1992 BTL 116 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM APOTEKERNES BRUTTOAVANCE I 1993 NR L 116 1992-93, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Aftale mellem Danmarks Apotekerforening og Sundhedsministeriet om fastsættelse af apotekernes bruttoavance for perioden 1. januar 1993 - 31. december 1994
Punkt 1
Sundhedsministeriet og Danmarks Apotekerforening er enige om ved aftale at fastsætte bruttoavancen for 1993 og 1994. Det er hensigten, at denne aftale ikke isoleret set bør føre til prisstigninger i aftaleperioden. Parterne er endvidere enige om, at det nuværende serviceniveau opretholdes, således at nødvendige rationaliseringer gennemføres under hensyntagen hertil.
Punkt 2 For 1993 er bruttoavancen aftalt til 1.660 mio. kr. (1993-priser), inkl. gebyrer til finansiering af Sundhedsstyrelsens lægemiddelafdeling. Dette indebærer, at den rationaliseringsgevinst, der fremkommer ved nedlæggelse af apoteker i 1993, bevares i sektoren.
Punkt 3 For 1994 er bruttoavancen aftalt til 1.647 mio. kr. (1993-priser), inkl. ovennævnte gebyrer. Ved regulering til 1994-niveau benyttes hhv. den generelle lønstigningstakt og den generelle prisstigningstakt på FFL 94.
Punkt 4 Såfremt bruttoavancen i 1993 og i 1994 forudses at afvige fra de i punkterne 2 og 3 aftalte beløb, regulerer sundhedsministeren efter forhandling med Danmarks Apotekerforening løbende herfor gennem ændring af forbrugerpriserne på lægemidler. Der reguleres inden for det følgende kalenderår for eventuelle afvigelser mellem de i punkterne 2 og 3 aftalte beløb og de endeligt opgjorte bruttoavancer for 1993 og 1994.
Parterne er enige om gennem udvalgsarbejde at opstille retvisende mål for produktivitetsudviklingen i apotekervæsenet og at adskille omsætningen og dækningsbidraget i lægemidler, frihandelsvarer m.v. på en hensigtsmæssig måde. Såfremt der kan opnås enighed om et sådant system, vil der med virkning for bruttoavancen for 1993 og 1994 kunne ske en regulering for den del af bruttoavanceafvigelsen, der hidrører fra ændret arbejdsmængde, eller som kan henføres til et ændret salg af varer, som ikke er lægemidler.
Punkt 5 Apotekerne skal senest 15. februar 1994 hhv. 1995 til Sundhedsstyrelsen indberette apotekernes bruttoomsætning, vareforbrug, rabatudgifter og -indtægter i 1993 hhv. 1994. De enkelte indberetninger skal være påtegnet af apotekets revisor.
Punkt 6 Apotekerne yder varigt den offentlige sygesikring en rabat ved salg af tilskudsberettigede lægemidler på 1,17 pct. ekskl. moms. Rabatydelsen reguleres ved lovgivning.
Punkt 7 Aftalen indgås under forudsætning af dens godkendelse hos partierne bag finanslovaftalen for 1993.
Punkt 8 Såfremt der i øvrigt i aftaleperioden sker væsentlige ændringer i forhold til de forudsætninger, under hvilke aftalen er indgået, kan en af eller begge aftaleparterne begære forhandlinger om ændring af aftalen.
København, den 14. december 1992
Danmarks Apotekerforening
Ester Larsen
Sundhedsministeriet
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til sundhedsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Aftale mellem Danmarks Apotekerforening og Sundhedsministeriet om fastsættelse af apotekernes bruttoavance for perioden 1. januar 1993-31. december 1994 er optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Danmarks Apotekerforening,
Dansk Farmaceutforening og
Danske Apoteksassistenters Forening.
Der er af sundhedsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, vil stemme imod de stillede ændringsforslag og anfører, at lovforslaget er fantastisk planøkonomisk, og at det ligefrem virker kvælende på apotekernes effektivitets- og omkostningsbevidsthed.
