1992 BTL 205 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM BESKYTTELSE AF HAVMILJØET NR L 205 1992-93, 1. SAMLING

§ 3 er en synliggørelse af en række anerkendte miljøindfaldsvinkler og bestemmelsen har samme ordlyd som den tilsvarende bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven. Disse miljøindfaldsvinkler er endvidere inden for de sidste par år sat ind i forskellige havforureningskonventioner.

Det er præciseret i bemærkningerne til bestemmelsen, at den ikke tilsigter at være udtømmende i forhold til de afvejninger, der generelt skal foretages i forbindelse med enhver ny regulering på miljøområder, hvad enten de foregår nationalt eller internationalt.

Økonomiske hensyn og også f.eks. tekniske hensyn, sikkerhedsmæssige hensyn, væsentlighedsvurderinger og andre hensyn og overvejelser, der måtte være relevante i den konkrete situation, indgår i afvejningen af, om og hvordan en regulering bør gennemføres.

Men det er vel både rimeligt og logisk at tage udgangspunkt i miljøindfaldsvinkler, når det drejer sig om miljøspørgsmål.

I øvrigt vil bestemmelsen hovedsageligt have selvstændig betydning i forbindelse med overvejelser om generel regulering på områder, som ikke er konventionsbestemte. Dette skyldes, at havmiljøloven og regler, der udstedes i medfør heraf, jo i meget høj grad hviler på internationale konventionsregler, som er udformet efter en afvejning på baggrund af de principper, der er nævnt i bestemmelsen.

Spørgsmål nr. 18

Vil ministeren beskrive, hvilke foranstaltninger han vil træffe for »platforme«, jf. § 43, stk. 2, eftersom der henvises til reglerne i stk. 1, men som alene går på skibe og sejlads?

Svar

§ 31 (stk. 4) indeholder bemyndigelse til at fastsætte regler om bortskaffelse ved afbrænding af normaldriftsaffald fra skibe og platforme. Overvejelser om en regulering af denne aktivitet er i gang i forskellige internationale fora, men dette arbejde er endnu ikke så fremskredent, at der aktuelt er planer om at udnytte hjemmelen.

§ 32 indeholder bemyndigelse til at fastsætte regler om særlige foranstaltninger om bord i skibe eller på platforme med henblik på at begrænse luftforurening. Denne hjemmel er ny, idet der efter den gældende lov ikke er mulighed for at regulere luftforurening. Også på dette område foregår der for tiden drøftelser i det internationale havforureningssamarbejde.

I forhold til offshore-virksomhed vil f.eks. udledning af uforbrændte gasser kunne reguleres efter bestemmelsen. Dette spørgsmål indgår i de ovenfor nævnte overvejelser vedr. en ny bekendtgørelse på dette område.

I regi af MARPOL-konventionen arbejdes der med nye regler om begrænsning af luftforurening fra skibe, som vil blive implementeret med hjemmel i denne bestemmelse.

§ 33 er i bemærkningerne karakteriseret som en »opsamlingsbestemmelse«. Bestemmelsen skal gøre det muligt at fastsætte regler om forurening fra skibe og platforme, som ikke er omfattet af de forudgående bestemmelser eller anden lovgivning. Denne regelfastsættelse skal selvfølgelig ske inden for rammerne af lovens formål. Der er ikke aktuelt planer om at udnytte bestemmelsen.

Der er således endnu ingen konkrete overvejelser i gang om udstedelse af regler i medfør af §§ 31-33.

Afslutningsvis kan jeg henvise til det løfte, jeg har afgivet i svaret på spørgsmål nr. 2, nemlig at udvalget underrettes om de bekendtgørelser, der udstedes i medfør af loven og inden min endelige stillingtagen.

Spørgsmål nr. 15

Ministeren har i §§ 30, 31, 32 og 33 brugt formuleringen ». . international aftale . .« Hvorledes skal dette begreb forstås? Er der tale om konventioner eller er begrebet mere omfattende?

Svar

Aftaler mellem lande kan have forskellige former og betegnelser. Henvisningen i flere af lovforslagets bestemmelser til »internationale aftaler« skal forstås bredt, således at det omfatter alle forpligtende aftaler mellem lande.

Spørgsmål nr. 16

Finder ministeren ikke, at ordet »herunder« i §§ 30, 31, 32 og 33 bør udgå, idet ordet principielt betyder, at ministeren kan fastsætte regler helt uden begrænsninger? Vil ministeren alternativt give udvalget en erklæring om, hvorledes »herunder« skal fortolkes?

