1992 BTL 217 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE NR L 217 1992-93, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til ministeren for erhvervspolitisk samordning og miljøministeren og de 2 ministres svar herpå samt kommissorium fra samarbejdsgruppen vedrørende samspillet mellem det offentlige og det private erhvervsliv på affaldsområdet og Handelskammerets henvendelse af 2. april 1993 til udvalget
Spørgsmål 6
»Ministeren bedes tilstille udvalget sit svar på henvendelsen af 2. april 1993 fra Handelskammeret, jf. bilag 9.«
Svar
Jeg henviser til vedlagte brev til Handelskammeret, som jeg har sendt d.d.
Det Danske Handelskammer
Den 20. maj 1993
Det Danske Handelskammer rettede i brev af 2. april 1993 på egne vegne og på vegne af Dansk Industri og Genvindingsbrancherådet henvendelse til mig vedrørende lovforslag L 217 om ændring af lov om miljøbeskyttelse. I forlængelse heraf blev der afholdt et møde den 14. april 1993, hvor vi havde lejlighed til at drøfte organisationernes forslag og synspunkter.
Henvendelsen berører to punkter, hvor det første drejer sig om muligheden for at pålægge producenter tilbagetagningspligt for produkter med tilbagevirkende kraft, herunder for produkter, som de ikke selv har markedsført.
Vedrørende tilbagetagningsordninger er det regeringens holdning, at der først og fremmest skal stiles efter frivillige aftaler. I de tilfælde, hvor der er behov for at regulere på området, er det regeringens holdning, at der gennem lovforslagets bemærkninger er skabt sikkerhed for, at der ved udformningen af konkrete ordninger vil blive taget de nødvendige hensyn, så de berørte virksomheders konkurrenceevne ikke skades. Det er klart regeringens målsætning, at det ved udformningen af tilbagetagningsordninger skal sikres, at der undgås urimelige virkninger på det berørte marked. For at sikre, at der tages de nødvendige hensyn, er det i lovforslaget fastsat, at udkast til konkrete ordninger skal sendes til høring hos de berørte parter.
Det andet punkt i organisationernes henvendelse er et forslag om, at der i tilknytning til behandlingen af L 217 i miljøbeskyttelsesloven foretages en række ændringer i kapitel 6 om affald, der ikke er berørt i lovforslaget. Organisationerne ønsker bl.a. på baggrund af diskussionen om affaldsbekendtgørelsen, der trådte i kraft 1. april 1993, at få fastlagt begreber, definitioner, kompetence- og konkurrenceforhold een gang for alle på affaldsområdet.
De spørgsmål, som organisationerne ønsker løst på affaldsområdet, er komplicerede, som den netop gennemførte diskussion i forbindelse med affaldsbekendtgørelsen viser. Foruden erhvervsorganisationerne er der en lang række andre parter, der skal høres i forbindelse med en afklaring af de spørgsmål, som organisationerne har rejst. Det vil derfor næppe være muligt at nå at inddrage disse spørgsmål i forbindelse med behandlingen af lovforslag L 217.
Jeg mener, at de erhvervsøkonomiske konsekvenser af det regelsæt, der findes på affaldsområdet, bør undersøges med henblik på at vurdere, hvordan eventuelle negative konsekvenser kan afbødes.
Som led heri skal afklares, i hvilket omfang de beskrevne problemer delvis kan løses på det administrative niveau som led i opfølgningen af affaldsbekendtgørelsen.
Jeg har drøftet problemstillingen med miljøministeren, og vi har aftalt, at der nedsættes en arbejdsgruppe, der skal vurdere de erhvervsøkonomiske konsekvenser af administrationen og de gældende regler på affaldsområdet og se på mulighederne for at styrke samarbejdet mellem de offentlige myndigheder og det private erhvervsliv på dette område. Erhvervsorganisationerne vil blive indbudt til at deltage i arbejdsgruppen.
MILJØMINISTERIET
Den 26. maj 1993
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 10-15
Spørgsmål nr. 10
»Handelskammeret peger på, at § 9 a om tilbagetagningspligt har tilbagevirkende kraft. Det giver en betydelig økonomisk belastning.
Hvad skønnes de økonomiske konsekvenser af denne tilbagetagningspligt med tilbagevirkende kraft at få for de berørte firmaer?»
Svar
Jeg skal henvise til bemærkningerne til lovforslaget til nr. 1, hvoraf det afslutningsvis fremgår
»Forslagets konsekvenser for erhvervslivet vil først kunne opgøres i forbindelse med udmøntning af bestemmelsen, idet konsekvenserne vil være helt individuelt afhængige af de enkelte foranstaltningers konkrete udformning.«
Spørgsmål nr. 11
»Hvilke konkurrencemæssige konsekvenser kan der udledes af samme forhold?»