De ændringer, der er brug for i apotekervæsenet, er liberaliseringer og ikke planøkonomiske opstramninger.
Det foreliggende lovforslag er udmøntningen af den del af finanslovaftalen, der handler om begrænsning af apotekernes bruttoavance og overskud samt krav om en rationaliseringsbesparelse på 2,5 pct.
Spørgsmålet er, om ikke det er muligt at udmønte denne del af finanslovforliget således, at apotekerlovens § 45 i højere grad respekteres og apotekersektoren i stedet liberaliseres.
ÆndringsforslagAf sundhedsministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af FP)
Til § 1 1) Paragraffen affattes således
»§ 1. Apotekernes bruttoavance for 1993 fastsættes til 1.660 mio. kr. i 1993-prisniveau.«
Til § 2 2) Paragraffen udgår.
Til § 3 3) Paragraffen affattes således
»§ 3. Apotekerne yder varigt den offentlige sygesikring en rabat på 1,17 pct. af sygesikringens udgifter, ekskl. moms, til tilskudsberettigede lægemidler. Statens generelle tilskud til amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg Kommuner for 1993 reduceres med 30 mio. kr. i 1993-prisniveau.«
Bemærkninger
Til nr. 1-3 Sundhedsministeriet og Danmarks Apotekerforening har under forudsætning af godkendelse fra partierne bag finanslovaftalen for 1993 indgået en aftale om fastsættelse af bruttoavancen i 1993 og 1994. Det indgår i denne aftale, der er optrykt som bilag til betænkningen, at apotekerne yder den offentlige sygesikring en varig rabat på 1,17 pct. af sygesikringens udgifter. Det svarer til 30 mio. kr., ekskl. moms, i 1993.
Som et led i forliget om finansloven for 1993 indgår, at der lovgives om den mellem Sundhedsministeriet og Danmarks Apotekerforening indgåede aftale om fastsættelse af apotekernes bruttoavance i 1993. Nærværende lovforslag er således udarbejdet i overensstemmelse med denne aftale.
I Sundhedsudvalgets betænkning af 7. maj 1992 over lovforslag nr. L 221, folketingsåret 1991-92, om fastsættelse af apotekernes bruttoavance for 1992 og 1993 erklærede et flertal, at kontingentet til Danmarks Apotekerforening skulle søges fjernet fra apoteksregnskabet med virkning fra 1993. Den mellem Sundhedsministeriet og Danmarks Apotekerforening aftalte bruttoavance er fastsat i overensstemmelse hermed.
Det er en generel forudsætning i aftalen mellem Danmarks Apotekerforening og Sundhedsministeriet, at det nuværende serviceniveau opretholdes i 1993, således at nødvendige rationaliseringer gennemføres under hensyntagen hertil.
Lovforslaget forudsætter en overvågning af omsætningsudviklingen m.v. i samme omfang som hidtil. Lovforslaget har derfor ingen administrative konsekvenser.
Forslaget om en rabat på sygesikringens udgifter til medicintilskud giver en besparelse for sygesikringen på 30 mio. kr. i 1993.
Besparelsen inddrages ved reduktion af de amtskommunale bloktilskud ved reguleringen i 1993.
Hanne Andersen (S) Dorte Bennedsen (S) Martin Glerup (S) Anna-Marie Hansen (S) Tove Lindbo Larsen (S) Torben Lund (S) nfmd. Lone Møller (S) Birgitte Husmark (SF) Lis Noer Holmberg (CD) Karen Højte Jensen (KF) Fischer (KF) Mariann Fischer Boel (V) Anders Mølgaard (V) Jørgen Winther (V) Køpke Christensen (FP) fmd. Lone Dybkjær (RV) Inger Stilling Pedersen (KRF)
Ingen
Nr BTL 116
Betænkning over Forslag til lov om apotekernes bruttoavance i 1993
Nr L 116 1992-93, 1. samling
Afgivet af Sundhedsudvalget
Afgivet: 19921215