1992 BTL 154 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND(UDBETALING AF PENSION TIL BEBOERE I PLEJEHJEM M.V.) NR L 154 1992-93, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til socialministeren og dennes besvarelse heraf
Spørgsmål 2
Udvalget udbeder sig inden samrådet en skriftlig forklaring på ændringerne i ændringsforslag 1 og 2, herunder hvad der gør, at beløbet halveres.
Svar
Som nævnt ved fremsættelsen af ændringsforslaget blev der i forbindelse med udarbejdelsen af mere detaljerede beregninger på det datamateriale, der lå til grund for beregningerne, afsløret fejl i de økonomiske konsekvensberegninger for L 154.
Fejlene betød, at de kommunale merudgifter var beregnet til et for højt beløb i bemærkningerne til L 154, og da kompensationsbeløbet skal dække de kommunale merudgifter, er det derfor nødvendigt at fremsætte ændringsforslag til L 154, idet kommunerne ellers vil få en betydelig fortjeneste ved at indføre ordningen. Dette er baggrunden for, at kompensationsbeløbet næsten halveres.
Det skal understreges, at da der er tale om en regnefejl, er der ikke nogen forskel i den reelle økonomiske virkning af pensionsudbetalingsordningen pr. gennemsnitsbeboer. Virkningen var blot beregnet forkert i bemærkningerne til L 154.
F.eks. gælder det således for beboerne, at de både efter nugældende regler, efter reglerne i L 154 og efter ændringsforslagets regler i gennemsnit tjener ca. 5.500 kr./år ved pensionsudbetalingsordningen.
Tilsvarende gælder for kommuner, amtskommuner og stat, at den direkte økonomiske virkning pr. beboer er som angivet i bemærkningerne til ændringsforslaget, uanset hvilket kompensationsbeløb der fastsættes.
Regnefejlen får altså kun reel betydning for kompensationsbeløbet, og dette skyldes - som nævnt - at de kommunale merudgifter var beregnet forkert i L 154. Formålet med kompensationsbeløbet er imidlertid både i L 154 og i ændringsforslaget, at samtlige ikkeskattefinansierede kommunale merudgifter skal dækkes af staten.
Rent teknisk skyldtes fejlene, at nogle henvisninger i beregningsformlerne i et regnearksprogram var forkerte i beregningerne til L 154.
Et regnearksprogram indeholder i princippet blot en mængde celler, der »navngives« med et rækkenummer og et kolonnenummer. Når man indsætter beregningsformler i en celle, henviser man i formlen til indholdet i andre celler (tal, variabler eller formler) ved at angive cellenummeret. I det aktuelle tilfælde er der tale om et overordentligt stort regneark, der flere gange er blevet udbygget. Derved ændres cellenumrene, og det viste sig, at der ikke i alle tilfælde var taget hensyn hertil i beregningsformlerne.
Endelig indebærer ændringsforslaget en metodemæssig ændring i forhold til L 154, idet der nu foreslås fastsat et fælles kompensationsbeløb til dækning af såvel kommunale som amtskommunale udgifter. Dette betyder til gengæld, at hele det amtskommunale merskatteprovenu søges inddrevet over bloktilskudssystemet.
Spørgsmål 4
Inden det kommende samråd bedes ministeren oplyse, hvor stort et beløb af de 23 mio. kr. fra satspuljen, der frigives, når udgifterne ændres fra 122,6 mio. kr. til 64 mio. kr.
Svar
I spørgsmålet nævnes, at udgifterne ændres fra 122,6 mio. kr. til 64 mio. kr. Disse tal er kun en del af de samlede udgifer, nemlig statens udgifter til kompensationsbeløb til kommunerne. Kompensationsbeløbet dækker kommunernes udgifter som følge af ordningen, men staten har også en direkte udgift ved denne ordning. Det er statens direkte udgift og kompensationsbeløbet tilsammen, der er det relevante udgiftstal, når ordningens samlede økonomiske konsekvenser - og finansieringen af udgifterne - vurderes.
Merudgifterne til forlængelsen af pensionsudbetalingsordningen i 1993 beløb sig ifølge bemærkningerne til L 154 til 136,8 mio. kr. i alt.
På finansloven for 1993 er forudsat, at der anvendes 110,6 mio. kr. på ordningen, og de resterende 26 mio. kr. skulle finansieres af satspuljemidlerne.
Som følge af ændringsforslaget kan de samlede udgifter ved ordningen nu opgøres til 113 mio. kr. i alt i 1993, dvs. der i stedet bliver brug for 2,4 mio. kr. af satspuljemidlerne i 1993.
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse uændret .
Peder Sass (S) Bjarne Laustsen (S) Jørn Pedersen (S) Jan Petersen (S) Grete Schødts (S) Taanquist (S) nfmd. Lilli Gyldenkilde (SF) Bente Juncker (CD) Pia Christmas-Møller (KF) Per Tærsbøl (KF) Grethe Fenger Møller (KF) Else Winther Andersen (V) Eva Kjer Hansen (V) Bertel Haarder (V) Tom Behnke (FP) Dorit Myltoft (RV) Lysholm Christensen (KRF) fmd.
Tillægsbetænkningen
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, stillet spørgsmål til
socialministeren, som denne har besvaret skriftligt. Herudover har
udvalget behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder haft
socialministeren i samråd. Nogle af udvalgets spørgsmål til
socialministeren samt ministerens svar herpå er optrykt som bilag
til tillægsbetænkningen.
Udvalget opfordrer socialministeren til at drage omsorg for, at arbejdsgruppen foretager en undersøgelse af forsøgserfaringerne og herunder ikke mindst med udgangspunkt i bl.a. Socialudvalgets bilag 19 undersøger, hvordan kommunerne har udformet valgmulighedernes omfang og indhold.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Peder Sass (S) Bjarne Laustsen (S) Jørn Pedersen (S) Jan Petersen (S) Grete Schødts (S) Taanquist (S) nfmd. Lilli Gyldenkilde (SF) Bente Juncker (CD) Pia Christmas-Møller (KF) Per Tærsbøl (KF) Grethe Fenger Møller (KF) Else Winther Andersen (V) Eva Kjer Hansen (V) Bertel Haarder (V) Tom Behnke (FP) Dorit Myltoft (RV) Lysholm Christensen (KRF) fmd.
Ingen
Nr BTL 154
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om social bistand(Udbetaling af pension til beboere i plejehjem m.v.)
Nr L 154 1992-93, 1. samling
Afgivet af Socialudvalget
Afgivet: 19930225