Svar
Om de konkurrencemæssige konsekvenser af tilbagetagningsordninger med tilbagevirkende kraft skal jeg specielt henvise til, at det af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår, at i »de formodentlig ret få tilfælde, hvor en tilbagetagningspligt med tilbagevirkende kraft kan have mærkbart konkurrenceforvridende virkninger, må mulighederne for at undgå dette nøje overvejes i forbindelse med hver enkelt ordning. Ved tilrettelæggelsen af konkrete tilbagetagningsordninger kan det i enkelte tilfælde findes hensigtsmæssigt at tilvejebringe midler til finansiering af bortskaffelse af tidligere markedsførte produkter ved hjælp af et bortskaffelsesgebyr i henhold til lovens § 53.«
Spørgsmål nr. 12
»Forudsætningen for lovforslaget var frivillige brancheaftaler.
Vil ministeren sikre, at der forsøges indgået frivillige brancheaftaler inden lovforslagets endelige gennemførelse?
I modsat fald virker det hele som noget af en narresut.«
Svar
Som det fremgår af bemærkningerne er det - også når loven er vedtaget - udgangspunktet, at producentansvar og tilbagetagningsordninger skal søges etableret på grundlag af frivillige aftaler.
Spørgsmål nr. 13
»Hvordan vil ministeren sikre, at ordninger vedrørende henholdsvis gamle produkter og andres produkter udformes således, at urimelige virkninger på det konkrete marked undgås?»
Svar
For så vidt angår de gamle produkter kan jeg henvise til besvarelsen af spørgsmål 11. For »andres produkter« vil der blive taget de samme hensyn.
Spørgsmål nr. 14
»Ministeren omtaler i sit svar affaldsbekendtgørelsen. I denne bekendtgørelse er begrebet »secondary raw materials« forsvundet trods indtrængende og velbegrundede henvendelser fra brancheorganisationer.
Hvilke EF-direktiv forhindrer Danmark i at arbejde med »waste« og »secondary raw materials«?»
Svar
Affaldsbekendtgørelsen er den danske gennemførelse af rammedirektivet om affald, EØF 75/442, som ændret ved EØF 91/156. Direktivets definition af affald (som svarer til bekendtgørelsens) omfatter også sekundære råvarer.
Spørgsmål nr. 15
»Er ministeren villig til omgående at foretage de nødvendige ændringer i affaldsbekendtgørelsen efter det notat, som er udarbejdet af Dansk Industri, Genvindingsbrancherådet og Det Danske Handelskammer, således at Danmark ikke skal leve med en affaldsbekendtgørelse, der faktisk er betydeligt strammere end EF-kravene, og som uden tvivl vil koste mange arbejdspladser inden for de berørte private brancher?»
Svar
Jeg skal henvise til min skrivelse af 21. marts 1993 til udvalget med orientering om affaldsbekendtgørelsen.
Der nedsættes endvidere en arbejdsgruppe til at se på mulighederne for at styrke samarbejdet mellem de offentlige myndigheder og det private erhvervsliv på affaldsområdet. Gruppens kommissorium er den 25. maj 1993 fremsendt til udvalget af ministeren for erhvervspolitisk samordning.
MILJØMINISTERIET
Den 19. maj 1993
Kommissorium for en samarbejdsgruppe vedrørende samspillet mellem det offentlige og det private erhvervsliv på affaldsområdet
Miljøministeren og ministeren for erhvervspolitisk samordning har besluttet, at der skal nedsættes en samarbejdsgruppe, som skal se på mulighederne for at styrke samarbejdet mellem de offentlige myndigheder og det private erhvervsliv på affaldsområdet.
Samarbejdsgruppen får til opgave at indsamle og vurdere de konkrete erfaringer fra administrationen af affaldsområdet, herunder de samfundsøkonomiske/erhvervsøkonomiske konsekvenser af de eksisterende regler.
Samarbejdsgruppen skal herudover på baggrund af de praktiske erfaringer drøfte behovet for at harmonisere administrationen af reglerne på affaldsområdet, f.eks. kravene til affaldstransportører og ordninger for erhvervsaffald.
Samarbejdsgruppen kan endvidere inddrage andre spørgsmål af betydning for samspillet mellem det offentlige og private erhvervsliv på affaldsområdet.
Samarbejdsgruppen sammensættes således
Miljøstyrelsen (formandskab og sekretariat)
Miljøministeriets departement
Ministeriet for Erhvervspolitisk Samordning
Industriministeriet
Kommunernes Landsforening
Københavns og Frederiksberg Kommuner
Dansk Industri
Genvindingsbrancherådet
Handelskammeret
RenoSam
Affaldsteknisk Samarbejde
SiD
Samarbejdsgruppen skal færdiggøre sit arbejde inden udgangen af 1993.
HANDELSKAMMERET
Minister for erhvervspolitisk samordning Mimi Jakobsen
Ministeriet for Erhvervspolitisk Samordning
Christiansborg Slotsplads 1, 2. sal
1218 København K
Den 2. april 1993
Vedr.: Lovforslag L 217 om ændring af lov om miljøbeskyttelse.
I forbindelse med gennemførelsen af handlingsplanerne om renere teknologi, genanvendelse m.v. skal der skabes den fornødne lovhjemmel til, at planerne kan føres ud i livet.
Derfor fremsatte miljøministeren den 10. marts 1993 lovforslag om ændring af lov om miljøbeskyttelse vedrørende indførelse af bl.a. producentansvar og tilbagetagningspligt.