Svar

Ordet »herunder« i de nævnte bestemmelser angiver, at bemyndigelsen ikke er begrænset til alene at omfatte implementering af internationale beslutninger, men giver mulighed for særlige nationale regler, jf. også besvarelsen af spørgsmål nr. 13.

Dette betyder ikke, at regelfastsættelsen er helt uden begrænsninger, idet regelfastsættelsen skal ske inden for rammerne af lovens formål.

Jeg finder ikke, at ordet skal udgå, idet der indenfor en række reguleringsområder bør være mulighed for at fastsætte regler uden at disse har ophæng i internationale aftaler. Det er ikke hensigtsmæssigt i alle situationer at skulle afvente internationale vedtagelser, som kan trække i langdrag.

Spørgsmål nr. 17

Finder ministeren ikke, at lovforslagets § 3 bør have en sikkerhedsventil i retning af, at der også skal indgå en økonomisk overvejelse bag krav om anvendelse af »mindst forurenende teknologi«?

Der kan jo altid findes eksempler på meget kostbart teknologi, hvis anvendelse dog vil være økonomisk umulig. Derfor ønskes en beskrivelse af, hvorledes rimelige økonomiske hensyn er tilgodeset med den meget stramme formulering af § 3.

Svar

§ 43 giver myndighederne mulighed for at foretage de indgreb over for skibe og platforme, der er nødvendige for effektivt at begrænse og bekæmpe forurening eller for at forhindre en truende forurening.

Bestemmelsen, som også findes i den gældende lov, har hidtil ikke været i anvendelse over for platforme, så der er ingen praksis at henvise til.

Afgørelsen af, hvilket konkret indgreb der skal foretages, vil bero på en konkret vurdering af situationen, men man kunne forestille sig påbud om standsning/begrænsning af produktionen eller påbud om, at der træffes bestemte foranstaltninger på platformen med henblik på at forhindre eller begrænse en forurening.

Bestemmelsen skal i øvrigt ses i sammenhæng med bekendtgørelsen om beredskab i tilfælde af forurening af havet fra visse havanlæg (bekendtgørelse nr. 395 af 17. juli 1984). Denne bekendtgørelse indeholder regler om beredskabsplaner og om tilstedeværelsen af bekæmpelsesmateriel m.v.

Spørgsmål nr. 19

I § 48 beskrives miljøministerens adgang til at påklage afgørelser. Finder ministeren ikke, at borgerens adgang til at klage også bør fremgå af lovteksten?

Svar

§ 48, stk. 1, omhandler ministerens adgang til at delegere sine beføjelser efter loven til en styrelse og andre statslige institutioner, og § 48, stk. 2, bemyndiger ministeren til at fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.

Der er således efter bestemmelsen tale om klage efter delegation og der skal ved delegation af ministerens beføjelser efter loven til en styrelse tages stilling til, om styrelsens afgørelser skal kunne påklages til den myndighed, der delegerer en beføjelser, dvs. miljøministeren, eller om styrelsens afgørelse er endelig. Bestemmelsen er i overensstemmelse med almindelig lovgivningspraksis, når det drejer sig om delegation.

Såfremt det i forbindelse med delegation af en beføjelse ikke udtrykkeligt bestemmes, at afgørelser ikke kan påklages til anden administrativ myndighed, gælder den almindelige ulovbestemte regel om, at afgørelser, som ministeren har delegeret til en underordnet myndighed, kan påklages til ministeren.

I sager vedr. dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning), hvor kompetencen i lovforslaget er tillagt amtsrådet, og i sager efter lovens indgrebsbestemmelser er der bestemmelser om klageadgang i § 51.

Spørgsmål nr. 20

Ministeren bedes beskrive, hvorledes off-shore-industriens komplicerede problemer og generelle forhold skal reguleres, da både Miljøministeriet og Energiministeriet har kompetence på området. Hvad med en ting som meddelelse af tilladelse til flaring (afbrænding af overskudsgas)? Er det Miljøministeriets eller Energiministeriets bord?

Finder ministeren ikke, at kompetencefordelingen vedrørende offshore-industrien bør fremgå tydeligere?

