Legislator Case Law & Legislation
199214K00096 DK

1992 BTL 96 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM INDKOMSTBESKATNING AF SELVSTÆNDIGE ERHVERVSDRIVENDE (VIRKSOMHEDSSKATTELOVEN) OG ANDRE SKATTELOVE (KAPITALAFKASTORDNINGEN OG FORENKLING AF VIRKSOMHEDSORDNINGEN) NR L 96 1992-93, 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1992 96 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Der er endvidere modtaget skriftlige henvendelser fra Erhvervenes Skattesekretariat og Revisionsfirmaet Albert Pedersen/Edelbo & Dalgaard A/S.

Der er af skatteministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Skatteministeren har oplyst, at de af ministeren stillede ændringsforslag ikke skønnes at have provenumæssige eller administrative konsekvenser.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af ministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.

Et tredje mindretal (Det Radikale Venstres medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.

ÆndringsforslagAf skatteministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af FP og RV)

Til § 1 1) Efter nr. 7 indsættes som nyt nummer

»01. § 8, stk. 1, 1. pkt. , affattes således

»Virksomhedens afkastgrundlag opgøres ved indkomstårets begyndelse som virksomhedens aktiver med fradrag af gæld, beløb, der er afsat efter §§ 4 og 10, stk. 1, indestående på mellemregningskonto efter § 4 a og beløb, der overføres fra virksomhedsordningen til privatøkonomien med virkning fra indkomstårets begyndelse.«»

2) I det under nr. 16 foreslåede § 15 a, stk. 2, 1. pkt. , ændres »ved begyndelsen af salgsåret« til: »ved udløbet af indkomståret forud for salgsåret«.

3) I det under nr. 16 foreslåede § 15 a, stk. 2, 2. pkt. , ændres »kapitalafkastgrundlaget ved begyndelsen af salgsåret« til: »kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for salgsåret«.

4) I det under nr. 16 foreslåede § 15 a, stk. 3 , affattes 2. pkt. således

»I stedet for det kontante nettovederlag anvendes den del af kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for ophørsåret, der efter forholdet mellem værdien af aktiverne i den ophørte virksomhed ved udløbet af indkomståret forud for ophørsåret og samtlige aktiver indskudt i virksomhedsordningen kan henføres til den ophørte virksomhed.«

5) I det under nr. 16 foreslåede § 15 c, stk. 1 , affattes 3. og 4. pkt. således

»§ 15 a, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse, såfremt den skattepligtige ophører med at være skattepligtig her i landet af virksomhed i fremmed stat, på Færøerne eller på Grønland. I stedet for det kontante nettovederlag anvendes den del af kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for ophørsåret, der efter forholdet mellem værdien af aktiverne i den nævnte virksomhed ved udløbet af indkomståret forud for ophørsåret og samtlige aktiver indskudt i virksomhedsordningen kan henføres til den nævnte virksomhed.«

6) I det under nr. 16 foreslåede § 16 a, stk. 1, 2. pkt. , udgår »og indgår ikke i kapitalafkastgrundlaget efter § 8«.

7) I det under nr. 16 foreslåede § 16 a, stk. 3, 1. pkt. , ændres "Aktiernes anskaffelsessum nedsættes med en andel af konto for opsparet overskud' til: »Aktiernes anskaffelsessum kan nedsættes med en andel af indestående på konto for opsparet overskud«.

8) I det under nr. 16 foreslåede § 16 a, stk. 3 , indsættes efter 3. pkt. som nyt punktum

»Nedsættes aktiernes anskaffelsessum ikke, medregnes den nævnte andel af indestående på konto for opsparet overskud med tillæg af den hertil svarende virksomhedsskat til den personlige indkomst, jf. § 10, stk. 3, i omdannelsesåret.«

9) I det under nr. 18 foreslåede § 22 a, stk. 7 , indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum

»Igangværende arbejde for fremmed regning indgår alene med nettoværdien.«

Til § 7Af et mindretal (SF)

10) I stk. 2 ændres »indkomståret 1993« til: »indkomståret 1992«.

11) I stk. 3 ændres »indkomståret 1993« til: »indkomståret 1992 eller 1993«.

Af skatteministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af FP og RV)

12) Stk. 8 affattes således

» Stk. 8 . § 4, § 6 og § 11 i aktieavancebeskatningsloven, som affattet ved denne lovs § 6, nr. 1-3, har virkning for afståelse af aktier, når virksomhedsomdannelsen har fundet sted den 14. december 1992 eller senere, samt hvor virksomhedsomdannelsen har fundet sted før den 14. december 1992, når beslutning om tilførsel af kapital er truffet den 17. november 1992 eller senere.«

Bemærkninger

Til nr. 1 og 6 Ændringsforslag nr. 1 går ud på at præcisere, at beløb, der overføres fra virksomhedsordningen til privatøkonomien med virkning fra indkomstårets begyndelse, går fra ved opgørelsen af virksomhedens kapitalafkastgrundlag ved indkomstårets begyndelse.