Erhvervslivets organisationer har under høringsproceduren haft en række indsigelser imod lovforslaget. Ud af denne række af indsigelser er der to punkter i lovforslaget, som af principielle grunde er uacceptable for erhvervslivet.
Det drejer sig om forslagets § 9 a, stk. 1, som giver hjemmel til at fastsætte krav om tilbagetagningspligt med tilbagevirkende kraft, samt forslagets § 9 a, stk. 2, om kollektivt ansvar for en branche »af samme type«.
Gennemførelse af lovgivning, der åbner mulighed for med tilbagevirkende kraft at pålægge erhvervslivet forpligtigelser af bl.a. økonomisk karakter, er helt uantageligt. En sådan lovgivning fjerner fuldstændig erhvervslivets muligheder for at tage højde for de økonomiske og praktiske konsekvenser af tilbagetagningsforpligtigelserne.
Spørgsmålet om lovgivning med tilbagevirkende kraft og indførelse af kollektivt ansvar rører ved nogle helt centrale forhold i lovgivningen. Erhvervsorganisationerne har derfor under høringsfasen meget stærkt pointeret, at lovforslaget må ændres væsentligt, således at tilbagetagningspligt kun kan effektueres for produkter, der markedsføres efter lovens ikrafttræden. Kun fra dette tidspunkt har virksomhederne mulighed for at indregne omkostningerne til varetagelse af producentansvaret. Ligeledes må det kollektive ansvar væk.
Det kunne imidlertid ved lovens fremsættelse konstateres, at disse to væsentlige krav ikke var blevet imødekommet.
I tilknytning til behandlingen af L 217 foreslår erhvervsorganisationerne, at der i miljøbeskyttelsesloven foretages en række ændringer i kapitel 6 om affald.
Baggrunden herfor er, at det i forbindelse med gennemførelsen af handlingsplanerne og den medfølgende udmøntning i lovgivning, der må forventes at finde sted i de kommende år, er væsentligt at få fastlagt begreber, definitioner, kompetence- og konkurrenceforhold een gang for alle.
Dette synspunkt undersøttes af de problemer, der er kommet frem i forbindelse med høringerne og forhandlingerne om bekendtgørelsen om bortskaffelse, planlægning og registrering af affald, og det må forventes, at problemerne om affaldsdefinition, kommunernes rolle m.v. vil komme op til overfladen, hver gang der skal gennemføres lovgivning om tilbagetagningsforpligtigelser, gennemførelse af miljøaftaler m.v.
Derfor har Handelskammeret, Dansk Industri og en række brancheorganisationer igennem længere tid, i stor enighed, arbejdet sammen om at få afklaret ovennævnte problemer.
En løsning af de nævnte problemstillinger hænger sammen med behandlingen af lovforslag L 217. Lovforslaget forventes 2. behandlet i løbet af kort tid.
Dansk Industri, Genvindingsbrancherådet og Det Danske Handelskammer har udarbejdet et notat, hvor problemstillingen, dels i relation til L 217, dels i relation til affaldsbekendtgørelsen, beskrives, og hvor organisationerne stiller en række ændringsforslag til miljøbeskyttelsesloven. Notatet vedlægges til orientering.
Vi håber, at De vil tage problemstillingen op, således at der ikke med lovforslag L 217 skabes en ny praksis, som kun vil medføre usikkerhed og uoverskuelige forhold i erhvervslivet.
Med henblik på en drøftelse af de beskrevne problemstillinger foreslår vi snarest muligt et møde mellem Dem og Dansk Industri, Genvindingsbrancherådet og Det Danske Handelskammer.
Med venlig hilsen
H. Seier Petersen
adm. direktør
Notat vedr.: Lovforslag L 217 om ændring af lov om miljøbeskyttelse
1. Lovforslag L 217 og tilbagetagningspligt.
Miljøministeren fremsatte den 10. marts 1993 lovforslag om ændring af lov om miljøbeskyttelse vedrørende indførelse af producentansvar og tilbagetagningspligt.
Erhvervslivets organisationer har under høringsproceduren haft en række indsigelser imod lovforslaget. Ud af disse indsigelser er der enighed om, at forslagets § 9 a, stk. 1, om tilbagetagningspligt med tilbagevirkende kraft samt forslagets § 9 a, stk. 2, om kollektivt ansvar for en branche »af samme type« er helt uacceptable og umulige at leve med for dansk erhvervsliv.
Det er derfor erhvervsorganisationernes opfattelse, at lovforslaget bør ændres væsentligt, således at tilbagetagningspligt kun kan effektueres for produkter, der markedsføres efter lovens ikrafttræden. Kun fra dette tidspunkt har virksomhederne mulighed for at indregne omkostningerne til varetagelse af producentansvaret. Ligeledes må det kollektive ansvar væk.
Det foreslås derfor, at der i § 9 a, stk. 1, indsættes ordene »der markedsføres efter lovens ikrafttræden«.
