1992 BTL 229 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM UDBETALING AF GODTGØRELSE TIL UMYNDIGE HIV-POSITIVE BLØDERE, TRANSFUSIONSSMITTEDE M.FL. NR L 229 1992-93, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Udvalgets spørgsmål til Sundhedsministeren og dennes besvarelse heraf
Spørgsmål 1
Kan ministeren og Civilretsdirektoratet garantere, at der ikke med lovforslaget åbnes for nogen form for misbrug, således at beløbet ikke kommer den HIV-positive til gode?
Svar
Hverken jeg eller Civilretsdirektoratet kan garantere, at en værge efter lovforslaget ikke har mulighed for at foretage uberettigede dispositioner. Det følger af, at der ikke generelt er noget indseende eller tilsyn med værgens dispositioner over de umyndiges midler, bortset fra de i forslagets §§ 4-5 nævnte situationer.
Formålet med lovforslaget er netop at sikre, at værgen - i lyset af den umyndiges alvorlige sygdom - i almindelighed selv kan bestyre og råde over den godtgørelse, der tilkommer den umyndige, uden tilsyn og kontrol fra det offentlige. Det har dog samtidig været vigtigt for mig at søge at begrænse risikoen for, at den umyndige påføres tab eller en unødig risiko. Derfor skal større pengebeløb indsættes i et pengeinstitut eller anbringes i værdipapirer i særskilt depot i den umyndiges navn, jf. forslagets § 3, ligesom værgen kun med statsamtets samtykke må foretage større og eventuelt økonomisk risikable og belastende dispositioner som køb af fast ejendom og ydelse af ikke ubetydelige gaver og lån, jf. forslagets §§ 4-5.
Spørgsmål 2
Hvis der sker misbrug, vil der så være erstatningspligt for det offentlige?
Svar
Foretager værgen efter lovens ikrafttræden uberettigede dispositioner, vil værgen være erstatningspligtig over for den umyndige for den skade, der herved er forvoldt den pågældende, jf. bemærkningerne til forslagets § 1. Det offentlige vil ikke i denne situation være erstatningspligtig.
Såfremt værgen derimod før lovens ikrafttræden har foretaget uberettigede dispositioner, der har medført, at den umyndige har lidt et tab som følge af, at godtgørelser fejlagtigt blev udbetalt direkte til værgen, vil den umyndige kunne gøre erstatningskrav gældende mod såvel værgen som Sundhedsministeriet, jf. bemærkningerne til forslagets § 6.
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til sundhedsministeren, som denne har besvaret
skriftligt. Udvalgets spørgsmål og ministerens besvarelse heraf er
optrykt som bilag til betænkningen.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse uændret .
Hanne Andersen (S) Dorte Bennedsen (S) Martin Glerup (S) Anna-Marie Hansen (S) Tove Lindbo Larsen (S) nfmd. Lone Møller (S) Birgitte Husmark (SF) Lis Noer Holmberg (V) Karen Højte Jensen (KF) Fischer (KF) Brian Mikkelsen (KF) Mariann Fischer Boel (V) Anders Mølgaard (V) Jørgen Winther (V) Jan Køpke Christensen (FP) fmd. Dorit Myltoft (RV) Inger Stilling Pedersen (KRF)
Centrum-Demokraterne havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 229
Betænkning over Forslag til lov om udbetaling af godtgørelse til umyndige HIV-positive blødere, transfusionssmittede m.fl.
Nr L 229 1992-93, 1. samling
Afgivet af Sundhedsudvalget
Afgivet: 19930401