Svar

Det er korrekt, at havmiljølovens bestemmelser i relation til offshore-virksomhed skal ses i nøje sammenhæng med loven om visse havanlæg, som henhører under Energiministeriet. Selve lovforslaget er da også udarbejdet, således at det teknisk er koordineret med denne lov og også med undergrundsloven.

Efter havmiljøloven reguleres alene en række miljømæssige forhold, mens havanlægsloven regulerer f.eks. tekniske, sikkerhedsmæssige, arbejdsmiljømæssige, bemandingsmæssige forhold, men der kan også efter denne lov varetages miljømæssige hensyn.

Med hensyn til det i spørgsmålet nævnte eksempel om flaring kan det oplyses, at denne aktivitet ligesom andre udledningskrav har såvel et miljømæssigt som et sikkerhedsmæssigt aspekt. Som nævnt i besvarelsen af spørgsmål nr. 14 giver havmiljøloven mulighed for at regulere dette forhold, men det kan også ud fra et sikkerhedsmæssigt aspekt håndteres efter havanlægsloven.

Den tætte sammenhæng mellem de to love nødvendiggør et tæt og løbende samarbejde omkring den administrative regelfastsættelse og administrationen af området i øvrigt. Regelfastsættelsen skal ske efter forhandling med energiministeren, jf. § 8. De to ministerier samarbejder i det daglige og dette samarbejde søges nu intensiveret, således at der kan sikres en bedre koordination og integration i såvel regelfastsættelsen som myndighedsudøvelsen. Således er det eksempelvis nævnt i bemærkningerne til lovforslaget, at de to ministerier for at imødegå dobbeltadministration i forbindelse med tilsynsopgaven vil udarbejde en aftale om tilsynets udøvelse.

Jeg finder, at kompetencefordelingen er afgrænset så præcist som det er muligt i de to love, og jeg vil sammen med energiministeren løbende sikre, at administrationen af de to regelsæt er hensigtsmæssig og sammenhængende.

Jeg vil afslutningsvis bemærke, at enhver regeludstedelse på området forhandles med berørte erhvervsorganisationer, og at også større enkeltvirksomheder på området inddrages i dette arbejde.

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder stillet spørgsmål til miljøministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Der er af miljøministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Vedrørende udnyttelsen af lovens bemyndigelser

Miljøministeren har over for udvalget tilkendegivet, at han er indstillet på, at udvalget underrettes om de bekendtgørelser, der udstedes i medfør af loven, inden ministerens endelige stillingtagen.

Vedrørende § 8 (den kreds, der skal høres over regler, der udstedes i medfør af loven)

Miljøministeren har over for udvalget oplyst, at berørte arbejdstagerorganisationer vil få udkast til regler, der udstedes i medfør af loven, til udtalelse og således skal opfattes som værende omfattet af »interesserede landsomfattende erhvervs- og miljøorganisationer«.

Vedrørende deponering under havbunden

Miljøministeren har over for udvalget præciseret, at deponering under havbunden er omfattet af udtrykket »bortskaffelse i havet« i definitionen af »dumpning«, jf. § 4, og dermed af dumpningsforbudet i § 25.

Vedrørende forureningsbegrebet

Miljøministeren har over for udvalget redegjort for overvejelserne vedrørende en mere præcis definition af begrebet »forurening«. Miljøministeren har i denne forbindelse oplyst, at lovforslagets forureningsbegreb kan afgrænses på baggrund af formålsangivelsen i § 1, stk. 2.

Heraf følger, at loven tilsigter at forebygge og begrænse forskellige former for forurening af miljøet, herunder især havmiljøet, fra skibe, luftfartøjer og platforme. Det fremgår, at såvel det, der udtømmes eller udledes direkte i havet, som det, der udledes til atmosfæren, er omfattet af loven.

Forureningsbegrebet forstås i almindelighed på den måde, at stoffer, der er giftige, svært nedbrydelige, bioakkumulerbare eller på anden måde medfører negative påvirkninger i økosystemet, ikke må tilføres miljøet, hvis det medfører varige eller akutte skader.

Endvidere indeholder bestemmelsen en angivelse af lovens beskyttelsesobjekter: menneskets sundhed, de levende ressourcer og livet i havet, den retmæssige udnyttelse af havet og de rekreative værdier.

Uanset bestemmelsen ikke er udformet som en egentlig definitionsbestemmelse, men som en formålsangivelse, svarer bestemmelsen indholdsmæssigt til konventionernes generelle definition af forureningsbegrebet.