Dette gælder således for beløb, der med virkning for begyndelsen af salgsåret, ophørsåret eller omdannelsesåret overføres fra indskudskontoen til mellemregningskontoen i medfør af § 15 a, stk. 1 og 3, § 15 c, stk. 1, (som affattet ved ændringsforslag nr. 5) og § 16 a, stk. 2.

Efter § 16 a, stk. 2, overføres et beløb, der svarer til kontantværdien af vederlaget for virksomheden (aktiernes værdi med tillæg af et eventuelt stiftertilgodehavende) ved den delvise omdannelse.

Det foreslås derfor, at bestemmelsen i § 16 a, stk. 1, 2. pkt., om, at de ved omdannelsen erhvervede aktier ikke indgår i kapitalafkastgrundlaget, skal udgå.

Til nr. 2 og 3 Efter § 15 a, stk. 1, kan den skattepligtige f.eks. ved salg af een af flere virksomheder med virkning fra begyndelsen af salgsåret vælge at overføre et beløb, der højst svarer til det kontante nettovederlag, fra indskudskontoen til mellemregningskontoen uden om hæverækkefølgen.

Overføres et beløb, skal den skattepligtige efter stk. 2 i samme indkomstår medregne en forholdsmæssig del af indestående på konto for opsparet overskud.

Efter ændringsforslag nr. 2 skal der ligesom efter den tilsvarende bestemmelse i § 16 a, stk. 3, medregnes en forholdsmæssig del af indestående på konto for opsparet overskud ved udløbet af indkomståret forud for salgsåret.

Ved en fejl er der ikke taget hensyn til, at sammenligningsgrundlaget skal være kapitalafkastgrundlaget før fradrag af beløb, der med virkning fra begyndelsen af indkomståret overføres fra virksomhedsordningen til privatøkonomien.

Ændringsforslag nr. 3 går derfor ud på, at den forholdsmæssige del ligesom efter den tilsvarende bestemmelse i § 16 a, stk. 3, skal beregnes efter forholdet mellem det overførte beløb og kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for salgsåret.

Til nr. 4 Efter § 15 a, stk. 3, finder stk. 1-2 tilsvarende anvendelse, såfremt den skattepligtige ophører med at drive een af flere erhvervsvirksomheder, uden at virksomheden afstås. I stedet for det kontante nettovederlag anvendes en del af kapitalafkastgrundlaget.

Ved en fejl er der ikke taget hensyn til, at sammenligningsgrundlaget ved beregningen af denne del skal være kapitalafkastet før fradrag af beløb, der med virkning fra indkomstårets begyndelse overføres fra virksomhedsordningen til privatøkonomien.

Efter ændringsforslaget anvendes den del af kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for ophørsåret, der efter forholdet mellem værdien af aktiverne i den ophørte virksomhed ved udløbet af indkomståret forud for ophørsåret og samtlige aktiver indskudt i virksomhedsordningen kan henføres til den ophørte virksomhed.

Til nr. 5 § 15 c, stk. 1, 3.-5. pkt., indeholder regler om det tilfælde, hvor en skattepligtig har anvendt virksomhedsordningen både for virksomhed her i landet og for virksomhed i udlandet og den pågældende i forbindelse med ophør af skattepligt efter kildeskattelovens § 1 eller flytning af skattemæssigt hjemsted ophører med at være skattepligtig her i landet af en virksomhed i udlandet.

Ved en fejl indeholder bestemmelserne alene regler om genbeskatning af den forholdsmæssige del af det opsparede overskud, der vedrører den udenlandske virksomhed, men ikke regler om, hvorledes der i øvrigt skal forholdes vedrørende indskudskonto, kapitalafkastgrundlag m.v. vedrørende denne virksomhed.

Det foreslås at ændre reglerne i § 15 c, stk. 1, 3. og 4. pkt., således at reglerne i § 15 c, stk. 1, 3.-5. pkt., om ophør med skattepligt her i landet af virksomhed i udlandet kommer til at svare til reglerne i § 15 a, stk. 3, om det tilfælde, hvor den skattepligtige ophører med at drive een af flere erhvervsvirksomheder, uden at virksomheden afstås.

Det vil sige, at den skattepligtige får adgang til at overføre et beløb fra indskudskontoen til mellemregningskontoen uden om hæverækkefølgen, jf. henvisningen til § 15 a, stk. 1. Der kan overføres et beløb højst svarende til den del af kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for ophørsåret, der efter forholdet mellem aktiverne i den udenlandske virksomhed ved udløbet af indkomståret forud for ophørsåret og samtlige aktiver indskudt i virksomhedsordningen kan henføres til den udenlandske virksomhed.

