1992 BTL 260 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM OPHÆVELSE AF LOV OM FILMCENSUR NR L 260 1992-93, 1. SAMLING

Bilag 1

Et spørgsmål fra udvalget til kulturministeren og dennes besvarelse heraf

»1. Hvilke initiativer overvejer ministeren at tage vedrørende loven om filmcensur?»

Svar

Den gældende lov om filmcensur er fra 1969 (revideret i 1980) og omhandler film og videogrammer, der forevises offentligt.

Filmforevisning - det være sig tv-udsendelser/videoforevisninger - privat, i lukkede klubber, foreninger m.m. er således ikke omfattet af filmcensurering. Dette forhold kombineret med et ændret mediebillede har gjort det rimeligt at overveje, om der er noget, der skal ændres.

At mediebilledet er ændret, indebærer, at de offentlige filmforevisningers andel af markedet er faldet betydeligt, således at de fleste film enten vises på tv eller som video. Det er via disse medier, børn og unge i dag ser de fleste film.

Overvejelserne har været, om man skulle lade filmcensurlovgivningen omfatte også andre dele end de offentlige forestillinger, eller om man helt skulle ophæve lovgivningen på området.

Jeg vil gerne endnu en gang benytte lejligheden til at slå fast, at regeringen ingen intentioner har om at ophæve filmcensurloven. Princippet i filmcensuren er - som bekendt - at film kun kan vises offentligt for børn under 16 år, hvis filmcensuren har tilladt filmen for børn.

Dette er en fornuftig beskyttelse af børn, og det krænker ikke ytringsfriheden, da enhver film kan forevises offentligt for voksne, uden at man behøver at ulejlige filmcensuren.

Spørgsmålet er så, hvordan vi skal forholde os til filmforevisningen i private omgivelser.

Loven om filmcensur omfatter hverken film eller andre programmer, der udsendes i fjernsyn. Tv-mediet er underkastet særskilt regulering gennem loven om radio- og fjernsynsvirksomhed. Denne ordning agtes opretholdt uændret. Jeg vil ikke her komme nærmere ind på tv-udsendelser.

Derimod finder jeg det relevant med regler vedrørende salg og udlejning af videogrammer til børn. Videogrammer kan frit ses af børn og unge, når bare det sker privat eller som lukkede forevisninger i klubber eller lignende. Det er derfor her overladt til forældre, pædagoger, klubledere m.m. at påtage sig ansvaret for, hvilke film børnene ser.

Den debat, der gennem de sidste år har været om videogrammer, har udviklet sig til næsten udelukkende at blive en debat om videovolden og dens skadelige indflydelse på først og fremmest børn og unge.

Det er en kendsgerning, at børn og unge mere eller mindre frit har mulighed for at underholde sig ikke alene med hård vold, men også med skræk- og pornofilm, hvilket har virket foruroligende på mange. Men der vil altid være risiko for, at børn får lov til at se udsendelser, der er uegnede for dem. Spørgsmålet er, hvordan lovgiver skal forholde sig til denne realitet. Jeg er indstillet på at arbejde for regler, der neutraliserer de mediepolitiske virkninger forstået således, at f.eks. 11-årige, der forbydes adgang til en offentlig forestilling grundet filmens uegnethed for den pågældende aldersgruppe, ikke derefter på egen hånd ved salg eller udleje kan komme i besiddelse af den pågældende film.

Det, jeg vil arbejde på, er en selvstændig lov om mærkning af videogrammer. Regler, der skal give forældrene oplysninger om et videograms egnethed, kombineret med bestemmelser om, at et videogram, der er mærket som uegnet for børn under f.eks. 12 år, ikke må sælges/udlejes til børn under den pågældende aldersgruppe. Overtrædes bestemmelserne, ifalder sælger/udlejer strafansvar i form af bøde eller hæfte. Der skal derudover fra lovgivers side være mulighed for stikprøvekontrol, således at man kan følge ordningen op og sikre, at branchen lever op til lovens krav.

Mine overvejelser vedrørende forslag til lov om mærkning af videogrammer bygger på nogle områder på de samme kriterier som filmcensurloven; men der er punkter, hvor forslaget klart vil adskille sig fra denne grundet forskellighederne ved offentlige kontra private forevisninger. Jeg vil her kort redegøre for nogle væsentlige områder.