Spørgsmålet om, hvornår et eller flere af lovens »beskyttelsesobjekter« er udsat for en så væsentlig påvirkning eller risiko herfor fra et af lovens »forureningssubjekter«, at en regulering er påkrævet, vil til enhver tid bero på en konkret vurdering og afvejning. Heri indgår bl.a. de i § 3 anførte miljøpolitiske indfaldsvinkler.

På denne baggrund vil en mere præcis definition af forureningsbegrebet ikke være til megen hjælp, og den vil formentlig snarere kunne virke begrænsende end fremmende for miljøreguleringen.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af miljøministeren stillede og det af et mindretal under nr. 3 stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af miljøministeren stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

ÆndringsforslagAf et mindretal (SF)

Til § 2 1) Stk. 2 affattes således

»Stk. 2. Miljøministeren kan i krise- og krigstid træffe bestemmelse om, at loven ikke omfatter orlogsskibe.«

Til § 6 2) I stk. 2 indsættes efter »kan til opfyldelse af internationale aftaler« ordene: »og til opfyldelse af dansk miljøpolitik«.

(Vedtages ændringsforslaget, foretages tilsvarende ændringer i § 7, § 11, stk. 3, § 14, § 18, § 19 og § 20, stk. 3).

Af et mindretal (SF), tiltrådt af et flertal (S, CD, RV og KRF)

Til § 21 3) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke

»Stk. 2. Miljøministeren kan inden for rammerne af Fiskeriministeriets lovgivning og EF-bestemmelser på fiskeriområdet fastsætte regler om udtømning af frisk fisk og dele heraf.«

Af et mindretal (SF)

Til § 22 4) I stk. 2 indsættes efter »kan, herunder til opfyldelse af internationale aftaler« ordene: »og til opfyldelse af dansk miljøpolitik«.

(Vedtages ændringsforslaget, foretages tilsvarende ændringer i § 29, § 30, stk. 1, § 31, stk. 4, § 32, stk. 1 og 2, § 37, stk. 2, § 39, stk. 1 og § 40).

Af miljøministeren , tiltrådt af udvalget

Til § 26 5) Efter stk. 4 indsættes som nyt stykke

»Stk. 5. Inden for et område, der er udpeget som beskyttelsesområde efter EF-fuglebeskyttelsesdirektivet eller EF-naturbeskyttelsesdirektivet eller et område med en vanddybde på under 6 meter, kan amtsrådet (i Københavns Kommune kommunalbestyrelsen) ikke meddele tilladelse til dumpning af optaget havbundsmateriale, medmindre miljøministeren har meddelt samtykke hertil.«

Til § 28 6) I stk. 1 udgår ordene »herunder om bindende høring af andre offentlige myndigheder«.

Til § 42 7) I stk. 1 indsættes efter »bemyndiger dertil,» ordene: »og politiet«.

Til § 45 8) I stk. 2 indsættes efter »bemyndiger dertil,» ordene: »og politiet«.

Til § 51 9) I stk. 1 ændres »§ 26« til: »§ 26, stk. 1«, og efter »miljøministeren« indsættes ordene: », jf. dog stk. 2«.

10) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke

»Stk. 2. Amtsrådets eller i Københavns Kommune kommunalbestyrelsens afgørelse om dumpning af optaget havbundsmateriale inden for de områder, der er nævnt i § 26, stk. 5, kan påklages til det miljøklagenævn, der er nedsat i henhold til lov om miljøbeskyttelse. §§ 102, 104, 105, stk. 1, 105, stk. 2, 1. pkt., 106 og 109 i lov om miljøbeskyttelse finder tilsvarende anvendelse. I stedet for de beskikkede sagkyndige medlemmer, der er angivet i § 105, stk. 2, i lov om miljøbeskyttelse, medvirker ved behandling af klagesager efter denne lov sagkyndige medlemmer, der beskikkes af miljøministeren for 4 år ad gangen efter indstilling fra

1) Sammenslutningen af Danske Havne, Foreningen af Danske Privathavne, Københavns Havnebestyrelse, Århus og Ålborg Kommunalbestyrelser, Trafikministeriet, Danmarks Havfiskeriforening, Danmarks Fiskeriforening, Foreningen af Ral- og Sandsugere og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i forening.

2) Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen i forening.«

Stk. 2-7 bliver herefter stk. 3-8.