Bestemmelsen vil herefter have følgende formulering: Miljøministeren kan med henblik på at fremme genanvendelse og renere teknologi og med henblik på at begrænse problemernes forbindelse med affaldsbortskaffelse fastsætte regler om, at bestemte materialer, produkter eller varer, herunder emballage, der markedsføres efter lovens ikrafttræden, efter endt brug skal foranstaltes. . . .
Endvidere mener organisationerne, at § 9 a, stk. 2, helt skal udgå.
2. Lovforslag L 217 i sammenhæng med affaldsbekendtgørelsen.
Miljøbeskyttelsesloven - specielt kap. 6, dvs. § 43-50 - danner det lovmæssige grundlag for genvinding i Danmark.
Kap. 6 omhandler affald, hvorunder man - uhensigtsmæssigt - har defineret genanvendelige materialer, de såkaldte råvarer. Miljøbeskyttelseslovens kap. 6 bemyndiger miljøministeren til at fastsætte alle regler vedr. ovenstående, og miljøministeren har netop udmøntet sine beføjelser i en »Bekendtgørelse om bortskaffelse, planlægning og registrering af affald«.
Bekendtgørelsen var til høring i januar måned, og det samlede danske erhvervsliv (Dansk Industri, Det Danske Handelskammer, Detailhandelens Fællesråd, Bryggeriforeningen, Skibsværftsforeningen og Genvindingsbrancherådet m.fl.) afgav et fælles høringssvar, der kraftigt imødegik bekendtgørelsen på en række punkter.
Konkurrencerådet støttede i anden forbindelse modstanden, idet Rådet fandt, at bekendtgørelsen ville medføre indskrænkninger i den frie konkurrence, og at den i forbindelse med den decentrale administration (276 kommuner, med tilsvarende 276 forskellige affaldsregulativer og 276 forskellige registreringsønsker til genvindingsindustrien) ville medføre en uhensigtsmæssig konkurrenceforvridning og uens sagsbehandling fra kommune til kommune.
Både erhvervslivet og Konkurrencerådet finder generelt, at den omfattende registrerings- og oplysningspligt, der indføres, er helt unødvendigt og enormt bureaukratisk, idet det samtidig skal påpeges, at de danske registreringskrav langt overstiger EF-kravene.
Yderligere er det påpeget, at der mangler en entydig definition på og accept af begrebet sekundære råvarer for den del af erhvervsaffaldet, som kan indgå i en genanvendelses- eller genbrugscirkel. En accept af dette begreb ville løse en stor del af de problemer, erhvervslivet har med bekendtgørelsen.
Bekendtgørelsen legitimerer endvidere, at det offentlige, i form af kommunale eller offentlige virksomheder, bevæger sig ind i direkte konkurrence med genvindingsindustrien. Ifølge et tidligere cirkulære var genanvendelige materialer, der havde en handelsmæssig værdi, undtaget offentlig kontrol. Dette cirkulære ophæves ulykkeligvis nu med den ny bekendtgørelse.
De omkostninger, der er forbundet med de kommunale virksomheder, er vanskelige at gennemskue, fordi de normale markedsøkonomiske parametre sættes ud af kraft. Der er derfor i stedse stigende grad tale om en overflytning af arbejdskraft fra private virksomheder til offentlige via skatteyderfinansiering.
Bekendtgørelsen er netop blevet underskrevet og træder i kraft den 1. april 1993, uden at der er taget væsentligt hensyn til erhvervslivets indvendinger.
Den danske genvindingsindustri er internationalt anerkendt for at være særdeles effektiv. Gennemførelse af direktivet med hele det kommunale bureaukrati vil betyde »kollektivt mord« på denne industri.
I miljøbeskyttelseslovens § 45 er stk. 1 affattet således: »Kommunalbestyrelsen forestår bortskaffelsen af affald«. På ovenstående baggrund foreslås det, at der i forbindelse med udvalgsbehandlingen af L 217 indføjes følgende formulering i miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 1, i forlængelse af 1. punktum: »bortset fra ikke miljøfarlige genanvendelige materialer, der af et kommunalt godkendt modtageanlæg recirkuleres til industrien, samt produkter, der er omfattet af særlige tilbagetagningsordninger.«
I det af EF udfærdigede European Waste Catalogue defineres de genanvendelige materialer i farekategorier. Den danske genvindingsindustri omsætter for 99 pct.'s vedkommende ikke miljøfarlige genanvendelige materialer. Når materialerne recirkuleres gennem et kommunalt godkendt modtageanlæg, sikres kommunen, at materialerne miljømæssigt behandles korrekt, men i øvrigt belaster de genanvendelige materialer ikke hverken kommunale forbrændingsanlæg eller lossepladser og er derfor ikke af mere interesse for kommunen end et hvilket som helst andet industriprodukt.
Det foreslås således, at § 45, stk. 1, får følgende ordlyd: »Kommunalbestyrelsen forestår bortskaffelse af affald, bortset fra ikke miljøfarlige genanvendelige materialer, der af et kommunalt godkendt modtageanlæg recirkuleres til industrien, samt produkter, der er omfattet af særlige tilbagetagningsordninger«.
Endvidere foreslås det, at der i § 47, stk. 1 indføjes følgende henvisning: »med undtagelse af de i § 45, stk. 1, anførte materialer og med undtagelse af de områder, hvor der foreligger en brancheaftale«.
