden turistmæssig ydelse, som udgør en væsentlig del af rejsen.
Rederen kan således kun ifalde direktivets og lovforslagets strenge arrangøransvar, hvis den pågældende sælger et samlet arrangement, der indeholder flere elementer end deen rene transportaftale, som beskrives i Athen-konventionens artikel 1, pkt. 2.
På den baggrund finder Justitsministeriet, at der ikke er en sådan konflikt mellem Athen-konventionen på den ene side og EF-direktivet og lovforslaget på den anden side, at Danmark efter lovforslagets vedtagelse ikke vil kunne ratificere konventionen.
Justitsministeriet skal i øvrigt fremhæve, at Danmark er forpligtet til at gennemføre EF-direktivet, og at direktivet efter Justitsministeriets opfattelse ikke giver mulighed for, at reglerne om arrangørens ansvarsgrundlag kan fraviges til skade for kunden. Dette synspunkt er i overensstemmelse med indstillingen fra Pakkerejseudvalgets flertal. Synspunktet er desuden i overensstemmelse med en uformel udtalelse fra Kommissionens tjeneste for forbrugerpolitik. Det kan endvidere oplyses, at den lov vedrørende direktivet, som er gennemført i Det forenede Kongerige, på samme måde som lovforslaget kun åbner mulighed for, at erstatningens størrelse kan begrænses. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 3 og 13.
I den ovenfor nævnte udtalelse har Kommissionen på dansk forespørgsel givet udtryk for, at der ikke er nogen uforenelighed mellem EF-direktivet og Athen-konventionen. Såfremt det måtte vise sig, at direktivet giver anledning til problemer med hensyn til anvendelsen af Athen-konventionen, vil Justitsministeriet rejse spørgsmålet over for EF-Kommissionen med henblik på en drøftelse af behovet for en ændring af reglerne på området.
Spørgsmål
»Er rejsearrangementer forbeholdt kun een organisations medlemmer omfattet af lovforslaget, f.eks. når en lokalforening af Foreningen Norden arrangerer og nationalt udbyder et rejsearrangement til alle foreningens medlemmer?»
Svar
Et rejsearrangement er omfattet af lovforslaget, hvis der er tale om en pakkerejse, som tilrettelægges og sælges af en arrangør, jf. lovforslagets §§ 1-3.
Som arrangør anses efter lovforslagets § 3, stk. 1, enhver, der tilrettelægger pakkerejser og udbyder eller sælger disse direkte eller gennem en formidler, medmindre denne virksomhed alene udøves lejlighedsvis.
I lovforslagets bemærkninger, pkt. 5.1., og besvarelsen af spørgsmål 1, 2, 5, 6, 11 og 15 har Justitsministeriet redegjort for forståelsen af udtrykket »lejlighedsvis«. Det anføres i bemærkningerne bl.a., at den, der tilrettelægger pakkerejser, kun skal anses som arrangør i lovforslagets forstand, hvis denne virksomhed er så systematiseret eller i øvrigt har et sådant omfang, at den må anses for at have erhvervslignende karakter. Folkelige foreninger - som f.eks. en lokalforening under Foreningen Norden - skal således alene anses som arrangører, hvis deres tilrettelæggelse og salg af rejsearrangementer dels har et professionelt tilsnit f.eks. ved, at der udarbejdes egentlige rejsebrochurer og lignende markedsføringsmateriale, dels har et ikke ubetydeligt omfang.
Hvis en folkelig forening kun i enkeltstående tilfælde udbyder pakkerejser, vil foreningen ikke være arrangør i lovens forstand. Det samme vil som regel gælde, hvis rejserne alene annonceres i (hoved)foreningens medlemsblad.
I øvrigt vil afgørelsen af, om en folkelig lokalforening er arrangør i lovens forstand, skulle træffes på grundlag af en konkret, samlet vurdering af foreningens virksomhed. Det vil ikke være afgørende for denne vurdering, om lokalforeningens arrangementer alene udbydes til en afgrænset kreds - f.eks. til medlemmer af hovedforeningen - men en sådan omstændighed vil tale for, at tilrettelæggelsen af pakkerejser ikke har det professionelle tilsnit, som er omtalt ovenfor.
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret
skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og justitsministerens svar
herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra
Assurandør-Societetet,
Danmarks Rederiforening,
Danmarks Rejsebureau Forening,
Forbrugerrådet og
Foreningen af rejsearrangører i Danmark.