11) I stk. 4, som bliver stk. 5, ændres »stk. 3« til: »stk. 4«.

12) Stk. 5, som bliver stk. 6, affattes således

» Stk. 6. Klager efter stk. 2 og 4 indsendes til henholdsvis Miljøklagenævnet og Tilbageholdelsesnævnet.«

13) I stk. 6 , som bliver stk. 7, udgår »stk. 1 og 3«, og i stedet indsættes: »stk. 1, 2 og 4«.

Til § 52 14) I stk. 1 indsættes efter nr. 12 som nyt nummer

»13) Arbejderbevægelsens Erhvervsråd«.

Til § 68 15) I stk. 2, 2. pkt. , udgår ordene »regulering og«.

Bemærkninger

Til nr. 1 Forslagsstillerne finder, at havmiljøloven i særdeleshed bør omfatte statens egne skibe med så få undtagelser som muligt.

Til nr. 2 og 4 Forslagsstillerne finder, at det er vigtigt at præcisere, at det ikke kun handler om opfyldelse af internationale konventioner, men også om, at der ifølge loven skal være mulighed for, at Danmark kan gå videre uden at skulle ændre loven.

Til nr. 3 Med dette ændringsforslag bliver der mulighed for, at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for udtømning af frisk fisk eller dele heraf inden for rammerne af Fiskeriministeriets lovgivning og EF-bestemmelserne på fiskeriområdet.

Til nr. 5 I forbindelse med vedtagelsen af naturbeskyttelsesloven lagde et flertal vægt på (jf. betænkning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 12. december 1991. Se Folketingstidende, folketingsåret 1991-92, tillæg B, sp. 245), at fremtidige klappladser kun undtagelsesvist kan udlægges i EF-fuglebeskyttelsesområder, og anbefalede, at amtskommunerne som led i den fremtidige administration optager forhandlinger med de havne i amtskommunerne, som har regelmæssige behov for klapning, for at finde egnede klappladser uden for EF-fuglebeskyttelsesområder, som kan benyttes i længere tid.

Udvalget konstaterede, at klapning i EF-fuglebeskyttelsesområder således ville ophøre, når givne klaptilladelser udløber, bortset fra undtagelsessituationer vedrørende begrænsede mængder af uforurenet tilstrømningsmateriale fra visse små lystbåde- og fritidshavne.

For lavvandede områder er det i betænkningen oplyst, at det i den kommende vejledning om klapning vil blive præciseret, at klapning som hovedregel ikke må finde sted i lavvandede områder.

Retningslinierne fra betænkningen har imidlertid vist sig at give anledning til konkrete problemer i en række sager. Det er sager, hvor et amt eller den myndighed, der skal foretage en oprensning, efter en nærmere miljømæssig og økonomisk vurdering ikke finder det hensigtsmæssigt, at den hidtil benyttede klapplads i et EF-fuglebeskyttelsesområde nu skal flyttes uden for området.

EF-fuglebeskyttelsesdirektivet og de forpligtelser, der følger heraf, er beskrevet i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Det samme gælder Ramsarkonventionen om internationale beskyttelsesområder. Samtlige Ramsar-områder i Danmark indgår i EF-fuglebeskyttelsesområder.

En nærmere gennemgang af forholdet mellem de internationale forpligtelser og folketingsudvalgets retningslinier viser, at folketingsudvalgets retningslinier er mere vidtgående end forpligtelserne efter EF-fuglebeskyttelsesdirektivet og Ramsarkonventionen.

Det skønnes, at EF-fuglebeskyttelsesdirektivet ikke umiddelbart er til hinder for en videreførelse af den klapning, der fandt sted forud for den foreløbige udpegning af EF-fuglebeskyttelsesområderne i 1983, og direktivet indeholder ikke noget absolut forbud mod klapning på nye lokaliteter eller klapning af større mængder på hidtidige klappladser i udpegede områder. Det skal imidlertid kunne dokumenteres, at ny eller udvidet klapning kan ske uden skadevirkninger eller væsentlig forstyrrelse af fuglelivet.

Dette skal sammenholdes med, at EF-fuglebeskyttelsesområderne, når EF-fuglebeskyttelsesdirektivet (Habitatdirektivet) træder i kraft den 5. juni 1994, vil blive omfattet af visse af reglerne i dette direktivs artikel 6. Det betyder blandt andet, at indgreb i områderne i et vist omfang vil kunne ske, hvis det er bydende nødvendigt af hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk karakter, såfremt der ikke er alternative løsninger. Dog er der krav om konsekvensanalyser og kompenserende foranstaltninger.

Det er Miljøministeriets vurdering, at en fremtidig praksis, hvor der automatisk og uden en nærmere vurdering af hver enkelt sag meddeles afslag på ansøgninger om tilladelse til klapning i EF-fuglebeskyttelsesområder, ikke nødvendigvis giver miljømæssige fordele, der står i et rimeligt forhold til de merudgifter, en sådan praksis vil medføre.

Der bør derfor være mulighed for at foretage en individuel bedømmelse af de sager hvor et amt, en havn eller anden myndighed fastholder et ønske om at gennemføre klapninger inden for et givent EF-fuglebeskyttelsesområde.

Efter de gældende regler skal Skov- og Naturstyrelsen høres over de konkrete klapsager, inden amtet træffer afgørelse i sagen. Skov- og Naturstyrelsen har hidtil i forbindelse hermed accepteret klapning i EF-fuglebeskyttelsesområder, f.eks. i tilfælde, hvor en havn ville blive pålagt uforholdsmæssigt store udgifter ved en klapning uden for beskyttelsesområdet på grund af en meget lang sejlvej fra havnen ud til dette område. Det er i denne forbindelse forudsat, at der alene var tale om uforurenede materialer og materialer, der svarede til de naturligt forekommende bundmaterialer i klapområdet, ligesom der er foretaget en vurdering af, om klapningen kunne skade fuglebeskyttelsesinteresserne i området.

Denne høring er imidlertid ikke bindende for amtsrådets afgørelse i sagen.

Med henblik på at sikre en ensartet bedømmelse og varetagelse af de forpligtelser, der følger af EF-fuglebeskyttelsesdirektivet, foreslås det derfor, at der i sager vedrørende klapning i EF-fuglebeskyttelsesområder indføres en bindende høring, således at der ikke kan meddeles tilladelse til klapning i sådanne områder, medmindre miljøministeren giver samtykke hertil.

Denne samtykkebeføjelse vil blive delegeret til Skov- og Naturstyrelsen, som vil administrere ordningen efter følgende retningslinier

I sager, hvor et amt, en havn el.lign. modsætter sig, at en given klapning skal foretages uden for et EF-fuglebeskyttelsesområde, vil der blive krævet dokumentation for

a) at klapning uden for EF-fuglebeskyttelsesområdet vil have uacceptable økonomiske konsekvenser, og

b) at klapningen kan gennemføres uden skader for eller væsentlig forstyrrelse af fuglelivet i EF-fuglebeskyttelsesområdet.

Såfremt dokumentationen og eventuelle undersøgelsesresultater viser, at klapningerne kan foretages uden skader for eller væsentlig forstyrrelse af fuglelivet i EF-fuglebeskyttelsesområdet, vil der blive givet samtykke til klapningen.

Ovennævnte retningslinier vil også blive fulgt i relation til nye områder, der til opfyldelse af EF-naturbeskyttelsesdirektivet (Habitatdirektivet) udlægges enten i eller uden for EF-fuglebeskyttelsesområderne for at beskytte bestemte naturtyper, planter eller andre vilde dyr end fugle.

Ligesom ved klapning i EF-fuglebeskyttelsesområderne kan der være tilfælde, hvor amterne af hensyn til en meget lang sejlafstand fra en lille havn til et område med over 6 meter vand udlægger en klapplads på under 6 meter vand.

Amtet kan også ønske at udlægge klappladsen således, at materialet, der klappes her, kommer til at virke som naturligt kystfodrende på en erosionskyst. Det materiale, der klappes på denne måde, er altid uforurenet sand, der vandrer langs kysten og »stoppes i denne vandring« af en sejlrende. Såfremt dette sand klappes på dybt vand, kommer det til »at mangle« i kystzonen på en erosionskyst. Dette problem er i flere tilfælde blevet løst ved, at amtet efter en nærmere miljømæssig vurdering har tilladt, at materialet blev klappet på lavt vand på den anden side af sejlrenden, hvorfra det har kunnet vandre videre.

Skov- og Naturstyrelsen har hidtil ofte støttet en sådan klapning, da materialerne herved er blevet nyttiggjort, og da der herved vil være mindre behov for indvinding af bedre sandmaterialer til kystfodring. Det har dog været en forudsætning, at klapningerne kunne gennemføres uden biologiske konsekvenser i det lavvandede område.