Bestemmelsen får herefter følgende ordlyd: »Kommunalbestyrelsen indsamler og registrerer med undtagelse af de i § 45, stk. 1, anførte materialer og med undtagelse af de områder, hvor der foreligger en brancheaftale, oplysninger om eksisterende affaldsmængder fordelt på. . .«
Baggrunden for dette ønske er, at materialer og produkter omfattet af en brancheaftale nødvendigvis må undtages, idet man ellers kommer til at operere med 2 sæt ansvarlige for produkternes bortskaffelse og genanvendelse, dels kommunerne, dels de af aftalen omfattede virksomheder/brancher.
Endvidere foreslås indføjet følgende forlængelse af § 47, stk. 1, 1. punktum: »Kommunalt eller amtskommunalt godkendte modtageanlæg indberetter kvartalsvis til Miljøstyrelsen oplysninger om omsætning og eksport af genanvendelige materialer.«
Ved denne tilføjelse kan EF-kravet om registrering fuldt ud opfyldes.
Tillægsbetænkningen
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.
Der er af miljøministeren stillet et ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved tredjebehandlingen, men vil stemme imod det stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin indstilling til lovforslaget ved tredjebehandlingen, men vil stemme imod det stillede ændringsforslag.
Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse og vil stemme imod det stillede ændringsforslag.
ÆndringsforslagAf miljøministeren , tiltrådt af et flertal (S, SF, CD, RV og KRF)
Til § 1 1) I den under nr. 3 foreslåede affattelse af § 45, stk. 5, indsættes i nr. 2 efter »en kommunal indsamlingsordning« ordene: »ved etableringen«.
Bemærkninger
Til nr. 1 I lovforslaget er lovens § 45, stk. 5, foreslået ændret, således at reglerne for hvornår en virksomhed har krav på at få dispensation fra en kommunal indsamlingsordning, bliver præciseret. Bestemmelsens nr. 2 vedrører virksomheder, som bliver etableret på et tidspunkt, hvor der findes en kommunal indsamlingsordning. I overensstemmelse med hidtidig praksis, er det hensigten, at sådanne nyetablerede virksomheder ved deres etablering skal have adgang til at vælge, om de vil benytte den kommunale ordning eller træffe en anden aftale. Ændringsforslaget tilsigter at præcisere, at denne valgmulighed udelukkende er til stede ved etableringen. Virksomheden kan således ikke på et senere tidspunkt fravælge den kommunale ordning.
Helen Beim (S) Henrik Dam Kristensen (S) Martin Glerup (S) Lise Hækkerup (S) Henning Nielsen (S) Løvig Simonsen (S) Pelle Voigt (SF) Gade (SF) nfmd. Svend Aage Jensen (CD) Jens Jørgensen (KF) Rønholt (KF) Peter Hansen-Nord (V) Filt Jensen (V) Bodil Thrane (V) Aage Brusgaard (FP) fmd. Ebbe Lundgaard (RV) Glønborg (KRF)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til ministeren for erhvervspolitisk samordning og
miljøministeren, som disse har besvaret skriftligt og i samråd.
Nogle af udvalgets spørgsmål og de 2 ministres svar herpå samt
kommissorium fra samarbejdsgruppen vedrørende samspillet mellem det
offentlige og det private erhvervsliv på affaldsområdet og
Handelskammerets henvendelse af 2. april 1993 til udvalget er
optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Detailhandelens Fællesråd,
Fællesforeningen for Danmarks Brugsfor-
eninger, FDB,
GenGarant, v/Tage Mikkelsen og
Handelskammeret.
Der er af miljøministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Miljøministeren har oplyst, at skatteministeren bliver inddraget i overvejelser om indførelse af gebyrer, i det omfang administration og opkrævning tænkes henlagt til de statslige told- og skattemyndigheder.
I det omfang lovforslaget medfører, at administration og opkrævning af gebyrer henlægges til de statslige told- og skattemyndigheder, vil disse skulle kompenseres for de deraf følgende merudgifter.
Miljøministeren har over for udvalget tilkendegivet, at før konkrete tilbagetagningsordninger bliver etableret, vil udvalget få en redegørelse for de påtænkte ordninger. Endvidere er ministeren indstillet på, at udvalget underrettes om de bekendtgørelser, der udstedes i medfør af loven, inden ministerens endelige stillingtagen.
Miljøministeren har endvidere i udvalget orienteret om, at der på hans foranledning er nedsat en arbejdsgruppe, som bl.a. skal overveje initiativer, som på kort sigt kan fremme afsætningen af plastregenerat. Miljøministeren tilkendegav, at han vil vende tilbage over for udvalget med en redegørelse for arbejdsgruppens overvejelser.
Miljøministeren har understreget over for udvalget, at hensigten med at gennemføre produktansvar og tilbagetagningsordninger er at bidrage til at øge genanvendelsen og minimere affaldsdannelsen. Det er fortsat udgangspunktet, at producentansvar og de konkrete tilbagetagningsordninger skal søges etableret på grundlag af frivillige aftaler med de berørte dele af erhvervslivet.
