1992 BTL 137 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSFORMIDLING OG ARBEJDSLØSHEDSFORSIKRING M.V. (MEDLEMSBIDRAG) NR L 137 1992-93, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer) lovforslaget til vedtagelse uændret .
Et mindretal inden for flertallet (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) tilslutter sig lovforslagene nr. L 137, L 138, L 139 og L 141, som udgør en udmøntning af finanslovaftalen for 1993, og som er et led i finansieringen af et betydeligt uddannelsesløft for lønmodtagerne. Et voksenuddannelsesløft, som indeholder en samlet udvidelse på omkring 1 mia. kr. samt en større grad af behovsorienteret og fleksibel uddannelsesindsats over for de udsatte grupper på arbejdsmarkedet, således at disse gives tilbud, som både er relevante for dem selv og for det lokale arbejdsmarked.
Finansieringsforslagene medfører en samtidighed i de aktuelle bidrag f.eks. medlemsbidrag og AUD-bidrag, som indebærer, at aktiviteten finansieres år for år og ikke som nu med 1-2 års efterregulering.
Stigningen i bidragene er forholdsvis beskeden sammenholdt med den kraftige udvidelse af nye muligheder for aktivering og uddannelse.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et mindretal inden for mindretallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) finder, at staten efter lovforslaget vil få en årlig rentegevinst på 50 mio. kr. ved at pålægge a-kasserne, at medlemsbidraget skal indbetales til staten månedsvis mod nu kvartalsvis.
Der synes ikke at være tvivl om, at en gennemførelse er ensbetydende med, at a-kasserne vil komme til at mangle det beløb, som staten vinder ved omlægningen.
Det er derfor overvejende sandsynligt, at lovens vedtagelse vil medføre højere a-kassekontingenter, og et sådant tiltag mod lønmodtagerne vender Fremskridtspartiet sig imod.
A-kasserne vil også blive administrativt belastet.
Fremskridtspartiet kan ikke se andet, end at loven er en smart måde for gennem bagvejen at indføre skatteforhøjelser. Jytte Andersen (S) Bakholt (S) Ole Vagn Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S) Hans Jørgen Jensen (S) fmd. Lone Møller (S) Taanquist (S) Lilli Gyldenkilde (SF) nfmd. Duetoft (CD) Pia Christmas-Møller (KF) Kai Dige Bach (KF) Charlotte Antonsen (V) Helge Sander (V) Jørgen Winther (V) Poul Nødgaard (FP) Lone Dybkjær (RV) Glønborg (KRF)
Ingen
Nr BTL 137
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (Medlemsbidrag)
Nr L 137 1992-93, 1. samling
Afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget
Afgivet: 19921211