1992 BTL 80 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM OMKOSTNINGSDÆKNING AF UDGIFTER TIL SAGKYNDIG BISTAND I SKATTESAGER OG LOV OM BINDENDE FORHÅNDSBESKED OM SKATTESPØRGSMÅL M.V. (OMKOSTNINGSDÆKNING I KLAGESAGER. SYN OG SKØN I LIGNINGSRÅDSSAGER OM BINDENDE FORHÅNDSBESKED) NR L 80 1992-93, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Folketingets Skatteudvalg
København, den 29. marts 1993
Lovforslag nr. L 80 - Omkostningsdækning i skattesager
Den gældende lov om omkostningsdækning giver alene adgang til omkostningsdækning af udgifter, der vedrører domstolsbehandling. Lovforslag L 80 udvidede i sin oprindelige form denne omkostningsdækning til også at omfatte udgifter i forbindelse med klage til skatteankenævn og Landsskatteretten. Skatteministeriets ændringsforslag til andenbehandlingen betyder, at der alene ydes tilskud til dækning af udgifter ved domstolene og Landsskatteretten.
Selv om der gives omkostningsdækning, vil en skattesag altid medføre reelle meromkostninger for en skatteyder, også selv om sagen vindes 100 pct. Det er derfor efter vor opfattelse ud fra en retssikkerhedsmæssig betragtning betænkeligt, at forslaget med det stillede ændringsforslag kun giver adgang til omkostningsdækning i det fåtal af sager, der ender ved Landsskatteretten eller eventuelt domstolene, og da kun for de udgifter, der afholdes ved disse instanser.
Langt hovedparten af alle skattesager afgøres endeligt hos de kommunale skatteforvaltninger, ligesom der afsluttes langt flere klagesager hos skatteankenævnene end hos de højere instanser, Landsskatteretten og domstolene.
Hensynet til retssikkerheden tilsiger således, at der gives omkostningsdækning i alle skattesager, herunder også skattesager, der afgøres endeligt hos de kommunale skatteforvaltninger.
Rådgivere, der involveres i skattesager for deres klienter, vil altid bestræbe sig på at afslutte en sag med et tilfredsstillende resultat så tidligt som muligt i sagsforløbet. Herved begrænses dels omkostningerne til sagkyndig bistand og dels de øvrige omkostninger og bekymringer, der følger med, at der rejses en skattesag. Disse hensyn medfører naturligt, at alle relevante oplysninger fremskaffes tidligst muligt i sagsforløbet. Dette vil samtidig medføre en hensigtsmæssig sagsbehandling, hvor flest mulige sager afsluttes hos de kommunale skatteforvaltninger eller eventuelt for skatteankenævnene med en mindre belastning af klagesystemet til følge.
Den gældende lov med de nu foreslåede ændringer tilskynder ikke til denne hensigtsmæssige sagsbehandling, idet der som nævnt udelukkende gives tilskud til omkostninger, der vedrører sagsbehandlingen hos Landsskatteretten eller hos domstolene.
Det forekommer i særlig grad beklageligt, at første led i klagerækkefølgen ikke behandles på lige fod med de efterfølgende klageinstanser. Hensynet til borgernes retssikkerhed, hensynet til en hensigtsmæssig sagsbehandling, hvor alle oplysninger og anbringender fremkommer så tidligt som muligt, og hensynet til at begrænse antallet af klagesager taler alt sammen for at indføre omkostningsdækning ved alle instanser.
I bemærkningerne til ændringsforslaget til L 80 er det bl.a. anført, at sagsbehandlingen ved skatteankenævnene er af en sådan karakter, at det normalt ikke er nødvendigt for klageren at afholde særlige udgifter til sagkyndig bistand, og at det med ændringsforslaget opnås, at borgerne ikke tilskyndes til unødigt at søge sagkyndig bistand i administrative klagesager.
Som tidligere nævnt medfører enhver skattesag reelle meromkostninger for den pågældende skatteyder. Dette gælder også sager, hvor der ydes sagkyndig bistand. Omkostningsdækning vil højst medføre, at udgifterne reduceres til ca. 50 pct. Der er derfor ingen grund til at antage, at skatteydere vil benytte sagkyndig bistand, medmindre dette er nødvendigt.
Allerede med de nugældende regler ydes der sagkyndig bistand i skattesager ved skatteforvaltninger og skatteankenævn i et betydeligt antal sager. Dette fremgår bl.a. af, at Foreningen af Danske Skatteankenævn er i færd med at foretage en spørgeskemaundersøgelse hos de »professionelle brugere« af skatteankenævnene (revisorer og advokater). Tilsvarende kan den verserende debat om den proceduremæssige behandling af sager ved de forskellige skatteankenævn ses som udtryk for, at der er involveret et betydeligt antal rådgivere i disse sager. Disse forhold viser, at der er et reelt behov for sagkyndig bistand i skattesager ved skatteforvaltninger og skatteankenævn. Af de allerede anførte grunde bør der derfor indføres fradragsret/omkostningsdækning ved disse instanser.