Om de konkurrencemæssige konsekvenser af tilbagetagningsordninger for gamle produkter og andres produkter har miljøministeren oplyst, at der kan forekomme tilfælde, hvor omkostningerne ved at tilbagetage tidligere markedsførte produkter har et væsentligt omfang i forhold til omkostningerne ved tilbagetagning af nye produkter og markedets størrelse. I sådanne situationer vil der blive lagt vægt på, at tilbagetagningsordningerne udformes, så de ikke bliver konkurrenceforvridende.
I de formodentlig ret få tilfælde, hvor en tilbagetagningspligt med tilbagevirkende kraft kan have mærkbart konkurrenceforvridende virkninger, må mulighederne for at undgå dette nøje overvejes i forbindelse med hver enkelt ordning. Ved tilrettelæggelsen af konkrete tilbagetagningsordninger kan det i enkelte tilfælde findes hensigtsmæssigt at tilvejebringe midler til finansiering af bortskaffelse af tidligere markedsførte produkter ved hjælp af et bortskaffelsesgebyr i henhold til lovens § 53.
Specielt i tilfælde, hvor tilbagetagningsomkostningerne er meget store, vil der blive lagt vægt på en rimelig lang gennemførelsesperiode eller en gradvis indførelse af tilbagetagningspligten.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af miljøministeren stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) tager skarpt afstand fra, at der gennemføres lovgivning om tilbagetagningspligt med tilbagevirkende kraft.
Mindretallet kan heller ikke acceptere krav om tilbagetagningspligt for virksomheder, der ikke har været ansvarlig for markedsføringen.
Mindretallet har dog bemærket, at ministeren for erhvervspolitisk samordning under samrådet den 3. juni 1993 tydeligt gjorde opmærksom på, at det ikke er regeringens hensigt at skabe vanskeligheder for enkelte erhverv på grund af lovforslaget, samt at loven ikke må få negativ virkning på konkurrenceevnen fremover.
I tillid til ministerens klare udmeldinger kan mindretallet trods de ovenfor nævnte betænkeligheder indstille lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1-3 og 5-6 stillede ændringsforslag. For så vidt angår ændringsforslag nr. 4 har mindretallet tilkendegivet, at det ønsker at redegøre for sin stilling ved 2. behandling.
Et andet mindretal (Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 3, 4, 5 og 6 stillede ændringsforslag.
Mindretallet lægger afgørende vægt på, at tilbagetagningsordningerne etableres på frivilligt grundlag.
Denne holdning gælder generelt og relateres specielt til de brancher, der berøres af lovforslagets bestemmelser om tilbagetagningsforpligtelser med tilbagevirkende kraft.
Derfor lægger mindretallet afgørende vægt på, at miljøministeren over for udvalget har tilkendegivet, at der ikke etableres konkrete tilbagetagningsordninger, før udvalget er blevet orienteret om disse.
Mindretallet lægger desuden vægt på, at sådanne ordninger drøftes i udvalget inden iværksættelse, så utilsigtede konkurrenceforvridende virkninger undgås.
Mindretallet har bemærket, at ministeren for erhvervspolitisk samordning under samråd den 3. juni 1993 tydeligt gjorde opmærksom på, at det ikke er regeringens hensigt at skabe vanskeligheder for enkelte erhverv på grund af lovforslaget, samt at loven ikke må få negativ virkning på konkurrenceevnen. Mindretallet betragter udtalelsen som en klar og nødvendig garanti.
Mindretallet er tilfreds med miljøministerens tilsagn (jf. Miljø- og Planlægningsudvalget, alm. del - bilag 41) om, at »specielt i tilfælde, hvor tilbagetagningsomkostningerne er meget store, vil der blive lagt vægt på en rimelig lang gennemførelsesperiode eller en gradvis indførelse af tilbagetagningspligten«.
Mindretallet finder det vigtigt, at der nedsættes en arbejdsgruppe, der skal overveje initiativer, der på kort sigt kan fremme afsætningen af plastregenerat, og at udvalget nøje holdes orienteret om arbejdsgruppens overvejelser.
Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det under nr. 6 stillede ændringsforslag. For så vidt angår ændringsforslag nr. 4 har mindretallet tilkendegivet, at det vil redegøre for sin stilling ved 2. behandling.
Et fjerde mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1-5 stillede ændringsforslag.
Mindretallet er enig i lovens sigte om genbrug, idet der for mange områders vedkommende ikke findes uudtømmelige ressourcer. Derfor må vi naturligvis indsamle og genbruge, hvad der er miljømæssigt og økonomisk forsvarligt, både af hensyn til miljøet og til det, som er økonomisk bæredygtigt.
Mindretallet mener dog ikke, der er basis for, at man fra lovgivningsmagtens side skal gå ind og påbyde og regulere alt. Der er masser af eksempler fra dagligdagen på, at tingene kan ordnes, uden at det nedfældes i lovgivning. For eksempel har man gennem de sidste tredive år genbrugt dele fra rustne og beskadigede biler, ganske enkelt fordi det både er rigtigt at gøre og billigere end at købe nye dele. Cirka 98 pct. af alt jern og metal indsamles og genbruges i Danmark uden lovgivning.