Der er af et flertal og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med det af flertallet stillede ændringsforslag.
Et mindretal inden for flertallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) bemærker, at det er særdeles afgørende, at loven ikke vil blive anvendt til at lægge hindringer i vejen for sådanne rejser, der traditionelt udbydes til folkelige organisationer, kirkelige organisationer, idrætsforeninger, spejderorganisationer, havebrugsforeninger, skoler og andre undervisningsinstitutioner m.fl.
Mindretallet lægger vægt på, at Justitsministeriets lovafdeling i besvarelse af spørgsmål nr. 17 fra udvalget udtaler, at »folkelige foreninger . . . skal således alene anses som arrangører, hvis deres tilrettelæggelse og salg af rejsearrangementer dels har et professionelt tilsnit, f.eks. ved at der udbydes egentlige rejsebrochurer og lign. markedsføringsmateriale, dels har et ikke ubetydeligt omfang.
Hvis en folkelig forening kun i enkeltstående tilfælde udbyder pakkerejser, vil foreningen ikke være arrangør i lovens forstand. Det samme vil som regel gælde, hvis rejserne alene annonceres i (foreningens medlemsblad).«
Fremskridtspartiet finder, at der med disse bemærkninger er tilsikret folkelige organisationer m.v., at loven ikke vil blive benyttet til restriktive indgreb over for medlemmer, kursusdeltagere, pårørende og andre interesserede.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
ÆndringsforslagAf et mindretal (SF)
Til § 1 1) Stk. 1 affattes således
»Loven gælder for udbud af pakkerejser og for aftaler om køb af pakkerejser, som en kunde indgår med en arrangør eller med en formidler.«
Til § 2 2) I stk. 1 udgår ordene »såfremt de af arrangøren udbydes samlet eller har været udbudt på forhånd og sælges samlet«, og i stedet indsættes: »såfremt de udbydes eller sælges samlet«.
Til § 3 3) I stk. 2 udgår ordene »i arrangørens navn«.
Til § 6 4) I stk. 1, 2. pkt., udgår ordene »på anden egnet måde over for kunden«, og i stedet indsættes: »på anden for kunden klar og tilgængelig måde«.
Af udvalget , tiltrådt af justitsministeren
Til § 12 5) I stk. 1 indsættes efter »der opfylder alle« ordet: »nødvendige«.
Bemærkninger
Til nr. 1 og 3 Ifølge lovforslagets § 3, stk. 2, er en formidler en, der udbyder eller sælger i arrangørens navn. Derfor er det forvirrende, at man i lovforslagets § 1 udvander begrebet med tilføjelsen »der handler i arrangørens navn«. Lovens gyldighed skal ikke begrænses med hensyn til udbud, derfor fjernes det andet punktum.
Til nr. 2 Efter forslagsstillerens mening, er det en begrænsning af lovens virkefelt at kræve, at pakkerejsen skal være udbudt samlet. Ligeledes er det ikke afgørende, hvem der udbyder eller sælger. Køberen må have krav på samme sikkerhed, uanset hvem der har solgt eller udbudt rejsen, og uanset at rejsen måske ikke har været udbudt samlet på forhånd, men måske er særligt sammensat til lejligheden.
Til nr. 4 Det må være afgørende i ratifikationen af et direktiv om beskyttelse af købere af pakkerejser, at man sikrer sig, at køberen har fået de oplysninger, der er nødvendige på en for kunden egnet måde.
Til nr. 5 Med ændringsforslaget præciseres betingelserne for overdragelse af pakkerejser således, at kun de nødvendige betingelser for overdragelse skal være opfyldt.
Bent Greve (S) Erling Christensen (S) Lise Hækkerup (S) Lissa Mathiasen (S) Holger Graversen (S) Ole Espersen (S) Pernille Frahm (SF) nfmd. Gert Petersen (SF) Sonja Albrink (CD) Grove (KF) fmd. Helge Adam Møller (KF) Inge Dahl-Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Svend Aage Jensby (V) Steffen Kjærulff-Schmidt (FP) Elisabeth Arnold (RV) Inger Stilling Pedersen (KRF)
Ingen
Nr BTL 281
Betænkning over Forslag til lov om pakkerejser
Nr L 281 1992-93, 1. samling
Afgivet af Retsudvalget
Afgivet: 19930622