I øvrigt er det de tre organisationers principielle opfattelse, at tilskudssystemet bør ændres til, at der gives fradrag for de pågældende omkostninger, idet et tilskudssystem er en unødig komplikation af skattesystemet.
Med venlig hilsen
Kurt Gimsing Jon Stokholm Steen Askholt
FSR's Skatteudvalg Avokatrådets Erhvervenes Skatteudvalg Skattesekretariat
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet et spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra Foreningen Danske Revisorer og Flemming Matthies, Gilleleje.
Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det under nr. 2 stillede ændringsforslag.
Et mindretal inden for mindretallet (Venstres medlemmer af udvalget) mener, at det er overordentlig vigtigt, at klagesager til Skatteankenævnet oplyses så godt som muligt. Dette opnås bedst ved sagkyndig bistand. Jo bedre sagen er oplyst for Skatteankenævnet, jo færre sager behøver formentlig at blive indbragt for Landsskatteretten. Venstre mener derfor, at lovforslaget fortsat burde omfatte udgifter forbundet med klager til Skatteankenævnet.
Et andet mindretal inden for mindretallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) ønsker at tilkendegive, at det fremsatte lovforslag harmonerer helt med Fremskridtspartiets synspunkter; derfor kan Fremskridtspartiet heller ikke støtte skatteministerens ændringsforslag nr. 1, der begrænser skatteydernes økonomiske muligheder.
Fremskridtspartiet mener, at lovforslaget burde have været udvidet således, at skatteborgere samtidig kunne fratrække omkostninger til revisorbistand ved udfærdigelse af selvangivelsen. Såfremt der var mulighed for at fratrække ydelser til revisorbistand, ville der med garanti blive indbragt langt færre sager for skatteankenævn og domstole.
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3 behandling, men kan stemme for de stillede ændringsforslag.
ÆndringsforslagAf skatteministeren , tiltrådt af et flertal (S, SF, CD, RV og KRF)
Til § 1 1) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 1 affattes stk. 1 således
»Der ydes tilskud til dækning af udgifter, der er betalt for sagkyndig bistand m.v. ved domstolsbehandling af et spørgsmål, der efter sin art kan indbringes for Landsskatteretten, bortset fra afgørelser om vurdering af fast ejendom. Tilsvarende gælder ved Landsskatterettens prøvelse af de i 1. pkt. nævnte spørgsmål.«
Af skatteministeren , tiltrådt af udvalget
2) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 1, stk. 2 , ændres »Dansk Revisor Union« til: »Foreningen Danske Revisorer«.
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2 Med ændringsforslag nr. 1 begrænses den foreslåede tilskudsordning i det administrative skatteklagesystem fra at omfatte udgifter forbundet med klage til både skatteankenævn og Landsskatteretten til kun at omfatte udgifter vedrørende landskatteretssager.
Endvidere indeholder ændringsforslag nr. 2 en korrektion af betegnelsen af den revisorforening, der tidligere havde navnet Dansk Revisor Union, men nu kalder sig Foreningen Danske Revisorer. Ændringen er udelukkende redaktionel.
Baggrunden for førstnævnte ændringsforslag er, at den sagsbehandling, der foretages i skatteankenævn, er af en sådan karakter, at det normalt ikke er nødvendigt for klageren at afholde særlige udgifter herved til sagkyndig bistand.
Samtidig opnås, at borgerne ikke tilskyndes til unødigt at søge sagkyndig bistand i administrative klagesager.
Det har været overvejet, om man skulle begrænse tilskuddet til landsskatteretssager med henblik på at formindske misbrug.
Det er i stedet valgt i de første tre år med den nye tilskudsordning årligt at udarbejde en rapport til Folketingets Skatteudvalg om erfaringerne med den nye ordning.
Rapporten skal vise størrelsen af de samlede omkostninger til omkostningsdækning, fordelt på domstolssager og på landsskatteretssager.
Endvidere skal rapporten redegøre for resultaterne af årlige repræsentative stikprøveundersøgelser i sager om udbetalt tilskud til landsskatteretssager med en detaljeret belysning i den enkelte sag af forholdet mellem det udbetalte tilskud, klagens genstand og klagesagens udfald.
Hugo Sørensen (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S) Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Rahbæk Møller (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Glønborg (KRF)
Tillægsbetænkning afgivet den 14. april 1993
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Advokatrådet og Erhvervenes Skattesekretariat. Henvendelsen er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Et mindretal inden for flertallet (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) ønsker at tilkendegive, at de kan støtte de synspunkter, der er fremført i henvendelsen fra Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Advokatrådet og Erhvervenes Skattesekretariat.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse .
Hjortnæs (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S) Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Rahbæk Møller (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Glønborg (KRF)
Ingen
Nr BTL 80
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager og lov om bindende forhåndsbesked om skattespørgsmål m.v. (Omkostningsdækning i klagesager. Syn og skøn i ligningsrådssager om bindende forhåndsbesked)
Nr L 80 1992-93, 1. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19930324