1. Tvungen deklaration

Det er intentionen, at det er branchen som sådan, der skal sikre, at videogrammet er forsynet med oplysninger om et videograms egnethed. Det vil blive overladt til de berørte (distributør, sælger, udlejer) at afgøre, hvorvidt der skal etableres et fælles sekretariat, eller om den enkelte vil foretage vurderingen egenhændigt.

Der lægges med forslaget op til en enkel og ubureaukratisk ordning, hvorefter videobranchen selv må påtage sig ansvaret for mærkningen. Tilsvarende ordninger kendes fra andre lande bl.a. Holland. Forslaget falder i tråd med den forenkling, der tilstræbes i administrative processer, og er i øvrigt i overensstemmelse med et forslag, som branchen selv har peget på.

Der indføres sideløbende - med henblik på en styrkelse af loven - straffebestemmelser for overtrædelse af reglerne om deklarationen og overtrædelse af reglerne vedrørende salg eller udleje til de pågældende aldersgrupper.

Et videogram, der er mærket som uegnet for børn under 12 år, kan f.eks. de 10-årige ikke på egen hånd købe eller leje. Overtrædes bestemmelserne, straffes sælger/udlejer med bøde eller hæfte.

Offentlig kontrol med videobranchens vurdering af mærkning af videogrammer foretages i form af stikprøvekontrol. Derved får man lejlighed til at følge, om branchen lever op til lovens krav.

2. Aldersgrænser

Med henblik på oplysning af forældrene og tilsvarende beskyttelse af børnene påtænkes aldersgrænsen sat til 12 år. Forslaget opererer alene med een aldersgrænse. For det første er der hensynet til den forenkling, der tilstræbes i forslaget som helhed. For det andet er denne aldersgrænse sat således, at den er samstemmende med een af de grænser, Statens Filmcensur i øvrigt arbejder ud fra. Herved opnås, at den vurdering, filmcensorerne tidligere har givet en film, der vises offentligt, umiddelbart kan anvendes, når filmen overgår til salg eller leje.

3. Skadelighedskriteriet

Det fremgår af § 1, stk. 3, i lov om filmcensur, at censurens afgørelse træffes på grundlag af, om filmen kan antages at være skadelig for børn. I lov om filmcensur er der ikke i selve lovteksten foretaget en opremsning af skadelighedsbegrebet. Dels fordi en opremsning ikke kan blive udførlig, dels fordi der bør være en rimelig frihed til at ændre praksis i overensstemmelse med ændringer i opfattelsen. Mine overvejelser til lov om mærkning af videogrammer bygger også på skadelighedskriteriet. Da kriteriet skal håndhæves af branchen og ikke af beskikkede filmcensorer, er det fundet hensigtsmæssigt at give oplysning om den praksis, der ligger til grund på området.

Bilag til kulturministerens besvarelse af spørgsmål 1

Kort beskrivelse af retstilstanden i andre europæiske lande. En egentlig systematik er ikke mulig, da hvert land tilsyneladende har sammensat censureringen af forskellige elementer

Norge

De væsentligste elementer i norsk lovgivning om filmcensur er følgende

1. Der er tale om egentlig censur (også for voksne) af film og videoer, der skal forevises offentligt.

2. Ved offentlig forevisning opereres der med godkendelse for aldersgrupperne 5, 10, 15 og 18 år.

3. For videogrammer, der omsættes til forbrugere, er det et krav, at videoerne er registreret, men ikke censureret.

Videoer skal overholde den almindelige strafferetslovgivning, og der kan foretages forhåndscensur, hvis distributøren er i tvivl om, hvorvidt videoen indeholder scener, der er i strid med straffeloven, og distributøren dermed ifalder ansvar. Afgørelsen om, hvorvidt der skal foretages censur, er distributørens.

4. Ved censureringen skal der lægges vægt på, om filmen eller videogrammet kan virke forrående eller moralsk nedbrydende.

Sverige

De væsentligste elementer i svensk lovgivning om filmscensur er følgende

1. Der er tale om egentlig censur (også for voksne) af film og videogrammer, der skal forevises offentligt.

Ingen forevisning kan finde sted, førend der er foretaget censurering og udstedt »Tilladelseskort« for film.