Det vil endvidere sige, jf. henvisningen til § 15 a, stk. 2, at overføres et beløb til mellemregningskontoen, skal den skattepligtige for samme indkomstår medregne en forholdsmæssig del af indestående på konto for opsparet overskud ved udløbet af indkomståret forud for ophørsåret med tillæg af den hertil svarende virksomhedsskat til den personlige indkomst, jf. § 10, stk. 3. Den forholdsmæssige del af det opsparede overskud beregnes efter forholdet mellem det overførte beløb og kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for ophørsåret.

Til nr. 7 og 8 Den ændrede formulering af 1. pkt. er en konsekvens af den foreslåede nye bestemmelse i 4. pkt.

Efter forslaget til § 16 kan den skattepligtige ved skattefri virksomhedsomdannelse af en virksomhed under virksomhedsordningen vælge at lade indestående på konto for opsparet overskud med et tillæg på 25 pct. nedsætte den skattemæssige værdi af de ved omdannelsen erhvervede aktier. Den skattepligtige kan også vælge at medregne indestående på konto for opsparet overskud med tillæg af den hertil svarende virksomhedsskat til den personlige indkomst i omdannelsesåret.

Efter forslaget til § 16 a, stk. 3, om delvis skattefri omdannelse af en virksomhed under virksomhedsordningen er der ikke nogen valgmulighed. Der nedsættes aktiernes anskaffelsessum med en forholdsmæssig andel af indestående på konto for opsparet overskud med et tillæg på 25 pct.

Det forekommer naturligt, at der er symmetri mellem bestemmelserne i §§ 16 og 16 a.

Det foreslås derfor, at den skattepligtige ved delvis skattefri virksomhedsomdannelse skal kunne vælge at medregne den forholdsmæssige andel af indestående på konto for opsparet overskud med tillæg af den hertil svarende virksomhedsskat til den personlige indkomst i omdannelsesåret.

Til nr. 9 Der er tale om en præcisering af lovteksten.

Igangværende arbejder optages som et aktiv i status, og forudbetalinger på de igangværende arbejder optages som et passiv. Det har hele tiden været tanken, at igangværende arbejder alene skal kunne indgå i kapitalafkastgrundlaget med nettobeløbet.

Til nr. 10 og 11 Det foreslås at fremrykke ikrafttrædelsestidspunktet for lovforslagets ikke-bebyrdende dele fra indkomståret 1993 til indkomståret 1992. Det vil sige, at loven, medmindre andet er fastsat i stk. 3-9, skal have virkning fra og med indkomståret 1992.

Skattepligtige, hvis indkomstår 1992 eller 1993 er påbegyndt før den 1. januar 1993, kan dog vælge først at anvende de nye regler om flere virksomheder i § 2, stk. 3 og 4, § 7, stk. 1, § 14, §§ 15, 15 a, 15 b, 15 c, 16 og 16 a, som affattet ved § 1, nr. 5, 6, 7, 15 og 16, med virkning for indkomståret 1994.

En fremrykning af ikrafttrædelsestidspunktet, således at lovens ikke-bebyrdende dele får virkning fra og med indkomståret 1992, skønnes at ville indebære et yderligere provenutab, der med stor usikkerhed skønnes til 100 mio. kr. Stort set hele provenutabet vil fremkomme i finansåret 1993.

En fremrykning af ikrafttrædelsestidspunktet, således at lovens ikke-bebyrdende dele får virkning fra og med indkomståret 1992, skønnes at ville give anledning til engangsudgifter i de statslige told- og skattemyndigheder til edb på knap 2 mio. kr. Det er en forudsætning, at lovforslaget vedtages inden udgangen af 1992.

Til nr. 12 Hensigten bag de foreslåede ændringer i relation til virksomhedsomdannelse har hele tiden været, at ikke kun aktieafståelser, hvor der efter virksomhedsomdannelsen er truffet beslutning om kapitaltilførsel, men alle aktieafståelser, hvor aktierne hidrører fra virksomhedsomdannelse, der har fundet sted den 17. november 1992 eller senere, skulle være omfattet af de foreslåede ændringer.

Ved ændringsforslaget inddrages de situationer, hvor der er tale om afståelse af aktier hidrørende fra en virksomhedsomdannelse uden efterfølgende beslutning om kapitaltilførsel, under de foreslåede ændringer, idet disse situationer ved en fejl er gledet ud af bestemmelsen. Det foreslås dog samtidig, at kun aktieafståelser, der hidrører fra virksomhedsomdannelser, der har fundet sted den 14. december 1992 eller senere, skal være omfattet.

Pia Gjellerup (S) fmd. Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S) Stavad (S) Bjarne Laustsen (S) Rahbæk Møller (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) Pernille Sams (KF) Mariann Fischer Boel (V) Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) nfmd. Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Kofod-Svendsen (KRF)

Betænkning over lovforslag 1992 96 Valid

Nr BTL 96

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om indkomstbeskatning af selvstændige erhvervsdrivende (virksomhedsskatteloven) og andre skattelove (Kapitalafkastordningen og forenkling af virksomhedsordningen)

Nr L 96 1992-93, 1. samling

Afgivet af Skatteudvalget

Afgivet: 19921214

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →