1992 BTL 172 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ARBEJDSGIVERENS PLIGT TIL AT UNDERRETTE LØNMODTAGEREN OM VILKÅRENE FOR ANSÆTTELSESFORHOLDET NR L 172 1992-93, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og arbejdsministerens besvarelse heraf er optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra Finanssektorens Arbejsgiverforening og Ledernes Hovedorganisation.
Der er af arbejdsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) finder, at det er ret og rimeligt, at arbejdsgiverne skal give deres ansatte oplysninger om ansættelsesbetingelserne, således som dette er nærmere beskrevet i lovforslaget, der i øvrigt er en udløber af et EF-direktiv, som Fremskridtspartiet har tilsluttet sig.
ÆndringsforslagAf arbejdsministeren , tiltrådt af udvalget
Til § 3 1) I stk. 1 indsættes efter nr. 4 som nyt nummer
»5) om der er taget skridt til at få udstedt de nødvendige attester i forbindelse med udstationeringen.«
Bemærkninger
Til nr. 1 Efter indstilling fra såvel arbejdsgiversiden som lønmodtagersiden i Landsarbejdsnævnets Arbejdsudvalg foreslås, at arbejdsgiveren i forbindelse med udstationering også får pligt til at oplyse, om der er taget skridt til at få udstedt de nødvendige attester fra bl.a. Socialministeriet i forbindelse med udstationeringen. Udstedelsen af attesterne har blandt andet betydning for, om lønmodtageren kan forblive under dansk social sikring, herunder arbejdsløshedsforsikring, under udstationering i et andet EF-land. Både arbejdsgiveren og lønmodtageren kan efter de gældende EF-regler tage initiativ til at få udstedt attesten vedrørende social sikring.
Rahbæk Møller (SF) Bakholt (S) Ole Vagn Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S) Hans Jørgen Jensen (S) fmd. Lone Møller (S) Klaus Hækkerup (S) Lilli Gyldenkilde (SF) nfmd. Svend Aage Jensen (CD) Per Stig Møller (KF) Kai Dige Bach (KF) Charlotte Antonsen (V) Helge Sander (V) Bertel Haarder (V) Poul Nødgaard (FP) Jørgen Estrup (RV) Glønborg (KRF) Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til arbejdsministeren og dennes besvarelse heraf
Spørgsmål nr. 14
Er lovforslagets definition af en lønmodtager i § 1, stk. 2, identisk med kildeskattelovens § 43, stk. 1?
I benægtende fald bedes ministeren oplyse, hvorledes de to definitioner adskiller sig fra hinanden.
Spørgsmål nr. 15
Er definitionen i lovforslagets bemærkninger (nederst side 4 og øverst side 5) identisk med kildeskattelovens § 43, stk. 1?
I benægtende fald bedes ministeren oplyse, hvorledes de adskiller sig fra hinanden.
Er der personer, der betaler A-skat, der ikke er omfattet af lovforslaget (ikke er lønmodtagere)?
Svar
Efter ordlyden er der sammenfald mellem den personkreds, der er omfattet af definitionen i § 1, stk. 2, og den personkreds, hvis indtægter er omfattet af kildeskattelovens § 43, stk. 1. Begge definitioner omfatter således personer, hvis indtægt er vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold.
Ved fortolkning af § 1, stk. 2, kan de retsskabende myndigheder dog ikke udelukkende se på, om en persons indtægter er omfattet af § 43, stk. 1. Også andre momenter må tages i betragtning, i princippet må der foretages en selvstændig vurdering af, om der foreligger et tjenesteforhold. Også personer, hvis indtægt efter kildeskatteloven er B-indtægt, kan være omfattet af § 1, stk. 2, jf. nedenfor.
Personer, hvis indtægt henregnes til A-indkomst efter § 43, stk. 1, vil som hovedregel være omfattet af definitionen i § 1, stk. 2. Men f.eks. vil administrerende direktører ikke være omfattet af § 1, stk. 2, fordi de i almindelighed antages at indtage en arbejdsgivers eller ejers side i forhold til de ansatte.
Endvidere vil personer, hvis indtægter ellers ville være A-indkomst efter § 43, stk. 1, men hvor denne indkomst er gjort til B-indkomst i medfør af kildeskattelovens § 45, stk. 1, jf. kildeskattebekendtgørelsens § 22, fortsat være omfattet af definitionen i § 1, stk. 2, i det omfang, der foreligger et tjenesteforhold. Det gælder f.eks. hushjælp ansat hos private.
Endelig er der en række indkomster, der er A-indkomst i medfør af kildeskattelovens § 43, stk. 2, som ikke har karakter af lønindtægt. Det gælder f.eks. dagpenge.
Ingen
Nr BTL 172
Betænkning over Forslag til lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet
Nr L 172 1992-93, 1. samling
Afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget
Afgivet: 19930526