2. Ved censurering af film og videoer opereres der med godkendelse for aldersgrupperne 7, 11 og 15 år.

3. Ved censureringen skal der lægges vægt på, om filmen indeholder skildringer af grov vold eller seksuel vold eller tvang.

4. Videoer, der sælges eller udlejes, skal ikke forhåndscensureres, men skal overholde den almindelige strafferetlige lovgivning. Der føres register over distributører.

Finland

Alle film og videogrammer skal forinden offentlig forevisning, salg eller udleje censureres.

Aldersgrænse: 6, 8, 10, 12, 14, 16.

England

Alle film og videogrammer skal forinden offentlig forevisning, salg eller udleje censureres.

British Board of British Classification tager sig af gennemsyn af både film og videogrammmer. Rådet givet et videogram prædikatet »Suitability for viewing in the home«. Regeringen blander sig ikke i rådets arbejde med hensyn til gennemsyn af videogrammer til privat brug - bortset fra fastsættelsen af afgifterne. Rådet er i de senere år vokset fra ca. 12 personer til ca. 60 personer grundet stigning i antallet af videogrammer.

Aldersgrænser: 12, 15, 18.

Tyskland

Alle film og videogrammer passerer forinden offentlig visning, salg eller udleje »Freiwillige Selbstkontrolle der Filmwirtschaft« (FSK), der, som navnet antyder, er frivilligt. Rådet anbefaler aldersgrænserne. Myndighederne er repræsenteret i rådet. Lovgivningen er konstrueret som en lov om ungdomsbeskyttelse.

Aldersgrænserne er 6, 12, 16, 18.

Holland

Alle film - ikke videogrammer - skal forinden offentlig forevisning passere gennem »The Netherlands Film Examining Board«, som er en af regeringen uafhængig institution. Rådet udgøres af mellem 20 og 40 medlemmer, som udpeges af kulturministeren. Det er muligt at søge om at blive medlem. Ledige hverv annonceres i aviserne. De udvalgte repræsenterer områder med kendskab rækkende fra børn og film til forskellige religiøse opfattelser, sociale baggrunde, racer og aldersgrupper.

Aldersgrænser 12, 16.

Frankrig

Commission de Classification des Oeuvres er en statsinstitution, der varetager censureringen af film, der vises offentligt. Videogrammer er ikke omfattet. Der er i alt 25 medlemmer. Rådet har tilknytning til filmindustrien, og blandt medlemmerne udpeges 8 professionelle, der bredt repræsenterer denne. Medlemmerne udpeges af kulturministeren, heraf 4 fra henholdsvis Justitsministeriet, Undervisningsministeriet, Indenrigsministeriet samt Socialministeriet, herunder Ungdoms- og Sportsministeriet.

Aldersgrænser 12, 16.

Øvrige Europa

I Sydeuropa har man andre censurkriterier end de nordiske, idet kultur- og religionsopfattelser medfører, at man bortcensurerer kærlighedsscener, men tillader voldsskildringer. Holdningsopfattelserne i Nord- og Sydeuropa er for forskellige til, at man kan udarbejde et harmoniseret regelsæt.

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet et spørgsmål til kulturministeren, som denne har besvaret

skriftligt. Spørgsmålet og kulturministerens svar herpå er optrykt

som bilag til betænkningen.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Et flertal inden for flertallet (Socialdemokratiets, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) afviser lovforslaget, idet flertallet henviser til kulturministerens tale ved 1. behandlingen, hvor ministeren tilkendegav, at ministeren arbejder med ideen om en slags deklaration på videoområdet, der bl.a. kan bistå forældrene med oplysninger.

Et mindretal inden for flertallet (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) finder principielt censur betænkelig.

Mindretallet finder imidlertid, at der kan være grund til at tage visse hensyn til børn og unge, hvad angår film og video med grov vold, porno etc.

Mindretallet vil med opmærksomhed følge ministerens initiativer, som de er omtalt i det optrykte bilag.

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret . Mindretallet bemærker i øvrigt, at Fremskridtspartiet undrer sig over, at lovforslaget om ophævelse af Statens Filmcensur ikke har kunnet finde støtte fra repræsentanter fra den tidligere borgerlige regering, idet det var denne regerings egen kulturminister som for halvandet år siden bebudede, at hun snarest ville fremsætte et forslag om ophævelse af Statens Filmcensur.

