1992 BTL 185 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN OG SKATTEKONTROLLOVEN (FAGLIGE KONTINGENTER M.V.) NR L 185 1992-93, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Erik Boeck, Frederiksberg.
Der er af skatteministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det af skatteministeren stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af et mindretal (FP), tiltrådt af et mindretal (V, KF)
Til § 1 1) Paragraffen affattes således
» § 1 I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1223 af 17. december 1992, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 1078 af 23. december 1992, foretages følgende ændring
I § 13 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke
»Stk. 2. Fradrag efter stk. 1 er betinget af, at den skattepligtige over for skattemyndighederne kan dokumentere udgiftens afholdelse ved f.eks. at fremlægge kvitteringer for indbetalinger eller at den faglige forening, hvis den er indberetningspligtig efter skattekontrollovens § 8 T, har indberettet kontingentudgiften til de statslige told- og skattemyndigheder.«»
Af skatteministeren , tiltrådt af udvalget
Til § 3 2) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke
»Stk. 2. § 1 har virkning fra og med indkomståret 1995.«
Bemærkninger
Til nr. 1 Mindretallet finder det urimeligt, at skatteydere ikke skulle kunne fradrage kontingentudgifter, fordi man fravælger en indberetning fra en faglig forening.
Mindretallet finder, at en sådan fradragsret fortsat skal være til stede i lighed med retten for andre skatteydere, som eventuelt er medlem af en fagforening, der ikke er indberetningspligtig.
Til nr. 2 Det forhold, at fradraget for faglige kontingenter efter lovforslaget gøres helt betinget af indberetning fra den pågældende faglige forening, kan måske virke for restriktivt, hvis ikke foreningerne og medlemmerne gives en overgangsperiode til at indrette sig på den nye fremgangsmåde.
Det er herved dels taget i betragtning, at faglige foreninger spænder fra store landsdækkende foreninger til små klubber på den enkelte arbejdsplads, dels at der er tale om at gennemføre en ny fradragsprocedure.
Der kan således være behov for, at man i en indkøringsperiode kan sikre en enkel fremgangsmåde til rettelse af eventuelle fejl og mangler ved indberetningen.
Med ændringsforslaget gives der de faglige foreninger og deres medlemmer ca. to år til at indrette sig på, at fradrag for kontingentudgifter er gjort betinget af indberetning af kontingentbetalingen fra foreningen til skattemyndighederne.
Indtil da vil det foreningsmedlem, hvis kontingentbetaling ikke er indberettet af foreningen, kunne opnå fradrag for udgiften ved selv at dokumentere betalingen og medlemskabet over for skattemyndighederne.
Samtidig opnår foreningsmedlemmerne allerede fra lovens ikrafttræden ret til at pålægge foreningen ikke at indberette kontingentbetalingen til skattemyndighederne.
Hjortnæs (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S) Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Rahbæk Møller (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Glønborg (KRF)
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i nogle møder.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) beklager, at det ikke har været muligt, på grund af tidspres, at få en kommentar fra Det Danske Center for Menneskerettigheder.
Fremskridtspartiet mener, at det er utilfredsstillende, at Folketingets medlemmer ikke har alle relevante oplysninger, inden lovene vedtages.
Hjortnæs (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S) Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Rahbæk Møller (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Glønborg (KRF)
Ingen
Nr BTL 185
Betænkning over Forslag til lov om ændring af ligningsloven og skattekontrolloven (Faglige kontingenter m.v.)
Nr L 185 1992-93, 1. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19930331