Det samme gælder for batterier og dæk, som gennem årtier er blevet indsamlet og genbrugt, og det gælder også for flasker og andet glasmateriale.
Vi ved jo, at erhvervslivet her i Danmark er meget miljø- og genbrugsbevidst, ikke mindst i sammenligning med mange andre lande. Derfor er det også let at få frivillige aftaler igennem, hvor fornuften er til stede. Men når man nu tvangsmæssigt vil lovgive og det endda med tilbagevirkende kraft, må både vi som politikere og erhvervslivet sige stop.
Mindretallet er også modstander af alle lovforslagets bemyndigelsesbestemmelser, f.eks. at ministeren vil kunne pålægge erhvervslivet tilbagetagning og genanvendelse på næsten alle områder. Det er og bør fortsat være Folketinget, der lovgiver her i landet, og ikke den enkelte minister.
Mindretallet er skuffet over, at en regering, der proklamerede sig som erhvervsvenlig, endog med etablering af en minister for erhvervspolitisk samordning, kan være så erhvervsfjendsk, som dette lovforslag er udtryk for. Mindretallet har med interesse læst regeringsgrundlaget »En ny start« samt handlingsplanen »Ny kurs mod bedre tider«. Dette lovforslag er et eksempel på, at regeringen ikke lever op til sine løfter, og et samlet erhvervsliv tager da også kraftigt afstand fra lovforslaget.
Mindretallet er ikke bange for at nævne, at hvis lovforslaget bliver vedtaget i sin nuværende udformning, tangerer dette en grundlovsstridig lovgivning. Vi sætter så vor lid til, at vort medlemskab af EF vil bevirke, at lovgivningen med tilbagevirkende kraft ikke bliver effektueret.
Kan det virkelig være rigtigt, at f.eks. en tv-forhandler skal være forpligtet til at tage kundens gamle fjernsynsapparat retur, selv om dette måske er købt i Tyskland for 16 år siden og produceret i Japan? Samme eksempel kunne bruges om køleskabe, frysere, komfurer, biler osv.
Mindretallet er også bekymret for tilføjelsen til § 53, som giver mulighed for skønsmæssigt at ansætte bortskaffelsesgebyr og administrativ bødevedtagelse samt tvangsmæssig inddrivelse af ikkebetalte gebyrer.
Der har været stillet en række spørgsmål i denne forbindelse, og både miljøministeren og ministeren for erhvervspolitisk samordning har været i samråd, men svarene er intetsigende. Man henviser til, at man har til hensigt at indgå frivillige aftaler, men påpeger samtidig, at hvis dette ikke kan lade sig gøre, vil man alligevel tvinge aftalerne igennem. Man nægter pure at vente med at lovgive, indtil man har forvisset sig om, at frivillige aftaler kan gennemføres.
Miljøministeren har besluttet at nedsætte et par samarbejdsgrupper (syltekrukker), som skal komme med forslag. Det er ikke flere rapporter, erhvervslivet har brug for, men at regeringen og Folketinget lytter til de erfaringer, som erhvervslivet allerede har indhøstet.
Mindretallet ser dog positivt på hovedsigtet, hvis det kan gøres i samarbejde med erhvervslivet, og hvis loven ikke får tilbagevirkende kraft.
Ændringsforslag
Til § 1Af et mindretal (V og FP)
1) I den under nr. 1 foreslåede § 9 a indsættes i stk. 1 efter »herunder emballage« ordene: »der markedsføres efter lovens ikrafttræden,».
2) I den under nr. 1 foreslåede § 9 a udgår stk. 2.
Af et mindretal (V og FP), tiltrådt af et mindretal (KF)
3) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer
»01. § 45, stk. 1, affattes således
»Kommunalbestyrelsen forestår bortskaffelsen af affald, bortset fra ikke miljøfarlige, genanvendelige materialer, der af et kommunalt godkendt modtageanlæg recirkuleres i industrien, samt produkter, der er omfattet af særlige tilbagetagningsordninger.«»
Af miljøministeren , tiltrådt af et flertal (S, KF, FP, CD, RV og KRF)
4) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer
»02. § 45, stk. 5, affattes således
»Stk. 5. I regler, der vedrører indsamling af materialer og produkter til genanvendelse, bortset fra olie- og kemikalieaffald, skal det bestemmes,
1) at kommunalbestyrelsen skal fritage en virksomhed fra pligten til at benytte en kommunal indsamlingsordning, såfremt virksomheden godtgør, at den senest samtidig med den kommunale indsamlingsordnings iværksættelse har indgået aftale om, at affaldstyper, der er omfattet af indsamlingsordningen, afleveres til anden side til genanvendelse, og
2) at virksomheder etableret efter iværksættelse af en kommunal indsamlingsordning er berettiget til at blive fritaget for benyttelse af den kommunale indsamlingsordning, såfremt virksomheden godtgør, at den har indgået aftale om, at affaldstyper, der er omfattet af indsamlingsordningen, afleveres til anden side til genanvendelse.«»
Af et mindretal (V og FP), tiltrådt af et mindretal (KF)
5) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer
»03. I § 47, stk. 1, indsættes i 1. pkt. efter »affaldets behandling og bortskaffelse« ordene: »med undtagelse af de i § 45, stk. 1, anførte materialer og med undtagelse af de områder, hvor der foreligger en brancheaftale. Kommunalt eller amtskommunalt godkendte modtageanlæg indberetter kvartalsvis til Miljøstyrelsen oplysninger om omsætning og eksport af genanvendelige materialer«.