Skov- og Naturstyrelsen har også i nogle tilfælde peget på, at uforurenet sand kunne klappes i et gammelt sugehul beliggende på lavt vand, idet der hermed ville blive opnået en ønskværdig efterbehandling af et tidligere indvindingsområde.

Den foreslåede samtykkebeføjelse vil i relation til klapning i lavvandede områder blive administreret efter følgende retningslinier

I fremtidige sager, hvor et amt foreslår klapning inden for 6-meter-dybdekurven, vil der blive foretaget en selvstændig bedømmelse af hver enkelt sag ud fra ovennævnte biologiske råstof- og kystbeskyttelsesindfaldsvinkler og afgivet samtykke eller afslag i overensstemmelse hermed.

For at opnå en naturgenopretning i EF-fuglebeskyttelsesområderne og de lavvandede områder kan der efter en konkret miljømæssig vurdering gives samtykke til, at klapning af uforurenet sand kan finde sted i gamle sandsugehuller inden for disse særlige beskyttelsesområder.

Til nr. 6 Ændringen i § 28, stk. 1, er en konsekvens af den foreslåede tilføjelse til § 26. En bindende høring foreslås således indført i selve lovteksten og ikke som oprindeligt foreslået via en bemyndigelse.

Til nr. 7 og 8 I den gældende lov er politiet i de tilsvarende bestemmelser direkte tillagt beføjelse til at gå om bord og foretage undersøgelser m.v. Da det ikke er tanken at ændre myndighedsbeføjelserne, og da politiets beføjelser ikke kan hvile på delegation fra en anden minister, genindsættes politiet med dette ændringsforslag direkte i bestemmelserne.

Til nr. 9 Ændringen er en konsekvens af ændringsforslag nr. 10.

Til nr. 10 Med denne bestemmelse foreslås det, at afgørelser vedrørende klapning i EF-fuglebeskyttelsesområder skal kunne påklages til Miljøklagenævnet frem for til miljøministeren (og efter delegation Miljøstyrelsen). Baggrunden herfor er, at der, jf. ændringsforslag nr. 5, kun må meddeles tilladelse til klapning i EF-fuglebeskyttelsesområder m.m., såfremt miljøministeren (Skov- og Naturstyrelsen) har meddelt samtykke hertil. Det er på denne baggrund mindre hensigtsmæssigt, at klagemyndigheden som ved de øvrige klagesager er Miljøstyrelsen. Det forekommer således uheldigt og i strid med god forvaltningsskik, at en myndighed skal behandle klagesager, hvor en anden myndighed under samme ministerium har afgivet en for afgørelsen bindende udtalelse. I et valg mellem de to uafhængige klagemyndigheder, Miljøklagenævnet og Naturklagenævnet, er valget faldet på Miljøklagenævnet med dets sagkyndige medlemmer frem for Naturklagenævnet med dets politisk udpegede medlemmer, idet det i sager af denne type er mest nærliggende at lade klagesagerne vurderes af sagkyndige. Klagesagerne på dette område har i øvrigt også en række lighedspunkter med de opgaver, Miljøklagenævnet i forvejen har efter miljøbeskyttelsesloven. Miljøklagenævnet kan som uafhængig klageinstans foretage en fuld prøvelse af klagesagen.

Med hensyn til de beskikkede medlemmer, der skal medvirke ved behandlingen af klagesager efter denne lov, foreslås det, at disse beskikkes efter indstilling fra de interesser, der især er berørt, nemlig havneinteresserne, fiskeriinteresserne, råstofindvindingsinteresserne og arbejdstagerinteresserne på den ene side og Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen på den anden side.

Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen skal forud for afgivelse af indstilling om beskikkelse af medlemmer rådføre sig med Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Ornitologisk Forening og Greenpeace.

Til nr. 11-13 Disse ændringsforslag er konsekvensrettelser som følge af ændringsforslag nr. 10.

Til nr. 14 Det foreslås, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd indsættes som klageberettiget i klapsager.

Baggrunden herfor er et ønske fra dele af fagbevægelsen, og det forekommer rimeligt, at arbejdstagerne gennem Arbejderbevægelsens Erhvervsråd tillægges klageret på linie med arbejdsgiverorganisationer som Danmarks Havfiskeriforening og Dansk Fiskeriforening.