Endvidere undrer Fremskridtspartiet sig over og beklager, at Centrum-Demokraternes repræsentant i udvalget ikke har kunnet støtte det fremsatte forslag, idet hun i Berlingske Tidende så sent som den 26. maj 1993 netop har anført, at hun ikke finder en statslig censur nødvendig på dette område.

Fremskridtspartiet beklager endvidere, at Venstres ordfører principielt er enig i ophævelse af Statens Filmcensur, men alligevel ikke har kunnet støtte lovforslaget.

Per Pallesens film »Hjælp, min datter skal giftes« er et godt eksempel på, hvorfor lovgivning på dette område er komplet overflødig og skadelig. Filmen blev til alles forundring forbudt for børn under 12 år på grund af nogle fuldstændig uskadelige scener. Forbudet blev dog senere ophævet.

Ligesom statsmagten ikke skal give støtte til een bestemt kunstart, skal statsmagten efter Fremskridtspartiets mening heller ikke kunne udelukke een bestemt filmkunst fra at blive set.

Censur i praksis er umulig at gennemføre. Det er ofte forekommende, at børn under 16 år alligevel ser film, der er forbudt for børn under 16 år enten i biografen, i tv eller på video.

Fremskridtspartiet så hellere en slags varedeklaration på film af alle slags. Branchens distributører kunne så selv udpege et panel, der kunne vurdere filmene og give dem en anbefaling.

En sådan anbefaling kunne både indeholde en bedømmelse af pædagogiske, kunstneriske og underholdningsmæssige kvaliteter.

Det er imidlertid ikke nødvendigt at lave nogen lovgivning for at danne et sådant panel, som branchen selv vil finde det vigtigt at oprette i filmcensurens fravær.

I forbindelse med udvalgsbehandlingen af lovforslaget er det kommet frem, at regeringen ønsker at fremsætte lovforslag om censur over for videofilm. Kristeligt Folkeparti har slået til lyd for at lade en skrap filmcensur gennemgå videofilm med henblik på at undgå, at unge ser voldelige videofilm.

Der cirkulerer imidlertid i dag så mange voldsvideoer blandt børn og unge, at uanset om man nu starter censuren af videoerne eller ej, vil markedet alligevel være dækket. Desuden er det også en kendsgerning, at det forbudte virker umådelig tiltrækkende på specielt unge, der skal afprøve samfundets og forældrenes grænser. De unge kan således sagtens finde veje til at omgå censuren.

Fremskridtspartiet er naturligvis glad for den debat, lovforslaget har vakt, men fraråder, at debatten tager ovennævnte retning.

Der er kun argumenter for at ophæve denne overflødige lov, der årligt koster de danske skatteydere ca. 1 million kroner.

Forbrugerne af film har ikke meget ud af den negative vejledning, som filmcensuren er udtryk for, men burde, hvis der overhovedet skal eksistere et organ på området, snarere være hjulpet af et positivt panel oprettet af branchen.

Et positivt anbefalingspanel vil have den fordel, at det vil være af kommerciel værdi for distributørerne og udmærket for forældre, der vil give deres børn kvalitet, og over for tv-stationer, der vil købe film.

Loven om Statens Filmcensur er et eksempel på een af de love, der sagtens kan ophæves, uden at det betyder problemer for det danske samfund, så hvorfor ikke gøre det.

Fremskridtspartiet tror på, at tiden vil arbejde for dette forslag, og at den statslige filmcensur for skatteyderkroner i løbet af få år vil forsvinde.

Hanne Andersen (S) fmd. Lise Hækkerup (S) Søren Hansen (S) Qvist Jørgensen (S) Peder Sass (S) Jimmy Stahr (S) Pernille Frahm (SF) Birthe Hansen (SF) Jette Pors (CD) Agnete Laustsen (KF) H. P. Clausen (KF) Helge Sander (V) nfmd. Mariann Fischer Boel (V) Erik Larsen (V) Pia Kjærsgaard (FP) Lone Dybkjær (RV) Merethe Due Jensen (KRF)

Ingen

Nr BTL 260

Betænkning over Forslag til lov om ophævelse af lov om filmcensur

Nr L 260 1992-93, 1. samling

Afgivet af Kulturudvalget

Afgivet: 19930609