Af miljøministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af FP)
6) Efter nr. 2 indsættes som nye numre
»04. I § 51, nr. 5, ændres »og« til: »,».
05. I § 51 indsættes efter nr. 5 som nyt nummer
»6) bestemte materialer og produkter, herunder emballage, skal mærkes på en bestemt måde, samt at anden mærkning skal begrænses eller forbydes og«.
Nr. 6 bliver herefter nr. 7.'
Bemærkninger
Til nr. 1 Ændringsforslaget er stillet, fordi forslagsstillerne ikke kan acceptere lovgivning med tilbagevirkende kraft. At loven tillige gennemføres som en bemyndigelseslov, gør den endnu mindre spiselig.
Til nr. 2 Forslagsstillerne finder, at princippet forureneren betaler er et godt princip. Men i dette tilfælde ville det betyde, at danske virksomheder pålægges omkostninger ved tilbagetagning af produkter, der kan være bragt til landet som personlig import eller postordreimport. Endvidere vil det kollektive ansvar også skulle omfatte produkter, der er markedsført af virksomheder, der for længst er ophørt at eksistere, såfremt ændringsforslaget ikke bliver vedtaget.
Til nr. 3 og 5 Miljøbeskyttelseslovens § 45 og den tilhørende bekendtgørelse medfører indskrænkninger i den frie konkurrence. Da Danmark har en dygtigt arbejdende genvindingsindustri, som på privat basis har formået at omsætte 99 pct. af ikke miljøfarligt, genanvendelige materialer, kan forslagsstillerne ikke acceptere, at det offentlige bevæger sig ind i genvindingsindustrien.
De omkostninger, der er forbundet med kommunale virksomheder, er oftest vanskelige at gennemskue, fordi de normale markedsøkonomiske parametre sættes ud af kraft.
Til nr. 4 Ved forhandlinger om en ny affaldsbekendtgørelse er der sat spørgsmålstegn ved, om den eksisterende § 45, stk. 5, giver tilstrækkelig hjemmel til at sikre, at virksomhederne benytter de iværksatte kommunale indsamlingsordninger til genanvendelse. Praksis er i dag således, at virksomhederne kun kan få dispensation fra pligten til at benytte sådanne ordninger, såfremt de allerede inden etablering af en kommunal ordning har indgået aftale om aflevering til en anden ordning. Tilsvarende gælder for nye virksomheder, der indgår en sådan aftale. I alle tilfælde er det en betingelse, at der faktisk sker genanvendelse. Ændringsforslaget skal ses som en tydeliggørelse af den eksisterende hjemmel, således at den hidtidige praksis kan fortsættes, og bestemmelsen medfører derfor ingen indskrænkninger i kommunernes adgang til i videre omfang at fritage for deltagelse i en kommunal ordning.
Til nr. 6 Miljøbeskyttelseslovens mærkningsbestemmelser er begrænset til at omfatte hjemmel til mærkning baseret på en kvalitativ miljøvurdering.
Det kan imidlertid ikke udelukkes, at mærkning vil kunne anvendes som et element i en fremtidig udformning af en tilbagetagningsordning i medfør af den foreslåede § 9 a. Endvidere indeholder EF-Kommissionens forslag til emballagedirektiv meget vide mærkningsbestemmelser, hvis implementering, afhængigt af den endelige udformning, vil kræve en hjemmel i miljøbeskyttelsesloven.
Det anses derfor for hensigtsmæssigt på nuværende tidspunkt at supplere de styringsmidler, som er indeholdt i lovens § 51, med en hjemmel til fastsættelse af bestemmelser om mærkning.
Bestemmelsens generelle udformning åbner mulighed for såvel mærkning af forbrugeroplysende karakter med henblik på motivering til genanvendelse som mærkning for identifikation af de enkelte materialer.
Såfremt bestemmelsen udmøntes i regler om mærkning, gives der samtidig mulighed for at forbyde eller begrænse alternativ mærkning.
Helen Beim (S) Henrik Dam Kristensen (S) Martin Glerup (S) Lise Hækkerup (S) Henning Nielsen (S) Løvig Simonsen (S) Pelle Voigt (SF) Gade (SF) nfmd. Svend Aage Jensen (CD) Jens Jørgensen (KF) Rønholt (KF) Peter Hansen-Nord (V) Filt Jensen (V) Bodil Thrane (V) Aage Brusgaard (FP) fmd. Ebbe Lundgaard (RV) Glønborg (KRF)
Ingen
Nr BTL 217
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse
Nr L 217 1992-93, 1. samling
Afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget
Afgivet: 19930609