Til nr. 15 Ændringen skyldes en korrekturfejl i lovforslaget.

Helen Beim (S) Henrik Dam Kristensen (S) Martin Glerup (S) Lise Hækkerup (S) Henning Nielsen (S) Løvig Simonsen (S) Pelle Voigt (SF) Gade (SF) nfmd. Svend Aage Jensen (CD) Jens Jørgensen (KF) Rønholt (KF) Peter Hansen-Nord (V) Filt Jensen (V) Bodil Thrane (V) Aage Brusgaard (FP) fmd. Ebbe Lundgaard (RV) Glønborg (KRF)

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har

herunder stillet spørgsmål til miljøministeren, som denne har

besvaret skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og

miljøministerens besvarelse heraf er optrykt som bilag.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse , idet man skal henvise til, at mindretallet umiddelbart før 2. behandlingen af lovforslaget blev gjort opmærksom på, at særlig den danske offshore-industri vil blive unødigt hårdt ramt af denne lov. Danmark har nu i efterhånden mange år nydt godt af produktionen af kulbrinter fra Nordsøen. Hvert år forbedres den danske betalingsbalance med mindst 5 mia. kr. som følge af vores egenproduktion af kulbrinter.

Dette skal ikke ødelægges af emsige og urealistiske miljøkrav. Allerede i dag har vi flere gange oplevet, at miljøfolk har stillet helt urealistiske krav til f.eks. rensning af borevandet fra efterforsknings- og produktionsplatforme på Nordsøen.

Mindretallet frygter, at denne lov vil blive et dødsens farligt redskab i hænderne på en miljøminister, der er mere optaget af at få skulderklap fra de fodformede naturfolk end sikre en god og fornuftig udvikling af den danske off-shore-industri.

Mindretallet skal i denne forbindelse særligt henvise til ministerens svar på spørgsmål 16, 17 og 18. Mindretallet finder ikke, at ministeren overhovedet tager denne sag alvorligt. Der er hundreder af arbejdspladser på spil og milliarder kroners omsætning på højkant. Derfor må miljøministeren forhindres i at gøre ubodelig skade på den vigtige offshore-industri. Det sker bedst ved at forkaste hele loven, når ministeren ikke i sine svar vil give bedre garantier til offshore-industrien.

Mindretallet har selvfølgelig noteret sig, at ministeren vil tage en forhandling med berørte parter. Men det hjælper ikke noget, hvis Folketinget har givet ministeren det farlige redskab i hånden, som denne lov udgør.

Helen Beim (S) Henrik Dam Kristensen (S) Martin Glerup (S) Lise Hækkerup (S) Henning Nielsen (S) Løvig Simonsen (S) Pelle Voigt (SF) Gade (SF) nfmd. Svend Aage Jensen (CD) Jens Jørgensen (KF) Rønholt (KF) Peter Hansen-Nord (V) Filt Jensen (V) Bodil Thrane (V) Aage Brusgaard (FP) fmd. Ebbe Lundgaard (RV) Glønborg (KRF) Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til miljøministeren og dennes besvarelse heraf

Miljøministerens besvarelse af spørgsmål 14-20 (L 205 - bilag 15)

Spørgsmål nr. 14

Vil ministeren til forståelse af §§ 30, 31, 32 og 33 oplyse, hvilke regler ministeren påtænker at indføre administrativt?

Svar

Efter § 30 kan der fastsættes regler om udledning i havet og anden bortskaffelse af stoffer og materialer, der stammer fra undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, herunder kulbrinter.

Efter den tilsvarende bestemmelse i den gældende lov er der udstedt en bekendtgørelse om udledning i havet af stoffer og materialer fra visse havanlæg (bekendtgørelse nr. 394 af 17. juli 1984). Efter denne bekendtgørelse reguleres udledning fra denne type virksomhed gennem en tilladelsesordning.

Som det er tilkendegivet i bemærkningerne til bestemmelsen er en revision af bekendtgørelse under overvejelse, bl.a. med henblik på en enklere administration på området. Samtidig vil det være et mål at nå frem til en ordning, der er koordineret med Energiministeriets administration efter lov om visse havanlæg (lov nr. 292 af 10. juni 1981) i højere grad end det er tilfældet i dag.

Ingen

Nr BTL 205

Betænkning over Forslag til lov om beskyttelse af havmiljøet

Nr L 205 1992-93, 1. samling

Afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget

Afgivet: 19930527