1992 BTL 218 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSFORMIDLING OG ARBEJDSLØSHEDSFORSIKRING M.V. (UDBETALING, KONTINGENTRESTANCE M.V.) NR L 218 1992-93, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Journalisternes Arbejdsløshedskasse.
Der er af arbejdsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) kan naturligvis tilslutte sig, at udbetaling af efterløn, dagpenge, overgangsydelse osv. foregår på et mere hensigtsmæssigt tidspunkt i måneden.
Fremskridtspartiet finder, at det er korrekt, at også medlemmer af Europa-Parlamentet kan blive optaget i en a-kasse på samme måde, som det for kort tid siden blev muligt for bl.a. borgmestre og folketingsmedlemmer.
ÆndringsforslagAf arbejdsministeren , tiltrådt af udvalget
Til § 1 1) I den under nr. 12 foreslåede affattelse af lovens § 78 , affattes stk. 4 således
» Stk. 4. Hvis der af kassen i forbindelse med udsendelse af skrivelsen efter stk. 2, 2. pkt., opkræves et restancegebyr, betragtes dette som en del af det skyldige medlemsbidrag.«
2) Efter nr. 13 indsættes som nye numre
»01. I § 86 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke
»Stk. 5. Skyldes en kasses fejlagtige udbetaling urigtige eller mangelfulde oplysninger fra en anden kasse, kan direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen bestemme, at denne kasse skal være ansvarlig for fejludbetalingen.«
Stk. 5-7 bliver herefter stk. 6-8.
»02. I § 86, stk. 5, der bliver stk. 6, indsættes efter »stk. 4, 1. pkt.«: », og stk. 5.«»
3) Nr. 14 affattes således
»14. § 86, stk. 8, ophæves.«
4) Nr. 18 affattes således
»18. I § 99, stk. 1, ændres »§ 75 c, stk. 4« til: »§ 75 c, stk. 5 og 6« og »§ 86, stk. 3 og 4, 1. pkt.« til: »§ 86, stk. 3, stk. 4, 1. pkt., og stk. 5«.'
Bemærkninger
Til nr. 1 Ved ændringsforslaget frafaldes den foreslåede obligatoriske opkrævning af restancegebyr. Kasserne vil herefter ligesom hidtil selv kunne bestemme, om der skal opkræves restancegebyr. Samtidig sikres kasserne bedre muligheder for at få inddrevet et eventuelt restancegebyr, idet det foreslås, at hvis kassen opkræver et restancegebyr, betragtes dette som en del af det skyldige medlemsbidrag. Undladelse af betaling af det af kassen opkrævede restancegebyr vil således medføre, at medlemmet fortsat er i restance.
Til nr. 2 Efter de gældende regler har direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen ikke hjemmel til at pålægge en ikkeudbetalende kasse ansvar. I tilfælde, hvor en kasses fejludbetalinger skyldes urigtige oplysninger fra en kasse, skal ansvaret derfor afgøres ved domstolene efter dansk rets almindelige erstatningsregler.
Da det er uhensigtmæssigt, at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen skal anlægge sag mod kasserne i disse tilfælde, foreslås det, at der i loven indsættes en bestemmelse om, at direktøren i disse tilfælde kan pålægge den ikkeudbetalende kasse ansvaret for fejludbetalingen.
Til nr. 3 Der er alene tale om en redaktionel ændring på grund af ændringsforslag nr. 1 om indsættelse af et nyt stykke 5.
Til nr. 4 Ændringsforslaget betyder, at direktørens afgørelser efter § 86, stk. 5, kan indankes for Arbejdsmarkedets Ankenævn. Rahbæk Møller (SF) Bakholt (S) Ole Vagn Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S) Hans Jørgen Jensen (S) fmd. Lone Møller (S) Klaus Hækkerup (S) Lilli Gyldenkilde (SF) nfmd. Svend Aage Jensen (CD) Per Stig Møller (KF) Kai Dige Bach (KF) Charlotte Antonsen (V) Helge Sander (V) Bertel Haarder (V) Poul Nødgaard (FP) Jørgen Estrup (RV) Glønborg (KRF)
Ingen
Nr BTL 218
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (Udbetaling, kontingentrestance m.v.)
Nr L 218 1992-93, 1. samling
Afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget
Afgivet: 19930526